Tid til en øl - Weltenburg / Bamberg / Wilde Rose Kellerbier

11. August 2010

D. 29 juli var det tid at vende næsen mod Danmark igen. Vi ville atter overnatte i Bamberg, for jeg ville gerne smage Bambergs stærkeste øl – ”Bambergator” ( 8,0% ) fra bryggeriet Fässla. Vi planlagde at spise frokost på WeltenburgerKlosteret ved Donau.

På vejen kom vi gennem Hallertau-området og der var selvfølgelig en masse humlemarker

WeltenburgerKlosteret ligger ved en bugtning på Donau lige inden floden skærer sig gennem en klippe.

Det er verdens ældste klosterbryggeri ( 1050 ) og verdens næstældste bryggeri.

I klostergården er der servering. Vi fik noget solidt tysk mad – skinke med sauerkraut og kommenskartofler. Dertil fik jeg deres prisbelønnede ”Barock Dunkel”, der også kan købes i Danmark. Jeg har flere gange set den i Metro.

Det er en flot brunlig, lidt kobberfarvet øl. Her var skumlaget begrænset. Der er en god maltet duft i næsen. Den er letdrikkelig og smagen er præget af ristet malt og lidt mørk frugt ( sveske? ). Der rundes af med en let med behagelig bitterhed.

Karakter 4

Derefter så vi klosterkirken, Købte øl i butikken ( ”Asam Bock” der efter min mening er deres bedste ) og gik op til kapellet. På vejen dertil kommer man forbi ”korsvejsstationerne”. Det ser man ofte i katolske kirker og vi havde set tilsvarende billeder før. De beskriver 14 hændelser fra Jesus får overdraget korset til han bliver taget ned og gravlagt.

Derefter kørte vi mod Bayreuth for at se det berømte Festspielhaus, hvor Richard Wagners berømte operaer bliver opført, men da vi nåede frem, regnede det så kraftigt, at vi knap kunne se baglygterne på bilen foran. Så vi opgav foretagenet og kørte til Bamberg.

Her spiste vi på Restauranten/Bryggeriet ”Wilde Rose”, hvor de serverer vældig god mad.

Jeg fik en ”Kellerbier” til. Den går vist også under navnet ”Robesbierre”, men det var ikke det der stod på kortet. Den er på 5.0% og blev serveret i et stenkrus.

Derfor kan det være lidt svært at beskrive farven, men det er en dunkel øl med god maltet smag og karamelnote. Den føles blød og fyldig i munden. Den er naturligvis ufiltreret – det er jo netop særkendet ved den frankiske kellerbier. Der er en let bitterhed i afslutningen.

Karakter 3+

Derefter gik vi til Fässla, for at smage en ”Bambergator”. Min kone og datter gik med, selvom de jo ikke selv drikker øl. ”Bambergator” står opført på deres ølkort, men den kan kun fås fra oktober til jul, så det var en skuffelse.

Tid til en øl - Salzburg / Unser Bürgerbräu Weizen

10. August 2010

Vi havde en dag, der ikke var nogle planer for. Vi havde overvejet en tur til Salzburg. Ved siden af vores hotel lå et rejsebureau, hvor de havde tilbud om en bustur til Salzburg med 5 timer på egen hånd. Det meldte vi os til – og det var fornuftigt. Der er stort set ingen parkeringspladser at få i det centrale Salzburg. Der er meget få gader – til gengæld er der mange fodgænger-arkader. Vores buschauffør fortalte af prisen var omkring 15 euro for et par timer.

Det var en minibus og chaufføren talte uafbrudt hele vejen til Salzburg – på østrisk/tysk. Han talte meget hurtigt og sprang mellem emnerne – Mirabelslottet, benzinpriser, Mozarts hus, Salzburgs dumme borgmester osv. Det var meget svært at forstå, men vi fik et kort over byen og så gik det jo nok.

Den gamle bydel er afgrænset af floden og Mönchsberg – en stejl klippeforkastning midt i byen. Der er lavet en tunnel gennem bjerget. Vi blev sat af på ydersiden af bjerget og skulle bare lige gennem tunnelen, så var vi i centrum.

Der er mange kirke i den gamle del og vi så flere af dem, bla. domkirken, der er kæmpestor.

Det er virkelig en fodgængerbydel med smalle gader og mange arkader, der forbinder gaderne med hinanden. Der er også mange pladser med masser af liv.

Vi shoppede og gik rundt i gaderne – så Mozart fødested og var en tur over floden. Til sidst gik vi på konditori på Mozartsplads, og fik nogle, lidt tunge kager og en kop kaffe.

Efter 5 timer kørte vi tilbage til hotellet og fik aftensmad på vores lille pizzeria på banegården. Der var en iscafe ved siden af, hvor vi plejede at købe desserten.

De har som nævnt kun øl fra Unser Bürgerbräu, og jeg prøvede en ny, nemlig en ”Hefe-Weizen” på 5,2%.  Jeg var kommet af sted uden kamera, så billedet må I undvære.

Det er en bleggul, ufiltreret øl med kraftigt hvidt skum. Tydelig hvedegærsaroma med noter af kryddernelikke. Den er forfriskende og har en ligeledes krydret smag. Den må siges at være en typisk bayersk weissbier, der er god, men som ikke skiller sig ud på nogen måde.

Karakter 3

Tid til en øl - Kaiser Fasstyp

9. August 2010

D. 27. juli gik turen til Østrig. Vi skulle op over et lille bjergpas og her var stigningen atter 24%. Vejen ned på den østriske side var så smal, at der kun var plads til en bil, så det var med at se sig godt for.

Vi kørte til Gollinger-vandfaldet. Her ses den nederste del af faldet. Den øverste del var spærret af, for man var ved at reparere en bro. Faldet er alt i alt på 75 m, men altså delt i 2, og det er en dejlig, kort vandretur dertil – og sikkert endnu bedre, hvis man kunne komme helt op.

Derefter ville vi se Eisriesenwelt – en berømt ishule med flotte istapper. Men stedet er blevet så populært, at det vrimler med mennesker. Vi måtte parkere langt derfra, og der var en times ventetid for at komme med bussen. Den kører til en svævebane, hvor der er yderligere ventetid. Vi stod lidt i køen og besluttede så, at det gad vi ikke bruge vores eftermiddag på, så vi kørte til den nærliggende borg – Hohenwerfen. ( Vi har siden hørt at hulerne er flotte, men det tager hele dagen at besøge dem – og så er det dyrt )

Ved slottet var vi så heldige hurtigt at finde en parkeringsplads. ( Modsat de tyske parkeringspladser, ( hvor man skal betale, men så fungerer det også ) hersker der fuldstændigt kaos på de østriske, der til gengæld er gratis ).

Hohenwerfen var rammen om filmudgaven af ”Ørneborgen”. Vi besøgte området, da jeg var dreng og lige havde set filmen, og jeg genkendte den straks. Dengang så jeg dog ikke borgen, men derimod så jeg ishulerne. I filmen kommer man til borgen med svævebane, men i virkeligheden er det en slags elevator, der kører en op af bjerget. Jeg kunne kende borggården fra filmen, selvom der nu er indrettet biergarten i den.

Her kunne vi få suppe, pølser og pizza og en østrisk øl dertil – ”Kaiser Fasstyp”. Der er 2 bryggerier nævnt på hjemmesiden. Begge brygger mærket ”Kaiser”, men det er ikke oplyst hvem der står for ”Kaiser Fasstyp”. 

Bräuerei Wieselburg stammer fra 1770, hvor Josef Schauer grundlagde det og ledede det til 1811. Derefter var det i familiens eje i mange år, indtil det blev slået sammen med  Bräuerei Kaltenhausen. ” Das Kalte Brauhaus” stammer helt tilbage fra 1475 og ligger i Salzburg. I 1801 blev det til et aktieselskab og fussionerede altså med Wieselburg i 1998.

Det er en lys øl på 5,0% - med mange bobler og hvidt skum. Der er ikke meget duft, men dog en antydning af citrus. Den er frisk og prikkende. Der er smag af citrus, men den virker ikke bitter.

