Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

fredag den 31. oktober 2008

Tid til en øl - Walpurgisbräu

31. Oktober 2008
Så blev vinderen i ”Vild med dans” kåret – og det var den rigtige vinder. Vi har selvfølgelig fulgt med i alle programmerne og blev jo sidste år inspireret til selv at starte med at danse. Og Marianne Eihilt har et par gange været vores instruktør. Men det var ikke grunden til, at vi stemte på dem. Joachim har fra starten overrasket og bevæger sig godt og han har en befriende form for humor, både på og udenfor dansegulvet. Herfra skal der lyde et stort tillykke.

Men uhyggeligt var det jo ikke, og denne aften er ellers forbundet med spøgelser og genfærd. 
Ja – egentlig er det jo Alle Helgens Aften, hvor man mindes de døde. Men Hollywood har medvirket til at forbinde de døde med spøgelser og uhygge. - og ikke nok med det, men også zombier, hekse, djævle og andre monstre, som huserer i gaderne i USA denne aften.

Halloween er oprindeligt en keltisk fest, hvor man fejrede høstens afslutning. Man tændte bål og tog masker på for at holde vinterens onde ånder borte.
I det niende århundrede flyttede pave Gregory III Alle Helgens Dag fra 13. maj til 1. november, for dermed at gøre en hedensk fest kristen. ”Halloween” er en sammetrækning af ”All Hallows’ Even” og ligger aftenen før.

Det er en aften, hvor man passede kan drikke ”Pumpkin Ales” eller måske nogle af de belgiske djævlebryg – ”Duvel”, ”Lucifer” eller ”Sloeber”.
Under min sommerferie i Harzen besøgte vi ”Hexentanzplatz” der ligger lige i nærheden af Bloksbjerg. Her samledes heksene for at danse, inden de tog til Bloksbjerg. ( Her har vi nok det eneste link til starten af bloggen ). Dansepladsen er indrammet af en ring af mystiske store sten, så det tyder på, at det er rigtigt nok. Her fandt jeg en øl fra den lille by i nærheden, Quedlinburg. Det var ”Walpurgisbräu”, der som navnet antyder knytter sig til Walpurgisnacht – Skt. Hans aften.
Men den kunne ikke holde et helt år. Faktisk har den allerede overskredet sidste salgsdato med en måneds tid, så jeg er lidt spændt på den. Det er trods alt ikke alle øl, der kan holde. Men den passer fint til denne hekse- og spøgelsesaften.

Heldigvis smager øllen fortræffeligt.
Det er en mørk/kulsort øl, der vel må betragtes som en Schwarzbier, selvom den betegnes ”Dunkles Landbier”. Skummet er brunt af mørk malt og temmelig kraftigt. Aromaen er fyldig med antydning af lakrids. Smagen er også fyldig i starten - med lakrids, ristet malt og kaffe, men samtidig har den en lethed, der kendetegner mange tyske, mørke øl. Den er nem at drikke. Eftersmagen er kun let humlet. Det er lakridsen der hænger ved i lang tid. Lækkert.
Karakter 4

torsdag den 30. oktober 2008

Tid til en øl - Southampton Pumpkin Ale

30. Oktober 2008
I aften har vi atter været til dans. Det er stadig væk sjovt, men vi har heller ikke så svært ved trinene. Det er også hårdt – dels for skuldrene og så fordi nogle af dansene går temmelig hurtigt. Jeg kender ikke flere øl med dansenavne, nu vi er kommet over ”Tanglefoot” og andre i samme stil.
Vi må derfor vende os til andre øl og nu er det jo tiden for ”Halloween”-øl.

I morgen er det Halloween og det er en tradtion, der stammer tilbage fra de keltiske druider. Som så mange andre fester blev den keltiske høstfest kristnet, men den fortælling må vente til i morgen. Det er især i USA at traditionen har bidt sig fast, men i de sidste år er den begyndt at brede sig til f.eks Danmark på samme måde som Valentines dag. I USA fejres dagen ved, at folk klæder sig ud som spøgelser og monstre, og børnene går rundt og tigger slik. Lidt ligesom fastelavn her hos os. Og efteråret er jo den store høsttid for græskar ( pumpkin ). Derfor skærer man hoveder ud af græskar og sætter lys i. ( Jack-o’-Lantern). Og så spiser man f.eks pumpkin-pie.

Tilbage i de tidlige kolonidage var den ofte mangel på byg til at lave malt med og derfor brugte man andre ingredienser, når der skulle laves øl. Og græskar var der nok af. De indeholdt noget sukker, der kunne forgæres og tilførte samtidig en speciel og særegen smag til brygget. Så amerikanerne er vokset op med græskar øl i alle afskygninger.

Langt ude på Long Island  i staten New York ligger byen Southampton og her startede Phil Markowski i 1996 det første mikrobryggeri/restaurant i området. Det brygger en stor variation af øl, bla. en belgisk serie og så har det også denne amerikanske specialitet på programmet.

”Southampton Pumpkin ale” er en ale på 6,0%. Den brygges med en mængde græskar og traditionelle Pumpkin-Pie krydderier, som vist er kanel, muskatnød og ingefær. Den brygges som en sæsonøl om efteråret. Jeg smagte denne øl sidste år til Halloween, og ved egentlig ikke, om den er i handlen i Danmark i år. Jeg fandt den i Ølkonsortiet. Jeg har selv valgt en anden øl til i morgen.

Den ligner virkelig en græskardrik. Farven er orange og en anelse sløret. Skummet er lyst med et gulligt skær og forsvinder relativ hurtigt. Duften er sødladen med - selvfølgelig – græskar og noter af bla. kanel. Smagen er pænt fyldig og sød, dog uden at det bliver vammelt. Også her træder græskarsmagen frem sammen med søde krydderier. En let bitterhed forsøger at balancere indtrykket, der fortsætter i eftersmagen. Det er altid spændende at smage nye ølvarianter, men man skal nok være amerikaner for helt at gå i selvsving over denne øl. I længden bliver der for meget sød græskar i smagen.
Karakter 3+

onsdag den 29. oktober 2008

Tid til en øl - Hoppin' Frog

29. Oktober 2008
Efter pausen ( se 28.okt ) var banen kridtet op til en halvleg med mere velkendte øltyper, men heldigvis blev det ikke kedeligt af den grund.

Det var det lille bryggeri ”Hoppin’ Frog” fra Akron i Ohio. Det blev oprettet af Fred Karm i 1994 og har siden kun sendt et fåtal øl på markedet. Der bliver kælet for alle detaljer.
Jeg ved ikke, hvorfra navnet stammer, men det har formodentligt noget at gøre med humle ( hops ) og deres slogan lyder : ”Hop over to great beer”  Måske er der bare mange frøer i Ohio.

Den første øl var en ”Hoppin’ to Heaven IPA”på 6,5%. Det er en gylden ale med hvidt skum og en kraftig duft af amerikansk humle. Det er en øl, der fylder godt i munden – lidt pågående, men alligevel med en maltet sødme, der dog hurtigt bliver udfordret af humlen. Citrus og grape er de fremherskende indtryk i eftersmagen, der er lang og god. En dejlig IPA.
Karakter 4

Derefter skiftede vi helt karakter til en ”Silk Porter” på 6,2%. Det er et forsøg på at finde frem til den originale engelske porter. Det er en meget mørk øl med et brunt skumlag. Duften er sød og maltet med et tydeligt ristet præg og man aner chokolade. Mundfornemmelsen er yderst lækker og blød, og chokoladen træder tydeligt frem i smagen. Der er kun i en ringe bitterhed ( 26 IBU ) og man kunne måske frygte at oplevelsen blev for sød, men så skal der i hvert fald mere til end 10 cl.
En meget behagelig porter.
Karakter 4+

”Bodasious Black and Tan” er en rigtig blandingsøl, hvor man har brugt ”B.O.R.I.S.” stout og blandet ”Hoppin’ to Heaven IPA” i. Det giver en øl på 7,6% og den ligner umidelbart en Stout – mørk og tung, men duften er i høj grad præget at IPA’ens humle. Det er en spændende blanding, der giver lidt af hver øl, men jeg tror nu nok jeg foretrækker dem hver for sig.
Karakter 3+

Nu kom der til gengæld en rendyrket IPA på banen – ”Mean Manalishi”. Eller rettere en dobbelt IPA. Sven Nyman meddelte, at det efter hans mening også var en underdrivelse, for IBU’en løber for denne øl op i 168.
Der må være tale om en Triple IPA. Samtidig blev vi orienteret om at vore smagsløg ikke kan registrere bitterhed over 100 IBU og så er der jo ikke noget at frygte. ( Man kan spørge sig selv: ”hvorfor så brygge kraftigere?”, og svaret er vel: ”fordi man kan” ). Jeg har jo tidligere haft mine problemer med kraftig humle, men er det sidste års tid blevet godt vant til det, og denne øl virkede slet ikke overdrevet. En lys gylden øl med godt lyst skum. Duften i den grad præget af humle.
Fylder godt i munden og humlen giver tydelige noter af sød grape. Bitterheden er flot balanceret med en god maltfylde, men det er helt klart, hvilken retning denne øl vil. ( Alk. 8,2 % )
Karakter 4+
Navnet ”Mean Manalishi” er det lidt svært at forstå. Den eneste reference til Manalishi er den sidste sang Peter Green skrev til Fleetwood Mac. Den hedder ”Green Manalishi”, men også her ved vi ikke helt hvad ordet dækker. ? ?

