Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten Adnams. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Adnams. Vis alle opslag

mandag den 11. oktober 2021

Tid til en øl - 15 års jubilæum


 11. Oktober 2021

Den 29. september afholdt vi vores 15 års øljubilæum. I 2006 var der lige begyndt at komme spændende øl i butikkerne og jeg inviterede vennerne på en ølsmagning. Jeg vidste ikke noget om øl - overhovedet ikke - så jeg fik Vinspecialisten i Aalborg til at sammensætte en smagning. Og det ændrede alt.

Jeg blev grebet af historierne om øltyper, ølmærker og bryggerier, da jeg begyndte at læse om det. Vi skulle hver især fortælle om de forskellige øl. Og da jeg så smagte på varene, åbnede en ny verden sig.

Her 15 år efter ved jeg - og de andre - en del mere om øl, selvom der stadig er masser at lære.

Det var lidt svært at sammensætte en smagning, da vi gerne vil smage både specielle og varierede øl. Og markedet er nærmest oversvømmet med amerikansk inspireret øl - ligegyldig om det er spansk, russisk eller græsk øl. De nye bryggerier i England og Tyskland brygger også amerikansk øl, så det bliver efterhånden lidt ensartet det hele.

Der er masser af IPA, DIPA og NEIPA, der alle er forskellige og dog alligevel noget af det samme. Det gælder også for stout. Alle bryggerier laver samme stil efterhånden, men vi fik da sammensat et udmærket program.

Vi lagde ud med en mild sour fra Petrus. Petrus brygger Flamsk Rød, hvilket vil sige, at der ikke er tale om spontangæret øl, men en styret proces, hvor øllet ligger på store egefade og opnår en syrlighed fra træet. Deres Aged Pale Ale har ligget på egefad i 2 år, og det givet en helt pæn syrlighed.

'Red' er en spændende blandingøl på 8,5%. Den består at 15% Aged Pale og 85% Bruin med amarenokirsebær. Det giver en øl med en let syrlighed og en dejlig sødme og fylde fra bærene. Alle var lettere overraskede over resultatet, og der var bred enighed om af det fungerede godt. Selv de helt nye medlemmer blev ikke afskrækket af syrligheden.

Karakter 4


Derefter fulgte endnu en apperitif før maden. Urbanaut er et New Zealandsk bryggeri fra Auckland. De har lavet en Brut IPA - en partyøl på 7,1% - med navnet 'Copacabana'.

Brut IPA er en nyere IPA stil fra det nordlige Californien, hvor sukkeret er gæret helt væk, så øllet fremstår meget tørt. Samtidig giver det en livlig og brusende øl. Champagne er nok overdrevet, men det var en frisk, tørstslukkende øl med vægt på grape og en anelse sødlig frugt.

Karakter 4


'Vitus' fra Weihenstephaner er en lys Weizenbock på 7,7%. Det er en øltype, jeg sætter stor pris på, og hvor de andre øl i kategorien oftest er mørke, giver denne lyse udgave en anden nuance af smag. Det er traditionelle weissbiernoter, der kommer frem, men de er mere intense og kraftige. Der var nogle enkelte, der bedre kunne forlige sig med bryggeriets almindelige 'Weissbier mit hefe'. Men jeg kan lide det, og det passede godt til maden - tapas med pølse og ost.

Karakter 4

Bryggeriet Adnams kalder selv deres 'Tally-Ho' for en Barleywine, da det er deres stærkeste øl, men med 7,2% synes jeg mere, vi er i Strong Ale - kategorien. Det er en god, mørk øl med typiske engelske noter i retning af malt og brændt karamel. Udmærket balance fra engelsk humle til slut.

Karakter 4

Det var Ernest og George Adnams der i 1872 overtog The Sole Bay Brewery, og grundlagde et nyt moderne familiebryggeri. I 1880 drog George til Sydafrika og blev ædt af en krokodille, så Ernest måtte drive forretningen videre alene. Det er stadig i familien Adnams hænder.

Middagen blev afsluttet med en Milk Stout - aftenens letteste øl på 6,6%. Mad Scientist er fra Budapest i Ungarn. Bryggeriet blev grundlagt i 2016 af Csaba Tarján, Tamás Szilágyi and Gergő Závodszky. Det videnskabelige ligger i en udpræget trang til at gøre forsøg og eksperimentere med nye og anderledes udtryk. Forleden smagte jeg en Gose med jordbær og basilikum. Spændende, men måske med lidt for meget basilikum i længden.

Denne gang var der tale om 'Mocaccino' - en let stout med laktose, kakao, kaffe og Madagaskar vaniljebønner. Jeg forstår ikke helt placeringen af c'erne i navnet? Det er en let mundfylde, der ikke tiltalte alle. Den havde ikke den fylde, jeg normalt forbinder med milkstout. Den var mere tør og nærmest lidt i retning af schwarzbier. eller iskaffe.

