Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

onsdag den 28. december 2016

Tid til en øl - Julens Øl


28. December 2016


Det er blevet til en del juleøl siden sidste indlæg her – mest fordi de er blevet lagt ud på Facebook med en lille kort beskrivelse. Ikke nogen decideret anmeldelse, men mere en anvisning til venner og bekendte om mulige øl til jul.

Som så mange andre ølentusiaster af den ældre generation må jeg jo vedkende mig, at jeg godt kan lide belgiske klosterøl – og ”St. Bernadus Christmas” hører til blandt bedste i den kategori.

En af de nye juleøl jeg ikke tidligere har smagt, er Braunsteins nye ”Pokal Julebryg”. Den sælges i Brugssen og er naturligvis økologisk. De har taget den gamle nisse-/hvidtølstradition op, og lavet en øl, der smagsmæssigt lægger sig i det spor. Den er maltet, sød og med tydelig smag af rugbrød, ja nærmest øllebrød. Nisseøl med kraft, for den er kraftigere ( 6,0% ) og mere afbalanceret end de lidt for vamle nisseøl.


Karakter 3


Refsvindinge lancerede i 1995 ”Ale no. 16” som Danmark første ale i nyere tid. Jeg har aldrig helt forstået dens popularitet, men jeg var heller ikke interesseret i øl på det tidspunkt – og da jeg endelig stiftede bekendtskab med den, havde jeg smagt flere fantastiske engelske ales først. Derfor synes jeg også, at deres juleøl – ”Ale no. 24” er bedre. Den er fyldigere og mere belgisk i smagen – med blomme og mørk frugt.

Karakter 3,5%

Lillejuleaften hyggede jeg mig i familiens skød med en ”Bush Noël” på 12,0%. Igen en belgier af høj kvalitet.

Juleaften var med Jacobsen ”Golden Naked Christmas Ale” der passede glimrende til maden.


”Hvad sker der lige her?” spørger nissen, der pryder etiketten på Ridgeways ”Black Elf”.
”Black Pale Ale – det giver jo ingen mening”
”Næ”, indrømmer bryggeren, ”men hvad skal man kalde en sort øl, der smager som en american pale ale, når man lukker øjnene?”

”Black Elf” er en forfriskende juleøl blandt de mere maltede. Den er let – kum på 4,5%, men den har en god og tydelig smag af humle, lidt ristede noter, måske fra sortristet umaltet byg, og en god bitterhed i slutfasen.

Karakter 3+


Wychwood er bedst kendt for deres ”Hobgoblin”, men laver også en juleøl baseret på Mr. Scrooges i Dickens’ ”Et Juleeventyr”. Han hadede julen og udstødte altid et fnysende: ”Bah Humbug”.
Den er julekrydret med kanel og denne udgave er på 5,0%. Det bliver nok lidt i overkanten i det lange løb, så den er god at dele – som det ofte er tilfældet med for massive juletilsætninger.

Karakter 3

”Tjseeses” fra De Struise er også en belgisk øl, hvor man mærke julefreden sænker sig. Helt i top. Og selvom den ”Økologiske Julefred” fra Thisted Bryghus er af en helt anden karakter, går vi her ind for julefred i enhver afskygning.


I dag er jeg lidt hæs, for vi brugte formiddagen på at agere lydpor til en kommende film. Mændene fra Skansespillet skulle være lydsiden til en optagelse af en sportsbegivenhed, og det var med en del stemmevolumen.

Så det var godt til aften at smøre stemmen med en juleøl fra Lervig i Norge. ”Smokes Like Christmas” er en julestout, og det har der været lidt mangel på de seneste år, synes jeg. Der er ikke meget julefred over etiketten, hvor julemanden sigter på os med en rygende pistol.

Røgen stammer fra Islay Whiskyfade. Nogle overskydende juleøl blev smidt på et par Ardbeg fade, og derefter blev resultatet blandet i en god stout. Et godt resultat, hvor røgen er mærkbar, men ikke for dominerende. – Siger jeg, men min svigersøn er ikke helt enig.

Karakter 4 

mandag den 19. december 2016

Tid til en øl - Père Canard


19. December 2016 


”Canard” betyder egentlig ”and”, men pga andens vraltende gang er det også et slangord for ”fuld”.
”Pére Canard” betyder altså ”Fader fuld” eller noget i den retning. Det er en kraftig og fyldig juleøl på 9,0%, der brygges af Huisbrouwerij Sint Canarus. Dette bryggeri er – efter sigende – det største og bedste bryggeri i byen Gottem. Og byen er så lille så det også er det eneste.

