Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

søndag den 28. februar 2010

Tid til en øl - Unibroue Trois Pistoles

28. Februar 2010

Den sidste øl i Unibroue-serien. Jeg har dog tidligere smagt andre, jeg endnu ikke har skrevet om, så nu må vi se. Det er heldigvis stadig muligt at få fat i dem. Den sidste er ”Trois Pistoles” og det har ikke noget med pistoler at gøre. Pistoles er en gammel spansk mønt, og er navnet på en by i Quebec-området. Historien fortæller om en sømand, der væltede sit ølglas og udbrød: ”Trois Pistoles”, idet han henviste til øllets værdi.

Den lille by har også andre historier at byde på. På etiketten ses kirken og en stor sort hest. Den lokale biskop påkaldte en dæmon i form af en sort hest, da en ny kirke skulle bygges. Hesten skulle slæbe sten til byggeriet, men en eller andet fjernede bidslet, og hesten forsvandt, inden den sidste sten var lagt. Historien er fuldstændig sand – det kan man erfare ved selvsyn, da der tydeligvis mangler en sten i kirkebygningen.

Andre Dion og Serge Racine opkøbte i 1990 bryggeriet ”La Brasserie Massawippi”, der var i financielle vanskeligheder. De ansatte Paul Arnott fra det belgiske trappistbryggeri, der brygger Chimay, og han har siden skabt adskillige gode øl, der på mange måder minder om Chimay. Han har mulighed for at eksperimentere mere og afprøve flere forskellige opskrifter, og han laver gerne en let og en tung udgave af de forskellige typer. Men ”Trois Pistoles” minder utroligt meget om ”Chimay Bleue”.

Det er en mørk, stærk belgisk øl på 9.0%. Den blev lanceret i juni 1997. Den har en rødbrunt skær og en svag skumkrone Duften er kraftig med noter at mørke frugter, ristet malt og alkohol. Stor og fyldig og en smule varmende. Smagen er også præget af mørk frugt – sveske og rosin og alkohol er med til at give et præg af mørk hedvin. Ikke nogen synderlig bitterhed i eftersmagen, kun lige nok til balancen.

Karakter 5

lørdag den 27. februar 2010

Tid til en øl - Don de Dieu

27. Februar 2010

Unibroues øl har alle en historie, der knytter sig til området omkring Quebec. Den 3. juni 1608 ankom et skib til Tadoussac. Skibet hed ”Don de Dieu” ( Guds gave ) og kaptajnen - Samuel de Champlain – var udsendt af den franske konge for at udforske det store og ugæstfri land kaldet Nouvelle-France.

Samuel sejlede op af St. Lawrence floden, til han nåede et punkt, hvor floden snævrede ind, og hvor man let kunne forsvare en borg. Han brugte indianernes ord for stedet – ”Kebec” ( ”stedet, hvor floden snævres ind” ), men stavede det ”Quebec”.

Dagens øl er opkaldt efter skibet. Det er en ”triple witbier” på 9,0% og blev lanceret i 1998 - i et begrænset oplag. Men pga den store efterspørgsel brygges den nu hele tiden.

Det er en flot gylden øl, der - som alle Unibroues øl - er ufiltreret, så den fremstår sløret med et hvidligt skær. Der er en stor skumkrone, der knitrer lystigt, når den går i opløsning. Der er en dejlig duft af hvedeøl og det minder lidt om en let ”Aventinus”. Der er mange forskellige indtryk, men de er ikke så dominerende. Den føles livlig og forfriskende. Smagen er kompleks med en del sødme og krydderier. God, lang eftersmag uden særlig stor bitterhed.

Karakter 5

fredag den 26. februar 2010

Tid til en øl - Unibroue Raftman

26. Februar 2010

”Raftman” er en hyldest til de canadiske skovhuggere, der arbejder hårdt, bla med at fragte de mange tømmerstokke ned at floden. På etiketten ser man hvordan de balancerer på dem. Det kræver nok en hel del øvelse. Bryggeriet Unibroue skriver at The Raftmen ”efter en lang, hård arbejdsdag, forstår at bilægge deres stridigheder over en øl og en whisky”. Så hvorfor ikke prøve at slå det sammen.

”Raftman” blev lanceret i 1995. Øllet er flaskegæret, og bryggeren anbefaler, at man lige ruller flasken engang, for at få det gode bundfald med. Den er brygget på whiskymalt og er på 5,5%. Den fremstår som en sløret, gylden øl med et orange skær. Aromaen er sødlig og en anelse krydret. Den føles lidt skarp og prikkende. Smagen er også sødlig med lidt karamel og lys frugt. Jeg har omtalt denne øl tidligere ( 9. sep 08 ), men nu var den at finde i min vinterferieserie, så derfor dukker den op igen ( Denne gang også med billede ). Jeg synes stadig ikke, jeg kan finde bare en snert af whisky i denne øl, men historien er da god.