Denne ølsmagning havde været meget interessant. Dels de nye - og for mig lidt anderledes øl fra ”Jolly Pumpkin” og disse fantastiske øl fra ”Hoppin’ Frog”. Stemningen til smagningen var helt i top. Snakken gik frit og der var både seriøse og muntre kommentarer. Fin information, selvom noget nok er smuttet i hukommelsen.  – og så er der stadig en enkelt øl tilbage.

”B.O.R.I.S.” – det lyder meget russisk, og det er den på en måde også. 
”Bodasious Oatmeal Russian Imperial Stout” er en øl, der netop her i oktober har vundet guldmedalje i ”The Great American Beer Festival 2008”, og det virker fuldt fortjent.
Kulsort og lys-uigennemtrængelig, næsten mørkebrunt skum. Ekstrem kraftig duft med kaffe, chokolade og ristet malt. Dejlig fylde i munden. Smagen er nuanceret med chokolade, kaffe og en anelse lakrids. Derudover kommer humlen mere til sin ret end i porteren, og hæver denne øl noget højere op. Det var samtidig aftenens stærkeste øl på 9,4%.
Karakter 5

tirsdag den 28. oktober 2008

Tid til en øl - Jolly Pumpkin Artisan Ales

28. Oktober 2008
Netop hjemvendt fra en meget interessant ølsmagning med 2 meget forskellige amerikanske bryggerier. Smagningen blev afholdt i Ølkonsortiets lokale, hvor der ikke er meget plads, men til gengæld en fin atmosfære. Vi var ca. et dusin til stede og lidt færre stole, så nogle af os sad på et par stablede papkasser med øl i. Det holdt fint.
Sven Nymann præsenterede de to bryggerier – Jolly Pumpkin Artisan Ales og Hoppin’ Frog, og tanken havde været, at vi skulle veksle mellem de to.
Den plan blev fraveget, da der var meget stor forskel på bryggeriernes profil og øltyper, så vi lagde ud med 5 øl fra Jolly Pumpkin Artisan Ales.

Bryggeriet ligger i Michigan og stammer fra 2004, men brygmesteren Ron begyndte at brygge professionelt allerede i 1995.
Det virker som om de morer sig rigtig godt på bryggeriet. Alene navnet siger en del.
Alt var klart, men man manglede et specielt navn, så i løbet af foråret dukkede et væld af forslag op, men det navn, man altid vendte tilbage til, var Jolly Pumpkin, og til sidst blev det vedtaget. Dertil tilføjede man Artisan Ales, hvilket betyder det er kunsthåndværk. ( Artisan har samme grundstamme som ordet artist ). Derudover leger man med et sørøvertema og brygmesterens øgenavne er da også: ”Captain Ron” og ”Brewmaster Spooky”

Aftenens første øl var ”Calabaza Blanca” på 4,8%. Calabaza er et spansk navn for græskar
( Pumpkin) og denne øl skulle være en belgisk Biere Blanche krydret med koriander og appelsinskal. Det var noget svært at genkende.
Vi var blevet advaret om at alle øl fra Jolly Pumpkin ville være syrlige pga brugen af vildgær og det var sandelig også rigtigt. Denne hvedeøl var klar og lys og duften var skarp og syrlig. Også smagen var præget af stor syrlighed, der mindede mig lidt om en cider jeg aldrig fik drukket færdig. Jeg havde svært ved at opfatte den som en belgisk wit, men der var visse ligheder med andre syrlige belgiske øl.
Karakter 2

Næste øl var noget anderledes. ”Oro des Calabaza” – en fransk belgisk strong ale på 8,0%. Denne øl eksploderede nærmest, da den blev åbnet og skummet flød ud over gulvet. Øl nr. 2 blev åbnet nede i en spand. Den har en lidt mørkere farve med en varm gylden glød og duften er mere fyldig og interessant. Der er en duft, jeg ikke helt kan sætte navn på, måske melon?. Smagen er stadig syrlig, men har en større fylde og lidt mere maltsødme. Eftersmagen er syrlig og også noget bitter.
Karakter 3

Derefter vendte vi os fra sørøvertemaet til hundetemaet. En del af øllene er opkaldt efter hunden Bam, der overlevede at blive kørt over, og som efter sigende nu vil bæres over gaden.
”Bam Biere” er en lys gylden øl med en anelse slør. Den er på 4,5% og brygget efter den belgiske saison. Dette er jo en øl, der har et vist syrlig præg og derfor ligger ”Bam Biere” tættere på den originale type. Den minder en del om aftenens første øl, men er meget rund og blød og med en lidt mere bitter eftersmag.
Karakter 2+

Derefter fulgte et forsøg på at lave en øl efter engelsk forbillede. ”E. S. Bam” på 4,7%. Det er selvfølgelig en Extra Special Bitter, men den almindelige engelske pubgæst vil nok have lidt svært ved at genkende typen. Det havde vi i alt fald.
Det er en ravfarvet øl med fint lyst skum, så den del passer godt nok, men den allestedsnærværende syrlighed vil nok komme bag på mangt en englænder. Det er en letdrikkelig ( tynd ) øl med en svagt ristet udertone. Eftersmagen er smagen en blanding af syrlighed og bitterhed.
Karakter 2

Den sidste øl inden strækkebenpausen var ”La Roja”, hvor vi igen vendte os mod piraterne i det Caraibiske Hav.
Det er en mørk øl med et klart rødligt skær og en duft der minder om rødvin. Det er en øl, der lægger sig tæt op at typen Flamsk Rød, der også har denne karakteristiske syrlighed. Dette er nok den bedste af de 5 øl. Den virker mere helstøbt og balancen mellem syrlighed og maltsødme passer bedre til mine smagsløg end de andre. Igen en syrlig/bitter eftersmag.
Karakter 3+

Så er der pause………..fortsættes

mandag den 27. oktober 2008

Tid til en øl - Kronenbourg Blanche

27. Oktober 2008
Det er meget sjældent at se blå flasker til øl, men ”Blanc” fra bryggeriet Kronenbourg kommer netop i denne farve. Det ser enormt flot ud. At det så måske ikke er den bedste farve til at holde sollyset ude er en anden sag. Den brune flaske er bedst eller evt. den grønne, så når man ser f.eks klart glas omkring en øl, er det sikkert fordi, det ser godt ud.
Der er mange der foretrækker dåseøl, men jeg synes personligt, de er for ens og kedelige. En del af glæden ved at drikke øl er variationen i flaskens form og farve. Det er med at bruge alle sanser, når vi drikker vores øl.
Og den blå farve virker frisk og indbydende. Flasken har ydermere en speciel form med en indsnævring, der giver et godt greb, og man har skrevet 1664 med forhøjede bogstaver. ( se billede, hvor man også kan se min humleplante i baggrunden. ).

Kronenbourg ligger i Alsace i det østlige Frankrig. Hovedkvarteret ligger i Strassbourg, men produktionen blev i 1850 flyttet til det højere beliggende Cronenbourg pga oversvømmelser.
”Blanc” er en Witbeer efter belgisk mønster. Den er brygget på helt lys malt. I gamle dage blev malten lufttørret, hvilket gav en hvidlig malt. Deraf navnet. Det gælder sikkert stadig, men om man bruger tekniske hjælpemidler, ved jeg ikke. 
I en belgisk witbier er der normalt brugt omkring 40% hvedemalt, modsat de tyske hvor mindst 50% skal være hvede. Det oplyses ikke, hvordan forholdet er i denne øl, men den minder om en let belgier.

Det er en meget lys, næsten hvidlig øl på 5,0%. Den er sløret af gærrester og toppet af fint hvidt skum. Duften er krydret med koriander og citrus og fornemmelsen er livlig i munden. Smagen er lettere end f.eks Hoegaarden Wit. Den virket mindre parfumeret, selvom den stadig har præg af  koriander og appelsinskal.
En dejlig let forårs- og sommerøl, der nok ikke helt kommer til sin ret på nuværende tidspunkt.
Karakter 3+

I morgen aften skal jeg til en spændende ølsmagning i Ølkonsortiet, hvor vi skal smage helt nye øl fra de amerikanske bryggerier ” Hoppin’ Frog” og ”Jolly Pumpkin Artisan Ale”. Det glæder jeg mig til, og jeg skal nok få skrevet noget om dem senere.

søndag den 26. oktober 2008

Tid til en øl - Malheur 12

26. Oktober 2008
I dag har jeg valgt en lille stor øl. Lille - fordi den kun er på 25 cl og stor – fordi smagen er fyldig og fuld af nuancer.
Sådan en regnvejrsdag, hvor det simpelthen har øset ned det meste af dagen, trænger man til en god varmende belgisk øl.

Og i det østligste Belgien, i byen Buggenhout ligger det lille bryggeri ” De Landtsheer” der brygger ”Malheur”. Navnet betyder ulykke eller uheld, men de har sandelig haft held med deres øl. Emanuel de Landtsheer åbnede i 1997 et bryggeri for at genoplive familiens tradition som bryggere. Indtil da havde familien i en årrække dyrket humle – Saaz, Styrian og Hallertau, og det er også disse humletyper der bruges i deres øl.
De brygger 3 typer: Malheur 6 – 10 -12, og procentsatsen følger betegnelsen. Aftenens øl er således på 12%.

Det er en meget mørk. lidt uklar øl med en beige skumhat, der hurtigt svinder ind på grund af den stærke alkohol. Til gengæld forsvinder det ikke, men lægger sig i et tyndt lag over øllen. Duften er kraftig og giver associationer om hedvin, med noter af sveske og blomme. Der er brugt flere malte, bla. chokolademalt. Det tynde skumlag giver en blød fornemmelse, lige når man først får øllet i munden, men så tager en perlende livlighed fat.

