Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten Peroni. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Peroni. Vis alle opslag

tirsdag den 3. maj 2022

Tid til en øl - Italiensk øl 5 - Peroni Cruda


3. Maj 2022

Romerne herskede over hele Middelhavet og havde også erobret Frankrig ( undtagen en lille by i Gallien, ved vi jo ) og England, og dette kæmpe rige blev styret fra Forum Romanum. Det ville vi også gerne se.

Men pga corona var det ikke længere muligt bare at stille sig i kø. Man skulle købe billet på nettet, og der var ikke flere billetter at få.

Skuffede tænkte vi at vi da kunne se Colosseum udefra, men på vej dertil så vi et turistbureau. En ung mand forklarede at der ikke var flere almindelige billetter, men det var stadig muligt med en guided tur. De havde plads kort tid efter, så vi sprang til, selvom det var noget dyrere. 3½ times tur med italienskengelsk guide, og det fik vi meget ud af. Vi så både Forum Romanum, Palatinerhøjen og Colosseum. Hvis vi selv skulle gå rundt, var det gået meget hurtigere - "der er en ruin - der er en til og også der" - og så ville det være overstået. Nu fik vi en mængde gode informationer og syntes, at pengene var givet godt ud.

Frokosten var forskellige små pizza slices med cola til, så det var først til aften, jeg fik mig en øl.


Peroni 'Cruda' er en upasteuriseret lagerøl på 4,9%. Måske tænkt som en fyldig pilsner, men jeg synes, den mere har karakter efter en bayersk 'Helles'. Der er lagt vægt på maltprofilen med en god og fyldig smag. Bitterheden er på 21 IBU og balancerer ganske fint malten. Og humlen hænger let i eftersmagen.

Karakter 3+




 

lørdag den 30. april 2022

Tid til en øl - Italiensk øl 3 - Baladin / Peroni


30. April 2022

Da vi ankom til Como blev vi hentet ved stationen af en chauffør og kørt til vores hotel, og da vi skulle videre var det det samme. Vi blev sikkert kørt til banegården. Vi skulle med lokaltoget til Milano, hvor vi skulle med højhastighedstoget 'Frecciarossa'. Det ville tage små 3 timer til Rom med en hastighed på 249 km/t ( jeg sad og ventede på den skulle nå 250, men det skete ikke, før hastigheden igen gik ned. Det var luksus over 1 kl. Kun 10 stole i hele vognen, og de havde fodstøtte, og kunne drejes og lægges bagover i hvileposition. Mad og drikke inkluderet, og vi fik et menukort med 12 forskellige retter + snacks og frugt. 


Der var også vin og øl, og jeg så en specialøl fra Baladin, som jeg ikke kendte.

'Pop' er en 99,09% italiensk øl. De sidste 0,91% er amerikansk humle. Det var en ganske glimrende overraskelse. Det er en amerikansk pale ale på 6,0%. Bitterheden ligger omkring 32 IBU. Det er en smuk, gylden øl med inciterende duft af mandarin og bergamotte. Bryggeriet nævner selv bergamotte, så det er nok den smagsnote, jeg ikke helt kan sætte ord på. Vældig forfriskende med dejlig smag af orangefrugter.

Karakter 4



Da vi ankom til Rom blev vi atter hentet ved stationen, og vi havde ikke kørt 100 m, før jeg var glad for, at det ikke var mig, der kørte. Det centrale Rom er så gammel, at der ikke var tænkt på biler, så de brolagte gader er meget smalle. Vores Hotel lå centralt ved Pont Sisto, så vi kunne gå på sightseeing med det samme. Vi så den flotte Piazza Navona og nåede også at se Castel Sant'Angelo, inden vi spiste på en restaurant i en af de små sidegader til Navona.


Der havde de 'Nastro Azzurro' fra Peroni på fad. Det betyder 'det blå bånd' og er Italiens førende ølmærke. En standard pilsner på 5,1%, som jeg har anmeldt i starten at bloggens levetid. Jeg er nok blevet lidt mere positiv på mine gamle dage - eller også er det stemningen og det flotte glas, der giver bedre point, men den er slet ikke på højde med deres 'Rossa'.

