Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten Staropramen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Staropramen. Vis alle opslag

mandag den 4. april 2011

Tid til en øl - Staropramen Dark




4. April 2011

Sommervejr de sidste par dage. Jeg har været i haven – det er skønt. Lørdag var vi til 18 års fødselsdags i Vrå. Dejligt frokostbord med masser af mad  - og påskeøl ikke at forglemme. Ud over Maisel’s fine weissbier ( både original og dunkel ) var der påskeøl fra Svaneke, Thisted, Ørbæk og Beer Here – samt et par andre gode øl. Beer Here stod alene tilbage til sidst, men da folk først fik smagt på den, var det enighed om at den var vældig god. Jeg lagde selv ud med Maisel’s Weissbier til sild og æg.  Smagte også endnu engang dunkeludgaven. Og åbnede så for Ørbæks ”Ekstra Påskebryg”.
 

Det er en lys påskebryg på 7,0%. Der er ikke mange oplysninger om den på nettet – og da slet ikke på Ørbæks egen hjemmeside. Man kan andre steder læse af den er lavet på en speciel gær, men hvilken, og hvad det indebærer får vi intet at vide om.

Den fanger ikke rigtig an, men virker en smule parfumeret, ikke dårlig men heller ikke i samme kategori som deres almindelige Påskebryg, som jeg foretrækker. Den stod også på bordet, så den snuppede jeg bagefter. Den skrev jeg om sidste år ( 1. April 2010 ).

Efter frokosten tog vi til stranden  og så de gamle tyske bunkere nord for Løkken. Vejret var fantastisk. Vi kunne gå uden overtøj og jeg fik endda soppet lidt – hen over et vandløb ( fordi jeg ikke gad gå hele vejen op til broen ). Det var koldt, men ikke ubehageligt. Tilbage i Vrå fik vi kagebord, så vi var godt mætte, da vi kom hjem.

Søndag var der atter øvning på Skansespillets ”Robin Hood”. Det er stadig første gennemspilning af de forskellige scener, men jeg morer mig glimrende – det skal nok blive fint. Ingen øl den dag, for vi skulle hente vores datter i lufthavnen om aftenen. Hun havde været i London med gymnasiet i en uge og havde haft en fantastisk tur. Og havde købt en masse tøj og andet godt.

I dag holdt vejret sandelig, så det var også muligt at komme lidt i haven.

Her til aften åbnede jeg en flaske schwarzbier fra ”Staropramen”. Jeg holder utroligt meget af deres ”Pilsner”, der hører til blandt de bedste. Bryggeriet ligger i Prag, og navnet er tjekkisk og betyder ”Den gamle kilde”. Da pilsneren blev populær og begyndte at brede sig til mange forskellige bryggerier følte det originale bryggeri i ”Pilsen”, at det var på tide at markere sig som ”det originale bryggeri” og i 1898 blev deres øl registreret som ”Pilsner Urquell” ( urkilden ). Der gik dog ikke lang tid ( 1911 ) før Staropramen fik deres øl registreret. Bryggeriet stammer fra 1871, hvor de sendte den første øl på markedet.

Deres schwarzbier – ”Staropramen Dark” ( Cerny ) – er på 4,4%. Schwarzbier er en tysk specialitet fra Thüringen og Böhmen ( Tjekkiet ). Jeg har smagt flere sorte øl fra området, og med stor fornøjelse, men denne rammer ikke lige i plet. Den er klar med en flot, mørk mahognyfarve, offwhite skum og små brusende bobler. Det ser tiltalende ud i mit Staropramenglas. Men aromaen er kvalm sødlig med stærke noter henad hvidtøl, og det var ikke lige det, jeg havde ventet. Den er dog let/tynd i munden, men smagen er også sød med en kunstig note at citrus. Der er ikke nogen bitterhed i eftersmagen. Lidt skuffende ( eller rettere meget ), men de har også gjort det godt nok med deres pilsner – de behøver egentlig ikke anstrenge sig mere.

Karakter 2+

mandag den 8. september 2008

Tid til en øl - Staropramen

8. September 2008
Da jeg for 2 år siden holdt den første ølsmagning, blev jeg lidt skuffet over at se, at halvdelen af øllene var danske. Jeg havde hørt, at belgisk øl var godt, - at tjekkisk øl var godt, - og troede lidt naivt at al belgisk øl smagte ens og ligesådan med det tjekkiske – sikkert fordi det danske øl, jeg kendte, stort set smagte ens. Jeg blev glædelig overrasket over, at variationen og udvalget var meget større, end jeg havde forestillet mig.

Men jeg havde stadig ikke smagt tjekkisk øl, så de første øl, jeg købte efter ølsmagningen, var 2 tjekkiske øl fra den lokale Brugs – Pilsner Urquell og Staropramen. 50 cl af hver. Så kunne jeg lave en komparativ analyse med dem.

Tjekkerne er det folkefærd i verden der drikker mest øl pr. indbygger – 160 l om året. I Danmark drikker vi omkring 100 l pr indbygger ( selvom jeg gør mit for at bringe gennemsnittet op ). Der er ikke meget variation i de tjekkiske øl – undergæret pilsner eller dunkel, med en lille afstikker til schwarzbier. Men det de gør, gør de godt.

Mine smagsløg var på det tidspunkt ikke vænnet til meget humle, og jeg syntes, at Urquell var lige bitter nok til mig, hvorimod Staropramen havde en bedre balance mellem malt og humle.
Så Staropramen var i lang tid min foretrukne pilsner. Et år efter havde vi en ølsmagning præcis på Urquells fødselsdag, og den skulle selvfølgelig med som ekstra, selvom temaet var mørk efterårsøl. – Og det er jo en særdeles fremragende pilsner. Jeg havde på det tidspunkt vænnet mig til humle. ( mere om Urquell senere ).

Staropramen kommer fra Prag og er derfor ikke en rigtig pilsner, da kun øl fra selve Plzen må kalde sig det.
I 1869 forelagde Gustav Noback sine tegninger til en nyt moderne bryggeri for aktionærerne i Smichov bryggeriet., og i 1871 kunne den første nye øl præsenteres. Den blev en stor succes, og tog kampen op mod Urquell. I 1911 fik den sit nuværende navn – ”Staropramen” – der betyder ”Den gamle kilde”.

Det er en klar, lys øl på 5,0% med fint hvidt skum. Duften er ren og frisk og øllet føles også forfriskende pga. kulsyreudviklingen. Smagen er ren og fyldig med noter af korn og malt og den har en behersket bitterhed, der dog er en del højere end i de fleste danske pilsnere. Brygget efter Reinheitsgebot og humlet med Saaz.
Hvis jeg skal vurdere denne øl nøgternt, må karakteren blive 4+. ( Det er vanskeligt for en pilsner, at kommer højere op på skalaen, da den ret beset ikke har så mange nuancer at spille med. ) Men der er da situationer, hvor den eneste  rigtige øl vil være en pilsner.

Staropramen har været med til flere ølsmagninger, og har kun skuffet en enkelt gang, hvor jeg pga. mangelfuld viden, serverede den efter Sierra Nevada Pale Ale. Der har en sølle pilsner ikke en chance.
I Tjekkiet sælges den under navnet Staropramen Lezak.
Jeg synes stadig, det er en af de allerbedste pilsnere.