Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

torsdag den 31. marts 2011

Tid til en øl - Memminger Flight


31. Marts 2011

Vikar til danselektionen i dag, men det gjorde han fint. Vi fik danset de fleste af dansene, så pulsen kom op og vi svedte en del. Så trænger man til en god frisk øl – en pilsner, pale ale eller weissbier. Jeg havde en ”Flight” fra det bayerske bryggeri Memminger stående. Det var den, jeg købte i Jels for et par dag siden. Jeg tror jeg skal sørge for at have en ikke alt for tung øl til om torsdagen.

Memminger Brauerei ligger i Memmingen i Bayern. Ikke helt nede i alperne, men de henter åbenbart der vand der, for sloganet er: ”Gebraut mit natürlichem Gebirgswasser.  Der er 70 km til kilden i Benninger Mose. Vandet kommer ad underjordiske vandårer fra alperne til mosen, så det er sikkert rigtig nok, men alligevel – lidt fejlinformation. På etiketten ses de snedækkede alpetoppe, og flasken er klar blå for at signalere friskhed og krystalklart vand. Jeg har ikke noget bud på, hvorfor den hedder „Flight“

Bryggeriet stammer fra 1886, hvor Josef Hertz overtog værtshuset ”Schwarzer Ochsen” i en forstad til Memmingen. I 1906 var bryggeriet det næststørste i byen, der på det tidspunkt havde 21 bryggerier. I 1911 slog 3 bryggerier sig sammen ( Schwarzer Ochsen, Schwarzen Adler og Weisse Rose ) og blev det første storbryggeri. De kaldte sig Bürgerlisches Brauhaus. Navnet Memminger Brauerei stammer fra 1998. Inden da havde der været stor uenighed mellem ejerne Kesselschläger og Bilgram, og det endte med af Kesselschläger købte alle aktier for ca 20 mill DM. De spegede intriger må man selv slå op ( det er ikke overdrevent spændende ). Bryggeriet hører til blandt de 100 største bryggerier i Tyskland, og har omkring 20 forskellige øl i sortimentet.

Tilbage til sagens kerne.

”Memminger Flight ” er en sløret gylden øl på 5,3%. ( fremgår ikke af etiketten ). Der er gærrester i flasken ( feiner hefe ), hvilket giver det slørede udseende. Masser af brus og en kraftig skumtop. Aromaen er ikke kraftig, men kan dog tydelig fornemmes – kryddernelliker og lys frugt. Den føles frisk og pågående i munden – god til ”afterdance”. I smagen træder citrus ( ikke fra humle ) tydeligere frem end normalt, derudover  er der banan og en svag kryddernote. Eftersmagen er syrlig/sød – citrus/banan.

Karakter 3+


onsdag den 30. marts 2011

Tid til en øl - Cigar City Either / Or


30. Marts 2011

Jeg må indrømme, at jeg sidder her med en lille fjer på. Til aften var der svensk pølseret på menuen og jeg havde tænkt at nyde en ”black ale” som jeg havde fundet for nylig, dertil. Det er egentlig 2 øl – 2 sider af samme sag – så det var jo nærliggende at lave en ”komparativ smagning”, som mine venner ynder at kalde det. Jeg havde dog glemt at checke alkoholprocenten – 11,2%.  Så det er en glad og lidt anløben anmelder, der sidder her i dag.

Cigar City Brewing er et spændende nyt bryggeri i Florida, USA. Staten har længe været betegnet som en ødemark hvad angår øl, men nu er den kommet på ølkortet.

I 1996 begyndte Wayne Wambles at brygge for sig selv. Han arbejdede i mange år for Buckhead Brewery, Dothan Brewery og til sidst Foothill Brewery i North Carolina. Men i 2008 åbnede han sit eget ”Cigar City Brewery”. De brygger en del forskellige øl, men er ikke tidligere kommet til Danmark.

”Either / Or” er brygget i et samarbejde med Hill Farmstead i Vermont og Grassroots Brewing i Danmark, og det er netop grunden til at vi kan finde disse øl her. Farmhill Brewing i Vermont er ejet at Shaun Hill. Han var en lang årrække ansat som chefbrygger på Nørrebro Bryghus, og da han vendte tilbage til USA, stiftede han”Grassroots Brewing” som et datterselskab for Farmhill. Disse 2 spændende øl er altså et samarbejde mellem Wayne Wambles og Shaun Hill.

 

 
”Either / Or” betyder ”Enten /Eller” – og som der står på etiketten. ”Man kan ”enten” prøve denne øl ……”eller” denne øl.
Ifølge beskrivelsen er de brygget ens. ”A high gravity black ale brewed with Ty TY Honey, cupious amounts of hops and aged on toasted Spanish cedar”. Begge øl er altså brygget med honning, masser af humle og lagret på spanske cedertræsfade. Og hvordan adskiller de sig så?
Det er svært at finde oplysninger på nettet, om der er forskelle, så nu må vi smage os frem.

 
”Either” har en sort etiket, hvor der står, at den er ”Nr. 1 af 2”. Egentlig er der planlagt 4 øl, men foreløbig er der altså kommet 2. Det er en kulsort øl med lysebrunt, fast skum. Det føles dog blødt. Der er en kraftig duft af mørk malt og sødme fra honning, samt en tydelig note af humle. Det er en varm og fyldig, næsten tyktflydende øl, der føles blød i munden. En kraftig og kompleks smag, hvor ristet malt, honningsødme og en markant og god bitterhed er de mest fremtrædende noter. God bitterhed i eftersmagen.
Karakter 5
 
