Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten Costa del Sol. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Costa del Sol. Vis alle opslag

onsdag den 28. oktober 2009

Tid til en øl - Costa del Sol / Alhambra

28. Oktober 2009
Siden jeg var dreng har jeg været fascineret af ”Alhambra”. Jeg studerede mine forældres Union-bøger om spændende steder, og dette mauriske palads i Granada har været et af mine største ønskerejsemål.
Derfor var skuffelsen stor, da vi torsdag morgen stod op til regnvejr.  – Og det blev værre jo mere vi kørte mod Granada. Vi havde bestilt billetterne hjemmefra, for det kræver man, ( pga menneskemængden ), men vi håbede at kunne bytte dem til en anden dag. Det viste sig, at det kan ikke lade sig gøre.
Derimod holdt regnen op, da vi kørte ind på parkeringspladsen. Vi var kommet to timer for tidligt, for vi ville gerne have set Granada, men havde opgivet det pga regnen. Vores billetter gav adgang fra 14 -20, så vi gik lidt rundt udenfor borgmuren. Og vi fik også en god frokost. Imens klarede det op, og der kom blå himmel, så vi var meget heldige. Kl. 14 gik vi ind i området. Det er stort med mange haver og bassiner og springvand. Karl d. 5 har opført et stort skrummel af en bygning på stedet, og der er også en kristen kirke, men den gamle mauriske del består at en borg ( Alcazaba ) – et palads ( Alhambra ) og et sommerhus ( Generalife ).
Sommerresidensen ligger indenfor de beskyttende mure, 300 m fra de andre bygninger, så det var ikke udlængsel der prægede emirerne.
Vi gik først til Generalife.
Her er flere haver med springvand og damme. Der løber vand i trappegelænderne og der er den fantastisk udsigt over Granda.
Adgangen til Alhambra / Nasridernes Palads er yderst begrænset. Man lukker kun folk ind hver halve time, og kommer man 1 minut for sent, bliver man ikke lukket ind, - og det er umuligt at få en billet til senere. Så vi stod i kø i god tid.
Udefra set paladset ikke ud af noget. Afskallede vægge og gamle mursten. Men indenfor findes en helt anden verden. Farvestrålende mosaikker, Udsmykkede vægge med skriftsteder og ornamenter, buer i alle mulige variationer og haver med vandbassiner. Den berømteste gård er Løvegården, hvor 12 løver bærer et stort vandbassin. Desværre var løverne fjernet for at blive restaureret, men der var meget andet at se på. Den fantasi og variation der præget stedet er fantastisk. Her følger nogle billeder.





Vi spiste som sagt frokost, inden vi gik ind, og her var det naturligt at betille en ”Alhambra” til maden. Bryggeriet ligger selvfølgelig i Granada, men er nu en del af Mahou-gruppen. Det blev grundlagt i 1925. ( I supermarkedet så jeg en ”Alhambra 1925” – en jubilæumsøl, men man kunne kun købe en sixpack. Jeg forsøgte godt nok at pille en enkelt ud, men det var sørme forbudt, så jeg har ikke smagt den. Der var ikke engang en stregkode på den )
Den øl jeg fik til maden var ”Alhambra Especial” fra fad. Den er på 5,4% og minder meget om andre spanske øl i samme gruppe. Det er en flot gylden øl ( jeg har smagt den 2 gange, men aldrig i det rigtige glas ) med spredte bobler og lyst gulligt skum på toppen. Duft af lys malt og sødlig korn. Der er en god fyldig smag med en pæn bitterhed i eftersmagen, Selvom den ligner de andre spanske øl, synes jeg den ligger i den bedre ende af skalaen,
Karakter 3




tirsdag den 27. oktober 2009

Tid til en øl - Costa del Sol / Mahou Cinco Estrellas

27. Oktober 2009
Øst for Malaga ligger nogle af  Spaniens største grotter. De blev opdaget i 1959 af 2 drenge, der var på flagermusjagt. De fulgte flagermusene ind i en sprække og opdagede en fantastisk verden. For 40.000 år levede cromagnon mennesker i området. Grotten hedder Cueva de Nerja og ligger i byen Nerja. På vej til hulen kommer man forbi en gammel romersk aquaduct.
I grottens største sal findes verdens største drypstenssøjle. Den er 32 m i højden og meget bred. Der er masser af spændende formationer overalt i hulen. Kun 1/3 af området er tilgængeligt for turister.
På vejen tilbage var vi inde i et stort shoppingcenter, hvor vi fik frokost, men ellers ikke fandt noget. Vi gik også lidt rundt i centrum af Fuengirola.

