Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten Braunstein. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Braunstein. Vis alle opslag

lørdag den 5. december 2020

Tid til en øl - Het Anker / Braunstein Dragonfly / Mikkeller


 5. December 2020

I går var vi til årets nok eneste julefrokost. Vi er 3 par der ofte – under normale omstændigheder – mødes for at spise god mad, og hvert år er der julefrokost. Denne gang var maden bestilt i Føtex i stedet for hjemmelavet. 10 retter og det var af vældig høj kvalitet.

Derudover er der altid juleøl til maden, og vi lagde ud med Leffes Juleøl. Derefter åbnede vi Jacobsens berømte ’Golden Naked Christmas Ale’ til silden. Jeg ved ikke, om det er min viden om, at produktionen er flyttet fra Valby til Fredericia, der påvirket min bedømmelse, men jeg synes ikke smagen er så god, som jeg husker fra tidligere.

Vi havde en god øl – ’Stk. Peter’ fra Thisted til det lune og så kom der en gammel sag på bordet.

Het Anker er et belgisk bryggeri. De laver den ’Den belgiske tricolore’ – 3 øl der symboliserer det belgiske flag, og de brygger serien Gouden Carolus, hvoraf juleudgaven kommer på bordet juleaften.

De har også et par øl med gode ønsker. Jeg har tidligere anmeldt ’Best Easter Wishes’, men i går kom ’Best Christmas Wishes’ på bordet. Det endda i en udgave der havde udløbsdato i 2013, så den har ligget længe og hygget sig i flasken.

Det er en mørk øl med kraftig duft af sveske. Den har en høj drinkabillity og de overmodne svesker præger også smagen. Den lange lagring har dog givet en del syrlighed, så de mørke frugter ikke bliver tunge og sødladne. Alt i alt en fantastisk øl, der havde passet endnu bedre til ostefadet, der senere kom på bordet.

Karakter 5

Min kammerat havde i sommer været omkring Braunstein i Køge, og havde fået en god snak med dem om både øl og whisky. Braunstein har ikke været så innovative med nye øludgivelser, men adspurgt om ikke de havde noget spændende øl et hemmeligt sted, fandt de et par øl under branded ’Dragonfly’. Dette brand blev skabt i 2017 og skal eksperimentere lidt mere og vise øl med lidt mere kant en resten af sortimentet. Det er lykkedes godt med de par øl, vi smagte i går.

’Girl with Balloon’ er en quadrupel på 10,0%. Den er lagret på cognacfade og naturligvis økologisk. Motivet stammer fra et vægmaleri fra 2002 af Banksy i London. Siden er der lavet en hel serie. I 2017 blev billedet kåret til briternes mest foretrukne kunstværk.

Den har en mørk farve med et rødligt skær. Duften er sødlig med lidt alkohol. Den fylder godt i munden og smagen er frugtig med noter af alkoholen. Bitterheden er ikke så dominerende. Der er brugt Bramling Cross og Huell Melon ( IBU 31 ).


Til osten og risalamanden fik vi en ’Black Beer Bean’ på 9,0%. Denne kaffestout passer bedst til osten. Den er for tør og ristet til desserten, så den indtog jeg uden ølledsagelse. En sort sag med mørkebrunt skum. God duft af kaffe. Der er brugt bønner fra Etiopien. Kaffen beskrives som ’fyldig uden bitterhed – krydret og frisk syrlighed’. Smagen præges da også af kaffen, og jeg fik en bedre oplevelse af den, da jeg kom lidt på afstand af risalamanden.

I dag har vi købt juletræ og været i Himmerland Teater for at se en fantastisk morsom komedie om Sherlock Holmes. Til aften var jeg nok en smule træt og ville ikke åbne en superpotent juleøl. Der er et par alkoholfrie juleøl i årets kalender, og jeg besluttede mig for at åbne en af dem.

Mikkeller har lavet en ’Flat White Xmas’ i deres ’Beer Geek’serie. Den er kun på 0,3%, så den kunne jeg vel klare uden at falde for tidligt i søvn. Når jeg er på kaffebar foretrækker jeg altid en ’Flat White’.

