Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

tirsdag den 31. januar 2012

Tid til en øl - Gulden Draak

31. Januar 2012
Her til aften var vi på konservatoriet og høre vores datter synge en arie af Pergolesi – ”Stizzoso, mio stizzoso”.  Og nej, hvor hun gjorde det godt. Fantastisk klang og et dramatisk udtryk – og jeg er selvfølgelig ikke påvirket af, at det er min datter. Men jeg er faktisk helt stolt, selvom jeg ikke har nogen andel i hendes sang.
Godt gået, min pige.
Det var nødvendigt at fejre det med en ligeså god oplevelse, da jeg kom hjem. En øl, der regnes blandt Belgiens allerbedste øl – ”Gulden Draak” fra Brouwerij van Steenberge. Bryggeriet ligger i Ertvelde lige nord for Gent.  Og navnet er taget fra figuren på toppen af kirketårnet i Gent – Den Gyldne Drage.
I 1111 forærede den norske Kong Sigurd en gylden dragefigur til byen Konstantinopel. Det var under det første korstog. I begyndelsen af 1200-tallet var Boudewijn d. 9  konge af Konstantinopel, men samtidig var han greve af Flandern, og han bragte ”Den Gyldne Drage” med hjem til sin hjemby – Biervliet – der ligger nord for Gent. ( ”Biervliet” betyder ”strøm af øl”, så det hænger altsammen sammen ). Borgerne i Brugge blev misundelige på den lille by og en nat angreb de Biervliet og erobrede ”Den Gyldne Drage”. Det kunne borgene i Gent ikke tilgive dem og i 1382 gik de i krig med Brugge, for at genvinde dragen, og siden har den siddet på toppen af tårnet i Gent.
”Gulden Draak” bliver nogle steder omtalt som en ”mørk triple ale”, hvilket er en specialitet i belgisk ølhistorie. Andre kalder den en ”strong dark ale” eller en ”belgian barley wine”. Og den er stærk – 10.5%.
Den har vundet et hav af priser – Haarlem 1995 ( best beer ) – Chicago 1996 ( sølv ) – American Tasting  Institute 1998 ( best beer in the world ). Det er en fabelagtig øl, vi har med at gøre.
Min gode kammerat Henrik præsenterede den i efteråret, hvor han havde fået den og et par glas i fødselsdagsgave, men det nærmeste jeg kan komme tulipan-glasset er mit Tripel Karmeliet-glas. Flasken har nok oprindelig været en keramikflaske, men nu er det en farvet glasflaske.
Det er en mørk øl med let offwhite skumkrone. Man kan lige ane en masse livlige bobler langs glassets kant. Aromaen er præget af sukker, alkohol og en kompleks blanding af krydderier. Den er fyldig og giver et indtryk af varme i munden. Smagen er præget af sukker og alkohol, og derudover er den yderst kompleks. Jeg får hele tiden nye indtryk – blomme, appelsin, krydderier og lakridspulver. Der er næsten ikke grænser for, hvad der findes her.
Karakter 5+
En helt igennem fremragende aften på alle planer.

søndag den 29. januar 2012

Tid til en øl - Rosita D'ivori

29. Januar 2012
I går var vi til danseturnering hele dagen. Vi skulle selv danse om eftermiddagen i det, der kaldes talent-række. Det var dejligt at være på gulvet, og vi dansede som vi plejer at gøre, så vi var godt tilfredse. Vi lavede måske et par fejl flere i finalen end i indledende runde, men det kan jo også nemt ske til daglig.
Bagefter nød vi turneringen med sports-danserne – især vores instruktører Bjørn og Asli, der er verdensmestre i 10-dans.
I dag var vi så til audition på musicalen ”Min søn, Pinocchio”. Det er den kendte historie, men set fra Gepettos side. Det gik vist også fint. Hele familien er med, men der er mange ansøgere til de store roller, så det bliver nok ikke os.
Her til aften fandt jeg en spansk witbier frem, som belønning for alle anstrengelserne.
Det drejer sig om ”Rosita D’ivori”, som jeg købte i Las Palmas i efteråret. Den er brygget af La Gardenia Sl, der ligger i catalonien. Derfor står teksten på etiketten først på catalansk og derefter på spansk. ”Ivori” er en slags hvid – vi kender det fra det engelske ”ivory”, der betyder elfenben.
Min datter – der studerer spansk – var på besøg og med hendes hjælp nåede vi frem til at den er brygget på bygmalt, hvede, sukker, sirup, humle, appelsinskal og koriander.
Det er en sløret, gullig øl med et blegt hvidligt skær. Ikke meget skum på toppen. Alkoholprocent på 4,5%. Aromaen er frisk med både et skarpt og et sødt strejf. Koriander giver skarpheden og det søde stammer fra appelsinskal. Det minder mere om mandarin, men det kan skyldes, at man benytter søde spanske appelsiner i stedet for de bitre fra Curacao, som belgierne bruger.
Det er lidt de samme nuancer, der fornemmes i smagen. Jeg synes faktisk, den har en lidt anden profil end jeg er vant til, og det er jo altid interessant.
Karakter 3+

