Tid til en øl - Salzburg / Unser Bürgerbräu Weizen

10. August 2010

Vi havde en dag, der ikke var nogle planer for. Vi havde overvejet en tur til Salzburg. Ved siden af vores hotel lå et rejsebureau, hvor de havde tilbud om en bustur til Salzburg med 5 timer på egen hånd. Det meldte vi os til – og det var fornuftigt. Der er stort set ingen parkeringspladser at få i det centrale Salzburg. Der er meget få gader – til gengæld er der mange fodgænger-arkader. Vores buschauffør fortalte af prisen var omkring 15 euro for et par timer.

Det var en minibus og chaufføren talte uafbrudt hele vejen til Salzburg – på østrisk/tysk. Han talte meget hurtigt og sprang mellem emnerne – Mirabelslottet, benzinpriser, Mozarts hus, Salzburgs dumme borgmester osv. Det var meget svært at forstå, men vi fik et kort over byen og så gik det jo nok.

Den gamle bydel er afgrænset af floden og Mönchsberg – en stejl klippeforkastning midt i byen. Der er lavet en tunnel gennem bjerget. Vi blev sat af på ydersiden af bjerget og skulle bare lige gennem tunnelen, så var vi i centrum.

Der er mange kirke i den gamle del og vi så flere af dem, bla. domkirken, der er kæmpestor.

Det er virkelig en fodgængerbydel med smalle gader og mange arkader, der forbinder gaderne med hinanden. Der er også mange pladser med masser af liv.

Vi shoppede og gik rundt i gaderne – så Mozart fødested og var en tur over floden. Til sidst gik vi på konditori på Mozartsplads, og fik nogle, lidt tunge kager og en kop kaffe.

Efter 5 timer kørte vi tilbage til hotellet og fik aftensmad på vores lille pizzeria på banegården. Der var en iscafe ved siden af, hvor vi plejede at købe desserten.

De har som nævnt kun øl fra Unser Bürgerbräu, og jeg prøvede en ny, nemlig en ”Hefe-Weizen” på 5,2%.  Jeg var kommet af sted uden kamera, så billedet må I undvære.

Det er en bleggul, ufiltreret øl med kraftigt hvidt skum. Tydelig hvedegærsaroma med noter af kryddernelikke. Den er forfriskende og har en ligeledes krydret smag. Den må siges at være en typisk bayersk weissbier, der er god, men som ikke skiller sig ud på nogen måde.

Karakter 3

Tid til en øl - Bayern /Berchtesgarten Pils / Bürgerbräu Weizen Dunkel

8. August 2010

Berchtesgarten er først og fremmest kendt for, at det var her Hitler havde sit sommerhus – den berømte ”Ørnerede”. Efter krigen diskuterede man om den skulle rives ned, men det blev bestemt, at lave den om til en restaurant/ bierstube. Man ville ikke lave et mindesmærke for Hitler, så derfor er alt fjernet ( der er kun nogle oplysende tavler, der fortæller om tilblivelsen ). Men udsigten er en af de bedste i Tyskland og selve huset står som dengang.

Den 26. juli kørte vi dertil. Fra Berchtesgarten går vejen stejlt op ( 24% stigning – ikke noget for Tour de France-feltet ). Det betyder 2. gear – 1. gear, hvis der er en bus foran. Man parkerer og tager en bus videre. Denne vej er lige så stejl og der er absolut kun plads til et køretøj, så busserne kører lige efter hinanden. Turen regnes for en af de smukkeste i Tyskland, og det er da også en fantastisk tur. På toppen skal man reservere plads på bussen ned.

Gennem en lang tunnel når man til en elevator ( af rent guld – eller nok nærmere messing. ). På toppen er der en fantastisk udsigt, men der var en del tåget og diset. Det klarede dog noget op, mens vi var der.

Vi besluttede at spise i byen Berchtesgarten, da vores finanser trængte til at blive suppleret. På en lille cafe midt i byen fandt vi en let frokost og dertil den lokale øl – Hofbräuhaus Berchtesgarten Pils.

Den er lys gul med mange bobler og groft, hvidt skum. Den har en syrlig, lidt citrusagtig duft. Hvis jeg ikke vidste bedre ville jeg tro, der var ascorbinsyre i, som man ofte gør sydpå i f.eks Spanien. Den er for fizzy – for meget brus. Der er en lidt skarp smag med citrusnoter. Den slukkede tørsten fint, men det er ikke på niveau med de andre bayerske pils/helles.

Karakter 2+

Derefter kørte vi til Königsee, som vi havde set fra Ørnereden. Det er en af Tyskland reneste søer med næsten smaragdgrønt vand. Søen ligger omkranset af stejle bjerge og der er ingen veje rundt om den. Meget af vandet kommer fra undersøiske kilder.

For enden af søen ligger der en lille kirke – St. Bartholomä. Man kan kun sejle dertil. På den afslappende bådtur sejler man forbi ekkovæggen, hvor bådføreren spiller en lille trompetmelodi og ekkoet svarer. Fin måde at vise det på.