Det er da også en kaffestout og det er den ristede kaffe, der møder en i aromaen. Den er naturligvis let i kroppen – også i min. Smagen er ristet i starten, men efter noget tid begyndte jeg at lægge mærke til lidt sødme. Indtrykket minder lidt om iskaffe, selvom min erfaring i den kategori ikke er overvældende.

Jeg foretrækker kaffestout sødere og fyldigere, men hvad kan man forvente af 0,3%. Ganske glimrende

Karakter 3

 




mandag den 31. december 2018

Tid til en øl - Juleøl



31. December 2018


Det var egentlig tanken, at jeg ville skrive om e juleøl hver dag i december, men desværre blev jeg så forkølet, så duft og smag var helt spildt på mig. Derefter mistede jeg min mor lige før jul, og selvom jeg har smagt øl hver aften, gled fokus væk fra at skrive på bloggen.
Men jeg har smagt adskillige juleøl – nogle kendte og en del nye.

Einbecker ’Weihnachtsbier’ er en wienerøl på 5,3% - med fokus på maltnoterne. Det er karamelmalt, der dominerer, men der dukker en antydning af humlebitterhed op i eftersmagen. Enkel, men god.

Karakter 4


Ebeltofts ’Juleporter, var en god overraskelse. Den er på 8,1% og har en behagelig smag og fylde. Det er chokolade og ristet malt, med en god balance til humlen til slut. Men dog i den sødere ende.


Karakter 4+


’Cheddleton Christmas Ale’ fra Staffordshire Brewery købte jeg i Det lille Apotek i København. Det er en ret traditionel engelsk ESB, hvor det kan være lidt svært at finde det julede. Måske lidt mere maltet i begyndelsen, men med en udmærket humle til slut. 4,6%

Karakter 3






Braunstein ’Julestjerne’ – De 5 Gaarde ’ Nikolaus’ og Trolden ’Vejen Juleøl’ gjorde ikke så meget væsen af sig.

Den bedste var ’Julestjerne’ på 7,5%. Den var tilsat stjerneanis, hvilket er dejligt i juleøl, men jeg synes, den har en alt for mørk ristet smag, der bliver lidt for gennemtrængende.

Karakter 3+

’Nikolaus’ var på samme måde alt for hårdt ristet og virkede sur og bitter.

Karakter2+

Trolden Bryghus har lavet en brown ale, der til gengæld er blevet noget tynd i karakteren.

Karakter 3


Anderledes er det med ’Willemoes 2018’. bryggeriet Vestfyen laver hvert år en luksusøl af skiftende type, og i år er det en strong ale – lagret på kakaobønner og tilsat cold brew coffee.
Det giver en lækker øl på 9,0% med dejlig sødme og smag af både chokolade og kaffe.
Willemoes’ Juleøl plejer hvert år at nå finalen i ’Årets Ølnyhed’ og det er da også sandsynligt i år.

Karakter 4+

Jeg har på nuværende tidspunkt smagt 2998 forskellige øl, så jeg regner med at runde øl nr. 3000 i aften.

I går besøgte jeg Voldby Købmandsgaard, der har 700 forskellige øl på hylderne. Det er absolut et besøg værd. Jeg købte øl med til nytårsaften, så jeg kan fejre en lille milepæl i aften med vennerne.

GODT NYTÅR!



onsdag den 28. december 2016

Tid til en øl - Julens Øl


28. December 2016


Det er blevet til en del juleøl siden sidste indlæg her – mest fordi de er blevet lagt ud på Facebook med en lille kort beskrivelse. Ikke nogen decideret anmeldelse, men mere en anvisning til venner og bekendte om mulige øl til jul.

Som så mange andre ølentusiaster af den ældre generation må jeg jo vedkende mig, at jeg godt kan lide belgiske klosterøl – og ”St. Bernadus Christmas” hører til blandt bedste i den kategori.

En af de nye juleøl jeg ikke tidligere har smagt, er Braunsteins nye ”Pokal Julebryg”. Den sælges i Brugssen og er naturligvis økologisk. De har taget den gamle nisse-/hvidtølstradition op, og lavet en øl, der smagsmæssigt lægger sig i det spor. Den er maltet, sød og med tydelig smag af rugbrød, ja nærmest øllebrød. Nisseøl med kraft, for den er kraftigere ( 6,0% ) og mere afbalanceret end de lidt for vamle nisseøl.


