Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

søndag den 30. november 2014

Tid til en øl - Maisel & Friends Marc’s Chocolate Bock



30. November 2014

I går holdt jeg en juleølsmagning for vennerne, og det er noget, jeg vil skrive om i december, for i år har jeg besluttet først at starte med juleøl i julemåneden.

Men sidste weekend havde vi vennerne på besøg i madklubben og smagte der forskellige gode øl. Efter maden sad vi og ventede på kaffen, og jeg syntes, vi skulle fordrive ventetiden med en  ( forhåbentlig ) lækker chokolade stout.

Maisel fra Bayreuth er nok mest kendt for deres fremragende hvedeøl, men de har også på det seneste haft samarbejde med andre bryggere for at frembringe andre øltyper.

Marc Goebel er brygchef på Maisel og har kreeret en personlig udgave af en irsk stout. Og det er en personlig udgave, der ikke minder meget om f.eks Guinness. For det første er det en undergæret bockøl på 7,5%. For det andet er det ikke en tør, ristet bitterhed der er søgt, men derimod en væsentlig mere sød øl med chokolade og skovbær. Det fremgår ikke tydeligt, om der er tilsat chokolade, eller om det er en øl, der efterlever Reinheitsgebot. Der er brugt flere specialmalte, og de giver en flot chokoladefarvet øl med lyst skum på toppen, Duften er let sødlig med fine chokoladenoter. Den har en dejlig fylde – det er ikke som at drikke chokolade, men god fylde. Smagen er formidabel. Jeg tror det er den første chokoladeøl, hvor jeg har haft fornemmelsen af rigtig mørk chokolade. Det plejer at være lettere vammel mælkechokolade. Det betyder også, at den ikke virker så sød som den slags ellers godt kan være. Der er brugt et udvalg af Hallertauhumler til en bitterhed på 26 IBU. Det giver en velbalanceret øl, hvor den mørke chokoladesmag virker inciterende på smagsløgene. Købt på chokolademuseum i Hamborg, men kan vist fås mange steder.
 
Karakter 5
 


torsdag den 27. november 2014

Tid til en øl - Köstritzer Kellerbier


27. November 2014

”Köstritzer Schwarzbier” er en af de ikoniske øl, der har skabt sig et navn i ølverdenen. Jeg vidste egentlig ikke at de lavede andre øl, men blev overrasket i sommer, da vi kom forbi Harrislee ved grænsen. Her så jeg en ”Kellerbier” fra bryggeriet. Der er også et par pilsnervarianter på markedet samt en hvedeøl og en pale ale.

”Kellerbier” er en ufiltreret øl på 5,4%. Den har en mørk gylden, let rødbrun farve og en fin offwhite skumkrone. Duften er maltet med lidt karamel og nødder. Den er let drikkelig og passer godt til et frokostbord. Smagen er også præget af karamelmalt og humlen giver kun et balancerende input. Den kommer aldrig helt frem i billedet.

Karakter 3+

 
En af vennerne havde taget to ”Julemumme” fra Kongens Bryghus med. En ny og en med tre år på bagen, så vi kunne holde en komparativ smagning. På billedet er det den lagrede udgave til venstre. Som man kan se er denne noget mørkere end dette års udgave. Forskellen på de to øl var ikke så udpræget som vi havde ventet, men der var dog forskel.
Aromaen på den nye øl var friskere i karakteren end den lagrede og både i duft og smag havde kirsebærlikøren en fremtrædende indflydelse. I den gamle udgave var det mere malt og mørk frugt der trængte sig på. En anelse mere portvinsagtig, men ikke i den forventede grad. Humlen var ikke fremtrædende i nogen af øllene.
 

onsdag den 26. november 2014

Tid til en øl - Ratsherrn Rotbier


26. November 2014

Forleden var madklubben på besøg og vi havde lavet kylling med tilbehør fra ”Godt bryg, god mad” – Ølbraiserede porrer med spelt, citron, urter, chorizo og kikærter. Det smagte vældig godt. I retten er der brugt ”Stuykman Wit” fra Nørrebro, men jeg havde andre øl på programmet.

