Det er ikke fordi, jeg fik for meget at drikke forleden, da
det var Øllets Dag – at jeg nu kaster mig over alkoholfrie øl. Men det er et
område, der – i hvert fald perifert – har noget med øl at gøre, og derfor bør
det naturligvis også undersøges. Nogle vil måske mene, at det er et stort offer
at bringe, men vi må gøre, hvad der er nødvendigt for at udforske øllets
forunderlige verden – også når det er af mere tvivlsomme veje. Desuden kan det
jo nemt være, at min opfattelse af alkoholfrie øl mest er baseret på fordomme.
Så nu vil jeg se, om jeg kan finde nogle at smage i denne uge.
Den første havde de hos den lokale Brugs – ” Tuborg Super
Light” på max 0,1%. Den er kalorielet – kun 40% af de kalorier, der er i en
”Grøn”. Men ellers er smagen den samme – hævder bryggeriet.
Det er en lys gylden øl, der ser utrolig frisk og indbydende
ud. Der er mange bobler. De er meget forskellige i både størrelse og fart. Det
giver et kraftigt hvidt skum, der knitrer højlydt og måske virker en anelse
kunstigt. Duften er let af lys malt og minder ret meget om den ægte vare – i
hvert fald så længe skummet stadig findes. Derefter kommer der en lidt sur
note, som jeg også synes kendetegner den Grønne Tuborg, så det er nok som det
skal være. Smagen lever desværre slet ikke op til duftindtrykket. Øllet er
meget let og giver nærmest en vandig fornemmelse i munden. Og da smagen næsten
ikke trænger igennem er det lidt som vand med en sur note. Og så vil jeg hellere
have rent vand.
Det er nok svært, at gøre noget ved, men det er da positivt
at duften er på rette vej, så kommer smagen måske senere.
Karakter 1
Men der er jo ikke noget, der er så galt at det ikke er godt
for noget – så efter indtagelse af aftenens øl kunne jeg trygt sætte mig i
bilen og køre til koncert i Vejgård Kirke. Her gav Coro Misto koncert. Min kone
synger ikke længere i koret, men nu er min datter begyndt og har været med i
godt et års tid. Og det er dejligt at se, at hun også har så stor glæde af at
synge i kor. Det var en meget dejlig koncert, der klang godt i kirkerummet. Min
mor var med – hun er et af de mennesker, der har hørt flest koncerter med
koret, og den rekord skal hun da holde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar