Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten Jacobsen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jacobsen. Vis alle opslag

onsdag den 10. april 2024

Tid til en øl - Alfabetsmagning J - N


10. April 2024

Til vores Alfabetsmagning prøvede jeg også at finde mange forskellige øltyper. Vi havde

1 saison

1 altbier

1 brown ale

1 weissbier

1 blonde

1 märzen

2 rauchbier

3 sour

4 belgisk strong ale

4 BA barleywine/strong ale

5 IPA

6 stout

Så vi fik da smagt en hel del forskelligt.


'Coffee Mint Stout' fra Jacobsen blev relanceret i 2015, for at fejre bryggeriets 10 år jubilæum. Den stammer oprindeligt fra 2006, hvor Jacobsensen efter min mening havde dees storhedstid med Jens Eiken ved roret. Dengang blev det til mange spændende øl, og nogle af dem er altså genbrygget senere. Denne øl var også gået på datoen, da den havde stået i min skab i mange år.

'Coffee Mint Stout' er på 7,5% - brygget med Bourbonkaffe fra Nicaragua og mynteblade. Det giver en dejlig øl med lidt 'After eight' fornemmelse. 8 forskellige malte og engelske humlesorter bla. Fuggles. Den var dog ikke så fyldig som jeg husker den, men det skyldes sikkert alderen.

Karakter 4+

De 3 næste øl havde jeg selv smagt tidligere, og jeg har også skrevet om dem her på bloggen.

'Rauchbier' fra Krenkerup, er en mild, afbalanceret røgøl på 5,2%. Den har flere gange vundet priser - også i Tyskland, hvor konkurrencen er stor.

Karakter 4


Löwenbräu er et af de 6 bryggerier, der afholder Oktoberfest i München, og deres 'Oktoberfestbier' er en märzen på 6,1%. Selv benævner de den 'Wiesenbier'.

Bryggeriet er fra 1383. Det blev sønderbombet under 2. Verdenskrig, men er blevet genopbygget.

Karakter 3+


'Szlivas Gomboc Rum' smagte jeg til Mad Scientistsmagningen på Gjøl i november. Den overraskede mig, for jeg kendte ikke rigtig typen i forvejen, og jeg ville præsentere gruppen for den.

Det er en BA Pastry Sour på 10,0%. Szlivas Gomboc er - som jeg forstod det - en traditionel ungarsk juledessert med blommer. Jeg forestiller mig blommetrifli med makroner gennemvædet med rom. Det er i hvert fald i den retning smagen går. Jeg kan godt lide den, men jeg ved ikke helt om den fangede an. Den er sød, syrlig og anderledes.

Karakter 4+


Her midtvejs i smagningen kom aftenens stærkeste øl på bordet. Nerdbrewing 'Increment' på 16.0%. Den havde jeg kun købt en enkelt af, for det er voldsomme procenter.

Nerdbrewing er et svensk bryggeri - grundlagt i 2015 af Hannes Gruber og Karin Carlson. Hun har siden forladt bryggeriet og Hannes har nu sammen med Lilla Ölfabrik og Chad Beer et brygcooperativ i Malmø. Navnet Nerdbrewing hentyder til Hannes' baggrund i computer science.

'Increment' er en dobbeltmæsket Oat meal stout uden nogen tilsætningen. Den er fyldig og meget smagfuldt. Der skal ikke meget på tungen for at give en langvarig smag. IBU er på 63, men man mærker ikke noget særlig til humlen. Alt spiller fortrinligt sammen.

Karakter 5

'Increment' betyder 'forøgelse', og her er forøget på alle parametre.








 

onsdag den 3. november 2021

Tid til en øl - Nordic Brew Festival 1


 3. November 2021

Lørdag var vi traditionen tro til Nordic Brew Festival i Frederikshavn. Det er lidt forskelligt, hvor mange vi er af sted, men i år var vi 3 mand på festivalen.

Den ene havde været i Göteborg i efterårsferien og havde tømt Systembolaget for svensk øl, og han havde en togøl med fra O/O Brewing. 'Narangi IPA' skulle vise sig at blive dagens bedste IPA, men vi prøvede nu heller ikke så mange. En smuk gylden, uklar øl med dejlig duft og smag af lyse citrusfrugter. 6,8% alkohol og en fin afsluttende bitterhed.

Vi spiste en burger på vej mod Arena Nord ( drak vand til ) og ankom - klar til ølsmagning - først på eftermiddagen. Først gik vi en sonderingsrunde, men der var en der foreslog, at det kunne vi godt gøre med første bryg i glasset. Vi startede i en lyse og syrlige ende med en 'Sur Indianer på afveje' fra Resom Garagebryggeri. Det er en Sour IPA på 5,3%, men både det bitre og det syrlige trådte ikke helt i karakter, så den blev lidt 'comme ci comme ca'.

Derefter prøvede jeg en 'Testbryg NEIPA' fra Løkken Bryghus. Jeg har jo smagt deres almindelige bryg i løbet af året, og det er godt at se, at de stadig prøver at udvikle nye øl. Denne skal dog nok forblive ved testen. Den formår ikke helt at give den forfriskende, let tropiske stemning, der kendetegner typen. Man må godt vove lidt mere.


