Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten Willemoes. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Willemoes. Vis alle opslag

tirsdag den 29. december 2020

Tid til en øl - Willemoes Jul 2020


 29. December 2020

Vestfyen laver hvert år en juleøl i serien Willemoes. Eller rettere – de laver flere. ’Julebryg’ og ’Juleale’ er gengangere, men en speciel bryg varierer fra år til år. Den hedder bare ’Jul’.

Gennem årene har disse bryg hvert år placeret sig pænt i afstemninger om ’Årets Øl’, hvilket har givet anledning til en del debat. Fakta er, at det altid er lykkedes at skabe nogle spændende og velbryggede øl af meget forskellig karakter.

I år er det naturligvis ’Jul 2020’, og det er vist en letteste af disse årgangsbryg.

’2020’ er en belgisk dubbel på 6,5%. Krydret med karamelsirup og gran, og humlet med Herkules og Mandarina Bavaria. Den sidste kender jeg ikke til, men det må være den der sætter sit præg på denne øl.

Den er en brunlig øl, ( ikke så rød som på mit billede ) med kraftigt hvidt skum. Det er netop mandarin og appelsin, der er den fremmeste note i aromaen. Det er vældig indbydende. God fyldig krop. Den har den lidt sødlige smag fra karamelsirup i starten. Jeg synes ikke jeg lægger så megen mærke til gran, men lige når man tror det er slut, dukker orangenoterne op igen på behageligste vis.

En øl med meget julestemning.

Karakter 4

mandag den 31. december 2018

Tid til en øl - Juleøl



31. December 2018


Det var egentlig tanken, at jeg ville skrive om e juleøl hver dag i december, men desværre blev jeg så forkølet, så duft og smag var helt spildt på mig. Derefter mistede jeg min mor lige før jul, og selvom jeg har smagt øl hver aften, gled fokus væk fra at skrive på bloggen.
Men jeg har smagt adskillige juleøl – nogle kendte og en del nye.

Einbecker ’Weihnachtsbier’ er en wienerøl på 5,3% - med fokus på maltnoterne. Det er karamelmalt, der dominerer, men der dukker en antydning af humlebitterhed op i eftersmagen. Enkel, men god.

Karakter 4


Ebeltofts ’Juleporter, var en god overraskelse. Den er på 8,1% og har en behagelig smag og fylde. Det er chokolade og ristet malt, med en god balance til humlen til slut. Men dog i den sødere ende.


Karakter 4+


’Cheddleton Christmas Ale’ fra Staffordshire Brewery købte jeg i Det lille Apotek i København. Det er en ret traditionel engelsk ESB, hvor det kan være lidt svært at finde det julede. Måske lidt mere maltet i begyndelsen, men med en udmærket humle til slut. 4,6%

Karakter 3






Braunstein ’Julestjerne’ – De 5 Gaarde ’ Nikolaus’ og Trolden ’Vejen Juleøl’ gjorde ikke så meget væsen af sig.

Den bedste var ’Julestjerne’ på 7,5%. Den var tilsat stjerneanis, hvilket er dejligt i juleøl, men jeg synes, den har en alt for mørk ristet smag, der bliver lidt for gennemtrængende.

Karakter 3+

’Nikolaus’ var på samme måde alt for hårdt ristet og virkede sur og bitter.

Karakter2+

Trolden Bryghus har lavet en brown ale, der til gengæld er blevet noget tynd i karakteren.

Karakter 3


Anderledes er det med ’Willemoes 2018’. bryggeriet Vestfyen laver hvert år en luksusøl af skiftende type, og i år er det en strong ale – lagret på kakaobønner og tilsat cold brew coffee.
Det giver en lækker øl på 9,0% med dejlig sødme og smag af både chokolade og kaffe.
Willemoes’ Juleøl plejer hvert år at nå finalen i ’Årets Ølnyhed’ og det er da også sandsynligt i år.

Karakter 4+

Jeg har på nuværende tidspunkt smagt 2998 forskellige øl, så jeg regner med at runde øl nr. 3000 i aften.

I går besøgte jeg Voldby Købmandsgaard, der har 700 forskellige øl på hylderne. Det er absolut et besøg værd. Jeg købte øl med til nytårsaften, så jeg kan fejre en lille milepæl i aften med vennerne.

GODT NYTÅR!



søndag den 18. december 2016

Tid til en øl - Willemoes Jul 2010 / Coisbo Christmas Bock


18. December 2016


I går var vi til den traditionelle julefrokost hos gode venner i Aalborg. Her er altid god mad  og der bliver også serveret godt øl og kryddersnaps. Vi fik både ”Carlsberg 47” og Jacobsen 2Golden Naked Christmas Ale” og der var også juleøl fra Svaneke og Ørbæk.

