Tid til en øl - Ølmarathon /Sour Ale

22. Marts 2017

Lørdag havde jeg indkaldt til marathon – en ølmarathon med 42,195 øl. Vi var 8 mand, der ville give os i kast med udfordringen, og som man kan se på billedet rejste muren sig allerede fra starten. Vi har nu i 10 år mødtes flere gange om året til ølsmagninger, så det var spændende at prøve noget nyt.

Vi vidste ikke, om vi ville blive trætte af at smage så mange forskellige øl, men regnede nok med at kunne gennemføre. Jeg havde købt en flaske af hvert øl, så vi ville få 4-6 cl af hver – i alt ca 2 liter øl. Vi vidste heller ikke, hvor lang tid det ville tage, så vi begyndte kl. 14,00. Så havde vi tid nok.

Vi kom dog først i gang 14,45, men sådan er det nu engang.

Jeg havde inddelt øllede i kategorier på 5 øl. den første var Sour Ale.

De af os, der har været med alle 10 år, har tidligere stiftet bekendtskab med de syrlige øl – med blandet resultat.

Min ide med smagningen var, at det skulle være 43 forskellige øltyper fra 43 forskellige bryggerier. Det lykkedes dog ikke helt. Mere om det senere.

1. øl i programmet var en ”Kriek” fra Bierkastel van Honsebrouck. Det er et bryggeri fra 1865. Det ligger i Ingelmunster i Vestflandern. Det var Amandus van Honsebrouck, der grundlagde bryggerdynastiet, men han døde pludseligt og efterlod bryggeriet til sin søn Emile. Han var ligesom faderen både brygger og borgmester i Werken. Han giftede sig med Louise de Poorter, men hun kom ikke godt ud af det med svigermoderen og derfor flyttede familien til hendes fødeby, Ingelmunster. På dette tidspunkt hed bryggeriet Sint Jozef.

I 1953 overtog Luc van Honsebrouck bryggeriet og han erfarede hurtigt, at det var svært at konkurrere med de industrielle pilsnerbryggerier. Så i 1954 opgav man pilsner og begyndte at brygge Oud Bruin i stedet. Efter nogen tid begyndte man også at producere Gueuze.

Denne øl blev opkaldt efter konens bedstefar, Louis Lampeart, der også var brygger, og den kom til at hedde ”St. Louis”. I 1958 kom der en Kriek-udgave. De brygger også de berømte øl ”Brigand” og ”Kasteel”

”St. Louis” serien indeholder 3 kriekbier i forskellig styrke. Dem stærkeste er ”Fond Tradition” på 6,5%. Det er en blanding af ny og lagret lambic - tilsat 25% kriek-kirsebærjuice.

En ufiltreret rødlig øl med en kraftig duft af kirsebær. Den er ikke sødet og det er den naturlige sødme fra kirsebærene, der balancerer syrligheden.

Karakter 3+

Næste øl var derimod netop sødet. For en af metoderne til at dæmpe eller balancere syrligheden om man vil er ved at tilsætte mørkt sukker. Denne øltype bliver kaldt Faro, og jeg har aldrig stødt på andre udgaver end Lindemanns. Jeg spurgte Vera fra ”Det Bette Ølhus” i Aalbæk, om hun havde andre, men hun var heller ikke stødt på andre, og det er dog en kvinde med megen erfaring på det område. Heller ikke mine forskellige ølbøger nævner flere øl end netop Lindemanns. Det ser dog ud til af Boon har en i deres sortiment, men der er åbenbart ingen, der kender til den. Lindemanns begyndte af brygge ”Faro” i 1978, hvor interessen for typen efter sigende skulle være stor.

Bryggeriet ligger i Wiezenbeek, Brabant og stammer fra 1822.

Det er sødme med syrlighed i baggrunden. Der var nok en opfattelse blandt deltagerne af, at det var lidt for meget sukkervand.

Karakter 3

Det er ikke kun belgierne, der brygger syrligt øl. Også tyskerne er med i feltet. Fra Berlin stammer den kendte ”Berlinerweisse”, der ofte sødes med frugt og bær – og fra Goslar kommer ”Gose”. Jeg har desværre ikke smagt originale udgaver af disse to øl, men flere nye mikrobryggerier har taget stilen op – og sluppet godt fra det.

