Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten Alkoholfri øl. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Alkoholfri øl. Vis alle opslag

torsdag den 27. januar 2022

Tid til en øl - Frederikshavn Fladstrand Classic / To Øl Implosion


27. Januar 2022

Det er også den gamle betegnelse for Frederikshavn, der lægger navn til Frederikshavn Bryghus' udgave af en classic. 'Fladstrand Classic' er en smuk kobberfarvet øl på 4,8%. Skummet på toppen er ganske pænt, men lidt ujævnt i udrykket. Der er en fin duft af malt, brød og rosin. Den har en god fylde og smagen holder sig i den maltede ende af skalaen. Bitterheden når kun op på 20 IBU, og derfor blev jeg lidt overrasket over , hvor godt den trænger igennem i afslutningen. En ganske vellykket classic.

Karakter 4


I går åbnede jeg den sidste alkoholfrie øl i denne 'hvide januar'. Jeg har ikke udelukkende drukket alkoholfrie øl, men jeg har drukket adskillige flere end i en normal måned. Og jeg må sige, at det ikke er noget, der har fanget min interesse. De fleste har ikke været særlig gode.

'Implosion' fra To Øl hører dog til dem, der udmærket kan drikkes. Det er en lysende, solgul øl - med diffust skum på toppen. Der er en frisk, let humlet duft af citrus, og hele indtrykket er i retning af en yderst let 'session IPA'. Smagen er frisk og præget af citrus og orange, og en ganske fin bitterhed til slut.

Karakter 3

Selvom denne øl kan sammenlignes med et let IPA, er det alligevel ikke det samme, og det er klart min største indvending mod alkoholfrit øl. Det smager ikke af det, man forventer af en øl, og hvis det er så anderledes, kan jeg ikke helt forstå konceptet. Så vil jeg hellere drikke noget andet - sodavand, juice eller sågar vand. Den eneste øl jeg mindes har smagt af øl er 'Krombacher Alkoholfrei', men den må jeg vist gensmage for at se, om jeg husker rigtigt.

Hvis jeg skal have alkohollette øl, kan jeg se, at jeg foretrækker de syrlige typer som Gose og Berliner Weisse. Nogle vil nok hævde, at de heller ikke smager af øl, men det er en stil - en speciel øltype, hvorimod de andre bare virker lidt for kunstige.

Nu må vi se til næste januar, om der er kommet flere gode alkoholfrie øl på markedet.

 

søndag den 16. januar 2022

Tid til en øl - To Øl Driving Home From X-mas


16 Januar 2022

Min udforskning af alkoholfri juleøl går heldigvis i den rigtige retning. Jeg har tit lidt svært ved denmeget lette krop, der virker lidt vandig, men dagens øl fra To Øl har lidt mere fylde.

'Driving Home from X-mas' er kun på 0,3%, så det er naturligvis i den lettere karakter, men den virker til gengæld frisk og livlig. Duften er præget at frugtvingummi - især abrikos, og den lyse frugt kommer også frem i smagen. Her er den sammen med en ganske pæn bitterhed. Frugtsmagen forsvinder meget pludseligt som dug for solen og efterlader en ren bitterhed i eftersmagen. Det har nu aldrig været mit favoritindtryk, men 'Driving Home From X-mas' ender alligevel med af være den bedre alkoholfrie øl jeg har smagt. De lettere øl, der klarer sig bedre, er ofte i den syrlige lejr med noget højere procent.

Karakter 3+



 

torsdag den 13. januar 2022

Tid til en øl - Mikkeller Drink'in the snow


 13. Januar 2022

De alkoholfrie øl passer bedst som tørstslukkere eller som tilbehør til lette madretter. Forleden fik vi netop sådan en ret - en slags 'pizza' med bund af gulerod og persillerod og lidt salami på toppen, så helt vegansk var det ikke.

Jeg åbnede en 'Drink'in the snow' på 0,3%. En 'winter ale w/ spices' som jeg havde forventning om ville smage af noget. Og de forventninger blev da heldigvis indfriet. Krydderierne er appelsinskal og korianderfrø, og derfor kunne man godt forvente en witbier. Det kunne jo også passe til navnet, men her blev jeg overrasket.