Aftensmaden lavede vi hjemme, og jeg tog hul på en ”Mahou Cinco Estrellas” – Fem Stjerner.
Mahou blev grundlagt i Madrid i 1890 af Casimiro Mahou. I 1969 lanceres Cinco Estrellas som bryggeriets flagskib. I 2000 går bryggeriet sammen med San Miguel og bliver Spaniens største bryggerikoncern.
”Mahou Cinco Estrellas” er en klar pilsnerøl på 5,5% - altså en lidt stærkere type. Der er svage bobler og pænt hvidt skum. Duften er lidt svag og neutral og faktisk ligner den de andre spanske øl meget. Smagen bliver en anelse sur til sidst og eftersmagen er kortvarig.
Karakter 2+
Denne anmeldelse er nr. 400 på bloggen – en lidt tynd øl til det, men ….

mandag den 26. oktober 2009

Tid til en øl - Gibraltar / Bass Pale Ale

26. oktober 2009
Tirsdag tog vi til Gibraltar. Mit pas var jo udløbet og havde fået en forlængelse skrevet på, så jeg var lidt spændt på om det blev godtaget, men det gik heldigvis. Vi var lidt i tvivl om vi skulle tage bilen med over, men valgte at parkere i Spanien og gå over grænsen. Det viste sig at være dagens første rigtige beslutning. Gaderne i Gibraltar er meget smalle og bilerne holder tæt. Autolakererne må have travlt i den by. Det er et rent trafikkaos. Den spanske side af grænsen hedder La Linea og er den grimmeste spanske by vi har set. Vores GPS – ”Dagmar” – valgte at vise os ind gennem byens smalle gader i stedet for ad omfartsvejen direkte til grænsen, så vi fik set det på nært hold. Fattigdom og kriminalitet ligger blandt de højeste i Spanien.
Der er til gengæld ikke alvorlig kriminalitet i Gibraltar – sikkert fordi man ikke umiddelbart kan komme væk fra stedet.
I grænsebygningen blev vi mødt at en tursælger, der ville tilbyde en tur til nationalparken på toppen at bjerget og adgang til alle seværdighederne. Vi var i tvivl  - 75 euro – og det var svært at sammenligne priser med de informationer, vi havde om svævebane og adgangsbilleter fra rejsebogen. Her var priserne nævnt i pund. Et andet dansk selskab kom forbi og besluttede også at tage turen, og så kunne vi komme med for 50 euro, så det var heldigt. Det var dagens anden rigtige beslutning.
Bjergryggen er 5 km lang og det ville tage lang tid at komme rundt på egen hånd. Nu blev vi kørt, fik mange informationer fra vores meget talende guide, alle entreer betalt og kørt tilbage til centrum til sidst.
Vi kørte først til Herkules’ Søjler, hvorfra man kan se Afrika – hvis vejret er godt. Det kunne vi ikke, da det var temmelig diset. Derfra tog vi til ”St. Michaels Cave” – en stor drypstenshule.
                            

Her er mange fantastiske formationer og i det største rum er der indrettet en koncertsal. Meget spændende oplevelse. Derfra kørte vi til toppen af klippen ( 426 m ), hvor der også er foderplads for en af parkens abekolonier. man siger at: ”når den sidste abe forsvinder, forsvinder briterne også. Under 2. verdenskrig var bestanden nede på 5, så man importerede nogle nye aber, og nu er der omkring 300.
Til sidst så vi Great Siege Tunnels, hvor man har hugget kanonstillinger ind i klippen. Alt i alt er der 70 km naturlige og kunstige huler i klippen. Man har under belejring haft forrådskamre, hospitaler og meget andet inde i bjerget.
Vi blev sat af i centrum og fik fish & chips til frokost.

