Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten Dunkel. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Dunkel. Vis alle opslag

onsdag den 7. september 2022

Tid til en øl - Kaufbeuren Dunkles Weizen / Ettaler Kloster Dunkel


7. September 2022

På vej mod vort mål i Oberammergau så vi et sjovt kirketårn og kørte spontant ind for at se kirken. Det viste sig at være et pragteksemplar af en rokokokirke med overdådige udsmykninger i hobetal.

Vi var ellers på vej til Wiesskirche, der er den mest berømte rokokokirke i området og som figurerer på Unescos Verdensarvsliste. Den havde vi set for godt 10 år siden, men ville gerne gense den. Denne var næsten lige så flot - St. Ulrich in Seeg.

Vi så endnu en i nabobyen, men den var ikke slet så eventyrlig.

Wiesskirche er et fantastisk overflødighedshorn. Der er noget at se på ligemeget, hvorhen man vender sig. Alt, alt for meget, men jeg elsker det.

Vi satte os ved den lille cafe udenfor og fik lidt at spise. De havde øl fra Kaufbeuren Brauerei.

Kaufbeuren Brauerei ligger i Kaufbeuren, Allgäu, og det er Schwabens ældste bryggeri. Første optegnelse er fra 1308, hvor Heinrich der Twinger arvede et Sedelhaus ( bryggeri ). I 1807 blev det nuværende bryggeri grundlagt og i 1885 blev det til en aktiebryggeri. Siden har det fusioneret flere gange, og blev i 2017 overtaget af en amerikansk milliardær.

Jeg valgte en Dunkles Weizen, der også har navnet 'Steingardener'. Den er på 5,1% med en lav bitterhed på kun 12 IBU. Den har en smuk nøddebrun farve, og er naturligvis uklar, da det er en hefeweizen. Humletypen er Hallertau Taurus. Det er en behagelig øl i den mere afdæmpede ende. De - for en weissbier så karakteristiske gærnoter, er ikke så markante som i mange andre øl af typen. Men det er fint balanceret og som nævnt et forfriskende og behageligt bekendtskab.

Karakter 4

Derefter kørte vi til hotellet, hvor vi ankom tidsnok til at besøge det lokale kloster i Ettal, hvor man også brygger øl. Desværre var butikken lukket 15 minutter før vi kom, men vi kunne købe noget næste dag. Klosterkirkens indre er også holdt i overdådig rokokostil.

På hotellet kunne man også smage klosterets øl og jeg bestilte en 'Kloster Dunkel' på 5,0%. Dn skrev jeg også om for 12 år siden da vi havde besøgt området. Det er stadig en glimrende øl med god nøddeagtig maltsmag og lidt karamel.

Karakter 4






 

torsdag den 1. juli 2021

Tid til en øl - Godt Bryg Odin Dobbelt Øl


 1. Juli 2021

Da jeg var dreng var der mange bryggerier rundt om i landet - nærmest et i hver by. Der var et i Aalborg - i Randers, Viborg, Århus og et i Faxe. I følge den historiske gennemgang fra 'Godt Bryg' var der 33 forskellige bryggerier i de danske købstæder.

Efter flere fussioner blev mange af disse bryggerier indlemmet i Bryggerigruppen, der i 2005 skiftede navn til Royal Unibrew.

Siden har Royal Unibrew med større eller mindre held forsøgt at komme ind på specialølsmarkedet, med serier som Schiøtz ( Albani ) - Lottrup ( Ceres ) og de har også indgået et samarbejde med Kissmeyer. Og nu vil de med en ny serie sætte fokus på historiske øl fra mange af de andre lokale bryggerier. Det er foreløbig blevet til 4 øl i serien 'Godt Bryg'.

Danmarks ældste bryggeri er Odin Bryggeri i Viborg. Det blev grundlagt i 1832 af brygger Chresten Olesen. Det var også et af de første bryggerier til at give sig i kast med den nye bayerske øl, men det passede ikke den lokale befolkning og blev hurtigt opgivet igen. Odin Bryggeri blev også kendt for deres 'Øl med pind', som var varm øl med et skvæt rom og kandis på en pind, som man så kunne sidde at røre rundt med. Sikkert lidt i stil med 'Varm øl med flødeskum', der var så populær for ca 10 år siden.

Faxe overtog aktierne i 1978 og i 1988 forlod den sidste øl Viborg og bryggeriet lukkede efter 156 år.

I 2019 gjorde man et fund, da man skulle renovere de gamle bygninger. Under gulvet fandt man 6 gamle flasker øl fra 1906, og derfra har man hentet inspiration til 'Dobbelt Øl', der var en af de øl man fandt.

Dobbelt øl var lidt kraftigere øl, der passede godt til det danske spisebord. Det skulle være dobbelt så godt og indeholdt mere malt og smag.