Vi forsatte vores tur i det syrlige, for mange af de øl vi ikke kendte, var netop i den kategori. Hjort Beer fra Aalborg havde lavet en Berliner Weisse med navnet 'Aronia'. Aroniabær er meget sunde, mørke bær. 

I denne øl på 3,6% er de tilsat sammen med hindbær, og det giver en flot rødlig farve. Der lægges ud med en inciterende sødme efterfulgt af den snerpende fornemmelse, man netop værdsætter i de syrlige øl. En virkelige dejlig sour, der også vandt prisen for' Bedste kæresteøl'



Hos Carlsberg/ Jacobsen forsatte vi den syrlige serie, for de havde 2 nyere øl med. Den rødlige 'Saison Rouge' og den gyldne 'Zesty Gose'.

'Saison Rouge' er et collab med Humleland og det er en rødlig øl på 7,8%. Så vidt jeg forstår kommer farven af en rødlig bygart, som Carlsberg har fremdyrket. Den har en utrolig god fylde, og der afsluttes med en behagelig, snerpende syrlighed.

'Zesty Gose' er en neddæmpet gose, hvor det salte kun lige bliver antydet til slut. Den er frisk og frugtig og holder 5,0%.

Vi fik en lang og god snak med en af medarbejderne, der kunne fortælle meget om de enorme kældre under Carlsbergbyen, hvor man ind i mellem finder ukendte rum med glemte, gamle øltønder.

Derefter var det slut med de syrlige øl.





torsdag den 3. juni 2021

Tid til en øl - Jacobsen Velvet Galaxy


3. Juni 2021

Da jeg begyndte at interessere mig for øl, var mit kendskab til de forskellige typer yderst begrænset. Hver gang jeg opdagede en ny øltype, blev jeg begejstret, for jeg vidste intet om mangfoldigheden og variationen i øluniverset. En af de øl jeg smagte ( 2008 ) var en champagneøl fra Jacobsen - 'Nordic Sommer Ale'. Jeg havde aldrig smagt den type før, og den står stadig som en af de bedste oplevelser fra den tid. Dem er der nu rigtig mange af, for jeg var nem at overraske og imponere.

'Nordic Sommer Ale' var brygget med friske hybenroser og der var brugt Villamette og Nelson Sauvin som humle. Jeg har altid håbet at den blev brygget igen.

Derfor blev jeg også glad, da jeg så den nye sommerøl - 'Velvet Galaxy', der også er brygget på champagnegær, men den stammer - ifølge bryggeriet - fra 'Velvet Ale' ( 2010 ), som jeg dengang ikke gav så overvældende god anmeldelse. 'Lidt for meget som en cider', var vist dommen.

Måske er jeg blevet mere overbærende med alderen. I hvert fald kunne jeg væsentlig bedre lide denne nye udgave af øllen.

'Velvet Galaxy' er naturligvis brygget med Galaxy humle. Men sandelig ikke så meget - IBU 5 ( hvilket vist er det laveste, jeg har set ). Det er en meget lys øl med et næsten grønligt skær. Måske afspejler det etiketten - hvid skrift på lysegrøn baggrund er ikke læsevenlig i min alder. Masser af prikkende skum. Champagnegæret gør sit arbejde godt. Der er en frisk duft at grønne druer, netmelon og lidt mandarin. Det dufter af dansk sommer. Den er naturligvis meget sprudlende og levende, perlende på tungen. Smagen er frisk af drue og hyldeblomst, men bitterhed er der intet af.

En dejlig øl, som jeg dog ikke vil anbefale til mine IPA-venner. Er man et humlehoved, skal man nok have en 'Yakima IPA' i baghånden.

Karakter 4

Det ville nu være dejlig at smage 'Nordic Sommer Ale' igen, så Jacobsen må se at finde opskriften frem igen....... Men måske vil jeg bare blive skuffet.



 

onsdag den 11. september 2019

Tid til en øl - Øllets Dag / Carlsberg


11. September 2019


Mine venner havde brugt formiddagen på at udforske alkoholfri øl. Der var flere forskellige bud fra bryggerierne, og ikke alle var lige gode.

Deres favorit var fra Brooklyn Brewery, der var at finde ved Carlsbergs stand. Siden 2016 har Carlsberg en aftale om at distribuere Brooklyns øl i Europa.

Brooklyn Brewery blev grundlagt af Steve Hindy og Tom Potter i 1988 og var en af pionererne på ølmarkedet. Sammen med Boston Beer Company satte de Østkyst-øl på verdenskortet, og deres ’Lager’ var –så vidt jeg ved – en af inspirationskilderne til de danske Classic-øl, der så dagens lys i starten af 90’erne.

Deres alkoholfrie øl ( 0,4% ) bærer navnet ’Special Effect’ og det specielle i det må være, at der ingen effekt er. Den er naturligvis let, men har en frisk og markant humlesmag, der er godt balanceret til fylden, så det ikke kun er bittert vand. Bestemt ikke et dårligt bud.

