Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

torsdag den 17. oktober 2013

Tid til en øl - Bellerose Blonde


17. Oktober 2013

I dag havde vi endnu en fantastisk dansetime med vores instruktør Simon. I denne uge har vi fået sat nogle flere detaljer på dansen, så der er noget at arbejde med, når de almindelige timer begynder igen. Simon er meget engageret og målrette i sin undervisning, men gør også en stor indsats for at lave en hyggelig stemning og et godt sammenhold på sine dansehold. Vi sidder altid bagefter og får et glas vin/øl, samt mere eller mindre sunde snacks.

Nu ved han godt at jeg er mest til øl, og derfor tilbød han i dag at tage en øl med, så kunne vi hygge os efter solotimen. Og han havde fundet en fransk øl – ”Bellerose Blonde” på 6,5%. Det er en øl, der på det seneste har vundet flere priser – guld i London i 2010, 2011 og guld i Paris 2012.

På bagsiden læser vi at ”den er brygget med inspiration fra 50’erne, hvor øl var intenst humlede og meget forfriskende.”. Der er brugt tre forskellige humletyper, men ikke nævnt hvilke.

Bryggeriet ligger i den flamske del af Frankrig – i Saint-Armand-les-Eaux. Det blev grundlagt i 1998 under navnet Brasserie des Amis Reunis. Støttet af EU og på foranledning af en gruppe filmfolk og skuespillere fra filmen Germinal ( bla. Gerald Depardieu ). I 2002 skifter det navn til Brasserie Saint Armand les Eaux.

Bryggeriet lukker, men åbner kort tid efter – i 2005 – under navnet Brasserie des Sources. Det er Jean-Luc Robert Butez der bestyrer det.


Det er en orangegylden øl med fine bobler. Skummet forsvandt hurtigt i danseskolen glas, men det virker ellers pænt kraftigt. Der er duft af lys frugt – lidt blomme og abrikos, samt en skarpere note af grape. Den er forfriskende - som bryggeriet hævder, og bitterheden får også lov at markere sig. Måske er det rigtigt at øl var mere bitre i 50’erne ( jeg drak ikke meget øl dengang – jeg var 3 år da de sluttede ), men ellers mener jeg det er et nyere fænomen at bruge mere humle i fransk/belgiske øl. Her er det lykkedes at skabe en god og forfriskende helhed.

Karakter 4

Ingen kommentarer:

Send en kommentar