Karakter 3


Refsvindinge lancerede i 1995 ”Ale no. 16” som Danmark første ale i nyere tid. Jeg har aldrig helt forstået dens popularitet, men jeg var heller ikke interesseret i øl på det tidspunkt – og da jeg endelig stiftede bekendtskab med den, havde jeg smagt flere fantastiske engelske ales først. Derfor synes jeg også, at deres juleøl – ”Ale no. 24” er bedre. Den er fyldigere og mere belgisk i smagen – med blomme og mørk frugt.

Karakter 3,5%

Lillejuleaften hyggede jeg mig i familiens skød med en ”Bush Noël” på 12,0%. Igen en belgier af høj kvalitet.

Juleaften var med Jacobsen ”Golden Naked Christmas Ale” der passede glimrende til maden.


”Hvad sker der lige her?” spørger nissen, der pryder etiketten på Ridgeways ”Black Elf”.
”Black Pale Ale – det giver jo ingen mening”
”Næ”, indrømmer bryggeren, ”men hvad skal man kalde en sort øl, der smager som en american pale ale, når man lukker øjnene?”

”Black Elf” er en forfriskende juleøl blandt de mere maltede. Den er let – kum på 4,5%, men den har en god og tydelig smag af humle, lidt ristede noter, måske fra sortristet umaltet byg, og en god bitterhed i slutfasen.

Karakter 3+


Wychwood er bedst kendt for deres ”Hobgoblin”, men laver også en juleøl baseret på Mr. Scrooges i Dickens’ ”Et Juleeventyr”. Han hadede julen og udstødte altid et fnysende: ”Bah Humbug”.
Den er julekrydret med kanel og denne udgave er på 5,0%. Det bliver nok lidt i overkanten i det lange løb, så den er god at dele – som det ofte er tilfældet med for massive juletilsætninger.

Karakter 3

”Tjseeses” fra De Struise er også en belgisk øl, hvor man mærke julefreden sænker sig. Helt i top. Og selvom den ”Økologiske Julefred” fra Thisted Bryghus er af en helt anden karakter, går vi her ind for julefred i enhver afskygning.


I dag er jeg lidt hæs, for vi brugte formiddagen på at agere lydpor til en kommende film. Mændene fra Skansespillet skulle være lydsiden til en optagelse af en sportsbegivenhed, og det var med en del stemmevolumen.

Så det var godt til aften at smøre stemmen med en juleøl fra Lervig i Norge. ”Smokes Like Christmas” er en julestout, og det har der været lidt mangel på de seneste år, synes jeg. Der er ikke meget julefred over etiketten, hvor julemanden sigter på os med en rygende pistol.

Røgen stammer fra Islay Whiskyfade. Nogle overskydende juleøl blev smidt på et par Ardbeg fade, og derefter blev resultatet blandet i en god stout. Et godt resultat, hvor røgen er mærkbar, men ikke for dominerende. – Siger jeg, men min svigersøn er ikke helt enig.

Karakter 4 

torsdag den 8. september 2016

Tid til en øl -


8. September 2016

Forleden holdt vi et lille afskedsparty for vores yngste datter, der drager et halvt år til Japan for at studere på universitetet i Kyoto. Vi lagde ud med kagebord, derefter så vi ”Blod og Ære” – en optagelse af den musical, hun var med i sidste år – og sluttede af med hotdogs.

Til den sidste del havde jeg indkøbt øl fra Braustein. I anledning af COOP’s 150 års jubilæum har Braunstein nytænkt den gamle Pokal-øl i en økologisk udgave og i 50 cl flasker - en luksusudgave.
Der er tre øl i serien, og efter vores fest var der tre tilbage, som jeg så har haft bedre tid til at smage.
”Pokal Pilsner” er på 4,8%. Den fremstår solgylden med en smule slør og helt vildt mange bobler. Skummet er hvidt og kraftigt. Den føles da også meget frisk – næsten en smule overgearet. Duft af lys malt og korn. Smag af sødlig malt og lidt syrlighed, som jeg først troede var lidt ascorbinsyre,
 men det er der ikke oplyst om. Let bitterhed i afslutningen. Faktisk et udmærket bud på en tørstslukker.

