Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten Jyske Bryghuse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jyske Bryghuse. Vis alle opslag

lørdag den 20. december 2014

Tid til en øl - Jyske Down The Chimney


20. December 2014

Så har vi netop set sidste del af Hobbitten. En kæmpe afslutning med Fenhæreslaget. Storslået og flot med mange gode tilvalg til den oprindelige historie.

Inden da havde vi pyntet juletræ og set musicalen Atlantis på DVD – og fået aftensmad med juleøl til.

”Down The Chimney” fra Jyske Bryghuse er den tredje øl de har haft på hylderne denne jul. Det er en ”Christmas Abbey Ale” i belgisk stil, men kun på 5,8%. Denne gang er det lykkedes noget bedre at ramme stilen, måske fordi humlen ikke spiller så stor en rolle som i deres ”Aros”.

Det er en mørk nøddebrun ale med næsten intet skum. Der er duft af blomme og frugter. Den er let drikkelig. Smagen er maltet med blomme og rosin og et strejf af krydderi. Klart Jyske Bryghuses bedste bud i år.

Karakter 4


søndag den 14. december 2014

Tid til en øl - Jyske Bryghuse Aros Belgisk Jule Ale


14. December 2014

Jeg er desværre ved at miste stemmen og har fået lidt ondt i halsen. Så jeg fulgte min brors råd om at komme lidt te i min rom for at lindre min hals. Det virkede også meget godt, men medførte, at jeg faldt uhjælpeligt i søvn på sofaen. Jo, slige stærke drikke er ikke at spøge med. Jeg vågnede op til aftensmaden og dagens juleøl.

De Jyske Bryghus har tre juleøl på hylderne i år. Den er hedder Aros, hvilket er navnet på deres signatur-serie, der rummer adskillige øl ( Aros er det gamle navn for Århus ). Denne juleøl har undertitlen ”Belgisk Jule Ale” og er på 5,8%.

Det er en rødlig øl med lettere orange skær. Den er uklar og der er stort set intet skum. Man mødes af en svag duft af blommer og frugt og en anelse nellike ( i hvert fald, når den ikke er for kold ). Det er en letdrikkelig øl, hvor man også i smagen støder på søde frugter. Den er ikke udpræget belgisk – humlebitterheden i slutningen er efter min mening for markant. Der er jo godt nok nyere belgiske bryggere, der eksperimenterer med øget humleniveau, men det er sjældent det lykkes. Det er i hvert fald ikke min kop te.

Vi skulle lige lave konfekt til jul, så glasset fik lov at stå, mens jeg æltede og formede konfekten. Som vi siger i Nordjylland: ” Det var noget værre gratværk”.

Men det kan absolut ikke tilrådes at lade øllet stå i et stykke tid. Bitterheden tager fuldtændig over og dominerer for meget.

Karakter 3


fredag den 5. december 2014

Tid til en øl - Jyske Bryghuse Let It Snow

 
 
5. December 2014
I går var vi til julefrokost, med traditionel god julemad og det var muligt at smage både den hvide og den blå X-mas, samt Tuborgs Snebajer. Alt sammen vældig gemytligt.
Aftenens øl  passer ikke rigtig til vejrudsigten, for sneen holder sig heldigvis på afstand. Heldigvis – siger jeg, for jeg har endnu ikke fået vinterdæk på. Min venstre arm har været dårlig i to uger nu. Det føles som om der er sat strøm til den fra skulder til fingerspids. Og hvad mere er – min lillebror lider af samme fænomen, og det er hos ham dækkene står. Men nu prøver vi, om vi i morgen - ved fælles hjælp med to højre arme – kan få skiftet dækkene.
Alligevel har jeg knappet ”Let It Snow” fra De Jyske Bryghuse op. Der er en ”jule wiener øl” på 4,6%. Den er klar med en fin karamelfarve – lidt orange skær. Skumkronen på toppen er stor og fyldig. Let sødlig duft med antydning af skovbund. Den er frisk og prikkende i munden. Smagen indledes med det sødlige, maltede indtryk. Der er stadig lidt nåletræsskovbund over den. Men mod afslutningen tager Hallertauhumlen mere over og leverer en ganske pæn bitterhed.


Karakter 3+

onsdag den 11. juni 2014

Tid til en øl - Jyske Bryghuse Goa Goa

 
Nu er det blevet sommer og varmen breder sig. Så kan det være godt med en frisk øl sidst på dagen til at køle sig ned med. Efter at have slået græs kunne jeg måske have tænkt mig en weissbier eller pilsner, men efter et bad blev det til en IPA til aftensmaden.
 
De Jyske Bryghuse har lavet en Double IPA til Kvickly’s Ølvalg – ”Goa Goa” på 8,5%. Etiketten er holdt i skarpe farver og giver det rette indtryk af Indeien. Den er brygget af pale ale- og münchenermalt, samt carahell og det giver en flot ravfarvet øl. Skummet er hvidt og cremet. Humlet med seks forskellige amerikanske typer til en bitterhed på 78,3 IBU ( temmelig nøjagtigt ).
 