Karakter 3








 

torsdag den 28. april 2022

Tid til en øl - Italiensk øl 1 - Moretti / Peroni / Ratsherrn / Helsingør


28. April 2022

I sidste uge tog vi en tur til Italien. Med tog derned og med fly hjem. Det skulle være en luksustur, og det var det da også - undtagen lige den første dag. Vi havde nok forestillet os en uafbrudt rejse på 1. klasse fra Aalborg til Hamburg, hvor vi bare kunne slappe af og nyde vores medbragte mad.

Men DSB havde sat togbus ind mellem Aalborg og Århus, så vi havde en længere pause i Århus. Derfor spiste vi frokost på en vindblæst bænk udenfor banegården. Jeg havde taget en øl med fra Helsingør Bryghus - ' Hamlet Pilsner' på 5,0%

Helsingør Bryghus er et spinoff fra Gurre Bryghus, der havde fået for mange øl ind i deres Valdemar-serie. Titlerne har alle noget at gøre med Helsingør - Hamlet, Holger Danske og Sundtoldsøl. Jeg har nu smagt disse 3 øl.

'Sundstoldøl' er en glimrende brown ale med karamel og 'Holger Danske' en dark ale med mere ristet smag. 'Hamlet' er bryggeriets udgave af en traditionel pilsner. Jeg havde ikke noget glas på bænken, så jeg kan ikke udtale mig om farven, men mon ikke den er korngul - i hvert fald er det en frisk øl med en ganske pæn bitterhed. En anelse svovl der giver en skarpt, let aggresivt udtryk. Den kolde vind i Århus hjalp nok ikke på oplevelsen. Det havde været bedre med varme og læ.

Karakter 3+

Vi kørte videre på 1. klasse mod Hamburg, men DSB kunne kun love os pladsbiletter til Kolding. Og her blev vi nødt til at flytte os. Vi havde stadig billetter til 1. klasse, men måtte rykke til 2. klasse, hvor rejsebureauet havde reserveret ekstra sikkerhedspladser. Det gik jo også - det er vi jo vant til - men det var ikke den rejse, vi havde forestillet os.


I Hamburg ventede der os en 3 retters menu på Reichshof - lige overfor banegården. Det var et spændende måltid, og jeg bestilte en øl dertil. Det blev en Ratsherrn Pilsner fra det lokale bryggeri i Hamburg. Tyskerne kan det med at lave velsmagende øl uden større dikkedarer. Sådan skal en tysk pilsner smage - ikke mere snak om det.

Karakter 3+


Vi skulle med nattoget til Zürich. 1.klasse med egen vask og toilet, men pga sporarbejde var denne mulighed forsvundet, og vi havde derfor en kupe uden toilet. Måske havde vi urealistiske forventninger til nattog. Min opfattelse stammer måske fra gamle film og min kone tænkte noget i retning at en færgekahyt, men vi kom ind i det mindste rum, vi noget sinde har været 2 personer i. Vi kunne kun klæde om, hvis den ene gik udenfor døren. Så vores luksusrejse ned gennem Europa var kommet skidt fra start. Og så er det også slut med brok.


Næste dag kom vi med tog fra Zürich til Como - på 1.klasse. Flot tur gennem alperne med udsigt til de høje toppe. Vi ankom til Como ved 14-tiden og fik nok hotellets bedste værelse ( kompensation for vores elendige nattog ). Hotellet lå ved søbredden, og vi havde udsigt over hele søen. Vores altan gik rundt om hjørnet, så vi havde også kig ind over byen og bjergene. Vi spiste frokost - Spaghetti Pomodore - på torvet med en Birra Moretti til.


Bryggeriet blev grundlagt i 1857 af Luigi Moretti i Undine. Området var på det tidspunkt besat af Østrig-Ungarn, og man ville gerne holde fast i de italienske rødder. Den første øl kom dog først i sommeren 1860, og det er den samme opskrift, der bruges i dag - 'L'autentica'

Også en ganske glimrende pilsner - måske lidt mindre smag, men vældig god efter togrejsen og stemningen på torvet.