 
”Or” har i modsætning en hvid etiket, men ellers er teksten fuldstændig den samme. Den er ligeså sort med lysebrunt, lidt cremet skum, men duften er anderledes. Den virker svagere. Sødmen er nedtonet og de ristede noter fremhævet. Bitterheden virker skarpere, når der ikke er modspil fra sødmen. Denne øl er også tyktflydende og fyldig, men virker ikke så blød og rund som ”Either”. Det er de samme oplevelser i smagen – mindre sødme og mere ristet bitterhed.
Karakter 5
Der er ikke den store forskel, men når man smager dem samtidig, kan man mærke en forskel. For mig er det sødme, der gør udslaget, og jeg er nok mest til ”Either”. Dog vil jeg sige, det er gode øl at dele. Begge 2 på en gang er næsten ved at være for meget af det gode – næsten…
Så vidt jeg har hørt er Cigar City Brewery blevet forbudt i Norge, da man ikke må reklamere med tobaksvarer. Og slet ikke sammen med fødevarer. Det minder jo fuldstændig om forbuddet mod ”Rough Snuff” fra Midtfyns Bryghus. Man må undre sig.
De 2 sidste øl i serien skulle hedde ”Neither / Nor”, men dem kommer vi nok ikke til at smage. ”Jeg vil ”hverken” smage den ”eller” den”. Det virker umiddelbart som et dårligt navn.
Nu går jeg i seng med min svimmelhed.

mandag den 28. marts 2011

Tid til en øl - Last Lion of Britain


28. Marts 2011

Jeg har simpelthen ingen forklaring på, hvorfor aftenens øl hedder ”Last Lion Of Britain”. Det var et tilnavn til Winston Churchill, som måske kunne lide ”strong ale”, men ellers kan jeg ikke finde nogen sammenhæng. Det er endnu et bryg fra Newman’s – det walisiske bryggeri i Caerphilly, som jeg skrev om 15. -16. marts. Øllet er fundet i Kvickly.

Som tidligere nævnt er strong ale i England alt over 5,0%, så denne øl må siges at bevæge sig lige på grænsen ( 5,0% ).

Det er en rødlig, klar øl med meget svagt skum og ingen bobleaktivitet. Det er mærkeligt, at en så relativ alkoholsvag øl kan have så sprittet en aroma. Samtidig mærker man den lidt sødme, tunge note af engelsk malt. Øllet føles alligevel livlig i munden. Smagen er først maltet, så tager det sprittede over og der afsluttes med en udmærket bitterhed

Karakter 3+


søndag den 27. marts 2011

Tid til en øl - Indslev Påske Hvede


27. Marts 2011

Det har været en hektisk weekend, men med hyggelige ting. Lørdag skulle vores datter være på talentweekend i Hobro kl. 9. Det var en weekend med masterclasses og sammenspil for musikelever fra kulturskolerne i Nordjylland. Vældig spændende. Vi kørte videre til svigermor i Brædstrup, hvor vi spiste frokost, og fik en ”Påske Ale” fra Rise Bryggeri på Ærø. Det er en brown ale med en pæn karamelsmag og så heller ikke så meget mere. Senere kørte vi helt ned til Jels, for at fejre en 11 års fødselsdag. En dejlig dag med masser af kage og god mad.

Jeg har tidligere skrevet begejstret over øludvalget i Jels Brugs, hvor man kan få andre øl en hjemme i vores egen Brugs. De har haft mange sønderjyske bryggerier på hylden og et stort udvalg af engelsk specialøl. Så vi slog lige et smut forbi, og det var denne gang en skuffelse. Der var stort set intet, man ikke kan finde i enhver Brugs i landet. Måske fordi man havde fundet påskeøllene frem, og de tog pladsen fra de andre – det ved jeg ikke. På den anden side kan de jo ikke leve af, at jeg kommer forbi et par gange om året – men jeg synes de skal vende tilbage til tidligere tiders gode, anderledes udvalg.

Sent hjemme og så er det sommertid, så aviserne skulle reelt ud en time tidligere end normalt. Derefter var det kirketid. Heldigvis skulle jeg kun synge i dag. Så til Hobro igen for at høre talentkoncert, hvor datteren sang en ny sang, hun først fik i tirsdags. Det gik fint, selvom hun ikke selv var helt tilfreds. Vi måtte tage af sted, inden koncerten var helt slut, for hun skulle med gymnasiet på studietur til London og, de skulle møde i lufthavnen kl 17.00. Håber de er kommet godt derover. God tur.

Så kunne vi nå en ekstra danselektion, hvor vi var alene på gulvet. Det får vi meget ud af, med god instruktion af et par meget mere erfarne dansere. Vi dansede kun standard i dag.

Og så kom vores svigersøn til aftensmad og hjalp samtidig lidt med computeren. Tak for det.

Som sagt har der været gang i den, men det har været dejligt alligevel.

Påskeøllene er som sagt på hylderne i Brugsen og andre steder. Blandt de nye, jeg ikke tidligere har smagt er ”Påske Hvede” fra Indslev på Fyn. Indslev brygger jo udelukkende hvedeøl, og har i det sidste års tid sendt et par nye variationer på markedet – ”Hvede IPA” og ”Påske Hvede”. Jeg er egentlig ikke helt klar over om den også har været her de foregående år, men jeg har ikke set den før.

Det er en gylden, let sløret øl på 6.0%, med et væld af brusende bobler. Skummet er kraftigt, hvidt og blødt. Den har en endog meget dejlig hvedearoma med noter at lys frugt af eksotisk karakter – mango, banan, papaya og sådan noget. Den er forfriskende og perlende at drikke. Smagen er god og de førnævnte noter kommer også frem her. Der afsluttes med en pæn bitterhed, der desværre bliver en anelse sur til allersidst. Ikke alvorligt, men….

Karakter 4


fredag den 25. marts 2011

Tid til en øl - Straffe Hendrik Quadrupel / Ignis & Flamma / Black Damnation


25. Marts 2011

”Straffe Hendrik” ( Stærke Hendrik ) blev i 1981 brygget – på borgmesterens opfordring – til afsløringen af en statue af Sint-Arnoldus i Brügge. ( Sint-Arnoldus er helgen for bryggere ). Det var Brügge-bryggeriet De Halve Maan ( Halvmånen ), der stod for denne øl. Bryggeriet stammer fra 1856, men man har kendskab til et bryggeri ved navn Die Maene helt tilbage i 1564. Det var Leon Maes – kendt som Henri I – der grundlagde De Halve Maan, og det er hans familie, der stadig styrer det. Det var Henri IV og hans datter Veronique, der bryggede ”Straffe Hendrik”.