fredag den 27. januar 2012

Tid til en øl - O'Hanlon Port Stout

27. Januar 2012
I dag fik jeg en ”Grøn Tuborg” på dåse og det er en af de bedre i nyere tid. Jeg så desværre ikke håndboldkampen, da vi var ved at stille an til den store danseturnering i morgen, men vi fulgte med så godt vi kunne. Og da resultatet tikkede ind på sms, kunne vi heldigvis skåle for sejren i øl og cola ( gud ske lov ikke på en gang. Det har jeg prøvet før (  se 06. okt. 08 )). Det havde jeg nok ikke regnet med for en uge siden. Men HURRA og til lykke til håndboldherrene.
Herhjemme ventede der en anden øl på mig. Om et par uger skal jeg holde en ølsmagning, hvor temaet er ”britisk øl”. Foreløbig ligger 3 øl klar – Fuller’s XX ale – Samuel Smith India Ale og Traquair Jacobite ale. Og jeg tror den fjerde bliver aftenens øl, der er en engelsk udgave af en irish dry stout – ”O’Hanlon’s Port Stout”.
Den har vundet mange priser, og skulle været brygget som en ”traditionel irsk dagen derpå opkvikker”. Den er på 4,8%, så den slår jo ikke benene væk under en.
Man kan måske studse lidt over navnet ( det gjorde jeg i hvert fald ). Er de selv i tvivl om det er en porter eller en stout? Men forklaringen er, at det er en stout, der er tilsat en del portvin – Ruby Port fra huset Ferreira i Portugal.
O’Hanlons hjemmeside er for tiden på japansk og derfor fuldstændig ulæselig. De er nok ofte for et lille hacking-angreb, så jeg kan ikke få fat i yderligere oplysninger. Bag på flasken anbefales den dog til Cremy Blue Cheeses og Traditional British Fare.
Her ser man også 3 logoer. Det ene er fra ”World Beer Cup” hvor denne øl vandt sølv i 2002 i kategorien ”Irish Style Dry Stout”.
De to andre er ”SIBA” – ”Society of Independent Brewers Association” og ”CAMRA” – ”Campain for Real Ale”. Begge steder har ”Port Stout” vundet priser.
Det er en sort øl med meget kraftig skumudvikling. På mange måder ligner den den kendte ”Guinness”. Skummet er cremefarvet. Den har en mørk ristet aroma ( dry stout er jo brygget med sortristet umaltet byg ), en anelse kaffe og i baggrunden kan man ane en note af portvin – mest som noget frugtigt. Den har en let krop, hvilket jo også er kendetegnet for dry stout. Smagen er domineret af ristet kaffebønne, men den blødes op af en – ikke sødere, men rundere smag, der nok skyldes tilsætningen af portvin. Der er ikke en klar portvinsnote til stede – det er den ristede smag, der også holder ind i eftersmagen.
Karakter 4
Jeg er normalt ikke så meget til dry stout, men denne lægger sig op blandt de bedre.

torsdag den 26. januar 2012

Tid til en øl - Carmen

26. Januar 2012
 I dag øvede vi mest standarddansene som vi skal deltage i på lørdag. Der er et stort stævne i Aalborg, hvor også 2 hold verdensmestre skal danse. Dog ikke i vores pulje. Det er en standardturnering og vores lærere, der er verdensmestre i 10-dans og verdensmestrene i standard skal deltage. Det bliver spændende. Og det er naturligvis også spændende at vi selv skal danse.
Men selvom vi mest dansede standard, fik vi også lige genopfrisket Paso Double, som vi lige er begyndt på. Det er jo en spansk flamencodans, så det var passende at jeg åbnede en flaske soansk øl de jeg kom hjem. Især en med navnet ”Carmen”
”Carmen” er kendt som en opera af Bizet, men der er faktisk også lavet en flamenco-udgave af historien.
”Cerveza-Carmen” er en spansk udseende, men moderne kvinde, der smiler til os fra etiketten. Her får vi ellers ikke mange oplysninger – ”Cerveza Artesanal ( håndværksbryg ) – 4,8% - brygget på vand, bygmalt, sukker, humle og gær”. Der er ikke yderligere tilsat noget, hvilket man er lidt stolt af.
Det er bryggeriet La Gardenia SL, der stammer fra Alcover i Tarragona, men det er næsten også det jeg kan se på nettet, hvor de fleste artikler er på spansk. ”Carmen” er beskrevet som en pilsner, men den lægger sig nok alligevel mere i retning af classic eller wiener.
Det er en sløret orangegylden øl med friske bobler og hvidt skum. Der er en let maltet aroma med sødme og en lille citrusnote fra humlen. Den føles let ( tynd ) i munden, men fremstår alligevel skarp og prikkende. Let at drikke. Smagen er også præget af mere sødme end man normalt forbinder med pilsner. Der er et sødligt strejf af mandarin og faktisk er der en helt pæn bitterhed i eftersmagen.
Karakter 3+

onsdag den 25. januar 2012

Tid til en øl - Leffe Ruby

25. Januar 2012
Leffe har i mange år været med som et af de kendte belgiske bryggerier – nok mest fordi ”Leffe Blond” var blandt de første specialøl, der blev præsenteret på det danske marked. Siden er det blevet til en del forskellige, og nu forsøger man sig med en slags frugtøl – ”Leffe Ruby”.
Om det er for at tækkes kvindelige øldrikkere ( som det er blevet så moderne at gøre ), eller for at være med i en belgisk tradtion, ved jeg ikke, men det er slet ikke samme slags øl, som vi kender det fra de spontangærede krieg og framboise.
Bagpå etiketten er teksten skrevet på fransk og flamsk, og jeg kan ikke nogen af sprogene, men alligevel er det utroligt, så meget flamsk man forstår.
”Met zijn diepe, robijnrode kleur biedt Leffe Ruby én unick samenspel tussen den typische smagen van Belgische bieren en de verfijning van rood fruit.”
Og rød frugt er der tydeligvis i denne øl.
”Leffe Ruby ” ( ruby betyder rubinrød ) er en klar, flot rød øl  med mange bobler, der sætter sig på glassets sider. Efterhånden forsvinder de og efterlader  nogle spredte, dovne bobler. Skummet er nærmest lyserødt, men svinder ret hurtigt. Der er en udpræget duft af jordbær, samt en anelse syrlighed – ikke fra gær, men mere fra frugt. Det er en frisk øl, men den efterlader én med en tør – nærmest udtørret – fornemmelse i munden. Smag af røde bær, og lidt bitter/syrlig note fra pigeonæbler.
Karakter 3 ( man bliver næsten tørstig af at drikke den )