Det har givet en mørk øl på 5,7% - med kraftig lyst skum. Aromaen er udpræget maltet, med karamel og brun farin. Det er en rund og tyktflydende drik, hvilket sikkert er meget autentisk, selvom en smule livlighed ikke ville være af vejen. Smagen er behagelig, men absolut i den søde ende - igen er den karamel og farin, der dominerer. Bitterheden er 25 IBU, men den trænger ikke rigtig igennem. Passede ganske glimrende til hamburgerryg.

Karakter 3+

Et glimrende tiltag for at sætte fokus på de gamle danske bryggerier og de danske traditioner, selvom der måske er ændret lidt, så det passer mere til vor tid. Også sjovt at stifte bekendtskab med andre danske øl end datidens allestedværende pilsner.



søndag den 9. maj 2021

Tid til en øl - Verdens Største Virtuelle Ølsmagning 2


 9. Maj 2021

Det var en af ølvennerne, der havde inviteret til Virtuel Ølsmagning, og vi var 7 deltagere, der hyggede os med snacks og chips - og naturligvis de gode øl.

Indlagt i programmet var der 3 'Beer Battles', hvor vi skulle smage øl af samme karakter op mod hinanden. Måske var det derfor, at de 2 næste øl på listen begge var betegnet som 'pilsner'.

Det kan måske give en smule mening at teste to øl af samme type mod hinanden, men det var bestemt ikke tilfældet her. Ingen af de 2 øl var en pilsner, og de afveg fra hinanden på næsten alle punkter.

Stor forskel i alkoholprocent ( 5,9% - 4,5% ) - Stor farveforskel ( EBC 14 - EBC 32 ) - Stor forskel i bitterhed ( IBU 35 - IBU 11 ). Der var absolut intet grundlag for at sammenligne de 2 øl, men begge var dog lagerøl.

Christian Andersen og Jan Eiken satte med deres bog 'Den Nøgne Øl' fokus på pilsneren, og de har nu sammen med bryggeriet Anarkist lavet en ny 'nøgen øl'. Der er tale om en Dortmunder, der var en af de mest populære øltyper i 1950 - 70'erne. Typen ligger til grund for de mange danske 'guldøl', og Anarkist kalder da også deres Dortmunder for ' Naked Gold'.

Det er en gylden. lys øl på 5,9%. Den er naturligvis filtreret og med hvidt skum på toppen. Den har en sødlig maltet duft af korn og denne sødlige maltkarakter indleder også smagsindtrykket. Derefter dukker en skarpere og lettere sprittet note op. Danske guldøl kan godt være noget sprittede i udtrykket, men her passer det godt som kontrast til malten, og giver øllet en let aggressiv karakter. Man har forsøgt at genskabe den originale vandprofil fra Dortmund i 50'erne. Øllet er friskt med en god fylde. Bitterheden er tydelig uden at være påtrængende. Der er brugt 3 forskellige Hallertauvarianter - Perle, Callista og Akoya ( IBU 35 ). Alt i alt en interessant øl.

Karakter 4


Overfor den stod der så en øl af en ganske anden karakter, hvilket gør en sammenligning absurd. Nørrebro Bryghus har lavet en let øl - sikkert også historisk fra det gamle København. Der er ikke tilsat kulsyre, for det gjorde man ikke i midten af 1800'tallet. Det gør denne øl mere fad, og det virker ofte lidt kedeligt, med mindre man er engelsk 'real ale' fan. De skal have 'thumbs up' for det historiske forsøg, men det var nok smagningens mest intetsigende øl.

'Gamle Københavner' er en 'bayersk dunkel' med en amber, nøddebrun farve og let skum. Duften er meget svag. Den er let drikkelig, men altså en smule livløs. Der er en let nøddeagtig smag.

Karakter 2+


Sidste øl i denne runde var 'Sweet Gale' fra Thisted Bryghus. Det er en øl brygget med porse, og der er efterhånden en del fra thisted, så jeg har lidt svært ved at skelne dem fra hinanden. Møske skulle man lave en Beer Battle med porseøl fra bryggeriet for at smage dem mod hinanden.

'Sweet Gale' er en lys øl på 6,0% med en kraftig duft af porse. Den er frisk og let drikkelig og har en god smag af porse. Ikke meget at være utilfreds med her, men måske unødvendig, når man har 'Porse Guld'.

Karakter 3+




lørdag den 8. december 2018

Tid til en øl - Berentsens Juleøl


8. December 2018


Aftenens Juleøl blev minsandten også fra Berentsens i Norge. Vi havde været på Himmelands Teater og set den forrygende, morsomme komedie – ’Ridderen af Randers Bro’. Den kan klart anbefales.
Som oftest spiste vi derefter på Cafe K, der ligger lige i nærheden. Her har de øl fra Primator, men i højtidens anledning, spurgte jeg efter en juleøl.

Og sandelig – de havde en ’Juleøl’ fra Berentsens. Det var jo glimrende, for den havde jeg ikke smagt, og mit indtryk af de 2 andre var vældigt fint.

Det er bryggeriets letteste juleøl – på 4,7%. En undergæret Dunkel – en julebajer.
Den har en flot, mørk fremtoning og en duft af ristet malt. Det føles let i karakteren, men det er måske i forhold til de tungere øl jeg havde smagt. Let karamelliseret smag. ikke særlig meget humle.

