Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten Porter/Stout. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Porter/Stout. Vis alle opslag

torsdag den 5. september 2024

Tid til en øl - Beerwalk Gjøl 2


 5. September 2024

Jeg er det sidste års tid kommet til at sætte pris på 'pastry sour', med dens blanding at syrlighed og sødme fra frugt, og den lidt cremede fremtoning den ofte har. Men på årets Beerwalk på Gjøl havde Jesper Mørkholt en ny udfordring med.

Jeg har set betegnelsen 'Smootie Sour', men ikke smagt nogen, da det lyder lidt for fortænkt, men netop sådan en dukkede frem som øl nr.5.


Hop Hooligans fra Rumænien har lavet en 'Pearfect Pearing' på 6,0%. En 'pear and ginger ice cream sour'. Man kan se både pære og ingefær på etiketten, der har samme farve som øllet. Jeg skriver 'øllet', selvom det er svært at finde det øltypiske smagsnuancer deri.



Den er brygget uden laktose, hvilket overraskede mig meget. Vi fik råd om, at vende dåsen på hovedet og rulle den mellem hånderne. Ellers ville den være for tyktflydende, og have svært ved at komme ud af dåsen.

'Grab a Spoon' står der med store bogstaver på etiketten. Det blev nu ikke nødvendigt, selvom det nok er den mest tyktflydende og cremede øl, jeg har smagt. Det var virkelig Smootie.

Og den overraskede positiv. Pæren indledte smagsoplevelsen, men derefter overtog ingefæren. Det var lækkert og sjovt at smage, og selvom det nok ikke bliver en hverdagsforeteelse ( der er for lidt 'øl' i den ), så kommer den nok med til nogle smagninger.

Karakter 4 ( lidt langt fra 'øl' )


Vi havde smagt en alkoholfri NEIPA i starten af smagningen, men skulle ikke snydes for en mere traditionel udgave. En DNEIPA fra Gamma Brewing.

'Big Doink' er på 8,0% og humlet med Cashmere, Citra, Columbus og Mosaic. Det giver en behagelig humlesmag af milde eksotiske frugter, og en nydelig bitterhed. En klar tørstslukker med smag på en varm sommerdag.

Karakter 4


Mad Scientist's traditionelle IPA - ' Liquid Cocaine' blev betegnet som en westcoast IPA, og der er da også væsentlig mere bitterhed i, selvom jeg har fået væsentlig kraftigere IPA'er før.

'Det er nok en øl for folk over 40 år. Hipsterne vil hellere have noget frugtigt NEIPA', fortalte Ølsmageren, og deri har han til dels ret. Jeg er tit stødt på unge øldrikkere, der synes at kraftig humlebitterhed er for voldsom. Men vi mødte en ung mand, der følte sig lidt stødt, for han kunne altså også godt lide den. Den faldt lige i min smag, men jeg er jo også over 40.

Karakter 4+


Det kunne man måske også bruge som argument om den sidste øl, for min erfaring siger, at ungdommen kan have svært med Imperial Stout, der ikke er fadlagret. De er voldsommere i både smag og bitterhed. Fadlagringen giver ofte en større raffinement, og jeg er i den heldige situation, at jeg kan lidt begge dele.

'Motor Oil, fra Moersleutel er en Imperial Stout på 12.0%, Masser af smag fra ristet malt, kaffe og vanilje, og der sluttes af med en tydelig bitterhed.

Karakter 5

En god afslutning på en spændende øldag på Gjøl.

Ølsmageren fra Gjøl har mange flere spændende arrangementer i støbeskeen - f.eks kommer Overtone for første gang til Danmark med en smagning på Gjøl Kro i Oktober.



torsdag den 22. august 2024

Tid til en øl - Bad Seed Beer Fest - Stout


 22. August 2024

Da vi var ved Foragers stand, kunne vi se, at andre fra starten var gået hårdt til værks, for de ville være sikre på at smage bryggeriets BA Imp. Stout. Så vi kunne forstå, at vi hellere måtte holde os til, hvis vi også skulle smage.

'Nillerzzzzzzz' er en BA Vanilla Double Stout på 14,7%. De 7 z'er angiver at der er brugt 7 forskellige vaniljetyper i brygget ( fra Fiji, Mauritius, New Caledonia, Reunon, Niue, Vietnam og Haiti ). Det er en blended øl, der er lagret i henholdsvis 40 mdr og 27 mdr. Jeg går udfra det er bourbonfade, men det oplyses der intet om.

En spændende og kompleks stout, med smag af chokolade og vanilje. Den raffinerede, runde smag, der ofte følger med fadlagring er fint doceret. Forståeligt at alle ville være sikre på at smage den.

Karakter 5


Hos Y Not Brewing kunne man blive hensat til Bounty-land med deres 'Palm Droppings' på 12,0% en Imperial Stout med masser af kokos. Nikolaj der har brygget den oplyste, at han elsker kokos, og det kan smages. Heldigvis gør jeg også det, så det blev slet ikke for meget. Flydende dessert.

Karakter 4+


Hos Warpigs havde de også kokos stout på hanen. 'King Hit' er kun på 10,0% og er en coffeestout med kokos. Her er kokosen mere afdæmpet, men stadig umiskendelig. Sammen med kaffen giver det en fin balance, der nok for mange vil gære den lettere at drikke. Ikke slet så meget dessert.

Karakter 4+


Hver halve time var der et bryggeri, der åbnede en overraskelse, og der var kø, når tidspunktet nærmede sig, for mængden var begrænset. Derfor var det også kun en lille smagsprøve i glasset ved de lejligheder.

Kl. 18.00 åbnede Spartacus fra Brasilien 'Kairos Tomo 2' - en BA Barleywine af høj karat. Jeg kan ikke finde mange kolde facts om bryggeriet. Virkelig god balance i smagen. Den er lagret på Old Fitzgerald Wheated Bourbon fad i 24 mdr. og blended med en stout lagret på Weller fad i 25 mdr. Den holder 14,0% og var et meget spændende bekendtskab.

Karakter 5


Hos Moersleutel kunne vi smage deres 'Neptune' på 14,0%. En pastry stout lagret på Marsala fad - en hedvin fra Italien. Tilsat Ahornsirup og pistacienødder og kaffebønner. Jeg har smagt den tidligere, hvor det netop var kaffe og nødder, jeg husker, men denne gang synes jeg, det var lidt chokolade med mint, hvor det så skulle komme fra.

Karakter 5


Bad Seed Brewing var naturligvis også repræsenteret på deres egen festival, og leverede og en BA Stout. 'North Paris' er en collab med Y Not Brewing og er på 13,5%. En Bad Seed stout på Heaven Hill i 25 mdr blandet med Y Not stout på Maker's mark i 33 mdr. Jeg kunne ikke sammenligne de to udgaver, for Y Not havde deres med om fredagen til 1. session.

En dejlig velbalanceret stout, der smagte at alt det den skulle.

Karakter 4+


Sidste mørke øl på Festivalen var 'Coelica' på 14,0%, som Y Not Brewing åbnede kl. 18.30. Mega meget kø, men jeg nåede lige at få en lille smagsprøve, inden der var udsolgt.

Det er en øl, der ikke er i slag, men brygget netop til promovering på festivaler og ved særlige lejligheder. En special blend af 70% 'Rounded Edges' ( 22 mdr på Elijah Craig ) og 30% 'Coffee Bounty Paradise'.

'Coelica' betyder 'Himmelsk', og det er forståeligt. En af vennerne var i hvert fald i Himlen over det. Nok en af aftenens bedste øl, men jeg fik meget lidt af den. Jeg ved, når den næste gang bliver præsenteret, så måske får jeg en chance mere.

Karakter 5








torsdag den 16. maj 2024

Tid til en øl - Schneeeule / Blech Brut / Moersleutel

16. Maj 2024

Vi drog videre til Hjort Beer, der er blevet vores andet favoritsted i Aalborg. Her har de - ud over egne gode øl - andre hypede ølmærker på tavlen end Basement.

Det første der sprang i øjnene, var en Berlinerweisse fra Schneeeule ( fantastisk navn - 3 e'er i træk ). 'Marlene' har jeg smagt før, men den er altid et gensyn værd. Ikke tilsat frugt og andre smagsgivere. Kun på 3,0%, men den smager af mere - ren og syrligt snerpende.

Karakter 4


Derefter bestilte vi en burger over en app fra Burger Schack lige ved siden af. Så bringer de bestillingen ind, og Hjort leverer tallerken og bestik, hvis man har brug for det. Fin service.