tirsdag den 24. januar 2012

Tid til en øl - X.O. Beer

24. Januar 2012
Har været til to møder i dag, så kan det næsten ikke blive tungere – men på det ene skulle jeg da præsentere en Beerwalk, som skal løbe af stablen i slutningen af februar.  Nu er det spændende, hvor mange af kollegerne der melder sig der.
Så jeg var lidt mentalt mødig, da jeg kom hjem og ville varme mig med en god øl. Jeg valgte en øl, jeg for nylig spottede i Salling, Aalborg. Det er en fransk øl, der importeres af One Pint – ”X.O. Beer”.
I 2008 købte Brasserie des Gabariers rettighederne til at brygge en øl, der blander stærk øl og cognac. Bryggeriet ligger ved Charente-floden i byen Cognac, så det er da lokalt. Det fremgår ikke helt tydeligt, hvem der før havde rettighederne, men på hals-etiketten er der flere medaljer aftegnet. Og den ældste af dem går tilbage til 1999. Det er i det hele taget lidt svært at finde oplysninger om denne øl. Det lader til at der brygges flere øl. Den der findes på deres hjemmeside har en anderledes etiket.
Så vidt jeg kan se brygges der en øl på 5,5% og en på 8.0%. Det er den sidste, jeg har fået fat i. I beskrivelsen af ”XO Beer 5,5%” står der, at der er tilsat 2,5% cognac, men om det også gælder 8.0% udgaven ved jeg ikke.
Det er X.O. cognac, der er benyttet ( X.O = Extra Old ), men der er ikke specificeret, hvilken cognac, der er tale om. På ingredienslisten står der bare: ” Stærk øl, XO Cognac, naturlige smagsstoffer”. – det siger jo ikke alverden. Cognac’en er lagret på egetræsfade.
”X.O. Beer” er en mørk, rødlig øl med mange fine, små bobler og pænt hvidt skum på toppen. Den har en vinøs aroma, der kan minde lidt om barley wine. Jeg synes at ane en del syrlighed ( sikkert fra egefadene ) og en duft af hindbær. Den har en god, fyldig krop. Syrligheden er ikke så fremtrædende i smagen, men det minder lidt om en framboise med alkohol. Der er en del sødme, og cocnac’en giver et vinøst præg. Derudover gør den ikke noget væsen af sig.
Karakter 4

mandag den 23. januar 2012

Tid til en øl - Abbaye des Rocs Grand Cru

23. Januar 2009
Sådan en kold frostdag er det godt med en varmende øl, og er der nogen øltype der giver denne fornemmelse, er det de belgiske stærke øl, der ofte går under navnet Quadrupel. Det kunne naturligvis også være en engelsk barley wine. Fælles for disse 2 øltyper er den høje alkoholprocent og den nærmest hedvinsagtige smag.
Det lille bryggeri Abbaye des Rocs laver en sådan øl. Det er deres fantastiske ”Grand Cru” på 9,5%.
Bryggeriet startede i 1979 i Jean-Pierre Eloirs garage, hvor produktionen lå på 50 l om ugen. Jean-Pierres svigerfar arbejdede på et stort kommercielt bryggeri i nærheden ( Brasserie Carvanaile ) som produktionsdirektør, og han var sikkert på af Jean-Pierre ikke kunne få mere ud af sit lille bryggeri. Så det væddede de om. I 1996 kom produktionen op på 1000 hl, så svigerfar måtte vist æde sine ord i sig igen. Nu er det Jean-Pierres datter, Nathalie, der har overtaget rollen som brygmester.
Bryggeriet ligger i Montignies-sur-Rocs i nærheden af den franske grænse. Det har ingen tilknytning til det lokale kloster – eller rettere klosterruin – udover at nogle af stenene til bryggeriet er taget derfra. Oprindelig hed bryggeriet Brasserie Eloir-Bertiau, men man har sikkert ville knytte lidt klosteøl-atmosfære til det, da det er den type øl, der brygges.
”Abbaye des Rocs Grand Cru” er brygget med pale ale-, münchener-, karmel- og ristet malt. Der er brugt Hallertau, Styrian, Saaz og Brewer’s Gold –humle. Der er ikke andre tilsætninger, heller ikke sukker.
Det er en mørk, næsten sort øl med beige, lattefarvet skum, der består at fine små bobler. Duften rammer en længe inden man får næsen i nærheden af glasset. Den er vinøs med alkohol, sukker, belgisk krydderi-estere fra gæren, mørk frugt og en anelse appelsin. Som nævnet har den en varmende og nærmest bedøvende effekt i mundhulen. Smagen er kompleks med mørk frugt, alkohol og en antydning af anis. Derudover mærker man sukker, men det pointeres altså, at det ikke er tilsat. Den vinøse krydrede smag holder i lang tid, men der er ikke nogen nævneværdig bitterhed til stede.
Karakter 5
Denne øl vandt i 2002 ”World Beer Championship” – Platinum Medal ”Superlative”.

søndag den 22. januar 2012

Tid til en øl - St. Peter's Old Style Porter

22. Januar 2012
Næste lørdag skal vi deltage i en danseturnering, og derfor øver vi temmelig meget for tiden. Vi har danset torsdag, fredag, lørdag og i dag søndag. Dog ikke hver gang med instruktør. Der er mange ting at tænke på, og det skal jo helst fungere lidt automatisk. Nu må det gå som det går. De andre deltagere øver også meget.
I starten af februar skal jeg holde en ølsmagning på 5 øl, hvor temaet skal være engelsk. Jeg har ikke helt bestemt hvilken porter, jeg vil have med og afprøver forskellige for tiden. I Ølkonsortiet så jeg en ”Old Style Porter” fra bryggeriet St. Peter’s, som jeg har skrevet om adskillige gange. Det lignede ikke umiddelbart en porter – den så faktisk meget lys ud i flasken.
I det nyeste nummer af Ølentusiasten ( nr. 65 ) skriver Christan Scheffel om porter og stout. Det er sidste kapitel i serien om engelske øltyper. Og der nævner han, at ”der er meget der tyder på at Londons bryggere simpelthen begyndte at bruge mere humle i deres brune øl og lagre den i længere tid for at imødegå konkurrencen fra two-penny”. Two-penny var åbenbart en lys ale, der var meget værdsat af landadelen.
Han skriver også: ”I 1700tallet bryggede man  på ren ”brown malt”. en malt tørret over brændefyret varme og som havde en mørk, men ikke helt sort farve”.
” Kilderne fortæller ikke præcis, hvordan øllet har smagt, og de originale opskrifter afhænger jo meget af forskellen i råvarer fra dengang til i dag.
Nu vil jeg ikke foregribe begivenheders gang, men denne øl minder meget mere om en brown ale end om en porter.
Porteren har eksisteret siden starten af 1700tallet og det er måske en gammel opskrift St. Peter’s har fundet frem - måske er det noget de gætter sig til.
”Old Style Porter” er en blanding af en gammel lagret øl og en frisk ny. Alkoholprocenten lander på 5,1%. Det minder lidt om den måde den fremragende ”Strong Suffolk” fra Green King er lavet. ”Old Style Porter” har flere gange vundet medaljer ved CAMRA’s  ølfestivaler.
Det er en mørk, men ikke helt sort øl – med groft beige skum. Der er en typisk engelsk aroma af flødekaramel, kiks og et frisk strejf af humle. Det er en øl med høj ”drinkabillity”, hvilket på dansk vil sige – den er let at drikke. Det er ikke så meget de ristede noter, man smager, men mere karamel og lidt smøragtige noter, og der afsluttes med en helt pæn bitterhed.
Karakter 3+
Denne øl står i en af mine ølbøger som typisk repræsentant for ”engelsk porter”, men havde jeg ikke vidst bedre havde jeg nok kategoriseret den som en ”brown ale”.