Brygmesteren er Piet Meirhaeghe, men han går også under navnet Dr. Canarus. Et navn der stammer fra den lokale ølklub ”Semper Canarus” ( ”altid fuld” ).

Deres juleøl er en mørkebryn øl med kraftigt skum. En maltet duft med tørret frugt og lidt chokolade. Det er en fyldig øl, der flyder langsomt fra glasset og som virker kraftigere end den egentlig er. Ikke på en sprittet måde, for alkoholen er fint gemt, men det er en kompleks øl med masser af smagsnuancer. Malt, mørk frugt og lidt sød lakrids til at slutte af med. Ingen nævneværdig bitterhed. Jul på flaske.

Karakter 4+


Købt hos Vera i ”Det Bette Ølhus”, Aalbæk

søndag den 18. december 2016

Tid til en øl - Willemoes Jul 2010 / Coisbo Christmas Bock


18. December 2016


I går var vi til den traditionelle julefrokost hos gode venner i Aalborg. Her er altid god mad  og der bliver også serveret godt øl og kryddersnaps. Vi fik både ”Carlsberg 47” og Jacobsen 2Golden Naked Christmas Ale” og der var også juleøl fra Svaneke og Ørbæk.

Til desserten - som var en julecheesecake, min kone havde lavet – fandt værten en gammel ”Willemoes Jul 2010” frem fra gemmerne. Oprindelig var den en belgisk strong ale på 12,0%, men den lange lagringstid havde ændret, så den var blev langt sødere. Jeg synes, det belgiske præg var gået af den, og den mindede mere om en engelsk barleywine. Jeg anmeldte den i sin tid og lagde dengang vægt på blomme og julekrydderier, men nu er det krydrede væk – det er blomme i madeira. Og det passede glimrende til desserten.



Karakter 4


Her til aften blev der så åbnet for en ”Christmas Bock” fra Coisbo Beer. Bryggeriet er jo desværre gået konkurs, og jeg kan forstå, at der er en del ballade og uenighed om årsagen. Det skal jeg ikke gøre mig klog på, men det er da ærgerligt, når nu de brygger godt øl. Og henvise til ølbloggen ”Stovt”, hvor der forklares udførligt om affæren

”Christmas Bock” nåede at komme i handlen inden konkursen og kan derfor nydes denne jul.

Det er en uklar øl med orange glød. Alkoholprocenten er på 6,25 og den er brygget med appelsin og nelliker, hvilket også er det, der møder en både i duft og smag. Nelliker kan naturligvis godt virke temmelig dominerende, men her synes jeg de er tilsat med nænsom hånd - i hvert fald når man lige har vænnet sig til smagen. En god fyldig øl.

Karakter 4

fredag den 16. december 2016

Tid til en øl - Ridgeway Warm Welcome


16. December 2016 


De gamle engelske juleølbetegnelser ”Winter Warmer” og ”Winter Welcome” er hos bryggeriet Ridgeway blevet slået samme til ”Warm Welcome” – en brown ale på 6,0%. Den varme velkomst hentyder til etiketten, hvor man ser julemanden på vej ned gennem skorstenen. Man kan se hans ben og nedre regioner – og på den oprindelige etiket var der en lille dreng, der holdt en tændstik ind under. Det kunne man ikke acceptere i Connecticut, USA. Børn på øletiketter og opfordring til drengestreger – så ”Warm Welcome” blev forbudt. Det er ikke første gang, at etiketter har været årsag til forbud i den stat. ”Seriously Bad Elf” og Hoegaardens ”Verboten Vrucht” har lidt samme skæbne.

Det var ellers brygmesterens lille søn, der havde fået ideen til etiketten, men man ændrede den til en knitrende pejseild under julemanden. Det hjalp dog ikke.- for undertitlen er ”Nut Browned Ale” og det gav forkerte associationer i forhold, hvad man rent faktisk kunne se af julemanden.

Det er – som de andre Ridgewayøl – en glimrende juleøl. Den har en smuk, nøddebrun farve og man kan også ane lidt nødder i aromaen. Den er letdrikkelig med et friskt anslag. Smagen er maltet med noter af nødder og kastanjer ( ? ), og der sluttes af med en god portion bitterhed.

Karakter 4


fredag den 9. december 2016

Tid til en øl - Prearis X-mas


9. December 2016


Til aften fik vi sushi og jeg åbnede en let, lys belgisk øl med humle, der passede glimrende dertil.
”Prearis X-Mas” er brygget af Vliegende Paard Brouwers. ( ”flyvende hest”)


Bryggeriet blev kommercielt i september 2011, efter at have vundet en konkurrence med deres første øl ”Prearis Quadrupel” i april. Det er Andy Dewilde, der sammen med sin far indgav ”Prearis Quadrupel” tre dage før fristen udløb. Siden har de vundet et hav af priser.

Bryggeriet ligger i Oedelem – i det kvarter der hedder ”Vliegende Paard”. Til gengæld er der stadig mystik om navner ”Prearis”. Øllet bliver brygget på De ProefBrouwerij.

Deres Juleøl – ”Prearis X-mas” er en orangegylden øl på 5,0%Den har en frisk duft af appelsin og citrus. Dette stammer fra de to benyttede humletyper – australsk ”Ella” og amerikansk ”Belma”. Den føles meget let, næsten vandet. Den frugtige appelsinnote giver en svag julestemning i smagen, der ellers er forfriskende med tydelig bitterhed i eftersmagen. Udmærket øl, selvom jeg jo gerne ser lidt mere kraft og fylde i de humlede øl

Karakter 3+

onsdag den 7. december 2016

Tid til en øl - Gauloise Chritmas


7. December 2016 

I går var jeg simpelthen så forkølet, at det var omsonst at smage på øl, og det er ikke meget bedre i dag. Men jeg har alligevel åbnet en stærk belgisk øl fra Brasserie du Bocq. De laver flere ølserier bla Gauloise, der henviser til de mange gallo-romerske fund i nærheden af Namur.

”Gauloise Christmas” er en meget mørk øl på 8,1%. Skumdannelsen er kraftig. Sødlig maltet duft med antydning af lakrids. Hvis man er til meget sukkersøde øl med julekrydderier som kanel og kardemomme, så går man ikke helt galt i byen med denne. Også her med strejf af sød finsk lakrids.
Jeg har jo ikke selv noget problem med søde øl, men kan let forestille mig, at der er andre, der nok skal gå uden om denne. Den er i hvert fald alternativ, og det er nu godt nok når man skal gennem alle øllene i en julekalender.

Karakter 3+

mandag den 5. december 2016

Tid til en øl - Lervigs Jul


5. December 2016


Lervig har som tidligere nævnt adskillige juleøl på markedet i år. ”Lervigs Jul” hører til de lidt stærkere – 6,5%. ”Brewers Reserve” står og ”med en smak av høytid”. Den er brygget med havre, belgisk gær, stjerneanis og ingefær, og det burde jo give en fyldig og velsmagende højtidsøl. Men det virker som om, at Lervig her arbejder med antydningens kunst. Det er egentlig udmærket, men der skulle bare være mere af det hele. Det er mest ingefæren, der trænger – svagt – igennem.

Det kan naturligvis også skyldes, at jeg lige nu er ved at oparbejde en eklatant forkølelse, så jeg ikke kan smage eller dufte noget. Jeg tror næsten, jeg er på vej ind i seng, for at komme mig.
Det er desværre ikke en øl, der gør så meget væsen af sig, som den ellers lægger op til

Karakter 3

søndag den 4. december 2016

Tid til en øl - Ridgeway Very Bad Elf


4. December 2016


”Er det indbildning eller bliver nissen værre fra år til år?” funderer Julemanden, for på etiketten ser vi ”Very Bad Elf” stå med en kæmpestor saks på ryggen. Han har klippet gaverne i stykker. Om han er værre, ved jeg ikke, men han er i hvert fald stærkere – 7,2%. ”Bad Elf” findes som nævnt i to udgaver, men denne øl er heldigvis den samme, som jeg skrev om i 2010.

Det er en gammel, original opskrift fra 1795. Breakspear’s ”Vintage Henley”, der har fået lidt ekstra procent - udelukkende for at gøre ferien mere lys og klar. Der er brugt en gammel ”pale amber” malt, der sjældent benyttes nu til dags og en variant af Fuggles fra midten af 1800tallet. Så det er en speciel bryg.

Det er en klar ravgylden øl med kraftigt skum. Malt og humle er i en god balance. God maltet indledning og markant bitterhed i eftersmag.

Karakter 4


lørdag den 3. december 2016

Tid til en øl - Abbaye des Rocs Speciale Noël


3. December 2016

Til aften fik vi besøg at gode venner fra Århus og også barnebarnet kom på besøg med familien, så det var nødvendigt at åbne et par flasker juleøl fra Abbaye des Rocs. ( dog ikke fordi, at barnebarnet kom ).