Dertil behøver vi så ikke drikke cola, men kan bestille en øl . Vi kastede os over endnu en tysk øl fra Blech Brut - et for mig ukendt bryggeri. Bryggeriet er et af Bambergs utallige bryggerier og der kommer hele tiden nye til. Det blev stiftet i 2018 som et gypsybrewery af Benedikt Steger. Øllet bliver brygget på Brauhaus Binkert i Bamberg.

Blech Brut brygger IPA og stout og ikke så meget tyske stilarter, men har dog en rauchbier på listen.

'Speedgeist' er en DNEIPA på 8,2% og den er humlet med Nelson Sauvin og Triumph. Det giver en ikke alt for sød eksotisk IPA, hvor smagsnoterne er afdæmpede - druer, fersken og lidt appelsin.

Karakter 3+


Vi sluttede af med en 'Fudge Vortex' fra Moersleutel. En sødlig pastry stout på 12,0%. Fudge er jo en sødlig karamelmasse, og jeg må indrømme, at jeg nok er ved at være lidt træt af pastry stout. Det bliver let lidt for klistret. Jeg tror, jeg skal have en periode med renere stours - gerne en god fadlagring.

Karakter 4





onsdag den 15. maj 2024

Tid til en øl - Y Not Brewing / Azvex / Amager - Salikatt


 15. Maj 2024

På Basement Beer Bar måtte vi også lige runde en IPA, og vi valgte barens eget bryggeri - Y Not Brewing. Der var adskillige NEIPA'er på tavlen, men jeg kan godt ind imellem lide at få lidt mere bitterhed og skarphed i øllet, så 'Bitter Edge' er en westcoast IPA på 7,2%. Og den levede op til forventningerne. Ikke så meget tropejuice, men grape og mere bitterhed.

Karakter 4

Vi kunne ikke beslutte os for den næste øl, så vi fik 2 smagsprøver af nr. 5 og nr. 15. Den ene en pastry stout med tonkabønner - den anden en ren imperial stout fra Stepping Stone. Der var for mere tonka i den første, så vi valgte den rene smag og bestilte 2 nr. femten. Af en eller anden grund hørte bartenderen ikke 'ten', så vi fik 2 med tonka.

Det var dog ikke så dominerende og jeg troede i starten, det bare var smagen fra prøven der hang over, men tonkasmagen forsvandt ligesom ikke og til sidst måtte vi indse fejlen. Det var også udmærket - trods alt.

Adam Henderson stiftede i 2015 Neon Raptor Brewing Company, men under Covid 19 fandt han ud af at samarbejdet med hans partnere ikke fungerede. Han solgte sine andele i bryggeriet og startede Azvex.

Navnet betyder ingenting, men er let at huske med kun et ord - det associeres ikke med andet end øl, og det forsvinder ikke i mængden ved Google-søgninger.

'Dark Matter Polaroid' er på 5,0% og der er for meget tonka i.

Karakter 3+

Vi sluttede af med en anden sort øl. Amager har lavet en 'double mashed imperial stout' sammen med norske Salikatt. Det bryggeri kender jeg mest for deres fremragende IPA'er, så det var lidt spændende med dette samarbejde. Amager er til gengæld også kendt for gode stouts.

'Macabre' er en voldsom sag på 14,2%. Som altid med dobbelt mæskede øl er smagen intens, og her er det ristet kaffe, der blødes op af chokolade. Ganske udmærket, men også en smule ordinær

Karakter 4+




onsdag den 24. april 2024

Tid til en øl - Pühaste Somnia Bourbon BA


24. April 2024

I 2011 begyndte Eero Mander sine forsøg med at brygge øl i sit sommerhus i Valgamaa. Hans testbryg fik megen ros af vennerne og han begyndte at brygge som 'kontraktbrygger' på forskellige bryggerier.

I 2016 åbnede han sit eget bryggeri 'Pühaste' i Tartu, Estland. Pühaste er en by i området.

'Somnia Bourbon BA' er en kraftig øl i deres 'Silver Serie', hvor de arbejder med fadlagring. 'Somnia' betyder noget i retning af 'søvn' eller 'drøm', og det er da også en utrolig dejlig 'go'natbajer'.