onsdag den 18. januar 2012

Tid til en øl - Carnegie Porter

18. Januar 2012
Sverige ældste øl stammer helt tilbage fra 1836, hvor den unge skotte David Carnegie ( f. 1813 ) købte et kombineret sukkerraffinaderi og porter bryggeri i Göteborg. Han flyttede tilbage til Skotland i 41, men beholdt forretningen i Göteborg. I 1927 blev den overtaget af Pripps og den ejes nu af Carlsberg Sverige.
Den øl der er tale om er ”D. Carnegie & Co Porter” på 5,5%. Tidligere lavede man også en udgave på 3,5%, men i 1985 blev den stærkere udgave genoplivet under navnet ”Carnegie Stark Porter”. ” Det nuværende navn – ”Carnegie Porter” - stammer fra 2009. Det er Sveriges ældste varemærke – øl og især porter var jo vigtigt i de dage. Etiketten ser ud ganske som dengang ( dog står der ”årgang 2010” på den )
Der hersker lidt blandede opfattelser omkring fermenteringen. Flere kilder kalder den  en overgæret øl,  - en anden anmelder den som en ”baltisk porter” - og en helt tredje hævder at den er både over- og undergæret. Den virker mest som en overgæret øl, synes jeg.
Det er en sort øl med lysebrunt skum. I starten er det fuldt af store bobler, men det smelter sammen til en mere cremet substans, der sætter sig på glassets sider. Aromaen er sødlig med lidt ristet malt og sukker. Den føles let og er behagelig at drikke. Smagen er til gengæld stor og fyldig med en hel del sødme, lidt sukker , lidt karamel og en anelse chokolade i baggrunden. Det balanceres på fornem vis af bitterheden i eftersmagen.
Karakter 4

tirsdag den 17. januar 2012

Tid til en øl - Rogue Chocolate Stout / Founders Dirty Bastard

17. januar 2012
I dag var der møde efter arbejdet, men jeg havde en times tid inden mødet.  Hvad skulle jeg dog fordrive tiden med? På vejen mellem arbejde og mødested ligger John Bull Pub, og så var det jo nærliggende at falde ind der.
Nikolaj, der driver pubben har skaffet en del nye og spændende flaskeøl fra USA til stedet, og han har også indført ”Månedens øl” på en af hanerne. I denne måned er det ”Chocolate Stout” fra amerikanske Rogue. Jeg har før skrevet om bryggeriet og flere af deres øl, og også om deres ”Rogue Nation”.
Bryggeriet blev stiftet i 1988 af  Jack Joyce, Rob Strasser and Bob Woodell. Det ligger i Newport, Oregon og er opkaldt efter den store flod i staten. Sammen med fans har de dannet en forening – Rogue Nation.
Jeg er normalt ikke så meget for chokoladestouts, som jeg let synes kan blive en smule søde/vamle, men Rogue har en godt bud på stilen. Den er brygget på 10 ingredienser: Northwest Harrington and Klages, Crystal 135-165 and Beeston Chocolate Malts, Cascade Hops, Rolled Oats and Roasted Barley, Natural Chocolate Flavor, Free Range Coastal Waters and PacMan Yeast. Den er på 6,3% og har en bitterhed på 69 IBU. Den blev udsendt første gang på Valentine’s Day i 2001.
 
Det er en kulsort øl med blødt, cremet og lysebrunt skum. Der er en meget tydelig aroma at chokolade – lidt som mælkechokolade. Den lægger ud med en blød fylde, men ændrer sig til en skarp, lidt ætsende fornemmelse ( det er ikke så slemt som det lyder ), der modvirker det lidt vamle indtryk, som chokoladestout ofte får. Smagen indledes med chokolade og laktose – derefter dukker ristede noter frem fra malten. Chokoladen kommer igen. Denne gang virker den mørkere –mere kakao, inden en hel pæn bitterhed jager det sødladne væk – gudskelov for det. Jeg kan normalt godt lide søde øl, men har lidt vanskeligheder med chokoladen.
Karakter 4
Der var stadig lidt ventetid tilbage, så jeg fik lyst til at smage en af de nye flaskeøl – Founders ”Dirty Bastard”. Founders Brewery blev grundlagt i Grand Rapids, Michigan af Mike Stevens og Dave Engbers. De sendte den første øl på markedet i november 1997.
”Dirty Bastard” er en amber ale på 8,5% ( den er ikke så rød/pink, som på billedet ). Den er brygget af syv forskellige malte og en god portion humle ( 50 IBU )
Flot rød øl med meget svag skumudvikling. I aromaen fornemmer jeg malt. mørk frugt og måske er det kløver. Den er blød og venlig i starten, men senere bliver den mere aggressiv og den har en prikkende afslutning. Smagen er rund med malt, karamel og frugt. Senere dukker der en smule alkohol op. Slutter af med lidt sødme, der afløses af en fin bitterhed i eftersmagen
Karakter 4

