Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten Dubuisson. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Dubuisson. Vis alle opslag

torsdag den 17. november 2011

Tid til en øl - Gran Canaria / Bush Ambre


17. November 2011

Den sidste dag på Grand Canria ville vi sole os ved poolen, men det var overskyet, og da vi havde siddet lidt i badekåber opgav vi, og besluttede at tage bussen til Las Palmas. Her fandt vi en anden Desigual butik, der endda havde” Fun day”, så der var yderligere 20% rabat. Vi fik altså varerne til halv pris, da der var 30% rabat i outlet-afdelingen. Så fik vi da noget ud af dagen.

Om aftenen tog vi til nabobyen Puerto Rico, der også består af hoteller og restauranter. Vi havde set en indisk restaurant, hvor vi ville spise. Da vi sidste år var på Tenerife havde vi fundet et belgisk ølhus, men det havde vi ikke set tilløb til på Grand Canaria. Og så pludselig  på vej til den indiske restaurant, så vi ”Wig Wam”. Det er et underligt sted med indianere og lign.- men de reklamerer også med ”Belgian beer”, og har en side med forskellige typer. Leffe, Kwak, Duvel, Judas, Hoegaarden,og Delirium Tremens. Der er ingen trappistøl.

Jeg valgt en ”Bush” på 12.0%. Det er ”Bush Ambree”, men det stod ikke på kortet. Jeg har tidligere smagt deres juleudgave (30. dec. 08 ), der så vidt jeg har forstået er en variation af ”Bush Ambree”.
”Bush Ambree” stammer fra 1933, men Brasserie Dubuisson der laver den er fra 1769. Bryggeriet ligger i det vestlige Belgien i nærheden af Tournai, og har været i familien Dubuissons eje siden 1890,erne. Denne øl kaldes også ”Scaldis” fordi Anheuser-Busch ( det store amerikanske bryggeri med Budweiser ) anlagde sag mod Dubuisson, fordi navnet mindede om deres. Derfor hedder den ”Bush” i Europa og ”Scaldis” i USA. ( ”Scaldis” er det engelske ord for floden Schelde )
 
Det er en uklar, orangegylden ( ambree ) øl med svagt skum, der hurtigt forsvinder. Der er lys frugt, alkohol og sødme i aromaen. Den er varmende og en smule udfordrende i munden. Smag af sukker, alkohol og frugt, især en tydelig note af abrikos. Lang eftersmag med sukret bitterhed.
Karakter 5
Det var dejligt at finde en belgisk ale ovenpå alle de pilsnere.
 
 

tirsdag den 30. august 2011

Tid til en øl - BeerTrain / Det Bette Ølhus


30. August 2011

I Ålbæk gik vi til ”Det Bette Ølhus”, der for tiden kun har åbent fredag og lørdag. Det var vel besøgt, men vi fandt et bord ved vinduet. Der er altid 8 belgiske øl på hanerne - samt et par danske, og det er muligt at få en ølsmagning med de belgiske øl. Sådan en bestilte vi. De kom ind i 2 sæt for ikke at stå og blive dovne.

Den første øl var fra klosteret Onze Lieve Vrouw van Koningshoeven. Det er dem der brygger ” La Trappe”. Det er det eneste trappistbryggeri, der ikke ligger i Belgien, men stilen er typisk belgisk, så det går lige an, at kalde det en belgisk øl. Det ligger i Berkel-Enschot – i det sydlige Holland. Der ligger andre trappistbryggerier lige på den anden side af grænsen. Jeg besøgte klosteret i sommeren 2009.
”La Trappe Witte” er en hvedeøl på 5,5%. Det er den eneste trappist-hvedeøl. I det hele taget er La Trappe ikke bange for at eksperimentere. De laver også den eneste økologiske trappistøl.  
 

Det er en uklar, bleggul sag med små bobler. Krydret duft hvor koriander og citron træder frem. Det er almindeligt at krydre med bitter appelsinskal, og det er nok det der er benyttet. Den har en frisk konsistens, og den smager meget traditionel. Eftersmagen er lang og let syrlig.

Karakter 4

Jeg skrev tidligere om denne øl ( 24. aug 09 )
 
De første 3 øl var lyse, men jeg skal lige love for der var forskel i smagen. ”Strandgaper” fra Scheldebryggeriet er en øl beregnet til østers og muslinger. Strandgaper er en art musling, der findes i Schelde-floden, der går gennem det vestlige Belgien. Bryggeriet er kendt for deres morsomme tegnede etiketter
 
