Tirsdag tog vi til Gibraltar. Mit pas var jo udløbet og havde fået en forlængelse skrevet på, så jeg var lidt spændt på om det blev godtaget, men det gik heldigvis. Vi var lidt i tvivl om vi skulle tage bilen med over, men valgte at parkere i Spanien og gå over grænsen. Det viste sig at være dagens første rigtige beslutning. Gaderne i Gibraltar er meget smalle og bilerne holder tæt. Autolakererne må have travlt i den by. Det er et rent trafikkaos. Den spanske side af grænsen hedder La Linea og er den grimmeste spanske by vi har set. Vores GPS – ”Dagmar” – valgte at vise os ind gennem byens smalle gader i stedet for ad omfartsvejen direkte til grænsen, så vi fik set det på nært hold. Fattigdom og kriminalitet ligger blandt de højeste i Spanien.
Der er til gengæld ikke alvorlig kriminalitet i Gibraltar – sikkert fordi man ikke umiddelbart kan komme væk fra stedet.
I grænsebygningen blev vi mødt at en tursælger, der ville tilbyde en tur til nationalparken på toppen at bjerget og adgang til alle seværdighederne. Vi var i tvivl - 75 euro – og det var svært at sammenligne priser med de informationer, vi havde om svævebane og adgangsbilleter fra rejsebogen. Her var priserne nævnt i pund. Et andet dansk selskab kom forbi og besluttede også at tage turen, og så kunne vi komme med for 50 euro, så det var heldigt. Det var dagens anden rigtige beslutning.
Bjergryggen er 5 km lang og det ville tage lang tid at komme rundt på egen hånd. Nu blev vi kørt, fik mange informationer fra vores meget talende guide, alle entreer betalt og kørt tilbage til centrum til sidst.
Vi kørte først til Herkules’ Søjler, hvorfra man kan se Afrika – hvis vejret er godt. Det kunne vi ikke, da det var temmelig diset. Derfra tog vi til ”St. Michaels Cave” – en stor drypstenshule.
Her er mange fantastiske formationer og i det største rum er der indrettet en koncertsal. Meget spændende oplevelse. Derfra kørte vi til toppen af klippen ( 426 m ), hvor der også er foderplads for en af parkens abekolonier. man siger at: ”når den sidste abe forsvinder, forsvinder briterne også. Under 2. verdenskrig var bestanden nede på 5, så man importerede nogle nye aber, og nu er der omkring 300.
Til sidst så vi Great Siege Tunnels, hvor man har hugget kanonstillinger ind i klippen. Alt i alt er der 70 km naturlige og kunstige huler i klippen. Man har under belejring haft forrådskamre, hospitaler og meget andet inde i bjerget.
Vi blev sat af i centrum og fik fish & chips til frokost.
I sådan et lille stykke England er der selvfølgelig også pubs. Vi gik ind på ”The Angry Friar”, der ligger på hovedgaden. Her havde de ”Bass Pale Ale” på hanen.
Denne øl er indbegrebet af pale ale fra Burton-upon-Trent. Da East India Company ragede uklar med Londonbryggeren Hodgson, stod man klar i Burton, og begyndte at producere pale ales til Indien.
Vandet i Trentfloden er meget calciumsulfat-holdigt, hvilket giver en skarp snert i smagen – kendt som ”the Burton snatch”.
Bryggeriet blev grundlagt af William Bass i 1777 og udviklede sig til et af Englands største. I 2000 blev det opkøbt af belgiske InBev. Bryggeriet logo er en rød trekant og det er verdens første registrerede varemærke ( 1875 ).
Det er en flot rødlig øl med hvidt skum. Den er klar, men der er ikke mange bobler. Den føles dog frisk alligevel pga vandets hårde og skarpe påvirkning. Duften er fyldig, men mest præget af humlen. Smagen har lidt karamelsødme i starten, men bitterhed overtager hurtigt og bliver hængende i eftersmagen. Der er brugt East Kent Goldings, men bitterheden virker ikke overvældende. Måske var den højere i gamle dage, da øllet skulle til Indien. Alkoholprocenten er 5,2%.
Karakter 4
Jeg har aldrig set denne øl i Danmark, så det var fint at smage den her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar