Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

torsdag den 31. oktober 2013

Tid til en øl - Skovlyst Skovbær Hvede


30. Oktober 2013

I dag er det Halloween – en dag med uhyggelige gespenster og trolde. Her skulle jeg jo have fundet en uhyggelig øl frem, men jeg valgte at gå den anden vej, og finde den mest søde og hyggelige øl i skabet. En øl der vækker minder om børnefødselsdage længe inden Halloween kom til Danmark. Dengang klædte vi os ud til Fastelavn, og det var godt nok for os.

Til gengæld kan øllets farve godt minde om et græskar, så lidt Halloween er der over den.

Skovlyst laver øl hvor der er tilsat ingredienser fra skoven omkring bryggeriet. Man skulle derfor tro at der var tilsat skovbær i deres ”Skovbær Hvede”, men det fremgår ikke at etiketten. Den er brygget på byg- og hvedemalt, sukker, humle, gær og syre, og så er der tilsat hyldebær, samt aromaer ( E331 ). Det er jo lidt snyd.



Det er en flot, rød øl med en sløret fremtoning. Kronet at noget meget let skum der virker helt sodavandsagtigt. Der er en kraftig duft af bær ( brombær, hindbær ( aromastoffer ) og måske lidt hyldebær). Den er yderst let i munden. Alkoholprocenten er kun på 2,8%, så den er ikke farlig i trafikken. Den er frisk og virker nærmest som en læskedrik. Smag af rød sodavand – nok bedre end Landkær , men ellers lidt i samme boldgade.
Man kan spørge sig selv hvad begrundelsen er for sådan en øl. Det er sjovt at man kan lave den, men man kunne ligeså godt drikke en rød sodavand. Og man skal jo drikke en del for at få en lille fjer på, så det kan heller ikke være grunden. Men det er bestemt ikke nogen dårlig læskedrik.
Karakter 2+ ( Jeg har svært ved at se formålet ( + fordi den smager udmærket ))

mandag den 28. oktober 2013

Tid til en øl - Koblenzer Pils


28. Oktober 2013

Vi har fået nyt tapet på endevæggen i alrummet. Det giver et helt andet udseende til rummet. Så det skulle naturligvis med på billedet af aftenens øl. Det har blæst en del her, men ikke noget at regne mod de vindstød der har været andre steder.

Alligevel var det dejligt at krybe sammen indendøre med en pizza og en nordtysk pils fra Koblenz. Jeg ved ikke helt om Koblenz hører til Nordtyskland, men jeg synes deres pilsner bærer præg af den tørhed og aggressivitet, der hører til mod nord.

Koblenzer Alte Brauhaus lå lige ved byporten i området Stolzenfels. Det stammer helt tilbage fra 1689. I 1884 købte Josef Thillmann det og åbnede året efter med et bryggeri i eget navn. Han flyttede produktionen til det sydlige Koblenz – Königsbach, lige ved Rhinen. På et tidspunkt skiftet det navn til Königsbacher Brauerei. Siden 1992 har det det været en del af Karlberger Brauerei, men i 2012 blev det solgt til privatpersoner i Koblenz. Det var Egon Heckmann og Isabell Schiulte-Wissermann, der sammen oprettede Koblenz Brauerei GmbH.

Deres pilsner på 4,7% er strågylden med livlige bobler, Kraftigt, hvidt skum topper øllet. Duft af sød, lys malt og en anelse svovl. Den er frisk og skarp med et godt bid. Der er ikke megen sødme i smagen. Den er mere tør og der sluttes af med den god, markant bitterehed.

Karakter 3+


søndag den 27. oktober 2013

Tid til en øl - Ølsmagning / Ugly Duck


27. Oktober 2013

I går var der årsmøde i Ølentusiasterne i Aalborg. Det bliver hurtigt skudt af – i løbet af en time – for formanden speedsnakker sig gennem en fyldig beretning, hvor han kommer omkring alt, hvad der rør sig i foreningen. Bestyrelsen blev genvalgt og så kunne vi komme videre til den ”væsentlige” del – Ølsmagningen.

Det var lykkedes at få en smagning med øl fra Indslev/Ugly Duck. Martin Jensen kunne desværre ikke selv komme, da Indslev havde åbent hus med  1500 besøgende, og vi var trods alt kun 59. Men han havde sendt en kompetent erstatning, nemlig Jakob Schytz, der bla. anmelder øl på YouTubekanalen ”The Master Of Hoppets”. Han har tidligere holdt smagninger i landsdelen for Ugly Duck og havde taget 12 øl med – 4 hvedeøl fra Indslev og 8 øl fra Ugly Duck.


Indslevs logo er jo en flot svane, og det er grunden til at denne nye opkomling har fået navnet ”Ugly Duck” ( og så er det jo fra H. C. Andersens fødeø ). Vi lagde derfor ud med en ”Svanehvede”. De 4 første øl var hvedeøl fra Indslev, og de har alle været omtalt tidligere her på bloggen. De tre andre var ”Hvede IPA” , ”Spelt Bock” og ”Sort Hvede”.  Det er solidt bryg, der kommer herfra. Jeg har altid godt kunne lide deres øl, selvom den bedste – ”Hvede Bock” – ikke var repræsenteret.