Disse humlearomaer er også klare i duften, hvor pine og bitter appelsinskal træder frem. Mit første indtryk var den bitre duft af appelsinmarmelade, som jeg ikke bryder mig særligt meget om. Men efter lidt tid blødes dette indtryk op med mildere indtryk fra mango. Det er heller ikke noget, der præger smagen. Også her er der appelsin, men ikke i bitter form – mango og en smule bagvedliggende sødme dukker op. Smagen er god og vedholdende og bliver hængende så den balancerer bitterheden godt. Dette er nok den øl fra Jyske Bryghuse, de er sluppet bedst fra. Stærk og sommerfrisk.
Karakter 4    

onsdag den 7. maj 2014

Tid til en øl - Jyske Bryghuse Detective / Riga


7. Maj 2014

Vi har netop set sidste afsnit af serien om Hercule Poirot – ”Tæppefald”, hvor det viser sig, at det er Poirot selv, der er morderen.  Fremragende spillet af David Suchet. Det er en serie, vi nyder meget – især pga af hans fabelagtige spil.

De Jyske Bryghuse har udsendt en øl  - en ”belgisk style ale” – med titlen ”Monsieur Le Detective”, og det kan vist ikke være andre end Poirot, der her er tale om. Under navnet er humle og byg tegnet med et svung, der ligner den berømte, belgiske moustace.

Det er en belgisk ale på 6,0%. Brygget med trappistgær og humlet med Saaz-humle. Den er sløret med en orangerød kulør og med let, diffust skum på toppen.Den har en spændende aroma, hvor blomme blander sig med lette citrusnoter fra humlen. Desværre forsvinder denne fine balance i smagen, hvor bitterheden efter min mening er alt for dominerende. Jeg har jo aldrig været fortaler for bitterhed i sig selv, og her mangler der sammenhæng mellem malt og humle. ærgerlig, for aromaen lovede mere.

Karakter 3
 

De Jyske Bryghuse sendte samtidig en ”baltic porter” på markedet. Begge øl er købt i den lokale Brugs. Her ser man godt nok den samme snørklede byg/humleranke, så det har måske intet med Poirots moustace at gøre. ”Viva La Vida In Riga” er det opfindsomme navn på denne øl. Den letdrikkelig, undergæret porter på 5,2%.

Sort med brunligt skær og beige skum. Man mødes af ristet malt, rugbrød og ristet kaffe i næsen, men igen er duften mere kompleks og interessant end smagen. Også her ender bitterhed med at stjæle billedet. Det er en tør, bitter afslutning. Jeg mangler simpelthen noget sødme for at disse øl skal falde i min smag, men der findes jo andre der ikke bryder sig om søde øl, så det må jo være dem disse øl er beregnet til. ”Riga” er humlet med East Kent Goldings.

Karakter 3

tirsdag den 15. april 2014

Tid til en øl - Jyske Bryghuse Bock Bunny


15. April 2014

Påskeharen er jo lige så kendt som påskelammet, men det er nu sjældent den ender på påskebordet. Det gør den med påskebryggen fra De Jyske Bryghuse – ”Bock Bunny”. Der er her jo selvfølgelig tale om et muntert ordspil mellem en ”bock” og ”Bugs Bunny” ( Snurre Snup ) fra de gamle tegnefilm.

Etiketten er fin påskeagtig med grønne og gule farver. En lille hare i guld, sammen med byg og humle. Bryggeriet satser tydeligvis på at eksistere i mange år med påtegnelsen ” since 2012”. Det plejer ellers at være bryggerier med hundrede år på bagen, der skilter med det.

Det er en dunkel bock på 5,5% med en flot farve som mørkt rav eller cognac. Kraftigt skum. Duften er maltet med en let frugtig humlenote. Den føles let og prikker lidt i munden. Smagen indledes med et syrligt/bittert indtryk, der måske stammer fra humlen, Så følger et kortvarigt indslag fra malt og der sluttes af med bitterhed. Ikke helt sammenhængende, og humlebitterhed, der virker lidt sur, bryder jeg mig ikke om. Jeg ved ikke hvad præcist der gør det, men jeg er stødt på det i andre øl også.

Karakter 3


mandag den 2. september 2013

Tid til en øl - Kvickly / Jyske Bryghuse Ale no 1


2. September 2013

”De Jyske Bryghuse” er så vidt jeg har forstået det samme som ”Bryggerigaarden” – en sammenslutning af Vejle Bryghus og Randers Bryghus, samt Bryggerigaarden. Deres slogan er: ”Sammen brygger vi bedre øl”

Hvorfor de sender øl på markedet under forskellige navne ved jeg ikke, men det er temmelig forvirrende. De har brygget ”Ale No 1” til valget i Kvickly. Man må jo så gå ud fra, at det er deres første ale.

”Ale No 1” er er ”Special Brown Ale”, hvilket sikkert hentyder til brugen af røgmalt i øllet. Masser af Münchener malt og 3 specialmalte + røgmalt. Humletyperne er Nugget og Willamentte. Alkoholprocent på 5,3%

Det er en mørk øl med blødt, beige skum. Duft af ristet malt og sødlige chokoladenoter. Man aner måske lidt røg. Kraftig ristet smag, der bliver lidt bitter/sur. Røgen træder frem, men virker som en bål, der er ved at gå ud pga vådt brænde. Det bliver lidt tungt. Tydelig bitterhed i eftersmag.

Karakter 3