Karakter 3

Derefter var vi på rundvisning og så slottet, torturkamret og våbenudstillingen. Og vi sluttede af med en is, inden vi gik til det store rovfugleshow. På Hohenwerfen har man en lang tradition for falkonerer og vi så falke, ugler, høge og flere forskellige ørne.

Min datter har selv prøvet at være falkoner og trænet med en jagtfalk – og hun har faktisk holdt en havørn på sin handske. Den var tung, skulle jeg hilse at sige. Det var en gave, hun fik til sin konfirmation. Så hun var helt tændt igen.

Et meget flot show. Det blev til en rigtig god eftermiddag med mange oplevelser, og vi var glade for at vi ikke havde brugt den på at stå i kø.

Tid til en øl - Bayern /Berchtesgarten Pils / Bürgerbräu Weizen Dunkel

8. August 2010

Berchtesgarten er først og fremmest kendt for, at det var her Hitler havde sit sommerhus – den berømte ”Ørnerede”. Efter krigen diskuterede man om den skulle rives ned, men det blev bestemt, at lave den om til en restaurant/ bierstube. Man ville ikke lave et mindesmærke for Hitler, så derfor er alt fjernet ( der er kun nogle oplysende tavler, der fortæller om tilblivelsen ). Men udsigten er en af de bedste i Tyskland og selve huset står som dengang.

Den 26. juli kørte vi dertil. Fra Berchtesgarten går vejen stejlt op ( 24% stigning – ikke noget for Tour de France-feltet ). Det betyder 2. gear – 1. gear, hvis der er en bus foran. Man parkerer og tager en bus videre. Denne vej er lige så stejl og der er absolut kun plads til et køretøj, så busserne kører lige efter hinanden. Turen regnes for en af de smukkeste i Tyskland, og det er da også en fantastisk tur. På toppen skal man reservere plads på bussen ned.

Gennem en lang tunnel når man til en elevator ( af rent guld – eller nok nærmere messing. ). På toppen er der en fantastisk udsigt, men der var en del tåget og diset. Det klarede dog noget op, mens vi var der.

Vi besluttede at spise i byen Berchtesgarten, da vores finanser trængte til at blive suppleret. På en lille cafe midt i byen fandt vi en let frokost og dertil den lokale øl – Hofbräuhaus Berchtesgarten Pils.

Den er lys gul med mange bobler og groft, hvidt skum. Den har en syrlig, lidt citrusagtig duft. Hvis jeg ikke vidste bedre ville jeg tro, der var ascorbinsyre i, som man ofte gør sydpå i f.eks Spanien. Den er for fizzy – for meget brus. Der er en lidt skarp smag med citrusnoter. Den slukkede tørsten fint, men det er ikke på niveau med de andre bayerske pils/helles.

Karakter 2+

Derefter kørte vi til Königsee, som vi havde set fra Ørnereden. Det er en af Tyskland reneste søer med næsten smaragdgrønt vand. Søen ligger omkranset af stejle bjerge og der er ingen veje rundt om den. Meget af vandet kommer fra undersøiske kilder.

For enden af søen ligger der en lille kirke – St. Bartholomä. Man kan kun sejle dertil. På den afslappende bådtur sejler man forbi ekkovæggen, hvor bådføreren spiller en lille trompetmelodi og ekkoet svarer. Fin måde at vise det på.

På vejen brød solen mere og mere frem og badede kirken i et næsten overjordisk lys. Utroligt flot.

Kirken benyttes engang imellem, men der bor stort set ingen i området mere. Der er et par ølhaver på stedet, og man kunne få ”Ein Mass” – en liter øl. Da jeg ikke skulle køre foreløbig, ville jeg nyde sådan en – ”Hofbräu Original

Min kone og datter gik en tur og var væk i lang tid, og da de kom tilbage, havde jeg drukket 1/3. Hvis jeg skal være ærlig vil jeg hellere have 3 forskellige 33 cl øl, end sidde med en enkelt kæmpe. Men sjovt var det helt sikkert. Da jeg havde kæmpet mig gennem den, kunne rusen fortage sig lidt på sejlturen tilbage.

Om aftenen spiste vi på et lille pizzeria på banegården. Her havde de også kun den lokale ”Unser Bürgerbräu”, men den var jo heller ikke dårlig. Denne gang valgte jeg en ”Hefe-Weizen Dunkel”

Det er en meget lys dunkel på 5,2%. Den har en fin krydret duft og føles frisk og levende. Den er natuligvis ufiltreret ( ”hefe” betyder ”gærrester” ). Smagen er også lidt lettere end normalt – med mere krydret nellikearoma. Lidt som en mellemting mellem alm. og dunkel. Humlebitterheden er lav, men eftersmagen er krydret.

Karakter 3+

Tid til en øl - Unser Bürgerbräu pils

7. August 2010

D. 25. juli kørte vi fra Garmisch-Partenkirchen mod Berchtesgarten. Eller rettere Bad Reichenhall lidt nordfor. Vi kørte ad mindre bjergveje noget af tiden og kom bla. forbi den smukke Walchensee.

På et tidspunkt syntes vores GPS åbenbart at vi kunne skære et hjørne af og ledte os ind på en lille bivej, men inden vi fik vendt om så vi en kæmpe kirke med 2 tårne med løgkupler. Så det måtte vi da se.

Det viste sig at være klosteret ”Benediktbeuern”. Det er et meget stort kloster med en stor klostergård og mange tilbygninger. Man dyrker åbenbart stadig de omkringliggende marker. Vi nød stilheden i klostergården og vovede os også ind i kirken. Der var højmesse og endnu engang ankom vi til nadveren, men vi deltog nu ikke. Derimod nynnede vi med på de tyske salmer, der også bruges i den danske kirke. Endnu engang et flot kirkerum.

Der er også en stor boghandel med religiøse bøger og musik tilknyttet klosteret.

Vi kørte videre – først af motorvej, siden af ”den tyske alpevej” ( nr. 305 ). Det er en smuk tur i bjergene.

Vores hotel lå ved banegården i Bad Reichenhall. Byen ligger omkranset af bjergene og vi havde en god udsigt. Vi gik ud i byen for at finde en restaurant, men gaderne lå øde hen. I de 4 dage vi boede der, lykkedes det os ikke at finde restaurationskvarteret og selv om vi så skilte til Altstadt, fandt vi det aldrig. ( vi ledte dog heller ikke meget efter det ).

Så vi spiste på hotellet, hvor maden viste sig at være vældig god og ikke alt for tysk/tung. Her havde de den lokale bryg – ”Unser Bürgerbräu” – der har været brygget i Bad Reichenhall siden 1633.

Der stod ”Pils” på menukortet, men jeg er i tvivl om, det er den jeg har smagt.

Bryggeriet har en ”Pils Superior” i sortimentet, men det er nok nærmere ”Reichenhaller Original Hell” jeg fik i glasset. Den passer i hvert fald bedre til beskrivelsen. Begge øl er lyse, pilsneragtige og på 4,9%.

Det er en korngylden klar øl med fine, langsomme bobler. Lidt neutral aroma. Den føles rund og blød, og har en god smag med noget sødme, der minder lidt om druesaft. Lav bitterhed i eftersmagen. Den lidt anderledes sødme gav faktisk denne øl lidt karakter, så den ikke helt mindede om de andre ”helles”.

Karakter 4

Mens vi ledte efter restauranten kom vi gennem byparken og så en besynderligt konstruktion.

En stor træbygning med en væg i midten af mørke strå. Fra toppen af væggen rislede der vand ned over stråene. Så vidt vores tyskkundskaber gælder, er der tale om en gammel saltvandskur. Området er et kurområde, hvor man især benytter meget salt, og her kunne man gå ( endda i tørvejr ) og indånde de salt-ioniserede dampe og det skulle være godt for bla. astmapatienter.

