Tid til en øl - Lagunitas 12th of Never / Little Sumpin’ Sumpin’ Ale

13. Marts 2017

En aften tog vi Water Taxi til Fort Lauderdales restaurationsstrøg – Las Olas Boulevard. Her havde man ikke fået julelysene ned endnu eller også er det lys i træerne året rundt. Masser af lidt dyrere restauranter og butikker. Vi havde ikke bestilt bord, men fandt heldigvis et på en italiensk restaurant. – Tuscan Grill.

Her kunne man få pasta og pizza, men i denne sammenhæng er det mere interessant, at man kunne smage øl fra Lagunitas. Tjeneren mistede al interesse for os, da vi ikke bestilte vin og havde ingen anelse om, hvilke øl de havde i restauranten. Men jeg bestilte en ”12 Of Never”

Lagunitas stammer fra byen af samme navn i Californien. Bryggeriet blev grundlagt i 1993 af  Tony Magee, men flyttede allerede året efter til Petaluma, der lå lige i nærheden. Det er et af USA’s bedst sælgende mikrobryggerier.

”12th of never” er bryggeriets første dåseøl ( juli, 2016 ). Betegnelsen bruges om en fremtidig hændelse, der aldrig vil opstå. Tony Mageee har tidligere udtalt, at de vil være det sidste bryggeri til at bruge dåser til øl. Dåserne er 12 ounce og kommer i en 12-pack

”12th of Never” er en humlet ale på 5,5%. Bitterheden er høj ( 45 IBU ). Den ligger på grænsen til en IPA. Der er brugt en blanding af nye og gamle humletyper. Det giver en god eksotisk smag. Den er frisk med en markant bitterhed. Smag af grape med et strejf af ananas.

Karakter 4

I vores supermarked købte jeg også en ”Little Sumpin’ Sumpin’ ale”. Den beskrives som en humlet hvedeøl – ”….great for IPA fans but so smooth that the hefeweizen fans dig it too” 

Her er skruet lidt op på alle parametre – 7,5% og 65 IBU. Det er mere ren smag af grape, der dominerer her. Men balancen er fin, og det er en blød og lækker øl, selvom humlen har lidt bid.

Karakter 4

Tid til en øl - Lagunitas Wilco Tango Foxtrot

23. September 2013

Der kom en del øl på bordet, og der var ikke så mange fra Alsace. Derimod kom der en spændende ale fra Lagunitas i Californien.

Bryggeriet stammer fra 1993. Det blev grundlagt af Tonu Magee i byen Lagunitas men flyttede hurtigt til større lokaler i Petaluma. Det er et af de hurtigst voksende mikrobryggerier i USA og har planer om at udvide med et bryggeri i Chicago.

I 2009 bryggede de en ”Correction Ale” og de ville følge op året efter med en ”Recovery Ale”, hvilket var et forsøg på at genskabe øllet fra 2009. Men det lykkedes ikke rigtigt  - ”so What The Fuck”. Det kan man ikke skrive på en øl fra USA, men man kan da forkorte det til WTF. Og så skrive det med det militære alfabet, så det kom til at hedde ”Whisky, Tango Foxtrot”. Problemet var så, at det ikke er tilladt at skrive ”whisky” på en drikkevare, der ikke er whisky, så man fandt i stedet på Wilco.

Det er en brown ale, men med 7,8% og masser af humle kan man måske kan den en Imperial Brown Ale. Undertitlen er. ”A malty, robust, jobless recovery ale” En øl brygget til genoprettelsen af økonomien efter finanskrisen, men WTF foregår. Der er ikke kommet flere jobs ud af det og derfor er det en ”jobless recovery ale”

Mørk, brun øl med maltet aroma, hvor man fornemmer karamel, og nødder. Samtidig sørger en fin humleprofil for at holde balancen i orden. Det gælder også i smagen, hvor humlen får magt og bliver hængende i eftersmagen. IBU 64.

Karakter 4+

 

Tid til en øl - Amerikansk smagning / Div

20. September 2011

Efter spisepausen kom der en ”surprise”-øl på bordet. Jeg ved ikke om det var en kommentar til valget, men navnet var ”Red”. Faktisk var det en ”Imperial Red” fra Lagunitas Det er en øl, jeg så småt havde stiftet bekendskab med på Øllet Dag, hvor Ølkonsortiet præsenterede den, og det var da også her arrangørerne havde fundet den.