Det er en imperial stout, lagret på Heaven Hill Bourbonfade. Den er kulsort og har mørkebrunt skum med et lille rødligt skær. Der er duft af chokolade og sveske i bourbon. Smagen af mørk chokolade er overraskende tydelig og meget behagelig. Min drikkemakker var kender og sagde, at det mindede om Valrona-chokolade. Meget lang eftersmag og de 13,0% gør at man sover godt bagefter. Flasken er lukket med lakforsegling

Karakter 5

 

fredag den 19. april 2024

Tid til en øl - Bad Seed Brewing Vintage 2023


 19. April 2024

Det blev til en lille godnatøl på 12.5%. Bad Seed Brewing fra Gudumholm har lanceret mange spændende øl. Jeg har smagt en del, men ikke deres imperial stout - 'King Ink'. Den har de lagt på et Heaven Hill Bourbonfad, og det er der kommet en 'Vintage 2023' ud af. Den er brygget i 2022 og har ligget 17 mdr på fadet, så den har virkelig trukket kraft.

Det er en kulsort øl med et prægtog mørkebrunt skum, der dog hurtigt aftager. Sikkert pga alkoholprocenten er er høj - 12,5%. Man mødes af kraftig duft af chokolade, kaffe og bourbon. Fadet trænger godt igennem. Fyldig og blød - dog med en lille smule perlende brusen på tungen. Der er lidt irish coffee fornemmelse, samt mørkchokolade, bourbon og lidt lakrids i slutningen. Bitterheden dukker op i eftersmagen og sammen med alkoholprocenten giver det en lettere, pirrende snurren i hele mundhulen.

Karakter 5

lørdag den 13. april 2024

Tid til en øl - Alfabetsmagning T - X


13. April 2024

Det kan lyde voldsomt med 30 øl til en smagning, men vi havde sat god tid af til det, så alle kunne være med. Alligevel kan der godt melde sig en form for mæthed, men erfaringen har vist, at det først indtræffer omkring øl nr 35. Da vi holdt Marathonsmagning, var det i alt fald der, et par af deltagerne mødte muren. Så vi regnede med, at vi ville komme sikkert gennem aftenen - og det gjorde vi heldigvis også.

Ter Dolen er et belgisk bryggeri, der i 1994 etablerede sig i vognporten til middelalderborgen i Helchtern, Limburg. I begge verdenskrige var slottet besat af tyskerne, og derefter gik det i forfald, indtil Mieke Desplenter erhvervede slottet i 1993 og begyndte en restaurering.

Deres 'Winter' er en mørk øl på 9,1%. Den har en flot kastanierød farve og et pænt skum. Duft af frugt og sødme. Der er tilsat honning og kanel. Smag af frugt, krydderi og lidt sødlig rom.

Karakter 4

Ugly Duck har været på banen siden 2012, som den lille grimme ælling til den flotte svane, Indslev Bryghus. De har flere gange været kåret til årets bryggeri og året øl, men siden vestfyen overtog i 2018 har der været mere stille omkring dem. Jeg er kun stødt på dem i forbindelse med forskellige pastry udgaver af deres stout 'Rio Grande Blood'.

For nogle år siden smagte jeg 'Rio Grande Blood Orange', der efterlignede julens orangegrene. Det fungerede virkelig godt. Også 'Rum Ball' var god ( efterligner naturligvis romkugler ), men jeg gik glip af 'Dreamcake', hvor de har puttet drømmekage fra Brovst i øllet. Den så jeg nu i Voldby købsmandsgård, og den skulle da med. Jeg købte også en 'Tiramisu' til mig selv.

'Rio Grande Blood Dreamcake' er på 12.0% med en IBU på 60. Der er tilsat kokos, karameliseret sukker, vanilje og laktose. Og den kommer ikke i nærheden af de 2 andre udgaver. Dette bliver lidt for sødt og vammelt. Om det er balancen eller bare ingredienserne, ( jeg kan også godt synes, at drømmekagen i sig selv er lidt for meget ) ved jeg ikke, men det var sjovt at smage.

Karakter 3


Så kunne vi rense ganen med en IPA. Vocations 'Zest for Life' er en DDHIPA på 6,6%.

'Zest' betyder 'skal' og og der er også citronskal i øllet. Men det betyder og 'passion' og passion for livet lyder da meget godt.

Vocation startede i 2015 som et enmandsforetagende i et ombygget hønsehus, men har vokset sig stort med 100+ medarbejdere

Masser af smag fra tørhumlingen, lidt citrus, kokos og ananas og ikke så forfærdelig bitter. Det er nok en NEIPA, men det var forfriskende ovenpå drømmekagen.