Karakter 4

torsdag den 25. februar 2010

Tid til en øl - Unibroue Maudite

25. Februar 2010

Så kom der tøvejr, men ikke før der var lagt adskillige cm sne i min indkørsel. Så jeg har været ude flere gange for at holde den ren. Sidst med kosten for at fjerne så meget væde som muligt. Det bliver nok rigtig glat i morgen.

Legenden fortæller om 8 canadiske skovhuggere, der også var træt af vinter og sne. De ville hjem til jul, men havde ikke mulighed for det pga sne. Så de indgik en aftale med satan selv, så de kunne flyve hjem i en kano. Det ses tydeligt på etiketten. En af dem fik dog kolde fødder og påkaldte Gud for at frelse sin sjæl, hvilket fik kanoen til at styrte til jorden – og ingen har set dem siden.

”Maudite” – ”De fordømte” . er en øl, der fortæller den historie. Det er en belgisk ”Amber Ale” på 8,0%. Det var den første stærkøl, der blev solgt i Quebec. Den stammer fra november 1992.

Det er en ufiltreret øl med en mørk mahognifarve. Skummet er lyst, men ret svagt. Der er en duft af blomme og rosin og en krydret note af krydderi – måske koriander. Den føles let i munden – sikkert fordi der er tilsat majs under brygningen. Smagen er en anelse syrlig, og de mørke frugter træder ikke så meget i karakter, som jeg forventede. Der er en behagelig og tydelig bitterhed i eftersmagen

Karakter 4+


onsdag den 24. februar 2010

Tid til en øl - Unibroue Eau Benite

24. februar 2010

I går fandt jeg en anden øl fra Unibroue frem – ”Eau Benite”. Det betyder ”indviet vand” og etiketten viser en engel, der sidder i et stort kar. Men et nærmere eftersyn afslører at det er en lidt diabolsk herre. Den ene vinge hænger, glorien er bøjet og han har også horn i den ene side. En blanding af engel og djævel. Sikkert en henvisning til den berømte, stærke ”Duvel”, der har lidt samme karakter. På armen har han en tatovering med ordlyden ”I w Quebec”. Bryggeriet ligger i denne provins.

Det er en let tripel på 7,7%. Brygmester Paul Arnott har brygget flere udgave af samme øltype – en let og en stærk. Den tunge tripel er ”La Fin du Monde”

Det er en sløret øl med tydelige klumper af bundfald. Alle Unibroues øl er brygget ”sur lie”, hvilket vil sige ” eftergæret på flaske”. Bryggeriet anbefaler, at man ruller øllet inden ophældning, for at få fordelt bundfaldet. ( Der er mange forskellige holdninger til bundfald hos de forskellige bryggerier ). Farven er orange gylden og toppes af et svagt hvidt skumlag. Der stiger en kraftig aroma af blomme og appelsin op fra glasset, samt lidt krydderi. Øllet føles lettere end forventet. Det skyldes sikkert, at der er tilsat majs. Samtidig er der en lidt skarp kant. Smagen minder en del om duften – lidt ”blomme i maidera” men stadig med en frugtnote af sød appelsin. Der er en god, middelstærk bitterhed som hænger med ind i eftersmagen, der varer længe.

Karakter 4

tirsdag den 23. februar 2010

Tid til en øl - Unibroue Ephémére

23. Februar 2010

Vinterferiens projekt er en serie øl fra Unibroue i Canada. Bryggeriet ligger i Chambley i nærheden at Queebec, og stammer fra 1992. Det er Paul Arnott, der står som brygmester for de belgisk inspirerede øl. Han var tidligere brygmester hos Chimay.

I efteråret bekendtgjorde bryggeriet at de ikke længere ville eksportere øl – sikkert på grund af finanskrisen, og jeg købte derfor denne serie på 6 små flasker hos Ølkonsortiet. Jeg ved ikke om, dette eksportstop stadig gælder – i hvert fald er der stadig mange gode øl fra Unibroue på hylderne i butikken.

Unibroue brygger som nævnt belgisk inspirerede øl og den første øl, jeg har åbnet er en ”ævleøl”- ”Ephémére”.

”Ephémére” betyder ”flygtig” eller ”døgnflue”, men skal her nok nærmest oversættes som ”æterisk”. Etiketten viser en ”flygtig” alfepige, der gynger i en ranke af æbler. Hun forbindes med frugthøsten.

