Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

mandag den 26. august 2019

Tid til en øl - Dark Crops IPA


26. August 2019


Det græske bryggeri ’Dark Crops’ hører til på ’the dark side’, hvilket også kan ses på etiketten. Den hornede djævel er ude for at høste med leen, men denne gang er det vist kun byg, der høstes. Lige præcis nok til at lave en velsmagende IPA.

Dark Crops ’IPA’ er en smuk gylden øl – orange glød i solnedgangen – på 6,0%. Bryggeriet har gjort det til en vane at skrive oplysninger på etiketten, hvilket alle burde gøre – i hvert fald hvad angår bitterheden. 66 IBU frembragt af Simcoe, Mosaic og Cascade humle. Malten er Maris Otter.

Det giver en ualmindelig lækker aroma. Jeg åbnede flasken i haven, og luften fyldes af sød eksotisk duft. Jeg forventede at sommerfugle kom flaksende med det samme tiltrukket at duften. Masser af mango og sød grape. Smagen holder desværre ikke helt, hvad der lægges op til, men det gør det nu sjældent. Humlesmagen fortrænges lidt for hurtig af bitterheden, men det er ellers en fin balance i indtrykkene. Bitterheden holder fint i eftersmagen.

Karakter 4

fredag den 16. august 2019

Tid til en øl - Kreta / Sknipa


16. August 2019


Så skal vi have dyppet snablen. I hvert fald hvis vi skal følge den lille figur på Sknipa’s etiketter.
’Sknipa’ betyder ’myg’ på græsk, men er også en betegnelse for at være fuld. Som når man har suget lidt for meget til sig.

De 3 hjemmebryggere George, Angelos og George begyndte i 2010 at brygge øl og i 2015 stod mikrobryggeriet Sknipa klar i Thessaloniki.
Den lokale købmand på Kreta havde 2 af deres øl i sortimentet, så jeg købte dem og tog den ene med hjem. Den anden nød jeg en varm eftermiddag på altanen.

”Blond og forførende flirter hun og indfanger alle, der smager hende med sin frugtige duft”.
Jo beskrivelsen af ’Sknipa Lady’ er ikke så ringe.

Det er en saison på 5,5%. Uklar med en gylden kulør. Skummet er hørbart brusende som en sodavand, selv efter man har fået det i munden. Det forsvinder hurtigt. Duft af honningmelon og let, lys frugt. Den er brusende og prikkende, men også forfriskende. Smagen er også let frugtig, men eftersmagen er mere tør.

Karakter 3+


Hjemme igen og efter en hel uge med opstart til dans, åbnede jeg sent her til aften en storebror –

’Sknipa Strong Ale Beer’. Den er dog kun på 6,2%

Det er en smuk ravfarvet øl med kraftigt skum. Den har en engelsk udstråling. Duft af malt og faktisk også med en lidt vinøs note. Jeg vil betegne smagen som ’engelsk tradition’. Den er udmærket, men gør på den anden side ikke noget særligt væsen af sig. Måske er den mere utraditionel i den græske ølverden.

Karakter 3


torsdag den 15. august 2019

Tid til en øl - Kreta / Chania



15. August 2019

En aften tog jeg med min yngste datter og hendes kæreste en tur til Chania. Dels for at se byen og dels for at finde et godt sted at spise. Min svigersøn havde fået udpeget en gade, hvor restauranterne var mere autentiske, og han ville gerne smage lidt specialiteter.

Bussen til byen var propfuld, men det forhindrede jo ikke, at der kunne presses flere ind. Betaling foregår ved, at en kontrollør kæmper sig vej gennem bussen, og prøver at få penge fra folk, inden de står ud igen.

Chania er en fin by, hvor de små gader omkring havnen er hyggelige. Vi fandt vores restaurantgade og et spændende sted at spise, og maden var virkelig god.

Jeg spurgte til de 2 lokale specialøl på kortet. Den ene havde de ikke og den anden var en pilsner.
OK, det måtte jeg jo nøjes med, selvom retten var langtidsstegt lam.
Da øllen kom, stod der med tydelige bogstaver ’Golden Ale’ på etiketten ( det er ikke så tydeligt her, for billedet er sløret )

’Lyra’ er en lokal, håndlavet øl fra Kissamos på den nordvestlige kyst. Bryggeriet producerer øl ”i begrænsede mængder, men med masser af kærlighed og passion”.
Så vidt jeg kan se lavet de kun en enkelt øl – ’Lyra’.