Det er en meget mørk øl med stort offwhite skum. Man mødes af en duft af øl - malt og appelsin. Den er let i karakteren. Smagen er udmærket med appelsin og bær. Måske lidt malt, men ikke rigtig i retning af taditionel øl. Jeg har svært ved at definere forskellen. Absolut drikkelig, men den kommer nok ikke til at erstatte de andre øl på julebordet

Karakter 3

fredag den 7. januar 2022

Tid til en øl - TeeDawn Driving Home From Christmas


7. Januar 2022

I dag fik vi startet dansen op igen efter en lang pause med sygdom og jul. Det var skønt at få rørt sig igen, selvom konditionen ikke helt er i top. Inden dansen nød vi et par drinks på Salling Rooftop. Jeg fik deres signaturcocktail med gin, æble og agurk. Ganske glimrende. Utroligt at agurk kan smage af så meget. Efter dansen stod den på sushi.

Det er jo en let spise, og jeg tænkte at en light øl kunne være passende. Ikke helt alkoholfri, men en halv genstand.

TeeDawn brygger øl på 2,7%. Det har været procenten på alle de øl, jeg kender derfra, og 'Driving Home From Christmas' er ingen undtagelse.

Det er en ale, brygget efter engelsk tradtion. Deres ales er jo også gerne i den lavere ende af alkoholskalaen. Den har en smuk ravfarve med lyst skum på toppen. Fine livlige bobler og en duft, der faktisk minder om øl. Den er selvfølgelig en lettere tynd omgang, men det forventer man også med den procent. Smagen er let - med engelsk smørkiks og antydning af flødekaramel. Fungerer udmærket til sushi.

Karakter 2+


 

torsdag den 6. januar 2022

Tid til en øl - Santa Clausthaler / Three Kings


6. Januar 2022

Jeg fik købt en del alkoholfrie juleøl i år, fordi det er jo så vældigt populært, og det er lang tid siden jeg har prøvet kræfter med denne type. Så tanken er lidt, at her i januar vil jeg teste forskellige alkoholelette øl - både juleøl og helårsøl. Sidst jeg gjorde det, varede det ikke så længe, men mit indtryk er, at alkoholfrie øl er levet væsentlig bedre de seneste år. Nu må vi se.


Jeg har dog smagt flere andre øl i januar bla. en 'Hellig 3 Kongers' øl fra Svaneke Bryghus.

'Three Kings' er en temmelig tung DIPA. Det er en kraftig øl - både i duft og smag.

7,7% og 77 IBU - jeg ved ikke helt, hvad det skal symbolisere. De vise mænd fra Østerland har selvfølgelig haft brug for en øl, der kunne holde på den lange, varme tur gennem ørkenen, men denne er nok lige voldsom nok.

Karakter 3+

Tilbage til den alkoholfrie øl, som i sagens natur er næsten stik modsat. Jeg lagde ud med en øl fra det tyske bryggeri Clausthaler, og de har givet deres juleøl et oplagt navn - 'Santa Clausthaler'. Det er desværre det mest positive, man kan sige om denne øl. Jeg havde nok håbet, at tyskerne var bedre til alkoholfri. Det har jeg dog erfaret tidligere.

Den er naturligvis let og vandet i karakteren. Man har forsøgt sig hen i wienerstilen - tror jeg - men duft og smag virker kunstig, og indtrykket af svovl er lidt for kraftigt til min smag.

Karakter 2

Det kan godt gå hen og blive en lang januar.



 

lørdag den 8. maj 2021

Tid til en øl - Verdens Største Virtuelle Ølsmagning 1


 8. maj 2021

I dag deltog jeg i 'Verdens Største Virtuelle (øl)Smagning' ( VSVS21 ). Det var et arrangement af Craft Makers Collective og Anarkist, og målet var at slå verdensrekorden for flest deltagere i en virtuel ølsmagning. Derfor var der også officiel deltagelse af Guiness ( ikke bryggeriet ) Book of Records. Rekorden, der skulle slåes, var vist på 1000 deltagere.

Det var et arrangement med præsentation af øllene fra bryggerierne selv, musik i pauserne og Ølskole ved Anders Kissmeyer og Carsten Berthelsen. Der var også små reportager fra forsamlinger rundt i landet, og en enkelt helt fra Ghana.