Den første var en øl, jeg havde med hjem fra Hamborg, som vi besøgte i sommer. Hamborg har en ølhistorie der går langt tilbage i tiden. I 1254 var 457 bryggerier registreret i byen. I år 1900 var dette tal faldet til 15, men de havde jo også en noget større produktion. Derefter blev det færre og færre, men i 2012 åbnede to nye bryggerier i byen – Block Bräu og Ratsherrn.

bryggeriet fremstiller seks forskellige øl – hvis ikke vi tæller sæson og limited editions med. Bland dem er ”Rotbier” på 5,2%. Der har siden 1300tallet været en tradition for ”rotbier” i Hamborg. Især Joachim von Lohe var i 1536 kendt for sin ”Fewrroten”, som folk kom langvejs fra for at smage. Det er sådan en øl man har forsøgt at brygge.

”Rotbier” er brygget på en udvalgt, speciel maltblanding ( ikke nærmere beskrevet ) med ”Saphir” humle og en bitterhed på 30 IBU. Den har en flot, klar rød farve og danner et fint, tæt skum. Man fornemmer en fin karamelnote i aromaen. Den er let drikkelig. Smagen er maltet med karamel og frugt, men humlen giver en meget modvægt, så den fremstår i en fin balance.

Karakter 4


fredag den 21. november 2014

Tid til en øl - Raasted Chili Lakrids Porter


21. November 2014

Det er snart lang tid siden, der var Ølvalg i Kvickly, men bagerst i skabet stod der en af kandidaterne – ”Chili Lakrids Porter” fra Raasted.  På etiketten skriver de, at de har brygget prisvindende kvalitetsøl siden 2005, men der må man lige huske, at brygmesteren dengang var Martin Raasted Jensen, der nu udvikler prisvindende øl for Ugly Duck. Det nye bryggeri er af noget nyere oprindelse.

Men det er stadig udmærket øl. ”Chili Lakrids Porter” er naturligvis tilsat chili og ren pulveriseret lakrids – det ligger jo ligesom i navnet. Det er en øl på 6,5% og den er brygget eksklusivt til Kvickly.

Det er en sort øl med groft, brunt skum. Duft af ristet malt og mælkechokolade. Den føles let i munden – det er ikke tyktflydende olie. Smagen indledes med en antydning af lakrids, der aldrig bliver helt tydelig. Derefter går smagen over i en ristet bitter afslutning, inden man i eftersmagen har glæde af chilien som en brændende fornemmelse i mundhulen. Det er dog ikke af afskrækkende voldsomhed, men fornemmes dog tydeligt.

Karakter 4

Jeg er ikke startet på juleøllene endnu, men i de kommende uger har jeg to juleølsmagninger på programmet. Jeg skal selv tegne og fortælle, men i hvert fald i den ene er alle øllene også nye for mig. Så det glæder jeg mig til. Der kommer nok beskrivelser, når vi når ind i december.

 


søndag den 16. november 2014

Tid til en øl - Funk You / Smag på Nordsjælland ( Vinter )


16. November 2014

”Funk You” fra Ugly Duck har jeg anmeldt tidligere, hvor Ølentusiasterne havde smagning med øl fra Indslev og Ugly Duck. I den forbindelse købte jeg et udvalg at øl med hjem. jeg har aldrig været helt med på de syrlige øl, men prøver gerne med mellemrum at give dem en chance, og jeg udvikler mig da også langsomt. ”Funk You” er brygget med Brettanomyces ( den berømte gær fra Orval ) og er derfor ikke en fuldstændig spontangæret øl, men en god introduktion til det syrlige øl.

Det er en gylden øl med let slør. Man kan lige skimte nogle sløve, små bobler Der er en syrlig duft af æbler, lidt kælder og eddike. Det første indtryk er en let sødme, derefter følger så den syrlige æbleeddike. Det er en syrlig forfriskende øl. Jeg kan se, jeg ikke har ændret så meget opfattelse på et år, når jeg ser på de gamle optegnelser.

Karakter 3+

Forleden havde jeg lige tid til en enkelt øl, da jeg var ude at købe fødselsdagsgave til min kone, så jeg faldt ind på Basement Beerbar – bare for at smage en enkelt juleøl. Valget faldt på To Øl, der har fadlagret deres ”Shameless Santa”, og den har fået navnet ”Shamelessly”. Jeg kender ikke originalen, der er en belgisk inspireret øl, hvilket man tydeligt kan smage. Her dukker imidlertid en syrlig note frem. Måske er jeg ikke så vild med alle disse fadlagringer. Ofte synes jeg faktisk, de originale øl er bedre, og det er nok dette syrlige islæt fra fadet, jeg synes er unødvendigt. Det skal dog siges, at jeg ind imellem faldet over en, der lige falder i min smag. Jeg må se at få smagt ”Shameless Santa” – jeg er ret sikker på, den passer mine smagsløg bedre.