 
Derefter fulgte så 8 øl fra Ugly Duck, hvoraf jeg ikke havde smagt de 4 tidligere. 2 af disse øl er ikke udgivet endnu, så de kom på nogle store 2 - 3 liters flasker. Den ene fra Bies Bryghus ( men man skal ikke lade sig narre af etiketten )
 
Først smagte vi ”Miami Vice”, der er en dejlig, frisk pale ale, som jeg synes fortjente en 2. plads. Det fik den dog ikke, men jeg glemte min bordseddel, så jeg kan ikke huske, hvor den blev placeret.
 
Derefter fulgte Årets Øl 2012 ( under 6,0% ) – ”Simcoe & Chinook IPA”. Den havde fået en ny etiket, hvor man kan se den grimme ælling nyde et godt glas øl  på toppen af P’et. Det er vist ikke det første glas, for den ser noget skeløjet ud.
 
 
Derefter dukkede dagens første specialitet op – en helt ny ”Saison” på 6,2%. Den er ikke udgivet endnu, og oplysningerne om den var sparsomme. Den er mere gylden end billedet antyder – med fine små bobler og groft, hvidt skum. Det er en frugtig aroma, der møder en – med lidt krydrede noter i baggrunden. Den har en god fylde. Smagen er sødlig med frugt og en svagt, men tydelig note af dild. Jeg spekulerer på om der er brugt Sorachi Ace, for den giver netop denne note.  Og Ugly Duck har jo tidligere brygget med denne humle. Her er smagen dog væsentlig bedre balanceret.
Karakter 4
Denne øl placerede jeg på en 3. plads, men det var der i den grad ikke tilslutning til. Dog viste formanden god smag, idet han placerede den lige sådan.
 
 
Næste øl var også en øl, der kunne udfordre forsamlingen. En syrlig øl brygget med en streng af gærtypen Brettanomyces. Øllet går under navnet: ”Funk You Ale With Brett”.  Det er denne gærtype, der har gjort ”Orval” kendt i hele verden, men Jakob fortalte, at der også her er variationer, så det er ikke sikkert, at det er præcis samme udgave.
Jeg har stadig lidt svært ved de syrlige øl, selvom jeg er begyndt at bevæge mig ind på deres domæne, og øl med Brettanomyces hører jo ikke til en den mest ekstreme ende. Denne øl er da også en godt introduktion til syrligt øl. Godt nok er duften meget syrlig med mindelser om æbleeddike, men smagen indledes af en behagelig sødme, der fint balancerer den syrlige afslutning.
Karakter 3+
 
”Dubstar” er en belgisk inspireret dubbel. Der er et engelsk indieband, der hedder Dubstar, men om der er nogen sammenhæng med det, ved jeg ikke. ”Dub” bruges også i betydningen ”at doble noget”, hvilket jo passer godt med en belgisk dubbel.
Den er brygget med rosin og dadelsirup, og denne sødmefulde blanding kan godt fornemmes i aromaen. Kraftigt skum på en mørk, rødlig bund. Smagen er præget af sødme.
Karakter 3+

Sidste specialitet var en ny juleøl fra bryggeriet – ”Christmas Imperial Brown Ale” var betegnelsen på bordsedlen. Om det bliver navnet, når den kommer på gaden ved jeg ikke. Det var måske dagens svageste øl, eller i hvert fald mindst karakterfulde øl. Det kan skyldes, at den blev hældt om fra den store 3 liters flaske til nogle kander, som kom på bordene. Den var overraskende let i munden. Egentlig en udmærket øl, men der var ikke noget, der skiller den ud fra mængden. Den virker umiddelbart noget neutral, og det er svært at finde julemotivet i den. Men jeg er indstillet på at give denne en chance til under andre forhold.

Karakter 3

Derefter rundede Jakob af med et par gamle, sikre kendinge. ”Rye Porter”, der i den samlede afstemning blev nr. 2 og Årets ølnyhed 2012 ( over 6% ) – ”Imperial Vanilla Coffee Porter”. Langt de fleste var enige om at det var aftenens vinder. Personligt synes jeg disse afstemninger er unødvendige ( øltyperne er for forskellige til at man reelt kan sammenligne dem ), men der blevet en populær tradition, og det gør jo heller ingen skade. Alligevel giver resultatet altid grobund for nogle raske diskussioner.

Derudover smagte vi også et par øl udenfor smagningen, men det må vente til en anden gang.

 

torsdag den 24. oktober 2013

Tid til en øl - Skovlyst Tripel Blonde


24. Oktober 2013

I dag fik vi virkelig danse igennem i vores dansetime, hvor vi nåede alle 10 danse, Det gav sved på panden, men det var dejligt at knokle løs. Og så har man jo sandelig fortjent en øl bagefter.