Det er en Witbier på 5,5%. Den er brygget på byg, hvede, Granny Smith æbler, foruden krydderier ( ? ), gær, humle og vand. Det er en uklar gylden øl med hvidligt skær. Man aner nogle små livlige bobler, der farer op mod det kraftige, hvide skum, der syder og knitrer som en sodavand. Det falder også ret hurtigt ned igen. Der er en meget kraftig duft af Granny Smith æbler, lige når man har hældt øllet op. Der er benyttet æblemost. Øllet føles meget let i munden og en smule prikkende og perlende. Der er en let krydret smag med en syrlig note af æbler. Det er en yderst forfriskende drik, der vil gøre sig godt som aperitif til sommerfesten
Karakter 4.
”Ephémére” blev brygget første gang i 2002 og har siden vundet 3 guldmedaljer.

søndag den 21. februar 2010

Tid til en øl - Avery Mephistophiles

21. Februar 2010

Vinteren og kulden holder stadig fast i os. I morges kunne vi ikke komme ud med aviserne, så lidt godt var der dog ved det. Der er noget, der tyder på at den kolde luft, der blev skabt mellem deltagerne i klimatopmødet, har haft en større virkning end forventet. Og hvad kan vi så gøre for at slippe af med vinteren.

Jeg har tidligere beskrevet 3 typer af vinterøl – Barleywine, Stærk Belgisk og Imperial Stout og blandt de mange eksempler, har jeg nævnt de 3 øl fra Avery, der går under navnet ”Demons of Ale”.

Måske er det disse 3 vinterdæmoner, der holder frosten og sneen bundet, så nu har jeg tænkt mig at udrydde den sidste i rækken, så vi kan slippe for deres herredømme. Og det kræver en heroisk indsats for den sidste øl i serien er på 16,0%.

”Mephistopheles Stout” er en yderst kraftig herre. Mephistopheles beskrives som nr. 2 i hierakiet blandt faldne engle. Han er en formskifter, der kan antage mange forskellige fremtoninger og kan derfor være svær at genkende og bekæmpe. Men i dette tilfælde er opgaven heldigvis klar.

Det er en meget mørk øl, der er brygget på 5 forskellige malttyper, bla sortmalt. Skummet har en fantastisk brun farve, jeg ikke har set tidligere, men det forsvinder temmelig hurtigt pga alkoholen.

Aromaen rammer en i god afstand fra glasset. Der er en meget kraftig duft af sødme, alkohol og ristet malt. Der er benyttet store mængder af Turbinado Sukker, for at balancere den høje alkoholprocent. Øllet fylder utroligt meget i munden og giver en kraftig varme fra sig. Smagen lægger ud med kraftig sødme, en ristet midte og en bitter eftersmag. Der er benyttet Magnum- og Styrian Goldings humle. Bitterheden er høj med en IBU på 107. Smagen er derudover præget at mørke frugter i rom eller madeira, lakrids og chokolade. En meget kompleks smag, der ikke virker sprittet. Alligevel foretrækker jeg den mere afdæmpede ”The Czar” fra samme bryggeri.

Karakter 5

Nu føler jeg, at jeg i hvert fald har gjort mit for at komme vinteren til livs, så må vi se om det virker.

lørdag den 20. februar 2010

Tid til en øl - Lost Abbey Angel's Share

20. Februar 2010

I dag flyttede min ældste datter i ny lejlighed midt i det værste snevejr. Kæresten og et par venner havde lånt en god trailer, og de tømte den gamle lejlighed, mens vi andre bar tingene op i den nye ( 3. sal ). Det gik - trods vejrliget - uden store problemer.

Vi havde ellers problemer med at komme ud i morges, da vores villavej var for snedækket. Men ved fælles hjælp fik vi naboer ryddet vejen med sneskovle, så der var et spor, vi kunne komme ud af. Så i dag er det blevet til en snerydningspilsner ( Maribo Slotspilsner ) og en flyttebajer ( ikke en rigtig bajer, men en Carls Special ).

Men jeg vil hellere berette om en af øllene fra vores ølsmagning forleden – ”The Angel’s Share” fra Lost Abbey. Bryggeriet ligger i det sydlige Californien, hvor ejeren af ”Pizza Port Restaurant” gerne ville brygge sin egen øl til kunderne. Han var inspireret af de belgiske Abbey Ales, han havde smagt og havde allerede et navn til bryggeriet, men ikke nogen til at brygge øllet. Det hedder ”Lost Abbey”, fordi det ikke er knyttet til et abbey. I 1997 mødte han Tomme Arthur, og så blev bryggeriet en realitet.

Bryggeriet er på et korstog i kampen mellem det gode øl og det onde øl ( dårlige øl ). De brygger øl for både helgener og syndere, da de fleste af os jo er syndere for Vorherre, og derfor har de 2 fanklubber tilknyttet bryggeriet – ”The Sinners” og ”The Saints”. Der er flest medlemmer i ”The Sinners”.

Bryggeriet bruger et keltisk kors som logo. Dette specielle kors er designet af Sean Dominguez og de fire arme viser her de fire ingredienser i øl – malt, humle gær og vand. Disse 4 ingredienser er bundet sammen af ringen om korset.