Undervejs var der afstemning om øllene på en app og der var også indlagt et par 'Beer Battles'. Det vender jeg tilbage til.


Den første øl var fra Skands, der modigt lancerede en alkoholfri øl på 0,5%. Alkoholfrit øl er på vej frem, så det er ganske naturligt at denne øltype bliver præsenteret, men alligevel noget af et sats. Nu er jeg ikke konkurencemenneske, og faktisk ligeglad med, hvem der vinder, så det er kun fint at servere forskellige øloplevelser sådan en dag.

'CPH All Night' er en meget lys øl - brygget på både byg og hvede. Den har en duft i retning af citronsodavand. Den er naturligvis let og forfriskende - den bruser en del. Ganske udmærket smag, der er let syrlig af citron. Det kommer sikkert fra humlen, men bitterheden er kun på små 11 IBU.

Karakter 3


Næste øl var en gammel kending af Christian Skovdahl fra bryggeriet Beer Here.

'Tia Loca' er en øl, der trækker på hvedeøltraditionene fra både Belgien og Tyskland. Derfor er der både tysk hvedegær og belgisk koriander og appelsinskal i øllet, og det fungerer faktisk.

Det er en uklar, lys øl på 5,4%. Hvidt, let skum på toppen. det tyske islæt dukker frem i aromaen, hvor man fornemmer lidt banan, hvorimod smagen er præget af koriander og appelsin. Der er en lang eftersmag, der er domineret af en let syrlighed, men ikke nok til at retfærdiggøre betegnelsen 'sour' som den var præsenteret som i programmet.

Karakter 3+

Blandingen af belgisk og tysk tradition kan ses på etikette, der er kreeret af Christian Skovdahl selv.

På den oprindelige etikket - der også kortvarigt blev vist på skærmen ( vist ikke helt meningen, hvis man skal tro værternes kommentarer ), ses den belgiske Tintin, men med armen strakt løftet og et lille Hitleroverskæg. Det har nok været for provokerende - i hvert fald har Tintin nu fået et mere preussisk udseende i retning af Bismarck.


Sidste øl her i første del blev faktisk en 'sour'. Det er en 'Red Berries' fra serien Stolen Fruit'. Jeg har tidligere smagt denne øl på Nordic Brew festivalen i Frederikshavn. Det er en Berliner Weisse med masser af røde bær - solbær, hindbær, rips m.fl., og den overraskede flere i selskabet på en positiv måde.

Den er knaldrød med det nydeligste lyserøde skum. En anelse pussenusset at se på, men duft og smag er med fuld kraft. Jeg fornemmer mest solbær i duften, men også en sødlig note at hindbær. I smagen kommer bærrene ikke helt så meget frem. Den er let og sommerfrisk og syrligheden fra ripsene kommer frem i en pænt lang eftersmag. Der er ingen bitterhed og IBU er da også lig 0. Alkohol 5,4%

Karakter 3+






mandag den 21. december 2020

Tid til en øl - Lervig Driving Home For Christmas


21. December 2020

’Driving Home For Christmas’ er et fantastisk godt navn til en alkoholfri øl.

Og så skulle jeg måske afslutte anmeldelsen her. For desværre lever smagen ikke op til navnet. Det er det norske bryggeri Lervig, der har brygget den, og de har ellers tit resulteret i superlativer her på bloggen. Men absolut ikke denne gang.

Det er en mørkebrun øl med lysebrunt skum. Det ser indbydende og tilforladeligt ud. Men den både dufter og smager af wc-rens med banan – ikke at det er en blanding, jeg har særlig kendskab til. Det er en af de få øl, jeg har hældt i vasken, og jeg har nu smagt 3357 forskellige.

’No worries’ står der også på etiketten, og med 0,5% alkohol behøver man da heller ikke være bekymret for alkoholforgiftning. Men man kan være lidt bekymret for, om man på anden vis er blevet forgiftet.

Karakter 1

Naturligvis opkaldt efter den kendte julesang med Chris Rea

 

tirsdag den 6. august 2019

Tid til en øl - Kreta / Mikkeller SAS-øl


6. August 2019

Det er længe siden jeg har været i Grækenland. Sidst jeg var der, var længe før min interesse for øl begyndte, så mit kendskab til græsk øl er ikke særligt stort. Jeg tror kun, der en enkelt græsk øl i mit kartotek på 3079 øl.