 
Da vi i efterårsferien var i Helsingør, for at besøge vores datter købte jeg en ”Smag på Nordsjælland” med hjem. Det er Hornbeer, der står bag denne serie øl, der tilpasses efter årstiden. Denne udgave er ”vinter”. Det er en masse forskellige produkter, der indgår i denne serie, og af drikkevarer er der måske øl, vin og snaps ( ”Kryddersnaps” kalder de det på de kanter, i stedet for det rigtige navn – ”Bjesk” ).
Så vidt jeg kan se er der ikke tilsat nogen nordsjællandsk specialitet til øllet. Det er malt, humle, gær og vand plus kandis. Så tilknytningen til Nordsjælland må jo stamme fra bryggeriet – for at vise hvad regionen kan byde på.
”Smag på Nordsjælland – Vinterbryg” er en kraftig porter på 8,0%. Den er kulsort og med noget at det mørkeste brune skum, jeg har set i lang tid. Duften er umiskendelig Hornbeer. Det må være gæren, der giver dette kendetegn til deres mørke øl. Ellers er det ristet malt, enebær og frugtige humlenoter, der blander sig. Det er en tyktflydende drik. Smagen er først sød med malt og chokolade – derefter følger en pænt kraftig bitterhed fra humlen. Det funger godt, men det plejer de mørke øl fra Hornbeer jo at gøre.
Karakter 4
I går var der gadejulefest, hvor der var dejligt julebord med masser af god mad fra den lokale Brugs.
Jeg havde taget en ”Høstbryg” fra Jacobsen med – en wienertype. Det var en udmærket øl, men jeg havde ikke tid og ro til at gøre videre notater. Man skal jo helst være en smule selskabelig i den situation. Så en uddybende vurdering må vente til en anden gang.

søndag den 9. november 2014

Tid til en øl - Nibe Springeren


9. November 2014

I Aalborg har vi det gamle Marinemuseum – nu til dags kaldet ”Maritimt Oplevelsescenter Springeren”. Opkaldt efter ubåden Springeren, der er stedets største attraktion. Det er et spændende sted med piratudstilling, torpedobåd og en masse andre forskellige bådtyper – og de ved meget om skibe og søfart.

I sommer var de så venlige at udlåne et ror ( egentlig er det vist et rat, men lad nu det ligge ) og en søkikkert, samt kaptajnsuniformer og matroshatte til vores forestilling ”Jorden rundt på 80 dage”. Da jeg hentede tingene, så jeg, at de havde deres egen øl – ”Springeren”, så den måtte jeg da have med hjem.

Det er Nibe Bryghus, der står bag denne lette stout på 5,5%. Det kunne være en etiketøl, men den ligner ikke umiddelbart andre stouts fra Nibe Bryghus som jeg har smagt, så forhåbentlig er det et originalt bryg.

Den er kulsort med kraftigt, lysebrunt skum. God duft af ristet malt, chokolademalt og en forfriskende frugtig humle. Det er behagelig og letdrikkelig. Smag af ristet korn og humle der giver en fin frugtig balance. Det samme gør sig gældende i eftersmagen, hvor bitterhed dukker frem sammen med det ristede.

Karakter 4   


lørdag den 8. november 2014

Tid til en øl - Nordic Brew Festival 2


8. November 2014

På Nordic Brew Festivalen i Frederikshavn var der en scene med forskellige indslag. Bla. fire fyre der spillede på flasker – vældig dygtige. De havde ikke noget med Nøgne Ø at gøre, men der var hele tiden reklameindslag på skærmen. Og Nøgne Ø havde en stand på festivalen.

Her kunne man smage deres fadlagrede udgave af ”God Jul”.  Mit program blev gentagne gange væk, og jeg fik det ikke med hjem, så jeg kan ikke huske hvad den præcis hed. Jeg fik heller ikke taget noget billede eller notater. Men jeg husker at den ikke var så god som originalen. De syrlige noter fra fadet var for dominerende, og den manglede den fylde og balance, der kendertegner originalen.