Forleden så jeg i Bilka et par øl fra Skovlyst på tilbud, Jeg har ikke smagt dem begge, men det kan i hvert fald klart anbefales at investere i en ”Tripel Blonde”.

Det lyder som en belgisk inspiration og det er da også det, der står på etiketten – ”belgisk ale”. Brygget på vand, bygmalt, hvedemalt, sukker,  humle, gær, appelsinskal og koriander. En alkoholprocent på 8,3% giver den betegnelsen ”kraftkarl”, hvilket ikke helt er en autoriseret betegnelse. På etiketten ser vi denne gang en belgisk munk, der har forvildet sig ud i Hareskovens smukke omgivelser. Han har vist nydt mange krus skummende øl.

Det er en smuk øl af flydende rødguld med bobler og tyndt, hvidt skum. Utrolig indbydende duft  af alt hvad der er belgisk – appelsin, koriander, krydderi og belgisk gær. God fyldig krop. Dejlig sødmefyldt smag med masser af moden, let gæret frugt – blomme og rosin. Den er Skovlyst sluppen ualmindeligt pænt fra

Karakter 5


lørdag den 19. oktober 2013

Tid til en øl - Störtebeker Schwarzbier / Traquair


19. Oktober 2013

I dag kom Jakob forbi med nogle øl, han havde billigt til salg. Han havde heldigvis tid til at smage en øl, så vi kunne få en hyggelig sludder over bordet. Det blev til en ”Innis & Gunn Irish Whiskey Cask” og den sidste øl i serien fra Störtebeker – ”Schwarzbier”.

Jeg har tidligere skrevet om denne øl ( sep. 2009 ) og jeg må sige min opfattelse ikke har ændret sig så meget siden. Schwarzbier falder godt i min smag, fordi den ikke bliver tung, men har en letdrikkelig fremtoning. Også selv om den har en del sødme, som det er tilfældet her.

 
På vores tur til Skotland besøgte vi også Traquair House/ Brewery i Innerleithen. Bryggeriet er et af mine absolutte favoritter, især pga deres uforlignelige ”Jacobite Ale”.
Slottet er den ældste endnu beboede bygning i Skotland og absolut et besøg værd. Man kan se slottet med dets smalle trapper og hemmelige løngange, og man kan fare vild i deres store labyrint i haven.
 
Brygmesteren Ian Cameron var desværre ikke på arbejde, da vi var der, men vi kunne få et kig ind i bryghuset, der ikke er ret stort. Der var låst af til gæringsrummet, hvor øllet stadig gæres på de 200 år gamle egetræskar.
 
Til gengæld fik jeg en længere snak med Frank Smith, der hjælper til med at brygge. Jeg spurgte bla. om det var sandsynligt, at man genoptog brygningen af ”Laird’s Liquor”. Det er en øl, der næsten nåede op på siden af ”Jacobite Ale”, men han måtte bedrøve mig med, at den var lagt i graven. Det var faktisk kun i Danmark, at denne øl blev en succes, fordi det kun er her vi sætter så stor pris på lakrids. Flere folk havde pris ”Jacobite Ale” for de fine lakridsnoter, hvilket havde undret bryggerne, da der ikke er lakrids i den. Men englændere og skotter forveksler ofte lakrids med anis, og denne note kan man bla. finde i Jacobite. Det er på den baggrund, man udviklede ”Laird’s Liquor”.
 
Bryggeriet er som nævnt ikke så stort, og da efterspørgslen fra Brasilien på ”Jacobite Ale” steg voldsomt, måtte man træffe den beslutning at lukke ned for produktionen af ”Laird’s Liquor” for at kunne følge med. Jeg spurgte, hvorfor man netop i Brasilien var faldet for Traquair. Det er meget trendy at drikke ”single malt scotch whisky” i Brasilien, og derfor er det blevet populært at supplere whiskyen med en traditionel skotsk ale. Ofte bestiller man en half & half ( ikke at de bliver blandet sammen – man får lidt mindre af hver for samme penge ). Og brasilianerne har i høj grad kastet deres kærlighed på Traquairs øl, hvilket er meget forståeligt. Det samme gælder faktisk i Japan, hvor interessen for skotsk whisky og skotsk ale også er stor. Forhåbentlig er der stadig lidt til overs til at sende til Ølkonsortiet i Aalborg.
 
 
I frokoststuen var de løbet tør for ”House Ale”, hvilket måske var meget godt, for jeg skulle jo køre videre – og det endda i den forkerte side. Så jeg nøjedes med den lettere ”Bear Ale” på 5,0%.
Derefter så vi slottet, så den kunne nå at dampe af. Jeg fik også købt et glas og en T-shirt, men kunne ikke bringe øl med hjem, for Ryanair tillader ikke overvægt. Heldigvis har jeg flere øl stående herhjemme i skabet.
 