lørdag den 14. januar 2012

Tid til en øl - Santa Margarida Rubia / O'Hanlon Brewer's Special Reserve

14. Januar 2012
Her til aften var der en helt fantastisk solnedgang, der minder os om de solnedgange, der var i marts måned, det år vi flyttede ind. Det tog noget tid inden vi fik fjernsynet installeret, så vi satte os simpelthen foran vinduet og nød det fantastiske farvespil hver aften.
Aftensmaden bød på laks, og jeg fandt en spansk øl frem fra gemmerne. Den købte jeg i Las Palmas på vores ferie til Gran Canaria i efteråret. I et af de store varehuse var der en ølafdeling med mere specielle mærker bla. ”Santa Margarida Rubia” fra Cerveses Dedues.
Det er svært af finde ordentlige beskrivelser af bryggeriet, men så vidt jeg kan forstå er ”Margarida”-serien et forsøg på at lave lidt mere håndbrygget øl, end bryggeriet sædvanligvis laver. Det kender vi jo også fra de store bryggerier her i Danmark. Bryggeriet ligger i Saint Esteve d’en Bas i Girona.
Deres ”Santa Margarida Rubia” overgæret øl, der er ufiltreret, upasteuriseret og tilsat kulsyre. Så rækker mit forsøg på at gætte spansk ikke længere. Det er på 4,8%.
Man ser kulsyren bruse ned i glasset og lave en flot hvirvel af bobler, der farer rundt i lang tid, Flot ser det ud. Det koger nærmest nede i glasset. Det giver en ordentlig skunhætte, der langsomt går i opløsning under hørbar knitren. Farven er gylden med et strejf af orange. Det er sikkert grunden til tilnavnet ”Rubia”. Da øllet er ufiltreret er det temmelig uklart. Der er en citrusaroma, hvor det er lidt sødlig mandarin, der dominerer. Men man fornemmer også en lidt skarp, syrlig note. Og det træder i karakter i smagen. Her bevæger vi os overraskende over i en stil der minder om flamsk rød eller måske endda vildgæret øl, og jeg er ikke sikker på at det er hensigten. Måske skal det regnes for en fejl? Måske kunne den ikke klare flyveturen til det kolde nord? Jeg ved det ikke, men jeg kan se at andre anmeldere har haft nogle af de samme iagttagelser i større eller mindre målestok. Jeg er lidt i tvivl om det er ret at anmelde den, men vil alligevel gøre det.
Karakter 1+ ( plusset skyldes aromaen, der lovede noget ganske andet ).
Jeg brød mig ikke om at sidde med den syrlige eddikesmag i munden og hentede derfor en anden øl, som jeg kunne nyde til festforestillingen i TV. ( Nu er det blevet installeret, så vi ikke kun skal se solnedgange ).
O”Hanlon har i mange år ( siden 2003 ) brygget den fantastiske, legendariske ”Thomas Hardy’s Ale”, men i sommeren 2009 annoncerede de, at de ville stoppe produktionen. Flere andre bryggerier har vist interesse for at overtage produktionen, men jeg ved faktisk ikke om det er sket. Jeg skrev om denne specielle øl d. 11. januar 2009. Der er heldigvis stadig flasker på hylderne i specialbutikkerne.
Måske var produktionen for indviklet og krævede for mange resourcer. Men nu har bryggeriet begået denne ”erstatning” på 12,9%. Det er så vidt jeg ved dermed England stærkeste øl. Tidligere var det ”Thomas Hardy” på 11,7%. Måske har de fortrudt - måske er produktionen af denne øl mindre krævende. Den lagres i flere måneder, men ”Thomas Hardy” lå  på lager i endnu længere tid. Og der er faktisk forskel på de to. Den nye ”Brewer’s Special Reserve” virker mere rå og kantet, mere ufærdig. Den skal måske bare have lov at hvile længere.
"Brewer's Reserve" er en lille 25 cl flaske. Det er en rødlig, let uklar øl med absolut intet skum ( der hænger nogle bobler fast på siden af glasset, men man kan ikke kalde det skum. Den har en vinøs aroma, hvor blomme og sveske blander med en lidt sprittet note. Den føles fløjlsblød og varmende i munden, men får en skarp drejning, når alkoholen vinder frem. Smagen har også karakter af hedvin, men med en lidt snerpende virkning – som garvesyren i rødvin. Alkoholen dominerer lidt for meget. Eftersmagen er langvarig og meget sent dukker der en del bitterhed frem. Øllet virker bedøvende på hele mundhulen.
Karakter 5
Det er en udmærket øl, men den kan ikke på nogen måde erstatte ”Thomas Gardy’s Ale”, så jeg håber at nogen tage den op igen. Det er en klassiker.
”Brewer’s Special Reserve” er øl nr. 1000, jeg har skrevet om her på bloggen, så det er et lille jubilæum. Men jeg har jo ikke fået alle ført over på denne nye udgave endnu. Jeg er nået frem til marts 2009.

fredag den 13. januar 2012

Tid til en øl - Neuzeller Anti-aging Bier

13. Januar 2012
Måske er det lidt ufint, at jeg kun anmelder de meget specielle øl fra Neuzeller Klosterbräu i Neuzelle, Tyskland. De laver faktisk også helt almindelige tyske øl, der overholder Das Reinheitsgebot, men disse øl har jeg ikke set herhjemme. Her importerer vi de særlige eksperimenter. Jeg har tidligere skrevet om ”Kirsch Bier” og ”Original Badebier” som begge er tilsat noget der bryder renheden. Men det er i sundhedens tjeneste. Det er det også med aftenens øl  - ”Anti-aging Bier”
Flasken prydes af et spændende billede – ”Der erschaute Mensch” ( Det skuende menneske ). Det ligner lidt en af  rumvæsenerne fra Spielberg’s ”Nærkontakt af 3. grad”.  Für Körper, Geist und Seele”, står der også på etiketten, så det er sunde sager.
Neuzeller Klosterbräu stammer fra 1589. I 1817 blev det mere sekulært, og det brændte ned i 1892. 10 år senere blev der igen brygget øl, og siden har det fra 1948 været en del af DDR, så det har været igennem en del omvæltninger. Sidst var det årsag til ”Brandenburger Bierkrieg”, hvor landsregeringen i Brandenburg ikke ville godtage at ”Schwarzer Abt” ( og andre produkter ) var øl, da man ikke overholdt ”Das Reinheitsgebot”. Nu er det problem jo ude af verden. I 1992 tog man igen navnet ”Neuzeller Kosterbräu”.
”Anti-aging Bier” er en af de øl, der tidligere ville have det svært med den tyske lovgivning. Der er tilsat både Spirulina, Sole, og Flavonoider…...Og hvad er så det?  Spirulina er en alge, der indeholder cyaniobakterier. Det er et kosttilskud fra Latinamerika. Sole er salt fra bjergene i syd ( vi besøgte engang en mærkværdig konstruktion i Bad Reichenhall, hvor man kunne indånde disse ”Alpen-sole” ), og Flavoner er kemiske stoffer der findes i grønsager, nødder og vin. Det er ikke vitaminer, men kan forebygge visse kræftformer og ”har en modificerende effekt på biologiske reaktioner ( ældning ). Om vandet stammer fra Ungdommens Kilde ved jeg ikke, men det var da med nogen forsigtighed, jeg vovede at smage på øllet.
Ville jeg mærke nogen virkning? Ville jeg føle mig 10 år yngre?. Det håbede jeg sådan set ikke, for da viste jeg ikke noget om øl.
Det er en meget mørk øl med et cafe-latte farvet skum, der er kraftig og som føles blødt. Øllet har et brunligt skær i lyset, og man kan måske lige ane nogle dovne bobler. Maltet, rugbrødsagtig aroma, hvor man også mærker nogle mere skarpe citrusnoter, måske fra de tilsatte alger. Den føles meget let i munden med en smule prikken. Smagen er også præget af rugbrød, og disse lidt mere kunstige citrusnoter. Det er sikkert alt det sunde stof, der er tilsat. Om den virker efter hensigten, kan jeg ikke sige, men jeg har tidligere smagt øl, der bedre fik blodet til at rulle, og hvor jeg følte mig energisk og ungdommelig.
Karakter 3
For at sundhedsfanatikere ikke skal hælde altfor meget af denne drik i sig, bringer man en advarsel på hjemmesiden: ”Genießen Sie dieses Bier bitte wohldosiert, denn es enthält Alkohol. ( 4,8% )”. ( Nyd denne øl veldoseret, da den indeholder alkohol )

