Tid til en øl - Huyghe Wit / Electric Nurse Pale / Oppigårds Stout

21. Maj 2017

I går mødtes vi i madklubben og her var som sædvanlig – ud over god mad – også godt øl på menuen.

Værten havde været i Kina og en aften var han endt på en belgisk restaurant, hvor han naturligvis også smagte belgisk øl. Da snakken kom ind på netop belgisk øl, kom chefen og satte sig for at tale med. Og han havde en god historie om en af øllene.

Da han arbejdede i Belgien var han kok for det belgiske kongehus og regering, og han virkede stadig som sådan ved rejser. I sit virke havde han mødt mange interessante mennesker bla Pierre Celis – der opfandt den moderne witbier ( Hoegaarden ). Denne øl er jo blevet ændret i strid med Celis’ ønsker, men Pierre Celis havde givet opskriften videre i bytte for en opskrift på en lækker hovedret.

Derfor bliver den originale ”Witbier” altså nu brygget i Belgien af Huyghe og ekporteret til Kina, hvor den – som det eneste sted – kan fås i denne restaurant. Den skulle efter sigende også fås i Deliriums ølbar i Bruxelles, hvis man ved, hvad man skal spørge efter.

Det er en bleg gylden øl på 4,9%. Tynd, luftig skumtop. Både duft og smag er mere neutrale end den senere kendte Hoegaarden. Smag af koriander og appelsin, men ikke i en påtrængende dosis. Frisk og ligetil.

Karakter 4

Familien havde også været en tur i Stockholm med datterens fodboldhold. Her havde værten været i Systembolaget – bevæbnet med en liste fra Ratebeer over det bedste svenske øl, men det var ikke noget, de kunne fremvise. Så han gik selv på udkig.

Electric Nurse er et bryggeri, der er skabt af Peter Robertsson og Ida Engström. Han er elektroingeniør og hun er sygeplejerske.

Det er en orangegylden øl på 4,6%. Duft af eksotisk frugt – orange, mango og abrikos. Forbavsende let i munden, men mere fyldig ved gentagelse. Smagen er let og ikke så intens som aromaen. Fin bitterhed i afslutningen.

Karakter 3+

Til desserten – rabarbarkage med marengs åbnede vi en ”Thurbo Stout” fra Oppigårds. Bryggeriet ligger i Dalana. Det er grundlagt af Björn Falkeström, der begyndte at brygge i 1996, men først i 2003 fik han tilladelse til at åbne et bryggeri.

De brygger en serie øl med navnet ”Thurbo”, der er den gamle stavemåde af industriområdet, hvor bryggeriet ligger. Indtil 1970 var der et savværk og en sulfitfabrik ( hvad det så er? ). Man vil med navnet både trække en tråd til områdets historie og viser at denne serie er stærkere end det almindelige sortiment.

”Thurbo Stout” er på 8,7%. Den er brygget med havregryn og røgmalt. Man lægger dog ikke meget mærke til røgmalten, men den er med til at give en kompleks smag. Der er mange indtryk, men de er godt komponeret og balanceret. I starten er det mest let sødme og choklade, men afslutningen bliver en smule mere bitter. Der er kun brugt en humle, men hvilken melder historien ikke noget om ( IBU 60 ). En ganske glimrende stout

Karakter 5

Tid til en øl - La Guillotine

19. Oktober 2011

Her til aften var vi inde og se den nye ”De 3 Musketerer”. Det er en rigtig tju-bang film uden så megen dybde, men vi morede os glimrende. Der er gammeldags sværdkampe og luftskibe, der nok ikke fandtes i starten af 1600tallet, men det giver en ny vinkel. Kongen er ung, sød og forfærdelig krukket – man forstår godt at revolutionen brød ud, men det er 150 år senere.

Da jeg kom hjem kunne jeg ikke finde en Musketer-øl, men fandt dog en fransk inspireret øl ved navn ”La Guillotine”( det er som nævnt 150 år ved siden af, men.. )

Det er det belgiske Brasserie Hyughe, der brygger den. De er nok mest kendt for deres ”Delirium Tremens”-serie. Guillotin opfandt sin maskine i slutningen af 1700tallet og for at fejre 200 års dagen for Den Franske Revolution i 1989 ( lidt morbidt, måske ) valgte man at brygge en stærk, blond øl med humlebid. Der er brugt Saaz, Brewer’s Gold og Amarillo og bitterheden når 38 IBU, hvilket er højt for en belgisk øl.

Den er på 9,0% og kommer i en stentøjsflaske ( eller rettere det gjorde den nok engang – nu er det glasflaske med maling på ). Blodig rød halsetiket, der endog har form som knivsbladet på guillotinen – jo det er skam gennemtænkt.