Konstruktionen hedder ”Gradierhaus und AlpenSolespringbrunnen”. ( AlpenSole beskrives som ”bjergets helbredende kraft”, men der er vist blot tale om saltvand).

Tid til en øl - Bayern / Augustiner / Spaten

6. August 2010

D. 24. juli var vejret ikke blevet bedre. Det regnede stadig og temperaturen nåede en overgang ned på 9 grader, hvilket var lidt koldt med bare tæer i sandalerne. Vi kørte mod Bayerns største turistattraktion – Neuschwanstein” – der ligger ved byen Swangau nær Füssen. Her byggede Ludwig II et af verdens mest berømte slotte. Det er afbilledet på adskillige postkort, puslespil og det har været inspirationen til Disney’s slot i Disneyland. Første gang jeg så det, var på omslaget til Alister McLeans ”Ørneborgen”, som var en af min ungdoms favoritter.

Man skal et smut gennem Østrig for at komme dertil fra Garmisch-Partenkirchen. Vi ankom i øsregn, fik fundet en parkeringsplads og stod i kø længe for at købe billet. Selv i regnvejr er det en stor attraktion. Man kan komme til slottet til fods, med hestevogn eller med en bus, der kører til Mariabrücke ovenfor slottet. Vi valgte det sidste. Vores billet var til 2 timer senere, så vi satte os i på en lille bierstube, hvor vi blev betjent af en ualmindelig sur tjener. Maden måtte vi selv hente ude i regnen, men vi fik dog en øl. Og hvad er mere passende på dette sted end en ”König Ludwig Dunkel”. Det er jo stadig den bayerske fyrstefamilie, der ejer bryggeriet. ( 2. nov. 09 )

Derefter tog vi med bussen til ”Mariabrücke”  - en smal gangbro over en smal kløft med et stort vandfald under. Vejen dertil er smal og har kun plads til et køretøj. Det er kun busser der må køre der og de kører lige i hælene på hinanden.

På turen ned til Neuschwanstein begyndte det at klare op og vi fik sandelig tørvejr mens vi ventede. Præcis kl. 14.05 blev tour 473 lukket ind i slotsgården.

På dette slot var Ludwig inspireret af Richard Wagner’s operaer. Alle motiver stammer herfra. Slottet blev aldrig færdigt. Ludwig blev erklæret sindssyg og han druknede kort tid efter i en sø sammen med sin psykiater. 5 uger efter blev Neuschwanstein åbnet for offentligheden. Det er kun 1. og 3. sal der er færdiggjort. 2. sal er nu restaurant og souveniershop.

Her er et par billeder fra Sangersalen/Riddersalen ( Parzival ) og fra Soveværelset. ( Tristan )

Også på dette slot er der en kunstig grotte mellem 2 værelser. En meget spændende tur.

Derefter kørte vi nordpå til Wies-kirken – en stor, men lidt kedelig kirke udenpå, men indeni er det en af de mest berømte rokokkokirker overhovedet. Den er på FN’s liste over Verdens Kulturarv, og nævnt i bogen ”100 steder, du skal se inden du dør”. Det er hermed gjort. Kirken var åbenbart lejet ud til en amerikansk katolsk menighed, der holdt gudstjeneste, så vi fik slutningen af messen med.

Tilbage i Garmisch-Partenkirchen slappede jeg af med en ”Augustiner Dunkel”. Augustiner er det eneste originale Oktoberfest-bryggeri, jeg ikke tidligere havde smagt noget af. Det er det ældste af de kendte München-bryggerier – fra 1328. Klosteret ligger i nærheden af domkirken i München, men i 1803 overgik bryggeriet til private hænder og i 1885 flyttede det til Landsbergerstrasse. Det blev ødelagt under II Verdenskrig og genopbygget og man forsøger at være miljørigtige i produktionen. Vandet hentes fra egen brønd 320 m under bryggeriet.

”Augustiner Dunkel” er på 5,6% og har en flot mahognifarve med hvidt skum på toppen. Der er kun en svag duft af malt. Den føles meget frisk og livlig og er let drikkelig. Der er et kort strejf af sødme i smagen, men ellers er indtrykket overvejende friskt.