torsdag den 12. januar 2012

Tid til en øl - Svyturys Svyturio / Skovlyst Havrestout

12. Januar 2012
I dag har vi øvet Paso Double til dans. Det er den sidste dans på programmet og den er sandelig ikke let.  Arme og hænder og fingre skal hver for sig gøre mærkelige unaturlige ting, og samtidig skal man holde øje med fødder og trin og den rigtige holdning. Det kommer til at tage tid, før den kommer til at virke sikker. Men det er ellers en sjov dans.
I pausen plejer vi at sidder og hygge – nogle gange med lidt vin og forskellige snacks. I dag havde Tommy en øl med til mig – fra et bryggeri i Litauen.
 
Svyturys blev grundlagt af J.W. Reincke i 1784 og er det ældste bryggeri i Litauen. Det ligger i Klaipeda. Det kontrolleres nu af Carlsberg. Bryggeriet har ry for at brygge godt øl og har vundet flere priser.
”Svyturio” er også kendt under navnet ”Red” på grund af etikettens farve. Det er en Wienerøl med en hel del sødme. Nu drak jeg for en gang skyld af flasken, og har derfor ikke så mange input til farve og duft osv, Men smagen var præget af en behagelig sødme og en fin fylde. Svag bitterhed i eftersmagen.
Karakter 3+
Tak til Tommy for øllen.
 
Bryggeriet Skovlyst, der ligger ude midt i Hareskoven, benytter skovens naturlige planter til mange af deres bryg. I denne fremragende Havrestout, er der – udover havre – brugt både hvede-, byg- og rugmalt. Derudover er der tilsat brændenælder, stjerneanis og lakrids. Jeg tror nu ikke lakrids er naturligt forekommende i Hareskoven.
Til aftenens medister fungerede den perfekt. Det er en meget mørk øl på 7,0% med beige, kraftigt skum. Skummet virker meget blødt. Her mødes man af en dejlig aroma af – først og fremmest lakrids, men man aner også lidt ristet malt i baggrunden. Det er en let og behagelig øl at drikke. Det er sikkert havren, der bløder det hele lidt op. Også smagen præges af lakrids, der giver en lidt sød fremtoning. Bitterheden i eftersmagen er ikke fremtrædende, men balancerer lakridsen godt
Karakter 4+





onsdag den 11. januar 2012

Tid til en øl - Brøckhouse Epic Stout

11. Januar 2012
I begyndelsen af marts 2009 blev Brøckhouse erklæret konkurs, og hermed sluttede et af de mest spændende danske bryggerier deres færd. Bryggeriet startede i 2001, da Allan Poulsen investerede i nyt brygudstyr, så han kunne udvide produktionen hjemme i kælderen. I 2002 sagde han sin stilling som IT-konsulent op, og i 2003 flyttede man til nye lokaler i Hillerød.
Det var spændende øl, der kom ud fra bryggeriet, og i 2002 blev det hædret med ”Årets Ølnyhed” for deres ”IPA”, der var Danmarks første af slagsen.
Da jeg i sin tid ( 2006 ) begyndte at interessere mig for øl, kunne man finde adskillige Brøckhouse øl på hylderne i den lokale Brugs. Men siden hen er pladsen overtaget af billigere ( og ringere ) øl, og det er nok det der gik galt. For lige da Brøckhouse begyndte at udvide produktionen dukkede en masse nye mikrobryggerier frem, og de kunne åbenbart bedre konkurrere om pladsen i supermarkederne.
Brøckhouse lancerede i 2008 en ”Epic-serie” der ikke var beregnet til Supermarkeder, men til specialbutikkerne. Her havde de kælet mere for detaljerne og lagt mere på af alt – malt, humle osv. Det resulterede i 3 fantastiske øl – ”Epic IPA” – ”Epic Red” og ”Epic Stout”.
Da Brøckhouse gik konkurs erhvervede jeg mig alle de forskellige øl, jeg kunne få fat på, og jeg har skrevet om de fleste tidligere. Men ”Epic Stout” har stået og ventet i skabet på den rigtige lejlighed. Og det var forleden, da Henrik kom på besøg. Han havde - inden jeg begyndte at interesse mig for øl – præsenteret og talt meget om de nye specialøl, og han kunne – om nogen – sætte pris på en gammel Brøckhouse klassiker. Han har selv en del Brøckhouse-juleøl stående hjemme i skabet.
Etiket og halsetiket udstråler klasse. Det samme gør patentproppen. Og det er med nogen andægtighed, jeg hælder den sidste øl fra det hedengangne bryggeri op i glasset. Det er en kulsort stout på 10.0%. Baseret på den oprindelige stout men med mere af det hele. Skummet er kraftigt og mørkebrunt og min kammerat udbryder et spontant: ”Wow”. Duften er kraftig af ristet malt, sveske og alkohol. Væsken føles næsten tyktflydende, og fylder utroligt godt i munden. Den virker varmende og pirrende. Smagen er kompleks. Det lægges ud med ristet, mørk malt og svesker, og i afslutningen mærker man en tydelig lakridsnote. Der er faktisk mere bitterhed tilbage end jeg havde forventet efter den lange lagring, men det balancerer bare det hele fint. Det er lidt sørgmodigt, at det er den allersidste Brøckhouse-øl jeg har tilbage.
Karakter 5+
Branded ”Brøckhouse” er overtaget af en andet bryggeri ( hvilket jeg personligt synes er nærmest blasfemisk ), men det er altså ikke det samme øl, der bliver brygget der.