Den er på 5,8% og er gylden med til dyb orange glød. Den er blød og lækker at drikke. Smagen er god – sødlig og fyldig med masser af frugt. Jeg blev vældig positiv overrasket over den fine balance mellem indtrykkene. De laver kun en enkelt øl, men det er også i orden , når det er af den kvalitet. Hellere 1 fremragende øl end 8 halvdårlige.

Karakter 4+


Vi var blevet anbefalet en restaurant med et godt øludvalg, men da vi kom dertil blev vi lidt skuffede.

Vi googlede derfor ølsteder i Chania, og fandt ’RIDE’, der lå næsten lige ved siden af vores spisested.
’Ride – Cycle Culture Cafe’ ligger på Daskalogianni 52, og har et lidt råt og spartansk interiør. En bardisk, et køleskab med specialøl og nogle få borde. Og med tung trance- og technomusik ud af højtalerne. Da vi kom var der kun 2 bartendere.


Den ene af dem havde tydeligvis stor viden om øl – både lokalt og internationalt, og anbefalede en New England IPA fra hanen. De har lokale græske øl på hanerne og flere udenlandske øl i køleskabet – bla Mikkeller, Stone og Founders.


Min datter er ikke til bitterhed, så hun valgte en lokal øl fra skabet – ’Flaros Wheat’


’Flaros’ betyder ’måge’ og er betegnelsen for den keramiske skorsten, der pryder mange huse på Kreta. ( se etiket ). Bryggeriet har formet deres gryder efter denne, for at give øllet mere smag og aroma.

Deres ’Wheat’ en let øl på 4,4%. Der er ikke brugt speciel hvedegær, så det er efter amerikansk opskrift. Den er blød og rund og måske lidt mere bitter end min datter havde troet om en weissbier. Humlen er Simcoe.

Karakter 3+

Udover ’Wheat’ brygger de også en ’Amber’, ’Session Ale’ og en ’IPA’

                           

Mændene valgte en NEIPA som var resultat af en samarbejde mellem Anastasiou Brewery og Satyr Brews – begge fra Athen.

Anastasiou er et af Grækenlands mindste bryggerier og det ligger i Chalandri, der er en af de hippe forstæder i Athen. Bryggeriet ejes af Fotis Anastasiou og han driver det sammen med 2 andre.
Satyr Brews ligger også i Athen og stammer så vidt jeg kan se fra 2018.

Satyren i det antikke Grækenland hånende Dionysos og hans vin og holdt deres egne frivole fester, hvor øl var den foretrukne dríkkevare. Nu er satyrerne igen vågnet op til dåd.


Sammen har de 2 bryggerier begået en ganske glimrende New England India Pale Ale. Totalt uklar. Gul og med stort set intet skum. Dejlig eksotisk duft, der er fint afstemt med smagen. God humlesmag der ikke blev overdøvet af bitterhed. En klassik eksempel på en fremragende NEIPA.

Karakter 4+

Jeg nævnte, at jeg tidligere havde smagt en anden NEIPA fra Kukao, og den ikke fungerede. Han fortalte de havde haft store problemer med batch 2. Den første havde været mere vellykket. Vi fik en længere snak om øl. En sted der absolut kan anbefales, hvis man kan holde musikken ud.

De lejer også cykler ud og vejleder gennem til gode ruter på øen.


onsdag den 14. august 2019

Tid til en øl - Kreta / Alfa Weiss / Dark Crops Freezing Moon


14. August 2019


Jeg har ikke helt forstået etiketten på ’Alfa Weiss’. Den er sat omvendt på, men er det en fejl eller et smart gimmick. Vi fik den da åbnet på normal vis.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet af en græsk weissbier, men jeg blev positivt overrasket. Den er ’mit hefe’, hvilket jo giver en uklar fremtoning, og i det hele taget lægger den sig tæt op af en traditionel tysk weissbier. Øllet er friskt og gærnoterne er både i duft og smag præget af banan.

Karakter 3+


Fra det hvide til det sorte. Vi sluttede vores lille ølsmagning af med en ’High Gravity Stout’ fra bryggeriet Dark Crops.


Bryggeriet stammer fra 2016 og deres mission er at levere drikkevarer til ’Den Sorte Messe’. De kalder sig et ”Hell Inspired Brewery” og deres etiket til ’Freezing Moon’ ligner da også plakaten fra en gyserfilm.