 
 

fredag den 18. oktober 2013

Tid til en øl - Störtebeker Hanse-Porter


18. Oktober 2013

Hanseforbundet opstod i 1200-tallet omkring Lübeck og bestod af flere nordtyske byer bla. Hamburg, Bremen, Rostock og Stralsund. ”Hanse” betyder ”gruppe” og denne gruppe af byer mødtes fra 1398 til såkaldte Hansedage i Lübeck. Den sidste af disse blev afhold i 1669. Hanseforbundet er aldrig formeldt blevet opløst. De handlen var på sit højeste havde de kontorer i Novgorod, Bergen og London, så de kom vidt omkring. Flere gange var forbundet i krig med Danmark.

Derfor har Störtebeker også lavet en ”Hanse-Porter”. Man kan måske sige ”inspireret af samarbejdet med de baltiske lande”, men det holder vist ikke helt historisk. Men det er en undergæret baltisk porter.

Sammenligner man med vores egen ”Limfjordsporter”, der også er en baltisk porter, har de ikke andet til fælles end typebetegnelsen. De er så forskellige som nogen, og egentlig ikke sammenlignelige.

Det er en af de sødeste porter jeg har smagt. Den er på 4.0%, så det er ikke en kraftig sag. Mørkebrun med gråligt skum. Sødlig duft med kaffearoma ( kaffe med 4 teskefulde sukker ). Den føles umiddelbart blød i munden, men bruser op til sidst og det er denne friskhed, der hæver øllet op. Smagen lægger sig meget nær en dansk hvidtøl, men som sagt giver kulsyren den et andet præg. Denne passede fint til vores aftensmad, der bare bestod af højt belagt smørrebrød. Jeg vakler lidt i karakteren – den er meget sød, men er på den anden side et alternativ til de andre portere, så alene det giver en berettigelse.

Karakter 3(+)


torsdag den 17. oktober 2013

Tid til en øl - Bellerose Blonde


17. Oktober 2013

I dag havde vi endnu en fantastisk dansetime med vores instruktør Simon. I denne uge har vi fået sat nogle flere detaljer på dansen, så der er noget at arbejde med, når de almindelige timer begynder igen. Simon er meget engageret og målrette i sin undervisning, men gør også en stor indsats for at lave en hyggelig stemning og et godt sammenhold på sine dansehold. Vi sidder altid bagefter og får et glas vin/øl, samt mere eller mindre sunde snacks.

Nu ved han godt at jeg er mest til øl, og derfor tilbød han i dag at tage en øl med, så kunne vi hygge os efter solotimen. Og han havde fundet en fransk øl – ”Bellerose Blonde” på 6,5%. Det er en øl, der på det seneste har vundet flere priser – guld i London i 2010, 2011 og guld i Paris 2012.

På bagsiden læser vi at ”den er brygget med inspiration fra 50’erne, hvor øl var intenst humlede og meget forfriskende.”. Der er brugt tre forskellige humletyper, men ikke nævnt hvilke.

Bryggeriet ligger i den flamske del af Frankrig – i Saint-Armand-les-Eaux. Det blev grundlagt i 1998 under navnet Brasserie des Amis Reunis. Støttet af EU og på foranledning af en gruppe filmfolk og skuespillere fra filmen Germinal ( bla. Gerald Depardieu ). I 2002 skifter det navn til Brasserie Saint Armand les Eaux.

Bryggeriet lukker, men åbner kort tid efter – i 2005 – under navnet Brasserie des Sources. Det er Jean-Luc Robert Butez der bestyrer det.


Det er en orangegylden øl med fine bobler. Skummet forsvandt hurtigt i danseskolen glas, men det virker ellers pænt kraftigt. Der er duft af lys frugt – lidt blomme og abrikos, samt en skarpere note af grape. Den er forfriskende - som bryggeriet hævder, og bitterheden får også lov at markere sig. Måske er det rigtigt at øl var mere bitre i 50’erne ( jeg drak ikke meget øl dengang – jeg var 3 år da de sluttede ), men ellers mener jeg det er et nyere fænomen at bruge mere humle i fransk/belgiske øl. Her er det lykkedes at skabe en god og forfriskende helhed.

Karakter 4

Tid til en øl - Störtebeker Bernstein Weizen


17. Oktober 2013

Klaus Störtebeker er i nutiden blevet sammenlignet med Che Guevara ( som frihedskæmper ) og med Robin Hood ( han tog fra de rige Hansestæder ). En tysk Francis Drake. Der er skrevet bøger om ham, flere punk/metal grupper har skrevet sange om ham og der er lavet udsendelser til TV – og på Rügen er en stor teaterfestival opkaldt efter ham.

Og så er der også et bryggeri i Stralsund. Stralsund ligger gemt inde bag Rügen og den del af Østersøen er kendt for sine store forekomster af rav. Det er nok grunden til af Störtebeker kalder deres hvedeøl for ”Rav-Hvede” ( tysk: ”Bernstein Weizen” ).