Karakter 4

Windswept er et skotsk bryggeri fra Lossiemouth, hvor der sikkert er ret vindblæst. Eller jeg skulle rettere skrive var et skotsk bryggeri, for det lukkede 3 februar i år. Det blev grundlagt i 2012 og har vundet mange priser for deres øl, men kunne altså ikke blive ved.

Deres 'Wolf of Glen Moray' havde jeg egentlig glædet mig til. En strong ale på 9,2% lagret på et portvinsfad, hvor Glen Moray tidligere har haft lagret noget whisky. Men der var gået et eller andet galt, for det var blevet en syrlig ubehagelig smag. Så desværre - ud med den.


Det eneste bogstav jeg ikke havde fundet noget bryggeri til, var X. Så jeg måtte ty til en nødløsning med Midtfyns glimrende 'XPorter'. Den er lavet i samarbejde med De Molen i Holland. Malt. lakrids og let røg - stadig god. Da jeg skrev om den i 2011, havde jeg den oplysning at bitterheden når op på 106 IBU. Det er jo ikke noget, vi nu om dage er forvænt med. Om det stadig gælder, ved jeg ikke, men godt med en øl en gang imellem, der ikke er pakket ind i kage og fadlagring.

Karakter 5












 

fredag den 12. april 2024

Tid til en øl - To Øl Smoke on the porter - fire in the rye ( 2023 )


 12. April 2024

Da det var min fødselsdag i går, foreslog min kone, at jeg kunne holde en lille ølsmagning ved danselektionen fredag aften. Vi havde aftalt at spise sammen efter timen, og jeg tænkte vi nok var en 5-6 stykker, men fik inden at vide, at vi ville nok blive en 12-15 stykker. Og det viste sig, at vi skulle danse et par danse og så smage en øl og så gentage det. Det blev en god aften.

Jeg havde ikke 30 øl med, men kun 3. Og jeg havde fundet nogle gode øl på tilbud i Salling.

Birrificio Manerba er et af Italiens ældste håndværksbryggerier fra 1999. Det ligger på bredden af Gardasøen. De har lavet en belgisk triple . 'The Belgian Queen' på 8,0% Ganske glimrende.

Ebeltoft har en 'Raw Power' på 8,3%. En DNEIPA med saft og kraft, og til slut Hjort Beer 'Alexander'. En dejlig baltisk porter på 8,8%. Jeg tror alle øllene faldt i dansevennernes smag.

Men jeg havde egentlig tænkt det til maden bagefter

Heldigvis havde jeg også købt en øl til mig selv, for på hylden stod en øl fra To Øl, jeg ikke havde smagt, da der var smagsprøver forleden. Og navnet kunne jeg ikke stå for.

Som guitarlærer har jeg lagt øre til mange udgave af 'Smoke on the water' - klassikeren fra Deep Purple. Her var en af de bedre udgaver - 'Smoke On The Porter - Fire In The Rye '.

En BA rugporter på 11,1%. Den er lagret på både Bourbon-, Rye-, Rom- og Cognacfad. Det er en tyktflydende, olieret sag - kulsort med mørkebrunt skum. Duft af røg og sødlig spiritus. Smagen er god med moden, mørk frugt, sødme, ristet kaffe og fine noter fra fadene, og naturligvis røg. ( det er trods alt 'Smoke on.... '.

Karakter 5

Tid til en øl - Alfabetsmagning O - S


 12. April 2024

Vi kom også rundt i verden ( mest Europa ) i vores Alfabetsmagning.

1 Ungarn

1 Spanien

1 Norge

1 Sverige

1 Holland

1 England

1 Frankrig

1 Estland

1 Letland

2 Skotland

3 USA

3 Belgien

4 Tyskland

9 Danmark

Også meget afvekslende på den front.


Observatoriet blev skabt i 2020 af Simon Toft, der otte år forinden havde grundlagt Ølsnedkeren. Observatoriet har fokus på det sure øl. Bryggeriet ligger i Voerladgård, som er min kones hjemegn. Hun boede i nabobyen, så vi kender lidt til området.

Jeg smagte første gang deres øl til Bad Seed Festival 2023, og var vældig begejstret, så selvfølgelig skulle de repræsentere O

'Svart' er en 'dark wild ale' på 7,0%. Brygget med koldekstraktion af mørke malte og tørhumlet med Hüll Melon, der er en ny humletype for mig, men jeg kan se at den er ved at blive populær. Det er en afledning af Cascade og skulle give noter af honningmelon og jordbær.