’Freezing Moon’ er en kraftig øl på 10,0%. Den er sort, den er sød og den er stærk. Nærmest tyktflydende. Sødlig kaffe, chokolade og karamel dominerer. Bitterheden er lav – kun 20 IBU. Det er en dessertøl og ganske glimrende til at slutte vores smagning af med.

Karakter 4+



mandag den 12. august 2019

Tid til en øl - Kreta / Ikarotissa / Jasmine IPA

12. August 2019


I 2009 var der 6 mikrobryggerier i Grækenland. Nu er der 45. Næsten hver eneste ø har deres eget bryggeri og der er naturligvis også mange steder på fastlandet, hvor der brygges.

Ikaria er en af disse utallige græske øer. Den ligger tæt ved Samos. Også her eksperimenteres med ølbrygning og bryggeriet hedder ’Ikariaki Brewery’. Det er svært at finde nogle oplysninger om bryggeriet. Deres hjemmeside er meget sparsom. Så vidt jeg kan se brygger de kun en enkelt øl – ’Ikariotissa Ale’.

Det er en gylden ale på 5,0%. En anelse sløret i glasset og toppet af kraftigt, hvidt skum. Den har en duft af malt og lidt frugt. Den er såmænd ganske forfriskende, men holder sig en smule neutral i smagen. Lidt malt, lidt humle. Bliver næsten for balanceret til at virke interessant. Svær at være utilfreds med, men også svær at huske.

Karakter 3


’Strange Brew’ er – udover at være et gammelt rocknummer af Cream – også navnet på et bryggeri i Athen. Et såkaldt ’gipsy-brewery’ eller ’fantombryggeri’.


”Brewers without a brewery. We are here to feed your head with strange brews and unique flavors”  

Det blev grundlagt i 2015 af 3 venner og hjemmebryggere. De fik deres første øl lavet på Laconiki Brewery nær det gamle Sparta, og denne øl er stadig deres flagskib. Den blev præsenteret i maj 2017 og hedder ’Jamine IPA’

Det er en uklar, gylden øl på 6,2%. Duft af eksotisk frugt, og der er god overensstemmelse med smagen. Humlen træder frem, men er ikke overdreven bitter. Den minder om en vellykket NEIPA, selvom jeg ikke er sikker på, det er typen.

”Follow Jamine as she wanders the countryside and enjoy the fragrant vibes of summer.”

Karakter 4


 

søndag den 11. august 2019

Tid til en øl - Hellegat / Broder Jacob / Gouden Carolus


11. August 2019


Vi tager lige en lille afstikker fra det græske øl og smager på lidt belgisk.

Her til aften skulle vi til klaverkoncert med den dygtige pianist Philip Michalak. Det var i Skagen Kirke, og vi kørte af sted i god tid. Da vi kørte gennem byen Aalbæk, oplevede vi nogle af de mystiske fænomener på stedet. Motoren satte ud og bilen kunne ikke køre længere. Det er sket før og jeg tror, stedet er forhekset - lidt som Bermudatrekanten. I hver fald måtte vi vente på normale tilstande i det nærmeste hus.

Det viste sig at være ’Det Bette Ølhus’, så ventetiden gik fint nok.


Indehaversken Vera Zobbe tager ofte til Belgien for at indkøbe det store udvalg af belgisk øl, og på det seneste er hun gået på opdagelse hos de nye små bryggerier.


’Hellegat’ bliver brygget af Brouwerij De Klem, der ligger i Niel. Bryggeriet er fra 2016, hvor deres Blond kom på markedet, men Olivier Op De Beeck bryggede sin første øl allerede i 2012.

Deres ’Hellegat Bruin’ er på 6,5% og har en flot, rødbrun farve. Fint hvidt skum pynter på toppen.
Den er meget livlig med kraftig karbonering. Den prikker lidt for meget i munden. Smagen er maltet med en let humleafslutning

Karakter 3+


Der var mange andre nye bryggerier på kortet, men også spændende øl fra kendte bryggerier – bla en ’Gulden Draak Imperial Stout’. Den købte jeg med hjem, for jeg kunne se et par nyheder på fad. Vera fortalte at 2 af dem ikke kunne findes på flaske, så det måtte jeg naturligvis smage.