Det er en ravgylden øl på 5,3%. Den er sløret med et væld af lystige bobler. I aromaen træder banan, fersken, og pære frem. Det er nærmest en frugtsalt – uden flødeskum. Den føles meget forfriskende og levende, og bringer mindelser om sommer på sådan en grå dag. Smagen er mere syrlig end aromaen lægger op til. Man lægger stadig mærke til banan i baggrunden, men foran dukker syrlig citron og skovsyre frem. Det snerper munden lidt sammen som afslutning. Man fornemmer en smule bitterhed i eftersmagen. Der er brugt Perle-humle.

Karakter 3+ ( synd med det syrligt/bitre præg )


onsdag den 16. oktober 2013

Tid til en øl - Störtebeker Kellerbier 1402


16. Oktober 2013

Der hersker lidt usikkerhed om, hvornår Klaus Störtebeker blev halshugget. Forleden skrev jeg 1402 og det tyder det også på at bryggeriet i Stralsund mener, for aftenens øl er en ”Kellerbier 1402”. Men ellers nævnes 21. oktober 1401 som årsdagen ( så skule jeg jo lige have ventet en uges tid ). Störtebeker var blevet fanget ved Helgoland af den hamburgske flåde, og han blev – sammen med 73 af hans mænd – henrettet på slottet Grasbrook.

Legenden fortæller at Störtebeker lavede en aftale, om at borgmesteren skulle frigive så mange af hans mænd, som Störtebeker kunne gå forbi efter han var halshugget. Hovedløs rejste kroppen sig og vandrede forbi 11 mænd, inden bødlen stak en fod frem og spændte ben for ham.

Senere blev bødlen spurgt om han ikke blev træt, når der var så mange at halshugge, og han svarede, at han da nemt kunne halshugge hele byrådet også. Det blev taget ilde op, og han blev selv dømt til døden. Man har et kranium, der efter sigende skulle have været Störtebekers. Det blev stjålet i januar 2010, men genfundet i marts 2011 af politiet.

 
Nå, men ”Kellerbier 1402” hylder altså et senere dødstidspunkt.
 
Det er en meget lys øl med et let slør. Mange bobler og kraftigt, hvidt skum. Duft af bygmalt og en note af skovsyre. Den føles væsentlig hele livlig end pilsneren fra forleden, men det skyldes sikkert at jeg måtte hælde den gennem en si. Efter første mundfuld var indtrykket skuffende neutralt, men efterhånden fylder smagen mere og mere, og ender faktisk med at være kraftig. Det er maltet med en mørkere note af skovbund og egetræ. Humlen er Select, Tradition og Opal, men den gør ikke noget særligt væsen af sig. Man aner måske lidt citrus. Alk. 4,8%
 
Karakter 3+

tirsdag den 15. oktober 2013

Tid til en øl - Störtebeker Roggen-Weizen


15. Oktober 2013

Jeg fortsætter med ugens tema  - øl fra Störtebeker Braumanufaktur, Hansestadt Stralsund. På denne kolde, mørke dag var det på sin plads med en ”Roggen-Weizen”. Det er en øl brygget på både hvedemalt og rugmalt, samt karamelmalt og ristet malt. Den er let humlet med Perle.

Det er en flot brun øl på 5,4%. Den er klar og med mange fine bobler. Skummet er kraftigt, offwhite og dannet af små fine perler. Det føles cremet og blødt. Duft af banan på rugbrød. Krydrede hvedeølsnoter. God middel fyldig krop. Langvarig smag af malt med banan og krydderi. Der fornemmes stort set ingen bitterhed.

Karakter 4

Det var da en anmeldelse uden den store udenomssnak.


mandag den 14. oktober 2013

Tid til en øl - Störtebeker Pilsener


14. Oktober 2013

I sommer købte jeg en six-pack ved den tyske grænse med et udvalg af øl fra Störtebeker. Det bliver efterårsferiens tema og i dag starter jeg med deres bud på en pilsner – ”Pilsener-Bier” på 4.9%

Jeg skrev første gang om Störtebeker i 2009, men gentager lige historien her:

Under Margrethe I var der kamp om den svenske trone og Mecklenburger-slægten i Nordtyskland gjorde krav på den. Derfor åbnede de i 1391 havnene i Rostock og Wismar for ”alle der ville gøre Danmark skade”, og det tiltrak adskillige sørøvere og kapere, der så hærgede Østersøen. Den kendteste var Klaus Störtebeker.

Störtebeker og de andre kaldte sig for ”Vitalien-brüder.”  Jeg slog det op, og det oversættes ved ”Fetaljebroder” og så er vi jo lige vidt. Men i leksikon forklares det med, at det var det, disse kapere kaldte sig. Så det må vi nøjes med.

Efter freden i 1395 fortsatte Störtebeker med at terrorisere Østersøen – først fra Gotland og senere fra Friesland. De røvede også Hansestædernes skibe og i 1402 blev en stor flåde sendt til Helgoland, hvor man fangede Störtebeker og 79 af hans mænd. De blev ført til Hamborg og henrettet. Legenden beretter at Störtebeker senere er set vandre omkring uden hoved. Med tiden er han blevet en slags ”søens Robin Hood”, hvilket sikkert er grunden til at denne ølserie fra Stralsund er opkaldt efter ham.