En udmærket øl, men jeg kunne godt have brugt en lidt kraftigere udgave til vores Confit de Canard.

Karakter 3

torsdag den 27. juli 2017

Tid til en øl - Wittenberger Dunkel / Breznak Schwarzbier.


27. Juli 2017

For 500 år siden slog Luther sine berømte teser op på kirkedøren i Wittenberg, hvilket blev startskuddet for reformationen. Da vi var på de kanter, syntes vi lige vi kunne slå et smut forbi.
Slotskirken i Wittenberg har et yderst bombastisk tårn og det indre er en smule fake. Murstenene og de draperede gardiner på væggene er alle malet på. De 95 teser står nu skrevet i kobber på kirkedøren, men da dette ikke er em religionhistorisk blog, vil jeg undlade at recitere dem her. 


Vi så også Dronning Margrethes store alterdug, som hun selv har broderet. Den opbevares i et lille rum i kirken og tages kun frem ved særlige lejligheder. Hvis man bruger de 3 magiske ord – ”bitte” – ”danke” og ”aus Dänemark” er det muligt at komme til at se det.


På torvet ligger Wittenberg Brauhaus, hvor vi indtog vores frokost. Den har en fin gårdhave, men da det havde regnet søgte vi indedørs.


Indenfor er der udsyn til to store kobberkedler, og det er måske det, der bruges, for der er kun tre øl i sortimentet.


På kortet kunne jeg se retten ”Luthers Pfannenschlag”, så det måtte jeg da smage. Det er en slags meget lind kødsovs, men smagte udmærket. Det er ikke en ret, man skal prøve at goggle ingredienser på, hvilket jeg jo naturligvis – og desværre – gjorde. 
Der er: gryn, svinehoved, svinemave, kalvelever og bouillon. Jeg fik det serveret med pommes frites, men halvvejs gennem måltidet kom tjeneren farende og tog tallerkenen. Det var helt forkert med pommes frites – det skulle være med runde, hvide kartofler. Da vi gik klappede han mig på skulderen og sagde: ”besser mit kartoffeln”.


Jeg valgte at skylle retten ned med bryghusets ”Dunkel”, der var en relativ let, nøddebrun øl med kraftigt hvidt skum. Smagen er maltet, men gør ikke noget særligt stort indtryk.

Karakter 2+


Da vi kom tilbage til vores hotel, tog vi et bad i vores sø inden aftensmaden.

På værelset åbnede jeg endnu en øl fra grænsebutikken – ”Breznak Schwarzbier” på 3,8%.
Jeg må jo nok indrømme at alkohollette øl ikke rigtig siger mig noget. Denne er brygget på meget mørk malt og den har en tør og ristet smag. Den kan minde lidt om Guinness, som heller ikke siger mig alverden. Den føles lidt tynd og vandet, som gammel kold kaffe. Jeg savner lidt mere fylde og sødme – selv i en schwarzbier.

Karakter 2+

En udmærket feriedag med gode oplevelser, selvom øloplevelserne nok kunne have være større.






mandag den 17. juli 2017

Tid til en øl - Rostocker / Th. König Zwickl


17. Juli 2017


Sommerferien gik i år en kort smut til Tyskland. Vi har ikke så ofte besøgt den østlige del, så vores første mål var den gamle hansestad Wismar. Vi skulle være afsted i 5 dage, så jeg købte lidt ukendte øl med fra grænsebutikken, for at have noget at slappe af med sidst på dagen. Jeg håbede da også at støde på nogle af de klassiske, gamle kendinge, hvilket jeg naturligvis også gjorde. Min kone og yngste datter havde købt Asti og ”Sex on the beach”-like flasker, for at holde mig ved selskab.
Vi ankom først til hotellet ved aftenstid, og satte os til buffeen i restauranten. Ølkortet bød bla. andet på den dejlige ”Diebels Alt”, men jeg besluttede at vente med den til dagen efter. I stedet bestilte jeg en ”Rostocker Pils” til forretsbuffeen.

Hanseatische Brauerei Rostock er det lokale bryggeri. Det blev grundlagt i 1878 af ingeniørerne Friedrich Ohlerich og Georg Mahn. De kaldte opfindsomt deres bryggeri for –”Brauerei Mahn & Ohlerich”. I 1945 lukkede bryggeriet , da alt inventar blev overført til Sovjetunionen, men der gik ikke langt tid før det åbnede som ”Rostocker Brauerei”. I 1991 blev det købt af Beck og det ejes nu af Radeberger Group.

Deres ”Pils” er en meget lys øl med få store bobler. Den har en duft af halm og strå. Den har en lidt syrlig/sur smag, som jeg ikke bryder mig så meget om. Det er det samme indtryk, som jeg møder hos ”Grøn Tuborg”. Bitterheden er også tilstede – især i eftersmagen.


