Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten Hjemmebryg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hjemmebryg. Vis alle opslag

tirsdag den 4. oktober 2016

Tid til en øl - 10 års Øljubilæum / Henriks Summertime


4. Oktober 2016

Til vores første ølsmagning var alting nyt for mig. Den 3. øl på listen var en ”India Pale Ale” fra Raasted nær Randers. Jeg havde jo læst om øltypen IPA, som jeg aldrig havde hørt om før, og syntes det lød vældig spændende. Og nu havde jeg jo lige smagt en spændende ny humletype som jeg godt kunne lide, så jeg var spændt. Raasted lavede på det tidspunkt to udgaver – med Cascade og First Gold. Det var den sidste vi havde med.

Jeg kan se på mine noter fra dengang, at jeg har skrevet: ”udmærket smag, men sur og dårlig eftersmag”. Det er ganske givet ikke helt retfærdigt overfor øllen. Jeg var ret sikker på, at det var ”First Gold” humlen, jeg ikke brød mig om. Det faldt mig ikke ind, at det kunne være doseringen af humlen – bitterhedsniveauet jeg ikke kunne lide.

Det var først noget tid senere, hvor jeg smagte ”Bigfoot” fra Sierra Nevada. Jeg kunne jo lide deres ”Pale Ale” så jeg kunne sikkert også lide deres Barley Wine. Men det var det samme oplevelse. Næsten udrikkelig. Det var kun med mandsmod og viljestyrke, jeg fik den drukket. Og jeg opdagede, at jeg ikke er så meget for høj bitterhed.

Året efter tog jeg den med til en ølsmagning, for at teste mine kollegers humlegrænse - og til min store forbavselse syntes jeg nu godt om den, og den er blevet endnu bedre siden. Jeg havde trods alt vænnet mig til højere bitterhed i løbet at et års tid. Jeg er dog stadig ikke til bitterhed for dens egen skyld. Der skal også helst være noget smag.

Jeg havde udskudt IPA’en til senere i programmet, men en af vennerne havde taget en af hans egne øl med. Henrik er meget involveret i etableringen af Vrå Bryghus, der skal ligge i den gamle stationsbygning i Vrå. Han er en af de bryggere, der skal levere øl til hanerne. Og han har en spændende øl på programmet, som han havde justeret lidt i forhold til det vi kendte. Han ville lige høre vores vurdering.


”Summertime” er en IPA på 8,0% brygget med Cascade og røgmalt. Den har tidlegere også været i en IRA udgave. ”Summertime – and the hopping is easy”, men denne gang var der skruet noget op for bitterheden og lidt ned for røgmalten. Et par af de nye i klubben syntes, at den var lidt for humlet. Det mindede om min første erfaring med IPA, 
Men vi andre var enige om at humleniveauet var fint. Det klædte den med lidt mere bitterhed. Det gav et tydeligere IPA-præg. Jeg kunne personligt godt lide lidt mere røgsmag, men det er nok et godt træk, at nedtone den lidt, hvis ”Summertime” bliver en af de faste øl i Vrå Bryghus. Erfaringen viser at de fleste lige skal vænne sig til røg i øl.

torsdag den 18. december 2014

Tid til en øl - Bies Julebryg / Oue Ivan’s Julebryg


18. December 2014

Forleden var der julefrokost i madklubben med masser af god mad og kølige øl. Lidt snaps kom der også indenbords. En af øllene var fra Bies Bryghus i Hobro. Den havde det enkle navn ”Julebryg” – med klokker og kristtjørn på etiketten. En undergæret julebock på 7,3%.

Det er en mørkere gylden øl med pænt hvidt skum. Duft af karamel og malt og lidt tørret frugt. Behagelig at drikke. God smag, hvor balancen mellem de maltede noter og humlebitterheden er fin. Den tørrede frugt kan stadig fornemmes, og giver en god, fyldig krop.

Karakter 4

Vi prøvede også en komparativ smagning mellem en ny og en 2 år gammel ”Golden Naked Christmas Ale” fra Jacobsen, men vi blev noget overraskede og lidt skuffede over, at der ikke var så stor udvikling.