Til desserten - som var en julecheesecake, min kone havde lavet – fandt værten en gammel ”Willemoes Jul 2010” frem fra gemmerne. Oprindelig var den en belgisk strong ale på 12,0%, men den lange lagringstid havde ændret, så den var blev langt sødere. Jeg synes, det belgiske præg var gået af den, og den mindede mere om en engelsk barleywine. Jeg anmeldte den i sin tid og lagde dengang vægt på blomme og julekrydderier, men nu er det krydrede væk – det er blomme i madeira. Og det passede glimrende til desserten.



Karakter 4


Her til aften blev der så åbnet for en ”Christmas Bock” fra Coisbo Beer. Bryggeriet er jo desværre gået konkurs, og jeg kan forstå, at der er en del ballade og uenighed om årsagen. Det skal jeg ikke gøre mig klog på, men det er da ærgerligt, når nu de brygger godt øl. Og henvise til ølbloggen ”Stovt”, hvor der forklares udførligt om affæren

”Christmas Bock” nåede at komme i handlen inden konkursen og kan derfor nydes denne jul.

Det er en uklar øl med orange glød. Alkoholprocenten er på 6,25 og den er brygget med appelsin og nelliker, hvilket også er det, der møder en både i duft og smag. Nelliker kan naturligvis godt virke temmelig dominerende, men her synes jeg de er tilsat med nænsom hånd - i hvert fald når man lige har vænnet sig til smagen. En god fyldig øl.

Karakter 4

søndag den 4. september 2016

Tid til en øl - Øllets Dag 2016


4. September 2016

I går var det Øllets Dag, som i Aalborg blev fejret med en lille ølfestival i Nordkraft. Udvalget i Danske Ølentusiaster havde i samarbejde med lokale bryggerier og udsalg sat et flot program sammen med omkring 40 spændende øl, der blev delt gratis ud til de mange besøgende.
Det var de lokale bryggerier fra Løkken, Nibe, Thisted og Vendia, samt Vestfyn, der havde både øl fra Willemoes og Frejdahl med. Derudover stillede Basement Beer Bar op med et par spændende øl og ligeledes Salling med et udvalg af deres store sortiment.

Jeg var ikke sat på nogen opgave, men mødte op tidligt. Det kunne jo være, jeg kunne gøre lidt gavn. Og jeg blev placeret ved disken med blade og brochurer fra Ølentusiasterne, hvor jeg fik en god snak med flere af de besøgende.


Udvalget havde fuldstændig styr på alle praktiske opgaver. Der var folk til at bemande de stande, der ikke selv stillede med nogle, og der var folk ved computeren til af hjælpe med eventuelle nye medlemmer. Og sandelig om ikke det blev til en del nye medlemmer i dagens løb.


Der var ikke så mange besøgende, da vi åbnede kl.10, men op af dagen kom der gang i de ølglade aalborgensere. Og min opgave var ikke mere bunden, end jeg også kunne smage en øl i ny og næ.
Salling præsenterede de lettere øl i form af kendte pilsnere – Urquell, Grolsch, Miller og Leo. – og en mørk lager fra Kozel. Jeg kendte dog ikke ”Leo” fra det thailandske bryggeri Boon Rawd ( det er dem der også brygger ”Singha” )


”Leo” står i dette tilfælde ikke for ”løve”. I hvert fald prydes etiketten af en leopard. Det er en lys lager på 5,0%. Den er lys gylden og smager frisk med mere citrus ( let kunstigt ) end ”Singha”. Til gengæld er der ikke særlig meget bitterhed. Men et udmærket bud på en asiatisk pilsner.

Karakter 3


Jeg smagte flere øl, som jeg kendte i forvejen, men også et par nye. bla. Willemoes 55o Nord. Her er der to øl – en ”Saison” og en ”Rød Lager”. Begge er på 5,7% og lagret på egetræ og begge øl vældig gode. Den lyse ”Saison” tager mest smag fra træet med en let syrlig note, mens den mørke lager får en skarpere kant til den maltede karamelnote. Det klæder den godt.

De får henholdsvis 3+ og 4 i karakter.


Løkken Bryghus havde fire øl med. Jeg har ikke tidligere smage den belgiske blonde ”Kavt” på 7.0%. ”Kavt” er et vendelbo-udtryk for noget, der er besværligt og akavet. Det er et udmærket bud på en frugtig belgisk øl, men der kunne godt være lidt tydeligere retning på noterne.