Jeg valgte at hælde op i mit Kwakglas ( mest fordi jeg ikke får det brugt så tit ), og det var måske en fejl. Selvom jeg hældte forsigtigt, blev det kun fyldt med skum

 

Det ligner mest af alt varm mælk med honning. Jeg fandt senere ud af at det rigtige glas er er tulipanglas. Da jeg efter tålmodig venten endelig fik hældt øllet op, kunne jeg se at det er en grumset affære.

 

 

Måske er jeg uheldig med øl fra Huyghe , for jeg har tidligere fået en ”Delirium Tremens”, hvor det også svævede store klumper af gærrester ud. Måske skal det bare være sådan med deres øl. Men det virker ikke så appetitligt.

Det er en orange gylden øl. Uklar med mange gærrester, der svæver rundt i glasset. Som nævnt meget skum - og mange bobler. Duft af gær, lys frugt og krydderier. Koriander er ikke nævnt, men det er i den boldgade. Skummet sætter sig fint på glassets sider. Den føldes let og perlende, men man risikerer at få gærrester i munden. Sødlig smag af koriander og frugt. Lang eftersmag med frugt og en lidt sen, men tydelig bitterhed.

Karakter 3+ ( det trækker altså noget ned med det gærgrums )

 

 

Tid til en øl - Det Bette Ølhus / Delirium Nocturnum

29. Juli 2011

Det Bette Ølhus  i Ålbæk huser  - udover den belgiske cafe – også en ølbutik med over 240 forskellige belgiske øl +  nogle danske. Der er nogle, der gerne vil have andet øl end det belgiske. Mens vi var der, kom der en og spurgte om de havde noget godt undergæret øl ( lidt mærkelig forespørgsel i en belgisk butik ), men naturligvis havde de det og var klar med en kvalificeret vejledning. En anden spurgte om de havde Guinness på fad, og det får de nok på et tidspunkt. Men hvorfor ikke drikke belgisk øl, når der er så stort et udvalg af kvalitet.

 

På kortet var der en ”Delirium Nocturnum” på 8,5%. Der er faktisk 4 forskellige Delirium-øl. Jeg kendte ”Delirium Tremens” og ”Delirium Christmas”, men der findes også en ”Delirium Red ”. ”Delirium Nocturnum” betyder noget i retning af aftendelirium, og drikker man for mange af disse øl, får man vel med tiden også denne lidelse. Men en enkelt gør ingen skade.

Bryggeriet Huyghe ligger i Melle i nærheden af Gent. Det blev grundlagt af Leon Huyghe i 1906, da han overtog bryggeriet Appelhock, der stammer tilbage fra 1654. Bryggeriet er blevet udvidet ved flere lejligheder og eksperimenterer med glutenfri øl, Fair Trade og mærkelige tilsætninger..

I 1992 dannede man "Confrerie van de Roze Olifant" ( Den lyserøde elefants broderskab ) for at støtte og promovere øllet..

Jeg smagte ”Delirium Tremens” under en ferie på Tenerife ( 03. nov 10 ). Det var dengang en lidt uhumsk affære med store gærklumper i øllet. Jeg var i tvivl, om det skulle være sådan, men Vera sagde at det var en fejl. Der er naturligvis bundfald og gærrester i sådan en flaskegæret øl, men ikke i så udpræget grad. Så jeg tænkte at jeg ville prøve kræfter med ”Delirium Nocturnum”

 

Det er en mørk øl med et flot rødligt skær. Ikke særlig kraftigt skumlag, der ydermere hurtigt svinder ind til en tynd hinde på toppen. Duft af mørke frugter og alkohol. Den har en fyldig krop og føles varmende i halsen. Smagen er mere neutral end aromaen lovede – lidt sødme, lidt frugt – men ikke meget. Ovenpå ”Keizer Karel Robijn Rood” var den en smule skuffende. Men der flød ikke store gærklumper rundt i glasset.

Karakter 4        

Inden vi vendte næsen hjemefter besøgte jeg lige butikken for at få et par øl med hjem. Det var svært at vælge, så jeg er nok nødt til at besøge ”Det Bette Ølhus” flere gange fremover for at få det hele med. Det var en par gode dage – både som feriedage i telt med familien og som ølentusiast i belgisk slaraffenland.

 

Tid til en øl - Tenerife / Mahou Negra / Delirium Tremens

3. November 2010

Onsdag tog vi til Tenerifes vartegn – vulkanen Teide. Det er Spaniens højeste bjerg på 3718 m. Vi skulle tidligt af sted og kørte op ad snoede bjergveje til vi nåede nationalparken omkring vulkanen. Her har engang været et kæmpestort krater og inden i det rejser Teide sig nu op. Her er der optaget scener både fra ”Abernes Planet” og den første ”Starwars” film. Det seneste store udbrud var i 1798, men i 1909 var der en mindre lavastrøm fra et sidekrater.