 
En af værtens kolleger brygger øl i Oue Bryggerlaug, og han havde sendt ”Ivan’s Julebryg” med som vi kunne smage. Etikketten prydes af en bægersvingende viking – sikkert fra Fyrkat.
Det er en juleøl med masser af julekrydderi. Jeg nævner i flæng – stjerneanis, nellike og kanel – vanilje, appelsin og honning. Man kunne frygte at det blev for varieret – at indtrykkene ville bliver forvirrede, men det er lykkedes Ivan at samle det hele til en dejlig øl, der emmer af jul. Den er i den sødere ende – bitterheden tager ikke ligefrem over, men det er der jo ikke noget galt i, når det er jul.
 
Karakter 4
 
Der bringes en advarsel på etiketten: ”Indtagelse af alkohol kan skabe forvridninger i tids-og rum forløbet, hvorved små ( og nogle gange store ) huller i tiden ser ud til at være forsvundet”
.

tirsdag den 5. august 2014

Tid til en øl - Oue IPA


5. August 2014

I marts måned var jeg i Oue Bryggerlaug for at fortælle om belgisk øl. De har indrettet sig hyggeligt i en gammel stald, hvor de har lavet et bryggeri og en ølstue med langbord og to haner. Der er kun to eller tre af medlemmerne, der brygger regelmæssigt, mens de andre hjælper med at drikke øllet. Til gengæld er de så klar, når der skal bygges, smedes eller andre handyman-ting. Vi havde en dejlig uformel smagning med belgisk øl.

Det var Ivan, jeg havde kontakt til. Han er kollega til en af mine gode venner og formand for øllauget. Han er også en af brygmestrene bag denne ”IPA”. PB & IBC står opført som bryggere. ”Den har godt af at hvile lidt” , sagde de, og det har den så gjort nu.

Det er en orangebrun øl med få dovne bobler og meget svagt skum. Brygget med pilsner- og cara munichmalt. Humletyperne er East Kent Golding, Target og Cascade. Alkoholprocent på 6,5%

Dejlig duft af grape og mere blomsteragtige noter, samt syrlige æbler. Meget fad og doven i munden. Her mangler man lidt det aggressive ”burton snatch”. Smagen er god – indledt med sødme og med fin smag af grape og pine. Bitterheden i eftersmagen er tydelig og markant uden at være overdreven. Det er en velsmagende øl, der kunne rykke godt op i feltet, hvis der kom lidt mere bid i den.

Karakter 3

På bagsiden er der en advarsel – ”Indtagelse af alkohol kan skabe forvridninger i tid- og rum forløbet, hvorved små ( og nogle gange store ) huller i tiden ser ud til at være forsvundet”.


søndag den 27. juli 2014

Tid til en øl - Henriks øl


27. Juli 2014

Forleden fyldte min gode ven, Henrik 50 år og han havde i går inviteret til fødselsdag i et telt i haven. God underholdning med taler og sange, godt selskab, masser af god mad fra Vendia og værtens eget hjemmebryggede øl. Det er opskriften på en hyggelig dag.

 
Til forretten stod der på bordet en ”Hyldeknægt”. En hvedeøl med hyldeblomst. Humlet med Perle og Hersbrucker og Hallertau. En mørk, let rødlig øl på 6,0%. Bryg nr. 38. Dejlig frisk sommerøl med lidt mere fylde end en helt lys hvede. Hyldeblomsten blandede fint med de mere maltede noter fra Münchener hvedemalten. Samtidig er Henrik sluppet af med det lidt søde gærindtryk, der har generet ham tidligere.
 
Karakter 4
 
Det gjorde sig også gældende ved den nyeste udgave af hans pilsner ”Urkilde”. Jeg kunne godt lide den tidligere, men nu står den frisk og mere autentisk i glasset med et fint humlebid.
 



På bordet kom der også en ”Weizenbock” og en ”Junipebberper”, som jeg tidligere har omtalt – og en ny udgave at ”Summertime”- Denne gang er det tredje udgave ( bryg nr. 36 ) – en India Red Ale ( IRA ) på 8,0%. ”Summertime 3” er kraftigt humlet udelukkende med cascade til en IBU på 70. ”Summetime – and the hopping is easy”. Derudover er der brugt en pæn portion røgmalt, hvilket giver den en dejlig smag af bål. Farven var dybere rød i 2’eren, men humleindsparket bedst i nr. 3, så nu må vi se med version 4.

Karakter 4

Den antager en næsten floureserende rød farve i stearinlysets skær.