Karakter 3+





mandag den 2. december 2019

Tid til en øl - Adnams Tally-Ho


2. December 2019


Adnams ’Tally-Ho’ smagte jeg i 2013 – fra fad på John Bull i Aalborg. Da jeg så den i en flaske udgave i Voldby Købmandsgård, tænkte jeg at smage den igen.

Adnams Brewery ligger i Suffolk - i byen Southworld og de ældste beretninger om et bryggeri på stedet går tilbage til 1396.

Brødrene George og Ernest Adnams købte The Sole Bay Brewery i 1872 og omdannede det til et nyt bryggeri, der stod færdigt i 1890 og som har været uafhængigt siden. I 1880 drog George til Sydafrika, hvor han blev ædt af en krokodille, så Ernest måtte selv drive bryggeriet videre.

Deres winter warmer ’Tally-Ho’ er den stærkeste øl, de brygger. De kalder den selv en barleywine, men med 7,2% er den vist på grænsen af en strong ale og en barleywine.

Det er en meget mørk øl med et svagt skumlag. I duften finder man malt, karamel og mørk frugt. Den er rund og behagelig. Smagen er præget af malten og brændt karamel. Man fornemmer en anelse alkohol. Det sødlige indtryk balanceres af en fin bitterhed i eftersmagen, Jeg kunne bedre lide den end i 2013.

Karakter 4

fredag den 29. januar 2016

Tid til en øl - Adnams Ghost Ship



29. Januar 2016
Vi er netop hjemvendt fra en dejlig aften i selskab med Simon & Garfunkel – eller næsten i hvert fald. ”The Simon & Garfunkel Story” er et show fra West End, hvor Dean Elliott og Jonny Smart – der næsten ligner og synger som originalerne – guider os gennem hele historien. Med sig har de tre dygtige musikere. En rigtig dejlig aften.

Inden koncerten gik vi på John Bull Pub, for at hygge os. Der kunne min kone få en sød, orange drink med sugerør og paraply, og jeg kunne nyde en øl Det blev en god pale ale fra Adnams.


”Ghost Ship” på 4,5% blev serveret i det rigtige glas, hvor navnet Adnams står skrevet ved foden med ophøjede bogstaver, der giver et godt greb om glasset. ”Ghost Ship” lyser spøgelsesagtig op i John Bulls dunkle atmosfære.

Navnet er inspireret fra en af Adnams mest hjemsøgte pubber i en af Englands mest hjemsøgte landsbyer – ”The Bell” i Walberswick. Hele kyststrækningen der er oversået med gamle, uhyggelig skibsvrag.

Opskriften er udviklet fra en øl ved navn ”Deathly Pale Ale”. Det var egentlig jubilæumsøllen på 100-årsdagen, der fik dette navn. Der kom dog kun nogle få eksemplarer på gaden, inden navnet blev ændret til ”Centenary Ale”. Den oprindelige etiket viste et kranium og korslagde knogle, og mindede for meget om symbolet for gift.


”Ghost Ship” er brygget med Pale ale-, Cara- og rugmalt. Det er brugt Citra og en blanding af amerikanske humletyper for at give den rette smag. Det er en gylden ale med skum, der sætter sig smukt i ringe på glassets sider. Duften er frisk med noter af grape og fyr. God smag, hvor malten først giver lidt fylde og dybde, hvorefter end friske humlesmag tager over. Pæn bitterhed ( efter engelsk målestok ) i eftersmagen. Nok den bedste øl, jeg til dato har smagt fra Adnams.

Karakter 4

fredag den 25. april 2014

Tid til en øl - Adnams Gunhill


25. April 2014

Vi havde en fantastisk danselektion i går, for nu er vi ved at kunne vores program til afslutningen. Så der blev danset igennem og den gamle krop er helt mørbanket her til morgen.

Jeg kunne ikke nå hjem inden dans, men måtte slappe af med en øl på pubben.

Adnams er et bryggeri der ligger i Southworld, Suffolk og deres nye slogan er da også: ”Beer from the coast”. Bryggeriet stammer fra 1857, hvor George og Ernest Adnams overtog et ældre bryggeri, der havde været på stedet siden 1396. I 1901 kom familien Loftus med, og de to familier har stadig kontrollen over bryggeriet.

”Gunhill” blev første gang brygget i 2008 for at fejre et af Southworlds kendetegn – de seks store kanoner, der peger ud over havet. De blev givet til byen i 1746 ( jeg har ikke helt forstået begivenheden – 262 årsdagen ? ). De bliver stadig affyret ved specielle lejligheder.

Det er en mørk rubinrød øl, der bliver beskrevet som en mellemting mellem en mørk mild og en brown ale. Der er brugt 4 forskellige malte ( chocolate, crystal, aromatic og tipple ), og det er Boadicea-humle, der balancerer indtrykket.

Det giver en øl på 4,0%, der har en væsentlig bedre fylde og kraft end alkoholindholdet antyder. Den har en frugtig aroma med sødlige noter af malt og chokolade i baggrunden. Den er aggressiv og skarp i sin fremtoning – egentlig ikke særlig mil. En mørk smag af skovbund og krudtrøg ( sikkert bare indbildning pga af navnet ) med bær og mørk frugt på sidelinien. Overraskende bitterhed til sidst.

