Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

lørdag den 14. januar 2012

Tid til en øl - Santa Margarida Rubia / O'Hanlon Brewer's Special Reserve

14. Januar 2012
Her til aften var der en helt fantastisk solnedgang, der minder os om de solnedgange, der var i marts måned, det år vi flyttede ind. Det tog noget tid inden vi fik fjernsynet installeret, så vi satte os simpelthen foran vinduet og nød det fantastiske farvespil hver aften.
Aftensmaden bød på laks, og jeg fandt en spansk øl frem fra gemmerne. Den købte jeg i Las Palmas på vores ferie til Gran Canaria i efteråret. I et af de store varehuse var der en ølafdeling med mere specielle mærker bla. ”Santa Margarida Rubia” fra Cerveses Dedues.
Det er svært af finde ordentlige beskrivelser af bryggeriet, men så vidt jeg kan forstå er ”Margarida”-serien et forsøg på at lave lidt mere håndbrygget øl, end bryggeriet sædvanligvis laver. Det kender vi jo også fra de store bryggerier her i Danmark. Bryggeriet ligger i Saint Esteve d’en Bas i Girona.
Deres ”Santa Margarida Rubia” overgæret øl, der er ufiltreret, upasteuriseret og tilsat kulsyre. Så rækker mit forsøg på at gætte spansk ikke længere. Det er på 4,8%.
Man ser kulsyren bruse ned i glasset og lave en flot hvirvel af bobler, der farer rundt i lang tid, Flot ser det ud. Det koger nærmest nede i glasset. Det giver en ordentlig skunhætte, der langsomt går i opløsning under hørbar knitren. Farven er gylden med et strejf af orange. Det er sikkert grunden til tilnavnet ”Rubia”. Da øllet er ufiltreret er det temmelig uklart. Der er en citrusaroma, hvor det er lidt sødlig mandarin, der dominerer. Men man fornemmer også en lidt skarp, syrlig note. Og det træder i karakter i smagen. Her bevæger vi os overraskende over i en stil der minder om flamsk rød eller måske endda vildgæret øl, og jeg er ikke sikker på at det er hensigten. Måske skal det regnes for en fejl? Måske kunne den ikke klare flyveturen til det kolde nord? Jeg ved det ikke, men jeg kan se at andre anmeldere har haft nogle af de samme iagttagelser i større eller mindre målestok. Jeg er lidt i tvivl om det er ret at anmelde den, men vil alligevel gøre det.
Karakter 1+ ( plusset skyldes aromaen, der lovede noget ganske andet ).
Jeg brød mig ikke om at sidde med den syrlige eddikesmag i munden og hentede derfor en anden øl, som jeg kunne nyde til festforestillingen i TV. ( Nu er det blevet installeret, så vi ikke kun skal se solnedgange ).
O”Hanlon har i mange år ( siden 2003 ) brygget den fantastiske, legendariske ”Thomas Hardy’s Ale”, men i sommeren 2009 annoncerede de, at de ville stoppe produktionen. Flere andre bryggerier har vist interesse for at overtage produktionen, men jeg ved faktisk ikke om det er sket. Jeg skrev om denne specielle øl d. 11. januar 2009. Der er heldigvis stadig flasker på hylderne i specialbutikkerne.
Måske var produktionen for indviklet og krævede for mange resourcer. Men nu har bryggeriet begået denne ”erstatning” på 12,9%. Det er så vidt jeg ved dermed England stærkeste øl. Tidligere var det ”Thomas Hardy” på 11,7%. Måske har de fortrudt - måske er produktionen af denne øl mindre krævende. Den lagres i flere måneder, men ”Thomas Hardy” lå  på lager i endnu længere tid. Og der er faktisk forskel på de to. Den nye ”Brewer’s Special Reserve” virker mere rå og kantet, mere ufærdig. Den skal måske bare have lov at hvile længere.
"Brewer's Reserve" er en lille 25 cl flaske. Det er en rødlig, let uklar øl med absolut intet skum ( der hænger nogle bobler fast på siden af glasset, men man kan ikke kalde det skum. Den har en vinøs aroma, hvor blomme og sveske blander med en lidt sprittet note. Den føles fløjlsblød og varmende i munden, men får en skarp drejning, når alkoholen vinder frem. Smagen har også karakter af hedvin, men med en lidt snerpende virkning – som garvesyren i rødvin. Alkoholen dominerer lidt for meget. Eftersmagen er langvarig og meget sent dukker der en del bitterhed frem. Øllet virker bedøvende på hele mundhulen.
Karakter 5
Det er en udmærket øl, men den kan ikke på nogen måde erstatte ”Thomas Gardy’s Ale”, så jeg håber at nogen tage den op igen. Det er en klassiker.
”Brewer’s Special Reserve” er øl nr. 1000, jeg har skrevet om her på bloggen, så det er et lille jubilæum. Men jeg har jo ikke fået alle ført over på denne nye udgave endnu. Jeg er nået frem til marts 2009.

2 kommentarer:

  1. Tilykke med anmeldelse nr 1000, godt gået:)
    Jeg kan rigtigt godt lide din blog.

    SvarSlet
  2. Tusind tak, Og i lige måde. Jeg følger gerne med i dine spændende øloplevelser i København.

    SvarSlet