Jeg havde fundet en ”Gooseberry Gose” fra det engelske bryggeri Magic Rock”. Bryggeriet er ret nyt – fra 2011. Det ligger i Hudderfield, Yorkshire og er stiftet af to brødre, Richard og Jonny Burhouse. Brygmesteren hedder Stuart Ross.

Deres gose hedder ”Salty Kiss”, for det helt specielle ved gose er at der er salt i vandet. I området omkring Goslar er der store saltforekomster, og derfor har der været salt i grundvandet, som er benyttet til ølbrygning. Selvom stilen er flyttet fra Goslar til Leipzig i nyere tid tilsætter man stadig salt til vandet, for at give den rette fornemmelse.

”Salty Kiss” er brygget i samarbejde med danske Anders Kissmeyer, hvilket jo også medvirker til navnet. Ingredienserne er stikkelsbær, havtorn og havsalt. Den er på 4,1% og har en let syrlighed. Stikkelsbær giver jo ikke nævneværdig sødme til smagen, men man fornemmer tydeligt salt i eftersmagen.

Karakter 3

”Slaapmutske” betyder ”nathue” og er navnet på et belgisk bryggeri fra 2000. Stifteren Dany de Smeet har arbejdet på Huyghe ( Delerium ) og i 1999 ventede familien sig en søn. Dany mente, det kunne være en god ide, at barselsgæsterne kunne smage en øl, når de kom på besøg og lavede en ”Jonasbier”. Det viste sig, at der efterfølgende var stor efterspørgsel på denne øl og året efter lancerede de den som ”Winterbier”. Da de diskuterede navnet på deres nye bryggeri, kom de til at tænke på, at sutten dyppet i øl var en god ”nathue” for lille Jonas, for så sov han så godt. Deraf navnet – måske. Sloganet er: ”with a name like a Slaapmutske, it has to be good”.

”FLOSS” står for ”FLemish Old Style Sour” og er et bud på en Oud Bruin. En øl, der får sin syrlighed fra tilsætning af mælkesyrebakterier. ”FLOSS” er på 5,0%, og den er meget rød end brun i fremtoningen. Der er heller ikke meget sødme i smagen, men en behagelig syrlighed

Karakter 3+

Sidste eksempel på sour ale  kom fra Brouwerij Boon, der ligger i Lembeek. Bryggeriet stammer helt tilbage fra 1680 og det er herfra byen, at betegnelsen ”lambic” stammer. Frank Boon overtog bryggeriet i 1975.

Geuze er en spontangæret øltype, hvor man blander ny lambic med ældre, for at frembringe en mere afdæmpet syrlighed. Jeg har endnu ikke forliget mig med den rene, friske lambic, og har stadig forbehold overfor gueze ( gueuze ). Denne ”Geuze Boon Vat 79” er en helt speciel blanding, som måske kunne hjælpe lidt på det. Det er en blanding af 10% ny, frisk lambic og 90% lambic, der har været lagret i 3 år. Denne lambic blev brygget i 2011 og lagt på et helt specielt fad – ”Vat 79”. Dette fad er det ældste bryggeriet ejer. Det stammer fra 1883, og har så vidt jeg har forstået været i brug siden Frank Boon overtog bryggeriet i 1975.

Det er en kraftig øl på 9.0%, men selvom man godt kan mærke alkoholen, er det syrligheden der kraftigt dominerer. Jeg overgiver mig stadig ikke helt til denne type. Selvom den er rundere end jeg tidligere har smagt fra Boon, er den stadig meget syrlig og med lidt for meget hestestald og bondegård.

Karakter 3

Tid til en øl - Basement Beer Bar 2 år

12. September 2016

I dag fylder Basement Beer Bar i Aalborg 2 år. Stort Tillykke herfra. Det har været 2 år med masser af gode øloplevelser.

Det fejrede de lørdag med 20 specielle øl, der alle har scoret højt på Ratebeer. Selvom det ikke var planen, var jeg alligevel nødt til at slå en smut forbi. Det blev til 1½ time og fem gode øl.

Jeg kunne desværre ikke være der kl. 13, da Basement Beer Bar fik overrakt De Danske Ølentusiasters Regionalpris 2016, men dukkede først op sidst på eftermiddagen. Der var stedet stadig fyldt med mennesker. Som en fødselsdagsbonus var der også 20% på alle øl.

