Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

tirsdag den 30. marts 2010

Tid til en øl - Warwik Kunøe

30. Marts 2010

I formiddags var det havevejr – det blæste dog en del, men jeg fik alligevel lavet lidt. Havearbejde og blæst er ikke godt for folk med kontaktlinser.

Til aften kom min datter og svigersøn på besøg og min mor hentede vi også. Menuen stod på roastbeef og jordbærkage til dessert. Vi åbnede en flaske ”St, Bernadus Paasbier”, men den skrev jeg om sidste år ( 25. apr. 09 ), så den vil jeg springe over.

Men mens vi ventede på at roastbeef’en skulle stege færdig, åbnede vi en påskebryg fra Warwik i Varde. Bryggeriet opkalder altid deres øl efter kendte Vardeborgere ( se 23. dec 09 for historien ) og påskebryggen har fået navnet ”Kunøe”. Han var medejer af Vestjysk Tømmerhandel, og var i 1972 med til at oprette ”Lauget for håndbryggere og vinmagere”, der stadig eksisterer. Han døde i 1984.

Det er en bockøl på 6,1%, brygget efter tyske traditioner og humlet med Saazhumle. Den har en flot ravfarvet nuance – klar hvis bundfaldet ikke kommer med. Men det er en ufiltreret øl, så på billedet er den meget uklar ( jeg har ikke noget mod bundfald ). Det er en behagelig sødlig duft af karamel, måske nærmest lidt toffee. God fyldig krop. Der er også sød karamel i smagen, men den er fint balanceret af humlen, der overtager til sidst i eftersmagen.

Karakter 4

mandag den 29. marts 2010

Tid til en øl - Thy Påske Stenøl

29. Marts 2010

I dag har vi overdraget nøglerne til vores barndomshjem til den nye ejer. Det har været lidt underligt at gå og rydde det gamle hus, men nu er vi færdige og kan koncentrere os om min mors nye andelshus, hvor vi skal have lavet haven til at være i.

Derudover har jeg ( med min kones hjælp ) købt det tøj, jeg skal have på til vores sølvbryllup. Det skal jo passe til hendes kjole.

Aftensmaden stod på rester fra lammekøllen i går, så jeg fandt en ”Påske Stenøl” fra Thisted Bryghus frem. Stenøl var en øltype, der var på vej ud af sortimentet ( jeg tror slet ikke typen har eksisteret i Danmark ), indtil Peter Klemmensen på Thisted Bryghus afprøvede metoden.

Man nedsænker 800 grader varme lavasten i urten, hvorved en karamelisering på stenenes overflade finder sted. Efter gæringen lægges stenene i lagertanken, og der frigives karamel til brygget. Lagertiden er på omkring 3 mdr, så det er en langvarig og bekostelig affære. Der er ikke mange oplysninger at hente om humletyper og lign. på hjemmesiden.

Da min interesse for øl begyndte, læste jeg selvfølgelig en masse bøger om øl. Og i en af disse stod der, at stenøl var meget sundt. Forfatteren havde selv erfaret det under et besøg hos en producent, der ved hjælp af pendulering havde påvist det. Forfatteren havde endog selv prøvet at pendulere med samme resultat. Men jeg tror nu ikke, han på noget tidspunkt har ment det alvorligt, selvom producenten var overbevist om stenøllets fortræffeligheder.

Men når det er så sundt, kan vi jo roligt drikke det i store mængder.

Det er en flot rødgylden med kraftigt offwhite skum og spredte bobler. Duften er sødlig af karamel. Øllet virker lidt aggressivt i munden, men med fyldig smag. Her er det igen en tydelig smag af karamel, der dog hurtigt går over i en kraftig humlebitterhed. Der afsluttes med en lang bitter eftersmag. Alkoholprocent 7,5%

Karakter 4

søndag den 28. marts 2010

Tid til en øl - Beer Here Ammestout

28. Marts 2010

I går var en hektisk dag, hvor vi først var af sted til danseafslutning. Det gik fint – vi var 4 par på gulvet fra vores hold og skulle danse vals, tango, quickstep, cha-cha, rhumba og jive. Det er sjovt at være med til, og vi så nogle af landets dygtigste dansere også, så det var en god eftermiddag.