Karakter 2+


Til hovedretten tog jeg en ”Rostocker Dunkel”. Det er på mange måder samme øl, men i en mørk udgave. Begge øl er på 4,9% og har dette sure præg, men her dæmpes det lidt af malt og karamel. Den har en flot mahognyfarve. Den har en skarp karakter – måske pga det syrligt/bitre præg.

Karakter 3


Inden sengetid åbnede jeg en flaske kellerbier fra ”Th. König Brauwerke”. Theodor König åbnede i 1858 et bryggeri i Beeck i nærheden af Duisburg. Han indførte den undergærede øl i området, der jo stadig er kendt for de overgærede øltyper ”Kölsch” og ”Altbier”.

Bryggeriet er mest kendt for deres ”Zwickl”, der er brygget af 4 forskellige malttyper og humlet med Perle og Tradition

Farven er rødligt rav. Den er let uklar og har en kraftigt beige skumtop. Duften er maltet og let nøddeagtig. Blød og behagelig tekstur. Afrundet smag hvor malten domineret. Let bitterhed i eftersmagen.

Karakter 3+

lørdag den 20. august 2016

Tid til en øl - Thisted Carnis


20. August 2016

Der er lige halvleg i den spændende OL-finale mellem Tyskland og Brasilien. Så kan jeg få skrevet lidt om aftenens øl.
Thisted Bryghus har sendt fire øl på markedet, der har taget navn efter den mad, de passer til. En glimrende ide. Vi skulle have et steak, og derfor valgte jeg ”Carnis” – der har en okse på etiketten og passer godt til rødt kød. ”Carnis” betyder da også kød.

Den beskrives som en mørk lagerøl på 5,8%. Den har en fin ravfarve og toppes af groft, hvidt skum. Duften er maltet med antydninger af karamel, hvilket lover godt. Jeg havde nok forestillet mig lidt i retning af en bockøl, men det er der ikke tale om. Der er tilsat ascorbinsyre, og det har jo sjældent gjort noget godt for en øl. Det er muligvis grunden til at den føles skarp og aggressiv, og det syrlige islæt overdøver desværre alle forsøg på at bringe malten frem. Jeg synes simpelthen ikke, den passer til rødt oksekød – prøv igen, for ideen er god.

Karakter 2+


Og så til 2. halvleg.

søndag den 24. april 2016

Tid til en øl - Reinheitsgebotsmagning 1 / Aldersbacher / Zötler / Kitzmann


24. April 2016

Så fik vi fyret ølbatteriet af. Elleve bayerske øl – alle brygget efter Das Reinheitsgebot. Jeg havde inviteret vennerne til smagning – en mildere en af slagsen, end vi er vant til. For selvom tysk øl er god hverdagsøl, er det ikke synderligt stærkt. Der var kun en øl over 6,0%.

Det er dejligt, at man har udvalgt mindre kendte bryggerier, der alligevel har en lang historisk tradition at bygge på. Det kan da også være, det kun er herhjemme bryggerierne ikke er kendte. Jeg kendte kun et i forvejen.


De elleve bryggerier præsenterer forskellige øltyper fra Bayern, Men man kunne ligeså godt finde præcis de samme typer hos hvert enkelt bryggeri. For tyske bryggerier laver stort set de samme øl og smagsvariationen er også minimal. Til gengæld er forbrugerne gerne meget lokalpatriotiske, og drikker helst det lokale bryg.


Som man kan se er antallet af bryggerier i Bayern en hel del større end i resten af Tyskland, så der har været mange at vælge imellem. Man har valgt bryggerier fra alle fem regioner, men som nævnt er de fleste af typerne nogle, man kan finde hos stort set alle


Aldersbacher er et meget gammel bryggeri, der stammer helt tilbage fra 1268. Det repræsenterer Nieder-Bayern. Det er et klosterbryggeri og er nævnt i et brev fra Grev Albert von Hals. På dette tidspunkt var det sikkert kun til eget forbrug, men i de følgende århundreder blev øllet kendt i hele Bayern. I 1803 blev klosteret nedlagt, og i 1811 erhvervede Friherre  von Aretin det. Det blev moderniseret i 1900 og brygger på nuværende tidspunkt 13 forskellige øl.


Deres ”Klosterhell” er en typisk Helles på 5,1%. Denne bayerske øltype blev lavet som et modsvar på Pilsneren, der i sidste halvdel at 1800tallet bredte sig fra Bøhmen. Den har den samme renhed -  både i udseende og smag, men der er lagt mindre vægt på humleprofilen.

Det er en klar, lys øl med hvidt skum. Den har en let maltet duft, som når kornet lige er kørt i lade. Den er frisk og livlig i munden. Smagen er maltet, og man fornemmer en let bitterhed til slut. Der er brugt typisk bayersk Hallertau. Alt i alt et godt eksempel på typen, der af os danskere godt kan virke lidt tam, da netop bitterhed er så lav.

Karakter 3 

Zölter er det ældste familiebryggeri i verden. Det blev grundlagt i 1447 og ligger i Rettenberg i Allgau, der er et område i Ober-Schwaben. Den vestlige del ligger i Baden-Würtemberg. De brygger 12 forskellige øl + det løse. Bryggeriet er stadig i familiens eje.