 
Senere på aftenen slog vi atter et slag forbi Nøgne Ø for at nyde deres 14,0% stærke ”Dragonwort Stout”. En Imperial Stout der har ligget på armagnacfad i 2 år. Her trængte fadet ikke på samme måde dominerende igennem, men var i stedet med til at give den komplekse og intense smag, der kendetegner øllen. Kaffe, chokolade, cognac, ristet malt og mørk frugt skiftedes til at tage føringen. Spændende øl.
 

Ved internetfirmaet ”Humledrik” smagte jeg en fremragende ”Doppel Bock” fra Gundestrup Bryghus. Brygget med Cascade og Saaz humle for at modsvare det sødlige islæt fra malten og tilsat en anelse koriander og stjerneanis. Den holder 7,0% og er en dejlig øl.

 
Hos Munkbo ved siden af fandt jeg en ”Jólner”, der ikke lige faldt i min smag. En julewitbier, hvor koriander sammen med kamille , gjorde det hele lidt for spids. Koriander er ikke min største favorit.
Til gengæld var mødet med deres Imperial Stour ”Ægir” en anderledes positiv oplevelse. Med en alkoholprocent på 9,4% og en bitterhed på 80 IBU ( Northern Brewer og East Kent Goldings ) ramte den ned  i samlingen af gode, solide stouts på festivalen.
 
Så vidt jeg ved var det en anden imperial stout der vandt ”Beer Battle ” konkurencen – nemlig ”Perfect Idjit” fra det svenske bryggeri Dugges. Bryggeriet ligger i Göteborg og blev startet i 2005 af  Mikael Duge Engström. Det fulde navn er ”Dugges Ale- & Porterbryggeri”. Bryggeriet blev udvidet i 2010. Jeg havde egentlig tænkt mig at slutte festivalen med denne øl, men det blev ikke til noget.
 
 
Til gengæld smagte jeg deres ”Blå Bärliner” – en Berlinerweisse på 1,6% ( der skulle jo lidt til at modvirke de kraftige øl, der ellers var på programmet ). Mit kendskab til berlinerweisse er ikke stort, men den syrlige blåbær drik var af vældig fin kvalitet, og en forfriskende afveksling.
”Dugges” delte stand med et andet Göteborg bryggeri – ”Beerbliotek”. Det blev startet af fire venner – en fra Australien, en fra New Zealand, en fra Sydafrika og en fra Sverige. Lige nu er deres hjemmeside under opbygning, så der er ikke så mange oplysninger om øllet der.

Efter den blå berliner hos Dugges valgte jeg en ”Hip Hops” hos Beerbliotek. En velkomponeret øl med eksotisk humle – Citra, Nelson Sauvin, Galaxy og Mosaic. Virkelig dejlig duft og smag af eksotisk frugt.

Aftenen sluttede med deres to stouts. Først ”Imperial Porter” på 9,1%. Mørkebrun uden skum. Blød og lækker med let sødlig duft. God, rund smag med ristet malt, let humle og en anelse lakrids i baggrunden.

Og til allersidst aftenen bedste øloplevelse – ”Imperial Mocha Latte Stout” på 9,5%. Her var en øl, der smøg sig rundt om smagsløgene. Blød og lækker med kompleks smag, hvor kaffe, chokolade, mørk frugt og lakrids afløste hinanden. Dejlig afslutning på et fin arrangement.

Der var også stande, hvor man kunne smage forskellige andre varer – mjød, whisky, pølser fra slagteren i Aalbæk ( de var gode ), og kunne også få stillet sulten ved diverse madsteder. Vi valgte en Pulled Pork Burger, og satte os ved bordene foran scenen. Og her faldt mit øje på de drikkevarer andre havde valgt at drikke til deres mad. Måske var det det eneste, man kunne købe på flaske på festivalen, og så er man jo lidt undskyldt, men ellers er det jo et lidt deprimerende valg, når der er så meget godt øl på standene.

God festival - lad os håbe det kan blive en tradition.

 
 
 

søndag den 2. november 2014

Tid til en øl - – Nordic Brew Festival


2. November 2014

Fredag d. 31. oktober og lørdag d. 1. november var der Nordic Brew Festival i Arena Nord i Frederikshavn. Som sædvanlig kan jeg ikke komme til den slags arrangementer på en hverdag, men lørdag tog jeg – efter endt korprøve – derop med et par venner. Min kære kone havde tilbudt at køre  - og hente os igen senere. Så er man godt gift. Vi mødtes med to mere, der dog selv måtte tage toget.

Det var det kendte koncept med poletter, der gav smagsprøver, så vi købte 20 til at begynde med. Det blev ikke til flere, men jeg fandt et par stykker, der var tabt på gulvet, så det var jo ikke så ringe.

 
Første stop var hos Ugly Duck, der havde et stort udvalg med, Vennerne nød en IPA, men jeg valgte den eneste øl, jeg ikke kendte – ”Højsaison”. Det er et samarbejdsbryg med Kolding Bryglaug – en kraftig saison på 7,5%. Det er en uklar øl med orange skær. Let syrlig duft, men også tydelige eksotiske noter fra Citra humlen, der er brugt til tørhumling. En forfriskende øl til at starte på.

 
Nordic Brewing er et nyt bryggeri fra 2013. Det er Tobias Kiil der står for det hele. I 2013 vandt han guldmedalje for røgøllen ”Trussetyven”. Det er en bockøl på 7,2%. Brygget med 17% tørverøget whiskymalt, og tørhumlet med Aramishumle fra Alsace i Frankrig. Den har en dejlig duft af røg, der ikke bliver for sodet. Den er fyldig med smag af sødlig røg i begyndelsen og friskere afslutning, hvor humlen tager over med let citrus.
Jeg fik også en smagsprøve på deres belgiske juleøl ”Santas Nightmare”
Jeg fik hurtigt forlagt mit program med oversigt over stande, og lånte et af en af kammeraterne. Det glemte jeg flere gange ved forskellige stande og måtte tilbage efter det, og til sidst forsvandt også det. Denne gennemgang bliver ikke nødvendigvis i den rækkefølge vi smagte øllet.
 
 
Hos Kongebryg fra Køge fik vi en længere snak – om bla. deres ”Æbleøl”, der slet ikke skulle have været med. Em mørk øl brygget med egetræsspåner, Amarillohumle og Westmallegær – samt æbelmost. En virkelig dejlig øl hvor egetræet var fremme i aromaen, mens æblemost gav et fint modspil til de sødlige, mørke noter.
Deres ”Jól Bock” er brygget med havre, hvede, byg, rug og spelt. Det var også en øl af fornem kvalitet.
 
 
Derefter gik turen til Anders Kissmeyer, der havde flere øl med i kategorien Ny Nordisk øl – bla. med hyben. Jeg valgte nu en ”fortlagret traditionel wienerøl” ved navn ”1914”.  Jeg skulle naturligvis vide hvad ”fortlagret” betød. Det er en jubilæumsøl – brygget i samarbejde med Livgardens Historiske Samling, Garderhøjfortet og Ebeltoft Gaatdbryggeri. Til minde om Livgarden mobilisering til Sikringsstyrken i 1914, Øllet er lagret på træfade i Garderhøjfortet – deraf betegnelsen ”fortlagret”. Glimrende øl med let syrlighed fra fadet.

 
Som gammel Pink Floyd fan måtte jeg naturligvis også smage ”Dark Side of the Moon” En Imperial Porter lagret på Niepoort portvinsfade. Det giver en dejlig rund og blød smag, hvor chokolade og mørk frugt blander sig med portvinen
 
 
Vi skulle da også lige smage Thisteds forsøgsudgaver med ”Limfjordsporteren. De har lavet lidt sjov med at øge en af ingredienserne i øllet. Det er blevet til en ekstra humlet udgave og en, hvor lakridsen har fået overtaget. Jeg fik en fin snak med Antoni, der dog havde travl med at dele smagsprøver ud. Humleudgaven var bestemt ikke vellykket, men lakridsudgaven var god, for jeg elsker lakrids i øllet. Her var det absolut udpræget – ja, fuldstændigt dominerende. Det havde ikke meget med en ”Limfjordporter” at gøre, men jeg synes det er et sjovt forsøg. Antoni antydede også kraftigt, at det heller ikke skulle opfattes som mere end det.