Derefter kørte vi til en vældig hyggelig 50-års fødselsdag hos min fætter. Her var god mad og vin og en masse festlige indslag, så det blev også en god aften, selvom det blev sent. Vi skulle ud med aviser søndag morgen og sammen med sommertiden betød det, at det ikke blev til mange timers søvn. Til festen var det også muligt at købe en pilsner fra Hancock på fad. Den havde jeg ikke smagt før, og den er nok bedst tjent med ikke at blive yderligere kommenteret.

Ud med aviser søndag morgen, Palmesøndagsgudstjeneste og oprydning i mine forældres gamle hus. Det har været et hårdt program, så det er godt med en god øl at stå imod med til aften.

Vi fik besøg at gode venner fra Vrå og menuen stod på lammekølle. Vi tog en ”Blanche de Namur” ( belgisk wit ) mens lammet grillede færdigt. Til hovedretten fik vi ”Grimbergen Dubbel” og til dessert en ny stout fra Beer Here, der dog ikke passede til is og frugtsalat.

For nogle uger siden præsenterede Ølkonsortiet den nye ”Ammestout” fra Beer Here. Jeg var lige omkring for at smage den fra fad og købte en flaske med hjem. På etiketten ses en ammende kvinde, der drikker en øl – en masse kaffebønner og en kande mælk. Og så har man ingredienserne.

I 1800-tallet mente man, at stout og porter var nærende og blodstyrkende, så derfor var det sundt for mennesker, der skulle yde en ekstra indsats. Sportsfolk kunne lige snuppe en stout før konkurrencen – det må vel nærmest kaldes en tidlig form for doping. Og ammende mødre havde også brug for kraft og styrke.

Christian Skovdal Andersen skriver, at Bere Here tager yngelpleje alvorligt og har derfor brygget en kraftig ”Ammestout” med mælkesukker og kvalitetskaffe, for at det skal være lettere at holde sig vågen.

Det er en kulsort øl med lysebrunt skum. Det er selvfølgelig ikke en stærk øl, men den er alligevel på 6,5%, så det er heller ikke noget tyndt pjask. Duften er præget af ristet kaffe. Kroppen er temmelig fyldig uden at virke klistret. Smagen er ristet og der er noter af kaffe, chokolade og lakrids, som efterhånden går over i en markeret humlebitterhed. Brygget på Søgaards Bryghus i Aalborg.

Jeg kan bedre lide lidt sødere stouts – denne bliver lidt for kaffebitter. Den skulle efter sigende blive rundere ved opvarmning. Man skulle måske have prøvet ved kropstemperatur, men det blev ikke denne gang ( havde glemt det )

Karakter 3+

”Bør nydes med omtanke – eller som minimum af et glas.”

fredag den 26. marts 2010

Tid til en øl - Ærø Påske Ale

26. Marts 2010

Så er der påskeferie. Så må jeg se, om mine knæ kan holde til havearbejdet, som jeg glæder mig til. Men der bliver nok ikke luget så meget. Der er heldigvis meget andet at gøre. Men først skal vi have flyttet de sidste ting i min mors hus. Ham, der skulle tømme det for os, tog kun det han lige kunne bruge og så er alt skramlet tilbage - så der er en træls arbejdsdag på søndag. Inden da skal vi til danseopvisning og 50 års fødselsdag.

Aftenmenuen stod på andebryst, og jeg valgte en ”Påske Ale” fra Ærø. Det er Rise Bryggeri, der står for øllet. På etiketten står der, at det oprindeligt stammer fra 1884, men på det tidspunkt var det et mejeri. Først i 1926 begynder brygningen af ”Prima lyst hvidtøl”. I 30’erne laver man flødeis og senere mineralvand og i 1956 stopper al ølproduktion. Så teksten er måske en smule vildledende.

Men i 2004 bliver bygningerne købt af Christoffer Seidenfarden og man begynder på ny at brygge øl. Bryggeriet ligger ved en kilde, der leverer øens bedste vand og man har specialiseret sig i økologisk øl.