”The Angel’s Share” er en sæsonøl, der bliver brygget en gang om året. Whiskykendere ved, at der forsvinder en lille mængde whisky på uforståelig vis, når den lagres på tønden. Denne del kaldes for ”Englenes Andel” – ”The Angel’s Share”. Og denne øl er lagret på whiskytønder – eller rettere Bourbontønder.

Nede i Kentucky ligger der et gammelt destilleri fra 1886. Der var i sin tid 5 lagerhuse, hvoraf de 4 nu er forsvundet, men ”Lagerhus #5” står der endnu – med de originale egetræstønder. Indenfor ligger der stadig bourbon og modnes - og hvert år får Lost Abbey lov at lagre en stærk Barleywine på en af tønderne. Der ligger den et helt år, inden den kommer på flaske.

Vores øl var 2008 udgaven på 12,5%. Den var meget mørk og fuldstændig uden skum. Aromaen var yderst kraftig med søde karamelnoter, alkohol og whisky. Helt anderledes end noget andet, jeg har prøvet. ( De whiskyøl jeg tidligere har smagt, har alle været baseret på stout. ) Øllet fylder godt i munden, og giver en varmende, lidt brændende fornemmelse. Smagen er kraftig – først lidt sød, men så dukker et syrlig islæt frem, der sikkert skyldes både egefadets og whiskyens indvirkning. Det er ikke så meget fokus på bitterhed ( igen noget der er anderledes end whiskystout ).

Karakter 5

En stor og anderledes øl, der dog ikke faldt i alles smag. Flere nævnte, at den overhovedet ikke mindede om øl, men nogle af dem kunne dog lide den alligevel – andre bestemt ikke. Jeg har ikke længere nogle forudfattede meninger om, hvordan øl kan ( eller skal ) smage, så for mig var det en spændende oplevelse. Det er en dyr øl, pga den lange tilblivelse og den begrænsede mængde. Ølkonsortiet havde kun fået den lille halvflaske hjem ( 37 cl ), men det var til en pris på 129 kr.

Det er derfor en øl, der er god at dele ( også omkostningerne ), og bryggeriet skriver da også på bagsiden at etiketten – ”so be an angels and share it with af friend og two”

fredag den 19. februar 2010

Tid til en øl - Randers Bryghus American Brown Ale

19. Februar 2010

Snestormen raser, men nu har vi heldigvis ferie. Dog skal aviserne bringes ud i morgen tidlig og min datter havde planlagt at flytte til deres nye lejlighed. Det skulle ske med trailer, men det kan godt være de må vente til næste weekend. De skal heldigvis ikke være ude i morgen.

Til aften var der lidt rester med en dejlig kødgryde, og jeg valgte en øl fra Randers Bryghus, som jeg fik foræret i sidste uge. Randers Bryghus har jeg tidligere skrevet om med deres Juleøl ( 15. nov 09 ), men de har sendt 3 amerikansk inspirerede øl på markedet, og som forhandles af Fakta. Om disse øl er lig med deres almindelige sortiment, ved jeg ikke, da de ikke optræder på deres hjemmeside, men en anden side antyder, at det er en billigere produktion.

Der er 3 øl i serien – pale ale , amber ale og brown ale, alle amerikanske.

Bryghuset ”normale” Brown Ale er brygget af Stefan Kappel, men den afviger lidt i forhold til denne, bla ved alkoholprocenten. Det skulle dog være mærkeligt, om det var en helt ny opskrift.

Det oplyses, at den er brygget på karamelmalt og chokolademalt, og humlet kraftigt med Nugget og Cascade.

Det er en brun øl på 6,0%. Som alle øl fra Randers er den ufiltreret og upasteuriseret. Skummet er Cafe Latte farvet. Duften er svagt maltet, men egentlig en anelse neutral. Øllet er friskt og en smule aggresivt. Der lægges ud med en maltet, lidt sur smag, men en tydelig humlenote tager over. Efter at smagen er klinget af, sidder man tilbage med en rendyrket bitterhed, hvilket godt kunne tyde på Nuggethumle.