Stralsunder Brauerei er fra 1827, og ”Störtebeker”-serien er fra 1997.

 
”Pilsener-Bier” er en lys gylden øl uden bobler og med kraftigt hvidt skum. Dette kan skyldes, at jeg måtte hælde øllet gennem en si, fordi der var gået et glasskår fra flaksekanten. Det var ikke kommet i flasken, men jeg ville gerne være sikker. Der er en let sødlig maltduft, hvor humlen ikke gør meget væsen af sig. Noter af appelsin og abrikos. Den er blød og venlig, hvilket igen kan skyldes sien. Også smagen minder med sin sødlige malt mere om en sydtysk helles end en nordtysk pilsner, men der dukker dog en mærkbar bitterhed op i eftersmagen. Humletyperne er Magnum, Perle, Tradition og Opal.
Karakter 3+                                                                                    

søndag den 13. oktober 2013

Tid til en øl - Isle Of Mull Brewing Company


13. Oktober 2013

I sidste weekend besøgte vi – som tidligere nævnt – vores datter og svigersøn i Skotland. Søndag kørte vi til øen Mull – en af De Indre Hebrider. Her skulle vi bo på et gammelt slot – Glengorm – der lå på øens nordspids, helt ude ved havet. Vi havde en dejlig tur gennem det skotske landskab til Oban, hvor vi skulle tage færgen til Mull.

Ombord fik vi frokost og dertil kunne man nyde den lokale øl fra Isle Of Mull Brewing Company.
Det var en pale ale – ”Galleon Gold”.
I 1588 sank en spansk galeon fra Den Spanske Armada i Tobermory Bay. Ombord var en tilfangetaget skotsk klanleder MacLean, men det lykkedes ham at slippe fri og antænde krudtkammeret, så skibet eksploderede. Man har fundet kobber og sølvstykker, men aldrig den store skat, der hævdes at have været ombord.
 
Tobermory er den eneste rigtige by på Mull, men den har både et whiskydestillery og et bryggeri. Isle Of Mull Brewing Company åbnede i maj 2005, med hjælp fra Oban Bay Brewery. I 2010 blev samarbejdet mere formaliseret, så der er ikke rigtig et bryggeri i Tobermory mere, men der er planer om at åbne et lille bryggeri, så der er noget for turisterne.
”Galleon Gold” er en pale ale ( ”almost lager like” ) på 4,1%. Den har en smuk solgylden farve – selv i færgens plastikglas. Få dovne bobler danner et blødt, hvidt skumlag på toppen. Aromaen er præget af en blomster/frugtagtig noter, der giver et sommerligt indtryk. Humlen giver som balance nogle friskere citrusnoter. I det hele tage spiller humlen ind med et godt bid og en fin smag af citrus. En behagelig overraskelse.
Karakter 4
De fleste veje på Mull er ensporede med et væld af vigepladser. Der var heldigvis ikke så meget trafik på denne tid af året, og da slet ikke ud til vores slot. Her fik vi to værelser med himmelseng og udsigt over vandet, Vi gik en frisk tur ned til havet, inden vi tog ind til Tobermory igen for at få noget aftensmad.
Der havde de naturligvis flere øl fra Mull.
 

”The Red Monk Of Iona” er en amber ale på 4,2%. Iona er en lille ø udfor Mull, hvor et af Skotlands første  klostre lå. Det er en mørk rødlig øl med tyndt cremet skum. Den har en maltet duft af flødekaramel. Engelsk –og skotsk cask ale kan godt virke en anelse fladt i munden og det var også tilfældet her. Jeg foretrækker faktisk flaskeøl, selvom det ikke er pænt at sige. Smagen er sødlig maltet og virker noget neutral.

Karakter 3+

Jeg smagte også deres Brown Ale, men den havde jeg i mellemtiden købt på flaske, så den venter lige lidt.


Tilbage på slottet satte vi os i pejsestuen. Der var ild i kaminen og ovenpå bogreolen stod der 17 flasker skotsk whisky – til fri afbenyttelse. Hverken kone, datter eller svigersøn drikker whisky – selvom de prøvede en enkelt – så jeg måtte jo tage for mig af retterne. Men 17 whiskyer er alligevel en for stor mundfuld, så jeg besluttede at prøve whisky fra Hebriderne – Islay ( Bunnahabhain, Laphroig ), Jura ( Jura Superstition ), Arran ( Arran ), Skye ( Talisker ). Jeg smagte ikke den fra Mull, for vi skulle besøge destilleriet dagen efter. Derimod smagte jeg på en fra Oban ( Oban ).

Det blev til en hyggelig aften.