tirsdag den 10. januar 2012

Tid til en øl - White Stronzo


10. Januar 2012
Forleden var hovedretten en grønsagsgryde med lys fisk, og dertil tænkte jeg at prøve en witbier fra det nye bryggeri Stronzo. ”White Stronzo” er en øl brygget på pilsner- og hvedemalt, havregryn, saazhumle, appelsin, koriander og kamille. Den sidste ingrediens er nytænkning, måske et forsøg på at give øllet en nordisk kant. Der lægges ikke meget vægt på det i etikettens beskrivelse af øllets smag, men faktisk er det tydeligt i smagen
”White Stronzo” er på 5,1% og fremstår som en bleggul, uklar øl. Skummet er hvidt og består af ret store bobler. Duften er en smule anderledes end den traditionelle witbier-aroma. Det skyldes en lidt skarp, syrlig note af kamille. Det giver et friskt indtryk af øllet.. Den føles tør og skarp i munden. Og i smagen mødes man også af kamillen, samt en lidt sødlig note af mandarin. Den afsluttende bitterhed er lidt over det sædvanlige.
Karakter 3+

mandag den 9. januar 2012

Tid til en øl - Three Floyds Lord Admiral Nelson

9. Januar 2012
I går kom nogle venner på besøg. Det var til en fødselsdag i deres familie, jeg første gang stiftede bekendtskab med nogen, der specifikt interesserede sig for øl. Der blev ikke serveret vin, men kun øl og rom til dessert.
Så vi fandt et par spændende flasker frem. Først nød vi en ”Lucky Jack” ( american pale ale ) fra Lervig i Norge, men til maden åbnede vi så en øl, der var lidt i samme stil, men autentisk amerikansk.
Det var ”Lord Admiral Nelson” fra det berømte bryggeri Three Floyds i Indiana. Bryggeriet stammer fra 1996 og lå først i Hammond, men flyttede senere til Munster. Det hedder Three Floyds, fordi det er to brødre og deres far  - alle med efternavnet Floyd – der driver bryggeriet. Det ha i mange år været regnet for et af verdens allerbedste bryggerier, og de har ingen problemer med at få afsat deres øl i USA. Derfor er det vanskeligt at finde herhjemme. Men et par forskellige typer havde forvildet sig til Ølkonsortiet i Aalborg. Jeg har tidligere skrevet om ”Gumbalhead” og deres berømte ”Dark Lord Imperial Stout”
De fleste af bryggeriets etiketter er i amerikansk tegneseriestil. Her ser vi den enarmede Lord Nelson i kamp med en kugle gennem hatten. ”Special Bitter” står der på begge sider. Jeg skrev før at det var en autentisk amerikansk øl, og det er jo også rigtigt, men denne er lavet som en europæisk ESB ( Extra Special Bitter ). Det er sikkert også derfor den er opkaldt efter en af Englands kendeste skikkelser. Der er brugt engelsk Fuggles humle – også som dryhopping, og de fleste ingredienser er engelske. Den stammer fra 2007, hvor den blev præsenteret ved ”Night of the living ales” – en stor ølfestival i Chicago i marts måned.
Det er en rødgylden øl på 6,5% Den er ufiltreret, og det allersidste ligner noget grumset mosevand. Men den har en dejlig aroma, hvor ananas og pine blander med mere tunge træagtige noter. Smagen er rundet af lidt malt, men ellers er det humlen der er fremtrædende. Igen ananas og en lidt mulden kældernote. Der er en god afsluttende bitterhed.
Karakter 4
Det er en vældig god ESB, men at den koster over 100 kr, skyldes nok mest at den er så svært tilgængelig herhjemme.


lørdag den 7. januar 2012

Tid til en øl - St. Peter's The Saints Whisky Beer


7. januar 2012
I dag var vi i biografen for at se den nye Sherlock Holmes. Det er en fantastisk actionfilm, der helt lever op til den første. Dramatisk og med skøre, sjove indfald og sikker deduktion.
Hjemme igen tog jeg en engelsk øl frem fra skabet – St-Peter’s ”The Saints”. Jeg skrev om bryggeriet i februar 2011, men det er ikke blevet oploaded her på bloggen endnu, så ….
 ”Bryggeriet har til huse i en gammel middelaldergård -  St. Peter’s Hall -  men selve bryggeriet,  der ligger i Suffolk åbnede i 1996. Den første øl blev startet op d. 5 juni og åbningsdagen var berammet til 21. juni – årets længste dag.
Vandet bliver hentet 100 m under jordoverfladen i en 700 år gammel brønd, hvor det naturligt filtreres gennem en tykt kalklag.”
”The Saint’s” er en Whisky Beer – baseret på røget malt og engelsk whisky fra St. George’s Distillery i Roudham, Norfolk.
 

Det er en umiddelbart en let session øl på 4,8%, men den overrasker en del pga. den røgede malt. Det er en flot gylden og klar øl, der godt kan minde om whisky, hvis det ikke var forskummet på toppen. Der er en kraftig duft af Islay whisky, men det stammer altså ikke fra de kanter. Masser af røg. Den har en god fylde på trods af den lave alkoholprocent. Det er også røgen, der dominerer smagen, men det er igen whiskyrelateret. Det er svært at finde andre tydelige indtryk, før der dukker en hel del bitterhed op i eftersmagen. Man taler tit om vigtigheden af, at brygge smagfulde alkoholsvage øl, og det lykkes oftere og oftere. Her er det måske en anelse snyd pga. røgmalten, men jeg kan godt lide det.
Karakter 4
Købt i Ølkonsortiet, Aalborg