Karakter 3


Jeg smagte også Carlsbergs nye ’Humle’. En ufiltreret pilsnerøl, der er med humleolie fra Cascade. De skriver selv, at det gør den til en skandinavisk øl, men jeg betragter mere Cascade som udtryk for amerikansk indflydelse. Det smager godt, så det er måske lige meget. Lidt sødere og kraftigere smag i begyndelsen og en fin humleafslutning, der bestemt ikke er overdreven bitter. En øl, som de fleste kan være med til – med en lille kant.


Karakter 3+


Jacobsen var naturligvis også repræsenteret, og det med flere øl. Jeg havde smagt alle, undtagen en ’sour-ale’, der var brygget til Copenhagen Cooking & Food Festival 2019.

Den bærer navnet - ’pHresh & Sour’. Den lidt alternative stavemåde refererer til pH-skalaen, der blev introduceret som begreb af Carlsberg laboratorium i 1909.

Den er brygget på vildgær, men tydeligvis med en vis styring, for det er en behersket syrlighed, der møder en. Der er ikke brugt humle, så der er ingen bitterhed. Det er syrlighed og sødme, der præger smagen. Rabarber og passionsfrugt sørger for det sødlige. Det er en sommerøl, som de fleste kan nyde – en god begynderøl udi det syrlige.

Karakter 3+


lørdag den 17. september 2016

Tid til en øl - Jacobsen India Pale Ale


17. September 2016

En dejlig sensommerdag i haven – kun afbrudt af to besøg af vores skønne barnebarn på snart 1 år. Anden gang hun kom på besøg havde hun sin mor og far med, og vi kunne sætte tænderne i kylling fra grillen og jeg kunne dele en øl med hendes far. Det blev til Jacobsen ”India Pale Ale”.

India Pale Ale er jo kendt for sin store bitterhed, men der er store forskelle på, hvordan den er balanceret med resten af indtrykket. Nogle gange står bitterheden tydeligt isoleret som det dominerende udtryk – andre gange er der væsentlig mere krop og fylde til at balancere det bitre. Nogen foretrækker det første, men jeg kan bedre lide det andet. Bitterhed for sin egen skyld er ikke noget for mig.

Jacobsens ”India Pale Ale” hører klart til i den anden gruppe. Måske så meget, så jeg i første omgang næsten ikke vil karakterisere den som en IPA. Det er en ravfarvet øl på 6,6% med pænt, hvidt skum og en sødlig maltet duft, krydret af lidt appelsin og fyrrenåle. Det er en øl med en behagelig, sødlig smag – let krydret med en fyldig krop. Bitterheden dukker op i eftersmagen, men i en grad som jeg vil regne til en god pale ale.

Dette skyldes måske at denne øl ikke er inspireret af de moderne amerikanske udgaver af IPA, men derimod af klassiske engelske opskrifter. Det er en opskrift baseret på brygjournaler som Carl Jacobsen brugte i 1871, da han første gang forsøgte sig med engelske øltyper. Der er – af samme grund - også brugt engelske humletyper - East Kent Goldings og Fuggles.
Jeg kan trods alt godt lide mere bitterhed i en IPA, men på den anden side er denne behagelige øl en fornøjelse at drikke.


Karakter 4+

lørdag den 18. juni 2016

Tid til en øl - Ølsnedkeren / Kona / Alesmith / Jacobsen


18. Juni 2016

I dag har vi været på reklamekoncerttur med vores musical ”Atlantis”. Først opførte vi 7 numre derfra på centertorvet i Bilka – to gange endda – og derefter gentog vi successen på den store scene ved Aalborg Regatta. Her var der et godt lydudstyr med medhør og en masse tilskuere på pladsen, så det var en fed oplevelse.

Til aften kom madklubben på besøg og vi fik lavet mad på grillen – bruschetta med varm tomatsalat ( varmet på grill ) – torsk og bacon med salat og røget hytteost – og jordbærkage med kakaokiksebund – lækkert.


På Basement Beer Bar i Aalborg er det muligt at få øl med hjem i en Crowler ( ved ikke helt hvad ordet betyder ). Det er en dåse med 950 ml øl fra en af hanerne. Den tappes på stedet og dåsen lukkes hermetisk med et sindrigt apperatur, så man kan transportere den med hjem. 


Basement Beer Bar havde her for nyligt besøg af Ølsnedkeren og Brøggeren, så der var stadig en del af de øl på hanerne. Jeg valgte en ” India Kölsch Ale” fra Ølsnedkeren. Det er en brewpub fra København, og de har lige åbnet en afdeling i Århus. Der er Simon Toft Hansen der står bag.
Jeg har siden vores ferie ved Mosel fået smag for den lette og sarte Kölsch, og det var umiddelbart lidt svært, at forestille sig den sat sammen med kraftig humle. Ikke desto mindre er det netop det, der er tale om – en ”kölsch IPA”

Og det lykkes på fortræffelig vis. Man kunne muligvis også kalde det en ”session IPA”, men der er jo nok nogle brygtekniske forskelle. Det er en letdrikkelig øl på 5,8%. Fin frugtig humlearoma, og det er faktisk også lykkedes at fange den lette, frugtige smag inden en god portion bitterhed tager over. En glimrende tørstslukker til sommervarmen.