Broeder Jacob er opkaldt efter den kendte børnesang og melodien pryder da også glasset.
Legenden fortæller at: ” Jacob Klaaszn er novice i klosteret og bliver lærling hos den gamle brygmester Isidor. Abbeden vil ikke have at Isidors viden og brygning går tabt. Året er 1385. Broder Jacob bliver sendt til klosteret Rochefort, hvor han lærer mere om ølbrygning og tilbage i klosteret, begynder han at udvikle sin egen øl. Den bliver meget kraftigere end det øl munkene er vant til, og abbeden instruerer Broder Jacob om kun at brygge den i yderste hemmelighed.

Og det er den blevet, indtil Johan Claaes opdagede den i starten af det 21. århundrede og begyndte at brygge til ære for Broder Jacob.

Vlierbeek Kloster ligger i nærheden af Leuven og blev grundlagt i 1127 af munke fra Affligem. Munkene blev fordrevet under den franske revolution,men nogle vendte senere tilbage. Den sidste munk døde i 1838.

’Vlierbeek Grand Cru’ er en gylden triple på 9,0%. Det er en smuk øl med en let krydret aroma. Den er blød og fyldig. God krydret smag med en anelse koriander. Lang eftersmag med en mild bitterhed.

Karakter 5

Vera og hendes mand overnatter ofte på Het Anker på deres ture til Belgien, og her stiftede hun bekendtskab med en helt ny udgave af Gouden Carolus. En røget udgave. Den er ikke tilgængelig på flaske, men det lykkedes Vera at få en fustage med hjem, så den kan smages.

’Gouden Carolus Smoked’ er på 9,0%. Den har en flot brun farve og en let duft af røg. Den er blød og rund med en behagelig sødme og røgen er mild og passer glimrende til sødmen. en af de bedste røgøl, jeg har smagt i lang tid. Den må de gerne sende på flaske.

Karakter 5

Efter et stykke tid kunne bilen køre igen, og min kone overtog rattet. Koncerten var helt fantastisk, så det var en rigtig god dag.



lørdag den 10. august 2019

Tid til en øl - Kreta / Solo


10. August 2019

Solo Brewery ligger i Heraklion på Kreta. Det er en af stifterne af det norske bryggeri ’Nøgne Ø’ – Kjetil Jikiun -  der i 2015 drog til Kreta for at starte et nyt bryggeri på øen. Så vidt jeg kan forstå kom det første øl på markedet i efteråret 2016.
De har en bred vifte af øl på markedet, men vi nåede kun at smage 2 på denne ferie.

’Horiatiki’ er en ’Saison på 6,5%. Brygget efter belgisk forbillede. Den er uklar med en flot orange glød. Duften er frugtig med en let syrlig drejning. Moderne saison’s er ofte med et syrligt twist, men denne er mere i den oprindelige stil – a la ’Saison Dupont’ – hvor syrligheden kun lige antydes. Det kan jeg personligt bedre lide. Bitterheden er lav ( IBU 25 ) – kun lige nok til at leve lidt i eftersmagen.

Karakter 4


Senere på aftenen åbnede vi en ’Psaki’ – et ord der på kretinsk betyder ’bitter’. Det er en India Pale Ale, der nu går under navnet ’Classic IPA’, hvilket nok hentyder til at der er kommet andre IPA-udgave fra bryggeriet.


Det er en uklar, orange øl med hvidt skum. Den har en aroma af grape blødt lidt op af appelsin. Måske har vi fået et fejlbryg, for smagen var slet ikke i overensstemmelse med duften. Underlig disharmonisk smag, der ender med et strejf af sort peber. En af de andre syntes, der var pebermynte. Jeg landede på, at der igen var smag af retsina, men denne gang i ubehagelige mængder. Alt for dominerende smag af fyr og harpiks. Ikke lige min drik og absolut ikke ’Classic IPA’

Den er på 7,5% med en bitterhed på 50 IBU. Mange af de græske mikrobryg har IBU på etiketten, hvilket er et meget fint tiltag.

Karakter 2

torsdag den 8. august 2019

Tid til en øl - Kreta / Kykao


8. August 2019


Den ene dag var vi på tur i Samariakløften, og der blev det kun til en stor ’Alfa’ da turen var omme, men min kone og døtre havde en af de andre dage aftalt en lille tøsetur. Så måtte vi mænd passe børnene. Og her var der så basis for en lille ølsmagning, når de først var faldet i søvn.

Jeg blander øllene lidt her, for at beskrive samme bryggeri.
Den første øl nød jeg på altanen til en siesta et par dage før.