Karakter 3

Og den helt nye Stout med Kaffe og Whiskey – ”Narvorn”, der bedst kan oversættes til ”drilsk”. Hvis man drikker for meget af den kan man nok bliver lidt drilagtig overfor vennerne. Den er nu ikke så stærk – 6.9%. Der står ”whisky” på etiketten, men så vidt jeg forstod, var der tale om irsk whiskey. Den har en ristet sødme, men kaffe og whiskey kunne også her godt være mere fremtrædende, uden at det ville skade. Tvætimod. Jeg synes umiddelbart, at Løkken Bryghus burde turde lidt mere i deres bryg, for de er i rigtig retning, men måske er de bange for at skræmme feriegæsterne væk.

Karakter 3+

Thisted Bryghus havde flere øl med, men enten havde jeg smagt dem, eller også står de på hylden i mit ølskab, så dem besøgte jeg ikke denne gang. men de havde bla. den gode ”Beer Geek Limfjord”
-et samarbejde med Mikkeller.
Det sammen gjorde sig gældende for Nibe Bryghus, der præsenterede "Fabel", som er brygget sammen med De Danske Ølentusiaster og "Mercator" - deres påskeøl, der så vidt jeg forstod, nu kan fås hele året rundt.


Også Basement Beer Bar havde Mikkeller med – ”Peter, Pale & Mary”. En glutenfri Pale Ale på 4,6%. Let at drikke og med masser af citrushumle.
Basement Beer Bar fik også overakt prisen som ”Årets Nordjyske Ølnavn”, men den bliver egentlig først officielt overrakt på lørdag hvor de fejret deres 2 år fødselsdag.


De havde også ”Black Swan” fra Amager Bryghus med. Det er en genskabelse af ”Congobajer” som Svanemølle Bryghus vandt DM med i 2015. Den betegnes som en ”Session Imperial Stout”, fordi procenten kun når op på 7,5% ( og så kan man jo nemt drikke en tre stykker i rap ). Absolut en af dagens bedste øl

Karakter 5


Vendia Bryghus havde det andet bud på den bedste øl. De havde en ”Pilsner” og en ”Barley Wine” med på fad. En øl i hver sin ende af spektret. ”Barley Wine” på 10,0% er et engelsk bud på typen, så de humlede amerikanske tiltag var ikke til stede. Det var sødme og mørk frugt, der blev satset på, og balancen var god sammen med det vinøse. Men man skal altså kunne lide søde øl – og det er lige mig.

Karakter 5

onsdag den 23. december 2015

Tid til en øl - Willemoes Jul 2015


23. December 2015

Hvert år udsender Bryggeriet Vestfyen en juleøl i serien Willemoes. Det er altid en ny type øl – af kraftig karakter, og denne gang er det en juleporter på 8.0%.

Juleindkøbene er overstået, træet er taget ind, men bliver ikke pyntet før i morgen, jeg har fået et let hold i lænden af at bære rundt på julegaver, og nu er det tid til lidt afslapning med julekalenderne i TV – og en øl til maden.

”Willemoes Jul 2015” er en kulsort porter med brunt, kraftigt skum. Man mærker duften af ristet malt, kaffe og en sødlig chokolade. Det er en god og blød øl at drikke. Den var måske lige lidt for kold i starten. Den blev i hvert fald rundere med tiden og chokoladenoterne trådte mere frem, uden at det på noget tidspunkt blev til en chokoladestout – gudskelov. Det er en fint balanceret øl, der dog ligner adskillige andre porter/stout. Der er ikke rigtig noget, der skiller den ud eller gør den specielt julet. Bare en helt almindelig god porter.


Karakter 4

søndag den 20. december 2015

Tid til en øl - Willemoes Jule Ale


20. December 2015

For mange år siden smagte jeg ”Willemoes Jule Ale” fra Bryggeriet Vestfyen, og jeg kan se på mine notater, at jeg ikke brød mig særligt om den. Den var for mørk for mig.
Heldigvis er der sket en del med mine smagsløg siden, og at kalde denne juleøl for ”alt for mørk” er nok en tilsnigelse.

Det er en mørk, kraftig øl på 8,2% - en engelsk strong ale i den kraftige ende. Den har et pænt beige skumlag og en behagelig frugtig duft, hvor også malt og mariekiks spiller ind. Det er en let drikkelig ale med god og fyldig smag, hvor der ikke er specielle julede ingredienser, der træder frem og dominerer. En øl, der går godt til maden og som man nemt kan tage et par pints af i hyggeligt selskab.


Karakter 4

mandag den 23. februar 2015

Tid til en øl - Årets Ølnyhed over 6%



23. Februar 2015

Efter en spisepause, hvor der blev serveret pølse, pate og ost ( det var lige det vi trængte til ) fortsatte smagningen om ”Årets Ølnyhed” med øl over 6%.