”Påske Ale” er brygget på pale ale-, krystal-, sortmalt samt hvedemalt. Der er brugt Goldings humle. På disse punkter minder den meget om den fine ”Hertug Hans”, men det er en undergæret bockøl med valnød. ”Påske Ale” er en brown ale på 5,0%. Den har en klar, mørk farve og lyst skum. Duften er maltet og en smule sur. Skummet er meget blødt, og øllet føles lidt dovent og tamt, som en rigtig ”real ale”. Smagen er god med karamel, men lad ikke øllet stå for længe, for så dukker denne lidt sure note frem. Smagen holder ellers godt, og inden den forsvinder helt, kommer en fin humlebitterhed frem. Den bliver hængende i lang tid. En udmærket ale, der dog ikke helt lever op til ”Hertug Hans”, som jeg synes er en lille perle fra bryggeriet.

Karakter 3


torsdag den 25. marts 2010

Tid til en øl - Mikkeller Hoppy Easter

25. Marts 2010

På lørdag skal vi til danseafslutning i KFUM-hallen, så vi øvede alle dansene i dag. Det gik rigtig godt, selvom mine knæ er lidt geleagtige. Vi fik lige de sidste input om holdning og udtryk. Så vi er klar til opvisning.

Til aften fandt jeg en påskeøl frem fra Mikkeller. Navnet er et ordspil på Happy Easter ( Glædelig Påske ) og den er selvfølgelig kommet til at hedde ”Hoppy Easter”( Humlet Påske ). Og der er da også en del humle i, selvom jeg har smagt øl fra bryggeriet, der er væsentlig kraftigere humlet.

Jeg fik i dag at vide, at der er tale om en ”etiketøl”,  - altså en øl, der tidligere har været fremme under et andet navn. Her er der tale om en øl ved navn ”GIPA” som Mikkel Bjergsø lavede til ølimportfirmaet Drikkeriget. ”GIPA” står for ”German IPA” og ingredienserne er da også de samme.

Det er en IPA brygget med tysk Tettnanger humle og amerikansk Tomahawk som bitterhumle. Den er brygget på pilsner-, pale- og münchenermalt, samt havreflager. Den er brygget i Belgien – på De Proef  bryggeriet og procenten er 6,6%. Men da jeg ikke har smagt GIPA, generer det mig ikke, at det er en etiketøl.

På etiketten ses en sjov påskehare, der går og samler friske humleskud ind. Kapslen er flot påskegul. Det er en gylden, sløret øl med meget kraftigt skum. Bittesmå og meget livlige bobler. Duften er skarp af humle. Jeg mener, at kunne ane lidt mynte og citrus. Frisk i munden og med en pæn humlebitterhed, der dog slet ikke er overvældende. Eftersmagen er af fin længde og med tydelig humle.

Karakter 4

tirsdag den 23. marts 2010

Tid til en øl - Skands Påskebryg

23. Marts 2010

Påsken er snart over os med god mad og drikke, og der er som sædvanlig mange påskeøl på markedet. Forleden stødte jeg på en påskebryg fra bryggeriet Skands. Jeg har ikke tidligere smagt øl herfra, men ved at det er en af Danmarks få kvindlige bryggere, der står bag øllet – Birthe Skands. Hun er uddannet brygmester hos Carlsberg, men siden 2003 har hun sammen med Morten Skands drevet et mikrobryggeri. De brygger kun et par gange om ugen, for at øllet skal være så friskt som muligt. Øllet kan købes i Irma ( som vi ikke har mange af på disse kanter ) og i specialforretninger.

Den rhombeformede etiket er lidt minimalistisk. Den fanger ikke rigtig øjet, men det er sikkert for at give indtryk af enkelthed og håndbryg. Der er ikke noget pop og PR her. Til gengæld er etiketten fint lysegul her til påske.

Der er ikke ( endnu ) nogen beskrivelse på hjemmesiden og på etiketten får man kun oplyst lidt. Brygget efter engelsk tradition ( overgæret ) med engelske specialmalte og amerikansk humle.

