Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

lørdag den 18. september 2010

Tid til en øl - Fur Hvede / Fuller’s Discovery


18. September 2010

Fredag var vi på Svinkløv Badehotel i Jammerbugt. Det var en gave til vores sølvbryllup fra gode venner, der heldigvis selv tog med. Jeg var på arbejde og sluttede mig først til selskabet, efter de havde fået kaffe og lagkage. Så vi gik en dejlig tur i den stride blæst. Havet viste tænder og vi var ved at blæse væk, men det var dejligt at blive blæst igennem.
Vi havde fået et stort værelse med udsigt til havet.


Her samledes vi, og en af vennerne fandt en kurv med Asti frem, så vi kunne skåle. Senere dukkede der også en Drachman Pilsner fra Skagen Bryghus op at kurven, som vi kunne nyde, inden vi klædte om til aften.

Svinkløv skifter menuer hver dag. Der er 2 at vælge imellem – en kødmenu og en fiskemenu ( faktisk er der også en grøn menu ). Nogle valgte kød med kalvetartar til forret og oksekæber til hovedret og en dessert, hvori der indgik estragon-is. Jeg valgte fiskemenuen med let røget laks og kulmule og blåbærsorbet til dessert.

Man kan få øl fra Fur Bryghus og jeg valgte deres ”Hvede” som jeg ikke tidligere har smagt. De har også ”Frokost”, ”Bock”, ” Ale” og ”Renæsance”.


Det er en temmelig mørk farve og duften er da også mørkere end almindelige hvedeøl. Jeg kan ikke helt sige om det er et krydderi, kogt blomkål eller måske lyng fra den vestjyske hede, men der er i hvert fald en speciel aroma med den. Den er ikke ubehagelig ( det syntes nogle af de andre godt nok ), men lidt mystisk. Især fordi beskrivelsen fra bryggeriet ikke fortæller noget utraditionelt. Her tales der om frugt og banan. Hvis tanken er at lave en typisk ”Erdinger-efterligning” så må man sige forsøget er mislykket. Men altså – anderledes

Karakter 3

Det er meget hyggeligt og stemningsfuldt i de forskellig farvede saloner. Vi spiste i den gule stue og tog derefter kaffen i grøn stue. Det blæste stadig kraftigt, da vi gik i seng, og da hotellet er lidt utæt blafrede gardinet en del. Men vi fik tændt for elradiatoren og min kone tog ørepropper i, så vi fik da noget søvn. Sengen var meget blød.

Morgenmaden serveres i rød stue.

Her til aften fik jeg åbnet en engelsk øl fra Fuller’s i London. Jeg har beskrevet næsten alle deres øl på bloggen og må sige at jeg betragter bryggeriet som et af de gode solide engelske bryggerier. Her går man sjældent galt i byen.

Men jeg har ikke tidligere smagt ”Discovery”


Den har undertitlen ”Blonde Beer”. Om det bare er en anden betegnelse for ”Pale Ale” ved jeg ikke, men der er visse brygmæssige forskelle dog. Det er en blanding af bygmalt og hvede, hvilket man jo ikke bruger i ”Pale Ale”, men jeg synes egentlig at den har samme friske, citrusagtige aroma som man kan finde i amerikanske pale ales.

Der er brugt Liberty humle, der så vidt jeg kan se er en amerikansk variation af Hallertau Mittelfrüh. Den blev frigivet i 1991 og er mildt krydret.

Det er en lys gylden øl på 4,5% med spredte, sløve små bobler. Skummet er hvidt.  Dejlig frisk duft med en del citrus. Dette kommer ikke i samme grad frem i smagen, der er lettere med lys frugt og blomst. I det hele tager føles denne øl let, nærmest lidt vandet. Men den er frisk. Der er en god eftersmag, der slutter i ren bitterhed fra Saaz humle, der også er tilsat.

Karakter 3+


Ingen kommentarer:

Send en kommentar