Karakter 3+

Til aftensmaden – som vi spiste på hotellet – valgte jeg en ”Spaten Hell”

Det var på dette bryggeri, at den undergærede øl begyndte sin fremmarch. Da Gabriel Sedelmeyer vendte hjem fra sin studietur i England, overtalte han faderen til at installere den første dampmaskine i et bryggeri på kontinentet. Derved kunne han udvide produktionen. Samtidig fik han udviklet en mere stabil og pålidelig undergær, og det betød at Spaten-øllet begyndte at brede sig ud over Europa – også til Danmark.  Brygger Jacobsen fra Carlsberg tog ned til Spaten, for at lære hvordan man skulle brygge undergæret øl og fik – som bekendt – noget af Sedelmeyers gode gær med sig hjem. Spaten bryggeriet var også de første til at fremstille en øl specielt til Oktoberfesten.

”Spaten Hell” er en korngul øl med svage bobler og groft hvidt skum. Duft af sødlig lys malt. Den er letdrikkelig og føles frisk og levende. Den har en lidt sød, aromatisk smag med en let bitterhed i slutningen.

Karakter 3+

Tid til en øl - Bayern / Hofbräu Hell

5. August 2010

D. 23. juli lå skyerne tæt over de tyske alper, men op af dagen klarede det lidt op og vi besluttede at tage af sted for at se de mange berømte slotte, Ludwig II havde opført i Bayern. Vi tog først til Linderhof, der ligger i nærheden af Oberammergau.

Det var Ludwigs jagtslot. En lille bygning med et meget flot haveanlæg omkring. Man skulle – som alle andre steder i Bayern – betale for at parkere og derefter for at se slottet. Man køber en guided rundtur som starter ( f.eks ) præcis kl. 11.25 og først på det tidspunkt bliver man lukket ind i et lille afgrænset område. Derefter går der kun kort tid inden touren starter. Det fungerer utroligt godt, og vi kunne jo se, at vi havde tid til at se lidt af haveanlægget først.

Der er masser af vandfald og springvand overalt og flotte blomsterbede.

Ludwig d. II ruinerede Bayern med sine slotsbyggerier. Han levede fra 1845 -1886, men hans bygninger har et meget nostalgisk præg. Han var meget optaget af Solkongens hof i Frankrig ( 100 år tidligere ) og alle motiver i slottet er afbildninger af episoder fra dennes hof, portrætter af hoffet osv. Der er ingen billeder af Ludwig selv eller andre fra hans tid.

Stilen er rokokkoinspireret og meget overdådig. Og når jeg siger overdådig, mener jeg virkelig for meget. Der er rokokko-ornamentik overalt – alt er belagt med bladguld – alt blev oplyst at stearinlys – over 1000 forskellige vaser. I soveværelset er sengen omgæret af et lille rækværk, for Solkongen gav ofte audiens liggende i sin seng. Det gjorde Ludwig godt nok ikke, men alligevel skulle der være et rækværk. Bordet i spisesalen kunne sænkes ned i gulvet og dukke op fuldt dækket.

Man måtte ikke tage billeder, men man kunne dog købe postkort. Her er et par indtryk fra Audienssalen og Spisesalen

Da vi kom ud igen efter rundvisningen var det begyndt at småregne, men vi ville alligevel se den kunstige drypstenshule ( Venusgrotten – inspireret at Wagner’s Lohengrin ), som var opført i parken, og Den mauriske Kiosk. Pludselig begyndte det at styrtregne. Min kone og datter krøb i ly under en gesims og jeg måtte af sted til bilen efter paraplyer og frakker. Jeg blev drivvåd.

Vi satte os ind på en lille Bierstube på området og tørrede med lidt frokost og en øl.