Karakter 3+


”Pokal Classic” er en nøddebrun øl på 5,0%. Den beskrives som en märzen på etiketten. Skummet er kraftigt og groft og der er mange små bobler. Karamelmaltet duft med noter af brød. Den føles en smule skarp i munden. Smag af malt med en anelse citrus fra humlen. Lav bitterhed.

Karakter 3


”Rød Lager” er den sidste i serien. Det er en flot rødlig øl på 5,5%. Der er en tydelig aroma af humle. Jeg lægger ikke så meget mærke til ”et velvalgt mix af forskellige malttyper”. Det er det bitre der præger. Det minder om bitre bær – næsten malurt og det er jeg ikke meget for. Jeg ved godt det ikke er tilsat øllet, men det er den type bitterhed jeg smager.

Karakter 3

Det er en udmærket serie øl, der dog ikke udfordrer smagløgene så meget, men giver et godt alternativ til traditionelle øl. Og til den pris er det ikke helt usandsynligt at jeg køber nogle igen. 

søndag den 29. maj 2016

Tid til en øl - Braunstein American Ale


29. Maj 2016

En dag i haven og besøg af datter, svigersøn og barnebarn til aften. Det har været en god dag med sol og varme. Fisk på grillen og dertil en ”American Ale” fra Bryggeriet Braunstein ved Køge. Det er en øl, der er brygget til Kvicklys Ølvalg 2016.

”American Ale” er en flot kobberfarvet øl på 5,5%. Den har et pænt skumlag og fine, friske bobler i glasset. Duften af amerikansk humle er god, men ikke overvældende. Det er en frisk og levende øl, der virker forfriskende. Smagen er god, men pæne noter af lemon og lidt grape. Udmærket bitterhed i eftersmagen. Igen er det holdt en lille smule afdæmpet, men det gør at det er en behagelig øl at drikke, og den fungerer både som tørstslukker og ledsager til maden.

Karakter 4


Det eneste problem i forhold til Kvicklys Ølvalg er, at Kvickly også har ”Sierra Nevada Pale Ale” på hylderne, og så kan en pale ale ikke laves bedre. Det ville være synd og skam, hvis denne øl skulle fortrænge klassikeren. Lad os altid kunne finde ”Sierra Nevada i butikkerne, også selvom denne skulle være lidt dyrere – for den er også en del bedre.

søndag den 27. juli 2014

Tid til en øl - Braunstein Kronborg



27. Juli 2014

Da vi var i Helsingør for at se vores datters lejlighed, besluttede vi os for at gøre en ferie ud af det og lege turister. Så dagen efter var vi på Kronborg, så den yngste kunne se, hvor hun var havnet henne. Riddersalen er nok det flotteste rum på slottet.

Som så mange andre turistmål/events har Kronborg naturligvis også deres egen øl – ”Kronborg”. En mørk øl med anis, brygget af Braunstein.
 

Erik af Pommern byggede i 1420erne et fæstningsværk i Helsingør ved navn Krogen. Senere – i 1574-85 - ombyggede Frederik d. II det til et renæssanceslot. Det brændte i 1629, men blev genopført at Christian d. IV.

På den tid var øl den vigtigste drik i landet, for vandet i byerne var urent. Øllet blev jo kogt, så det var ikke skadeligt. Det var nok ikke så stærkt øl, den almindelige befolkning drak. Man hævder at folk drak 7-8 liter øl om dagen ( også børnene ), men Kongen og adelen har drukket stærkere og bedre øl – ofte krydret med specielle krydderier.

”Kronborg” er en mørk, formentlig overgæret ale på 7,0% - krydret med anis. Den er ikke kulsort, men lyset skinner igennem og giver et rødbrunt skær. Duften af anis er tydelig, og denne note er også fremtrædende i smagen. Det er lige før, den bliver for gennemgående, for der er ikke så mange andre smagsvariationer. Men lakrids har jo aldrig skadet noget, så man vænner sig til det.