Der går en svævebane næsten helt til toppen, men for at komme de sidste 170 m, skal man have en tilladelse, der udstedes i Santa Cruz. Vi kom så tæt på, vi kunne komme. Desværre er der ikke en Biergarten, som der var på Tysklands højeste bjerg. Men en storslået udsigt, hvor man ser ned på skyerne under sig.

Vi gjorde også holdt ved nogle spændende lavaformationer i nationalparken.

Vi nåede tilbage til hotellet ved 2 tiden og gik til købmanden for at købe noget brød og postej. Her købte jeg en ”Mahou Negra”.

Sidste år, da vi var på Costa del Sol skrev jeg om ”Mahou Cinco Estrellas”. Bryggeriet blev grundlagt i Madrid i 1890 og er ved fusion med San Miguel blevet Spaniens største bryggeri.

”Mahou Negra” er en glimrende schwarzbier på 5,5%. Jeg synes faktisk etiketten antyder noget ekslusivt med den hvide skrift på sort baggrund. Det står på spansk og er – så vidt jeg kan tyde – en almen beskrivelse og lovprisning af øllet.

Den er næsten sort med et pænt lysebrunt skum. Der er en dejlig duft af chokolade og sortbrændt kaffe. Let og prikkende med en god ristet smag, som jeg synes godt kan minde lidt om Guinness. Der kommer også et lille sødt strejf af chokolade. Eftersmagen er ristet og ender i en sen bitterhed.

En overraskende god spansk øl.

Karakter 3+

Om aftenen spiste vi på en lille italiensk restaurant. Den var lidt mere restaurant end de tidligere steder vi havde været. Der var også bedre tid til maden. Nogle af de andre steder går det meget hurtigt mellem retterne. Min kone fik risotto og jeg en ret tortillas. Dertil smagte jeg naturligvis en italiensk øl – Peroni.

Efter maden gik vi atter på belgisk ølbar. Denne gang var det en anden tjener. Jeg formoder, det var ejeren selv, for jeg tror ikke en ansat kan slippe af sted med at være så fuld på jobbet. Meget gemytlig – ingen tvivl om det, men der var lidt slinger når han skulle frem mellem bordene. Jeg tænkte, at det nok ikke nyttede at spørge om Kasteelglasset, så jeg bestilte en ”Delirium Tremens” fra Brouwerij Huyghe.

Denne øl blev kåret til ”Best beer in the world” i 1998 i Chicago, og rangerer højt på verdens ølhitlister. Den blev brygget første gang d. 26. december 1989. Flasken er malet så den ligner keramik. Og på den blå etiket vrimler det med lyserøde elefanter, krokodiller og en drage/slange ( tror jeg ). Delirium Tremens ( rystende galskab ) optræder, når man får kraftige abstinenser efter alkoholmisbrug. Så ser man lyserøde elefanter, påstås der. Der er også elefanter på glasset. Man føler sig lidt som elefanten Dumbo i Disney’s klassiker, da han får lidt for meget at drikke.

Som man kan se på billederne var der mange gærrester i øllet. Ikke bare i svæv, men i deciderede klumper. Jeg har været ude for noget lignende ved flere lejligheder, og bliver ikke afskækket af det, men min kone syntes det så lidt ulækkert ud. Og jeg må give hende ret. Det forhøjer ikke nydelsen. Jeg ved ikke om det er normalt for ”Delirium Tremens”, men det er måske derfor, de ikke benytter en gennemsigtig glasflaske.

Bryggeriet Huyghe ligger i Melle i nærheden af Gent. Det blev grundlagt af Leon Huyghe i 1906, da han overtog bryggeriet Appelhock, der stammer tilbage fra 1654. Bryggeriet er blevet udvidet ved flere lejligheder og eksperimenterer med glutenfri øl, Fair Trade og mærkelige tilsætninger..

I 1992 dannede man "Confrerie van de Roze Olifant" ( Den lyserøde elefants broderskab ) for at støtte og promovere øllet..

Det er en lys, orange øl. Uklar og som nævnt med store klumper at gærrester. Der er en duft af lys frugt – lidt sødme fra blommer og lidt syrlighed fra æbler. Disse to indtryk findes også i smagen. Øllet føles varmende i munden med en dejlig vinøs fremtoning. Det er en udmærket øl, men jeg synes udseendet trækker en smule ned.

Karakter 4