15. Marts 2012
Newman’s Brewery ligger i det sydlige Wales, - i den gamle by
Caerphilly. Romerne byggede et fort i byen
i år 75 f. Kr. Den gode Skt. Cenydd oprettede et kloster på stedet. Han
efterlod det til sin søn ( åbenbart ikke så meget cølibat i de tidlige
munkeordener ) – Ffili. Fra disse 2 rødder stammer navnet – Caer ( fort ) og Ffili.
Siden 1066 har borgen været involveret i mange slag – men i 1700 tallet blev
byen en stor markedsby.
Newman’s Brewery flyttede til stedet i 2007. Bryggeriet blev
grundlagt i Cardiff i 2003 af Tom Newman. Han startede hjemme i sin fars garage
med et 5 tønders anlæg, men kunne hurtigt udvide til 20 tønder. Da de flyttede
til Caerphilly blev der installeret et 45 tønders anlæg. Bryggeriet har vundet
flere priser, og er nu kommet i handlen i Kvickly med 4 mærker – ”Red
Stag”,”Cave Bear Stout”, ”Wolvers Ale” og ”The Last Lion of Britain”.
”Red Stag” er en bitter på 3,6%. Man inddeler bitters efter
styrken – ”Bitter”, ”Best Bitter”, ”Extra Special Bitter” ( ESB ). En ”Bitter”
er altså den letteste og serveres som sessiondrik på pubben. Typen stammer
sikkert fra Kent, hvor man var først med at bruge humle i øl, hvilket udløste
voldsom modstand helt op på regeringsniveau ( 1400 tallet ). Men heldigvis
vandt humlen indpas i engelske ales.
Det er en flot rød øl, der passer godt til navnet. Skummet er
hvidt og noget groft. Duften er aromatisk, men ender desværre i sur karklud.
Det går heldigvis ikke igen i smagen, der har en typisk engelsk klang. Noget
blomsterparfumeret med lidt toffee. Engelsk ale kan godt være lidt tung i det,
men her modsvares det af den lette mundfornemmelse. Den har dog også et lidt
aggressivt bid, der virker forfriskende. Der afsluttes med en god og markant
bitterhed. Lidt ærgerligt med det første duftindtryk.
Karakter 3+
Ingredienserne er oplistet på walisisk – Dwr, Barlys, Hopys og
Burum. ( Dwr betyder vand )
Ingen kommentarer:
Send en kommentar