 
En belgisk inspireret ”Trippel” var også på programmet. Henrik omtalte den selv som en ”blond” og procenten ( 6.9% ) og bitterheden (25 IBU ) lægger sig da også mere op af den stil.  Den er mest belgisk i aromaen, hvor lys, krydret frugt møder en. Smagen er lidt mere udvandet, og mister karakter, hvis øllet står for længe.
 
Karakter 3
 
 
Jeg synes, der var væsentlig mere belgisk kraft i bryg nr. 35 – ”Humliander”. Det er en strong ale på 8,9%. Her er brugt koriander, hvilket nok er med til at give dette belgiske indtryk, Hersbrucker og Saaz humle ( IBU 29 ) og grøn chili. Heldigvis er der ikke så meget af det sidste stads i, så det ødelægger ikke noget. Men korianderen og humlen indgår i et fint samarbejde.
Karakter 4                                                                                                         

Til sidst Bryg nr. 37 – en ”Porter” på 5,7%. Dette er også en version 2. Jeg skrev tidligere om version 1 ( bryg nr. 25 ). Denne gang er der stjerneanis i, hvilket jo giver en dejlig lakridsagtig smag. Der var også lakrids i desserten, så det passede glimrende. Det er en sort øl med en let krop og en dejlig tørhed. Lakridssmagen er tydelig og blander sig med brændt malt. Der er brugt engelske humletyper.
Karakter 3+               
 
 

mandag den 16. september 2013

Tid til en øl - Beer Train / Henriks Hjemmebryg


16. September 2013

I lørdags tog jeg – med tre venner – på en lille togtur til regionens ølsteder. Det var vi gjort hvert år ( i hvert fald de sidste tre år ), når togbilletterne var billige. Og i år er det simpelthen gratis at køre til Frederikshavn, fordi hullet i jernbanebroen over Limfjorden i lang tid satte togdriften i stå. Så som en slags plaster på såret kan man altså rejse gratis med DSB i september.

Det første år besøgte vi Skagen Bryghus inden turen gik til ”Det Bette Ølhus” i Aalbæk. Andet år besøgte vi kun ”Det Bette Ølhus”, men denne gang tænkte vi også at besøge Jerry’s i Frederikshavn. Den ene af vennerne bor i Vrå og han inviterede på frokost med lokalt øl. Så det var nemt at stå af i Vrå og gå de få hundrede meter til frokostbordet.

Lokalt øl skal forstås helt bogstaveligt. Henrik er nemlig hjemmebrygger, og det var naturligvis hans øl vi skulle smage. Turen til Vrå er jo lang – det tager næsten en halv time, så en af de andre trak tre flasker ”Deshutes Inversion IPA” op af tasken. Manden ved siden af os kiggede langt efter dem, men måtte nøjes med sin kaffe. Konen mente vist det var vel tidligt med øl.

I Vrå var der sild, spegepølse og frikadeller og vi lagde ud med ”Bryg #20” – en tjekkisk pilsner, der havde fået navnet ”Urkilde”. Den blev naturligvis præsenteret i gamle Urquell-flasker. Brygget med Saaz humle – en IBU på 43 og en procent på 4,4%. Det er en klar, gylden øl ( hvis man hælder nænsomt ) med små spredte bobler. Lys duft af korn og sødlig våd halm.. Den er frisk og livlig og føles prikkende på tungen. Smag af malt, måske lige sød nok, men med en fin bitterhed i eftersmagen.

Karakter 3+

 
Derefter kom en sød, lille ”Porter” på bordet. Den er små Leffe-flasker, der lægger krop til brygget. Det er Henriks ”Bryg #25” – den nyeste på listen. Den er på 5,3% og biterheden er 32 IBU.
Det er en sort øl med lyst brunt skum, der består af store bobler. Der er duft af ristet malt med en antydning af vandbaseret maling. Det kunne godt lyde ubehageligt, men det vat det ikke. Det er en relativ let øl med smag af ristet malt. Den har en tør afslutning, hvilket vist var kommet i løbet af de sidste par uger, så det er en øl der stadig udvikler sig. Fin bitterhed i eftersmag.
Karakter 3
 


Henriks ”Bryg #15” er en american pale ale på 5,7%. Den er brygget udelukkende med Cascade ( IBU 42 ) og bærer derfor navnet ”Cascade”. Cascade-bjergene i Washington – med Mount Rainier i baggrunden – pryder etiketten.