Dette skyldes den helt specielle champagnegær, som benyttes. I samme område finder vi også Bosteel, der brygger champagneøllen ”Deus”. Man benytter en fransk metode ved navn ”remouage” hvor man hver dag vender flaskerne, mens de lagres. Samtidig stilles de mere og mere på hovedet. Dette sker for at samle gærresterne i flaskens hals. Derefter fryses halsen og når man åbner proppen skydes gærresterne ud. ( Læs evt. den fine beskrivelse i ”Det belgiske øl ” af Rolf Nielsen).

Det giver som sagt den fine livlighed i munden og tilsidst skummer øllet op og afslutter igen med en blød fornemmelse. Smagen er meget stor og fyldig med elementer af blomme, sveske og chokolade, samt det vinøse præg fra alkoholen. Øllet lagres på toastede egetræsfade, hvilket også er med til at give præget af vinøsitet. Eftersmagen er langvarig og afsluttes med et lille syrligt strejf. Humlen trænger sig ikke på, men balancerer øllet meget fint. Man sidder tilbage med en behagelig prikken i munden og dejlig varm fornemmelse.
Karakter 5

Så kom der alligevel noget godt ud af sådan en regnvejrsdag.

lørdag den 25. oktober 2008

Tid til en øl - Ein Stein

25. Oktober 2008
I foråret afholdt Aalborgafdelingen af Danske Ølentusiaster en ølsmagning, hvor One Pint fra Hobro kom på besøg. Det var de 2 ejere – Henrik Kirkegaard og Nick Sharpe – der fortalte om engelske ales. Og sikke en viden de havde, og de kunne tilmed en masse gode historier. Så det blev en meget lærerig eftermiddag i hyggeligt samvær.
One Pint har været med fra starten af det danske øleventyr, og begyndte tidligt at distribuere øl fra Thisted Bryghus.
Og selv om det var en engelsk ølsmagning, kunne de ikke nære sig for at fortælle om den sidste nye øl fra Thy. ( Vi smagte den dog ikke ).
Brygmester Peter Klemmensen har taget den gamle tyske tradition med stenøl op. Lavasten opvarmes til ca. 800 O og nedsænkes i urten. Der vil så dannes et karamellag omkring disse sten og det afgiver smag til urten under den lange lagring.

”Ein Stein” er, som navnet siger, brygget på én lavasten - en stor lavasten. Ideen kom, da Peter Klemmensen og Henrik Kirkegaard ville fejre deres fælles samarbejde. Selve navnet knytter sig til Henrik Kirkegaard, og oprindelsen til dette navn er den vældig god historie, som man må tage til ølsmagning med One Pint for at høre.
Der var ikke brygget så mange af denne øl på det tidspunkt og jeg ved ikke, om den stadig er i handlen, men jeg købte et eksemplar med hjem.

I dag havde vi gæster på besøg til en hyggelig aften, og vi skulle så prøve denne stenøl inden maden.
Den er på 7,8% og oplysningerne på etiketten er sparsomme – Brygget på bygmalt og humle og det gode vand fra Thy og tilsat et par e-numre.
Den har en flot mørk karamelfarve og skummet er lyst med et lidt gulligt skær. Det er en overgæret øl, som sagt brygget på én lavasten. Duften er lidt krydret og fornemmelsen er frisk og livlig. Smagen er maltet med karamel og lidt kryddernoter, der minder lidt om belgisk gær. I kataloget fra European Beerfestival er den beskrevet som en American Strong Ale, men selvom humleprofilen er markant og tydelig, synes jeg ikke, det minder særlig meget om amerikansk humle. Eftersmagen er god med en tydelig bitterhed.
Karakter 3+

fredag den 24. oktober 2008

Tid til en øl - Seven Giraffes

24. Oktober 2008
I dag var jeg lige en smut omkring Ølkonsortiet i Aalborg for at købe en engelsk ale. Jeg havde jo forleden smagt ”Fiddler’s Elbow fra Wychwood og kunne godt tænke mig en af de andre fra bryggeriet, men desværre – de var allerede væk. Der er hurtig udskiftning i den butik.
”Hvad skal jeg så smage?” sagde jeg og kiggede fortvivlet på det enorme udvalg af øl og kunne ikke bestemme mig.
”Du skal da have 7 giraffer” sagde Svend, der bestyrer butikken.
”Hva’ pokker”, tænkte jeg ” er han begyndt at sælge Albani øl.” Det kunne såmænd også godt passe på prisen. 7 giraføl fra Albani koster vel ca. det samme som en enkelt af de andre øl i butikken. Men heldigvis havde han noget andet i tankerne.

”Seven Giraffes” fra et bryggeri jeg ikke før havde hørt om – troede jeg. ”Williams Bros Brewing Co.” er de samme folk som står bag de historiske øl fra ”Heather Ales”. – Og dem kan jeg vældig godt lide.
Og giraffen så enormt sød ud, så den købte jeg med hjem.

”Seven Giraffes” er en helt ny øl, der ikke engang er kommet med på deres hjemmeside endnu
“William Bros Brewing Co.” ligger i Alloa i det centrale Skotland og er skabt af Scott og Bruce Williams, der har 8 andre med på holdet. De har brygget de historiske øl siden 1992, men i 2004 købte de et gammelt bryggeri i Alloa og har siden opbygget et alternativt supplement til ”Heather Ales”.

”Seven Giraffes” er brygget på 7 forskellige malte (?) og der er yderligere tilsat Hyldebær, Citronskal og – som noget nyt – humle.
Øllet står utroligt flot i glasset. Der er ingen bobler, så det ligner flydende rav. Skumtoppen er hvid og holder sig fint. Man fornemmer meget tydeligt hyldebærblomst i aromaen. Fornemmelsen i munden er skarp og frisk. Smagen er præget af hyldebær. Lige i starten tænker man, om det er en øl eller en hyldeblomstdrik, men så tager humlen over og afgør den sag. Jeg fornemmer mest citrussmagen i eftersmagen, der er dejlig lang, syrlig og pænt humlet.  
Karakter 4

Denne øl bør blive en af næste sommers store øl. Den er frisk og let og slukker tørsten godt, samtidig med den byder ind med lemon og humle. Jeg kunne forestille mig, at den var god til thaimad.

torsdag den 23. oktober 2008

tid til en øl - Morocco Ale

23. Oktober 2008
En af de mere specielle efterårsøl er den krydrede ”Morocco Ale” fra Daleside i Yorkshire.
Bryggeriet blev etableret i Harrogate i midten af 1980-erne og er udvidet flere gange. De brygger en stor variation af traditionelle engelske øltyper. Derudover har de også taget en af Englands mest specielle og mystiske øl til sig.
”Morocco Ale” stammer tilbage fra starten af 1600-tallet, hvor man på Levens Hall i Westmoreland bryggede en mørk øl med en intens glød. Opskriften var en hemmelighed og var bogstaveligt gået under jorden ( gravet ned i haven ) under den engelske borgerkrig 1641 -53, hvor Cromwell kæmpende mod Royalisterne. Det var kongerne Charles I og Charles II. og krigen endte med Charles I’s henrettelse og at Charles II måtte flygte i eksil.
Ejeren af Levens Hall - James Grahme - var  hofmand hos Charles II. Charles havde giftet med en portugisisk prinsesse – Catherine af Braganza – og hun havde fået en del marokkanske hoffolk i medgift.  James Grahme syntes, deres hudfarve mindede om den ale, man bryggede hjemme på Levens Hall og kaldte den derefter ”Morocco Ale”

Charles II måtte flygte, men Morocco Ale blev gravet frem igen og blev indtil 1877 serveret ved det store, berømte Garden Party i maj måned. Her fik man en udgave, der var lagret i 21 år, og nye besøgende skulle indtage et glas, stående på et ben mens de reciterede: ”Luck to Levens whilst t’Kents flows”
Jeg må indrømme, at det gjorde jeg da også, første gang jeg smagte denne øl, dog uden at drikke den i en slurk.

Jeg ved ikke om Daleside har fået fat i den rigtige originale opskrift, eller de bare gætter sig frem, men det er en særegen og interessant øl.

Det er en mørk, brun øl med et kobberagtig glød og en fin skumtop. Allerede i duften fornemmes en meget krydret øl. Smagen er da også præget af et væld af divergerende indtryk, hvor jeg bedst kan skelne ingefær og fyrrenåle, men ellers er der mange andre nuancer. Det er svært at finde nøjagtige oplysninger om indholdet. Når man søger på nettet efter andre folks indtryk, er det meget forskelligt, hvad de kan smage i denne øl. Det er en øl, man selv bliver nødt til at prøve.

Den første tår plejer for mig at være så speciel, at jeg lige skal se den an. Derefter er det som om den vinder lidt og bliver bedre og bedre et stykke tid, for så igen at blive lidt for meget – lidt for speciel. Indtrykkene farer af sted i forskellige retninger. Det er en øl, jeg helst skal dele med nogen, så er den lige tilpas.
Karakter 3+

onsdag den 22. oktober 2008

Tid til en øl - Fuglsang NightingAle

22. Oktober 2008
I dag stod menuen på ”Mørbrad Surprise” – vist nærmest fordi den var improviseret over, hvad der var i køleskabet. Mørbrad med rød peber, æble og ananas i en dejlig karrysovs og med ris og ærter til. Det duftede og smagte himmelsk.

