Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten De Landtsheer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten De Landtsheer. Vis alle opslag

onsdag den 15. april 2009

Tid til en øl - Malheur 10

15. april 2009
I går var vi på restaurant ”Paprika” i Aalborg. Det var en fødselsdagsgave til en af vennerne – ja faktisk til to. Og vi skulle selvfølgelig med. Det blev en hyggelig aften. Først fik vi en stor og mættende og meget varm skål gullashsuppe, og derefter kom der en kæmpe paprikaschnitzel på bordet. Til sidst var der en stor desserttallerken med kage og is og frugter. Jeg må nok sige, at jeg spiste alt for meget og i dag har jeg ikke spist alverden. Jeg har været for oppustet og mæt. I det hele taget er vægten gået lidt op her i påsken, så det næste stykke tid bliver uden kage og slik, så vægten kan falde lidt ned igen. Men det er svært for der er en del fester og arrangementer i den kommende tid. Kan jeg bare få vægten ned på det sædvanlige, så må jeg se om jeg kan tabe mig de ekstra 3 kilo senere. Og nu over til noget øl.
I det østligste Belgien, i byen Buggenhout ligger det lille bryggeri ” De Landtsheer” der brygger ”Malheur”. Navnet betyder ulykke eller uheld, men de har sandelig haft held med deres øl. Emanuel de Landtsheer åbnede i 1997 et bryggeri for at genoplive familiens tradition som bryggere. Indtil da havde familien i en årrække dyrket humle – Saaz, Styrian og Hallertau, og det er også disse humletyper, der bruges i deres øl
De har eksperimenteret med champagnegær og den første øl, hvor de forsøgte dette var i den lyse ”Malheur 10”. Den er brygget på 3 slags pilsnermalt fra Frankrig og en specialmalt fra Belgien. Den er humlet med Saaz og Styrian og tilsat det lokale vand, der er temmelig blødt.
”Malheur 10” er på 10%
Det er en bleggul øl, der godt kan minde om en Wit på farven. Den er temmelig sløret og har et kraftigt hvidt skumlag på toppen. Der er kraftige bobler. Aromaen er sødlig med en note af fersken. Boblerne giver en livlighed til øllet, der modsvarer og balancerer det sødlig indtryk. Derfor føles den ikke klistret og vammel. Der afsluttes med en fin bitterhed i eftersmagen.
Karakter 5

søndag den 26. oktober 2008

Tid til en øl - Malheur 12

26. Oktober 2008
I dag har jeg valgt en lille stor øl. Lille - fordi den kun er på 25 cl og stor – fordi smagen er fyldig og fuld af nuancer.
Sådan en regnvejrsdag, hvor det simpelthen har øset ned det meste af dagen, trænger man til en god varmende belgisk øl.

Og i det østligste Belgien, i byen Buggenhout ligger det lille bryggeri ” De Landtsheer” der brygger ”Malheur”. Navnet betyder ulykke eller uheld, men de har sandelig haft held med deres øl. Emanuel de Landtsheer åbnede i 1997 et bryggeri for at genoplive familiens tradition som bryggere. Indtil da havde familien i en årrække dyrket humle – Saaz, Styrian og Hallertau, og det er også disse humletyper der bruges i deres øl.
De brygger 3 typer: Malheur 6 – 10 -12, og procentsatsen følger betegnelsen. Aftenens øl er således på 12%.

Det er en meget mørk. lidt uklar øl med en beige skumhat, der hurtigt svinder ind på grund af den stærke alkohol. Til gengæld forsvinder det ikke, men lægger sig i et tyndt lag over øllen. Duften er kraftig og giver associationer om hedvin, med noter af sveske og blomme. Der er brugt flere malte, bla. chokolademalt. Det tynde skumlag giver en blød fornemmelse, lige når man først får øllet i munden, men så tager en perlende livlighed fat.

Dette skyldes den helt specielle champagnegær, som benyttes. I samme område finder vi også Bosteel, der brygger champagneøllen ”Deus”. Man benytter en fransk metode ved navn ”remouage” hvor man hver dag vender flaskerne, mens de lagres. Samtidig stilles de mere og mere på hovedet. Dette sker for at samle gærresterne i flaskens hals. Derefter fryses halsen og når man åbner proppen skydes gærresterne ud. ( Læs evt. den fine beskrivelse i ”Det belgiske øl ” af Rolf Nielsen).

Det giver som sagt den fine livlighed i munden og tilsidst skummer øllet op og afslutter igen med en blød fornemmelse. Smagen er meget stor og fyldig med elementer af blomme, sveske og chokolade, samt det vinøse præg fra alkoholen. Øllet lagres på toastede egetræsfade, hvilket også er med til at give præget af vinøsitet. Eftersmagen er langvarig og afsluttes med et lille syrligt strejf. Humlen trænger sig ikke på, men balancerer øllet meget fint. Man sidder tilbage med en behagelig prikken i munden og dejlig varm fornemmelse.
Karakter 5

Så kom der alligevel noget godt ud af sådan en regnvejrsdag.