Det ved jeg ikke lige om jeg lagde mærke til, men det er en let ristet bitterhed fra malten og en god tør syrlighed. Jeg kan - som jeg vist har nævnt tidligere - godt lide lidt mere sødme i sour ales, så den fangede mig ikke helt.

Karakter 3+


Til gengæld var der fin sødme i den næste øl fra Pohjala. 'Kamin' fra deres Cellar Series er en BA stout på 11,0%.

Bryggeriet ligge i Tallin, estland, og navnet betyder 'Det Nordlige Rige'. Det er det største håndværksbryggeri i De Baltiske Lande, men der er andre, der er ved at vinde godt frem. Bryggeriet blev grundlagt i 2011, men den første øl kom først i 2013.

'Kamin' er lagret på Cognac-, Sherry- og Islay Whiskyfad, så det er den smagfuld øl med noget dejligt røg i baggrunden. listen over malte er ufattelig lang ( tror de har ryddet op i lageret ), så den kommer ikke her, men der er naturligvis røgmalt blandt. 7 forskellige humletyper hvor Hüll Melon igen er en af dem, men her kan man da slet ikke finde melon og jordbær. Jeg forestiller mig det vil være mere tydeligt i en helles eller en kölsch, men hvad ved jeg.

Det er en dejlig kompleks øl. På trods af de mange ingredienser spiller smagene godt sammen. Her er modne blommer, røg og indflydelse fra fadene.

Karakter 5


Jeg havde nok ikke ventet at finde bryggerier med Q, men på Trappist.dk fandt jeg faktisk 2 belgiske bryggerier - Quintinne og Queue de Charrue. Det sidstnævnte havde jeg aldrig hørt om, og ret beset er det en ølserie som brasserie Vanuxeem brygger, men det gjorde sig fint som Q i smagningen.

Vanuxeem blev grundlagt i 1906 og ligger i Ploegsteert, lige ved den franske grænse. Navnet Queue de Charrue er en fransk udgave af navnet, og betyder 'plovhale'. Om det er ploveskær eller plovfure er jeg ikke helt klar over.

Deres 'Blonde er en fortrinelig udgave af stilen. Frisk og med lidt lys frugt. Den gør det den skal og faldt ikke igennem, selvom den kom efter 'Kamin'.

Karakter 4


Bryggeriet Rothaus fra den tyske delstat Baden-Württemberg i Schwarzwald har fået stod succes og er blevet lidt trendy. Det er da også velbrygget øl, de leverer, men det er der meget af i Tyskland. For mig er kvalitet et af kendetegnene ved tysk øl. Rothaus er et af de lokale bryggerier med størst succes. Det ligger i Grafenhausen og blev stiftet i 1791.

En af deres serier hedder 'Zäpfle', der betyder kogle - efter sigende fordi flasken ligner en kogle. Jeg synes nu den er ret ordinær.

Denne gang var de en weissbier - 'Weizen Zäpfle' på 5,4%. Den var frisk og god, men jeg har dog smagt flere weissbier i området, som jeg holdt mere af

Karakter 3+


I den anden ende af Tyskland - helt oppe ved Østersøen - ved Timmendorfer Strand ligger bryggeriet Sudden Death. Det er et område hvor ishockey er det helt store samtaleemne, og det ligger til grund for navnet. Den ene af grundlæggerne Olli er selv aktiv ishockeyspiller. Bryggeriet er nyt - fra 2022

'High Voltage' er en DIPA i New Englandstil. Den er uklar og har en varm orangegylden farve. Humletyperne er Mosaic, Columbus og en ordentlig skefuld NZ Southern Cross. Den holder 8,3% og emmer af kraft og smag af mandarin og mango. Den var befriende at få lidt bitterhed ind i smagningen igen. Sidst vi havde en IPA var ved E.

Karakter 4









onsdag den 10. april 2024

Tid til en øl - Alfabetsmagning J - N


10. April 2024

Til vores Alfabetsmagning prøvede jeg også at finde mange forskellige øltyper. Vi havde

1 saison

1 altbier

1 brown ale

1 weissbier

1 blonde

1 märzen

2 rauchbier

3 sour

4 belgisk strong ale

4 BA barleywine/strong ale

5 IPA

6 stout

Så vi fik da smagt en hel del forskelligt.