Jeg fandt en øl ,jeg for nyligt har fået foræret af familie i Sønderjylland. En øl fra det gamle sønderjyske bryggeri ”Fuglsang”
Dette bryggeri blev påbegyndt i Haderslev i 1864 af Søren Christian Fuglsang. Der var jo ellers en del ballade i Sønderjylland på den tid, men i sommeren 1865 opførtes første del af bryggeriet.

På det sidste har bryggeriet udsendt nogle nye øltyper med fugletema – Black Bird – Fønix – Golden Bird og NigtingAle, der er aftenens øl. Det er selvfølgelig en engelsk ale – det ligger allerede i etikettens ordspil. Den er på 5,2% og er nærmest at betragte som en mild ale.

Den viser sig fint i glasset med en mørk ravfarve og en pænt offwhite skumlag. Duften er maltet og bærer lidt præg af nisseøl ( eller det er måske bare julestemningen der allerede trænger sig på ).
Fornemmelsen er lidt neutral, men til den friske side. Smagen er maltet og ender igen med et strejf af nissehvidtøl. Eftersmagen er kortvarig, og der er ikke meget bitterhed.
Karakter 2+

tirsdag den 21. oktober 2008

Tid til en øl - Neuzeller Original Badebier

21. Oktober 2008
I dag var den lille killing ved dyrlægen. Han fandt dog ingen brud eller noget der var gået af led, men mente det var en forstuvning af knæet, så nu håber vi den kommer over det. Den er også begyndt at støtte lidt på benet, men det ser nu stadigt forkert ud. Den er dog ikke særlig påvirket af det, men er begyndt at tosse rundt igen – springe ned fra stole og sådan noget – til vores store forskrækkelse.

Efter sådan en kold regnvåd dag, ville det være godt med et dejligt varmt karbad, og så kunne man jo bruge dagens tyske øl – en ”Badebier” fra Neuzeller. Dels kan man drikke den, men man kan også hælde den direkte i badevandet. ”Deutschlands erstes Bier zum baden und trinken”
Gærresterne virker fugtighedsgivende og der er mineraler og vitaminer i. Humlen virker beroligende og kulsyren gavner blodgennemstrømningen. I hvert fald hvis man skal tro brugsanvisningen. Efter et ølbad vil man føle sig som nyfødt.

Jeg har desværre ikke selv prøvet denne behandling. Dels har vi kun brusebad, og så er det jo nok lidt spildt – dels er jeg lidt for nærig med min øl, så jeg har kun smagt den.
Men jeg har da hørt, at det skulle være sundt for håret, at vaske det i øl, så måske er der noget om det.

Bryggeriet ”Neuzeller Klosterbräu” ligger i Neuzelle i Tyskland, og har til huse i et gammelt kloster fra 1200-tallet. Der er brygget øl, der i over 400 år, men i1992 blev det overtaget af de nuværende ejere. De brygger flere forskellige øl, bla. denne ”Badebier” og en tilsvarende ”Anti-Aging Bier”

”Original Badebier” er en mørk, næsten sort øl med brunligt skum. Den kan vel karakteriseres som en dunkel eller måske en schwarzbier. Skummet en kun middelkraftigt, så hvis man vil have et skumbad, må man bruge en del og hælde fra stor højde. Duften er præget af ristet malt. Fornemmelsen er let og frisk, som det ofte er i tysk øl og smagen er domineret at ristet malt med noter af chokolade og rosin. Eftersmagen er god , med en let bitterhed.
Karakter 3

Måske var mine forventniger sat lidt højt, for den virker en smule anonym sammenlignet med mange andre tyske mørk-øl. Men jeg vil alligevel mene det samme, som denne anmeldelse jeg så engang : ”This beer is better in you than on you”.
Måske må man tage på kurophold i Tyskland for at prøver den udvortes virkning af øl. Ellers støder man jo nogle gange på en øl, der vil gøre større gavn i håret end i maven, men det er heldigvis ikke så tit.

mandag den 20. oktober 2008

Tidtil en øl - Fiddler's Elbow

20. Oktober 2008
Til aften - da vi kom hjem - så vi at vores lille kattekilling haltede. Jeg tror, dens ene hofte er gået af led, men det har ikke været muligt at komme til dyrlægen, for der er lukket. Undtagen på dyrehospitalet, hvor der er 100% ekstra betaling for behandling. Så den lille kat må klare sig til i morgen. Heldigvis havde vi noget smertestillende til katte, som den har fået en halv tablet af, så nu sover den i det mindste. Stakkels dyr.

Og så til noget helt andet.
Der var engang – hvor man have et stor udvalg af udenlandsk øl i den lokale Brugs. Det var mest engelsk ale, men også en del belgisk. Det var før jeg rigtig var begyndt at interessere mig for øl, men min kone syntes, at jeg skulle prøve og købte indimellem nogle med hjem.
Jeg kan huske navne som ” Monty Python’s Holy (Gr)ail” og ”Hobgoblin”. Disse øl er desværre blevet fordrevet af et meget mindre udvalg af dansk mikrobryg, der ikke alle lever op til standarten.

”Hobgoblin” er en øl fra den britiske bryggeri ”Wychwood” der ligger i byen Witney i Oxfordshire.
Bryggeriet har navn efter den gamle middelalderskov Wychwood, der allerede var omtalt i ”The Doomesday Book” og dengang dækkede en stor del af West Oxfordshire. Den tilbageværende skov ligger lige udenfor Witney.
I 1841 blev Clinch Brewery bygget i byen og det fortsatte indtil 1961. I 1983 købte Paddy Glenny bryggeriet og han fik 2 år senere en kompagnon i Criss Moss. De ændrede i 1990 navnet til Wychwood Brewery.

Wychwood øl har navne, der er som sprunget ud af den populære Fantasy-verden. Det er øl, der kan drikkes til rollerspil. ”Hobgoblin” – ”Circle Master” – ”Black Wood” – ”WychCraft”, for bare at nævne nogle.
Jeg så i Ølkonsortiet, at de havde fået et par Wychwood øl på hylderne, og måtte lige smage ”Fiddler’s Elbow”
For en musiker er ”Fiddler’s Elbow” et interessant navn. Det er skovens spillemand, der spiller vores bekymringer væk, og hans albue flyver frem og tilbage og nærmest hypnotiserer os til at følge ham og hans musik.
Øllene fra Wychwood har ikke været til at købe i et stykke tid. Jeg smagte en dåseudgave af ”Hobgoblin” sidste år og blev en smule skuffet, så jeg er lidt spændt på denne her.

Det er en ravfarvet ale på 5,2%. Den er brygget på byg- og hvedemalt  og det giver en livlighed til øllet med mange små bobler. Skummet er tykt og hvidt og der er en fin blomsteragtig aroma.
Det er en frisk øl med en behagelig smag af blomster og et lille snert at citrus fra Styrianhumlen.
Eftersmagen er god og har en fin bitterhed. Det var en positiv overraskelse, så måske skal jeg give ”Hobgoblin” en chance til.
Karakter 4

søndag den 19. oktober 2008

Tid til en øl - Ebulum

19. Oktober 2008
I dag har vi kørt de unge mennesker ned på efterskolen. Vi havde lånt min lillebrors bil, for der var 5 efterskoleelever, der skulle af sted, og de havde meget bagage. Det har været hyggeligt at have dem på besøg. Min datter har glædet sig meget. De sov længe. Vi havde omdannet et værelse til en stor seng med flere madrasser på gulvet, og de sov i en stor bunke. Mere vil vi ikke vide, men de har sikkert opført sig sobert. Inden de stod op havde vi allerede afsluttet 2 jobs – aviserne og søndagens gudstjeneste.
Noget af det, der binder dem sammen, er interessen for bla. keltisk musik. Der er en, der spiller guitar, en på violin og en på klaver osv. Min datter spiller selv violin og synger.

Så jeg har her efter køreturen fundet en keltisk øl frem – fra Wales oprindeligt. Det er det skotske bryggeri ”Heather Ales” der har specialiseret sig i historiske øl – fra tiden før man begyndte at bruge humle. Humle kan ikke dyrkes i Skotland, da der er for koldt, så man har haft tradition for at bruge alternative urter til at tilføre bitterhed.

I 1986 fik en hjemmebryggerforening i Glasgow oversat en gammel gælisk opskrift på Lyng-øl
( Leann Fraoich ) og Bruce Williams begyndte derefter at eksperimentere med mængde og sorter af lyng. Han afprøvede resultaterne på sine kunder i pubben og i 1992 var recepten klar, og han kunne sælge sin bryg under navnet ”Fraoch”. Derefter er produktionen vokset støt og andre historiske øl er kommet på programmet.

”Ebulum” stammer fra de walisiske druider i det 9. årh. Ebulum betyder hyldebær og der er tilsat modne bær til drikken. Den er en del af de gamle druidiske efterårsfester, hvor ”The Elders” bryggede en stærk ale til landsbyens folk og krydrede den med ”Elderberries”. Denne opskrift er fundet i et dokument fra 1600-tallet, der beskrev traditionelle drikke i det skotske højland.