Karakter 4


Til den grillede fisk åbnede vi en IPA fra Kona Brewing. Bryggeriet er oprindelig fra Hawaii, men har nu afdelinger flere steder i staterne. ”Castaway” er en øl brygget for at hylde de modige folk, der krydsede farvande mellem øerne Oahu og Molakai – en ikke helt ufarlig tur.
Det er en øl på 6,0%, men den er noget fyldigere i kroppen end den første. Der er mere maltsmag og humleprofilen er kraftigere og præget af citrus og tropiske frugter.

Karakter 4


Basement Beer Bar sælger for tiden ud af deres flaskeøl for at få nye varer ind. Halv pris – og det er jo lidt svært af modstå.

”My Bloody Valentine Ale” fra AleSmith er brygget til Valentine’s Day, men gør sig udmærket på en dansk sommeraften. Det er en fætter til deres Halloween-øl og etiketten er da også lettere klam. Hjertet, der er ramt af Amors pil, er i fare for at forbløde. Alkoholprocenten er 6,66%, hvilket jo også antyder noget uheldsvangert.

Men der er bestem ikke noget at udsætte på smagen. Det er en mørk, rødlig øl med beige skumtop. Aromaen er kraftig og intens med noter af bær, sødlig malt, karamel og kiks. Utrolig god fylde i munden. Smagen er mørkere end ved de forgående øl med malt, frugt og karamel, men humlen får skam også lov at byde ind. Selvom alkoholprocneten ikke er så høj, får man lidt indtrykket at en barleywine – så fyldig er den.

Karakter 5


Jeg har flere gange set reklame for den nye ”Porter” fra Jacobsen, men har ikke fundet den i Aalborg og omegn. Indtil forleden, hvor der stod fire flasker i Bilka. Jeg købte et par stykker, for den skulle efter sigende være god.

Det er en kulsort øl med brunligt skum og en dejlig duft af brænderøg. Bag røgen gemmer der sig lidt chokolade. Det er en øl der ligger let i munden, men smagen er kraftig og langvarig. Det er ristet malt, chokolade og en tydelig note af røg, der bliver hængende langt ind i eftersmagen. Der er en fin bitterhed, der ikke er overdreven. Det er røgen, der tegner denne øl.

Karakter 4+


mandag den 28. april 2014

Tid til en øl - Ølsmagning 1 / Williams / Grauballe / Jacobsen / Schneider


28. April 2014

I lørdags afholdt Ølentusiasterne en spændende smagning, hvor Torben Matthews fortalte om skotsk øl. Det var en af de smagninger, jeg havde set mest frem til, da han er en fremragende fortæller, men desværre blev jeg forhindret. Der var første gennemspilning på vores sommermusical på Hals Skanse. ”Gennemkravl” – for vi har ikke været scenerne igennem ret mange gange endnu. Det tog også 4½ time, så der skal vist strammes lidt op de kommende måneder. Men det var også en meget spændende dag.

Som et plaster på såret havde jeg arrangeret en ølsmagning hjemme i privaten, sammen med vennerne. Emnet var tilsætninger og fadlagring og de var spændende øl, vi kom igennem.

 
Vi lagde ud på terrassen, hvor vejret var fint selvom klokken var 19, inden vi kom i gang. Williams Bros fra Skotland brygger en række historiske øl, hvor de bruger alternative tilsætninger. ”Grozet” er en skotsk øl fra det 16. årh., hvor munkene benyttede stikkelsbær. ”Grozet” betyder simpelthen ”stikkelsbær” på gælisk. Den er brygget med boghvede, hvedemalt, mjødurt og mose myrte, samt First Gold humle ( IBU 12 ) – og gæret med grønne stikkelsbær. Alkoholprocenten er 5,0%.
Det er en forfriskende øl, der faldt i deltagernes smag. Perfekt til en forårsdag på terrassen. Meget lys – nærmest bleg, med en tydelig duft af stikkelsbær. Smagen er let og også her er det det syrlige strejf af stikkelsbær man lægger mærke til.
Karakter 4
 
 
Næste øl eksploderede ud af flasken og oversvømmede bord og tallerken. Vi var rykket indendøre, og min kone havde lige sat en dejlig middagsret på bordet – med mørbrad og svampe. Heldigvis havde jeg ikke fået noget på tallerkenen endnu, så det blev ikke ølmarineret. Men det blev ved med at komme ovenud af flasken. Den første tredjedel var forsvundet, men vi fik dog smagt på ”Orange Blossom” fra Grauballe Bryghus. Oprindelig en juleøl på 6,3%, men den brygges nu året rundt.
Der er brugt Cascade og First Gold ( IBU 33 ) og der krydres med appelsinskal. Under gæringen tilsættes Orange Blossom Honning fra brasilianske bikuber i appelsinplantagerne.
Smuk orange øl med kraftigt skum Honningen træder tydeligt frem i aromaen sammen med mandarin. Med smagen er præget af bitter appelsinskal og en syrlighed, der måske ikke var tiltænkt. Karakter 3 ( jeg har tidligere smag den og givet 3+ )
 