Deres ”1447 Naturtrüb” er en øl, der er brygget for ære de 565 års brygvirksomhed. Om det har været til et jubilæum melder historien ikke noget om. I 1447 var alt øl ( så vidt man ved ) overgæret, og derfor er denne øl også en overgæret øl. Det giver en mere aromatisk og frugtig duft. Øllet føles stadig friskt. Smagen er lettere floral og bitterheden er lav ( 25 IBU ). Som navnet siger, er det en uklar øl. ”Trüb” oversættes som ”uklar”, ”plumret” og ”grumset”. Det første lyder pænest, så det tager vi. I de små glas var det de sidste der fik al grumset.


Karakter 3


Efter disse to øl var der nogle der spurgte, om jeg havde noget hæk jeg skulle have klippet, og det blev ikke sidste gang, nogen foreslog havearbejde. Det er jo relativ lette, lyse øl, som man ofte nyder som ”over hækken”-øl efter en lang dag i haven. Men den næste øl var lidt mørkere og så fik vi sat lidt pølse og ost på bordet, så vi kunne få stillet sulten.

Bryggeriet Kitzmann ligger i Mittel-Franken og stammer fra 1733. Det er også et familiebryggeri og det var grundlagt af Thomas Kitzmann. 100 år senere flyttede bryggeriet til sin nuværende placering ved den sydlige bymur i Erlangen. 16 forskellige øl i sortimentet ( jeg regner også alkoholfrie med )


”Dunkles Erlangen” er en flot kobberfarvet øl på 5,7%. Dunkelbier er sjældent så mørkt, som den ”Dark” jeg smagte forleden. Det var nok mere en schwarzbier.  Den toppes af lyst skum. Den har en god maltet duft med en snert af rugbrød. I smagen fornemmer man maltet med lidt karamelsødme. Øllet har en god fylde.

Karakter 3+

torsdag den 13. august 2015

Tid til en øl - Frejdahl Nidhug


13. August 2015 

”Asken Yggdrasil Anløb lider mere end man tænker, thi Toppen ruskes af Hjort, den raadner på Siden, Nidhug hærger forneden.”
( Grimnirs Tale )

Den anden øl fra Frejdahl hedder Nidhug og der henvises til navnet i den gamle tekst, men ellers kender jeg ikke baggrunden for navnet. Nidhug er den drage, der gnaver af Verdenstræets ene rod, og suger blodet af de mennesker, der ikke skal til Valhal. Et uhyggeligt og drabeligt væsen, der umiddelbart må kalde på en mørk og farlig øl. Og det synes jeg ikke helt passer. – Men en øl skal jo hedde noget og det er måske baggrunden for navnet.

”Nidhug” er en rugøl. Den fremstår undergæret, men det oplyses der ikke noget om. Den er naturligvis økologisk med dansk rugmalt.

Det er en dunkeløl på 5,2%. Skummet er kraftigt, men svinder meget hurtigt til absolut intet. Man mødes af en duft af rugmalt, rugbrød og karamel. Den virker mere tynd end forventet. Let og skarp i munden og smagen er heller ikke overvældende. Man sidder tilbage med smagen af rugmalt og gær til sidst. Der er ikke meget bid i dragen – den kunne godt være lidt mere udfordrende. Lidt en skuffelse efter ”Guldtop”.


Karakter 3

mandag den 16. februar 2015

Tid til en øl - Astra Arschkalt

Jeg har frosset i dag. Vinden er gået gennem marv og ben, når jeg har været udenfor. På formiddagens løbetur var jeg forberedt, men ellers har det været røvkoldt. Så det må jo være passende at afslutte denne gennemforfrosne dag med en øl af samme navn.
Tyske Astra fra Hamborg hører til i området omkring Reperbahn, hvor jargonen godt kan være frisk og direkte, og deres reklamer afspejler dette faktum temmelig tydeligt. Jeg har tidligere vist nogle af dem. Og deres vinterøl – ”Arschkalt” er da ingen undtagelse.
 

Det er en dunkel vinterøl på 5,9%, der - selvom den skal serveres koldt – godt kan lune lidt. Fin kobberfarvet øl med svagt, lyst skum. Duften er maltet med karamel og et strejf af frisk humle. Den er let i karakteren med en prikkende fornemmelse i halsen. Smagen er maltet med lidt citrus og en fin bitterhed i eftersmagen.

Karakter 3+

tirsdag den 16. december 2014

Tid til en øl - Raasted Juleøl 14


16. December 2014

Jeg har tidligere skrevet om ”Juleøl” fra Raasted, men problemet med bryggeriet er, at der er nærmest to udgaver at det. Det originale var grundlagt af martin Jensen i 2005, men gik konkurs i 2009. Samme år dukkede det op igen og det var ”Juleøl” fra denne periode, jeg tidligere skrev om. Det var en kraftig sag på 8,5% - i belgisk stil.