Det var en lys tripel på 9.0%, og det blev så stor en succes, at man besluttede at den altid skulle bruges til receptioner på rådhuset. Så det blev en helårsøl. I 1988 overtog Riva produktionen, men i 2008 købte Veronique og hendes mand Xavier Vanneste rettighederne tilbage. De brygger også en anden kendt øl ” Brugse Zot”, som jeg skrev om 02 marts 09.

Til den belgiske ølsmagning på John Bull Pub, smagte vi en ny udgave – nemlig ”Straffe Hendrik Quadrupel”. En mørk, stærk øl på 11,0%. Der er naturligvis brugt en anden maltsammensætning, men vi kan måske regne humlen for det samme – Saaz og Styrian Golding. Den er også eftergæret på flasken.

Det er en mørk øl med et rødligt skær. Der er en kraftig vinøs aroma med en anelse syrlighed. Den føles perlende og skarp i munden, hvilket egentlig overrasker lidt. Dejlig smag af mørk malt med en anelse lakrids til sidst. Der er en fin balancerende bitterhed i eftersmagen.

Karakter 5
 
 
Derefter kom et af de mest kendte af de nye belgiske bryggerier på bordet – De Struise. Dem har jeg skrevet om adskillige gange. De er mest kendt for deres fantastiske ”Pannepot”. De har her begået en kraftig humlet IPA efter amerikansk inspiration, men der er da også belgiske aftryk på den. Det er ”Ignis & Flamma” på 7,0%. Det var Menno fra det hollandske De Molen bryggeri, der bad De Struise lave en udgave af De Molens ”Vuur & Vlam” ( Fyr & Flamme ) til den 2. Borefs-festival i 2010.

Det er en meget grumset ( ufiltreret ) øl - mørk gylden. Der er amerikansk humle i duften. ( Galena for bitterhed og Cascade, Chinook, Sincoe og Amarillo som aromahumle. Derudover  er den tørhumlet i 2 uger med Amarillo – IBU 62 ). Det er frisk og pågående i munden. Den lægger forbavsende ud med lidt sødme, der dog hurtigt afløses af aromahumlen, inden en ren bitterhed til sidst afslutter oplevelsen.

Karakter 4+

Det var de stærke drenge der kom på til sidst. Derefter fulgte ”Hercule Stout” som jeg skrev om for en lille uges tid siden. Efterfulgt af ”Troubadour Magma”, som jeg smagte 30. nov 2010.

 
Som afslutning havde Ralf valgt en anden øl fra De Struise – ”Black Damnation II” på 12,0%.
Det er en blended øl, der er lavet sammen med De Molen.
50% ”Black Albert” fra De Struise og 50% ”Hel & Verdoemenis” fra De Molen. Det giver tilsammen denne øl og navnet på den. ”Black Damnation II” ( Mocha Bomb ) adskiller sig fra nr. 1 ved, at de 50% ”Black Albert” er lagret i 2 år ( det lyder af meget, men det synes jeg , jeg hørte ) på hele kaffebønner fra en columbiansk kaffefarm. Derudover er der 25% ”Hel & Verdoemenis” lagret på Jack Daniels bourbonfade i 6 mdr, samt 25% ”Cuvee  Delphine” fra De Struise. En kraftig sag. Der er vist planlagt en serie på 12 forskellige blends, men jeg ved ikke hvor langt de er nået.
Den er sort som kaffe, og med ligeså meget skum. Kaffen og spiritussen anes i duften, men indtrykket er generelt meget kraftigt og komplekst. Dette gælder også smagen, hvor man ikke kan adskille smagsindtrykkene, selvom kaffenoten er kraftig. Meget god bitterhed.
Karakter 5
Det var en spændende og interessant afslutning på et yderst vellykket arrangement. Eneste klage er måske at det til tider var svært at høre alt hvad der blev sagt, men stemningen var fin, og øllet var godt, og så kan man jo tilgive meget. Det går forlydende om, at John Bull Pub måske vil gentage succesen en anden gang med amerikansk eller engelsk smagning. Det vil jeg da glæde mig til.
 


torsdag den 24. marts 2011

Tid til en øl - Monk’s Stout / Papagaei / Tripel Klok


24. Marts 2011

Brasserie Dupont er nok mest kendt for deres Saison, som jeg ikke har smagt i lang tid. Det var vist  før, jeg begyndte at skrive på denne blog. Bryggeriet ligger i Tourpes i Belgien. Det nuværende bryggeri stammer fra 1950. Det har til huse på en gammel gård fra 1759, hvor der har været brygget øl siden 1844. Derudover er der også på gården et bageri og et osteri ( hvis det hedder sådan ).

En af de nye øl i sortimentet er ”Monk’s Stout”. Brygmesteren Oliver Dedeycker fortæller, at hans bedstefar bryggede denne øl i 1950erne, og den bliver lavet i 2 udgaver – hver på 5,2%. Den ene bliver tør og ristet, den anden mest blød og rund i smagen.