 
Næste formiddag var vejen spærret af en flok skotsk højlandskvæg, der absolut ikke havde til sinds at flytte sig, heller ikke selvom jeg dyttede. Langsom banede vi os vej gennem flokket, og håbede at vi ikke fik et af de store horn ind gennem sideruden. Vi nåede lige frem til tiden til vores whiskyrundvisning.
 

Tobermory Distillery er det mindste destilleri i Skotland og også et af de ældste. Det stammer fra 1798 og har kun en lille lagerkapacitet. Mange af deres tønder ligger på Islay eller i Oban. De laver to typer – ”Tobermory” og den røgede ”Ledaig”. Der var en enkelt smagsprøve med i rundturen, men man kunne tilkøbe en ekstra. Igen prøvede mine ledsagere en enkelt, lille whisky, men de kunne stadig ikke lide det. Vi fik en hyggelig snak med to engelske par fra Manchester. Vi tre voksne mænd havde alle bestilt to smagsprøver.
Derefter tog vi en rundtur på den nordlige del af øen. De går langsomt på de små, krogede veje med kun et spor.
 
Tirsdag aften åbnede jeg den sidste øl fra Isle of Mull – ”The Terror of Tobermory”. Jeg var nødt til at drikke den – der var vægtgrænse på flyturen.
I 1940 blev der i Tobermory oprettet en skole til anti-ubåd-kamp. Sir Gilbert Stephenson ledede de intensive 3 ugers kurser og han var kendt for sine brutale og kontroversielle metoder. Der blev efterfølgende skrevet en bog om ham med titlen ”The terror of Tobermory”.
Det er en brown ale på 4,6% - i hvert fald i flaskeudgaven. Det er en klar, brun øl ( cask udgaven er mere uklar ) med en maltet duft af rosin og karamel. Der er brugt tre forskellige farvede malte. Flaskeudgaven har mere liv end fadet. Smagen er maltet, men der er et underligt syrligt præg, jeg ikke helt forstår. Det er mest udpræget i caskudgaven. En god, bitter eftersmag.
Karakter 3
 
 

fredag den 11. oktober 2013

Tid til en øl - Glasgow / Tennent's Lager / Deuchars IPA


11. Oktober 2013

Øv, øv og en gang mere øv - for en træls afslutning på fodboldkampen. Vi haster til noget andet.

I lørdags drog vi af sted til Skotland for at besøge min ældste datter og svigersøn. De arbejder og studerer indtil jul i Glasgow. Vi fløj til Edinburgh, hvor vi lejede en bil. Jeg var lidt spændt på at skulle køre i venstre side, men det gik fint. I begyndelsen svært at vurdere afstand, når man sidder i den forkerte side af bilen - at se i bakspejlet var ikke helt naturligt, men jeg lavede ikke noget graverende fejl, og vi ankom uskadt til Glasgow. Om aftenen gik vi ind til centrum og fandt også et sted af spise. Italiensk, så der stod Peroni på ølkortet.

Glasgow har et stort bryggeri – Tennents Caledonian. Det stammer fra 1740, hvor Hugh og Robert Tennent grundlagde det under navnet Drygate Brewery. Det ligger i nærheden af katedralen og Drygate Bridge. I 1790 slog de sig sammen med nabobryggeriet under navnet Wellpark Brewery.
Oprindeligt bryggede de stouts og ales, men i 1885 sendte Hugh Tennent ( ikke en af grundlæggerne ) en pale lager på markedet, og den blev hurtigt Skotlands bedst sælgende.
Bryggeriet lå lige i nærheden af vores B&B og vores datters lejlighed, så vi kom forbi på vej mod centrum. Et sted er muren gået i stykker, så man kan se ind bag ved.
Søndag og mandag kørte vi alle en tur til Mull, og på vej hjem derfra stoppede vi i Balloch, der ligger lige syd for Loch Lomond. Mørke, heftig regn, smalle veje og så i den forkerte side. Vi var blevet trætte og sultne. Heldigvis var vi to til at køre. Min svigersøn førte bilen med stor sikkerhed i venstre side.
 
 
Her kunne vi bla. nyde en ”Deuchars IPA” fra Caledonian Breweries. Det er et bryggeri fra Edinburgh. Det blev grundlagt i 1869 af George Lorimer og Robert Clark, og hed i starten ”The Lorimer & Clark Caledonian Brewery”. Det har i nyere tid været ejet af Scottish & Newcastle og Heineken.
Deres kendteste øl er ”Deuchars IPA” på 3,8% (Cask ) / 4,4% ( flaske ). Denne øl stammer fra 1992 og har vundet over 40 priser i tidens løb, bla CAMRAs  i 2002 for Champion Beer of Britain.
Den fungerede fint til en ordentlig gang fish & chips ( i fin restaurantudgave ), men en IPA som vi kender det i amerikanske udgaver er det ikke.
Det er en lidt mørkgylden øl med svagt hvidt skum, der dog hænger fint på glassets sider. Overhovedet ingen bobler – det var jo en cask ale. Duften er præget af frugt og bær, men ikke så meget humlepræg. Skotterne har jo som tradition sparet lidt på humlen, fordi de var nødt til at købe den i England, og det var de ikke særlig indstillede på. Om det er det der spiller ind, ved jeg ikke. Den har den bløde og flade mundfølelse, som jeg synes cask ale har. Betegnelsen ”fad” passer godt til fadøl. Smagen er også præget mere af frugtvingummi end humle, men der dukker dog en meget sen bitterhed op i eftersmagen. Jeg synes den er svær at placere i kategorien IPA, men derudover er det en fortræffelig øl.
Karakter 3+
 