Abbaye des Rocs har ikke noget tilknytning til et kloster, selvom nogle af stenene til en tilbygning stammer fra en gammel klosterruin. Det blev grundlagt i Montignies-sur-Roc i 1975, hvor Jean Pierre Eloir væddede med sin svigerfar, der ikke mente, Jean Pierre ville komme til at brygge mere end 50 l øl om ugen. Det er siden blevet til væsentlig mere.

Der tilsættes ikke sukker og krydderier til bryggeriet øl, men man blander gerne malte.
Til ”Speciale Noël” er der benyttet 7 forskellige malte og 3 humletyper. Det er en mørk øl på 9,0% med en dejlig duft af frugt og julekrydderi ( må jo stamme fra gæren ). Maltet, sødlig smag hvor der også dukker krydderinoter frem.

Jeg har omtalt denne øl flere gange før – både i 2008 og 2013, men af en eller anden grund er det ikke kommet med i menuen


Karakter 5

fredag den 2. december 2016

Tid til en øl - To Øl Julemælk / Aass Premium Juleøl


2. December 2016

Efter en god solodansetime i eftermiddag, gik vi rundt hver for sig for at kigge på julegaver. Der var også tid til, at jeg kunne slappe lidt af på Basement Beer Bar, hvor man kl, 15 havde sat ”Julemælk” fra To Øl på hanen.

Det er en meget kraftig øl på 15,0%, så det tager lidt tid at nyde den. Man kan også købe en flaskeudgave i baren, så den brugte jeg til at tage billede med. Med det var altså fadudgaven, jeg smagte. Jeg har tidligere skrevet om ”Julemælk”

Det er en kulsort øl med mørkebrunt skum. Jeg syntes denne gang at fornemme sveske i duften, men ikke i smagen, der er præget af mælk – mælkechokolade, kaffe latte og sødlig ristet malt. Det er en blød og behagelig øl at drikke, hvor alkoholen er godt skjult. Den virker ikke sprittet, selvom den naturligvis heller ikke fremstår som en letøl.


Karakter 5


Efter en pariserbøf på Cafe Spiret ( med cola ) kørte vi til Hobro, for at se ”Jorden rundt på 80 dage” på Himmerlands Teater. En festlig forestilling med knalddygtige skuespillere. Jeg har selv været med til at opføre en musicaludgave for nogle år siden, men dette var naturligvis en anden udgave.

Himmelands Teater har det udmærkede koncept at tilbyde øl, der passer til forestillingen. Denne gang var det dog juletiden mere end stykket, der bestemte udvalget. To juleøl fra bryggeriet Aass fra Drammen, Norge. Jeg købte begge, men åbnede kun den ene for at drikke den i pausen. den anden tog jeg med hjem til en anden gang.

Premium Juleøl” er en bock på 6,5%. Den er smuk mahognyfarvet og med lyst skum. Så vidt jeg forstår hed den tidligere bare ”Juleøl”, hvorimod ”Premium Juleøl” var den øl, der nu hedder ”Vellagret Juleøl” på 9,0%. Så forvirringen er nærmest total.
Der er præget af brændt karamel og mørk frugt. Der er brugt Hallertau og Tettnanger ( IBU 31 ), men det er ikke bitterheden der dominerer eftersmagen.

Karakter 3+

torsdag den 1. december 2016

Tid til en øl - Grauballe Bedstefars Juleøl


1. December 2016

At være bedstefar er bestemt slet ikke så dårligt, især ikke når man har så dejligt et barnebarn som vores. Og nu er der også kommet en juleøl fra Grauballe til bedstefædrene . En mørk øl på 7,0%, der kan få en til at slappe lidt af efter et besøg af datterdatteren. En øl der er komponeret med krydderier og sveskejuice.

”Bedstefars Juleøl” er lettere i karakter end forventet, og den har en ret prikkende fremtoning. I aromaen fornemmer man julekrydderier, men jeg er ikke så stærk i hvad det er – muskatnød / kardemomme ( ? ). Smagen er i første omgang kortvarig, men den vinder med gentagelse. Det er som om den vokser med tiden. Der er lidt karamel og sødme fra sveskejuicen, og i slutningen kommer krydderiet frem igen. Faktisk virker den ikke særlig bitter, selvom IBU er ca. 33. En udmærket juleøl, men skal bedstefar rigtig forkæle sig selv, skal vi nærmere i retning af ”Stille Nacht ” eller ”Bush 
Noël”.


Karakter 3+