Det var den tørre udgave vi smagte. En ”dry stout” i stil med Guinness. En meget sort øl uden skum. Kraftig aroma af ristet malt, ristet kaffe. Dette gælder også smagen, hvor der er bitterhed både fra humle og fra kaffe, der har stået for længe på varmen. Den er for tør for mig, men Guinness-stilen har aldrig været min favorittype

Karakter 3+

 
Derefter smagte vi en øl med det flotte navn ”Papagaei”. Det betyder bare papegøje. Der er ikke mange oplysninger m bryggeriet – Verstraete. Det ligger i Diksmuide. Alle oplysninger er på flamsk, men mit flamske er efterhånden godt til at kunne afkode, at bitterhumlen ( perle ) er tilsat i begyndelsen af kogningen og aromahumlen ( Hersbrucker ) til sidst. Den er overgæret, ufiltreret, ikke pasteuriseret og flaskegæret. Den er lagret i 3 uger.
Det er en gylden ufiltreret øl med svagt skum. Man mødes af en lidt sjov/anderledes aroma af syrlig frugt – måske er det æble. Den betegnes som ”blond bier”, men med 8,0% falder den ind i Tripel-gruppen. Der er lidt sødme i begyndelsen, der erstattes af en let bitterhed i eftersmagen.
Karakter 3+
 


”Tripel Klok” fra Brouwerij Boelens kom i 2 fremtoninger – en klar og en grumset. Dette skyldtes naturligvis at nogle fik bundfaldet med. Jeg fik desværre en af de klare. Min erfaring siger, at man ofte får lidt tydeligere og mere varierede smagsindtryk, hvis bundfaldet er med. Etiketterne fra Boelens viser ofte nogle tegneserieagtige figurer. Denne er en skønjomfru med en lut ( ? )

Bryggeriet stammer fra midten af 1800tallet og ligger i Besele på vestsiden af Schelde. Det er et af de bryggerier, som tyskerne nedrev under 1. verdenskrig, for at bruge kobberkedlerne til våbenfremstilling. Den nuværende ejer - Kris Boelens – tog over i 1980 og har siden 1993 produceret nye og spændende øl. Om ”Tripel Klok” oplyses der, at den adskiller sig fra bryggeriets andre øl ved at bruge en anden gærtype og andre humletyper. Det oplyses ikke hvilke, så det er et spørgsmål, hvor oplysende det i virkeligheden er.

Det er en gylden øl på 8,5% - uden skum ( men det er nærmest normen ved denne smagning). Svag duft, men man aner en fin frugtig note - måske fersken - i smagen. Der er en pæn humleafslutning i eftersmagen.

Karakter 4

(fortsættes…… )

onsdag den 23. marts 2011

Tid til en øl - John Bull Ølsmagning / Ondineke Tripel / Buffalo Extra Witt


23. Marts 2011

I går holdt John Bull Pub i Aalborg en belgisk ølsmagning, hvor Ralf fra ”Det Belgiske Hus” fortalte om nyere belgiske bryggerier. Han er selv bosiddende i Oudenarde i Belgien, hvor Liefmanns og Roman bryggerierne hører hjemme. Han havde med sig en smagning med 9 spændende øl, samt en ekstra til maden.

Arrangementet var delt, så ølsmagningen startede kl. 20, men man kunne ( for 50 kr ekstra ) deltage i spisningen kl. 19. Det havde de fleste valgt at gøre. Vi fik en god belgisk ret – naturligvis med øl i – men det var noget vanskeligt at høre, hvad der blev fortalt, og jeg fik aldrig fat i navnet.

Der var omkring 40 deltagere i smagningen, der foregik i den ene ende af lokalet.

Til denne belgiske ret smagte vi en Tripel fra det nye belgiske bryggeri ”De Glazen Toren” Bryggeriet åbnede 11. november 2004 og er beliggende i Erpe-Mere, Aalst. I 1988 mødte Jef van den Steen og Dirk de Pauw hinanden og opdagede en fælles interesse – ølbrygning. De besluttede at videreudvikle denne interesse, og meldte sig til en 3-års bryggeruddannelse i Gent. I 2002 sluttede Mark de Neef sig til og de 3 åbnede så bryggeriet, der har til huse på Glazentorenweg ( deraf navnet ). Den første øl var ”Saison d’Erpe-Mere, der blev fulgt af ”Ondineke Tripel”

 
Som man kan se, blev den ikke serveret i et originalt glas, men det var nok også for meget forlangt.
Der var temmelig dunkel i lokalet og alle billeder er taget med blitz, hvilket jeg normalt ikke bryder mig om.
”Ondineke” med undertitlen ”Oilsjtersen Tripel” ( hvilket betyder ”Tripel fra Aalst ) er en orangegylden, ufiltreret øl på 8,5%. Den har en kraftig skumkrone, der skyldes tilsætningen at humleblomster. Der er benyttet en lokal dyrket Hallertau-variant. Der er en let syrlig aroma. Den føles rar og behagelig i munden. Smagen lægger ud med en smule sødme og frugt, der bliver afløst af lidt syrlighed og en let balancerende humlebitterhed.
Karakter 4+
Navnet ”Ondineke” stammer fra hovedpersonen i en roman af Louis Paul Boon – ”De Kapellekensbaan”. Forfatteren stammer fra Aalst og der står en statue af Ondineke foran rådhuset. På grund af navnet og den lokaldyrkede humle er denne øl udnævnt til officiel by-øl.
 
 
Derefter gik smagningen i gang. Den første øl var ret ny. Den forekommer i hvert fald ikke på bryggeriets hjemmeside med beskrivelse. ( er dog nævnt ved navn i den belgiske udgave ).

Det var ”Buffalo Extra Witt” fra bryggeriet Van Den Bossche. Stiftet i 1897 af Arthur van den Bossche fra Sint Lievens-Esse i Ardennerne, og drives nu af 3. og 4. generation af slægten.

De brygger en serie øl opkaldt efter den lokale helgen Sint Lievens, ( jeg skrev om deres juleøl ”Kerst Pater” 24. dec 10 ), samt serien ved navn Buffalo. Den første øl i den serie blev brygget  i 1907 til en forestilling med” Circus Buffalo Bill” i Sint Lievens-Esse.