 

Det er en mørk ravfarvet øl, der godt kan gå for at være rød. Kraftig humlearoma med lemon og lidt friskhed fra drue. Den har en skarp kant, men bliver ikke spids og tynd. Smag af frugtig humle med en god, lang humleeftersmag.

Karakter 4

 

Green Flash Brewing Co. fra Californien har taget navn efter et solnedgangsfænomen på de kanter. Lige idet solen forsvinder, kommer der et grønt lysglimt i horisonten.( 12, sep 2010 ). Jeg har også skrevet om deres ”Imperial IPA” på 101 IBU, men denne gang var det en tilsvarende mørk øl – ”Double Stout”. Her var humleniveauet noget lavere – 45 IBU, men ellers var der fyldt godt på med råvarer.

Det er en sort øl på 8,8%. Skummet er lysebrunt, men fylder ikke meget i smageglasset. Det er som om man gerne vil undgå skumdannelse. Der er tilsat havreflager og Target humle. Aromaen er i retning af hostesaft med lakrids. Pga af havren er det en behagelig blød og rund fornemmelse der møder en. Den fylder godt i munden. Smag af alkohol, ristet malt og sødme, som jeg godt kan lide det i en stout.

Karakter 5

 

 

Port Brewing har eksisteret siden 1993, hvor Pizza Port havde brug for noget ordentlig øl i deres kæde. Vince og Gina Masaglia, der var medejere af Pizza Port begyndte at brygge I Solana Beach, San Diego, og siden udvidede man med yderligere 2 bryggerier i San Clemente og Carlsbad. Men selv med 3 bryggerier kunne man ikke følge med efterspørgelsen, og da Stone Brewery i 2006 flyttede til større lagerhaller, overtog man deres og åbnede d. 5 maj Port Brewing Co. På 4 års dagen bryggede man en ”4th Anniversary Ale”. Der er en Imperial IPA med kraftig humleprofil – Columbus, Amarillo og Simcoe – tørhumlet med Amarillo og Columbus. ( IBU 95 )

Det er en flot orange øl på 10,0%. Den er ufiltreret og er derfor uklar i glasset. VI mærker en kraftig grapearoma, blandet med fyrrenåle. Den har en fyldig krop, men alligevel med en skarp kant. Kraftig aromatisk humlesmag og bitterheden holder meget længe i eftersmagen.

Karakter 4+

 

 

Aftenens sidste øl i smagningen var fra Southern Tier. På Øllets Dag havde John Bull den mørke ”Iniquity Black Ale” på hanerne, og det var også en mørk øl til denne afslutning. ”Mokah” er som navnet antyder en kaffe/chokolade stout. Der er brugt ristet kaffe fra Jamaica og belgisk chokolade. Der er brugt forskellige mørke malttyper og også ristet umaltet byg. 4 forskellige humletyper – Chinook, Willamette, Cascade og Columbus.

Egentlig er det en blanding af 2 af de andre stouts i Blackwater-serien – ”Jahva” og ”Choklat”. Procenten ender på 11.2%. Det er en kulsort øl med brunt skum. Der er en duft af sødme fra chokolade og ristede noter. Den er rund og meget fyldig, og kan næsten virke klistret. Man smager chokolade og Cafe Latte og den er måske lige på grænsen til det vamle. Der mangler lidt modspil. Det kunne måske fås med lidt is eller kage. Men det er en meget anderledes oplevelse end så mange andre stout, og det er jo i sig selv spændende. Det er ikke en øl man kan drikke mange af i træk – det er sikkert svært at drikke en hel selv.

Karakter 4

 

 

Amerikansk øl er næsten altid meget kraftfuldt. ”More is better” er det amerikanske slogan, men for mig gælder dette udsagn ikke altid. De amerikanske øl kan let blive påtrængende og anmassende og selvom der – som sagt – altid er en masse smag til stede, scorer de ikke nødvendigvis højere point end mere afdæmpede øl. For mig handler det i høj grad om balance, hvis en øl skal nå helt i top. Og det er der jo også mange af de amerikanske der kan. Men en ting er sikkert – amerikansk mikrobryg er i hvert fald aldrig kedelig.

Det var en fremragende smagning og Nikolaj Madsen løftede sløret for en mulig julesmagning senere på året. Det vil jeg se frem til.

Efter smagningen spenderede Antoni Madsen fra Nibe Bryghus en af sine egne øl til bordet – ”Oktoberfest”. Den første udgave var temmelig syrlig ( det var forfriskende ovenpå ”Mokah”) , men brygmesteren var ikke helt tilfreds og fik sat en ny fustage på hanen. Det gav en anderledes rund og afdæmpet øl. Tak for det.