Karakter 3+

Det er en lidt underlig ide, - det med at lave specielle øl til specielle butikker. Det slører faktisk det reelle udbud og er med til at fjerne gode udenlandske øl fra hylderne, da der ofte er tale om lidt billigere øl. Så det er lidt af en uskik. I de 3 år jeg har interesseret mig for øl, er udvalget i næsten alle supermarkeder blevet forringet, selvom antallet af forskellige øl ikke er aftaget. En af undtagelserne er Salling, hvor jeg i dag købte øl til en smagning sammen med arrangørerne. Der er stadig et godt og stabilt udvalg. Og så har vi jo heldigvis specialbutikkerne.

torsdag den 18. februar 2010

Tid til en øl - Refsvindinge 125 år

18. Februar 2010

Efter dans tog vi en tur på cafe med et andet par fra dansen. Vi havde en meget hyggelig aften, hvor sneen dalede ( lidt voldsomt ) ned uden for og vi fik vendt samtlige danse og andre af verdens problemer. Vi var på Cafe Klostertorvet og jeg fik en Leffe Blond, for lige at svale lidt af. Den har jeg skrevet om før ( 9 feb. 2009 ), så det vil jeg ikke gøre igen. Den var god i dag, selvom den var lige vel kold.

I går derimod smagte jeg en jubilæumsbryg fra Refsvindinge, som den 15. april i år kan fejre 125 år. Refsvindinge er altså ikke et nyt mikrobryggeri, men har været i familien Rasmussens eje siden 1885. ( Navnet Rasmussen optræder da også 4 gange på etiketen ). Og de har forstået at følge med tiden, for de var tidligt med på den nye ølbølge. Danmarks første ale i nyere tid – ”Ale nr. 16” – så dagens lys allerede i 1995.

”Refsvindinge Bryggeri og Malteri” står der på halsetiketten, der er en gengivlese af en gammelt skilt udenfor bryghuset.

Og hvad er det så for en jubilæumsøl? Jeg søgte på nettet, men der stod at øltypen er ukendt indtil den 15. April, så jeg må til at gætte.

Brygget af byg-, münchener- og caramünchenermalt og tilsat coriander. Overgæret, men samtidig filtreret og pasteuriseret. Tilsat kuldioxid og antioxidant.

Overgær og coriander leder tanken hen på en belgisk øltype, men denne øl er ikke så fyldig som den belgiske Bruin.

Det er en flot, klar rødlig øl med et svagt hvidt skum. Duften er lidt sødlig maltet, men der er samtidig et lidt syrligt strejf, der minder om ascorbinsyre. Øllet føles let i munden, nærmest tyndt. Smagen er maltet, men har en skarp drejning mod slutningen. Eftersmagen er præget af en udmærket og markant bitterhed. Min umiddelbare tanke var, at denne øl minder lidt om en ”Palm Speciale”, og selvom procenten er lidt højere end normalt ( 6,5% ) vil jeg foreløbig karakterisere den som en ”Speciale Belge”. Så må tiden vise, om det er rigtigt.

Karakter 3+

Til lykke med jubilæet.

mandag den 15. februar 2010

Tid til en øl - Goose Island Nut Brown Ale

15. Februar 2010

Jeg har tidligere smagt øl fra Chicago-bryggeriet Goose Island ( skrevet om det ( bla. 27 juli 09 )), og hver gang er jeg blevet imponeret over den fine balance, der er mellem de forskellige ingredienser. Det gør sig også gældende her med deres ”Nut Brown Ale” som vi fik til ølsmagningen forleden.

Den er brygget i den nordengelske tradition. Man har brugt 2 radet byg-, hvede-, karamel- og mørk chokolademalt, samt Victorymalt, der er specialfremstillet for at give en nøddeagtig smag. Alkoholprocent på 5,3%. Humletyperne er Fuggles og Villamette, der er en amerikansk videreudvikling af Fuggles. bitterhedsniveauet er på 25 IBU.

Det er en flot brun øl, med en fin maltet duft, hvor nøddenoterne trænger igennem. Smagen er behagelig – balancen mellem malt og bitterhed er fin. Det første man fornemmer er sødme og maltede noter, der afløses af en god bitterhed i eftersmagen.

Karakter 4+

søndag den 14. februar 2010

Tid til en øl - Old Gambrinus Dark

14. Februar 2010

Havde netop sat mig i sofaen, da min kone stod fuld omklædt i døren. ”Du er inviteret til Valetinesmiddag” sagde hun. Og det var en dejlig overraskelse, for jeg havde overhovedet ikke skænket det en tanke. Jeg skyndte mig at klæde lidt om og så gik turen mod ukendt destination, der viste sig at være Dronninglund Slot. Her havde man kreeret en Valentinesmiddag på 3 retter –laksemousse. kalvesteg og pandekager med is. Det var små portioner, men det smagte godt og vi blev ikke stopfyldte, men behagelig mætte. Betjeningen var lidt uerfaren, måske elever fra det lokale gymnasium. Da jeg nævnte, at jeg foretrak øl og spurgte om de havde nogle specialøl, var svaret: ” Nej, kun Tuborg og Carlsberg.”. Min kone havde ellers forinden forhørt sig i telefonen og fået at vide at de havde Hancock, men nej.  Så jeg valgte en Carlsberg pilsner til fisken.