Karakter 3+


Vi så den smukke katedral. Vi har nu set katolske kirke i både Spanien og Grækenland. De er flotte, men de italienske er monumentale. Det er overvældende rum.

Senere tog vi byens 'Funicolar' til toppen af bakkedraget, hvor de virkelig rige bor. Kæmpe massive villaer med udsigt over søen.

Aftensmaden indtog vi ved søbredden i solnedgangen. Jeg fik en Peroni 'Rossa Gran Riserva' til maden. Det er en wienerøl på 5,2%. Den har en flot rød farve og et blødt, lækkert skum. Den har fået lang lagringstid, og det giver en god og behagelig smag med lette noter at karamel. Bitterheden er fint balanceret. En overraskende god oplevelse.

Karakter 4

På andendagen var der kommet lidt luksus på ferien














 

lørdag den 2. august 2008

Tid til en øl - Peroni / San Miguel


2. August 2008
Pilsneren er nok den øltype, de fleste af os mest forbinder med øl. Det er i hvert fald kun den, jeg kendte til for 2 år siden, nemlig Carlsberg HOF og Grøn Tuborg. Det er den mest populære og udbredte type i verden, men den er kun en lille del af det brede udvalg af øltyper. Og – synes jeg – en af de mindst interessante.
Pilsneren brygges på meget lys malt, der er tørret ved ca. 80 grader. Derved bliver malten ikke ristet, og man får en lys øl med en lidt kornagtig smag. Derudover benytter man undergær, der ikke producerer så mange af de estere, der er med til at give øllet duft af blomst og frugt, så vi får en ren, lidt neutral øl. Humletypen er overvejende den tjekkiske Saaz-humle, der er meget ren, måske med lidt noter at græs, citrus og gran.
Derfor er variationen af pilsnere ikke særlig høj. De ligner hinanden – Og dog!
Der er forskelle. Nogle deler pilsnere op i 2 kategorier: god – dårlig, men jeg plejer at inddele i 4.
1 - Tjekkisk inspirerede
2 – Nordtyske
3 – Internationale industri
4 – Oversøiske
Derudover er der de sydtyske Münchener Helles og måske Wiener/Classic, men de har deres egne kategorier, så dem ser vi lige bort fra.
Kendetegnet for de 4 grupper er, at humleniveauet bliver lavere og at kvaliteten  - synes jeg – bliver ringere. ( uden at det nødvendigvis hører sammen ).
Min intention denne sommer er at smage nogle af de pilsnere, jeg måske ikke ellers vil være så inspireret til, men i sommervarmen trænger man tit til en frisk tår øl, og der kan de fleste pilsnere gøre nytte.
Peroni bryggeriet blev stiftet i 1846 i en lille by udenfor Milano, men flyttede senere produktionen til Rom, og er nu et af Italiens største bryggerier. De brygger den lette pilsner ”Nastro Azzurro”, der betyder ”Det blå bånd”, fordi den er den førende italienske pilsner. Det er en lidt grønlig øl, med en alkoholprocent på 5,1%. Duften er præget af korn og den har et højt kulsyreindhold, der giver mange små bobler og en frisk, lidt perlende fornemmelse. Eftersmagen er forsvindende. En fin tørstslukker, som fint kan drikkes, hvis man er i Italien en varm sommerdag.
Karakter 2+
I Spanien er det førende mærke ”San Miguel”, der egentlig stammer fra Filippinerne. Bryggeriet blev stiftet i 1890, men fra 1946 blev der også brygget i Spanien på licens. Det er en lys gul øl, med mange fine bobler. De giver en forfriskende fornemmelse. Procenten er på 5,4%. Smagen er ret neutral – standard – og den efterlader en kortvarig, let metallisk bitterhed.
Karakter 2+
Kendetegnet for disse 2 øl fra sydens lande er, at de er friske med meget kulsyre. De er helt klart beregnet til at slukke tørsten med. ( Man drikker vin til maden. ). Alkoholprocenten er højere end vi er vant til, men det er meget normalt for pilsnere i udlandet. Umiddelbart kan vi lige så godt drikke en dansk standard pilsner, for disse 2 koster jo nærmest det dobbelte herhjemme.