'Coffee Mint Stout' fra Jacobsen blev relanceret i 2015, for at fejre bryggeriets 10 år jubilæum. Den stammer oprindeligt fra 2006, hvor Jacobsensen efter min mening havde dees storhedstid med Jens Eiken ved roret. Dengang blev det til mange spændende øl, og nogle af dem er altså genbrygget senere. Denne øl var også gået på datoen, da den havde stået i min skab i mange år.

'Coffee Mint Stout' er på 7,5% - brygget med Bourbonkaffe fra Nicaragua og mynteblade. Det giver en dejlig øl med lidt 'After eight' fornemmelse. 8 forskellige malte og engelske humlesorter bla. Fuggles. Den var dog ikke så fyldig som jeg husker den, men det skyldes sikkert alderen.

Karakter 4+

De 3 næste øl havde jeg selv smagt tidligere, og jeg har også skrevet om dem her på bloggen.

'Rauchbier' fra Krenkerup, er en mild, afbalanceret røgøl på 5,2%. Den har flere gange vundet priser - også i Tyskland, hvor konkurrencen er stor.

Karakter 4


Löwenbräu er et af de 6 bryggerier, der afholder Oktoberfest i München, og deres 'Oktoberfestbier' er en märzen på 6,1%. Selv benævner de den 'Wiesenbier'.

Bryggeriet er fra 1383. Det blev sønderbombet under 2. Verdenskrig, men er blevet genopbygget.

Karakter 3+


'Szlivas Gomboc Rum' smagte jeg til Mad Scientistsmagningen på Gjøl i november. Den overraskede mig, for jeg kendte ikke rigtig typen i forvejen, og jeg ville præsentere gruppen for den.

Det er en BA Pastry Sour på 10,0%. Szlivas Gomboc er - som jeg forstod det - en traditionel ungarsk juledessert med blommer. Jeg forestiller mig blommetrifli med makroner gennemvædet med rom. Det er i hvert fald i den retning smagen går. Jeg kan godt lide den, men jeg ved ikke helt om den fangede an. Den er sød, syrlig og anderledes.

Karakter 4+


Her midtvejs i smagningen kom aftenens stærkeste øl på bordet. Nerdbrewing 'Increment' på 16.0%. Den havde jeg kun købt en enkelt af, for det er voldsomme procenter.

Nerdbrewing er et svensk bryggeri - grundlagt i 2015 af Hannes Gruber og Karin Carlson. Hun har siden forladt bryggeriet og Hannes har nu sammen med Lilla Ölfabrik og Chad Beer et brygcooperativ i Malmø. Navnet Nerdbrewing hentyder til Hannes' baggrund i computer science.

'Increment' er en dobbeltmæsket Oat meal stout uden nogen tilsætningen. Den er fyldig og meget smagfuldt. Der skal ikke meget på tungen for at give en langvarig smag. IBU er på 63, men man mærker ikke noget særlig til humlen. Alt spiller fortrinligt sammen.

Karakter 5

'Increment' betyder 'forøgelse', og her er forøget på alle parametre.








 

mandag den 8. april 2024

Tid til en øl - Alfabetsmagning A-D


 8. April 2024

I lørdags afholdt jeg en stor Alfabetsmagning, hvor vi skulle gennem bryggerier fra hele alfabetet.

30 øl - for jeg havde også valgt en repræsentant for tallene. Vi havde sat god tid af til det, men planen var en ny øl hvert kvarter, og efter 10 øl en lille spisepause, så 10 øl mere og så endnu en spisepause og så de sidste 10.

I 2016 afholdt jeg en Maratonsmagning til vores 10 jubilæum - med 42 øl + en radler, og vi havde længe talt om at lave en lang smagning igen. Så da jeg fik ideen til en Alfabetetsmagning, gik jeg i gang med af indsamle øl.

Jeg havde nogle øl stående, købte nogle på Trappist.dk og hos Vinspecialisten, men de fleste fandt jeg i Voldby Købmandsgård og hos Ølsmageren fra Gjøl. Det lykkedes dog ikke at finde et bryggeri med X ( mere om det senere ).