Der er en mørkgylden, klar øl med masser af små livlige bobler. Der er en sødlig, lidt blomsteragtig duft. Det er en strong ale på 6,3%, men den føles frisk og let i munden. Der er lidt anderledes smag af sødlig malt og frugt ( der er brugt en ny gærstamme ), samt en lidt sprittet note. Den amerikanske humle træder ikke i karakter. Der er kun en behersket bitterhed i eftersmagen.

Karakter 3+

mandag den 22. marts 2010

Tid til en øl - Skagen Påsketrold

22. Marts 2010

”Når vinterdvalen er slut og lyset atter skrues op over Skagen, vågner planter, dyr og godtfolk til dåd igen. Som en hjælpende hånd til fotosyntesen har vi skabt en velsmagende Påskebryg.”

Det lyder jo vældig poetisk, men der er ikke mange oplysninger i sådan en etikettekst. Måske er de fleste også ligeglade, men det kunne da være rart at vide noget om øltype og bitterhedsniveau, når man køber øl.

”Påsketrold” er påskebryggen fra Skagen Bryghus. Jeg har tidligere smagt deres forårsøl ”Løvspring”, der var sort og smagte af tang og tjære. Tydeligvis det man i Skagen forbinder med forår. Men denne ”Påsketrold” er meget anderledes.

Den er lys som en pilsnerøl, men på 6,0%, så der er tale om en guldøl. Den er klar med fine bobler og en stor hvid skumkrone. Der er - lidt overraskende - en let blomsteragtig duft. Øllet har en frisk og lidt skarp mundfølelse. Smagen er en smule sød, i retning af en Oktoberfestbier, og også her er der mere blomst, end man kunne forvente af en undergæret øl. Eftersmagen er kortvarig med sødme og let bitterhed. Alt i alt en let drikkelig øl uden det store spræl.

Karakter 3+

søndag den 21. marts 2010

Tid til en øl - Mikkeller Dim Sum Vinter

21. Marts 2010

Et par af vores venner er netop vendt tilbage fra en fantastisk 3-ugers tur til Thailand. De har snoklet og redet på elefanter og fået syet festtøj og mange andre ting. Og det har været meget varmt. Men de har selvfølgelig nydt det, og har også fået smag for thaimad. Derfor inviterede de på middag, og da der i Dronninglund er et thailandsk par, der til tider tilbyder deres kogekunst til private, var der ægte thaimad på menuen.

Først en dejlig suppe, så nogle små forårsruller og derefter kom 3 hovedretter – svinekød i sur/sød sovs, krydret oksekød og nudler med kæmperejer og peanuts.

Værten havde fundet den thailandske øl ”Singha” i den lokale Brugs – en øl, de havde nydt meget i varmen. Den er dog noget dyrere under danske himmelstrøg. Derudover fik vi den indiske ”Cobra” og sluttede af med et par påskebryg.

Jeg havde til ølsmagningen for et par uger siden fundet en øl , der var brygget specielt til thaimad, så den tog jeg nogle flasker med af.

Der er 2 thairestauranter, der har fået en stjerne i Michelinguiden. Den ene ligger i København og hedder Kiin-Kiin. Ejeren Henrik Yde Andersen har sammen med Mikkel Bjergsø fundet frem til en øl, der kunne passe til thaikøkkenet. Den har fået navnet ”Dim Sum” og den første udgave kunne kun købes i selve restauranten. Den var tilsat citrongræs og koriander.

Men nu er de gået sammen om en vinterudgave af ”Dim Sum” og den kan fås i butikkerne. Jeg har fundet den hos Hansen’s Vinhandel i Aalborg. Til denne vinterudgave er der tilsat appelsin og stjerneanis, og det er stort set de oplysninger, man får.

Det er en flot mahognifarvet og klar øl. Skummet er meget kraftigt. Alkoholprocenten er på 5,0%, så der er stadig tale om en lettere øl. Der er en tydelig duft af stjerneanis, men denne note er ikke slet så klar i smagen. Øllet føles let og har en høj - (som man siger i England) – drinkabillity. Smagen er svagt sødlig af karamel og lidt krydderi, men appelsin og anis træder ikke markant frem, selvom det sikkert er det, der farver smagen. Der afsluttes med en behersket bitterhed. Efter sigende er bitterhed ikke særlig velset i det asiatiske køkken.