Den er brygget på mørk ristet havre, bygmalt og hvede – kogt med urter og tilsat hyldebær. Procenten er på 6,5%. Den er en kulsort ale, med en brun skumtop, der holder fint. Duften er præget af en svag note af bær. Mundfølelsen er rund og blød, og smagen er meget ristet med noter af engelsk lakrids. Denne note holder over til eftersmagen, hvor der også dukker smag af hyldebær frem. Behagelig afslutning - uden humle – men alligevel med en bitterhed fra hyldebærene.
Karakter 4
Hyldebær er gennem tiden blevet brugt mod alverdens lidelser. Vi kender den personligt fra den varme hyldebærsaft. Den er virkningsfuld mod iscias, gigt og influenza, og den indeholder garvesyre og frugtolier. Så det er bare med at komme i gang med at nyde denne øl, så vi slipper for efterårets dårligdomme.
Skål – for sundheden.

lørdag den 18. oktober 2008

Tid til en øl - Sapporo

18. Oktober 2008
Der har været gang i den i dag. Først havde vi en hyggelig formiddag med de overnattende gæster, og så skulle vi aflevere den ene af vores kattekillinger til vores gode venner. Det var lidt trist, for vi er kommet til at holde af det lille kræ. Vi har jo flaskefodret den, fra den var helt lille, og begge killinger har i den grad knyttet sig til os. Heldigvis udviste den stor nysgerrighed og interesse for sit nye sted, og lagde sig trygt til ro i skødet på først den ene så den anden af sin nye familie. Den skal nok få det godt, og det er jo betryggende. Vi har stadigvæk den anden, og den skal nok blive overnusset i den kommende tid.

Da vi kom hjem fik vi gæster fra efterskolen på besøg og det var bestemt, at de skulle have japansk mad. Skinketern og hokkaido og peber skulle trække i en kogesauce af sake og soya og serveret til japanske ris. Vi skulle spise med pinde, og det gik rigtig fint – i hvert fald for nogle af os. Dertil fik vi et lille glas sake. Det bliver nok ikke lige min favoritdrik. Måske skulle den have været kold. Det må jeg vist forske lidt mere i.

Jeg havde købt en japansk øl til maden. ”Sapporo - Premium lager” på 4,7%.
Sapporo er et bryggeri fra 1876, beliggende i Sapporo på øen Hokkaido. Dengang hed bryggeriet Kaitakushi og den første brygmester var Seibei Nakagawa, der lige var hjemvendt fra en brygmestereksamen i Tyskland. I 1886 blev bryggeriet omdøbt til ”Sapporo”, men rent faktisk brygges der ikke mere i byen.
I 1977 blev ”Sapporo Premium lager” udsendt på flaske. Det er lanceret som ”flasketappet fadøl” og etiketten er prydet af bryggeriets gamle varemærke – Nordstjernen.

Det er en flot ravgylden pilsnerøl med et fint hvidt skum. Duften er ren og frisk, og fornemmelsen er en smule livlig. Jeg synes, der er mere fylde end i mange asiatiske øl, og eftersmagen er også god og smagfuld, men ikke særlig bitter.
Karakter 3

fredag den 17. oktober 2008

Tid til en øl - Hacker-Pschorr

17. Oktober 2008
I dag er det så dagen for den første Oktoberfest i München. Selve brylluppet blev holdt den 12. Oktober, men den 17. blev der holdt en stor folkefest med hestevæddeløb. Det er formodentlig også denne dag, der blev udskænket masser af øl. Der er 6 bryggerier, der har tilladelse til at sælge øl på festivalen, og de har alle slået store telte op på pladsen.  Hvert bryggeri har sine egne telte.  Teltene er forsynet med imponerende indgangspartier og det største telt ( Hofbräu ) kan rumme 10.000 mennesker.

I 1417 blev Hacker bryggeriet i München dannet som et familieforetagende, og det var det i 400 år, indtil Therese Hacker giftede sig med Joseph Pschorr i 1813. Han var en god forretningsmand, og i 1840 havde han gjort Hacker-Pschorr til det største bryggeri i München. Han havde bygget nogle store og dybe kældre, der gjorde, at man kunne brygge året rundt. Bryghuset er i dag et berømt værtshus ved navn ” Alte Hackerhaus”.

For musikmennesker som mig selv er det interessant at vide, at Josephine Pschorr i 1864 giftede sig med Franz Strauss og deres søn, Richard er en af Europas store komponister. Operaen ”Rosenkavaleren” er dediceret til bryggeriet Hacker-Pschorr for den støtte, det havde ydet ham i starten af hans karriere.

”Anno 1417” er ikke en original øl fra tiden, men et forsøg på at skabe en lys pilsner-agtig øl med referencer før pilsnertiden. Den er f.eks ikke filtreret, da denne metode først for alvor dukkede frem i 1800-tallet. Men den er karakteriseret som en ”Kellerbier” og minder en del om en ”Münchener Helles”. Procenten er 5,5%.
Øllet står gyldent i glasset, men det er sløret og uklart pga. gærresterne, der stadig er tilstede i bryggen. De er med til at give en fin smag og fylde. Duften er mere floral, end man normalt møder ved undergæret øl og smagen er fyldig og en smule sødlig. Der er en fin balance mellem malt og humle. Eftersmagen er god, men ikke særlig bitter.  Det er helt klart en øl, der passer mig godt. Og som passer godt til fine efterårsdage. De sydtyske pilsnere ( Helles ) er rundere og fyldigere end deres nordtyske fætre. Det er lige før jeg vil sige, at det er nordtysk i højsommeren ( Juli/August) og sydtysk i sensommeren ( September/Oktober).
Karakter 4+

”Münchener Gold” er derimod en lys filtreret øl, karateriseret som en exportøl. I 1893 bryggede Hacker-Pschorr den første ”Helles” i München. Til minde om denne øl udsendte man i 2005
( anledning ukendt )  ”Münchener Gold”.
Det er en klar, gylden øl med hvidt skum, der dog hurtigt forsvinder og efterlader en ren, klar øl.
Der er ikke mange bobler, men øllet virker alligevel frisk. Smagen er ren og frisk og en smule anonym. Det er faktisk først i eftersmagen, det rigtig går op for en, at man har smagt en øl. Denne er fin med middel bitterhed
Karakter 3

torsdag den 16. oktober 2008

Tid til en øl - Brøckhouse Epic IPA

16. Oktober 2008
I dag fik vi så sat hindbær og min yngste datter viser heldigvis en vis interesse for at hjælpe til i haven – dog helst ikke før middag. ( man skal jo lige stå op først ). Eller har det været en handledag, især for at finde ingredienser til japansk mad. Min datter fik en japansk kogebog i fødselsdagsgave og nu skal den prøves af, når vennerne fra efterskolen kommer på besøg på lørdag. Jeg har i den anledning investeret i en japansk øl, men mere om det senere.

På ølfestivalen i København var vi også en smut forbi Brøckhouse’s stand, hvor mine venner smagte ”Epic IPA”, mens jeg smagte noget andet. De var meget begejstrede og jeg har siden tænkt at den må jeg da også smage engang ved lejlighed. Især fordi medarbejderen ved standen meddelte, at man sikkert vil ophøre med at producere Epic-serien, da der ikke er afsætning nok. Den findes ikke i almindelige butikker og den er noget dyrere end de andre ”normale” øl fra Brøckhouse. Og nu var lejligheden der så.

Den er en videreudvikling af den oprindelige IPA, der vandt prisen som ”Årets nye øl ” i 2002.
Den er siden kommet med i den danske ølkanon som Danmark første IPA. Med den nye Epic udgave har man skævet til de amerikanske dobbel og tripel IPA’er. Alkoholprocenten er røget fra 6,0% op til 9,5% og humleniveauet er ligeledes røget i vejret.

Den er brygget på store mængder Pale ale-, Münchener- og Karamelmalt for at give en fyldig maltsmag, og det er også medvirkende til den flotte ravfarve. Øllet føles livlig og mundhulen bliver udfordret både af kulsyre, humle og alkohol. I den oprindelige IPA havde man brugt Cascadehumle, men her er yderligere brugt Amarillo, Simcoe og Columbus, der giver noter i retning af grape, fyr og krydderurter. En meget nuanceret og varieret palet. Desværre trænger det høje alkoholniveau igennem på en lidt sprittet måde, jeg ikke bryder mig om. Eftersmagen er præget af de mange smagsindtryk og en markant bitterhed.
Karakter 4+

onsdag den 15. oktober 2008

Tid til en øl - Fuller's London Pride

15. Oktober 2008
En regnvejrsdag, hvor jeg benyttede tiden til at komme godt i gang med et guitarprogram til en koncert i november. Og så ellers rydde lidt op og gøre klar til gæster til eftermiddagskaffen. Gode venner fra Frederikshavn. Vi fik lækker citronkage og hjemmelavede medaljer. Det var dog svært at finde en passende øl, så vi nøjedes med kaffe og te.

Til aftensmaden havde min kone også selv komponeret en kyllingeret med masser af grønsager og karry. Det smagte meget fint, og vi fulgte op med en ”London Pride” fra Fuller’s og en IPA fra Brøckhouse.

Fuller er et gammelt bryggeri fra London ( 1845, se tidligere indlæg  ), og deres almindelige bitter bærer navnet ”London Pride”. Det mener en stor del af Londons befolkning også den er , for de kårede den til den bedste øl i London så sent som i 2006. Den har tidligere vundet flere priser ved ”CAMRA”s ølfestivaler.

Jeg stiftede første gang bekendtskab med denne øl til den første ølsmagning, jeg selv stod for. Det var den første øl på programmet og den faldt i den grad i deltagernes smag. Der tales stadig om den, og  jeg ved at mange ( inklusive mig selv ) ofte vender tilbage til den. 