Senere så vi en anden gæst, der fik en øl med gylden halsetiket og jeg spurgte en lidt mere erfaren tjener, om de mon havde en mørk øl til stegen – og sandelig. En ”Old Gambrinus Dark” fra Hancock.

Det var fint, men den første kunne jo have tjekket i stedet for bare at afvise det.

Det er en øl, der vil meget – måske lidt for meget. Der er en sødlig, maltet smag, der tyder på ekstra sukker, men det fremgår ikke at etiketten. Der er en citrus-syrlig smag, der stammer fra tilsætning af ascorbinsyre og  alkoholprocenten ( 9,5% ) er så høj, at spritten også manifesterer sig. Til gengæld er der ikke nogen bitterhed fra humlen at spore. Men den passede faktisk udmærket til kødet.

Karakter 3+

Gambrinus er en legendarisk ølkonge fra Flandern, hvis oprindelse fortaber sig i tågerne. Han hævdes at være den første til at brygge øl / humlet øl. Han er øllets skytshelgen. Han menes at have fødselsdag 11. april – hvilket også er min fødselsdag, så der er nok noget skæbnefællesskab.

Nogle hævder at oprindelsen til Gambrinus er John den Frygløse ( 1371 – 1419 ), mens andre placerer ham som en mundskænk ved Charlemagne’s hof ( 742 – 814 ). Ifølge en tysk poet har Gambrinus lært bryghåndværket at selveste gudinden Isis, og visse tjekkiske kilder hævder at Gambrinus er en forvanskning af Jan Primus ( Jan d. I ). Harboe hævder han er en burgundisk prins fra 1251, ved navn Jean sans Peur, der blev kaldt Ganbrivius.
Der er åbenbart flere teorier, ligesom der er flere bryggerier, der brygger øl med hans navn.

Oplysningerne på etiketten er intetsigende. Der er brugt lagermalt – det er i hvert fald ikke et begreb jeg ellers har hørt om. De skriver også på hjemmesiden, at de udelukkende bruger Saaz humle, ”hvilket hos ølkendere er et sikkert tegn på godt øl”. Det er altså noget øregejl, beregnet på at lyde smart og narre folk. Skriv nogle ordentlige noter.

lørdag den 13. februar 2010

Tid til en øl - Sierra Nevada Kellerweis

13. Februar 2010

I går havde jeg samlet vennerne til den årlige ølsmagning, hvor vi nogle gange bevæger os længere ud i udkanten af øluniverset end jeg normalt gør til smagninger. Der er så mange spændende øl, jeg gerne vil præsentere, men jeg tvinger mig selv til at huske, at det ikke kun skal være specialiteter. Der skal også være ( hovedparten ) helt almindelige gode øl på programmet. Denne gang var der 4 øl, jeg ikke selv kendte til. Aftenens program kan ses på billedet.

Jeg havde prøvet en ny rækkefølge med 5 amerikanske øl, der gik fra let til stærk ( Weisbier – Barleywine ). Derefter en lille pause og så en europæisk serie ( Pilsner - Barley Wine ). Man sidder ofte med flere stærke, tunge øl til sidst i en smagning og det kan være hårdt at komme igennem, især når der er 10 øl på programmet. Jeg synes, dette virkede fint, og det vil jeg sikkert prøve en anden gang også.

Aftenens første øl var den nye ”Kellerweis” fra Sierra Nevada i Californien. Bryggeriet har tidligere sendt en hvedeøl på markedet – ”Wheat”, der er brygget på almindelig overgær og humlet med Strisselspalt. ( se 10 maj 2009 ). Den blev i foråret 2009 erstattet af ”Kellerweis”, men jeg har først set den her i Danmark i efteråret. Den fås nu i Ølkonsortiet og i Salling.
Det er en øl, der ligger meget nærmere den originale tyske weissbier en deres tidligere. De amerikanske øldrikkere var i starten ikke vant til de kraftige fenoler fra den specielle hvedegær, men nu er de blevet vant til lidt af hvert, så denne øl er meget mere tysk. Og det er en fremragende fortolkning.
”Kellerweis” tyder på at man er inspireret af den frankiske tradition med at lade øllet lagre på åbne tanke, hvilket giver en lavere kulsyreudvikling. Det er også altid ufiltrerede øl, men det er hefeweizen jo alligevel ofte.
Det er en gylden uklar øl på 4,8% - med kraftigt skum, som man kender det fra andre hvedeøl. Duften er kraftig af nelliker og banan – de typiske noter, som mange ( altså også amerikanere ) tager lidt afstand fra, men som vi andre forventer hører til. Her er det en dejlig balance, så øllet virker forfriskende, selvom kulsyren ikke er kraftig. Det skal lige nævnes, at øllet var pænt koldt, selvom jeg havde taget det ind fra skuret 1½ time før. Smagen er kraftig og frisk, og eftersmagen er lang og god – uden særlig meget bitterhed ( 15 IBU ). Der er humlet med den tyske ”Perle” og den amerikanske ”Sterling”, der kan minde om Saaz.
Alt i alt en fremragende weissbier, der nærmer sig Maisel’s i kvalitet.
Karakter 4+