Karakter 3+                                                                                                                                             


                                                                                           

lørdag den 24. maj 2014

Tid til en øl - Mandarin Dream / American Pale Ale / Harbour IPA


24. Maj 2014

Min computer har været i stykker et stykke tid, så jeg ikke kunne starte windows op, men heldigvis kom min datter og svigersøn på besøg – og han er lidt af en troldmand på computerområdet. Så nu fungerer det igen.

Det er dog blevet tid til at smage lidt øl alligevel, og såmænd også noget vin.

Jeg kan bedst lide at smage på mine øl uden at læse for meget om dem i forvejen, så mine indtryk kan være så fordomsfri som muligt. Men det kan godt give bagslag, fordi man af navnet forventer noget man ikke får.

Det gjorde sig gældende med ”Mandarin Dream” fra Vestfyen. Øllen er en del af Kvickly’s Ølvalg.

Etiketten er holdt i et oriantalsk design, der passer godt til navnet, men som fik mig til at tro at jeg ville smage sødlig appelsin ( mandarin ) i denne hvedeøl. men det gjorde jeg ikke.

Det er en meget smuk, gylden witbier på 5,9%. Der er brugt 40% hvedemalt og engelsk alegær, så det er ikke en tysk inspireret hvedeøl. Men der er ikke mandarin i. Til gengæld har man brugt en ny tysk humlevariant – ”Hallertau Mandarin” – og endda givet et ekstra skud humle inden tapningen ( med det deres nye HOPGUN-system.

Det giver en aroma præget af humle og hvad jeg troede var bitre curacaoappelsiner. Smagen er ligeså og nu er jeg jo i forvejen ikke så meget til humle. Her var forventningerne yderligere indstillet i en anden retning, så jeg blev noget skuffet. Måske skal jeg til at læse op på forhånd.

Karakter 3

Dagen efter smagte jeg ”Flora Wit” fra Indslev, men den var med i konkurrencen sidste år, og jeg har skrevet om den før. Mine indtryk var meget lig det, jeg skrev sidste år. Men den lå i kassen med ”Ølvalg 2014”

Lørdag spiste vi på restauranten i Utzoncentret. Et koncept med 3 lækre retter og vinsmagning. I stedet for at købe vin til maden, kan man smage 3 hvidvine, inden man vælger og ligeledes 3 rødvine. De var meget forskellige, så det er en glimrende ide. Især for sådan en som mig, der har svært ved at skelne vine fra hinanden, hvis der går lang tid imellem.

 

 
Fur ”American Pale Ale” er en flot gylden øl med masser af bobler. Kraftigt hvidt skum og en behagelig duft af citrushumle – Cascade. Den er ikke dramatisk eller ekstrem i udtrykket, men let og behagelig, og med en fin balance mellem malt og humle. God men en smule afdæmpet.
 
Karakter 3+
 
I går var svigersønnen som nævnt på besøg og han kan bedst lide lyst øl. Så jeg gik i skabet og fandt en Harbour IPA fra Bryggeriet Braunstein. Og her blev jeg atter narret af navn og etiket. Det fremgår ikke på noget måde at dette er en ”black IPA”. Den er på 4,8% og har en god balance, hvor humlen får lov at komme frem. Så min svigersøn var ikke helt afvisende. Der er også en sødlig ristet maltsmag og jeg syntes endda at fornemme et strejf af lakrids. En fin øl på trods af overraskelsen.
 
Karakter 4

søndag den 1. december 2013

Tid til en øl - Braunstein Julebryg


1. December 2013

I går åbnede jeg en “Zischke Kellerbier” fra tyske Koblenzer Brauerei. Jeg kan normalt godt lide stilen, der ofte har mere fylde og smag, men denne udgave var skuffende ordinær og helt klart ikke en tur til Koblenz værd.  Når jeg nævner den, er det for at indlede julen, for vi har fået lys i vores ”juletræ”, der er en lyskæde i flagstangen.

Til julen hører jo julekalendere, og nu er det jo blevet på mode med øljulekalendere. For en del år siden fik jeg min første fra Thisted Bryghus. Det var før min interesse for specialøl var blomstret op, men jeg nød at få en øl til aftensmaden hver dag i måneden. Det skete skam ikke normalt på den tid. Der kunne godt gå dage og uger uden øl.