Det er en gylden øl på 4,7% med et fint cremet skumlag og en fin bobleudvikling. Det giver en frisk fornemmelse. Duften er præget af blomsteragtig humle og dette præg findes også i smagen. Den er også fyldig og har en fin balance mellem sødme fra malten og bitterheden fra humlen. Der er brugt 3 af de nye humletyper – Target, Challenger og Northdown, hvilket giver en fin nuanceret smag. Jeg vil tro bitterheden ligger omkring 30 IBU. Eftersmagen er fyldig og holder i lang tid.
Karakter 4

I foråret var jeg inde og se filmen ”National Treasure 2” og den udviklede sig fra at være en action/eventyrfilm til at være en sand gyser – en katastrofefilm. I filmen forekommer en stor biljagt gennem Londons gader, hvor skurkene skyder vildt efter vores helte. På et tidspunkt kommer en ølbil fra Fuller’s i vejen og kuglerne rammer øltønderne på ladet, og de eksploderer og en forfærdelig masse god øl går til spilde. Der burde efter sådan en forskrækkelse stå i rulleteksterne, at det ikke var rigtig øl, der blev brugt i optagelserne.

tirsdag den 14. oktober 2008

Tid til en øl - Indslev Hvede Bock

14. Oktober 2008
En af mine absolutte efterårsfavoritter er ”Hvede Bock” fra det nordfynske bryggeri i Indslev. Den passer fortrinligt til den danske mad.

I dag kom der gang i havearbejdet. Vejret var jo dejligt, og vi fik gravet et par bede til hindbær. Så nu mangler vi bare at få plantet buskene og hegnet dem ind, så de harer, der løber rundt ude på marken, ikke gnaver dem i stykker i løbet af vinteren. Det er sket før. Den første vinter vi boede her, glædede vi os over harerne, der løb og legede – indtil vi opdagede, at de havde ædt det meste af hækken. Så var de ikke mere så nuttede.
Desværre ser det ud til, at de kommende dages havearbejde kommer til at foregå i øsregn.

Indslev Bryggeri bryggede øl indtil 1973, hvor det nærmest lukkede og producerede derefter sodavand til 1990. En af den lille bys beboere  - Anders Busse Rasmussen - besluttede så at nu skulle der atter brygges øl på bryggeriet. Det var hans olderfars bror, der havde åbnet bryggeriet i 1897. Han allierede sig med en brygmester fra Tyskland – Stefan Peter Stadler – der i 1970 blev uddannet brygnester i Bayern. Han står nu for produktionen, der udelukkende består af hvedeøl.

”Hvede Bock ” er en stærk øl på 8,0%. Den er brygget på byg- og hvedemalt, samt mere ristede malte, der er med til at give smag og farve.
Det er en meget mørk øl med et beige skum, der fylder godt i glasset. Duften er maltet og sødlig og mundfornemmelsen er blød, som den ofte er i hvedeøl. Smagen er meget fyldig og har noter at karamel og lidt lakrids, og den har en lang eftersmag, der giver lyst til mere. Der er ikke nogen udpræget bitterhed at finde.
Karakter 4+

Jeg har ofte haft denne øl med til ølsmagning. Første gang til efterårsmagning i 2007, hvor den vakte stor glæde. Vi havde inden smagt 3 andre gode øl, der hver for sig havde gode elementer, men denne øl samlede dem alle.
Ofte møder man mennesker, der på forhånd siger, at de ikke bryder sig om hvedeøl. Det viser sig dog ofte, at ”Hvede Bock” alligevel falder i deres smag. Den har ikke de meget krydrede nellike og banan aromaer og er heller ikke så speciel som ”Aventinus”. Det er bare en udsædvanlig god madøl, men den fungerer også i sig selv som hyggeøl.

mandag den 13. oktober 2008

Tid til en øl - St. Feuillien Bruin

13. oktober 2008
Første dag i efterårsferien. Planen var at komme i gang med det nye bed i haven, men jeg har simpelthen været så træt hele dagen. Jeg brugte de absolut sidste kræfter på en 40 min. løbetur, og så gik resten af dagen med – ingenting.  Og så var vejret også dårligt.
Håber jeg er lidt mere frisk i morgen.

Heldigvis fik vi besøg til aften af gode venner fra Viborg og på det tidspunkt var energien så småt begyndt at komme tilbage, så det blev en rigtig hyggelig aften med god mad og øl. Børnene hyggede sig også med en ny perleplade og et spil trafikprop, hvor man skal rokere rundt med en masse tog, for at skabe plads, så det røde lokomotiv kan komme ud. Det er et rigtigt stategispil, som de fleste drenge ( og mange piger ) hurtigt bliver bidt af. – og så er det ikke engang på gameboy.

Til aften fik vi mørbrad i pikantsauce med bacontern og æbler. Det smagte skønt og endnu engang fik jeg spist lidt for meget. Det bliver vist svært at holde vægten i denne uge. – og jeg gider altså ikke løbe igen i morgen.
Til denne ret havde jeg fundet et par øl frem - ”Indslev Hvedebock” og ”St. Feuillien Bruin”. De passede begge udmærket til maden. Jeg kendte ikke den belgiske bruin fra tidligere, men jeg har smagt deres juleøl, og den er fantastisk.

I 655 vandrede en irsk munk ved navn Faelan omkring i Belgien og prædikede evangeliet. I nærheden af byen Le Roeulx blev han halshugget og hans diciple byggede et kapel på stedet. Dette kapel udviklede sig til et kloster i 1125 – Abbaye St. Feuillien de Roeulx. I tiden efter den franske revolution blev klosteret ødelagt, men der havde været en tradition med ølbrygning på stedet.
I 1873 begyndte Friart familien at brygge på egnen og opkaldte deres øl efter den lokale helgen.
De brygger overgæret øl, der er dobbelt gæret – anden gang i flasken i mindst 15 dage.

Det er en rødbrun øl med et varmt skær og en smule slør. Skummet er lyst og fast. Alkoholprocenten på 7,5%, hvilket er meget normalt for typen. Duften er præget at blomst og krydderi fra gæren, og øllet føles friskt og let i munden. Smagen er fyldig og maltet med mange nuancer - bla. noter af karamel. Eftersmagen er lang og ikke særlig bitter, men balancen er fin.
Karakter 4+

søndag den 12. oktober 2008

tid til en øl - Willemoes / Ærø / Rochefort 8

12. Oktober 2008
Har lige været til dejlig middag hos min lillebror og hans kone. Deres søn og svigerdatter var der også med det nye barnebarn, der skal døbes inden længe. Hun er meget sød og rolig, og denne gang var hun også vågen.
Middagen bestod af  kinesisk wokmad, og det var yderst lækkert.
Min lillebror havde fundet 3 øl frem og den første var en jeg ikke kendte – ”Willemoes 200 år” fra Vestfyen Bryggeri. Her i 2008 fejrede byen Assens deres store bysbarn – søhelten Peter Willemoes.  Han har jo lagt navn til flere af Vestfyens bryg, men i anledning af 200 års jubilæet blev denne særlige øl brygget. Willemoes døde 24 år gammel – den 22. marts 1808
Den er brygget på pilsner – og karamelmalt, hvilket giver en flot rødbrun farve. Karamellen mærkes både i duften og smagen, der er en smule sødlig. Måske også lidt i overkanten, men den passede fint til den kinesiske mad. Der er brugt Styrian fra Slovakiet og Goldings fra England. Det giver dog kun en svag til middel bitterhed i eftersmagen.
Karakter 3

Derefter fik vi en ”Marstal India Pale Ale” fra Bryggeriet Rise på Ærø. Jeg har før med stor fornøjelse smagt deres bock med valnød, og jeg har også tidligere smagt denne IPA. Det er en mere fredsommelig udgave, end den øl jeg fik i går fra Brewpub.
Det er en lys gylden øl med hvidt skum og en lidt humlet aroma. Den er brygget på pale ale malt, tørristet hvede og ekstra sukker. Fornemmelsen er frisk og humlen fornemmes, men er ikke gennemtrængende. Der er brugt engelsk First Gold og amerikansk Cascade. Eftersmagen er middel bitter
Karakter 3

Til desserten fik vi ris a la mande. Det har jeg ikke fået siden sidste jul, men det er jo altid en lækker dessert, og nu skal vi til at vænne os til den igen. Det er heller ikke svært, så jeg har vist fået spist lidt for meget.
Min lillebror havde i Brugsen fundet en ”Rochefort 8”, lillebroderen til den fantastiske 10er. Den viste sig at passe fint til dessert.
Det er en mørk belgisk Trappistøl, med en dejlig fyldig duft af malt og mørke frugter. Fornemmelsen er meget lettere end hos 10-eren, men der er stadig fylde i smagen, der har noter af dadler og blommer. Den har en procent på 9,2%. Det er en øl der minder en del om sin storebror, men den er lettere. Min bror sagde, at det netop var grunden til, at han nok foretrak denne fremfor 10-eren. Jeg har jo en forkærlighed for søde, fyldige belgiske øl, så jeg har stadig min favorit.
Men en dejlig øl er det. Rochefort-gæren fornægter sig ikke.
Karakter 5

Derefter fik vi kaffe og te, og et par slikskåle med diverse indhold, så vi rigtig kunne forspise os.
En rigtig hyggelig aften.

Tid til en øl - Hofbräu


12. Oktober 2008
Først en rettelse eller måske tilføjelse til gårsdagens øl. Jeg har set , at der er andre der foreslår engelsk Challenger humle og amerikansk Cascade til ”Atlantic IPA”. Om der er et gæt ligesom mit, eller det er reel viden, ved jeg ikke, men det er i hvert fald et udmærket bud….. Og så videre til noget helt andet.