 
Den blev serveret fra fad, og fremstod som en gylden øl med let slør og næsten intet skum. Det var kendetegnet for næsten alle øllene, så det er der sikkert en anden forklaring på. Duften er lidt sødlig krydret. Der er tilsat koriander og appelsinskal efter belgisk tradition, men det er ikke en dominerende og fremtrædende note. Jeg synes mere at fornemme lidt skovbund med kløver og skovmærke. Frisk og perlende i munden. Smagen er rund og afdæmpet med antydning af kløver.
Ingen nævneværdig bitterhed. Alk. 5,5%
Karakter 3+
( fortsættes…. )


mandag den 21. marts 2011

Tid til en øl - Captain Lawrence Imperial IPA


21. Marts 2011

Endnu en prøve på Robin Hoods lystige svende. Vi kunne godt være nogle flere mænd, men holdet har endnu ikke været fuldtalligt, så måske løser det sig. Det er i hvert fald sjovt. Nu går der noget tid, inden vi skal øve igen. Jeg har en lille rolle som en af mændene, der er meget glad for stærk øl. Det var rent tilfældigt, jeg fik den rolle, men jeg har udbygget den. Det falder jo rimeligt let.

Captain Lawrence Brewing Company lyder næsten som noget i samme stil, men er jo noget ganske andet. Til gengæld er det også noget med stærk øl. Det er dog atter en af de amerikanske øl, hvor procenten ikke er angivet på flasken. ( men den er på 8,0% )

Captain Samuel Lawrence ( 1733 -1796 ) var kaptajn i den amerikanske frihedskrig, og derfor er der opkaldt en gade efter ham i South Salem, NY. På Captain Lawrence Drive voksede Scott Vaccaro op. Allerede i 1995 begyndte han som håndbrygger, men der skulle gå 10 år inden han etablerede sit eget bryggeri. Inden da havde han arbejdet på Sierra Nevada og Adnams i England.

Captain Lawrence Brewing Company er beliggende i Pleasantville i staten New York. De brygger en del belgisk inspirerede øl med brettanomyces gær og fadlagring, men den øl, jeg har set her i landet er en ”Double IPA” eller ”Imperial India Pale Ale”. Den lyder også navnet ”Captain’s Reserve”. Vandt i 2006 et par guldmedaljer i lokale konkurencer.

Der er brugt 5 forskellige humlevarianter, men der er kun nævnt 3 på hjemmesiden – Columbus, Chinook og Cascade. Bitterheden er på 80 IBU, hvilket egentlig ikke er høj for en amerikansk double IPA. Men det passer udmærket til mig. Den behøver ikke være højere.

Flot gylden farve med hvidt, groft skum. Tydelig amerikansk citrus aroma med et strejf af pine. Aggressiv i munden. Aromahumlen træder også pænt frem i smagen og bliver hængende ind i eftersmagen, så bitterheden ikke står helt alene.

Karakter  4

I morgen aften er der belgisk ølsmagning på John Bull i Aalborg. Der skal smages 8 belgiske specialiteter fra ”Det Belgiske Hus”, og jeg har også meldt mig til spisningen inden, hvor der er en ekstra øl med. Det glæder jeg mig til.

 


søndag den 20. marts 2011

Tid til en øl - Founders Porter

 
20. Marts 2011

Forleden havde vi ølsmagning, og i går skrev jeg om de første øl – en slags 3-i-1’er. Efter øllene fra Pierre Celis fik vi lidt aftensmad, min kære kone havde lavet. Kamsteg på et rustikt grønsagsfad – det hele tilberedt på vores nye ”stegeso” fra Tubberware.

Dertil havde jeg fundet en udmærket mexicansk øl i SuperBest – Modelo Negra. ( Jeg skrev om den 22. aug 09 ). En mørk wienerøl med fine kvaliteter – væsentlig bedre end Modelo Groups lette pilsnere. ( De laver bla. Corona ). Efter sigende havde Mexico en kort periode en østrigsk hertug som kejser, og han kunne ikke klare sig uden ordentligt øl fra hjemlandet. Derfor har den østrigske wienerøl overlevet der, selvom den forsvandt alle andre steder. Nu er det heldigvis blevet en værdsat øltype igen.

Derefter en ny favorit til maden, nemlig ”Nordkraft” fra Nibe Bryghus ( 3. feb 11 ). En dejlig steambeer. Efterfulgt af den sorte ”Black Ale” fra Dark Horse Brewery i Michigan ( 15. sep 10 ).

For lige at rense munden lidt serverede jeg en syrlig flamsk rød øl. Jeg ville først have ”Matilda” fra Goose Island, men den var udsolgt. På listen står så min egen favorit på området ”Duchesse de Bourgogne”, men sandelig om ikke også den var væk fra hylderne, så det blev ”Ichtegem Grand Cru” ( 28. feb 09 ). Det er en glimrende øl, men den faldt ikke i udpræget god jord. ”Dårlig vin med smag af prop” var en af kommentarerne, og de fleste syntes vist det var lidt for grænsesøgende. Der er også mange, der hellere vil have et glas vin i stedet, når det skal være syrligt.

Derfor kunne jeg jo glæde dem med endnu en god mørk øl – en ”Porter” fra Founders Brewery i Michigan ( denne gang i Grand Rapids ). Bryggeriet valgte på et tidspunkt at indstille deres produktion af almindelige øl og begynde på mere eksperimenterende og ekstrem øl, og det var en god beslutning. Bryggeriet blev kåret som det 4. bedste i verden i 2010. Naturligvis på en amerikansk hjemmeside, men alligevel…