Vi lagde ud med ”Willemoes Jubilæumsbryg” fra Vestfyn. En dejlig, kraftig brown ale på 7,0% med en lille sjat ”Royal Danish Navy Rum” i. Jeg har omtalt den tidligere på bloggen.



Det har jeg også med den næste – ligeledes fra Vestfyn. De er hvert år repræsenteret med deres ”Willemoes Jul” – denne gang ”2015”-udgaven. En kraftig rugøl på 8.0%. God smag af rugbrød og mørk frugt.


”Alstærk” fra Munkebo er også omtalt. Den smagte jeg sidste år i april, da de havde releaseparty på ”Udgårdsloke” på John Bull Pub i Aalborg. Men siden er den blevet lagret på bourbonfade fra USA – nærmere betegnet Knob Creek Kentucky Straight Bourbon Whiskey. En betegnelse der voldte lokalformanden visse vanskeligheder ved at udtale, selvom han gerne gentog det på opfordring. Det giver ”Alstærk” ( der er en af hestene, der trækker Sols vogn på himlen ) en ekstra kraft og fyrighed.


Det er en mørk øl med rødligt skær med en kraftig duft af bourbon og vanilje. God fyldig krop. Smagen indledes med en fin sødme, inden malt, mørk frugt og vanilje overtager. Alkoholen er også tydelig ( 9,2% ), men den virker som et raffinement og komplementerer indtrykket.

Karakter 5


Derefter kom en øl, som mange havde set frem til med både spænding og bekymring – ”Chili Klaus Ghost” fra Midtfyns Bryghus. Personligt er jeg ikke så meget til chili, men Midtfyn har dog tidligere præsenteret to af de bedste chiliøl – ”Chili Tripel” og ”Imperial Stout Chili”.

Chili Klaus er jo blevet kendt på nettet for sine underholdende chilismagninger. Han skriver at: ”Ghost Chilien var den første superhot chili jeg smagte.”

Den stammer fra Indien og er både berømt og berygtet. Berømt for sin søde chilismag – og berygtet for sin intense styrke på over 1.000.000 SHU. Den hedder Ghost Chili fordi sjælen angiveligt forsvinder en kort stund, når man smager den. Chili Klaus har dog erfaring for, at sjælen vender tilbage igen.

Denne chili er nu blandet i vores øl. Alkoholprocneten er 9,2%, men det er ikke her vi skal være bekymrede. Det er en flot rødgylden øl med en ( lidt skuffende ) duft af almindelig peberfrugt. Det er dog ikke den milde peberfrugt der dominerer resten af oplevelsen. Efter en sødlig indledning rammes man af en meget stærk, brændende chilismag. Ikke at det er umuligt at drikke. Jeg havde troet det var værre, men den brændende fornemmelse hænger ved i overordentlig lang tid.

Jeg er ikke så meget for chili. Jeg bryder mig ikke om, at min mad gør ondt, og det samme gælder for min øl. Og man kan mærke den brændende fornemmelse også efter flere glas vand, så det bliver ikke en øl, jeg vender tilbage til, selvom det da var sjovt at prøve.

Karakter 2+


Vi sluttede af med ”Vladimir P” fra Hornbeer. En ”Triple-Russian XXL Imperial Stout” – ”en helt ny ølbetegnelse”, siger bryggeriet.

Nu skal hele etiket-teksten tages med et gran salt. Det er en underholdende og ironisk hyldest til Putin. På hjemmesiden kan man læse hele historien og også se et filmklip, hvor Putin taler positivt om den nye øl ( i hvert fald hvis man ikke kan russisk, og kun forlader sig på underteksten ). På etiketten ser vi præsidenten besejre en vild tyr, mens en regnbue breder sig over ham. Jo, der er nok af kommentarer.

Det er en kraftig, sort øl på 12,0%. Skummet er mørkebrunt og man mødes af en ristet, sødlig duft.
Det er en fyldig øl, der nok i længden bliver lidt for sød i udtrykket. Humlebitterheden ligger på 65 IBU, men det er som om balancen alligevel ikke helt lykkes.

Karakter 4

Ved afstemningen i Aalborg blev ”Alstærk Bourbon” kåret til vinder og det var også min personlige favorit.


onsdag den 3. december 2014

Tid til en øl - Willemoes Jul 2014


3. December 2014

Bryggeriet Vestfyn har siden 2006 brygget en speciel juleøl i Willemoes-serien. Altid en kraftig øltype – oftest en Barleywine, men også Porter og IPA. I år er der tale om en Rugøl på 8,0%, brygget af bygmalt, rug- og hvedeflager – alt sammen dyrket i Danmark.

De beskriver selv duft og smag som ”karamel, bær og rosiner, citrus, mango. lakrids og peber.”