Karakter 4

lørdag den 20. marts 2010

Tid til en øl - Founders Double Trouble

20. Marts 2010

I dag var vi til danse(venskabs)tunering i Århus. Der var forskellige kategorier og vi var med i Vild med Dans 1-2 år. Og vi fik en andenplads. Det sætter det selvfølgelig i relief, at der kun var 4 par i vores gruppe, men alligevel. Det var godt, at kunne få danset endnu engang. Det forløb over to omgange, så vi skulle gennem ”besværet” med dansene to gange – Double Trouble, kunne man sige.

Og med denne fine overledning vil jeg vende mig mod den øl, jeg syntes, jeg fortjente, da jeg kom hjem.
Founders Brewing er et amerikansk bryggeri fra Grand Rapids i Michigan. det stammer fra 1990, hvor Mike Stevens og Dave Engbers besluttede at starte med at brygge efter deres collegetid. De forsøger at brygge helt specielle øl, og deres Imperial IPA – ”Double Trouble” – er brygget for at vende op og ned på vores verden.

      
 
Dette ses tydelig på etikettens udformning.
Det er en kraftig øl på 9,4%. Den har en fantastisk orange farve. Der er en del slør, men kigger man godt efter ser man fine små bobler. Duften er præget af grape fra humlen, men den er ligesom rundet lidt af appelsin eller mango. Den føles temmelig blød i munden, hvilket overrasker. Denne følelse erstattes dog af en skarphed, når bitterheden sætter ind. Det første smagsindtryk er også lidt sødt af mango, herefter går det over i grape og snart sætter bitterheden som sagt ind med en ordentlig bombe. Denne bitterhed hænger ved i lang tid, også efter at eftersmagen er forsvundet. Det virker næsten for dominerende. IBU 86
En god øl, hvor bitterheden dog bliver lidt påtrængende i længden.
Karakter 4

torsdag den 18. marts 2010

Tid til en øl - Lupulus

18. Marts 2012

På lørdag skal vi deltage i en venskabsturnering i dans i Århus, og næste weekend er der afslutningsbal, så vi har øvet alle dansene igennem og indmarch og komplimenter og alt muligt. Håber det går godt begge gange.

Så jeg trængte til en god øl, da jeg kom hjem. Vi skulle have tacos med noget krydret kød, så en god humlet ale ville være god. Jeg havde en ”Lupulus” fra Beer Here stående, så den tog jeg.

Humleplanten kaldes ”Humulus Lupulus” og det hentyder til at humleplanten omklamrer sin vært som ulven omklamrer sit bytte. Lupulus betyder ulv på latin.

Lupus er navnet på vores kat ( det sidste kuld blev opkaldt efter Harry Potter figurer ), og den bliver ofte kaldt Lupulus af min datter, så det er endnu en grund til at smage denne øl.

På etiketten ser vi hvordan ulven lokker Rødhætte på afveje med et skummende krus øl.

Det er en uklar, gylden øl med en grov lys skumkrone. Procenten er på 4,7%. Duften er meget kraftig at amerikansk citrushumle – her med noter af grape. Hvilken humle, der benyttes vil variere, da man bruger den humle der er mest i sæson – altså den friskeste. Men der er ingen tvivl om, at denne udgave er amerikansk. Øllet føles let i munden. Smagen er også i høj grad præget af humlen. Den gode grapesmag forsvinder dog hurtigt og efterlader en middelstærk bitterhed, der holder længe.

Karakter 4

onsdag den 17. marts 2010

Tid til en øl - Jefferson Påske(Ale)Bryg

17. Marts 2012

JefferSon Bryghus omtalte jeg d. 7 december 2009 ( læs selv mere ), hvor deres julebryg var i handlen. Nu er turen kommet til påskebryggen  - ”Påske(Ale)Bryg”. Etiketten er en psykedelisk påskehare i skrigende farver. Det virker lidt 60’er-agtigt.