 
Der er altid lidt usikkerhed på forskellen mellem porter og stout. Jeg har hørt flere forskellige forslag, men også mange der hævder, det er lidt tilfældigt. For mit eget vedkommende synes jeg, at porteren er blødere og mindre humlet, men det holder vist heller ikke altid stik.
”På etiketten kan man læse af procenten er 6,5% og bitterheden er på 45 IBU, og det er pænt, men ikke overvældende, når man tænker på amerikanske stouts. Derudover ser vi at denne øl er ”dark, rich and sexy” og det understreges tydeligt af billedet af den unge dame på etiketten.
Det er en mørk, sort øl, med brunligt skum. Der er en ristet aroma af kaffe, og sort malt. Den er blød i munden, men har alligevel en lethed. På mange måder minder den lidt om Dark Horse’s ”Black Ale”. Smagen er også ristet, men blødes lidt op af søde chokoladenoter. Humlebitterheden træder frem, men virker overhovedet ikke overvældende. Alt arbejder pænt sammen.
Karakter 4+
”It’s a lover, not a fighter”

lørdag den 19. marts 2011

Tid til en øl - Hoegaarden Wit / CelisWhite / Hoegaarden Speciale


19. Marts 2011

I går holdt jeg ølsmagning hjemme i privaten for vennerne. Det gør jeg 1- 2 gange om året, og det er altid vældig hyggeligt. Det håber jeg også, de andre synes. De kommer i hvert fald gerne, selvom der kan være nogle logistiske problemer med at komme hjem. Heldigvis er deres koner søde og forstående, og gider godt hente dem. Vi har normalt 10 forskellige øl på programmet, hvilket resulterede i, at den første øl i går måtte benævnes 1a,1b,1c. Ellers gik det ikke op.

 
Der var også egentlig tale om en øl i 3 forklædninger – nemlig den berømte witbier som Pierre Celis bryggede første gang d. 19. marts 1966. Der var altså tale om en 45 års fødselsdag.
Pierre Celis blev født i Hoegaarden i 1925 og hjalp som dreng til på Tomson bryggeriet, der lå lige ved siden af, og hvor man bryggede witbier, der er knyttet til egnen. Da dette bryggeri lukkede i 1955, var øltypen i realiteten forsvundet fra ølmarkedet. Pierre Celis blev mejerist, men besluttede sig i 1966 at starte med at brygge witbier igen efter de gamle opskrifter fra 1400 tallet. Det blev hurtigt en stor succes, og snart begyndte flere belgiske bryggerier at brygge typen.
I slutningen at 1980 brændte bryggeriet ned, og da Celis ikke havde forsikret bygningerne, trådte bryggerigiganten Interbrew til med hjælp. Mod at få aktiemajoriteten. Det gav til sidst så store kontroverser, at Pierre Celis sagde farvel og tak, og oprettede et bryggeri i USA. Han bosatte sig aldrig i staterne, men hans datter og svigersøn boede i Austin, Texas, og de styrede det. Herfra sendte de witbier på det amerikanske marked, og ”Celis White” vandt guldmedalje i Great American Beer Festival i både 92 og 93. På et tidspunkt overtog Miller distributionen, og de endte med at købe det hele og lukke bryggeriet. Sidste øl kom på markedet i februar 2001.
I december 2002 købte Michigan Brewing Company rettighederne af Miller og det er nu dem der står for produktionen.
Da Interbrew overtog ledelsen ville de ændre på brygmetoden ved at indføre ”high gravity” brygning, for at nedskære omkostningerne. Det foregår ved at man brygger en meget stærk urt, som man derefter udvander. Det ville Celis ikke gå med til. Celis bryggede også sin øl på en skrå af 50% pilsnermalt og 50% umaltet hvede. Dette forhold blev også ændret, så det i dag er forholdet 70% pilsnermalt – 30% hvede. Dette gælder for de fleste belgiske witbier.
I USA holder man fast i 50-50. Men Miller ændrede også på opskriften, da de ikke ville importere tjekkisk humle, men i stedet benyttede amerikansk.
Pierre Celis bor stadig i Hoegaarden, og vil trods adskillige opfordringer ikke begynde at brygge igen.


Så der var al mulig grund til at holde en komparativ smagning af witbier. ”Hoegaarden Wit” – ”Celis White” og ”Hoegaarden Speciale”.

På billedet ses tydelig, at der er forskel i farven, hvor ”Hoegaaren Wit” er meget meget hvidere end de 2 andre. Det skyldes dog lidt, at der er mere bundfald i den.

”Hoegaarden Wit” er på 5,0%. Der er ikke mange oplysninger på etiketten, hvor det meste plads er brugt på at skrive ingredienser på 30 forskellige sprog. Det er en meget lys øl, der passer godt til navnet. Perlende i munden, men med en – for mig – overdreven parfumeret aroma og smag. Der er naturligvis tilsat både koriander og appelsinskal fra de bitre Curacao-appelsiner. Hvis den serveres kold, kan den godt gå på en varm sommerdag. Købt i SuperBedst

Karakter 3

”Celis White” er mere afdæmpet, hvad angår parfume, men bliver måske også mere jævn og kedelig. Jeg foretrækker den nok frem for den belgiske, men det var der ikke enighed om omkring bordet. Der er brugt Willamette og Cascade, men humlebitterheden er ikke fremtrædende. Her er også koriander og appelsin, men heller ikke disse noter er så fremtrædende. Denne flaske ”Celis White” er faktisk brygget på licens i Belgien ( Van Steenberge ). Købt i Vinspecialisten

Karakter 3

Til sidst ”Hoegaarden Speciale” der er lidt stærkere - 5,7%. Nogle hævder, at denne øl er tættere på den originale opskrift, men det fremgår ikke på Hoegaardens hjemmeside. Men denne øl er efter min mening den bedste, da den har mere fylde og smag, uden at man skal frygte at få parfumeallergi. Både ”Hoegaarden Speciale” og ”Celis White” kommer af ukendte årsager i en lille 25 cl flaske. Købt i Ølkonsortiet.

Karakter 4

Tillykke med fødselsdagen.

torsdag den 17. marts 2011

Tid til en øl - Edelweiss Snowfresh Weissbier


17. marts 2011

Til dans i dag konstaterede jeg at mine hofter ikke er sat sammen på samme måde som vores danselærerindes. Mine hænger åbenbart sammen med min skulder, så hvis jeg bevæger den ene , kommer jeg også til at bevæge den anden. Det ser ikke kønt ud og da slet ikke sensuelt. Heldigvis er der også standartdanse.