I 2011 blev bryggeriet overtaget/fussioneret med Randers Bryghus og Martin Jensen fungerede en kort overgang som salgsdirektør. Han står nu som idemand bag Ugly Duck og der må man jo sige, at succesen fortsætter.

Randers Bryghus forsætter med at producere øl under navnet Raasted – måske pga navnet, der jo har stået for kvalitet. Desværre er kvaliteten ikke på samme niveau som tidligere. Det er blevet mere jævnt standartøl.

”Juleøl” fra 2014 er en mørk Dunkel på 4,6%. Der er en kraftig skumudvikling. I næsen er der lidt malt og karamel, men den virker forkert i munden. Den er lidt for spids og spritzig – de maltede noter kommer ikke til orde og øller virker dårligt balanceret. Jeg må sige jeg foretrækker deres ”Christmas Ale”.

Karakter 2+


mandag den 18. august 2014

Tid til en øl - Vielanker Dunkel


18. August 2014

I går fyldte min mor 90 år, og hun havde inviteret til stor fest på Havkatten i Hals. Det blev en dejlig og hyggelig fødselsdag, men der var vin til maden ( øllet der er ikke værd at nævne – jo, man kan få en half & half ), så der var ikke rigtig noget at skrive om.

Her til aften åbnede jeg en øl fra grænsebutikken Hofmann’s Getränke i Harrislee. Det var en ”Dunkel” fra Vielanker Brauhaus. Bryggeriet ligger i  Mecklenburg-Vorpommern. Der er restaurant og hotel med 71 senge tilknyttet. Bryggeriet ligger i et naturreservat, hvor urokser og hjorte græsser, og det er også muligt at smage i restauranten. Derudover har jeg haft svært ved at finde oplysninger om bryggeriets historie.

Bryggeriets logo er åbenbart en tyr med krone, der rækker tunge. Det er en del af Mecklenburg’s våbenskjold.

Deres ”Dunkel” er en smuk mahognyfarvet øl på 5,0%. Mange små langsomme bobler danner en grov offwhite skumkrone. Mørk maltet duft med noter af rugbrød. Den har en god fyldig krop. Smagen er mørk maltet med brød og ristede svampe. Glimrende.

Karakter 4


søndag den 11. maj 2014

Tid til en øl - Raasted Bukkejagt


11. Maj 2014

Raasted Bryghus ved Randers var et af de fremtrædende mærker, da jeg startede min ølinteresse i 2006. Vi havde deres IPA med til vores første ølsmagning. Det var Martin Jensen, der drev bryggeriet på det tidspunkt, men det blev opkøbt af Randers Bryghus i 2011 og Martin er nu ansat ved Indslev.

Hvordan det forholder sig nu er jeg lidt usikker på. Om det stadig er Randers Bryghus, der brygger øllet eller om Raasted igen er uafhængigt. Deres hjemmeside er på latin, og det er for lang tid siden, jeg havde det i 2. real. Det er formentlig heller ikke meningen, men nogen har moret sig med det. Måske er det endda rigtigt, det der står.

Men Raasted Bryghus har udsendt ”Bukkejagt”. En undergæret  dunkel  på 4,6%. Mørkebrun med kraftigt, groft skum, der antager en farve som cafe latte. Duften er præget af malt og brød, og det samme gælder smagen – med en antydning af nødder. Det er absolut en drikkelig øl, men ikke en øl, der sætter uudslettelige spor.

Karakter 3


søndag den 23. marts 2014

Tid til en øl - Old Danish Beer / Albairisch Dunkel


23. Marts 2014

Det er de gamle øl, der præsenteres i aften – i hvert fald hvis man skal tro på navnene. ”Old Danish Beer” er en øl, der er lavet i samarbejde mellem Dansk Mjød og Ørbæk Bryggeri. Den er baseret på en gammel opskrift fra 1700-tallet. men nærmere kommer man ikke – ”wiener- og münchenermalt , udvalgte humletyper og det gode vand fra Ørbæk”.

Det var en af mine gode venner, der havde anskaffet sig den på Nationalmuseet, og den smagte vi i går, da vi havde madklub i Dronninglund.

Det er en stærk øl på 10,1%. Vikingerne drak ikke så meget mjød, som man ofte hører. Mjød er lavet på honning, og det er en temmelig dyr drik at fremstille. Mjød var en drik for guderne – øl var en drik for menneskene. Og ved festlige lejligheder kunne man blande de to til Mjønsøl. ( Der er nu nok også blevet drukket mjød, for hvordan skulle vi mennesker ellers få kendskab til det ).

Det er en mørk øl med en kraftig, sødlig duft af honning. Den har en god fylde, men virker samtidig frisk, nærsten champagneagtig. Smagen er først og fremmest sød af honning, men den holder længe. En fornem øl, der helt passer til særlige lejligheder.

Karakter 4+

 
Aftenens øl er efter en gammel opskrift fra Bayern – ”Altbairisch Dunkel” fra bryggeriet Ayinger.
 