Oktoberfesten i Munchen er forbi. Det er 198 år siden den første blev afholdt, men den har været aflyst et par gange ( pga. krig og kolera og andet skidt ), så man er kun nået til Oktoberfest nr. 175. Den blev afholdt i slutningen af september, men sådan har det ikke altid været. Der er lidt uenighed og den oprindelige dato – enten 12. Okt. eller 17. Okt. I midten af 1800-tallet blev det besluttet at flytte festen til sidst i september, da der ofte var væsentligt bedre vejr. Den varer 16 dage og slutter på den første søndag i oktober. ( med mindre det er d. 1. eller 2. for så varer den til 3. oktober ).
Oktoberfesten tiltrak i år omkring 6 millioner mennesker, der drak omkring 6,6 mill. Mass øl¨( ”ein mass = en liter ), så der har da været fest. Festen bliver afholdt på ”Theresienwiese” (Therese’s eng) og åbnes ved at borgmesteren i München slår spunsen i den første tønde og råber: ”O’zapft is”, hvorefter den bayerske ministerpræsident får den første Mass.

Den 12. oktober 1810 afholdt Kronprins Ludwig ( Ludwig I ) og Therese af Saxe-Hilsburghausen bryllup, og i den forbindelse blev der den 17. oktober afholdt et hestevæddeløb og en fest for folket.
Derfor er der lidt usikkerhed om den oprindelige dato. Så vi bliver nødt til at fejre begge dage.
Der er 6 bryggerier, der har tilladelse til at servere øl til den originale Oktoberfest.
Augustiner, Paulaner, Spaten, Löwenbräu, Hofbräu og Hacker-Pschorr.

Jeg har kun set Spaten og Paulaner i Danmark, men da jeg i sommer var i Harzen købte jeg nogle øl med hjem fra både Hofbräu og Hacker-Pschorr. Og her på selve bryllupsdagen må det være passende at smage på Hofbräu.

I 1589 besluttede Wilhelm V af Bayern at oprette et bryggeri, for at tilfredstille den store tørst hos hoffet ( og ham selv ). Øllet i München var dårligt og man importerede øl fra Einbeck. Den 27. september 1589 foreslog hans rådgivere så, at man kunne jo brygge øllet selv, og samme dag blev den første brygmester – Heimeran Pongraz fra Gieselfeldt klosteret – ansat. Han skulle stå for udviklingen af ”Hofbräuhaus”
I lang tid var dette bryghus det eneste, der måtte brygge hvedeøl i Bayern.

”Hofbräu Original” er en lys gylden øl med hvidt skum. Duften er præget af lys malt og korn. Fornemmelsen er frisk og smagen er middel fyldig med en anelse sødme. Eftersmagen holder fint med en middel bitterhed. I det hele taget en middel øl. Også alkoholprocenten, der er på  5,1%.
Karakter 3
”Hofbräu Münchener Weisse” er en hvedeøl – også på 5,1%. Det er en gulgylden klar øl med masser af bobler. Der kan komme en anelse slør pga. af bundfald, men det er ikke meget. Det er en dejlig frisk øl, med masser af liv og bobler. Duften er præget af en anelse nelliker og sød frugt, hvilket også går igen i smagen. Til slut kommer der fine noter af banan, men det hele virker afdæmpet og ikke så påtrængende. En dejlig frisk tørstslukker, og – ligesom Erdinger - en god øl at starte med, hvis man er ny i udforskningen at tyske Weissbier.
Karakter 3+

På etiketten står der; ” In München gebraut – in aller welt getrunken”, hvilket må siges at være en overdrivelse, da jeg i hvert fald ikke har set den i Nordjylland.

lørdag den 11. oktober 2008

Tid til en øl - Brewpub Atlantic IPA

11. Oktober 2008

Den næste uges tid har vi efterårsferie. Datteren er hjemme fra efterskolen, og der skal arbejdes en del i haven. Vi skal have anlagt et par nye bede til bærbuske. Ellers går det med besøg hver anden aften – det skal nok blive hyggeligt.
Her til aften havde vi besøg af vores kirkesanger ( der er på barsel, så det er mig, der er kirkesanger lige nu ) og hendes mand og deres 2 børn. Vi fik god mad og havde en hyggelig aften.
Til maden fik vi ( selvfølgelig) øl – bla. en ”Atlantic IPA” fra Brewpub.

Den er brygget af det bedste fra både engelske og amerikanske traditioner og skaber derved en forbindelse tværs over Atlanten – deraf navnet.
India Pale Ale stammer jo fra London i slutningen af 1700-tallet, hvor man humlede meget kraftigt, for at bryggen kunne holde til den lange sørejse til Indien. Dette høje humleniveau har man forsøgt at genskabe ved brug af både engelsk og amerikansk humle. ( Der står ikke nogen om bitterhedsniveau, men jeg vil skyde på godt over 100 IBU ). Den amerikanske humle præger i høj grad smagen, og det kan være svært at se, hvordan denne IPA adskiller sig fra andre amerikanske IPA’s. Måske fordi der trods alt er engelsk humle i.

Det er en gylden øl med et ravfarvet skær. Skummet er hvidt og fyldig og aromaen er tydelig præget af citrushumle. Den fornemmes frisk i munden. Der er en kortvarig maltsmag, men hurtig tager humlen over med blomst og citrus. Det er overvejende noter i retning af grape, så jeg vil skyde på at Amarillo-humle også i denne øl spiller en rolle. Et bud på den engelske humle kunne være bitterhumlen Northern Brewer, men mit kendskab til humlesmagsnuancer er ikke så stort endnu.
I princippet er det jo også ligegyldigt, hvis ikke man lige står og vil genskabe den. Bare det smager godt. Procenten er på 5,5%
Eftersmagen er naturligvis bitter – det er en øl, der ville have skræmt mig for 2 år siden, men nu synes jeg, den er frisk og stærk, selvom jeg nok hælder mere til den rene grapesmag i deres ”Amarillo”
Karakter 3+

fredag den 10. oktober 2008

Tid til en øl - Chimay Bleue

10. Oktober 2008
I dag har vi været til en meget flot musik/drama efterårsafslutning på Klejtrup Musikefterskole. Lige før ferien afsluttes altid med en god teateruge. Eleverne har selv lavet historien, komponeret musikken og lavet stomp og dansenumre. Derudover er de scenografer, designere og lyd- og lysfolk. De får en fantastisk indsigt i mange aspekter omkring det at lave en forestilling.
Og de er dygtige. Musikerne er dygtige og stilarterne er varierede, skuespillerne er også meget fine og udtrykker sig godt og selvfølgelig er stompholdet, hvor vores datter var på, usædvanlig gode.

Stomp er jo at lave rytmer med forhåndenværende ting. I denne forestilling var det f.eks en skoleklasse til prøve – hvor nogle river papir i stykker, andre rykker frem og tilbage på stolen, atter andre slår med blyanten eller knalder blokken ned i gulvet, og indimellem er der en der rejser sig og siger fuck. Alt sammen sat ind i en rytmisk kontekst. Derudover spiller vores datter en fuld vagabond, der spiller på sin barnevogn, fyldt med flasker og gryder. Vældig godt.
Bagefter var der oprydning, hvor vi forældre måtte tage et større nap med at rydde alt væk igen. Og der er også rimeligt, ellers ville de stakkels lærere aldrig komme på efterårsferie. og det fortjener de, for de har også gjort en kæmpe indsats, for at give vores barn en unik oplevelse. Tak til efterskolen - ikke bare for denne oplevelse – men for den fine måde, de takler børnene på.

Så nu sidder jeg her – lidt sent – med en dejlig øl. Resten af familien er gået i seng, og jeg har fundet ”Chimay Bleu” frem. Det er den stærkeste i Chimay- serien ( 9,0% ). Den er oprindeligt lanceret som en juleøl, men blev så populær, at den nu sælges året rundt.

Det er en mørk ufiltreret øl med en rødt, kastanieagtigt skær. Skummet er beige, men forsvinder hurtigt og lægger sig på overfladen i små øer. Duften er præget at mørk frugt. Den bruser - som de andre chimay øl  - op og giver en livlig fornemmelse. Smagen er lidt maltet med mørk frugt og en anelse vinøs karakter. Alkoholen virker prikkende og varmende i munden. Eftersmagen er også præget at vinøsetet og der er ikke nogen udpræget bitterhed fra humlen.
Jeg synes, alle Chimay-øllene har en let karakter – de fylder ikke så meget som de andre trappistøl.
Med min forkærlighed for det vinøse, stærke øl, synes jeg denne ”Chimay Bleu” er den bedste. Den mangler dog lidt fylde og intensitet for at nå op på siden af Rochefort og Westvleteren.
Karakter 5

Denne øl fås også i 75 cl flaske under navnet ” Grande Reserve”


torsdag den 9. oktober 2008

Tid til en øl - Chimay Blanche

9. Oktober 2008
I dag havde vi gæsteinstruktører til vores danselektion, da Bjørn og Asli danser konkurrence et eller andet sted. Det var Marianne Eihilt og hendes partner ( har glemt navnet – beklager. Men det var ikke Joachim ), der tog fat på holdning og armenes bevægelser. Så begynder det at blive lidt indviklet. Det ligner ikke helt forlægget. Men de var også gode instruktører, så vi får det vel lært til sidst.

Efter denne anstrengelse var det godt at komme hjem og slappe lidt af i skuldrene og nyde en øl. Det blev denne gang ”Chimay Blanche”, der er en øl på 8,0%.
Chimay bryggeriet brygger så meget øl, at det er blevet bemærket af nogle af de andre trappistbryggerier, der ikke mener, man bør have den slags kommercielle interesser, men overskuddet fra salget går udelukkende til at drive klosteret og til velgørende formål. Og hvis produktionen er stor, vil der være flere penge til at hjælpe andre.