I sådan et lille stykke England er der selvfølgelig også pubs. Vi gik ind på ”The Angry Friar”, der ligger på hovedgaden. Her havde de ”Bass Pale Ale” på hanen.
Denne øl er indbegrebet af pale ale fra Burton-upon-Trent. Da East India Company ragede uklar med Londonbryggeren Hodgson, stod man klar i Burton, og begyndte at producere pale ales til Indien.
Vandet i Trentfloden er meget calciumsulfat-holdigt, hvilket giver en skarp snert i smagen – kendt som ”the Burton snatch”.
Bryggeriet blev grundlagt af William Bass i 1777 og udviklede sig til et af Englands største. I 2000 blev det opkøbt af belgiske InBev. Bryggeriet logo er en rød trekant og det er verdens første registrerede varemærke ( 1875 ).
Det er en flot rødlig øl med hvidt skum. Den er klar, men der er ikke mange bobler. Den føles dog frisk alligevel pga vandets hårde og skarpe påvirkning. Duften er fyldig, men mest præget af humlen. Smagen har lidt karamelsødme i starten, men bitterhed overtager hurtigt og bliver hængende i eftersmagen. Der er brugt East Kent Goldings, men bitterheden virker ikke overvældende. Måske var den højere i gamle dage, da øllet skulle til Indien. Alkoholprocenten er 5,2%.
Karakter 4
Jeg har aldrig set denne øl i Danmark, så det var fint at smage den her.



søndag den 25. oktober 2009

Tid til en øl - Costa del Sol / Steinburg Cerveza

25. Oktober 2009
Den anden dag  i Spanien udviklede sig til noget værre rod. Vi ville køre op i bjergene bag kysten og se et par spændende landskaber. Bare fire timer og så være tilbage først på eftermiddagen til lidt solbadning. Men vejen var spærret af vejarbejde, så vi måtte køre ad kystvejen. Så begyndte bilen at bippe og en rød lampe blinkede: STOP. Vi kunne ikke se, der var noget galt, men vi var i nærheden af  biludlejningen, så vi kørte derhen for at spørge. De gav os straks en anden bil, men vi var alligevel blevet noget forsinkede.
Vi ville se El Chorro og kunne på kortet se, at man skulle gennem Alora. Udenfor byen så vi da også et skilt dertil og fulgte det – til en rundkørsel, hvor der absolut ingen oplysninger var. Der gik en times tid med at prøve de forskellige muligheder – vi prøvede at spørge om vej, men uden held ( spanierne taler ikke særlig godt engelsk, da alle deres tv udsendelser er synkroniseret ) og til sidst gav vi op og kørte nordpå. Ca 20 km nordfor byen så vi atter et skilt til El Chorro, men nu var vi ( jeg ) blevet så sure på stedet, at vi bare kørte videre. Klokken var nu blevet henad 2, og vi skulle egentlig finde lidt frokost, men vi ville bare hjem igen, så vi kørte til El Torcal, som heldigvis ikke var svært at finde.
Det er et helt specielt klippeområde, hvor klipperne ser ud til at være stablet ovenpå hinanden i uregelmæssige former. Området er temmelig stort. Man kunne vandre rundt i området, men vi blev ikke så længe. Jeg var blevet noget træt af al den bjergkørsel, så vi vendte snuden hjemad.

Der var det godt at sætte sig med en øl og jeg fandt en ”Steinburg Negra” frem. Den havde jeg købt i det lokale Mercadona. ”Steinburg” lyder jo som en tysk øl, men stammer fra Valencia og er brygget af Font Salem, der igen er tilknyttet bryggerigruppen Damm, der også laver ”Estrella”. ”Steinburg” er lavet til supermarkedet Mercadona.
”Steinburg Negra” er en sort øl på 5,6%. Den er brygget på pilsnermalt og majs, og formodentlig noget sortristet byg. Det er i hvert fald en meget let, grænsende til tynd fornemmelse. Duften er sødlig brændt og det hele kommer til at virke lidt kunstigt. Smag af brændt malt med sukker.  Men det er en øl, der i høj grad adskiller sig fra normen af spanske øl. En slags schwarzbier.
Karakter 2
En af de andre dage prøvede jeg deres ”100% Malto” – altså en øl lavet udelukkende på bygmalt uden råfrugt. Det er en pilsner med lidt større styrke – en ”Especial”. Den er på 5,5% og er lys gylden med spredte bobler og hvidt skum. Den føles frisk og prikkende i munden med en god citrusagtig smag ( igen får man mistanke om ascorbinsyre ). Kort eftersmag med middel bitterhed.
Karakter 3
Om aftenen tog vi på indisk restaurant og fik 2 forskellige retter med kylling. Det smagte godt og var ikke for stærkt – men vi havde også bedt om den mildere krydderblanding. Det var et par store krukker med mad, og vi fik resten med hjem til frokost næste dag.


lørdag den 24. oktober 2009

Tid til en øl - Costa del Sol / San Miguel Especiel / Selecta

24. Oktober 2009
Netop hjemvendt fra Spanien – Costa Del Sol – hvor vi har haft en uge med sol og varme. Vi havde lejet en lejlighed ved Cala de Mijas, og den lå med fin udsigt over havet og golfbanen. Vi spiller ikke golf, men der var mange andre feriegæster, der havde golftaskerne med. Den første eftermiddag brugte vi på at købe lidt ind og lære den lille by at kende. Om aftenen spiste vi på en restaurant, hvor vi fik sværdfisk, hvilket jeg aldrig har smagt før. Det var udmærket – fast i kødet, men en anelse tørt. Der var optræden ( det var lørdag aften ) af en ung dame, der sang ( udmærket ) til et Play Back, mens hun udførte sensuelle dansetrin. Jeg sad med ryggen til, så jeg havde ikke så meget fornøjelse af det.
Jeg bestilte en øl til maden, men ved faktisk ikke, hvad jeg fik. Efter at have smagt adskillige spanske øl, ved jeg det stadig ikke. De spanske øl er ret ensartede.
Næste dag kørte vi op i bjergene til byen Ronda, der er delt i to af en dyb kløft.
Tre broer fører over kløften. Den ældste er en gamle arabiske bro, så kommer den ”Ponto Alto”. De ligger tæt ved hinanden, hvor kløften er mindre. Men den nyeste bro fra 1800tallet fører over på toppen af bjerget.
I et af husene langs kløften er der en trappe hugget ud inde i klippen, så man under belejring kunne komme ned til flodens vand. Det er en spændende, men anstrengende tur. Man kan også se de arabiske bade med stjerneformede vinduer i loftet.
Efter Ronda tog vi til Cueva del Gato – en grotte i nærheden, hvor et lille vandfald byder en velkommen. Men det er snyd, for adgangen til det indre af grotten er spærret. Et rigtig idyllisk sted, hvor mange spaniere havde frokostkurven med.
Lidt sydligere finder man Cueva de la Pileta med mange vægmalerier, men vi havde glemt Siesta’en, så vi kom lige i middagslukningen.
På en lille kro i bjergene fik vi et godt måltid og jeg bestilte en San Miguel ( eller rettere – det var det de havde )
San Miguel skrev jeg om i august 08
”I Spanien er det førende mærke ”San Miguel”, der egentlig stammer fra Filippinerne. Bryggeriet blev stiftet i 1890, men fra 1946 blev der også brygget i Spanien på licens. Det er en lys gul øl, med mange fine bobler. De giver en forfriskende fornemmelse. Procenten er på 5,4%. Smagen er ret neutral – standard – og den efterlader en kortvarig, let metallisk bitterhed.”
Det er lidt samme indtryk, men omgivelserne var bedre, så derfor sniger karakteren sig lidt op. Der er en frisk, lidt citrusagtig syrlighed. Flere sydlandske pilsnere er tilsat ascorbinsyre, men det fremgår ikke af deklarationen, selvom det er den citrusnote, jeg fornemmer. Jeg lagde mærke til at skummet sætter sig i fine gardiner på glasset.
Karakter 3
I et supermarked fandt jeg en anden øl fra San Miguel. En guldøl ved navn ”Selecta” på 6,2%. Det er en mørkgylden øl med små bobler og hvidt skum. Duften er mere maltet en den traditionelle ”Especial”. Den fylder godt i munden, men er samtidig temmelig prikkende. Der er en overraskende sprittet smag ( så stærk er den jo heller ikke ) og der sluttes af med en god bitterhed i eftersmagen.
Karakter 2+