Hofbräu er et af de andre Oktoberfest-bryggerier. Det var Wilhelm d, V af Bayern, der i 1589 besluttede at oprette et hofbryggeri, der kunne tage kampen op mod det gode øl fra Einbeck. Det lykkedes dog først, da man ansatte en brygmester fra Einbeck. Men Hofbraü er – som nævnt et af de bryggerier, der må sælge øl til Oktoberfesten - og det eneste bryggeri jeg ikke fik nogle flasker med hjem fra. De andre 5 er Löwenbräu, Augustiner, Paulaner, Hacker-Pshorr og Spaten. Det lykkedes at finde deres øl i butikkerne, men jeg mangler altså Hofbräu til min egen Oktoberfest.

Men jeg smagte en ”Hofbräu Hell” og det er en øl jeg tidligere har købt med hjem fra Harzen. ( 12 okt. 08 )

Det er en lys gylden øl på 5,1%. Sløve spredte bobler og et fint hvidt skum. Duften er frisk af lys malt og sødligt korn. Den føles frisk i munden ( jeg skulle nok hellere have haft en stærk, varmende dobbeltbock, men det kunne man ikke få ) og smagen er lidt aromatisk med en let/middel bitterhed til sidst. Udmærket håndværk, men ikke en øl der sætter sig dybe spor.

Karakter 3

Det blev ved at regne og vi besluttede at opgive resten af turen rundt. Det havde også taget væsentlig længere tid end beregnet. Og vi skulle være i området en dag mere.

Tid til en øl - Bayern / Biergarten i 2964 m

4. August 2010

Torsdag d. 22. juli var vejret stadig klart og temperaturen stadig 30 grader. Vi besluttede at tage til toppen af Tysklands højeste bjerg – Zugspitze ( 2964 m ) – der lå lige ved siden af hotellet. Det var en rigtig beslutning, for vejret blev aldrig ligeså godt igen.

Man kan købe en rundtur, hvor man kører op med en bjergbane, der kører inde i bjerget til skisportsstationen – derfra til topstationen med en lille svævebane – og ned igen med den lange svævebane, hvor man kører 2000 m ned til Eibsee, der ligger i 1000 m højde. På turen gennem bjerget fortælles der om banens tilbliven og historie.

Man kommer ud ved endestationen til en bred gletcherdal, der om vinteren er fyldt med sne. Det er et at Tysklands bedste skisportssteder med masser af pister. Nu var det meste grå skærver med enkelte snedriver på skyggefulde steder. Det var faktisk muligt at tage en lille kælketur på nogle bobslæder. Vi fik at vide, at det var det rigtige tidspunkt, vi kom på, for om eftermiddagen ventede man sne på bjerget. Der er også en lille kirke på stedet – nærmest et kapel.

Fra stationen kan man tage en svævebane til toppen, hvor der er en fin udsigt.

Der er bygget en kæmpe station med restauranter på toppen. Stationen er delt i en tysk og en østrisk afdeling, men man kan selvfølgelig gå rundt som det passer en – bare huske at tage den rigtige svævebane ned igen. Fra terrassen kan man se over på den rigtige top. For at komme dertil skal man klatre et lille stykke på et par stiger og en temmelig smal sti. Den er vel 1½ m bred og det går stejlt ned på begge sider. Der er en tynd wire man kan holde i. Min datter og jeg tog turen til toppen, og det var ikke vanskeligt. Alligevel var det lige lovlig spændende, for stien var meget befærdet – også at folk, der ikke burde have vovet sig ud på den. ( folk i clipclappere og gamle damer). Der var ingen anden sikring end den lille wire, og der var altså et fald på 2000 m ned.

Derudover var det vanskeligt at passere 2 mand forbi hinanden på flere steder, så vi måtte råbe til folk, at de måtte vente. Der skulle nogle ned, før de kunne komme op. Min datter udviste heldigvis stor ansvarsbevidsthed og opførte sig klogt og sikkert under hele turen. Alligevel rystede hendes hænder, da hun kom ned – men hun var enormt glad og stolt over situationen.

Her står vi øverst ved pælen.

Vel nede igen tog vi en forfriskning i Tysklands højeste biergarten. Herfra kunne man nyde den storslåede udsigt over dalen. Jeg fik en ”Löwenbräu Dunkel” og pigerne fik Cola.