 
Da min ølinteresse startede var Jacobsens øl en af de store oplevelser – især deres Limited Edition, hvor jeg fik smagt spændende øl som ” Spring Hvede Bock” og ”Nordic Sommer Ale”. Men en af de første specialøl ”Camomile Dubbel” var udgået af markedet. Derfor var det med stor glæde, jeg så, at man nu har genoplevet den for en kort bemærkning. Den blev brygget første gang i 2006 og det er nøjagtig samme opskrift der bruges nu. Den er brygget med bygmalt, hvedemalt, rugmalt demerarasukker og humle – og så er der tilsat kamilleblomst, som i gamle middelalderøl.
Det er en ualmindelig velkomponeret øl, der helt indfriede mine forventninger. Vi var alle enige. Det var ikke aftenens bedste øl, men klart den bedste, som man kunne drikke på regelmæssig basis. Så der skal vist hamstres et par stykker til senere.
Smuk kobberfarvet øl på 7,5%. Duft af rugbrød forfrisket med kamilleblomster. Sødmen lægger man også mærke til.
Karakter 5
Så håber jeg bare de følger op med nogle af de andre fremragende øl fra tidligere tider.
Derefter fulgte den fremragende ”Troubadour Westkust” fra The Musketeers ( se tidligere indlæg ) inden vi åbnede en anden øl, jeg havde set lidt frem til.
 
 
Schneider laver noget af det bedste tyske øl jeg kender – ”Aventinus”, og jeg havde set frem til dette nye tiltag med en blanding mellem en porter og en weissbier. Ideen opstod på en pub i England sammen med engelske bryggere. Man diskuterede traditionelle øltyper og Georg Schneider kunne godt lide den engelske porter. Til gengæld var en af englænderne – Alistair, begejstret for Original Weisse, og de besluttede så i fællesskab at lave en porter/weisse.
”Meine Porter Weisse” er på 7,0% og den er sort som en engelsk porter. Duften er derimod præget af hvedegærsnoter og en smule ristet malt. Dette ristede islæt mangler til gengæld fuldstændig i smagen, hvilket gør at det er svært at forbinde den med en porter. Den kommer til at virke underlig ufærdig – som om den ikke rigtig har nogen ide. Det smager såmænd godt nok, men jeg havde ventet mig noget andet – og noget mere.
Karakter 3
( fortsættes )

mandag den 23. december 2013

Tid til en øl - Jacobsen Julebock


23. December 2013

Så har jeg fået købt de sidste julegaver og gæsterne kommer ind af døren lige om lidt. De første var her såmænd allerede til frokost, men de går igen og kommer tilbage i morgen aften. Det er ældste datter og svigersøn, der lige skal en smut omkring svigerfamilien.

Vi fik en let frokost og jeg fandt en julefrokostbryg frem fra Jacobsen – den nye ”Julebock”.

Bockøllet har traditionelt haft en fremtrædende plads på påske- og julebord, for det er en kraftigere øl end dagligdagens. Festøl er godtøl.

”Julebryg” er på 6,5% og har en mørk mahognifarvet glød. Skummet er tæt. Aromaen er præget af brændt karamel og malt. God fylde. Der er ikke gjort noget særligt juleagtig ud af denne øl, men det er en gedigen ”dunkel bock”, og det er altid passende til frokostbordet – især til den lune del. der er umiddelbart mere jul i deres ”Christmas Ale”                                                                                                                                              

Karakter 4


torsdag den 26. september 2013

Tid til en øl - Jacobsen Single Malt Ale 2012


26. September 2013

Begrebet ”single malt” forbinder vi jo mest med whisky. men Husbryggeriet Jacobsen har startet en ny Limited Edition, hvor man forsøger sig med ”Single Malt Ale”. Man har ekperimenteret med en ny bygsort, som er dyrket på en enkelt mark på Fyn. Denne mark gav et udbytte på 1600 kg byg, der blev sendt til Frankrig for at blive maltet. Det gav 1500 kg basismalt og man tog deraf 150 kg til yderligere ristning.

I august 2012 begyndte man brygningen og øllet stod færdig d.28 august og kunne sendes til tapning. Der er brugt ”en særlig amerikansk” humle og engelsk overgær. ( Jeg har siden set, at der er Hallertau som bitterhumle, Amarillo som aromahumle og Citra som tørhumle. ). Det giver en øl der mest minder om en barley wine. Procenten er 7,1% og bitterheden ligger omkring 34 IBU.

Den er egentlig kun til salg i København, men forleden da jeg var på besøg hos Vinspecialisten i Aalborg, bød Sune på en smagsprøve til de kunder, der var i butikken. Der er lavet 6000 flasker og denne var nr. 4150.

Det er en rød øl med et varmt skær. Skumudviklingen er ikke særlig kraftig. Aromaen er kraftig med blomme i madeira og lidt antydninger af grape fra humlen. Den har en fyldig krop. Smagen er også præget af frugt i alkohol – blomme, melon og pære, samt list sødlig grape. En dejlig øl, der giver lidt mindelser om tidligere tiders gode øl fra bryggeriet. Desværre kan forsøgene med Limited Edition ikke altid fås i Aalborg, og København ligger jo noget afsides. De øl Jacobsen har sendt ud landsdækkende har været i svingende kvalitet, men det er godt at se, at de stadig kan brygge noget ordentligt sammen.
Karakter 5
Dette var et lille jubilæum. Nu har jeg anmeldt 1400 øl på bloggen.

søndag den 1. september 2013

Tid til en øl - Jacobsen Weissbier


1. September 2013

I dag har vi vandret en lang tur i regnvejr ved Poulstrup sø. 7893 skridt for at være nøjagtig. Det er et nyt mål at få gået en god tur i weekenden og nu er det da lykkedes 2 gange.