Her i sommerferien tog vi en tur til Kreta med hele familien – børn, svigerbørn og børnebørn. Mine ferieture er ikke øl-ture, men jeg prøver da alligevel at smage så meget lokalt øl som muligt, så min liste over græsk øl er vokset siden.
Vi rejste med SAS og en ting er i hvert fald bedre end ellers, og det er udvalget af øl på turen. SAS har lavet en aftale med Mikkeller om øl i flyrejsen. Jeg har tidligere smagt 2 øl på en tur til USA, men denne gang var der kommet nye øl på skemaet,

’Northern Trails II’ er en IPA på 6,0%. Den har en flot gylden farve og toppes af en kraftigt skumlag. På dåsen er der afbilledet 3 stjernebilleder, hvoraf i hvert fald det ene er rigtig. ’Carlsvognen’ med ’Polaris’ stjernen. Polaris er også en humletype, så det er jo nærliggende at tro, at denne humle er bugt – sammen med Amarillo og Ekuanot.



Det er en ganske glimrende IPA, der til fulde lever op til det, man forventer. Den er ikke grænsesøgende, hvilket nok er klogt i denne sammenhæng og egentlig også ganske behageligt. Den har en fin smag og en god humlebitterhed. helt klart et godt tiltag fra Mikkeller og SAS, men ikke en IPA, der sætter sig varige spor i hukommelsen.

Karakter 4



På vejen hjem igen en uge senere, måtte jeg smagen den anden Mikkeller øl på kortet. Der var egentlig en tredje – sour ale – men den viste sig kun at være til transatlantiske flyvninger.

Så jeg måtte tage til takke med en alkoholfri øl – ’Drink’in the Sky’.
0,3% alkohol og stilen er en ’american style wheat ale’.

Da Sierra Nevada i 1971 sendte deres 4 banebrydende øl på det amerikanske marked, var en af dem en hvedeøl med navnet ’Wheat’. Man turde ikke bruge den bayerske hvedegær – der giver så mange frugt og blomsternoter – så man brugte almindelig alegær. Først i 2009 turde man lave en ’Kellerweiss’ med ægte tysk aroma.

Mikkellers øl er en type af den første slags. Den er lys gylden med et hvidligt skær. Smagen er god med en fin bitterhed, men det er ikke de tyske noter, man bliver præsenteret for. Personligt synes jeg, det bliver lidt ligegyldig uden – det kunne såmænd næsten lige så godt være en almindelig ale. 
Men på den anden side er det en dejlig frisk øl, hvor man ikke savner mere alkohol. Et rigtig godt bud på en alkoholfri øl, og så blev jeg heller ikke så døsig.

Karakter 3

søndag den 3. december 2017

Tid til en øl - Svaneke Don't Worry Julebryg


3. December 2017

I går havde jeg inviteret til ”Øl & damer”, hvilket nok lyder mere løssluppent end det var. Man skulle selv medbringer damer. Mens vi mænd samlede os til en juleølsmagning, rykkede de medbragte hustruer ind ved siden af, hvor de hyggede sig sammen med min kone. Så slap vi for strikkeopskrifter, og kunne bedre koncentrere os om vores opgave.

Da der tidligere havde været røster fremme om, at netop juleølsmagningen godt kunne være lidt heftig at komme igennem, lagde jeg ud ”Don’t Worry” fra Svaneke Bryghus. Det er Danmarks første jule-let-øl på 0,5%.

Jeg annoncerede også, at vi ville fortsætte i mere eller mindre samme spor – det blev så ”mindre”.

I de senere år har der været mange tiltag til at brygge lette øl, hvor man forsøger at få fylde og smag frem. Ofte sker det ved at smide en ordentlig håndfuld humle i, så man ender med noget tyndt, bittert stads. Derfor var mine forventninger nok ikke så store til aftenens første øl. Den var vel også tænkt som en gimmick, men den overraskede positiv hele bordet rundt.