’Kykao’ (ΚYKAΩ ) er et gammelt græsk udtryk for at ’ruske op’ ( stir up ) og bryggeriets motto er –’to stir up the greek beer scene’.


Bryggeriet er fra 2018 og ligger nær Patras i den allernordligste Peloponnes. De laver et pænt udvalg af amerikansk inspirerede øl – bla. denne ’American Pale Ale’ på 6,0%.

Den er ravfarvet med let skum og har en let duft af citrus og harpiks. Den er forfriskende med et fint bid fra humlen. Humlet med de 5 C’er – Citra, Cascade, Chinook, Centennial og Coloumbus og med en bitterhed på 60 IBU. Jeg synes ikke, man har holdt sig til en ren ’american’ style, men ladet sig inspirere af den ubehagelige vin –Retsina, for der er også en antydning af harpiks i smagen. Heldigvis ikke så meget, så det ødelagde oplevelsen – kun lige nok til at gøre det interessant.


Karakter 4


Til vores børnepasningsølsmagning ( det lyder nu lidt forkert ) havde jeg valgt en ’Hazy New England India Pale Ale’ på 5,2%. 
Den var kun humlet med Citra og havde en bitterhed på 55 IBU.
Som navnet antyder, var den naturligvis uklar – orangegul og med et pænt porøst skum. Duften af frugtig pga humlen, men desværre var der ingen overensstemmelse mellem duft og smag. Smagen var flad og uden nogle særlige kendetegn. Det var mest bitterhed, der pressede sig på. Jeg kunne måske ane lidt humlesmag, men ikke i en grad som normalt kendetegner en NEIPA. Det var lidt en skuffelse.

Karakter 3

Jeg talte senere på ugen med ejeren af ølbaren ’Ride’ i Chania, og han fortalte, at bryggeriet havde haft store problemer med flaskningen af 2. batch af NEIPA. Første bryg havde været væsentlig mere balanceret, så det var jo bare ærgeligt. Det er et nyt bryggeri, så mon ikke der er nogle startvanskeligheder ind imellem. De skal nok få styr på det.

onsdag den 7. august 2019

Tid til en øl - Kreta / Græsk øl


7. August 2019


Vores ferie var en rigtig familieferie med børn, svigerbørn og børnebørn, så det var ikke de store Adventure-eventyr, der prægede ferien. En par gange var jeg dog med min yngste datter og svigersøn på tur.

Ellers var det badning ved poolen – siesta – badning i havet ( skønt vand ) og happy hour ved poolen. Sjældent har jeg fået så mange paraplydrinks på en ferie.
Vi spiste ofte frokost ved poolen. Restauranten var god, og der var da også et par græske øl – dog af den mere traditionelle slags. Sådan var det på de fleste af restauranterne i området.

Den første dag bestilte jeg den eneste græske øl, jeg tidligere har smagt – ’Mythos’.
Bryggeriet blev etableret i 1970 under navnet ’Henninger Hellas S.A.’ og bryggede den tyske øl ’Henninger’ på licens. I 1992 ændrede de navn til ’Northern Greece Brewery’.

Mærket ’Mythos’ blev lanceret i 1997 og blev så stor en succes, at bryggeriet endnu engang skiftede navn. Denne gang til ’Mythos Brewery’. Det er det næststørste ølmærke i Grækenland – kun overgået af Amstel, der jo ikke er rigtig græsk.
I 2008 blev det overtaget af Carlsberg. Hovedbryggeriet ligger i Thessaloniki.

Det er en lys gylden pilsner på 5,0%. Et godt eksempel på en europæisk standardpilsner, som vi jo kender dem fra det fleste europæiske lande. Men måske i den bedre ende. Jeg var i hvert faldglad for lidt mere smag og humlebitterhed, end man ofte møder. Måske fordi temperaturen nåede 34 grader. Men bedre end forventet.

Karakter 3


Et andet populært græsk mærke, som vi stødte på, på restauranterne var ’Alfa’. Navnet hentyder til det første bogstav i det græske alfabet, og betyder naturligvis ’Den første’ eller ’Den førende’.

Det er ’Athenian Brewery’ der brygger. Det blev grundlagt i 1960 og ejes i dag af Heineken. Det er et af de ældste græske ølmærker ( 1961 ) hvilket siger lidt om øllets betydning i græsk kultur.