fredag den 6. januar 2012

Tid til en øl - Brown Stronzo

7. Januar 2012
Der kommer stadig nye bryggerier på det danske marked. Et af de nyeste er Stronzo, der lancerede syv øl på Ølbaren i København d. 2. november 2011. En del af dem kan nu købes i supermarkeder og jeg købte i dag ”Brown Stronzo” i Bilka. Bryggeriet ligger i Kødbyen.
Brygmesteren er Kristian Strunge, og jeg lagde første gang mærke til ham i ”Go’ morgen Danmark”, hvor han bryggede TV2’s juleøl. Siden har han altså lagt hårdt fra land. Mottoet lyder: ”Beer with an attitude” og målsætningen er – så vidt jeg husker – i løbet af få år, at blive blandt de 5 største bryggerier i Danmark.
Etiketterne er meget ekspressive. De eksploderer nærmest i hovedet på øl, så de virker ret voldsomme. De er skabt af Kristian von Hornsleth.
”Stronzo” betyder noget i retning af ”lort” på italiensk eller er hvad der svarer til ”Son of af bitch” på amerikansk, så det er et lidt underligt navn at vælge. Dels fordi det sikkert kun provokerer italienere, dels fordi det giver nogle væmmelige associationer med ”Brown Stronzo”. Det er jo nærmest at nedgøre sit eget produkt.
”Brown Stronzo” er en amerikansk inspireret brown ale med masser af humle. På etiketten oplyses vi om 5 forskellige malte –bla. chokolade malt og special b malt. Der er tilsat havregryn og der er humle med Centennial. Bitterhedsniveauet er ikke oplyst, hvilket det burde have været, taget i betragtning at det faktisk er en meget bitter øl. Alkohol 5.6%
Det er en flot nøddebrun øl med lidt groft beige skum. Den er ufiltreret, men der slipper lidt lys igennem. Den har en dejlig humlet duft, der er domineret af citron og lime, men man kan godt ane lidt karamel og chokolade i baggrunden. Den fylder godt i munden  - man kan sige sådan medium. En kort indledende maltet/sødlig smag, der meget hurtigt overdøves af kraftig humle. Også mere end man normalt fornemmer i brown ale. Jeg fornemmer også en lakridsagtig note. Eftersmagen er meget bitter, og denne rene bitterhed hænger ved i endog meget lang tid. En øl for humlenørder.
Karakter 3+
Det er formentlig et forsøg på at lave en brown ale ”with an attitude”, og det lykkes sådan set også, men jeg synes at bitterheden overdøver andre indtryk for meget.

torsdag den 5. januar 2012

Tid til en øl - Meantime Yakima Red


I går blev det til en øl fra Meantime i London. Inden min ølinteresse begyndte, fik jeg engang en kurv med specialøl som betaling for noget undervisning. Jeg undrede mig lidt over at der kun var 5 øl ( jeg vidste på daværende tidspunkt ikke noget om de høje priser ), og selvom det var lidt spændende fangede det mig ikke rigtig. Så jeg kan godt forstå dem, der smager specialøl uden  at det siger dem noget særligt. Jeg kan kun huske en af øllene – ”Meantime Chocolate”, og det er mest pga, den fine flaske.
Med aftenens øl har de ændret flasketypen til en mere normal type. På etiketten ser vi humleranker, der dekorativt breder sig over flasken. Der står en masse oplysninger om type osv. - ”Yakima Red” – red ale - march 2011 - 4,0% samt underskrift. ”Beers of impeccable taste” og rundt i kanten står der:” MMMMMMMMMM…..”. Den smager åbenbart godt.
Meantime blev stiftet af Alistair Hook i 1999, men i starten bryggede de mest for andre. Det hedder Meantime fordi det ligger i Greenwich, hvor man jo netop udregner tiden fra. I 2010 flyttede det ganske vist til nye lokaliteter. Bryggeriet eksperimenterer en del både med engelske typer, men også med flere tyske.
”Yakima Red” er et amerikansk eksperiment. Den er lavet brygget med 5 forskellige humletyper fra Yakima dalen i staten Washington, der er USA’s humlecentrum. De nærmere detaljer oplyses ikke. Det er en del af deres 2011 Limited Edition, og den stammer fra marts/april. Men jeg kan desværre ikke få adgang til deres oplysninger om det på nettet – ”Access denied”
Det er en flot orange øl med masser af slør. Det hvide kraftige skum sætter sig fint på glassets sider. Man mærker tydeligt den amerikanske inspiration i den dejlige humlearoma. Den er kraftig – mere med eksotisk frugt end lemon. Det er ananas, mango og en anelse sød grape. Den har en meget let krop, men der er alligevel en lidt aggressiv, skarp fremtoning. Aromaen lover desværre mere end smagen kan holde til. Måske fordi en er så alkohol-let kommer den til at virke tynd i smagen. Man skal anstrenge sig for at finde de samme fine noter som i duften. Det bliver mest til en ren bitterhed, der til gengæld holder længe. Så er man til den rene bitterhed er den sikkert vældig god. Men det er ikke lige mig.
Karakter 3+ ( mest for den flotte aroma )


tirsdag den 3. januar 2012

Tid til en øl - St. Austell Tribute Extra

3. Januar 2012
I dag var jeg på The Wharf i Aalborg efter arbejdet, for at mødes med Peter og Jakob fra ”The Master Of Hoppets”. De havde lavet et interview med Iain Russel, der ejer stedet, og ville lave endnu et par reviews af nogle øl. Og de har lidt travlt, for på søndag rejser Peter til staterne, for at tage et semester i New Mexico. Jeg smuttede bare forbi for at ønske lykke på rejsen. Mon ikke vi får nogle spændende ølreviews på You Tube ”from over there”.
Jeg skulle køre hjem, så jeg kunne ikke følge med i deres tempo, men valgte en lettere øl. De andre drak øl fra St. Austell, så jeg valgte en bitter ”Tribute” fra dette bryggeri,
”Bryggeriet blev stiftet i 1851 af Walter Hicks og det ligger i St. Austell i Cornwall. Familien ejer nu 169 forskellige pubs og har ansat 1000 medarbejdere. En del af den store succes skyldes gode aftale med hotellerne i det sydlige England. Bryggeriet er blevet kåret som ”Bedste regionale bryggeri” i 2009.”
”Tribute” er en typisk engelsk bitter på 4.2%, men den udgave de havde på tønden var ”Tribute Extra”. Det er en stærkere ESB-type på 5,2%, lagret på Bourbon fade.
Den originale ”Tribute” har vundet mange priser, og den er brygget med malt fra Cornwall og Willamette humle.
”Tribute Extra” er en klar, gylden øl med svagt skum. Den havde en dejlig frisk aroma, hvor græs og eksotisk frugt gør sig gældende. Jeg synes også der var en tydelig note af mynte. Den føles let i munden – det er jo en cask ale – men den får alligevel en skarp kant fra bourbonfadet. Denne lagring giver også en lidt syrlig nuance til smagen, hvor det ellers igen er frugt og mynte, man lægger mærke til. Der er en god bitterhed i eftersmagen.
Karakter 4
God rejse!