I går fejrede vi min datter 24 års fødselsdag. Uden hende , for hun er i Skotland på studieophold. Men vi havde da nogle gæster og delte bla. en ”Weissbier” fra Jacobsen. Det er lang tid siden, jeg har anmeldt Jacobsen øl, for de fleste nye udgaver kommer ikke udenfor København, og det er jo ærgerligt.

Men her i foråret kom en weissbier efter tysk model på markedet. Den er humlet med Hallertau og lægger sig fint i stilen.

Ufiltreret, orangegylden øl med kraftigt hvidt skum. Tydelig duft af banan og pære – typiske gærnoter. På samme vis med smagen. Det er en glimrende dansk bud på en tysk hvedeøl og derfor en smule unødvendig, for vi kan ligeså godt drikke original fra Weihenstephaner eller Paulaner.

Karakter 3+

Jeg ville så meget foretrække, at man sendte den gamle ”Hvede Spring Bock” på markedet igen. Det var en hvedeøl, der skilte sig ud fra mængden med sine noter af dild og lakrids. Desuden var den brygget udelukkende på hvedemalt – med italienske risskaller som filtreringsmateriale. Jeg skrev om den 10. september 2008. Måske den bedste hvedeøl jeg har smagt. Det var en limited edition, så det er desværre slut. Nu handler det mere op fadlagring og mængden af humle.

 
I næste uge fortsætter jeg med Kvicklys ølvalg, selvom det er slut.

torsdag den 17. januar 2013

Tid til en øl - Jacobsen Naked Truth


17. Januar 2013 - Jacobsen Naked Truth


Forleden hørte jeg fra ølkenderen Jakob Schytz, at The Wharf i Aalborg i dag skulle få en ny øl fra Jacobsen på fad – ”Naked Truth”. Det er et samarbejde mellem Jacobsen og Charlie’s Pub, der også har samme ejer som The Wharf. Det er en fadlagret srong ale, baseret på ”Golden Naked Christmas Ale”. Selv kalder de den for en barley wine.

Jeg var tidligere meget begejstret for Jacobsen øl. Dengang der var en linje med nordiske ingredienser. På det sidste har deres nye øl ( de få vi har fået her i Aalborg ) været en smule mere tandløse og anonyme, men jeg håber da stadig at det eksperimenterende kommer igen. Så jeg satte kursen mod The Wharf og tog mig en lille fyraftensøl.. ”Naked Truth” er på 8,0%, men det er jo også stærkt, når man ser på engelske øl fra fad. Beskrivelsen på fadet er som følger: ”A deep reddish-brown barley wine. Rich and sweet mouthfeel balanced with spicy, hoppy character.” ( her skulle egentlig være et billede, men skidtet virker ikke ).

 
Det er en mørk rødlig øl med blødt, luftigt skum. Man fornemmer en smule sødme, mørke bær, et strejf af peber og lidt alkohol. Blød og venlig i munden, måske en smule fad – og den har en lettere bedøvende virkning. Virker umiddelbar stærkere end de 8,0%. Smagen er også præget af mørke bær, samt let krydderi. Minder egentlig ikke så meget om den lyse jule ale. God bitterhed i eftersmagen. Overordnet en god, mild øl.

Karakter  3+

 



 

 

mandag den 4. juni 2012

Tid til en øl - Jacobsen Rosé Wit


4. Juni 2012

 I går havde vi besøg af et par dejlige mennesker fra byen, som vi umiddelbart faldt godt i hak med. Manden havde lige løbet 27 km i et bjergløb omkring Silkeborg, men virkede aldeles frisk alligevel. De var dog ikke gået hen til os. Jeg spurgte om han så ikke ville have øl til maden, men jo – ”det er godt til at restitueret sig med”. Måske skulle man tage det løberi op igen.

Jeg havde et par ”Saison Dupont”, som vi fik til forretten. Det var en rødbedesalat. Til hovedretten  - laks – var der ”Straffe Hendrik” og til desserten en ”Rosé Wit” fra Husbryggeriet Jacobsen.

På etiketten er den beskrevet som en dessertøl, der passer godt til bær desserter og det var netop en sådan, vi skulle have.

Jacobsen har tidligere brygget flere udgaver af witbier og med skiftende held. ”Bramley Wit” med æble og ”Sommer Wit” med hyld og hindbær var i den lidt ferske ende. Derimod var ”Strong Wit Epsilon” ( der var flere udgaver af den, men jeg smagte kun ”epsilon” ) et anderledes spændende bekendskab. Og den allerbedste witbier i mit kartotek er ”Hvede Spring Bock” med dild og lakrids. Hvorfor f…….. laver de ikke den mere ?

”Rosé Wit” er en belgisk witbier med koriander og appelsinskal. Der er tilsat æblejuice ( Belle de Booskoop ) og hyldebærsaft. Modsat de fleste andre witbier er den filtreret.