De tyske dunkel-øl er jo ikke tunge, men derimod stadig lette og forfriskende, og det gælder da især for Löwenbräu’s.

Det er en mørkebrun, men klar øl med hvidt skum og små bobler. Alkohol 5,5% . Den har en maltet, sødlig aroma. Øllet føles let og prikkende i munden og er vældig forfriskende. Smagen er svag med en anelse ristet malt, og måske synes jeg, at det hele er lige let nok, men omgivelserne var jo fantastiske.

Karakter 3

Derefter tog vi svævebanen ned til Eibsee, hvor vi senere kørte hen for at bade.

Da var toppen af Zugspitze fuldstændig forsvundet i skyer og det tordnede i det fjerne.

Til aften spiste vi på italiensk restaurant og fik pizza. Dertil en ”Franziskaner Dunkel Weissbier”. Der er væsentlig mere fylde i de mørke hvedeøl end de almindelige dunkel.

Det er en flot brun og ufiltreret øl på 5,0% med hvidt skum. Sødlig maltet og lidt krydret duft. Den har en god fylde og føles blød og lækker. Smagen er god med lidt karamel, lidt krydret nellike og et strejf af lakrids til sidst.

Karakter 4

Tid til en øl - Bayern Löwenbräu Hell

3. August 2010

Onsdag d. 21 juli tog vi til nabobyen Oberammergau, hvor man hvert tiende år afholder et passionsspil. Traditionen stammer helt tilbage fra 1500-tallet og det er byens borgere, der spiller rollerne. Der er hen over sommeren 102 forestillinger, men det var ikke lykkedes os at få billetter hjemmefra. Så vi kørte til byen, for at se om det var muligt at købe nogle på stedet. Billetkontoret var lukket, for der var ingen forestilling den dag, og vi fik at vide, at billetsalget ellers startede kl. 12 hver dag og man skulle være der i hvert fald 2 timer før for måske at få en billet. Det ville ødelægge vores planer for de andre dage, så vi besluttede, at se Passionsspillet om 10 år – i 2020.

Vi så derfor Oberammergau, der er en smuk lille by, hvor mange af husene er malet med forskellige religiøse motiver. Det med at male billeder på murene er meget almindelig i alle byer i området.

Jeg købte et par øl og nogle ølglas i en lille butik.

Derefter kørte vi til Ettal for at se klosteret.

Det er udsmykket i overdådig rokokkostil, som ved første øjekast virker overdrevent, men man vænner sig til det. Og det er i hvert fald ikke noget vi er vant til fra vore kalkmalerier.

Klosteret laver både likører og deres egne øl og udenfor – på den anden side af gaden – var der en lille bod, hvor man kunne købe ind. Så jeg købte 3 øl fra klosteret, samt en del øl til en Oktoberfestølsmagning, jeg vil holde herhjemme senere.

Frokosten spiste vi på værelset, og om eftermiddagen kørte vi til det olympiske stadion, hvor der har været vinter-OL flere gange. Det skal der også være i 2011. Den 1. Januar hvert år transmitteres der skihop fra Garmisch-Partenkirchen.

20 minutter gang derfra ligger Partnachklamm, hvor floden løber gennem en meget smal kløft. Klippesiderne rejser sig lodret på begge sider, og der er hugget en sti ind i klippen. Ofte må man gå i en tunnel, så smalt er der.

Om aftenen spiste vi i byen og fik serveret en ”Löwenbräu Hell” eller ”Löwenbräu Original”, når den er på flaske. Bryggeriet stammer fra 1383 og ligger i München. Oprindeligt var det et værtshus – ”Zum Löwen” og det er nu et af de 6 bryggerier, der må levere øl til Oktoberfesten. Jeg har hjemkøbt deres ”Oktoberfestbier” til senere .

”Löwenbräu Hell” er en lys, gylden øl med spredte små bobler og hvidt skum. Der er en svag duft af lidt sød malt. Føles meget livlig og prikkende i munden. Der er en let, men sød smag der afløses af en middel bitterhed i eftersmagen. Procenten er 5,2%

Karakter 3