Det er en gylden øl med let slør og en alkoholprocent på 6,2%. Den har et flot hvidt skum. Men jeg må sige at den ikke faldt i min smag. Jeg har et par gange i den seneste tid smagt øl, der var meget kraftigt tørhumlet med den New Zealandske Nelson Sauvin humle, og de har haft en kraftig aroma af kattetis ( jeg kan ellers i andre øl vældig godt lide denne humle (?) ). Om det er den humle, der er benyttet her ved jeg ikke, men resultatet er det samme. Den er skarp i munden og har en syrlig smag sammen med en kraftig bitterhed. Man lægger også her mærke til koriander.
Karakter 2
Jeg hastede videre til den sidste lyse øl i kassen – ”Cuvee de Trolls” fra Brouwerij Dubuisson. Legenden siger at denne øl er blandet af drilagtige trolde ( se 25. feb 09 ). Bryggeriet stammer fra 1769 og har været i familiens eje lige siden.
Det er en lys, klar øl på 7.0% med små spredte bobler. Der er en aroma af frugt kombineret med sur sok. Der er tilsat appelsinskal, som det er coutume i mange lyse øl fra Belgien.  Den føles blød og rund med blid brus, og har en frugtig, lidt drueagtig smag med sødme. Der er ikke megen bitterhed
Karakter 3+
 
Så foretog vi nærmest et kvantespring i kvalitet. ”La Trappe Dubbel” på 7,5% smagte jeg første gang på selve klosteret – eller rettere i ølcafeen, der hører til.
Det er en flot mørk øl med rødligt skær. Dejlig maltet duft med mørk frugt i næsen. Den er fyldig og føles blød og rund. God  smag af sveske og en note af lakrids, jeg ikke tidligere har lagt mærke til. God, lang eftersmag, hvor man også fornemmer lakrids og en fin balancerende bitterhed.
Karakter 5

onsdag den 25. februar 2009

Tid til en øl - Cuvee des Trolls

25. Februar 2009
Her til aften var det tid til en lille øl. Hvorfor denne øl kun kommer i en 25 cl flaske er lidt en gåde for mig. Det plejer at være meget stærke øl, der kommer i så små flasker, men denne ”Cuvee des Trolls” er kun på 7,0%.
Cuvee betyder fad, men kan også hentyde til en blanding, og legenden hævder at denne øl er blandet af de drilagtige trolde. Og der springer da også en glad lille humletrold rundt på flasken. På deres hjemmeside skal man også klikke på forskellige trolde, for at åbne siderne. www.cuveedestrolls.com.
Dubuisson Freres blev stiftet i 1769 af Hugues og Vincent Dubuisson og har været i familens eje siden. På den lille flaske er der også en mærkat med teksten ”Belgian Family Brewers”
”Cuvee des Trolls” er en lys gylden og uklar øl med hvidt skum. Duften er præget af korn og lys malt med en anelse orangenote. Der er tilsat appelsinskal, så det er som det skal være. Den har et middel kulsyreindhold, der gør den frisk og letdrikkelig og smagen virker ren og klar uden for meget sødme. Der er en smule syrlighed og ikke særlig megen bitterhed. Alt i alt en øl, der minder mere om en lagerøl end om en overgæret øl. Ikke dårlig, men heller ikke noget specielt.
Karakter 3+

tirsdag den 30. december 2008

Tid til en øl - Scaldis Noel

30. December 2008
Her på årets næstsidste dag var det egentlig meningen, at jeg skulle have nydt den sidste juleøl, men jeg er kommet til at købe alt for mange forskellige, så der er juleøl til et stykke ind i januar. I morgen nytårsaften står den mest på hvidvin til fisken, men mon ikke vi kan snige et par øl ind. Det bliver dog ikke juleøl.
Men her i aften står den på en af de berømte juleøl fra Belgien – ”Scaldis Noël” eller ” Bush de Noël” på 12, 0%.
Egentlig hedder den ”Bush de Noël” men da bryggen blev eksporteret til USA nedlagde det store amerikanske bryggeri Anheuser-Bush forbud mod at bruge navnet, og der har været flere retsager om navnet. I Europa hedder den stadig Bush, men i USA hedder den ”Scaldis Noël.  Scaldis er det engelske navn for Schelde-floden, som bryggeriet ligger i nærheden af. I Danmark benytter vi af en eller anden mærkelig grund den amerikanske betegnelse.
Bryggeriet Dubuisson ligger i det vestlige Belgien i nærheden af Tournai. Det stammer fra 1769 og har været i familien Dubuissons eje siden 1890,erne. Juleøllet ”Bush de Noël” blev frigivet i 1991 og er en rigtig gemmeøl.
Den er brygget på pilsnermalt og krystalmalt og humlet med 2 slags aromahumle. Senere tilsættes også Zatechumle. Den sælges på en 25cl flaske, men findes også i 75 cl.
Farven er kobber/rav med en svagt skum på toppen. Meget alkoholstærke øl har ofte svag skumudvikling. Duften minder om hedvin – portvin eller sherry – og man kan fornemme alkoholen både i duften og smagen. Den virker dog ikke sprittet, men alkoholen prikker i munden. Smagen er sød, med noter af bla. blomme og abrikos. Det overordnede indtryk er Barley Wine-agtigt. Bitterheden fra humlen er forsvundet og eftersmagen er stærk og rund.
Karakter 5