Det er en mørkebrun øl, hvor lyset har svært ved at trænge igennem. Den toppes af kraftig, groft skum. I duften er der ristet kaffe, sødlig rugbrød ( nogle kaldte det ligefrem for øllebrød ) og jeg synes faktisk også, de har ret med noten af peber. Smagen er solid – også her er der ristet malt, rosin og rugbrød. Og en bitterhed, der er med til at afstemme det hele godt.

Karakter 4

Til vores juleølsmagning stiftede vi også bekendtskab med to belgiske juleøl – ”Corsendonk” og ”Bush Nöel”. To dejlige øl.


tirsdag den 8. juli 2014

Tid til en øl - Willemoes 10 års Jubilæum


8. Juli 2014

De første dage af min sommerferie er arbejdsdagen længere end normalt. Jeg møder op på Hals Skanse kl. 9 og maler kulisser til vores sommermusical, og så bliver jeg ved til kl. 18.00, hvor prøverne går i gang. Så jeg er hjemme igen omkring kl. 23. Det efterlader ikke megen tid til en øl, selvom vi på måske får en enkelt pilsner til frokost, hvis der er andre på pladsen. Det er hårdt, men man mærker det næsten ikke, for det er først og fremmest sjovt - at lave noget helt andet end til daglig. Og resultatet er blevet godt.


Bagvæggen er et kæmpestort verdenskort, så man kan følge med i ”Jorden rundt på 80 dage”. 


 Sidevæggen er der blot for at lede blikket mod scenen, og knytter sig ikke til nogen speciel scene – så det er blevet en fortælling i sig selv. Jeg har aldrig lavet et maleri af den slags før. Det var spændende.

 
Nu er kulissemaleriet slut, men vi spiller forestillingen, og det går fantastisk godt. Men det bliver sent, inden jeg er hjemme. I går fulgte nogle venner dog med hjem efter stykket, og så knappede vi en hyggeøl op.
 
Det blev ”Willemoes 10 års Jubilæumsbryg”.  En Imperial Brown Ale på 7,0% - tilsat Royal Danish Navy Rum.


I maj 2004 bryggede Vestfyen deres første øl i serien ”Willemoes”. Dengang var det brygmester Henrik Sørensen, der stod ved kedlerne, og siden er det blevet til flere velsmagende varianter. Willemoes Julebryg har i mange år været blandt de bedste – med stor variation i typerne. I anledning af 10 års jubilæet er Henrik Sørensen gået sammen med nuværende brygmester Christoph Behnke om at skabe en spændende øl. En kraftigt maltet brown ale med den ægte danske flåderom – genskabt efter apoteker A. H. Riises originale recept. På Willemoes tid var romrationen inden en kamp temmelig høj. Der skulle være noget at dæmpe nerverne med.

Det er en mørkebrun øl med rødligt skær og offwhite skum – hen imod lidt beige. Der er sveske, rosin og rom i næsen, og man mærker også rommen som en skarp introduktion, når man får øllet i munden. Smagen domineres af mørke frugter og en sødlig, alkoholiseret smag. Man er ikke i tvivl om, at her er noget destilleret brændevin i. Det virker dog ikke sprittet, da det blander sig fint med sødmen. En god brown ale med et skvæt raffinement oveni.

Karakter 4+
 

søndag den 22. december 2013

Tid til en øl - Willemoes Jul 2013


22. December 2013

Hvert år laver Bryggeriet Vestfyn i Assens en julebryg i serien Willemoes. Det er en ny stærk øltype hvert år, og vi har stiftet bekendtskab med belgisk ale, barleywine og en kraftig IPA.  ”Willemoes Jule 2013” er en baltisk porter på 8,5% - krydret med whisky fra GlenDronach.

I slutningen af 1700tallet eksporterede englænderne meget porter/imperial stout til det russiske hof i Skt. Petersborg. Ved Napoleonkrigens udbrud  blev det også til krig mod Danmark, og det førte til Slaget på Reden i 1801, og historiens første terrorbombardement mod en storby i 1807, da englænderne bombarderede København i 3 dage. Selvom englænderne konfiskerede den danske flåde, havde de alligevel ikke kontrol med de russiske havne, og handlen med Rusland gik i stå. Det førte til at russiske og baltiske bryggerier selv begyndte at fremstille porter, og da krigen var slut, var en stor produktion kommet i gang.

Med tiden vandt den undergærede øl indpas i Østeuropa, Skandinavien og Baltikum, og også porteren undergik derfor en forvandling. Den baltiske porter er en undergæret øl.

”Willemoes Jul 2013” er lagret på egetræsfade og afrundet med whisky fra det skotske højland.

