Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

mandag den 2. januar 2012

Tid til en øl - Gentse Gruut Bruin

2. Januar 2012
Så er ferien ved at være slut. Vi var lige til fødselsdagskaffe i eftermiddags, men i morgen er det hverdag igen.
Til aften fik vi lidt rester fra forleden – farsbrød med en spændende krydret grønsagsret fra min kones nye julegave – Claus Meyers ”Almanak”. Dertil kunne jo høre en god belgisk brown ale – en såkaldt ”Bruin”. Jeg erhvervede i sommer flere spændende belgiske øl fra ”Det Bette Ølhus” i Aalbæk, og en af dem bærer navnet ”Gruut” med undertitlen ”Belgian Bruin”.
Det er et helt nyt bryggeri i Gent – Gentse Stadsbrouwerij – der brygger denne øl efter de gamle metoder fra Gent. Jeg har tidligere skrevet om gruut her på bloggen ( men det er endnu ikke ført over på den nye, så jeg gentager lige mig selv ).
”Fra middelalderen og til 1800tallet blandede man ofte forskellige krydderblandinger i øllet. Disse blandinger blev kaldt ”Gruut” og hver by havde deres egen blanding. Det var obligatorisk for bryggerne i byen at bruge disse blandinger, og de kunne kun købes af byrådet i de såkaldte ”Gruuthuse”( en god lille indtjening )”.
Det er Steenbrugge, der også bruger gruut i deres øl. Dette bryggeri stammer fra Brugge, og det er sandsynligvis en helt anden krydderblanding, de bruger i Gent. Floden Leie deler Gent i 2 dele og på den højre flodbred ( flamsk ) brugte man humle, mens man på den venstre ( fransk ) brugte gruut.
Gentse Stadsbrouwerij - der stammer fra 2009 – blev grundlagt af Annick De Splenter og man benytter ny teknologi, men baseret på gamle traditioner. Bryggeriet bruges gruut i alle deres øl, og det er i stedet for humle. Denne urteblanding gør øllet sundere. De nævner også at eftersmagen skyldes en speciel blanding af nødder.
Gruut er egentlig en møntfod, som man brugte til at betale skatten med. Bryggeriet bruger ”en Gruut” som deres logo, og det kan man også se på kapslen.
”Gruut Bruin” er en sløret brun øl med lysebrunt skum. Der er en dejlig sødlig duft af karamel, urter og belgisk gær. Behagelig at drikke – med en fin krop. Smagen er sød, og det er netop krydderi og urter, den træder frem, Jeg synes også at fornemme bær, især er der noter af solbær. Jeg er sikker på at gæren også har en stor indflydelse på smagen. Jeg lagde ikke mærke til nødder, men det er en temmelig kompleks øl, så det findes sikkert også et sted.
Karakter 5


1 kommentar:

  1. Stor ros til din blog - layout med mere, smart at man kan gå ind under bryggeri - og Godt Nytår

    Øl - jeg selv kan li' en mørk øl med sødme - er ikke så meget for det sure klare sprøjt der er i nogle af flaskerne ;O)

    SvarSlet