Det er en mørk, mahognyfarvet øl med let skum på toppen. Dufter let af sød malt og gær. Den er naturligvis let i kroppen, men der er væsentlig mere fylde i smagen end jeg havde forventet. Den har en fin sødme og en god bitterhed i afslutningen. Der er brugt Hallertau og Chinook.

Brygmester Jan Paul har brugt en speciel gær til øl, der kun omsætter visse af urtens sukkerstoffer. Resten af sukkeret er med til at give smag, og det tyder på, at det lykkes.

Karakter 3

onsdag den 6. april 2016

Tid til en øl - Salling / TeeDawn / San Michele


6. April 2016

I marts havde Salling i Aalborg Ølfest, hvor flere udstillere præsenterede deres øl. Jeg havde aftalt med en kammerat, at vi skulle mødes fredag eftermiddag efter arbejdet.

Vi lagde ud i den lettere ende med alkohol-let fra TeeDawn. Det er et europæisk foretagende med hovedsæde i Danmark. Deres målsætning er at brygge lavalkoholisk øl med en god smagsoplevelse, og få folk til at reducere deres alkoholindtag. De skriver, de har smagt sig gennem mange øl fra England, Tyskland, Belgien og Tjekkiet for at finde de typer, de vil satse på. Øllet bliver brygget på bayerske bryggerier, og der er foreløbig fire øl i sortimentet. Alle øl er på 2,7%

”Lager Cut” er en pilsnertype. Den virker lidt tynd, men har en bedre smag end mange lavalkoholøl, selvom den ikke når op på siden af en Urquell.

Karakter 2+

”Wheat Cut” og ”Lemon Beer” er ikke på det niveau. ”Wheat Cut” er simpelthen for tynd og kedelig, og selvom radleren ”Lemon Beer” faktisk er meget forfriskende, har typen jo aldrig været interessant i første omgang. Til gengæld er ”New Ale Cut” faktisk en øl, der er værd at drikke, og bestemt en overvejelse værd, hvis man skal køre hjem. Udmærket resultat.



Karakter 3


Ved næste stand stødte vi på italiensk øl fra San Michele. Jeg kendte ikke noget til bryggeriet i forvejen, men det er fra 2010 og holder til huse i en gammel bygning fra 1860 i byen Sant’Ambrogio, Navnet stammer fra den gamle kloster San Michele, som ses på etiketten, og som våger over bryggeriet. De tænker på deres produktion som en ”Opera of passion”, og navnene på deres øl er da også taget fra de store italienske operaer.

”Butterfly” er en kölsch, hvilket man jo ikke så tit ser uden for det vestligste Tyskland. Jeg blev for nogle år siden meget glad for den læskende drik, da vi besøgte Moselfloden. Det er en beskeden øl, der ikke virker anmassende i sin fremtoning, men man må gøre sig lidt umage for at nyde de fine, lette smagsnuancer. ”Butterfly” mangler denne lette elegance. Den er mere grov i udtrykket og skulle måske ikke være lanceret som en kölsch, men som en ale.

Karakter 2+

Vi smagte også en pale ale ved navn ”Carmen”. Det skulle vi have ladet være med.


”Norma” ( efter Bellinis opera ) er en ”kastanjeøl” – en typisk italiensk specialitet, som her lykkedes over forventning. Smagen af kastanjen er veldoceret og giver en dejlig sødme til øllet, uden at det bliver for vammelt. Alkohol 6,8%

Karakter 3+

Ved denne stand var der også øl fra St. Feuillien, og vi smagte deres ”Grand Cru”, der naturligvis lå i absolut topklasse. De ved godt, hvordan øl skal brygges.

torsdag den 23. juli 2015

Tid til en øl - Carlsberg Nordic Gylden Bryg


23. Juli 2015 

Efter vores sidste forestilling på Skansen er der tradition for , at vi begynder at rive scenen ned samme aften. Vi nåede mere end vi plejer, for vejret var godt og der var mange hjælpere. Der var naturligvis også arbejde nok til det meste af søndagen. Men når vi har arbejdet nogle timer, er der grillmad og en enkelt øl/vand på foreningens regning. Det drejer sig om Tuborg og Carlsberg. Derefter må man købe selv.