Det er en mørk øl med brunt, kraftigt skum, der dog virker let og luftigt. Duften hensætter én til de gamle skibe på Willemoes tid ( Willemoes var med ved Slagen på Reden, og blev dræbt i 1808 i et søslag med engelske skibe ). Det er brændte noter, egetræ og tjære, der domineret aromaen. Den virker påfaldende let i munden af så mørk en øl, men det er jo netop et af kendetegnene på undergæren. Smag af ristet malt, vanilje, egetræ og indimellem et tydeligt skvæt whisky. Det er en kraftig øl, der sætter smagløgene på overarbejde.

De sidste år har ”Willemoes Jul” været med i opløbet om Årets Øl, og lur mig, om ikke også de kommer det i år.

Karakter 4+                                                                                                                           


fredag den 21. december 2012

Tid til en øl - Willemoes Jul 2012


21. December 2012

I dag kom min bror på besøg, så vi kunne bytte julegaver. Vi fik en lille ribbenssteg med rodfrugter til, og jeg åbnede ( foruden ”Vintersolhverv” ) op for ”Willemoes Jul 2012” fra Bryggeriet Vestfyen.

De laver hvert år til jul en eksklusiv julebryg i en ny stil. Vi har fået krydret belgisk ale, barleywine og i år har de kastet sig over en IPA. Det er en kraftig udgave, som måske kunne benævnes ”imperial” med masser af dejlig aromahumle. Det lader til at være den australske Galaxy humle, der er benyttet. Tre malttyper – Hanka, Maris Otter og Bohemian – de to sidste er gulvmaltede.

Det er en flot rød-orange øl på 9.0%. Den er ufiltreret og fremtræder uklar i glasset. Hvidt skum på toppen. Eksotisk humlearoma med sødlig grape ( bryggeriet skriver selv passionsfrugt, og det skal nok være rigtigt )  - i hvert fald er det mere eksotiske citrusnoter, der kommer frem. God balance mellem malten og humlen – dog skal det siges at humlen naturligvis er det centrale i en IPA. Men det er netop denne type IPA jeg holder mest af. Her får aromahumlen lov til at blive hængende i eftersmagen, så man slipper for den rene bitterhed til sidst.

Karakter 4+

Mon ikke denne juleøl fra Willemoes også vil blande sig i afstemningen om Årets Øl, som den forgængere ofte har gjort. Om velhumlede IPA’er så bringer en i julestemning, kan nok diskuteres, men det er jo lige meget. En god øl er en god øl.


lørdag den 10. december 2011

Tid til en øl - Willemoes Jul 2011


10. December 2011

I dag har vi været til jysk/fynsk mesterskab i dans. Det lyder fint, og vi havde egentlig heller ikke anset det for noget, vi skulle med til, men et andet par skulle med og overtalte os til at deltage. Det andet par sprang så fra, men vi tog alligevel af sted. Til den slags turneringer er man delt i 2 kategorier – Sportsdansere ( dem der virkelig kan danse ) og talent ( os andre der gør det mest for sjov ). Vi stillede op i Pardans-talent, og der var kun 3 par meldt til, så vi var sikre på bronze. Men sandelig om ikke vi fik en 2. plads, så vi var glade. Det skal nævnes at det er ikke for placeringens skyld vi er med, men fordi vi synes det er fantastisk sjovt. Vi blev og så sportsdanserne også, og der er rigtig meget for os at lære endnu. De er meget dygtige.

Her til aften så vi ”Voice” på TV2, og jeg må sige, vi var lidt utilfredse. Der var ingen der valgte de 3 bedste stemmer, og vi fik faktisk den tanke, at man fra programmets side ikke vil have for dygtige stemmer, for så er der ikke noget at arbejde med. Jeg synes det er påfaldende, at det skete 3 gange på en aften.

Efter vores præstation i dans, var det på tid at nyde en god juleøl, og på hylden stod ”Willemoes Jul 2011”, der har vundet flere smagninger i år. Vestfyn har tidligere vundet ”året ølvalg” med deres juleøl i Willemoes serien, og sender en ny opskrift på markedet hvert år. Sidste år var det en belgisk inspireret øl, og i år er det en ”american barley wine” på 10,0%

Etiketten ligner sig selv – med en lille beskrivelse af hvem Willemoes egentlig er, men ellers er der ingen oplysninger – jo, bygmalt,  humle og overgær + kuldioxid.

Det er en mørk, brunlig øl med et rødligt skær. Aromaen beskrives på hjemmesiden som ”lime, grape og tropisk frugt”, men det er noget andet jeg fornemmer. Det er en dejlig duft, hvor blomme og alkohol springer i næsen med det samme. Derudover dukker der abrikos og en anelse valnød op senere. Den har en god fyldig krop. Smagen er præget af mørk frugt, alkohol og en smule humle.

