Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

lørdag den 11. september 2010

Tid til en øl - Vivat ( Blonde ? )


11. September 2010

En kedelig regnvejrsdag. Min kone har haft kraftig migræne, som heldigvis er aftaget lidt til aften. Min datter og svigersøn kom på besøg og vi fik en dejlig kalvesteg. Det hjalp lidt på humøret.

Dertil åbnede jeg en flaske øl fra et fransk bryggeri, jeg aldrig har stiftet bekendtskab med før – La Brasserie Historique de L’Abbaye du Cateau.

Alle oplysninger er på fransk, og jeg har faktisk ikke haft fransk i skolen, så det jeg skriver skal nok tages med lidt forbehold. Men det ser ud til at bryggeriet stammer fra 1775. Dengang havde det navnet Abbaye de Saint Andre. Men i starten af 1900-tallet byggede Suzanne Lefebvre-Scalabrino et nyt bryggeri i byens centrum.

Brygget  i den stil man lokalt kalder ”Vivat Flamand” ( ”Flandern leve” ). Gæret i åbne fade ( cuves ouverte ) og skummet er fjernet ved håndkraft ( ecumage manuel ).

Resten tror jeg, jeg venter med, til de laver en engelsk oversættelse eller jeg lærer at bruge oversættelsesprogrammet på computeren. Med min fransk/danske ordbog tager det for lang tid.

Men det passer heldigvis godt med mit indtryk at denne øl. Der er en udpræget syrlighed, som kan være en fejl, men som også kan skyldes gæringen i åbne fade, hvorved nogle strenge vildgær kan have blandet sig i processen. Det minder mig om de glimrende øl fra De Dolles Brouwers, der netop også har denne syrlige kant.

Det er en smuk, gylden øl på 6,5%. Der er en hel del slør, men man kan lige skimte en masse små, livlige bobler. Duften er af sødlig lys frugt, med en anelse syrlighed. Den minder om en ”blond” selvom det ikke fremgår af etiketten. Den har en frisk og prikkende krop, men skummet føles blødt og lækkert. Smagen minder om aromaen, men her kommer syrligheden væsentlig mere frem. Jeg synes også at fornemme lidt appelsin i baggrunden. Der er ikke meget bitterhed – det er syrligheden, der dominerer i eftersmagen.

Karakter 3+



Ingen kommentarer:

Send en kommentar