En flot, rød øl med en sløret fremtoning. Den havde kun svagt skum, men det var forskelligt i forskellige glas. En dejlig duft af amerikansk humle med gode noter af grape. Der er en sødmefyldt indledning, der ender ud med en dejlig humlebitterhed i eftersmagen.

Karakter 3+

Derudover smagte vi også ”Junipebberper” ( se tidligere indlæg ) inden turen gik videre nordpå til Aalbæk. Så var vi sandelig kommet godt i gang.

fredag den 21. juni 2013

Tid til en øl - Henriks Hjemmebryg / Junipebberper


21. Juni 2013

Forleden havde vi møde i Ølentusiasternes bestyrelse, og her blev en del af efterårets arrangement diskuteret. Det skal nok blive et spændende efterår. Der var pizza og ost på bordet og naturligvis også nogle gode øl.

Jeg gik lidt forsigtigt til værks, da jeg skulle køre til prøve på musicalen senere. I går var jeg til prøve med orkesteret, og her i weekenden møder de op, så alle kan få lejlighed til at synge deres sange og orkesteret kan få fornemmelse af stykket. Der er altid spændende.

 
Her i sommervarmen har jeg nydt den gode ”Hefe-Weissbier” fra Paulaner. Den er mere afdæmpet end Weihenstephans – banan og pære er ikke så fremtrædende. Der er mere vægt på kryddernellikerne. Men det er en forfriskende øl, der gør sig godt i sommervarmen. Jeg har skrevet om den før.
Her til aften var det en øl, der passer til måneden – juni. Min gode ven Henrik er selv begyndt at brygge og laver glimrende øl. Dette er hans bryg nr 16, og den bærer navnet ”Junipebberper” ( en sammentrækning af ”juniper ( enebær ) og pebber ( peber )). Og sandelig om ikke disse ingredienser indgår i bryggen. Bitterhumlen er Northern Brewer og aromahumlen er Fuggles. Bitterhed 23 IBU.
Det er en mørkebrun øl på 6,8%. Et væld af tætte bobler stiger op og danner et knitrende offwhite skumlag. Der er en duft af sødlig malt og rugbrød. Det er en behagelig og letdrikkelig øl. Smagen indledes af lidt sukkersødme – enebær anes i baggrunden, men peberet er svært af få fat i. En mild balancerende humle afslutter.
Karakter 3+
 

torsdag den 17. maj 2012

Tid til en øl - Henriks Hjemmebryg


17. Maj 2012

Til aften kom madklubben på besøg. Vi havde lovet at introducere dem til sushi, og havde købt ind i Sushi-Sushi. Det faldt vist i god jord. Jeg ville gerne have købt nogle japanske øl – ”iki” med grøn te i, men de var ikke længere på hylden. Så i stedet blev det Kirin Ichiban ( 7. april 11 )., der kom på bordet. Den passer også glimrende til sushi.
Bagefter prøvede vi en ”Hopping Hare” fra Bagder. det er en gylden ale på 4,5% - brygget med tre forskellige humlesorter. Goldings, Cascade som aromahumle og First Gold som bitterhumle. Den har en sødlig kiksesmag og en humlet afslutning med noter at citrus. Om det balancerer er vist et spørgsmål om smag - jeg synes de stikker lidt i forskellige retninger.
Karakter 3
Forleden besøgte vi nogle andre venner i Vrå. Det var her jeg første gang stiftede bekendtskab med øl i en mere ølentusiastisk sammenhæng. Værten havde til en fødselsdag proklameret, at det ikke skulle serveres drikkevarer med druer ( vin ), så det var forskellige specialøl og rom til desserten.
Nu har han for alvor slået sig på hjemmebryg. Han er blevet vældig grebet af det, og er i gang med fjerde bryg for tiden. De tre første ses på billedet – en brown ale, en hvedebock og en sort hvede.
Vi smagte to af hans øl til maden. Først var det ”Brown Ale” på 5,0%. På etiketten ses en lutspillende gris, som vist er Vrås vartegn.  Her finder vi også konkrete oplysninger. Brygget på pale Ale, Carafa I, Carafa III, og Cara Munich. Humlet med Target og East Kent Goldings til en bitterhed på 28 IBU.
Det er en flot brunlig øl med en hel del bundfald, som vi lod blive i flasken. Den var derfor kun med et let slør. Det er lidt forsklligt, hvordan karboneringen er faldet ud i flaskerne, men min var helt pænt karboneret. Let karamelagtig aroma. Den føles let med en god livlighed. Smagen indledes af karamel, måske lidt nødder og et diffust strejf af lakrids. Balancerende bitterhed. En virkelig udmærket første forsøg.
Karakter 3+
Øllene er lavet af bryg-kits, hvor fremgangsmåden er forklaret. Det er nok en god ide, når man skal lære de basale færdigheder at kende. De 2 bryggere gør meget ud af renlighed og det er måske noget af det vigtigste ved brygningen. Det har også givet gode resultater.
Den anden øl var en ”Weizenbock” – lidt efter ”Aventinus”. Den var planlagt til 7,8%, men Henrik mente at det nok ikke helt holdt. Hvede- og pilsnermalt og Cara Minich II og Carafa I Special. Bitterheden var lav ( 9 IBU ), og lavet med Saaz.
Mørk med et rødligt skær. Blødt kraftigt skum. Det var en hvedeølaroma, der faktisk lagde sig fint i retning af ”Aventinus”, med nelliker og en anelse acetone. God fyldig krop og en dejlig krydret smag, der bliver en smule skarp i slutningen.
Karakter 4
I morgen samles vi ( 7 mand høj ) hos mig for at holde en ølsmagning med lyst øl. Det skal nok blive interessant.