Karakter 4                                                                                                                   

Selvom jeg ikke har ment at Willemoes har været blandt de allerbedste øl de sidste år, må jeg alligevel indrømme, at det altid er en høj kvalitet, der præger denne serie. Det er det også med denne ”Jul 2011 ”


torsdag den 18. august 2011

Tid til en øl - Willemoes Belgisk Ale


18. August 2011

Vi var en tur i Skagen på vores lille ferie, og kørte med Sandormen helt ud på Grenen. Derefter gik vi ind på Brøndums Hotel og fik deres store medalje, samt kaffe og varm chokolade. Medaljerne var ved at være for stor en mundfuld for os alle sammen, men det hører sig jo til på stedet. Vi sluttede af med en flot solnedgang på stranden ved Tversted, hvorefter vi fik en is fra ”Det Blå Ishus”. En dejlig dag.

 
Til aftensmaden åbnede jeg ”BBQ” fra Vendia, men som fortalt i går, skummede den over i en uendelighed. Så jeg valgte at åbne en ny øl fra Vestfyen i stedet. Deres serie ”Willemoes” har mange udmærkede øl på samvittigheden, og nu har de prøvet kræfter med en ”Belgisk Ale” på 7,0%. Den blev præsenteret på Ølfestivalen i 2011.08.18 Etiketten er blå med guldtryk, der viser en mand, der tapper øl fra tønden. Det ligner ikke en munk, men mere en jæger.
 

Det er en mørk mahognifarvet øl ( tilsat farve ) med hvidt skum  Boblerne har forskellig størrelse og skummet består af store bobler, der knitrer og hurtigt forsvinder. Der er tilsat ekstra CO2. Der er en dejlig krydret duft med en snert af lakrids. Den fylder godt i munden, selvom den ekstra CO2 giver den en lethed, man bla. kender fra Grimbergen, der bruger samme tilsætning. Kompleks smag af mørk frugt, hvor lakrids dukker frem mod slutningen

Karakter 4

lørdag den 11. juni 2011

Tid til en øl - Willemoes Påske Ale


11. Juni 2011

Tordag aften afholdt jeg en lidt anderledes ølsmagning end jeg plejer. Der var møde i et nyt ”netværk for æstetik og dannelse” i Aalborg kommune. Det er Universitetet, Konservatoriet og Kulturskolen, samt adskillige andre ligesindede institutioner, der er gået samme til fælles inspiration. Til det første møde var professor Dorte Jørgensen fra Århus inviteret til at holde et oplæg om æstetik. Det var vældig spændende, men også på et temmelig højt filosofisk plan.

Jeg skulle så fortælle om 3 udvalgte øl ( jeg havde udvalgt dem ), og her var det passende at indlede med ordene – ” og nu til noget helt andet”. Der kan såmænd være meget filosofi i øl, men for meget øl fører til lommefilosofi, og det var bestemt ikke aftenens emne. Tiden var lidt presset, så jeg speedsnakkede mig gennem en præsentation af de 3 øl på et kvarter, hvorefter man kunne debattere videre ved bordene. Det blev nok lidt mindre filosofisk, men det lod ikke til at være et problem.

Jeg havde taget ”Strong Suffolk” fra engelske Green King, ”Westmalle Triple” fra Belgien og den nye ”X-porter” fra Midfyn med. Jeg plejer at vide, hvor mange der er meldt til ølsmagning, men det vidste jeg ikke her, kun hvor mange der var meldt til arrangementet – 42 personer. Så jeg havde taget øl med til 40 ( jeg kendte et par af deltagerne som ikke drikker øl ). Det viste sig at der var 25, der gerne ville smage på øllene.

Jeg havde en aftale med Vinspecialisten, så jeg kunne levere de flasker tilbage, der ikke blev åbnet, men det blev ikke til mange, for der var flere, der gerne ville købe en hel flaske med hjem. Især af den fortrinlige ”X-porter”. Så det var en stor succes, selvom jeg mistede overblikket for en stund.

I går havde vi sæsonens sidste koncert med elever på Kulturskolen, og jeg havde flere med bla et rockband. Det gik vældig fint. Om aftenen skulle vi til madklub og her fik vi også øl til maden bla. den gode ”Dubbel” fra La Trappe.

I dag har der været øvning på Robin Hood hele dagen.

Der er jo en vis sammenhæng mellem påske og pinse, så det kan ikke være helt forkert at fortælle om en påskeøl nu. Jeg skrev lidt om ”Willemoes Påske Ale” fra Vestfyen i april, men lovede at vende tilbage til den, når jeg havde bedre tid til at smage på den.