Smuk mahognyfarvet øl på 5,0%. Skummet er kraftigt og kom ovenud af flasken, men ikke hurtigere end det kunne styres. Sidste salgsdag var engang i 2013, men det have ikke influeret på smagen. Duft af mørk malt med en anelse valnød og rugbrød. Fin fylde. Det er også malt og rugbrød der træder frem i smagen.
 
Karakter 3+

mandag den 13. januar 2014

Tid til en øl - Winterkoninkske / Katharina von Bora


13. Januar 2014

Egentlig var det ikke meningen jeg skulle drikke øl, før jeg var tilbage på min vægt inden jul, men der er jo altid indbygget nogle smuthuller i den slags beslutninger – især når man ikke er så karakterstærk.

Og i dag kom vinteren til Nordjylland. Jeg har nogle øl i skabet til vinteren og dette er måske den eneste vinterdag, så nu skulle øllet da smages. Det drejer sig om ”Winterkoninkske” fra Brouwerij Kerkom. Jeg har tidligere berettet om bryggeriet, der er fra 1878.

Man må ikke forveksle ”Winterkoninkske” med ”Winter Koninck” fra De Koninck, men navnet er vel noget i stil med ”vinterkongen” eller ”Kong Vinter”. På etiketten ser vi en lille rød fugl, der sidder på en humlegren og kigger ud over en snedækket by.

Det er en strong ale på 8,3%. Det er mørk, næsten sort og har groft lysebrunt skum på toppen. Den er brygget af 7 forskellige malte, og ganske givet lidt ekstra sukker. Aromaen er sød, med krydderier og chokolade  - meget intens. Vældig god fylde, der varmer godt i kulden ( som er lige udenfor vinduet ). Smagen er også præget af sødme og krydderier, der giver en rigtig hyggelig julestemning, men disser vinterøl er jo oftest også juleøl. Ikke meget humle i eftersmagen.

Karakter 4+

 
Regler og forordninger er jo sjovest, når man kan finder måder at omgå dem på, og mit forsæt med øldrikning har også andre indbyggede smuthuller. Jeg må godt drikke øl, hvis jeg er i byen eller der kommer gæster. Forleden kom der gæster og så fandt vi noget øl frem. Det blev til ”Fynsk Forår” til forretten - Sierra Nevada Pale Ale til hovedret, sammen med en reformationsøl fra Vendia i Hjørring. De har i anledning at Reformationens 500 jubilæum i 2017 lavet tre øl – ”Martin Luther” ( 7,0% ) – ”Philip Melanchtron” ( 4,6% ) – Katharina von Bora ( 5,5% ). Det var sidstnævnte som gæsterne havde med som værtsgave. Katharina var Luthers hustru. Hun var tidligere nonne og en dygtig brygmester.
Vendia Bryghus har valgt at lave tre tyske øltyper, hvilket jo er en fortræffelig ide, men så vidt jeg kan smage og læse, er der desværre tale om etiketøl. ”Katharina von Bora” er en dunkelbier – en rigtig bajer, men vist egentlig bare bryggeriets ”Vendelbobajer” med ny etiket. I hvert fald er alkoholprocenten den samme og smagen meget lig - og teksten indledes også med at fortælle, hvilken type øl Vendelbobajer er.
Det er ærgerligt og en smule sølle. Hvis man vil lave en event, skal man ikke lave genbrug. Det havde været mere passende med tre nye spændende bryg, især når der er så meget omtale i aviserne om det.
Men det kan da nås endnu – det er jo først i 2017.
Bagefter hyggede vi os med en ”Verboden Vrucht” fra Hoegaarden

lørdag den 24. august 2013

Tid til en øl - Krombacher Dunkel


24. August 2013

I dag har vi vandret en dejlig lang tur i Hammer Bakker, så vi var en smule mødige da vi nåede hjem igen. Aftensmaden stod på revelsben på grillen og dertil en ”Dunkel” fra det tyske bryggeri Krombacher.

Bryggeriet blev grundlagt i 1803 af Johannes Haas og er et af største privatejede bryggerier i Tyskland. I begyndelsen blev vandet til bryggeriet fragtet med oksekærre fra en kilde ved Grumberg, men i 1854 betalte Haas 17 guilders til kirken, der havde etableret en vandledning til byen.

I 1896 blev bryggeriet solgt til Otto Eberhardt og tog navneforandring til ”Hausbrauerei Eberhardt & co.”. Bryggeriet er siden 1922 i familien Schadebergs besiddelse. Bryggeriet ligger i Krombach, Nord Rhein-Westfalen. Det kører en kampagne til bevarelse af regnskoven. Kromberger Pils fra 1890 er den mest solgte pilsner i Tyskland.

”Krombacher Dunkel” er en mørk øl på 4,8%. Den er toppet af et beige, cremet skumlag, og man bliver mødt af en duft af malt og mørkt brød. Det er en letdrikkelig øl med en smag af ristet malt. Bitterheden er mest fra den ristede malt, men til sidst sukker en svag humlebitterhed op.