Det er en klar, gylden øl med en pæn skumtop. Behagelig at drikke – måske lidt for venlig. Der er lagt mest vægt på maltprofilen og ikke megen bitterhed i eftersmagen.
Den minder klart mere om en bayersk ’Helles’ end om en pilsner, og jeg syntes faktisk vældig godt om det mere afdæmpede udtryk.

Karakter 3


I hotellets bar havde de også en schwarzbier – ’Fix Dark’ på 5,2%.

I 1864 grundlagde Johann Karl Fix bryggeriet i Athen, og det er faktisk et af Grækenlands ældste bryggerier. ( Historien går længere tilbage end man lige troede ). Med støtte fra den græske konge holdt bryggeriet nærmest et monopol i nær 100 år, men i 1983 gik det bankerot. Man gjorde flere forgæves forsøg på at redde det, men først i 2009 kom der atter gang i bryggeriet, da interessen for øl også bredte sig til middelhavslandene. En storstilet reklamekampagne med stærke referencer til historien har givet Fix et stort comeback.

Det er en sort øl med lyst skum. Jeg kan ikke sige, om de overholder det tyske Reinheitsgebot, men duft og smag er meget lig en tysk schwarzbier. Den har den let bitre, brændte smag af sortristet malt.

Karakter 3+

Det lokale supermarked havde en hel hylde dedikeret til græsk specialøl. Der var også belgisk trappistøl, men det var jo ikke formålet med turen. Så jeg fik da smagt en del forskellige brands, når der var siesta.




tirsdag den 6. august 2019

Tid til en øl - Kreta / Mikkeller SAS-øl


6. August 2019

Det er længe siden jeg har været i Grækenland. Sidst jeg var der, var længe før min interesse for øl begyndte, så mit kendskab til græsk øl er ikke særligt stort. Jeg tror kun, der en enkelt græsk øl i mit kartotek på 3079 øl.

Her i sommerferien tog vi en tur til Kreta med hele familien – børn, svigerbørn og børnebørn. Mine ferieture er ikke øl-ture, men jeg prøver da alligevel at smage så meget lokalt øl som muligt, så min liste over græsk øl er vokset siden.
Vi rejste med SAS og en ting er i hvert fald bedre end ellers, og det er udvalget af øl på turen. SAS har lavet en aftale med Mikkeller om øl i flyrejsen. Jeg har tidligere smagt 2 øl på en tur til USA, men denne gang var der kommet nye øl på skemaet,

’Northern Trails II’ er en IPA på 6,0%. Den har en flot gylden farve og toppes af en kraftigt skumlag. På dåsen er der afbilledet 3 stjernebilleder, hvoraf i hvert fald det ene er rigtig. ’Carlsvognen’ med ’Polaris’ stjernen. Polaris er også en humletype, så det er jo nærliggende at tro, at denne humle er bugt – sammen med Amarillo og Ekuanot.



Det er en ganske glimrende IPA, der til fulde lever op til det, man forventer. Den er ikke grænsesøgende, hvilket nok er klogt i denne sammenhæng og egentlig også ganske behageligt. Den har en fin smag og en god humlebitterhed. helt klart et godt tiltag fra Mikkeller og SAS, men ikke en IPA, der sætter sig varige spor i hukommelsen.

Karakter 4



På vejen hjem igen en uge senere, måtte jeg smagen den anden Mikkeller øl på kortet. Der var egentlig en tredje – sour ale – men den viste sig kun at være til transatlantiske flyvninger.

Så jeg måtte tage til takke med en alkoholfri øl – ’Drink’in the Sky’.
0,3% alkohol og stilen er en ’american style wheat ale’.

Da Sierra Nevada i 1971 sendte deres 4 banebrydende øl på det amerikanske marked, var en af dem en hvedeøl med navnet ’Wheat’. Man turde ikke bruge den bayerske hvedegær – der giver så mange frugt og blomsternoter – så man brugte almindelig alegær. Først i 2009 turde man lave en ’Kellerweiss’ med ægte tysk aroma.

Mikkellers øl er en type af den første slags. Den er lys gylden med et hvidligt skær. Smagen er god med en fin bitterhed, men det er ikke de tyske noter, man bliver præsenteret for. Personligt synes jeg, det bliver lidt ligegyldig uden – det kunne såmænd næsten lige så godt være en almindelig ale. 
Men på den anden side er det en dejlig frisk øl, hvor man ikke savner mere alkohol. Et rigtig godt bud på en alkoholfri øl, og så blev jeg heller ikke så døsig.

Karakter 3