Det er en mørk rødlig ale på 8.0%. Der er tilsat ekstra muscovadosukker, og sukkersødme er nok det mest gennemgående indtryk. Der er også tilsat glukosesirup og kulsioxid. Skummet er lidt groft og svinder temmelig hurtigt. Duften er lidt vinøs, men først og fremmest præget af sødme. Kuldioxiden giver en del livlighed til øllet og sukkeret får glasset til at bliver klistret. Smagen er også lidt sukret men med alkohol, og indtrykket bevæger sig imod en barley wine mere end en belgisk inspiration

Karakter 4

 

onsdag den 27. april 2011

Tid til en øl - Willemoes Påskebryg


27. April 2011

Forleden havde vi påskegæster og smagte i den forbindelse en ”Willemoes Påskebryg” fra Vestfyen Bryghus. Når snakken går, er der ikke tid til nærmere smagsstudier – og det er jo heller ikke nødvendigt altid at gå i detaljer. Ølsmagning er egentlig ikke spor indviklet – smager det godt eller ej. Øl er i høj grad til hygge og man skal jo ikke glemme at hygge sig med sine venner.

Men når tiden og lejligheden er dertil, kan man jo godt fordybe sig lidt mere i brygget.

”Willemoes Påskebryg” er en stærk ravfarvet øl på 6,5%. Den har mange karakteristika til fælles med en bock, men den er ikke brygget efter Das Reinheitsgebot, for der er tilsat kuldioxid. Det giver en friskere og mere aggressiv fremtoning end man forventer at en bock, og det ses tydeligt i de mange små brusende bobler. Den har en maltet aroma, hvor også humlenoter trænger sig på og en lille snert af sprit. Det maltede islæt – der er typisk for en bock – gør sig også gældende i det første smagsindtryk, hvorefter der kommer en lidt kunstig citrusnote, inden der afsluttes med en god bitterhed.

Karakter 3+


søndag den 24. april 2011

Tid til en øl - Diverse Påskeøl


24. April 2011

Forleden mistede vi vores ene kat. Den var blevet syg og dyrlægen mente det var nyresvigt. Han prøvede at behandle, men senere på aftenen begyndte den at få meget slemme kramper af længere og længere varighed. Det var forfærdeligt at se på, så vi ringede, og dyrlægen kom og aflivede katten. Det var meget trist, for det kom så pludseligt, og det var en lidt speciel kat for os. Den og dens bror blev flaskefodret i flere uger, fordi deres mor ikke kunne amme. Så de var blevet meget mennesketrygge og elskede at ligge og putte hos os. Det savner vi allerede meget.

Vores ældste datter er hjemme på påskeferie fra Spanien, så vi har haft en del gæster på besøg de sidste par dage. I går fik vi langtidsstegt lam. 10 timer i ovnen ved lav varme. Det var så mørt, at man kunne skære det med en ske. En opskrift som Claus Meyer demonstrerede i TV forleden. Vældig godt.

Dertil nød vi nogle påskeøl – ”Påsketrold” fra Skagen Bryghus ( 22. marts 2010 ). En let drikkelig guldøl. Og de 2 påskeøl fra Vestfyens Willemoes-serie – ”Påskebryg” og ”Påske Ale”.

”Påskebryg” er en bockøl på 6,5%. Ovenpå Skagens påskeøl virkede den i starten lidt tung, men den vandt efterhånden med en fin maltfylde.

 
”Påske Ale” er en belgisk inspireret øl på 8,0% - en bruin med ekstra Muscovadosukker. En god, sødlig øl med flere smagsindtryk, der passede godt til lammet. Der kommer måske en mere detaljeret beskrivelse, når jeg får smagt dem i ro og mag ( der er lidt til overs ). Det er lidt for uhøfligt, at sidde og tage notater når man har gæster.
 

Til frokost i dag åbnede jeg en ”Påske Ale” fra Rise Bryggeri på Ærø. En øl jeg smagte for et par år siden. Jeg blev desværre lidt skuffet denne gang. Farven var fin og aromaen ligeså. God karamelmalt, men der var alt for megen kulsyre, der prikkede i næsen og ødelagde smagsindtrykket. Det var faktisk svært for mig at opfatte nogen smag overhovedet.

Her til aften var hele familien samlet, inden min datter rejser af sted igen, og vi fik en dejlig jordskoksuppe. Det var de samme øl, men udvidet med den originale danske ”Påskebryg” i Carlsbergs Semper Ardens serie. En glimrende bockøl efter en opskrift fra 1907.

Der står stadig et par påskeøl på hylden, så påske er ikke helt ovre endnu. Faktisk har jeg også et par juleøl stående ( og jeg så at de i Brugsen har Willemoes Julebryg på tilbud, men jeg køber nok ikke ekstra juleøl nu ). Glædelig Påske.