torsdag den 5. maj 2011

Tid til en øl - Stjær Julebryg 2010


5. maj 2011

Har været til første danseprøve på ”Robin Hood”. Det er ikke svære trin, men det kan godt føles lidt hårdt for de gamle knæ. Men sjovt er det, og vi skal have solbriller på i stil med Blues Brothers i det ene nummer – fedt.

Det er jo ved at være koldt igen, så det er helt på sin plads at åbne skabet sidste juleøl. Jeg fik den af min nevø i fødselsdagsgave i april. Han kender vist bryggeren – eller kender en, der kender bryggeren.

Stjær Bryghus har jeg skrevet om før, men det er meget sparsomt, hvilke oplysninger der er tilgængelige.

Det er en mørk øl med et orange skær, når bundfaldet kommer med. Lyst skum. Vinøs aroma med alkohol, blomme og lidt krydderi. 8,0% alk. Der er en dejlig brusen i munden. Man fornemmer blomme og rosin i begyndelsen, men det afløses af en lidt mere krydret note. Eftersmagen har en passende bitterhed.

Karakter 3+


torsdag den 14. april 2011

Tid til en øl - Stjær Bryghus Hvede


14. April 2011

Så blev der holdt barnedåb i kongehuset, og sandelig om ikke den lille prins blev opkaldt efter en øl. Den øl, jeg nød i går fra Ugelris bar netop navnet Vincent. Så det navn kan vi jo ikke indvende meget imod.

Jeg har været til møde hele dagen – MED-kursus, hvor vi skulle lære om vores roller og funktioner i det nye MED-udvalg. Sådan noget er jo aldrig udpræget spændende, men det er lovpligtigt, og så gik dagen da med det. Vi sluttede ved 15-tiden og så var der mulighed for at besøge Ølkonsortiet, for at finde et par øl.

Det er nu ikke en øl derfra, der er på programmet i aften. Derimod er det et stykke håndbryg, jeg fik forleden af min nevø ( han har en kollega, der vist nok kender en der brygger ( eller noget i den retning )). Der er ikke mange oplysninger om en sådan øl. Det er en ”Hvede” og den er på 4,0%. Brygget den 22. januar 2011 af Stjær Bryghus.

Det er ikke lykkedes mig at finde noget om denne hjemmebrygger, men der er henvisninger på nettet om Stjær Andelsbryggeri. Det er nu vist ikke det samme – i hvert fald ser deres etiketter anderledes ud, og der er ingen hvedeøl iblandt. Men det er da flot, hvis Stjær har 2 bryghuse i byen.

Det er en meget lys øl med dovne bobler og blødt hvidt skum. Den er ufiltreret, så der er en smule slør. Fin duft af blomst og lidt krydderi. Den føles meget let i munden med lidt prikkende kulsyre. Desværre holder den fine aroma ikke til smagen, der er lidt neutral af korn og halm, og som ender en smule vandet. Der er ikke megen eftersmag. Det virker lidt som om der ikke er brugt original tysk hvedegær, men det ved jeg jo ikke noget om. Man savner i hvert fald de typiske noter af kryddernellike og banan.

Karakter 2