onsdag den 10. februar 2010

Tid til en øl - Vinterøl 3 / Stærk Belgisk

10. Februar 2010

Den sidste kategori at vinterøl finder vi i Belgien. Den går under flere forskellige navne – ”Quadrupel”, ”Abt”  eller ”Massive Belge”. Det er en mørk og stærk øl med en alkoholprocent mellem 9,0% og 12,0%. Den er ofte meget kompleks med mange forskellige nuancer. Det er min absolutte favorittype, og vi finder i stilen nogle af verdens bedste øl.

De er brygget på mange forskellige malte – der er ofte tilsat ekstra sukker og så benyttes gær af belgiske stammer, der har en fantastisk nuanceret smag. Nogle at munkene hævder, at deres gode gær, skyldes de mange bønner, de sender op til Herren.

Man spekulerer ofte på om der er tilsat krydderier og andre specialiteter, men som oftest hævder man, at det er gæren alene, der gør sin virkning.

Her kommer en oversigt over mine favoritter i denne stil.

B – Achel - Achel Ekstra - 9,5% - Fantastisk. Topklasse - 5+

B - De Struisse – Pannepot - 10% - Meget god belgier - 5+

B – Rochefort - Rochefort 10 - 11,3% - Fantastisk - 5+

B – Westvleteren - Westvleteren 12 (gul) - 10,8% - Fantastisk - 5+

B - Abbaye des Rocs - Abbaye des Rocs    9,0% - Kraftig med lakrids - 5

B – Chimay-Chimay Bleue - 9,0% - Super, ikke sød, men let - 5

B - De Landtsheer - Malhour 12 - 12,0% - Fint skum. Sødlig - 5

B - De Struisse - Pannepot Vintage - 10% - Barley Wine med syrligt præg - 5

B - Het Anker - Cuvee Van De Keizer - 11,0% - Stor og fyldig - 5

B - St. Bernadus - St. Bernadus Prior 12 - 10,0% - Sød og god – 5-

B – Rochefort - Rochefort 8 - 9,2% - I stil med 10’eren - 5

DK  -Mikkeler - Monk’s Elixir - 10,0% - Let med en fin sødme - 5

CA – Unibroue - Trois Pistoles - 9,0% - Mørk belgisk - 5

NL – Arcense - Hertog Jan Grand Prestige - 10,0% - Som belgisk stærkøl - 5

US – Avery - The Beast - 14,6% - Meget sød - 4+

B - De Dolle Brouwers - Oerbier Reserva - 13,0% - Mere syrlig, men fyldig - 4

Som man kan se er karaktererne høje, for det er min yndlingstype. Hvilken øl er den allerbedste? Jeg vakler mellem ”Rochefort 10” og ”Westvleteren 12”, men jeg kan heldigvis ikke bestemme mig, så jeg bliver med jævne mellemrum nødt til at prøvesmage dem igen – samt de par øl, der også trænger sig på i toppen.

Nu har jeg benævnt ”Barley Wine”, ”Stout” og ”Stærk Belgisk” som vinterøl, men de kan selvfølgelig også drikkes på andre tider, ligesom der findes mange andre øltyper, der egner sig fortrinligt til denne mørke, kolde tid.


mandag den 8. februar 2010

Tid til en øl - Avery The beast

8. Februar 2010

Det er ikke helt tydeligt på billedet, men Avery’s ”The Beast” viser i den grad tænder. Det er også en øl i serien ”Demons of Ale” og denne er i den belgiske mørke/stærke stil. Procenten er 14,6%, så også her bider den fra sig.

The Beast ( Dyret ) hører, så vidt jeg husker, til i Åbenbaringen. På etiketten beskrives den som en forfører, der viser sig forskelligt for forskellige mennesker. Derfor vil denne komplekse øl sikkert også fremstå forkelligt.

Den er brygget på bygmalt, honningmalt og belgiske specialmalte ( aromatic, lys hvede, ristet hvede og Special B ). Mange forskellige humletyper ( Magnum, Saaz, Galen, Hallertau, Tettnang og Hersbrucker ) og rosiner, dadler, Blackstrap melasse, Alfalfa Honning, Turbinado sukker og Belgisk kandis.

Man har gjort sig stor umage for at lave en varieret og kompleks smagspalet, og så brænder det alligevel ikke helt igennem. De store belgiske forbilleder fra Rochefort og Westvleteren har en meget mere nuanceret smag, hvor man hele tiden ledes til nye smagsoplevelser. ”The Beast” er – trods den gode vilje – en smule ensartet i udtrykket. Det er bestemt ikke dårligt bryg, men smagsindtrykker er konstant fra først til sidst – i hvert fald for mig.