Der var 2 måder at gøre det på, og jeg lod vennerne afgøre hvilken. Vi kunne tage det alfabetisk som det jeg har lært, hedder en 'Roller Coaster' smagning. Der bevæger vi os op og ned gennem alkoholprocenter, og jeg kunne se, mit program ville være afvekslende nok. De lette øl ville nok ikke kommer helt til deres ret, men vi villle da starte på toppen af banen med 11,0%, og så ville det vel bare køre derudaf.

Alternativt havde jeg lavet 3 mere traditionelle smagninger, hvor jeg blandede bogstaverne. Så kunne vi starte let og slutte tungt, og så gentage det med spisepauser imellem. Så ville hver øl få de rigtige vilkår, men det ville måske ikke være slet så sjovt.

De valgte næsten enstemmig alfabetisk.


Jeg syntes dog, at vi lige skulle trækkes op på toppen af banen, og der havde vi 'tallenes' repræsentant til at gøre det.

Brasserie 3 Monts er tidligere kendt Brasserie Saint-Sylvestre, men jeg kan ikke helt finde ud af, hvornår navneskiftet er kommet. Det er et fransk familieejet bryggeri fra 1920, og det ligger i Saint-Sylvestre i den franske del af Flandern. De brygger 4 typiske øl - Blonde, Ambre, Triple og Saison, og det var sidstnævnte, jeg havde fået fat i.

'Saison' er på 6,5%. Den er lys gylden med fint, hvidt skum. Den har en frisk forårsagtig duft. Smagen er lidt spids, en let syrlighed og en ganske fin bitterhed af friskplukket humle. En ganske fin starter.

Karakter 3+

De 3 bjerge er Cassel, Cats og Recollets, der præger landskabet.


Derefter satte vi rutsjeturen igang fra toppen med en 'Soothing Wine' fra Agile Brewing fra Århus.

Det er en BA Barleywine på 11,0%, og vi kom rigtig godt fra start. Agile Brewing er et nanobryggeri skabt af Lasse V. Hansen, der tidligere har været både dansk og skandinavisk mester i håndbryg. Han brygger lige præcis det, han har lyst til, og man kan mærke engagementet i øllet.

'Soothing Wine' tog alle med storm. Lagret mere end 2 år på røget whiskyfad. Flot rødlig farve og masser af smag fra fadet, hvor røgen blander fint med sødlige toner. En elegant øl

Karakter 5


Ganske som jeg havde tænkt, var det ikke helt refærdigt overfor Basqueland, som var repræsenteret med en brown ale. Jeg ville gerne have mange forskellige øltyper med. 'El Puro' er kun på 4,5% og den havde svært ved at hamle op med en barleywine.

Basqueland ligger i Hernani lige uden for San Sebastian i Baskerlander. Det stammer fra 2015.

'El Puro' er opkaldt efter nogle spektakulære klippeformationer i Mallos de Riglos. Det er en meget engelsk brown ale med Maris Otter malt, Windsor gær og East Kent Golding. Jeg er sikker på den ville have scoret højere, hvis vi havde valgt den anden fremgangsmåde. En af deltagerne drak en rest senere, da vi holdt spisepause, og sagde, at det vandt den ved.

Karakter 3+


En af de øl jeg havde stående i skabet, havde jeg gemt til en særlig lejlighed, og det et nogle gange svært at finde en pasende en af slagsen. Så den havde stået længe. Den var gået på dato i 2020, så jeg var noget spændt på den, da alkoholprocenten ikke var meget høj.

Det var 'Cafe Con Leche' fra Cigar City i Tampa, Florida. Det er - som navnet sige - en kaffe/mælke stout. Den er kun på 6,6%, men jeg husker den som fyldig og cremet. Jeg må desværre nok sige, at den ikke holdt sig så godt. Ikke at den var blevet dårlig, men netop mundfylden var forsvundet. Så selv om kaffesmagen var til stede, var jeg en smule skuffet. Jeg havde gemt den for længe.

Karakter 4


Sidste øl i dagens beskrivelse havde jeg også stående, for jeg kan godt lide de tyske øl til hverdagsbrug. Tysk øl er næsten altid af høj kvalitet, selvom det måske ikke er så grænsesøgende.

'Altbier' er en tysk overgæret specialitet fra Düsseldorf. Brygget på den 'gamle måde' - altså med overgær. Bryggeriet Diebels er grundlagt i 1878 af Josef Diebels og har egentlig kun brygget deres altbier, men på det seneste har de udvidet med en pilsner.

Karakter 4