Øljulekalenderen fra Thisted var ikke fyldt med juleøl. Der er kommet væsentlig flere til siden. Men dengang var det 12 forskellige øl fra det normale sortiment. Desværre ikke to af hver – kun en ”Limfjordsporter”, men til gengæld tre ”hvidtøl”.

Senere stykkede jeg selv en kalender sammen, men de sidste par år er det blevet lidt mere tilfældigt med øl i julemåneden. Det er dog blevet til en del stykker. Jeg har skrevet 156 indlæg om juleøl. Jeg har ikke gentaget mig selv så mange gange, men julen er jo traditionernes fest, så der er en del øl der skal smages hvert år.

Sådan er det også i år, hvor jeg vil prøve at skrive om en juleøl hver dag – også selv om der kommer gentagelser. ( jeg skal nok prøve at finde nye øl ). Det er ikke længere så specielt med en øl til hver dag i julemåneden – det er jo ikke så forskelligt fra de andre måneder. Nu må vi se om jeg kan få skrevet. Der bliver jo nogle julefrokoster, hvor det bliver vel sent.

 
Årets første juleøl – jeg har med vilje ventet til december – er ”Julebryg” fra Bryghuset Braunstein. Jeg kan ikke finde den på deres hjemmeside og jeg er lidt i tvivl om typen. ”Julebryg” kunne referere til en undergæret øl – i så fald en bock, men jeg synes måske mere, den minder om en brown ale. Jeg synes det generelle indtryk er så neutralt, at det er svært at bestemme. Under alle omstændigheder er den økologisk og på 5,6%.
Det er en mørk, sløret øl med masser af bobler. Aromaen er malt og brød. Den føles levende i munden. Smagen er malt, brød og en underlig kunstig citrusnote fra ascorbinsyre ( ikke nævnt i beskrivelsen ). Helhedsindtrykket er underligt fladt.
Karakter 2+

fredag den 30. august 2013

Tid til en øl - Braunstein Økologisk Stout


30. August 2013

Så nåede jeg øl nr. 1800. Det blev en ”Braunstein Økologisk Stout” – brygget til Kvicklys Ølfestivalg. Og det var såmænd så ringe endda.

Braunstein brygger udelukkende økologisk øl. Det er der jo også andre bryggerier der gør og det er en udmærket trend. Ikke at jeg nødvendigvis synes det smager bedre, men hele ideen er god. Jeg har tidligere anmeldt ”Økologisk Pale Ale” og ”Økologisk Påske”.

Etiketten er yderst enkel og sparsommelig med oplysninger. Vi ser nogle stiliserede bygstrå, og disse er også indgraveret i flasken. Vi får også oplyst at alkoholprocenten er 4,8%. Der er endnu ikke oplysninger om den på hjemmesiden.

Det er en sort øl med fint, beige skum. En behagelig duft af sødlig ristet malt. Den er let at drikke, men uden at være tynd, og den har en let brusende afslutning. Smagen er afdæmpet – sødlig i starten og med en mere tør afslutning. Det er mest ristet malt der gør sig gældende. En glimrende stout, der dog ikke gør så meget væsen af sig. Men fint balanceret og behagelig at drikke

Karakter 3+

Det var halvdelen af øllene til Kvicklys afstemning, og jeg når jo nok ikke resten inden i morgen. I næste uden tager jeg de fem næste og så må vi se om jeg også når frem til samme resultat. Jeg tænker lidt, at vinderen må være en øl, der tilfører noget nyt til markedet. Af de fem første skiller ”Ginger Brew” sig mest ud, men den er til gengæld måske for speciel. Umiddelbart er ”Økologisk Stout” foreløbig mit bud på en vinder.


tirsdag den 12. juni 2012

Tid til en øl - Kvickly / Braunstein Økologisk Pale Ale


12. Juni 2012

Bryghuset Braunstein har på det sidste kastet sig over økologisk produktion, også i deres øl under eget navn. Tidligere var det øl fra Næsgaarden, der var økologiske, men det har åbenbart været så stor en succes, at man nu laver alle øl økologisk. Jeg har i hvert fald ikke hørt, at Næsgaarden skulle være lukket.