Det er en uklar, mørk øl med et svagt orange skær. Skummet er svagt pga alkoholen. Der er en sødlig duft af alkohol og lys frugt. Smagen er meget sukkersød med fine noter af blomme, abrikos og rosin ( og sikkert også dadel da det jo er en ingrediens ). En dejlig lang eftersmag, som ikke virker bitter. I hvert fald ikke før man får lidt frugtsalat med råcreme, så træder bitterheden faktisk tydeligt frem ( 68 IBU ). Alkoholen virker varmende, men er ellers gemt godt væk af sødmen. Den medvirker til at gøre smagen meget vinøs.

Men sødmen, der dækker over alkoholen, dækker også over de forkellige nuancer. Alle smagsnoterne er konstant til stede, hvilket virker bastant og ødelægger et varieret indtyk. De originale belgiske trappistgærtyper er simpelthen bedre til at skabe nuancerede og varierede smagindtryk end dette store sammensurium af malte og humletyper.

Men som sagt – det er ikke nogen dårlig øl

Karakter 4+

tirsdag den 2. februar 2010

Tid til en øl - Avery Samael's Oak-aged Ale

2. Februar 2010

”Sneflokke kommer vrimlende – henover diger trimlende – det fyger ud af himlene – det sluger hegn og gård………” Den gamle sang har stadig aktuel betydning. Snestorm og fygning skyldes ikke den globale opvarmning. Det har eksisteret altid. Og så netop her på årets strengeste dag – ”Kjørmesknud” – hvilket egentlig bare betyder kyndelmisse.

På et tidspunkt i eftermiddags sneede det så kraftigt, at jeg begyndte at frygte, at jeg ikke kunne komme hjem til aften. Så jeg aflyste de sidste elever og begav mig hjemad på isglatte veje, og så holdt sneen op – æv bæv. Men beslutningen var jo taget, så timerne må erstattes en anden dag.

På sådan en stormdag trænger man til en stærk, mørk kraftkarl af en øl, og sådan en havde jeg heldigvis. Bryggeriet ”Avery” fra Boulder, Colorado ( som jeg har skrevet om flere gange før, da det er et af mine absolut favoritbryggerier ) har lavet flere serier af øl. - ”The holy trinity” – ” The Diktator’s” og ”Demons of Ale”. Den sidste serie har netop de 3 stærke øl på programmet, som jeg har beskrevet som vinterøl. ( se tidligere ) – ”Barley Wine” – ”Stout” og ”Stærk Belgisk”

”Samael’s Oak-Aged Ale” er en engelsk Barley Wine på 14,5%. Det er den øl, der er bedst kvalificeret til at erstatte ”Thomas Hardy’s Ale”, der desværre er udgået af produktion.

Den er brygget på ”2-radet bygmalt og karamelmalt. Og der er tilsat Fuggles og Columbus humle til en bitterhed på 41 IBU. Det er den mindst humlede at Avery’s øl ( og 41 IBU er jo ikke lavt ). Derudover er der tilsat ege-flager og den er lagret på egefade. Yderligere er der tilsat ”turbinado sukker”

Det er en flot kobberfarve øl med et temmelig svagt skumlag, hvilket sikkert skyldes alkoholprocenten. Der er en del bundfald, som man kan tage med efter behag. Det er en meget flot øl uden, men der kommer lidt ekstra smag med bundfaldet. Duften er kraftig med hedvins-agtig karakter – blomme i madeira. Der er en duft af mørk malt og en lidt syrlig/sur note, der sikkert skyldes egetræet. Øllet føles tykt og varmende i munden og smagen er meget kompleks. Det første indtryk er sukker – en sødme, der gør at alkoholen ikke virker overvældende. Derefter komme de sødlige frugter – blomme, dadel, måske en anelse abrikos. Bitterheden fornemmes ikke entydigt, trods et pænt niveau, men den er kun med for at balancere afslutningen. En øl som det tager temmelig lang tid at drikke, for man skyller den ikke bare ned i en mundfuld.

Karakter 5

Samael er  - som navnet antyder – en af de engle der fulgte Lucifer, da han brød med Gud – en ”Prince of Demons”, som han benævnes på etiketten. Han plantede vintræet i Paradis og han omfavner os med sine vinger og tilbyder os sin gift, der både er sød og fristende – ifølge etiketten.

Det er jo lige før, man ikke tør smage, men så går man glip at en stor smagsoplevelse. Og det er en fornøjelse at nedkæmpe dæmonen, selvom man bliver en smule påvirket af det. Jeg tror, der er et par dæmoner tilbage – så jeg må vist tage kampen op med dem en anden gang.