Karakter 3+


tirsdag den 6. august 2013

Tid til en øl - Bosch Braunbier (nach alter art )


6. August 2013

Navnet Bosch leder tanken hen på værktøj og hårde hvidevarer, men når vi befinder os i ølverdenen er der tale om en gammel bryggerslægt fra byen Bad Laasphe. Da vi kørte til Moselfloden, forlod vi motorvejen efter Hannover for at se noget af det tyske landskab og vi kørte bla. til Bad Berleburg,

hvor prinsesse Bendicte bor. Jeg er ikke helt hjemme i titler osv, men mener at hendes mand er prins af Sayn-Wittgenstein-Berleburg, og det er netop fra denne kant aftenens øl stammer.

Det var grev Georg af Sayn-Wittgenstein, der i 1438 gav byen Laasphe bryggerprivilegier. I 1705 finder vi den første navngivne brygger i byen – bageren Johan Friedrich Schuppert. Georg Eberhardt Bosch kom som ung mand til byen i 1825 og lærte her håndværket, hvorefter han giftede sig med brygger Schupperts  ( ikke Johan Friedrich, men en senere ) kønne datter og senere overtog bryggeriet. I 1857 byggede man en nyt og meget større bryggeri på den modsatte bred af floden.

I Bad Berleburg stødte vi på et Getränkemarkt, hvor vi  ( jeg ) gik på rov i de specialiteter jeg ikke kendte, og blandt dem var ”Bosch Braunbier” med undertitlen ”Nach alter art”. Det er en undergæret dunkelbier, men muligvis fra en kant hvor denne betegnelse ikke bruges. Den er på 5,0% og brygget med bla ristet malt og Hallertau humle. Lagret i fem uger i kolde kældre.

Øllet er mørkere end på billedet ( første forsøg med min nye telefon ),Den er ravfarvet, klar med mange bittesmå, langsomme bobler. Den dufter meget maltet – som hvidtøl med noter at øllebrød.

Den har en god fylde med en lidt finurlig brusende fremtoning. Sødlig maltet med karamel og frugtnoter – og enkelte strejf af klor ( ? ). Udmærket øl især sammen med maden.

Karakter 3+

”Die Guten verdienen das bessere!”


fredag den 5. juli 2013

Tid til en øl - Søgaard Zoo 75 år


5. Juli 2013

I går havde vi premiere på ”Oliver” på Skansen i Hals. Det blev en fantastisk forestilling. Alt gik godt og vi var stolte bagefter. Jeg nåede lige at blive færdig med at male de sidste kulisser – med god hjælp fra mine to døtre. Desværre kan jeg ikke vise nogle billeder, da mit kamera var blevet væk. Jeg fandt det først her til aften i kaffeteltet.

Efter forestillingen blev der holdt taler – det var 25 års jubilæum. Man ge blev takke, og jeg fik også en tak fro det store malerarbejde. Og sandelig om ikke der fulgte en ølgave med – afleveret af en Heidi ( ikke hendes rigtige navn ) i et smukt dirndl-kustume. Meget passende. Det var 3 øl fra Pladderballe Bryghus ( mere om det senere ).

I dag skulle jeg så ikke male og derfor brugte vi dagen i Zoologisk hHave i Aalborg. Her er for tiden en dinosaurus-udstiling, hvor der er placeret bevægelige dinoer rundt om i parken. Det ser vældig fint ud, men det er nu også godt at se de levende dyr. Der er lavet et nyt tigeranlæg, siden jeg var der sidst, men det var nu en løve, der lagde sig i den mest fotogene positur på en sten lige ved hegnet. Det er et flot dyr, men jeg havde jo ikke mit kamera.

Ved udgangen spottede mit øje en øl blandt de hundredevis af bløde bamsedyr, så den måtte jeg smage.

”Zoo Jubilæumsøl” blev lavet af Søgaard Bryghus i 2010 for at fejre 75 året for havens oprindelse.

”På 75 år har Aalborg Zoo har forvandlet sig fra et menageri, hvor det kun drejede sig om at udstille dyr til en moderne zoologisk have, der arbejder for naturbevarelse og en bæredygtig fremtid.” Der er i haven 140 forskellige dyr ( ikke medregnet dinosaurer ).

På Søgaards etiket er øllet beskrevet som ” en stærk pilsner”. Derfor havde jeg forventet en klar lys øl i glasset, og blev noget overrasket over synet.

I Danmark har begrebet ”bajer” i mange år dækket over en pilsnerøl. At man nu går den modsatte vej og skriver ”pilsner” når det er en bajer, er virkelig med til at forvirre begreberne. Denne øl er en bajer – en bayersk dunkel på 5,5%.

Mørkebrun, uklar og med svagt beige skum. En rund aroma af sød malt, rugbrød, øllebrød og flødekaramel ( lidt som de kaffebolsjer man får i tebutikken ”Kronen”. ( de smager egentlig ikke af kaffe, men jeg kan ikke huske deres navn )). Den føles let og blød og behagelig. Smagen er sødlig med noter i samme retning som aromaen. En god og behagelig øl, men stram lige lidt op med oplysningerne på etiketten.

Karakter 4