Vi fik sushi til aftensmad. Denne gang var det købt i supermarked, og selv om det ikke var på samme niveau som sædvanligt, var det udmærket, - og til den halve pris. Jeg åbnede en flaske weissbier fra østriske Edelweiss. Den havde jeg fundet i Kvickly.

”Edekweiss Snowfresh Weissbier” står der på etiketten – med aromatisk smag af alpine urter. De er nu ikke tilsat direkte til bryggen, men der er benyttet aromastoffer. På det lange halsbånd ser man en edelweiss og der er ellers skrevet med sølvskrift, hvilket giver et ”snefriskt” udtryk. Alperne er graveret ind i flasken, hvilket giver et godt greb ( hvis man skulle være en af dem, der drikker direkte af flasken )

Det er en sløret, hvidgul øl på 5,0% - med fine bobler og kraftig skumtop. Typisk weissbier-aroma med blomst og krydderi. Kan man ane alpine urter ? Frisk og perlende i munden. Smagen er lidt parfumeret og virker egentlig lidt kunstig – lidt som engelsk vingummi. Det kunne være spændende at smage et bryg, hvor man har tilsat ægte alpine urter, og ikke bare som smagsstoffer.

Karakter 3

I morgen er vennerne inviteret til ølsmagning. Vi skal smage 12 spændende øl, bla. en sammelignende smagning af 3 udgaver af belgisk witbier – alle fremstillet af Pierre Celis. På lørdag er det 46 år siden den første Hoegaarden Wit blev fremstillet. Ellers er det en blandet landhandel af god øl. Mere om det senere….

 


onsdag den 16. marts 2011

Tid til en øl - Wolvers Ale


16. Marts 2011

Med ”Wolvers Ale” fra Newman’s brewery i Caerphilly, bevæger vi os fra kategorien ”Bitter” til ”Best Bitter”. Efter sigende stammer stilen fra en tid, hvor adgangen til malt blev bedre, og man kunne derfor bruge mere af den, hvilket gav mere fylde til øllet. Det er dog stadig en typisk sessiondrink, der er meget populær på pubs, og derfor er den ikke alkoholstærk. På puppen ligger den omkring 4,2%, mens flaskeudgaver ofte er noget højere, - da det er til eksport, og vi gider ikke drikke det tynde sprøjt. Men ”Wolvers Ale” er på 4,1%, så her er der ikke leflet for kontinental smag.

På etiketten ser vi en ulv, der hyler mod månen. Jeg har ikke helt forstået, hvorfor der er dyr på etiketten, men flot ser det ud.

Her er der tale om en klar ravfarvet ale, uden nævneværdigt skum og heller ikke antydning af bobler. Man bliver mødt at en aromatisk, lidt floral duft, men denne gang uden den sure afslutning fra ”Red Stag”. Citrusnoterne kommer også lidt mere til deres ret. Frisk og ret pågående fremtoning med en prikkende fornemmelse. God fylde med engelsk præg – lidt malt, lidt parfumeret blomst og en god humleafslutning. Bitterheden er dog ikke så fremtrædende som i ”Red Stag” –måske fordi resten fylder mere i billedet.

Karakter 3+

Efter aftensmaden satte vi os for at se ”Mordet i Orientekspressen” med Hercule Poirot. Vi nyder det fremragende spil af David Suchet, der i denne film spiller en desillusineret detektiv – mere trist end vi er vant til at se ham.

Til filmen åbnede jeg naturligvis en ”Hercule” fra belgiske Ellezelloises.

 
Den er opkaldt efter Poirot, der sammen med Tintin er den eneste belgier, jeg kan komme i tanke om. Jeg har tidligere skrevet om denne fremragende øl ( 04. feb. 09 ). Den har været væk fra markedet et stykke tid, men er nu heldigvis dukket op i Ølkonsortiet med en ny etiket – lidt mere sat og kedelig. Vistnok også med ny importør. Det er stadig en fremragende øl, selvom om jeg synes stoutpræget  træder mere frem end tidligere. Måske er opskriften ændret – måske husker jeg forkert, men jeg synes tidligere, at mikset mellem stout og belgisk klostergær, gjorde den enestående.
Jeg læste lige, at Poirot er den eneste fiktive person, der har fået en nekrolog i New York Times ( efter hans død i ”Poirot’s last case” - 1975 ). Godt gået.

tirsdag den 15. marts 2011

Tid til en øl - Red Stag


15. Marts 2012

Newman’s Brewery ligger i det sydlige Wales, - i den gamle by Caerphilly. Romerne byggede et fort i byen  i år 75 f. Kr. Den gode Skt. Cenydd oprettede et kloster på stedet. Han efterlod det til sin søn ( åbenbart ikke så meget cølibat i de tidlige munkeordener ) – Ffili. Fra disse 2 rødder stammer navnet – Caer ( fort ) og Ffili. Siden 1066 har borgen været involveret i mange slag – men i 1700 tallet blev byen en stor markedsby.

Newman’s Brewery flyttede til stedet i 2007. Bryggeriet blev grundlagt i Cardiff i 2003 af Tom Newman. Han startede hjemme i sin fars garage med et 5 tønders anlæg, men kunne hurtigt udvide til 20 tønder. Da de flyttede til Caerphilly blev der installeret et 45 tønders anlæg. Bryggeriet har vundet flere priser, og er nu kommet i handlen i Kvickly med 4 mærker – ”Red Stag”,”Cave Bear Stout”, ”Wolvers Ale” og ”The Last Lion  of Britain”.