Chimay øllene brygges på det fine vand fra klosterets egen brønd, og man benytter Hallertau og Galena humle. Der gæres i tre omgange. Inden øllet sendes til tapperiet, der ligger 12 km fra klosteret, skydes den 3. gang gær ind i tankvognen, som så skrumpler afsted og blander gæren nydeligt i bryggen. Så gærer den videre på flaske.

”Chimay Blanche” stammer fra 1966 og blev udviklet af Fader Theodore. Det er den nyeste af Chimays øl.
Den er brygget som en tripel og fremviser en orangegylden, uklar farve. Skummet er hvidt, men ikke særligt stabilt. Duften er krydret med noter at muskat og koriander. Ligesom Rouge skummet den let op i munden og giver en livlig fornemmelse. Smagen er præget af muskat og en anelse syrlighed, men det holder ikke længe i eftersmagen. Den er kortvarig, men efterlader en lang markant bitterhed, der ikke helt fungerer alene. Det ville have været rart med lidt mere fylde i slutningen. Det er en øl, hvor humlen spiller væsentlig større rolle end i ”Chimay Rouge”.
Karakter 4

Den sælges også i 75 cl flaske under navnet ” Cinq Cents”. ( Det betyder 500 og blev indført ved byen Chimay’s 500 år jubilæum. )

onsdag den 8. oktober 2008

Tid til en øl - Chimay Rouge

8. Oktober 2008
Efter en lang arbejdsdag er det dejligt at kommer hjem til god mad og med udsigt til en god øl også.
Forleden fejrede vi min datters fødselsdag og fik i den forbindelse bla. en ”Chimay Rouge”. En øl min datter spurgte om hun måtte smage, Hun har ikke tidligere vist interesse for øl, men har ved andre lejligheder engang imellem smagt lidt vin og mjød ( som hun godt kan lide ). Hun har heller ikke endnu vist interesse for at gå til fester og drikke sig fuld, men den tid kommer nok engang.
”Chinay Rouge” faldt dog også i god jord – jeg tror, hun har en sød tand ligesom sin far.

Chimay er et trappistbryggeri, der tilhører klosteret ”Notre Dame de Scourmont”, der ligger i det sydlige Belgien. Klosteret er fra 1850 og bryggeriet fra 1862. Chimayølllene har været markedsført siden 1925. Det er det mest kommercielle af trappistbryggerierne og brygger 3 ølmærker, der er kendt i hele verden. De næste 3 dage vil være helliget disse 3 øl ( De har været på tilbud i Fakta ).
Chimay Rouge er den letteste, men måske også den kendeste. Den er på 7,0% og det man i Belgien betegner som en dubbel.
Farven er kobberrød og der danner sig en pæn skumtop af lyst skum Den er brygget på pilsner og karamelmalt og dufter af malt og lidt krydderi – koriander. Der er ikke ( så vidt jeg ved ) tilsat krydderier, så disse indtryk må skyldes gæren. Og Chimays gær er berømt og skyldes Broder Theodore, der brugte lang tid til at forædle den. Fornemmelsen i munden er frisk. Det er som om øllet skummer lidt op ( man kan faktisk høre lidt brusen ) og man får en rensende, livlig virkning, der balancerer den maltede smag. Der er også masser af krydderi-estere i smagen. Eftersmagen er lang og uden den store bitterhed, men smagen bliver hængende og lokker til en tår til. Der er brugt Hallertau og Galenahumle.
Karakter 4

”Chimay Rouge” sælges også i 75 cl flaske under navnet ”Chimay Premiere”

tirsdag den 7. oktober 2008

Tid til en øl - Brøckhouse Frederiksborg Slotsøl

7. Oktober 2008
I dag var der møde, så der har ikke rigtig været tid til en øl til maden, men forleden aften holdt vi jo fødselsdag, og der var flere gode øl på bordet. Den ene var en af mine gamle favoritter fra Brøckhouse – ”Frederiksborg Slotsøl”
Denne øl var med i den allerførste ølsmagning og var en behagelig overaskelse den gang. Siden er jeg vendt tilbage til den ved flere lejligheder - her sidst til vores danske ølsmagning for et par uger siden.

Brøckhouse blev stiftet i 2002 af Allan Poulsen og er dermed en af pionererne i den danske mikrobryg. Bryggeriet ligger i Hillerød, hvor vi jo bla. også har Frederiksborg liggende, så navnet på denne øl er jo nærliggende.
I 2002 vandt Brøckhouse årets ølvalg med deres ”IPA”.

Frederiksborg Slotsøl beskrives som ”værende en konge værdig”. Den er brygget som en gammel festøl på det allerbedste første gennemløb af urten, men der er også skelet lidt til den belgiske klostertradition tripel.
Frederiksborg er bygget under Christian IV, der var kendt som en stor ølelsker, for nu at sige det pænt. Hans svireture kunne vare i dagevis og hans rigsmarskal førte regnskab med kongens kæferter. – og tegnede små kors efter styrken
1 kors – banal fuldskab
2 kors – en ordentlig brandert
3 kors – Kongen skulle bæres i seng
4 kors – forekommer kun en gang med tilføjelsen: ”Libere nos Domine” ( Gud fri os vel )

Denne øl er muligvis lige efter kongens hoved for den er på 8,0%.

Efter Frederiksborgs brand i 1859 blev det genopført af brygger Jacobsen, grundlæggeren af Carlsberg, så det er et slot med stolte ølreferencer.
Det er en mørkgylden, overgæret øl med en fint skumdannelse, der dog aftager ret hurtigt. Duften er fyldig og maltet og der er spor at krydderier, bla. koriander.
Smagen er god og krydret af koriander og noget andet, der formodentlig er muskat, da det tilsyneladende er tilsat. Eftersmagen er lang med en dæmpet, middel bitterhed. En dejlig aromatisk øl.
Karakter 4+

mandag den 6. oktober 2008

Tid til en øl - CAB

6. Oktober 2008
”Happy Birthday – sweet sixteen”
I dag fylder min datter 16 år og hun er på efterskolen. Hun har fået en mekanisk kat af de andre, fordi hun jo savner vores små killinger meget, når hun er der. Hele næste uge har de travlt med at forberede et teaterstykke, som skal fremføres for forældre på fredag. Hun er med på ”stomp-holdet”. Det er nogle kommenterende indslag, hvor man spiller rytmisk på alle mulige almindelige ingredienser. Hun skal bla. spille på barnevogn. Det glæder vi os til.

Vi har også haft et par fine koncerter i går i vores kirke, hvor middelalderensemblet ”Gioia” spillede. Først til en børnedrama forestilling om ”Guds glade klovn” og om aftenen var der koncert.
Det er musik for blokfløjter, slagtøj og portativ ( som er et lille transportabelt orgel, hvor man betjener en blæsebælg med venstre hånd. ) Musikken blev fremført med liv og engagement – det var ofte meget dansant og livsbekræftende.
Tak for en meget flot koncert. Det er bare ærgerligt, at så få benytter sig af de gratis musiktilbud, der er i vore kirker.

I anledning af 16 års fødselsdagen, har jeg fundet en lidt speciel øl frem. En øl der balancerer mellem barn og voksen. En blanding af Cola og Øl – en CAB ( Cola and Beer ). Det er en stil, jeg kun har set i Tyskland, hvor jeg også erhvervede denne øl i sommers under vores tur til Harzen. Der er flere bryggerier, der sælger dette blandingsprodukt under navnet ”Diesel”. De har ofte en tilsvarende ved navn ”Radler”, som består af citronvand og øl.
”CAB” består af lige dele Cola og Krombacker Premium Pils og er derudover tilsat ”Dragonfruit”
Dette er en tropisk frugt fra en kaktus, og den er karakteriseret ved at være rød eller pink og skallen består af tydelige skæl. Smagen beskrives som neutral, men den indeholder en del vitaminer og mineraler, og det er sikkert derfor den benyttes her. Derudover skulle den virke lettere afførende. Så pas på med at drikke for mange ”CAB”s. Det bliver vist heller ikke noget problem for mig.

Alkoholprocentenen på 2,5%.- men der står alligevel et slogan på flasken, hvori der siges: Don’t drive when you drink your Cab”.

Drikken ligner Cola i farven og skummet opfører også mest som sodavand. En kraftig og hørbar brusen, som så forsvinder fuldstændig.. Duften er en sær blanding, hvor man både kan ane Cola og noget andet ( ? ). Den føles som sodavand i munden og smager lidt af Cola med en bitter eftersmag.
Det er ikke alle gode ting, der bliver bedre af at blive blandet sammen. Tænk bare på de udmærkede ingredienser brød og øl, og dernæst på det underlige blandingsprodukt – øllebrød. Det forholder sig præcis på samme måde med dette produkt.
Når man tager den første tår, tænker man, hvem i alverden har dog fundet på dette her, og denne undren forlader ikke en igen. Det er et fuldkomment overflødigt produkt, hvor man skal være i sit allermest positive hjørne for at karakterisere det som øl.
Men ret skal være ret – det har været enormt sjovt at smage den.
Karakter 1 ( jeg hældte den ikke ud )

Forleden spurgte den unge fødselar, om hun måtte smage min øl ved fødselsdagsmiddagen, og hun fik lov at smage en lille tår. Det var Chimay Rouge og det glæder mig, at hun kunne lide den. For så behøver vi ikke fremover at investere i flere Diesel-øl.

Til lykke med fødselsdagen, min skat.