Da en af skuespillerne sagde godnat, spurgte hun om jeg ville have de sidste fire ”Carlsberg Nordic”. Jeg takkede nej, men ville dog gerne have en enkelt, for den har jeg ikke smagt.
Så da jeg til frokost skulle have mig en øl og klippe hæk bagefter, tænkte jeg, at nu skulle den smages. Så blev hækken nok heller ikke så skæv.

Det er en alkoholfri øl på 0.5%. Den er brygget med bygmalt, vand, naturlige aromaer, sukker og humle. Jeg er ikke helt klar over, hvad ”naturlige aromaer” står for.

Det er en meget lys, gylden øl med let og luftigt skum, der hurtigt svinder bort. Den har en fin duft af korn og græs. Den er naturligvis brygget for at være let og forfriskende, og det lykkes – især med letheden. Der er en antydning af øl og en underlig sukkersød afslutning, der bevirker at den ikke er så forfriskende. Der er ingen bitterhed. men – af en alkoholfri øl at være, kan den dog drikkes. Lidt mere forfriskende humle ville ikke have gjort skade.


Karakter 2

onsdag den 8. september 2010

Tid til en øl - Warsteiner Alkoholfrei / Duchy Select Ale

8. September 2010

I Salling fandt jeg en tysk alkoholfri øl – ”Warsteiner Alkoholfrei” ( 0,0% ). Mine tidligere erfaringer med Warsteiner har ellers ikke været gode. Jeg købte for nogle år siden en pilsner på Norgesbåden på vej på skiferie, og det er noget af det dårligste, jeg har smagt. Jeg troede, der var tale om en ølfejl og har egentlig tænkt at give den en chance igen. Men måske har de den for, at nordmænd ikke skal drikke for meget ombord på båden.

”Alkoholfrei” er meget lys, klar og med ret store bobler, der fiser til vejrs med stor fart. Duften er decideret dårlig – en mellemting mellem kål og daggamle æg, og så vil jeg egentlig ikke sige mere, for ikke at blive perfid. Den er absolut ikke drikkelig.

Og her tror jeg forsøget med alkoholfrie øl slutter for en stund. Jeg vil stadig gerne smage Erdinger og Clausthaler, der jo har specialiseret sig i denne type øl. Men formålet går hen over hovedet på mig. Man drikker dem naturligvis ikke for virkningen, og det kan da heller ikke være for smagens skyld, så hvorfor de overhovedet købes, forstår jeg ikke. Det er billigere at drikke vand og det smager bedre.

Jeg havde heldigvis indkøbt en anden øl i Salling i dag. En engelsk Ale fra Duchy Originals. Det er et foretagende-  etableret af Prince Charles - der producerer økologiske varer – kiks, kød, marmelade, chokolade, hårprodukter og meget mere – og altså også øl. Det kan måske minde lidt om ”de 5 Gårde” .


Øllet bliver brygget af Wychwood i Oxfordshire. Deres ”Select Ale” er en strong ale på 6,2%. Den er brygget på Plumage Archer bygmalt, men derudover er der benyttet hvede, rug og havre, så det er en rigtig 4-korns bryg. Humlen er en blanding at Target fra Paddock Wood i Kent og dværghumlen First Gold fra Hereford-Worcester. Alt er naturligvis økologisk.
”Select Ale” vandt prisen for ”best standard pale ale ( rye )” ved World Beer Awards 2008.
Det er en flot rød øl med svagt hvidt skum. Der er en sødlig lidt krydret duft med lys frugt, måske en antydning af tyggegummi eller dåsepærer. Sød, men ikke ubehagelig. Den har høj ”drinkabillity” og ligger godt i munden. Lidt krydret/parfumeret smag med sødme fra karamel og stadig pærer og også lidt appelsin/abrikos. Ikke helt let at sætte ord på. Afsluttes med en markant bitterhed der bliver hængende i eftersmagen.
Karakter 4

tirsdag den 7. september 2010

Tid til en øl - Carlsberg 2,7%

7. September 2010

I dag forsætter jeg med at udforske de lette øl, selvom alkoholprocenten er gået noget op i dag. 2,7% betyder at man ikke kan drikke 2 af disse og stadig køre bil, så man skal passe lidt på. Det drejer sig om ”Carlsberg 2,7%”. De laver naturligvis ikke en fuldstændig alkoholfri øl, for ikke at konkurrere med sig selv ( Tuborg Super Light )

Pilsnerøl er jo i forvejen en af de smagsmæssigt letteste øltyper og det er sikkert derfor, at det gerne er denne type, der bruges til lightprodukter. Jeg har ikke set en ”Light Dunkel”, men det kan da godt være den findes. Jeg ved at Erdinger har en alkoholfri Weissbier, som jeg gerne vil finde, og i Tyskland har man en anden tradition som lightprodukter. Så jeg vil prøve at finde nogle tyske letøl, hvis jeg kan ( jeg købte ikke nogle med fra Bayern i sommer – så vigtigt er det heller ikke ).