Tirsdag travede vi Glasgow tynd, mens børnene var på arbejde. Vi så bla. Katedralen og den nærliggende Necropolis ( kirkegård ), der er helt anderledes end vi kender i Danmark. Floden Clyde, og gågaderne i centrum. I alt gik vi den dag over 24.000 skridt.
Så da vi midt på eftermiddagen smed fødderne op, åbnede jeg en øl, jeg havde købt i det nærliggende supermarked. Her var der meget øl fra både kendte og ukendte skotske bryggerier, men vi havde en vægtgrænse med flyveren, så jeg kunne kun få to flasker med hjem.
 
 
”Lomond Gold” er en gylden ale fra TSA ( Traditional Scottish Ales ). Jeg har tidligere skrevet om ”Tullibardine 1488” og ”William Wallace”. Det var en gylden øl, men smagen er noget spids og den mangler i høj grad balance.
Karakter 2
 
Om aftenen gik vi atter på italiensk restaurant, hvor man kunne bestille små italienske retter. Så kunne man sammensætte et lille varieret måltid, i stedet for kun at få lasagne eller pizza. Her havde de ”Tennent’s Lager”.
Det er en glimrende pilsner øl, der helt lever op til dens formål, men så heller ikke mere. Den har en god maltet indledning og der er pæn balance i øllet.
Karakter 3+

fredag den 4. oktober 2013

Tid til en øl - Waterloo Triple 7 Blond


4. Oktober 2013

I 1815 kæmpede soldaterne på marken ved Waterloo, og imellem træfningerne styrkede de sig med det lokale øl fra Brasserie de Marché. De lavede god, stærk øl der kunne få styrke og mod frem i enhver, og det var der ganske givet behov for.

Bryggeriet De Marché blev grundlagt i 1456, men det eksisterer ikke mere Deres øl – Waterloo bliver nu brygget af Brasserie du Bocq, og om det er samme øl, skal nok tages med en gran salt. Især når der er tale om en lys øl.

Og”Waterloo Triple 7 Blond” er den lyse udgave af Waterloo. Det er en smuk, gylden øl med kraftigt hvidt skum. Alkoholprocent på 7,5%. Der er en dejlig duft af appelsin,og sød mandarin, samt en antydning af humle ( Saaz og Spalter ) Den føles livlig og prikkende. Smagen er en smule sødlig, men virker alligevel forfriskende. Også her er der appelsin, der dominerer. Bitterheden fra humlen er udelukkende balancerende.

Karakter 4+


torsdag den 3. oktober 2013

Tid til en øl - Mort Subite Original Gueuze


3. Oktober 2013

Efter en dejlig danselektion med tango og paso doble, hvor vi blev arbejdet godt igennem, trængte vi til noget at drikke, da vi kom hjem.

En god forfriksende øl stod i skabet og ventede – en syrlig sag fra Brasserie de Mort Subite i Belgien. Jeg besøgte deres restaurant/ølcafe, da jeg var i Bruxelles sidste år. Det er et lyst, stort rum med masser af spejle på væggene.


Denne ”Original Gueuze” er nu købt i den danske pendant til en belgisk ølstue, nemlig ”Det Bette Ølhus” i Aalbæk.

Jeg har ikke de store erfaringer med spontangæret øl. Jeg har smagt bryg fra Cantillion, der på det nærmeste var udrikkelige, og andre fra F.eks Lindemanns, der var blevet sødet temmelig meget. Mine favoritter i syrlig øl hører til i kategorien Oud Bruin eller Oud Rood.

Det var derfor meget noget spænding jeg åbnede denne ”Gueuze”. En gueuze er en blandingdøl, hvor ny lambik blandes med ældre, modnet lambik. Dette giver en mere rund og afdæmpet type.  

”Original Gueuze” er en flot, ravfarvet øl på 4,5%- brygget toppes af en tynd bræmme af hvidt skum. Den har en frisk, syrlig duft med noter af æble og eddike. Den er dejlig forfriskende ovenpå danselektionen – en smule snerpende i eftersmagen. Det er en syrlig øl med slet ikke udrikkelig- og heller ikke vammelsødet. Der er en del sødme, især i starten, hvilket nok ikke tiltaler en ægte connaisseur, men for mig er det ganske fint. Faktisk synes jeg balancen er glimrende. Derefter smag af syrlig frugt og en fin syrlig eftersmag.

Karakter 4