Braunstein brygger en ”Økologisk Pale Ale” til Kvicklys ølvalg. Det er en øl, der falder i kategorien ”session beer”,  ( som man kan drikke flere af i træk ), for procenten er kun på 4,5%. Det er en god udvikling at flere og flere alkoholsvage øl med stor smag ser dagens lys.

Økologisk bygmalt og økologisk humle ( amarillo), samt van og gær er ingredienserne i denne øl.

Det er en ufiltreret, korngylden øl med hvidt skum bestående af ens, små bobler. Citrus aroma, hvor jeg synes at søde noter fra appelsin/mandarin blander sig – og indimellem lidt svømmehal. Det er en blød øl med god fylde, der dog hurtigt forsvinder, men den er meget letdrikkelig. Den er også temmelig let i smagen uden den store bitterhed. Hovedindtrykket er en behagelig, der ikke efterlader sig nævneværdige spor. Den er faktisk lidt for neutral.

Karakter 2+

tirsdag den 10. april 2012

Tid til en øl Braunstein Økologisk Påske

10. April 2012

I morgen har jeg fødselsdag, men vi fejrede det for vennerne i går. Det blev til en del øl og en enkelt chokolade fra Summerbird. Jeg fik også en spændende bog fra min datter og svigersøn. I morgen bliver jeg nok også begavet, så jeg glæder mig.

Blandt ølgaverne var der øl fra Klosterbryggeriet – et Aalborg Beerwalk-kit – 3 spændende øl, som jeg endnu ikke har smagt og alle 3 øl fra Rochefort – umm.

Vi havde inviteret til eftermiddagskaffe med nougathorn og mangolagkage. Efter kaffen var der et lille slip inden aftensmaden, så vi åbnede et par øl – Jacobsens ”Forårsbryg” og en mindre smagsprøve af Krenkerups ”Rauch Bier”. Begge dele faldt i folks smag. Derefter fik vi  påskemiddag med langtidstegt lam. 12 timer i ovnen på 100 grader. Kødet faldt nærmest fra af sig selv, så mørt var det. Øllet var ”Paasbier” fra St. Bernadus, Indslev ”Påskehvede” og ”Økologisk Påske” fra B.B.

B.B står fro bryggeriet Braunstein, som jeg vist ikke har skrevet om tidligere. Kun har jeg anmeldt deres ”Næsgården Jul”. Næsgården ligger på Bornholm og er blevet navnet på en serie af økologiske øl fra Braunstein. Men ”Økologisk Påske” er altså ikke udsendt under det mærke. Den er ikke nævnt på deres hjemmeside, men det er en ”Spring Bock” på 6,5% og Næsgården har en tilsvarende ”Økologisk Påske” med præcis samme beskrivelse.

Bryggeriet Braunstein ligger ved Køge, og blev etableret i 2005 af brødrene Michael og Claus Brauistein Poulsen. Der er 2 bryggere tilknyttet – tyske Kai Ulrich og Rene Hulgreen, der har vundet DM i Håndbryg. Braunstein har også et destilleri, hvor man fremstiller snaps.

”Økologisk Påske” er på 6,0% og er en Helles Bock, smagt til med amerikansk humle. Skal man skæve til ”Spring Bock” er det Nugget, Tetnang, Mount Hood og Hersbrücker, der er brugt ( Nugget og Hood er amerikanske ). Orange sløret øl med rigtig mange bobler. Blødt og luftigt skum. Man fornemmer en smule maltsødme og lidt citron. Let og behagelig i munden, men den har dog lidt bid - trods alt. Let maltet smag med en kortvarig sødme og en afsluttende bitterhed. Jeg kan godt lide den, men det hele er en smule tilbageholdt. Man kunne ønske sig lidt tydeligere smagsnoter  - også uden at det bliver ekstremøl.

Karakter 3+

onsdag den 14. december 2011

Tid til en øl - Næsgaarden Økologisk Jul


14. december 2011

Her hos os hører vi ”Jesus Christ Superstar” for tiden. Det er godt nok påskemusik, men vores datter skriver en stor 3. g-opgave om den og hun er meget flittig. Det er fantastisk musik og det er dejligt at høre mellem alle julenumrene.