En del øl på tavlen var af den syrlige slags, som jeg ikke helt har overgivet mig til endnu – med visse undtagelser. Oud Brun og Oud Root har jeg en forkærlighed for og Rodenbach drikker jeg gerne. De var repræsenteret med en af de sjældnere udgaver – ”Caractere Rouge” Det er en kraftig øl på 7,0%, der er lagret med friske kirsebær, hindbær og tranebær på egefade i 2 år.

Det giver en utrolig flot rød øl med en syrlig aroma af røde bær. Jeg havde gættet på syrlige ribs, men det er jo nok tranebær og man kan også ane en let sødlig tone af hindbær. Det er klart det syrlige, der dominerer, med bagved ligger en fin bærsødme. Den er forfriskende, prikkende og snerpende. Så var der lagt godt fra land

Karakter 4

Jeg fik gode råd af en af ølkenderne, der sad ved baren og som havde været gennem hele paletten. Der var flere american pale ales på listen, og jeg måtte smage ”Little Big Hoppy” der er et samarbejde mellem svenske Brewski og Evil Twin. Det må være den amerikanske indflydelse på Evil Twin, der resulterer i navnet. Little Big Horn var stedet, hvor General Custer mødte til nedelag. Den var nu kun på 5,6%, så jeg regnede ikke med at bukke under der.

Det er en meget lys, bleg øl, som jeg ikke umiddelbart ville have taget for en pale ale. Den er fuldstændig uklar. Man mødes af en fin humlearoma, hvor ananas og sød grape træder frem. Den føles meget let. Smag af grapefrugt, der minder mig om min barndom, hvor min mor serverede en halv overskåret grapefrugt med sukker på. En ny og eksotisk frugt, som man kunne spise med ske. Den er meget frisk, men måske lidt for meget frugtig til helt at gøre det ud for en pale ale. Jeg kan finde flere helt traditionelle udgave, jeg synes bedre om. Men i hvert fald en anderledes tilgang.

Karakter 3+

Nu havde jeg jo ikke så megen tid, så jeg indså at jeg ikke kunne stå i kø ved baren tre gange mere, hvis jeg også skulle smage øllet. Der var som sagt en hel del mennesker, der havde fundet vej til festen. Så jeg bestilte tre sorte øl til at slutte af på. Det største problem var lige at skelne dem fra hinanden. Heldigvis kunne aromaen hjælpe mig på vej.

Magic Rock Brewing stammer fra Huddersfield i England. Det stammer fra 2011 hvor Richard og Jonny Burhouse grundlagde det sammen med chefbrygger Stuart Ross.  Deres øl bliver forhandlet som dåseøl, men her var det naturligvis fra fad.

”Common Grounds” er en Coffee Porter, der er resultatet af et samarbejde med Darkwood Coffee.

7 forskellige slags malt – blandet med 7 forskellig kaffevarianter på 3 forskellige tidspunkter.

Lidt afet regnestykke. Det er en sort øl på 5,4% med godt brunt skum. Der er en duft af kold kaffe. Jeg fornemmer ikke helt de søde chokolade og toffee noter, der selv reklamerer med. Det er mere den ristede karakter der kommer frem. Den føles let og tør. Jeg havde nok ventet en fyldigere og sødere porter.

Karakter 3+

Som jeg skrev på min Facebookvæg –”Her sidder en glad mand og drikker Barleywine fra Lervig”. og det var der sandelig også grund til at være. Sort  - med en lækker duft af bourbonfad. Øllet er lagret i Jack Daniels fade i et år. Humlen er Saaz og Perle. I næsen er der også mørk frugt og vanilje. Den er blød og rund – næsten kælende. Smag af svesketrifli i portvin – eller i den retning. Lækkert for en der elsker søde sager.

Karakter 5

Og det sænkede på ingen måde humøret af stifte bekendtskab med den sidste øl – ”D.O.R.I.S. The Destroyer” fra Hoppin Frog. DORIS står for Double Oatmel Russian Imperial Stout.. Også den var lagret på Bourbon. DORIS er storesøster til BORIS med lidt mere af det hele. Alkohol 10,5% - bitterhed 70 IBU.

God ristet aroma, og også her gør bourbonfadet sig gældende. Som sædvanligt synes jeg, det gør karakteren lettere, men ikke smagsoplevelsen. Meget kompleks smag. Her spiller de ristede noter af kaffe og chokolade anderledes op til bourbonfadet, men med et lige så superbt resultat. Som man kan se, er jeg også ved at blive en smule bedugget.

Karakter 5

Endnu en gang – Tillykke!