Som det fremgår er det en overgæret ale. Den er brygget på bygmalt, havre og humle, der alt sammen er økologisk dyrket.

Det er en orangegylden, lys øl på 6,0%. Den har kraftig lyst skum, hvilket måske skyldes havren. Duften virker umiddelbart maltet, som var det en mørkere øl. Den føles ualmindelig venlig og blød i munden – der er næsten for lidt bid. Smagen er sødlig med kraftige noter af karamel og et svagt strejf af let citrus. Der er kun en let bitterhed i eftersmagen.

Karakter 3+

En behaglig og letdrikkelig øl, der næsten bliver for venlig - men fint balanceret smag.

mandag den 15. marts 2010

Tid til en øl - Goose Island Oatmeal Stout

15. marts 2012

Har netop set ”War of the worlds” i fjernsynet. Oprindelig skrevet af H. G. Wells. En spændende og lidt klam historie. Kom til at tænke på radioudgaven fra 1938, hvor Orson Welles havde lavet et hørespil over ”War of the worlds” med reportager fra udsendte medarbejdere, der beskrev alt, som om det virkelig hændte. Og det skabte hysterisk panik overalt i USA, hvor folk virkelig troede, at de var under angreb fra marsboere. Meget lig den panik, der forleden ramte Georgien, da TV der lavede noget lignende om russisk invasion. Medierne har en utrolig magt, og kan nemt forårsage panik og frygt. Det ser vi også med de skræmmekampagner, der har været om dræberbier, år 2000, fugleinfluenza og sidst svineinfluenzaen.

Så er det bedre at slappe lidt af med en stilfærdig øl, og her til aften var der lidt rester tilbage af en flæskesteg fra forleden. Jeg fandt en øl, der kunne passe til - ”Oatmeal Stout” fra Goose Island.

Det er en rund og mild stout på 5,1%. Brygget – som alle øl fra Goose Island – efter engelsk tradition mere end amerikansk. Den er brygget på byg-, karamel- og sortmalt, ristet byg og havreflager. Den er relativ mildt humlet ( 30 IBU ) med Fuggles og Villamette, og den vandt i 1992 bronze i kategorien Sweet Stout ved Great American Beer Festival.

Det er en sort, ugennemsigtig øl med kraftigt brunt skum. Duften er mild med ristede noter og et strejf af chokolade. Føles blød og mild i munden ( havre ). Smagen er præget af mørk, ristet malt, kaffe og chokolade i en behagelig blanding. Det er ikke en øl, der udfordrer sanserne, men balancerer ingredienserne godt. Efterbitterheden er behagelig med en lille antydning af lidt for brændt kaffe.

Karakter 4

fredag den 12. marts 2010

Tid til en øl - Grimbergen Dubbel 2

12. Marts 2010

I sommeren 2009 var vi på ferietur til Holland. En dejlig tur med masser af oplevelser, og naturligvis også øloplevelser. Det skrev jeg om i august sidste år. Der var dog en masse pilsnerøl på de hollandske menukort, og det blev måske noget trættende og ensformigt i længden, så da muligheden for en ”Grimbergen Dubbel” bød sig, slog jeg til. Og det var en dejlig øl, som jeg dengang udnævnte til at være min dubbel-favorit. Jeg har desværre ikke kunne finde den her i Aalborg og omegn, men nu er den kommet til Ølkonsortiet, så i går købte jeg en med hjem, for at se om min begejstring holder stik.

Og det gør den. ”Grimbergen Dubbel” virker friskere og mere livlig end mange andre, jeg har smagt. Og det giver et behageligt modspil til den maltede, karamelagtige smag.