Jeg vil ikke skrive mere om den nu, da jeg næste weekend skal på besøg på Nibe Bryghus, og der er den måske på programmet.

Tak til Gert for brug af billeder.

Tid til en øl - Øllets dag / Ølkonsortiet

6. September 2011

2-0 til Danmark med flotte mål af Bendtner. Sidder lige og ser fodbold, mens jeg nyder en ”House Ale” fra skotske Traquair. Både kampen og øllen er en fornøjelse. Traquair laver efter min mening nogle af verdens bedste øl. Der findes måske nok mere ekstreme øl, men det er sjældent at nogle øl er i så god balance. Jeg bliver aldrig træt af dem, så da Ølkonsortiet i begyndelsen af sommeren fik en ny sending hjem, købte jeg et par stykker – både ”House Ale” og den uovertrufne ”Jacobite Ale”. ( Jeg har tidligere skrevet om ”House Ale” (se  9 mar 09 )

Det er Ølkonsortiet, der sælger disse øl, og Ølkonsortiet var også repræsenteret på Øllets Dag i Nordkraft.

Her blev det afsløret, at butikken har vundet regionens Ølpris 2011 – ganske velfortjent.

 

Det er i hvert fald en butik, som har betydet meget for mig, og som har givet mange gode oplevelser.

Ølkonsortiet havde øl fra amerikanske Lagunitas med. Jeg kan ikke fortælle så meget om øllene, for jeg kom i snak med Peter og Jacob fra ”The Master of Hoppets” ( TMOP ). Peter har anmeldt over 400 øl på YouTube, og Jacob har været med i over 100. Jeg synes måske nok, jeg er med på beatet med at skrive en blog, men de unge har allerede taget de nye medier til sig. Det er nok vejen frem. Og de har velfortjent mange faste seere fra hele verden. Men det blev så som så med notaterne – dog er der et par øl, der kalder på en gensmagning med ordentlig opmærksomhed.

 

 

Lagunitas ligger i Petaluma, Californien. Man kan tage en virtuel rundvisning på bryggeriet hejmmeside. Den første øl jeg smagte var ”Hop Stoopid Ale”, der var en kraftigt humlet øl med god fylde. Der var også en Pale Ale og en IPA, samt en Maximus, men jeg faldt også for deres ”Red Ale” og deres ”Imperial Stout”

 

Ølkonsortiet fik allerede deres pris overrakt af regionalbestyrelsen  d 1. september og dagen efter var der gratis smagning af en ny Beer Here øl fra Christian Skovdal Andersen – ”Farligwine”.

Jeg kom tilfældigvis forbi, så det var jo en god overraskelse. Der var mange andre, der havde fundet vej til Ølkonsortiet, og Christian Skovdal dukkede op lige da jeg skulle gå. Men han var også i Nordkraft om lørdagen, så vi fik en lille snak. Jeg købte en flaske af ”Farligwine” med, som jeg kunne præsentere for vennerne i madklubben om aftenen.

Etiketten er som altid tegnet af Christian selv, og den ser lidt farlig ud. Bliver man sådan af at drikke øllet? – eller trænger pigen i den grad til noget ordenligt øl? Jeg vælger at tro det sidste, for det er en øl der får livet til at summe i kroppen.

”Farligwine” er naturligvis et ordspil på Barleywine – den stærke øltype fra England og USA. Denne øl er på 9,5%. Det er en uklar mørk øl med et orange skær og med lyst, lidt offwhite skum. Kraftig aroma af frugtig humle og alkohol. Den har en god fylde og virker som sagt varmende. Den blev præsenteret på Ølfestivalen i år, hvor den efter sigende var mere rå, men Christian sagde, at den allerede nu var blevet rundere i smagen. Jeg synes ikke, at det er en afbalanceret øl – i hvert fald ikke i betydningen, at den hviler i sig selv. Det er en gevaldig rutchetur, man får – først med en sukkersød start, hvorefter sødme blander med humlen, som derefter får overtaget i en lang aromatisk bitterhed i eftersmagen. – Og så starter man forfra ved næste tår. Men alligevel blander disse smagsoplevelser godt og giver en god sammenhængende oplevelse.

Karakter 5

På Øllets dag skulle Christian Skovdal præsentere endnu en ny øl på Søgaards Bryghus, men det var først kl. 22 og der var jeg ikke i byen.