Den har tydeligvis ikke den klassiske witbier kulør. Det er en rødlig ( som rosévin ), klar øl med en pæn skumkrone. Jeg ved ikke helt med det filtrerede, for den allersidste ophældning medbragte en del bundfald med deciderede fragmenter af gær. Der er en duft af bær – søde hindbær og lidt skarpere noter af tranebær eller tyttebær. Jeg fornemmer ikke antydning af hyldeblomst. Nu jeg tænker efter, er det heller ikke hyldeblomst, men hyldebærekstrakt der er tilsat. Måske er det med til at give farven og de lidt sødlige noter. Den er frisk og let perlende i munden. Alkoholprocenten er 5,1%.  Smagen indledes af sødme efterfulgt af syrlige bær. Der er ikke meget bitterhed. Det er det syrlige præg der får lov at afslutte.

Karakter 4

Jeg synes faktisk det er en behagelig øl, der meget godt lever op til bryggeriets beskrivelse som erstatning for en let rosevin. Og så kunne min datter for en gang skyld lide den – eller i hvert fald synes hun ikke, den var udrikkelig. ”Den smager ikke meget af øl”, sagde hun, og det gør den heller ikke i traditionel forstand, men det er altså en øl og den fylder sin plads pænt ud.

søndag den 8. maj 2011

Tid til en øl - Falsled Kro / Jacobsen Velvet Ale


8. Maj 2011

I weekenden har vi været på en fantastisk gourmetferie til Falsled kro i det sydfynske. Der er foråret længere fremme end her – syrenerne blomstrer, æbletræerne er sprunget ud og solen skinner. Det perfekte tidspunkt til en sådan tur. De fynske bindingsværkshuse med stråtag giver det hele et næsten for idyllisk præg. Falsled Kro er en fantastisk sted, hvor der bliver taget vel imod gæsterne. Værelset var stort og flot med håndmalede klinker på gulvet. Vi fik eftermiddagskaffe i den dejlige gårdhave med 3 små meget forskellige kager til. Stor variation i både udseende, smag og konsistens.

Inden middagen fik vi en Kir Royal med 3 forskellige appetizers til. Igen med stor variation. Vi skulle have en 6 retters menu og havde allerede ved kaffebordet nævnt, at jeg ville fortrække øl til maden. På Falsled Kro bruger de lokalt fremstillede varer ( når ikke de ligefrem er af egen avl ) og de har det gode øl fra Indslev Bryggeriet. Jeg nævnte at ”Svanehvede” kunne være god til fiskeretterne, og ”Hvedebock” til hovedretten, der bestod af vildt, og det var ikke nødvendigt at gentage bestillingen om aftenen – det hele var klart.

Vi tog billeder af samtlige retter, men nu er det jo ikke en madblog, og derfor vil jeg ikke fortælle så meget om den fantastiske mad. Men det var overdådigt – med overraskende og varierede smagsnuancer. Noget af det bedste vi endnu har oplevet, og det er da efterhånden en del.

Dog skal nævnes at både brødet og smørret var marmoreret med mørk malt, hvilket gav et lille pift både til udseendet og smagen ( ægget er smørret ). Jeg syntes af de to øl gjorde glimrende fyldest. ”Hvedebocken” virkede en smule røget og med nogle lakridsnoter, jeg ikke tidligere har lagt mærke til. Måske blev de trukket frem at ”rådyr på syltet fennikel, bøgehatte og sky med aromaer af fennikelfrø og lakridsrod”. Dejligt at der ikke kun var vin til maden.
Her til morgen fik vi et overvældende frokost/brunchbord, der ligeledes var yderst varieret. Et yderst behagelig velværeophold.

Herhjemme igen havde vi inviteret svigersønnen på besøg til grillmad. Jeg havde forleden fundet en ny ale fra Jacobsen i Metro – ”Velvet Ale”. ”Blød vinøs og uden bitterhed” står der på etiketten. Jeg havde hørt at det var en dameøl – et nyt koncept, som Jacobsen vil indføre.
På fredag holder jeg en ølsmagning og havde tænkt at denne øl kunne komme med, men det kommer den vist ikke. Den lever desværre ikke op til fordums spændende eksperimenter fra bryggeriet. Det bliver dog godt nok eksperimenteret, men resultatet nærmer sig mere en cider end en øl. ( Min datter sagde godt nok at det lugter af øl )
Brygget på byg- og hvedemalt, med ekstra kulsyre og sukker  får vi en meget lys øl på 5,9%. Der er utroligt mange bobler, der er med til at give den sodavandsprægede fremtoning. Blødt hvidt skum. Der er en duft af fersken og lidt frugtig syrlighed. Den føles let og prikkende.  Fersken og frugt træder og frem i smagen, hvor det næsten ingen bitterhed er til stede. Som sagt minder den mere om en cider, og jeg vil tro at de fleste vil vælge en cider, hvis de trænger til denne type drink. Det er egentlig en unødvendig øl.
Karakter 2+
På den igen – fortsæt i det gamle spor med nordiske ingredienser.
 

fredag den 22. oktober 2010

Tid til en øl - Løkken Kopal Rav / Jacobsen Pale Ale


22. Oktober 2010

Der var blæst og store bølger, da vi i dag besøgte nogle venner, der havde lejet et sommerhus i Lønstrup. I går havde der jo nærmest været storm på stedet, men i dag var det præcis som en efterårstur ved havet skal være. Vi ankom til frokost og det var stillet an med sild og æg og leverpostej. Og en lille porsesnaps til silden. Der var også købt øl ind fra Løkken Bryghus, der kan være svær at skaffe udenfor lokalområdet.