Den holder stadig karakteren 5

Grimbergen er en lille by i Brabant, hvor der i 1128 blev oprettet et kloster af St, Norbert. Klosteret er i tidens løb brændt ned til grunden 2 gange, og blevet genopbygget. Derfor tog det i 1629 føniksmotivet som symbol, og det er det, der pryder etiketten på deres øl. Efter den franske revolution blev bryggeriet nedlagt, men genopstod endnu engang i 1845, hvor man indgik en licensaftale med Janssens & Peeters om ølbrygning. Produktionen ligger nu hos Alken-Maes

Ølkonsortiet havde ellers i går en specialsmagning på den nyeste bryg fra Christian Skovdal Andersen fra bryggeriet Beer Here – en ”Ammestout”. Alt øl bliver nu brygget på Søgaards Bryghus i Aalborg. Der var smagsprøver fra fad, men også mulighed for at købe øllet på flaske. Jeg købte en flaske med hjem, så der kommer en mere uddybende beskrivelse senere. Kort kan siges, at man i 1800 tallet regnede stout som værende blodstyrkende, så den blev givet til folk, der skulle yde en ekstra indsats – f.eks sportfolk.

Og ammende mødre. ( Den går nok ikke i dag, men jeg ved ikke om øllet er testet, for at se om kvinder rent faktisk kan lide den ). Det er en mælkestout med kaffetilsætning, så man bedre kan klare sig uden nattesøvn. Kaffen smager fint igennem og derudover er der en tydelig bitterhed. Efter sigende skulle den bliver sødere og mindre bitter, hvis den er lunere end tilfældet var. Måske skal vi ligefrem op på kropstemperatur. Der bliver noget at eksperimentere med. Fortsættelse følger……..

onsdag den 10. marts 2010

Tid til en øl - Randers American Amber Ale

10. Marts 2010

Den 19. februar skrev jeg om Randers Bryghus’ nye serie af øl, der er til salg i Fakta. Nu er turen kommet til deres udgave af en ”American Amber Ale” – altså en rødlig, ravfarvet ale. Det er ikke muligt at finde oplysninger på deres hjemmeside om en ”amber”, så det er åbenbart et nyt tiltag. Derfor fremgår det heller ikke, hvem der har brygget den. Han har ellers ikke noget at skamme sig over her. Der er 3 bryggere tilknyttet Randers Bryghus, foruden et par løsgængere ( så vidt jeg er informeret ).

Det er en rødlig, lidt sløret øl på 6,0%. Der er benyttet både byg- og hvedemalt og amerikansk humle, men det kan jo ikke forbavse nogen, når øllen har det navn. Der er en dejlig citrus/grape duft, der virker forfriskende. Følelsen er livlig, og også i smagen finder vi den tydelige citrus. Der er en udpræget sødme over smagen, der balancerer humlen vældig godt. Det giver mindelser om sød grapefrugt . Denne smag bliver hængende ind i eftersmagen, hvor der ikke er nogen overdreven bitterhed. Jeg synes, det er en fin og afbalanceret øl, som let glider ned. Vi fik en kålgryde med karry og det passede den fint til.

Karakter 4

De fleste er nok ligeglade med oplysninger om humletyper osv. Men Randers Bryghus skriver netop disse oplysninger på deres hjemmeside, så derfor er det ærgeligt, at de ikke have opdateret den med den nye serie. Måske skammer de sig over, at levere øl til en discountbutik, men det er der ingen grund til, selvom jeg stadig synes, det er en underlig ide.

tirsdag den 9. marts 2010

Tid til en øl - Nibe Mercator

9. Marts 2010

Til aften var min mor på besøg til aftensmaden, hvor vi fik et dejligt fiskefad på grove grønsager. Jeg havde i dag afleveret flasker fra fredagens ølsmagning ( det er det eneste frynsegode ved det ), og det kunne lige blive til en påskebryg fra Nibe Bryghus. De har – så vidt jeg ved – ikke tidligere været ude med en påskeøl.

Og vi ser med det samme at det er en påskeøl, for etiketten prydes af en af berømte statuer fra Påskeøen. I 1934 udforskede det belgiske skib ”Mercator” Påskeøen og hjemførte et par af statuerne. Derfor er undertitlen ”Belgisk Tripel”. Eller rettere - inspireret af belgisk tripel, for der er eksperimenteret en del med smagen. Der er tilsat rørsukker ( hvilket er meget almindeligt ) og salvie og mynte ( hvilket ikke er almindeligt ). Det er sikkert gjort for, at den skal passe godt til lammekødet. Den passede nu også fint til fiskefadet, der var krydret med timian.

