Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten Newman's Brewery. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Newman's Brewery. Vis alle opslag

mandag den 28. marts 2011

Tid til en øl - Last Lion of Britain


28. Marts 2011

Jeg har simpelthen ingen forklaring på, hvorfor aftenens øl hedder ”Last Lion Of Britain”. Det var et tilnavn til Winston Churchill, som måske kunne lide ”strong ale”, men ellers kan jeg ikke finde nogen sammenhæng. Det er endnu et bryg fra Newman’s – det walisiske bryggeri i Caerphilly, som jeg skrev om 15. -16. marts. Øllet er fundet i Kvickly.

Som tidligere nævnt er strong ale i England alt over 5,0%, så denne øl må siges at bevæge sig lige på grænsen ( 5,0% ).

Det er en rødlig, klar øl med meget svagt skum og ingen bobleaktivitet. Det er mærkeligt, at en så relativ alkoholsvag øl kan have så sprittet en aroma. Samtidig mærker man den lidt sødme, tunge note af engelsk malt. Øllet føles alligevel livlig i munden. Smagen er først maltet, så tager det sprittede over og der afsluttes med en udmærket bitterhed

Karakter 3+


onsdag den 16. marts 2011

Tid til en øl - Wolvers Ale


16. Marts 2011

Med ”Wolvers Ale” fra Newman’s brewery i Caerphilly, bevæger vi os fra kategorien ”Bitter” til ”Best Bitter”. Efter sigende stammer stilen fra en tid, hvor adgangen til malt blev bedre, og man kunne derfor bruge mere af den, hvilket gav mere fylde til øllet. Det er dog stadig en typisk sessiondrink, der er meget populær på pubs, og derfor er den ikke alkoholstærk. På puppen ligger den omkring 4,2%, mens flaskeudgaver ofte er noget højere, - da det er til eksport, og vi gider ikke drikke det tynde sprøjt. Men ”Wolvers Ale” er på 4,1%, så her er der ikke leflet for kontinental smag.

På etiketten ser vi en ulv, der hyler mod månen. Jeg har ikke helt forstået, hvorfor der er dyr på etiketten, men flot ser det ud.

Her er der tale om en klar ravfarvet ale, uden nævneværdigt skum og heller ikke antydning af bobler. Man bliver mødt at en aromatisk, lidt floral duft, men denne gang uden den sure afslutning fra ”Red Stag”. Citrusnoterne kommer også lidt mere til deres ret. Frisk og ret pågående fremtoning med en prikkende fornemmelse. God fylde med engelsk præg – lidt malt, lidt parfumeret blomst og en god humleafslutning. Bitterheden er dog ikke så fremtrædende som i ”Red Stag” –måske fordi resten fylder mere i billedet.

Karakter 3+

Efter aftensmaden satte vi os for at se ”Mordet i Orientekspressen” med Hercule Poirot. Vi nyder det fremragende spil af David Suchet, der i denne film spiller en desillusineret detektiv – mere trist end vi er vant til at se ham.

Til filmen åbnede jeg naturligvis en ”Hercule” fra belgiske Ellezelloises.

 
Den er opkaldt efter Poirot, der sammen med Tintin er den eneste belgier, jeg kan komme i tanke om. Jeg har tidligere skrevet om denne fremragende øl ( 04. feb. 09 ). Den har været væk fra markedet et stykke tid, men er nu heldigvis dukket op i Ølkonsortiet med en ny etiket – lidt mere sat og kedelig. Vistnok også med ny importør. Det er stadig en fremragende øl, selvom om jeg synes stoutpræget  træder mere frem end tidligere. Måske er opskriften ændret – måske husker jeg forkert, men jeg synes tidligere, at mikset mellem stout og belgisk klostergær, gjorde den enestående.
Jeg læste lige, at Poirot er den eneste fiktive person, der har fået en nekrolog i New York Times ( efter hans død i ”Poirot’s last case” - 1975 ). Godt gået.

tirsdag den 15. marts 2011

Tid til en øl - Red Stag


15. Marts 2012

Newman’s Brewery ligger i det sydlige Wales, - i den gamle by Caerphilly. Romerne byggede et fort i byen  i år 75 f. Kr. Den gode Skt. Cenydd oprettede et kloster på stedet. Han efterlod det til sin søn ( åbenbart ikke så meget cølibat i de tidlige munkeordener ) – Ffili. Fra disse 2 rødder stammer navnet – Caer ( fort ) og Ffili. Siden 1066 har borgen været involveret i mange slag – men i 1700 tallet blev byen en stor markedsby.

Newman’s Brewery flyttede til stedet i 2007. Bryggeriet blev grundlagt i Cardiff i 2003 af Tom Newman. Han startede hjemme i sin fars garage med et 5 tønders anlæg, men kunne hurtigt udvide til 20 tønder. Da de flyttede til Caerphilly blev der installeret et 45 tønders anlæg. Bryggeriet har vundet flere priser, og er nu kommet i handlen i Kvickly med 4 mærker – ”Red Stag”,”Cave Bear Stout”, ”Wolvers Ale” og ”The Last Lion  of Britain”.

”Red Stag” er en bitter på 3,6%. Man inddeler bitters efter styrken – ”Bitter”, ”Best Bitter”, ”Extra Special Bitter” ( ESB ). En ”Bitter” er altså den letteste og serveres som sessiondrik på pubben. Typen stammer sikkert fra Kent, hvor man var først med at bruge humle i øl, hvilket udløste voldsom modstand helt op på regeringsniveau ( 1400 tallet ). Men heldigvis vandt humlen indpas i engelske ales.

 
Det er en flot rød øl, der passer godt til navnet. Skummet er hvidt og noget groft. Duften er aromatisk, men ender desværre i sur karklud. Det går heldigvis ikke igen i smagen, der har en typisk engelsk klang. Noget blomsterparfumeret med lidt toffee. Engelsk ale kan godt være lidt tung i det, men her modsvares det af den lette mundfornemmelse. Den har dog også et lidt aggressivt bid, der virker forfriskende. Der afsluttes med en god og markant bitterhed. Lidt ærgerligt med det første duftindtryk.
Karakter 3+
Ingredienserne er oplistet på walisisk – Dwr, Barlys, Hopys og Burum. ( Dwr betyder vand )