”Red Stag” er en bitter på 3,6%. Man inddeler bitters efter styrken – ”Bitter”, ”Best Bitter”, ”Extra Special Bitter” ( ESB ). En ”Bitter” er altså den letteste og serveres som sessiondrik på pubben. Typen stammer sikkert fra Kent, hvor man var først med at bruge humle i øl, hvilket udløste voldsom modstand helt op på regeringsniveau ( 1400 tallet ). Men heldigvis vandt humlen indpas i engelske ales.

 
Det er en flot rød øl, der passer godt til navnet. Skummet er hvidt og noget groft. Duften er aromatisk, men ender desværre i sur karklud. Det går heldigvis ikke igen i smagen, der har en typisk engelsk klang. Noget blomsterparfumeret med lidt toffee. Engelsk ale kan godt være lidt tung i det, men her modsvares det af den lette mundfornemmelse. Den har dog også et lidt aggressivt bid, der virker forfriskende. Der afsluttes med en god og markant bitterhed. Lidt ærgerligt med det første duftindtryk.
Karakter 3+
Ingredienserne er oplistet på walisisk – Dwr, Barlys, Hopys og Burum. ( Dwr betyder vand )

mandag den 14. marts 2011

Tid til en øl - Modelo Especial


14. Marts 2011

Har netop været til første skuespilprøve på ”Robin Hood”. Det var enormt sjovt. Det er et godt hold, der er til de ”lystige mænd”. Jeg glæder mig til de fremtidige prøver.

”Modelo Especial” er en mexicansk øl. Jeg har tidligere skrevet om ”Modelo Negra” ( 22. aug. 09 ).

Grupo Modelo er et stort bryggeri i Mexico, og de har flere brands – bla. Corona. Det blev grundlagt i 1925 og ”Modelo Especial” stammer fra samme år. Det er det 3. mest importerede mærke i USA.

Det er en pilsner – af typen man kan kalde ”international” eller ”oversøisk”. Det er en af de letteste typer, hvor formålet er at slukke tørsten i varmen uden alt for megen modstand. Derfor er der ofte tilsat ris eller majs, for at gøre øllet lettere. Det er ikke beskrevet her på etiketten, hvor der kun står bygmalt, antioxidanter E300 og stabilisatorer E405. Der er altså ikke humle i. Man skal vist ikke lægge for stor vægt på de oplysninger man får på udenlandske etiketter.

Det er en smuk gylden øl i klar flaske – med guld på halsen af  kapslen, for at vise klasse. Den er kun på 4,5%, men har vist tidligere været højere. Navnet flankeres af 2 gyldne løver. Det er altid let at kende Modelo på de små buttede flasker. De ser lidt søde ud.

Som sagt – lys gylden med meget lidt skum og næsten uden bobler. Duft af lys malt og halm. Meget frisk i munden. Smagen er næsten forsvindende, men det sluttes med en pæn bitterhed.

Karakter 2+

søndag den 13. marts 2011

Tid til en øl - Cult KaySar


13. Marts 2011

I dag havde vi første prøve på Skansespillets ”Robin Hood”. Det var sangene i 1. akt, der blev gennemgået, og det gik udmærket. Der var mange, der ikke kunne læse noder, så der kunne vores familie støtte lidt på stemmerne, for det er noget af det, vi kan. I morgen aften er der atter prøve, men det er skuespil, og det er jeg jo slet ikke vant til. Men der er en god stemning, og jeg skal bare være en af Robin Hoods mænd, så det er ikke så meget, jeg skal gøre. Det skal nok blive en god forestilling.

 I midten af januar kom der en ny spiller på det danske ølmarked. Det er der jo kommet adskillige gange gennem de sidste år, men denne gang er det en trendy øl, der vil appellere til de unge og konkurere med Tuborg og Carlsberg. Målet er en markedsandel på 5-8%. Det er Cult, der i forvejen har flere produkter i handlen ( jeg kender dem ikke og ved ikke, hvordan de gør sig ). Men nu vil de blande sig i ølverdenen med den nye ”KaySar ( udtales naturligvis kejser ).

Det er en pilsnerøl på 4,9%. Der gøres en del ud af markedsføring med en slank, trendy flaske, hvor ”This is – the beer” er graveret i glasset. Det giver et godt greb om flasken. Der er skruekapsel, og inden i kapslen er der et terningeslag, så man kan slå om, hvem der skal give næste omgang

 
Målgruppen er ganske givet en anden end mig. ”Det skal atter være trendy at drikke øl”. Den henvender sig helt klart til et yngre segment af øldrikkere.
Øllet er produceret af Harboe på deres tyske bryggeri ( Darguner Brauerei ). Man kan jo frygte, at det er Harboes enzymblanding, der er brugt, men der reklameres med bygmalt på flasken. ( Selvom man forsøger at sælge enzymøllet som miljørigtigt og CO2 neutralt, er det rent ud sagt et skråplan – øl skal brygges af naturlige ingredienser –  se Reinheitsgebot ). Nå, men det er jo heller ikke sikkert det er tilfældet her, som sagt. Det er dog en tysk brygmester, der står for produktionen.  Der er yderligere tilsat sukker og koffein. Om det er for at man ikke skal bliver sløv efter adskillige øl, eller på grund af det vanedannende stof, ved jeg ikke, men det er i hvert fald noget nyt )
Der står den skal nydes kold, så jeg tog den direkte fra ølskabet i skuret. Det er en lys gylden øl med hvidt skum og små dovne bobler. Duften er lys malt, korn og majs. Den føles meget let i munden, men frisk. Lidt sødme i starten, og med en afsluttende bitterhed, der ikke er overvældende.
Karakter 2
Prismæssigt lægger den sig mellem specialøl og dansk traditionel pilsner – omkring 12 kr. ( jeg husker det ikke præcist ), men ellers lægger den sig tæt op at den internationale pilsnertype, vi kender fra Mexico, Spanien og Asien. Let og frisk – en tørstslukker. Ud fra det synspunkt er det en unødvendig øl, der ikke tilfører ølmarkedet noget nyt. Men flasken er flot.