Carlsberg Light er blevet brygget siden 1902  - dengang under navnet ”lys skattefri” og dengang havde man faktisk også en ”mørk skattefri”


Læg mærke til Hagekorset, der intet har med nazisme at gøre, men er et gammelt soltegn, der var Ny Carlsbergs logo.

Det er en lys øl, der bruser meget kraftigt op for en kort stund. Skummet er hvidt, og fortager sig hurtigt ( inden jeg fik skiftet batteri i kameraet var det væk ). Duften er frisk af lys malt med en anelse syrlighed. Den er såmænd ikke så anderledes en normalt, men måske en smule lettere. Det gælder i det hele taget – også med smag og mundfylde – men det ligger jo næsten i navnet. Den kan udmærket konkurrere i smag med en Budweiser, der jo har normal alkoholprocent, og den er væsentlig bedre end den helt alkoholfrie Tuborg. Det skyldes måske netop, at den har lidt alkohol i sig – jeg ved det ikke. Betegnelsen ”let pilsner” passer meget godt, selvom den almindelige HOF selv er en let pilsner i forhold til de gode bøhmiske/tjekkiske pilsnere.

Karakter 2

mandag den 6. september 2010

Tid til en øl - Tuborg Super Light

6. September 2010

Det er ikke fordi, jeg fik for meget at drikke forleden, da det var Øllets Dag – at jeg nu kaster mig over alkoholfrie øl. Men det er et område, der – i hvert fald perifert – har noget med øl at gøre, og derfor bør det naturligvis også undersøges. Nogle vil måske mene, at det er et stort offer at bringe, men vi må gøre, hvad der er nødvendigt for at udforske øllets forunderlige verden – også når det er af mere tvivlsomme veje. Desuden kan det jo nemt være, at min opfattelse af alkoholfrie øl mest er baseret på fordomme. Så nu vil jeg se, om jeg kan finde nogle at smage i denne uge.

Den første havde de hos den lokale Brugs – ” Tuborg Super Light” på max 0,1%. Den er kalorielet – kun 40% af de kalorier, der er i en ”Grøn”. Men ellers er smagen den samme – hævder bryggeriet.

Det er en lys gylden øl, der ser utrolig frisk og indbydende ud. Der er mange bobler. De er meget forskellige i både størrelse og fart. Det giver et kraftigt hvidt skum, der knitrer højlydt og måske virker en anelse kunstigt. Duften er let af lys malt og minder ret meget om den ægte vare – i hvert fald så længe skummet stadig findes. Derefter kommer der en lidt sur note, som jeg også synes kendetegner den Grønne Tuborg, så det er nok som det skal være. Smagen lever desværre slet ikke op til duftindtrykket. Øllet er meget let og giver nærmest en vandig fornemmelse i munden. Og da smagen næsten ikke trænger igennem er det lidt som vand med en sur note. Og så vil jeg hellere have rent vand.

Det er nok svært, at gøre noget ved, men det er da positivt at duften er på rette vej, så kommer smagen måske senere.

Karakter 1

Men der er jo ikke noget, der er så galt at det ikke er godt for noget – så efter indtagelse af aftenens øl kunne jeg trygt sætte mig i bilen og køre til koncert i Vejgård Kirke. Her gav Coro Misto koncert. Min kone synger ikke længere i koret, men nu er min datter begyndt og har været med i godt et års tid. Og det er dejligt at se, at hun også har så stor glæde af at synge i kor. Det var en meget dejlig koncert, der klang godt i kirkerummet. Min mor var med – hun er et af de mennesker, der har hørt flest koncerter med koret, og den rekord skal hun da holde.