Det er en smuk gylden øl med en del slør, når bundfaldet kommer med. Skummet er hvidt og har en pæn fylde ( tilsat hvedemalt ), men det forsvinder alligevel ret hurtigt. Duften er præget af salvien, der dog ikke er gennemtrængende, men som pirrer ens nysgerrighed. Salvien er også tydelig i smagen, men heller ikke her er den dominerende på en ubehagelig måde. Den bliver meget fint balanceret af sødmen. Mynten er ikke umiddelbar at smage, men den er også med til at justere salvien. Det er noget af det bedste, jeg har smagt med den type krydderier.

Alkohol -  7,0%

En spændende og behagelig øl, som jeg bliver nødt til at smage til påskens lammekød.

Karakter 4

Navnet ”Mercator” passer også godt til den gamle tradition om at påskeøllet skal slutte på ”-ator” – efter den gamle tyske stærkøl ”Salvator”

mandag den 8. marts 2010

Tid til en øl - Påske i Overhuset

8. Marts 2010

 I dag var jeg nødt til at besøge kiropraktoren lidt i utide, da jeg havde fået problemer med nakken – et problem, der heldigvis er blevet holdt i ave siden 2004. Men nu var det ved at blive slemt igen. Det føles allerede meget bedre, selvom man bliver temmelig øm i musklerne efter at få hovedet vredet halvt af led.

Thisted Bryghus har åbenbart gjort det til en tradition at brygge både en over- og en undergæret øl til højtiderne. Mon der også kommer 2 til pinse?

Der lægges op til, at det er engelsk øl, men både til jul og også nu her, virker deres overgærede øl ikke særlig engelsk. Jeg synes, der smager som om der er brugt hvedegær, for begge øl er præget at en krydret nellikenote, som bedst kendes fra den tyske hvedebock. Det fremgår dog overhovedet ikke fra etiketten, så jeg tager nok fejl, men krydret er den.

Det er en økologisk øl på 7,8%. Den er gylden med et let slør og friske, små bobler. Skummet er hvidt. Der er en sødlig, krydret duft. Øllet føles skarpt i munden. Smagen indledes med en tydelig sødme, der går over i en krydret nellikesmag, der som sagt minder lidt om Aventinus. Der afsluttes med en kraftig bitterhed, der holder langt ind i eftersmagen. Her adskiller den sig noget fra juleudgaven.

Karakter 3+

lørdag den 6. marts 2010

Tid til en øl - Påske i Underhuset

6. Marts 2010

I dag er det min svigersøns fødselsdag og vi har været til kaffe og aftensmad i deres nye lejlighed. Min kone havde strikket en dejlig trøje til ham og jeg havde købt 6 påskeøl. Påskeøllene er så småt ved at komme på markedet og det vil de kommende anmeldelser komme til at bære præg af. Der vil også komme et par nye øl fra den ølsmagning jeg holdt på arbejdet i går – bla. en ny spændende ”Dim Sum” fra Mikkeller – men jeg venter lige til jeg har fået taget nogle billeder af øllene.

I går så ølmenuen sådan ud.

Thisted Bryghus lavede til jul en undergæret og en overgæret øl med henvisning til Under- og Overhuset. Måske var det samme opskrift, men resultaterne var meget forskellige ( se 3/4dec 09 )
Der er ingen information at hente fra hjemmesiden overhovedet og oplysningerne på etiketten er også sparsomme. Vi kan læse at den er økologisk, er tilsat kuldioxid og at den hat lagret længe. Alkoholprocenten er 7,6%.
Det er en flot, orangegylden øl med små dovne bobler. Den er temmelig sløret og virker på den måde som en kellerbier fra Franken. Der er et stort, kraftigt skumlag. Duften er maltet og har noter af hvidtøl. Der er en udmærket fylde i øllet. Smag af sødme og karamel med en note af lys malt og halm. Bitterheden er middel/lav.
Karakter 3+
Denne øl kan karakteriseres som en lys, ufiltreret bockøl pga af sødmen og den høje alkoholprocent. Men det ville nu være rart med lidt flere ordentlige informationer på flasken.