På vejen brød solen mere og mere frem og badede kirken i et næsten overjordisk lys. Utroligt flot.

Kirken benyttes engang imellem, men der bor stort set ingen i området mere. Der er et par ølhaver på stedet, og man kunne få ”Ein Mass” – en liter øl. Da jeg ikke skulle køre foreløbig, ville jeg nyde sådan en – ”Hofbräu Original

Min kone og datter gik en tur og var væk i lang tid, og da de kom tilbage, havde jeg drukket 1/3. Hvis jeg skal være ærlig vil jeg hellere have 3 forskellige 33 cl øl, end sidde med en enkelt kæmpe. Men sjovt var det helt sikkert. Da jeg havde kæmpet mig gennem den, kunne rusen fortage sig lidt på sejlturen tilbage.

Om aftenen spiste vi på et lille pizzeria på banegården. Her havde de også kun den lokale ”Unser Bürgerbräu”, men den var jo heller ikke dårlig. Denne gang valgte jeg en ”Hefe-Weizen Dunkel”

Det er en meget lys dunkel på 5,2%. Den har en fin krydret duft og føles frisk og levende. Den er natuligvis ufiltreret ( ”hefe” betyder ”gærrester” ). Smagen er også lidt lettere end normalt – med mere krydret nellikearoma. Lidt som en mellemting mellem alm. og dunkel. Humlebitterheden er lav, men eftersmagen er krydret.

Karakter 3+

Tid til en øl - Unser Bürgerbräu pils

7. August 2010

D. 25. juli kørte vi fra Garmisch-Partenkirchen mod Berchtesgarten. Eller rettere Bad Reichenhall lidt nordfor. Vi kørte ad mindre bjergveje noget af tiden og kom bla. forbi den smukke Walchensee.

På et tidspunkt syntes vores GPS åbenbart at vi kunne skære et hjørne af og ledte os ind på en lille bivej, men inden vi fik vendt om så vi en kæmpe kirke med 2 tårne med løgkupler. Så det måtte vi da se.

Det viste sig at være klosteret ”Benediktbeuern”. Det er et meget stort kloster med en stor klostergård og mange tilbygninger. Man dyrker åbenbart stadig de omkringliggende marker. Vi nød stilheden i klostergården og vovede os også ind i kirken. Der var højmesse og endnu engang ankom vi til nadveren, men vi deltog nu ikke. Derimod nynnede vi med på de tyske salmer, der også bruges i den danske kirke. Endnu engang et flot kirkerum.

Der er også en stor boghandel med religiøse bøger og musik tilknyttet klosteret.

Vi kørte videre – først af motorvej, siden af ”den tyske alpevej” ( nr. 305 ). Det er en smuk tur i bjergene.

Vores hotel lå ved banegården i Bad Reichenhall. Byen ligger omkranset af bjergene og vi havde en god udsigt. Vi gik ud i byen for at finde en restaurant, men gaderne lå øde hen. I de 4 dage vi boede der, lykkedes det os ikke at finde restaurationskvarteret og selv om vi så skilte til Altstadt, fandt vi det aldrig. ( vi ledte dog heller ikke meget efter det ).

Så vi spiste på hotellet, hvor maden viste sig at være vældig god og ikke alt for tysk/tung. Her havde de den lokale bryg – ”Unser Bürgerbräu” – der har været brygget i Bad Reichenhall siden 1633.

Der stod ”Pils” på menukortet, men jeg er i tvivl om, det er den jeg har smagt.

Bryggeriet har en ”Pils Superior” i sortimentet, men det er nok nærmere ”Reichenhaller Original Hell” jeg fik i glasset. Den passer i hvert fald bedre til beskrivelsen. Begge øl er lyse, pilsneragtige og på 4,9%.

Det er en korngylden klar øl med fine, langsomme bobler. Lidt neutral aroma. Den føles rund og blød, og har en god smag med noget sødme, der minder lidt om druesaft. Lav bitterhed i eftersmagen. Den lidt anderledes sødme gav faktisk denne øl lidt karakter, så den ikke helt mindede om de andre ”helles”.

Karakter 4

Mens vi ledte efter restauranten kom vi gennem byparken og så en besynderligt konstruktion.

En stor træbygning med en væg i midten af mørke strå. Fra toppen af væggen rislede der vand ned over stråene. Så vidt vores tyskkundskaber gælder, er der tale om en gammel saltvandskur. Området er et kurområde, hvor man især benytter meget salt, og her kunne man gå ( endda i tørvejr ) og indånde de salt-ioniserede dampe og det skulle være godt for bla. astmapatienter.

Konstruktionen hedder ”Gradierhaus und AlpenSolespringbrunnen”. ( AlpenSole beskrives som ”bjergets helbredende kraft”, men der er vist blot tale om saltvand).