Karakter 3+


tirsdag den 28. januar 2014

Tid til en øl - Adnams Spindrift


28. Januar 2014

Forleden faldt vejen forbi John Bull Pub, hvor månedens flasketilbud er ”Spindrift” fra Adnams, der ligger i Southworld, Suffolk. Jeg har tidligere skrevet om bryggeriet, der er fra 1872.

”Spindrift” er en nyere øl – en ”East Coast Blonde”, hvilket her bare betyder lys øl. Den er på 5,0% når den kommer i flaske, for de fleste engelske flaskeøl er til eksport, og de ved godt at andre landes øldrikkere ikke vil nøjes med 4,0%, som er fadudgaven.

Det er en smuk gylden øl med mange små bobler. Den har en lidt mørk humlearoma – lidt som skovbund i en nåletræsplantage ( lidt mulden fyrrenåle ). Det er Boadicea-humle ( ? ), der er brugt. Den har jeg ikke tidligere stiftet bekendtskab med, men den beskrives som mild og blød med noter at citrus og blomster. Den er kendt for sin modstandsdygtighed, og er opkaldt efter en keltisk dronning, der netop gav romere masser af modstand. Den føles meget levende og prikkende i munden. Den er frisk med lidt kiks, lidt engelsk flora og et pænt humlebid til sidst.

Karakter 3+

Navnet stammer fra det øverste skumsprøjt på brækkende bølger. ( se også etiket )


tirsdag den 10. december 2013

Tid til en øl - Adnams Tally Ho


10. December 2013

Billedet snyder lidt, for det er jo klart, at dette ikke er Adnams “Tally Ho”. Jeg har været til julefrokost i kirken, hvor der var stor buffet med god julemad, og ”Snebajer”, samt ”Blå” og ”Hvid Xmas”. Er der forskel på ”den blide hvide” og ” den rå blå”? Ja det er der, men det må nævnes at det er antydningens kunst der benyttes. Det er jo de ældste juleøl der stadig er på markedet – 1968, og de klarer sig fint på julebordet.


Men jeg har tidligere skrevet om dem, så jeg vil haste videre til ”Tally Ho” fra det engelske bryggeri Adnams.


Den kan forefindes på John Bull Pub i Aalborg. Som det ses af billedet er det en barley wine på 7,2%.   ”Tally Ho” har været brygget siden 1880, og er en winter warmer ( juleøl ). Den brygges i oktober i begrænset oplag. Alkoholprocenten kan svinge fra år til år.

”Tally Ho” er et engelsk udtryk der bruges ved rævejagter, for at anspore hundene, når man får øje på ræven.


Det er en mørk øl ( endnu mørkere i John Bull dæmpede belysning ). Aromaen er sødlig maltet – noget i retning af hvidtøl. Den har en god fylde. Den kan i starten være en smule besk i smagen, men ellers er det malt/kaffebolcher og sukker – efterfulgt af en antydning af humle til sidst.

Karakter 3+

mandag den 17. juni 2013

Tid til en øl - Adnams Innovation IPA

17. Juni 2013


I dag havde jeg lige en halv times tid efter arbejde, hvor jeg skulle vente på min kone blev færdig, så jeg fordrev tiden i solen udenfor John Bull. Naturligvis med en øl. En at månedens fadøl er ”Innovation IPA” fra bryggeriet Adnams i England.

Adnams der blev grundlagt i 1872, er mest kendt for at brygge øl, men de ejer også pubber og hoteller over hele England. Det var George og Ernest Adnams der grundlagde det, men i 1902 blev pierse og Jack loftus knyttet til bryggeriet, og begge familier er stadig med i bestyrelsen. Bryggeriet ligger i Southworld, der er en kendt badeby i Suffolk. ( Adnams bryggede tidligere en ”Suffolk Strong”, som ikke skal forveksles med ”Strong Suffolk” fra Green King. Fad udgaven af den øl hed Adnams Extra og vandt i 1993 guld ved Great Britains Beer Festival ).

denne nye ”Innovation IPA” skulle egentlig have været en engangsforeteelse ved åbningen at det nye bryggeri i nabobyen Reydon, men det belv en stor succes og man forsatte med at brygge. Den vandt guld i dens klasse i 2008.

Det er en American IPA. Brygget med en blanding af pale ale malt og hvede, og humletyperne er Boadicea fra England, Columbus fra USA og Styrian fra Slovakiet.

Det er en flot strågylden øl på 6,7%. Aromaen kom ikke helt til sin ret, da den blev serveret lidt for kold, men jeg kunne ane lys frugt, mest i form af engelsk vingummi. Forfriskende i sommersolen. Smagen er også præget af frugtnoter – solbær og grape er mest fremtrædende. Eftersmagen domineres af en tydelig bitterhed,

Karakter 3+