Vi har købt juletræ i dag, for juleaften rykker jo tættere på. Der er også tid til lidt juleøl - heldigvis. Jeg haster med en genbeskrivelse af ”Næsgaarden Økologisk Jul” fra bryggeriet Braunstein. Jeg skrev om denne øl tidligere ( 4. dec 08 ):

” Bryggeriet Braunstein ligger i Køge og drives af brødrene Michael og Claus Braunstein Poulsen. Bryggeriet åbnede i 2005.

Pensionatet ”Næsgaarden” ligger på Bornholm og ejes af Bdr. Braunstein. Det har givet inspiration til en serie af økologiske øl, der sælges gennem COOP. Blandt dem er ”Næsgaarden Jul”. Teksten på etiketten er intetsigende: ”Næsgaarden Jul er et specialbryg med en dejlig varm farve der luner i en kold tid, og som udmærker sig ved en karakteristisk og kompleks smag baseret på julens krydderier”. – der er ikke mange oplysninger at hente her”.

Der er ændret en anelse. Nu er det ikke et specialbryg, men en elegantier, og man skriver: ”Endelig en juleøl, der ikke er for stærk” – og det kan det være noget om, da juleøl jo ofte er endog meget stærke. Det er en øl ”uden de sædvanlige forplumrende krydderier, der ofte tilsættes juleøl” – det er da rene ord.

I 2008 syntes jeg den var en anelse neutral, så måske kan jeg godt lide de forplumrende krydderier, men jeg skriver igen, fordi jeg faktisk synes, jeg fik nogle andre smagsindtryk denne gang.

Det er en undergæret, mørk bockøl på 5,6%. Den er gæret ved temmelig høj temperatur for en lagerøl – 14 grader. Den har en mørkebrun farve. Den er klar men man skal se godt efter for at se de hurtige små bobler. Skummet er beige og har en pæn holdbarhed. Der er en dejlig sødlig, maltet aroma med lidt karamel. Alt dette er som tidligere. Men smagen overraskede mig, og det med en note, der ikke er beskrevet om denne øl. Jeg fint et indtryk, jeg kun kan beskrive som engelsk lakrids med salmiak. Nu kan jeg godt lide lakrids i øl, så det er ment meget positivt, men det var noget overraskende. Måske er jeg ene om denne iagttagelse, men sådan er det.

Karakter 4                                                                                                                                               

I morgen er der julefrokost i kirken ( sikkert med vin ) og fredag holder jeg en juleølsmagning for vennerne. Her er det de lidt mere specielle juleøl, der er på dagsordenen, men mere om det senere.


torsdag den 4. december 2008

Tid til en øl - Næsgaarden Jul

4. December 2008
Her til aften er jeg så underlig træt. Vi har været til dans – det var sjovt som sædvanlig. Da vi kom tilbage var der lidt flæskesteg ( rester fra forleden ), men nu er energien vist brugt op for i dag.

Bryggeriet Braunstein ligger i Køge og drives af brødrene Michael og Claus Braunstein Poulsen. Bryggeriet åbnede i 2005.
Pensionatet ”Næsgaarden” ligger på Bornholm og ejes af Bdr. Braunstein. Det har givet inspiration til en serie af økologiske øl, der sælges gennem COOP. Blandt dem er ”Næsgaarden Jul”. Teksten på etiketten er intetsigende: ”Næsgaarden Jul er et specialbryg med en dejlig varm farve der luner i en kold tid, og som udmærker sig ved en karakteristisk og kompleks smag baseret på julens krydderier”. – der er ikke mange oplysninger at hente her
Det er en ravfarvet øl med hvidt/gulligt skum. Duften er en smule sur, men det påvirker heldigvis ikke smagen. Den er blød og rund med noter af karamel og en anelse sødme. Bitterheden er moderat, som det ofte ses i juleøl. Det beskrives, at der er brugt ”Julens krydderier”, men hvilke kan være svært at afgøre. De fremtræder ikke særlig tydeligt. Det kan måske også være en fordel, for nogle gange er et krydderi så fremtrædende at det overskygger alt andet og i længden ødelægger smagen. Det er en udmærket, men lidt neutral øl, der ikke gør nogen skade, men heller ikke noget uforglemmeligt indtryk.
Karakter 3