Den første øl havde jeg ikke hørt om før, men det viser sig også at være et helt nyt bryg – ”Kopal Rav”.

1. oktober havde den premiere på Restaurant Gråanden i Frederikshavn. Det er en belgisk blonde på 6,8%. ”Kopal” er en overgangsform mellem harpiks og ægte rav. Jeg forestiller mig dog ikke, at den er flydende, men nu har jeg i hvert fald lært noget nyt i dag.
Det er en smuk ravfarvet øl med en del slør ( den mørke drik i forgrunden er porsesnaps ). En god frugtig aroma, der også går igen i smagen. Det er helt klart den bedste øl, jeg til nu har smagt fra bryggeriet.
Derefter fik vi en ”Stygge Krumpen” – også fra Løkken Bryghus. Den skrev jeg om i juli 2009, men når jeg ser mine notater fra dengang, kan jeg ikke helt få dem til at passe med dagens smag. Den virker mindre sød og lettere i munden, og jeg vil nok bedømme den bedre denne gang. Om det er mig eller øllet, der har ændret sig ved jeg ikke, men det er i hvert fald til det bedre.
Så gik vi en frisk tur til klinten. Vi besøgte Mårup Kirke – eller hvad der nu er tilbage.



Man har revet det meste ned, så der kun står 2 m høje mure tilbage. Havet har også arbejdet sig tæt på, så det er ikke sikkert vi kan se den til næste år. Vores værter har været ved kirken næsten dagligt i den sidste uge. De har haft en del gæster.


Vi gik langs klinten til Lønstrup. En dejlig tur med fantastisk udsigt. I byen så vi lidt på kunsthåndværkstederne, inden turen gik hjem til kaffe og nougathorn. Her åbnede vi den sidste øl fra Løkken – ”Mørk Kutterøl”. Den er beskrevet som ”en mild ale med noter af kaffe og lakrids”, men det er en besynderlig øl. Måske havde jeg forstillet mig lidt porteragtigt, men den føles let , nærmest tynd i munden. Man kunne sige lidt schwarzbieragtig, men den er en overgæret ale. Kaffe og lakrids kan jeg absolut ikke fornemme, derimod er der en syrlig citrusnote, der virker malplaceret.

Jeg havde taget den nye Jacobsenøl med – en ”Pale Ale” på 6,4%.


Det er den første nye øl i det faste sortiment siden 2007, og jeg havde måske håbet på noget andet end en traditionel pale ale. Der er ikke det ”nordiske islæt” som vi var begyndt at forvente, men man har dog forsøgt med en Hallertau humlevariant – ”Hallertauer Jacobsen”. Det er ikke en ekstremøl, men det har jo heller aldrig været Jacobsens ærinde. Men jeg synes ikke nytænkningen helt lever op til tidligere tiders niveau. Det er en smuk gylden øl med flot hvidt skum og en tydelig humleduft. Den er frisk, men jeg synes, humlebitterheden virker lidt anstrengt. Nu blev den også nydt efter kaffe og nougathorn, og det giver nok ikke de bedste betingelser, så jeg vender sikkert tilbage på et mere rimeligt grundlag.

mandag den 12. juli 2010

Tid til en øl - Jacobsen Brown Ale

12. Juli 2010

I dag har vi været på indkøb for at finde nogle ting til ferien. En køletaske der kan kobles til bilen, motorvejsmærkater og nogle gaver. Vi havde inviteret vores datter og svigersøn – netop hjemvendt fra Spanien – til aftensmad, men det blev sent. Vi grillede flæskesteg, men den var først færdig kl. 9. Da var himlen kulsort og regnen stod ned ( Skansespillet blev nok desværre aflyst i 2. del ).

Til flæskestegen åbnede vi en flaske ”Brown Ale” fra Jacobsen.

Det er så vidt jeg husker en af de første bryg fra husbryggeriet, inden de begyndte at udforske nordiske variationer, men derfor er der alligevel spændende ting på programmet. Den er brygget i gammel engelsk tradition med Maris Otter malt, samt forskellige andre mørke malte. Bla karamel- og chokolademalt. Og så er den humlet med den New Zealandske Nelson Sauvin, som jeg personligt synes godt om. ( Da Mikkeller lavede serien med IPA’er med forskellig humle, var det min favorit )

Den er en mørk rødlig øl med hvidt skum og en procent på 6,0%. Duften sødlige duft af malt og karamel er overvældende og krydres af lidt frugtnoter. Den er letdrikkelig med har dog en god, solid krop. Det sødlige element balanceres meget fint af skarpe humlebitterhed, der - uden at være overvældende – bliver hængende i en lang eftersmag. Efter min mening en af de bedste brown ales.

( jeg kan jo godt lide lidt sødme i mine mørke øl )

Karakter 4+