Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten Bitburger. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Bitburger. Vis alle opslag

mandag den 29. juli 2013

Tid til en øl - Bitburger Pils / König Pilsener


29. Juli 2013

Tysk øl er ikke det mest eksperimenterende, men det er næsten altid godt. Det har et højt bundniveau. Når det er dårligst er det alligevel godt håndværk og når det er bedst er det en sublim øloplevelse. Det skyldes i høj grad, at man siden 1516 har brygget efter ”Das Reinheitsgebot”. Dette dekret byder, at øl kun må brygges af malt, humle, gær og vand.  Der er lavet meget godt øl, der ikke overholder denne regel, men det er i andre kulturer end den tyske.

Oprindelig blev loven lavet for at fordele afgrøderne byg og hvede, idet man i begyndelsen kun godtog byg til ølbrygning. Hveden skulle bruges til brød, men siden er hvedemalt også blevet tilladt.

EU har ophævet ”Das Reinheitsgebot” med begrundelsen at det er en teknisk handelshindring, men heldigvis bruger de fleste tyske bryggerier frivilligt påbudet. Desværre har lempelsen ført til at man er begyndt af lave underlige blandingsprodukter – Radler, Diesel og Malzbier. Og det er også gode etablerede bryggerier, der er med på denne galej. Det kan ikke gå hurtigt nok med at indføre Reinheitsgebot igen, da tyskerne åbenbart har brug for forordninger for ikke at skeje ud.

Vi kørte til vores campingplads ved Mosel. En ø i floden ved Winningen i den nordlige ende. Da teltet var kommet op, gik vi hen for at få noget at spise og drikke. Mosel er et vindistrikt og øludvalget er ikke stort. Jeg kunne vælge mellem Bitburger Pils og Erdinger Weissbier ( plus en ”Bitburger Drive” ( alkoholfri ) og en Radler ). Begge øl er jo udmærkede, så problemet var ikke så stort, men det viste sig at være det valg man oftest blev stillet overfor på restauranterne. Lidt som vores hjemlige valg mellem pilsner eller classic.

Bitburger Privatbrauerei ligger i Bitburg, der faktisk er en by i Rheinland-Pfalz, hvor Mosel også løber. Så det er en lokal øl. ”Bitte, ein Bit” er mottoet og det kan man godt sige flere gange såmænd.

Bryggeriet stammer fra 1817, hvor Johan Peter Wallenborn etablerede det. Senere opførte man gode lagerkældre, så man kunne begynde produktionen af det nye undergærede øl. Man hævder at det er den første pilsner brygget udenfor Böhmen. ( 1883 ). I 1913 får bryggeriet ( som da hedder SimonBräu ) ret til som de første i Tyskland at benævne deres øl ”pilsner” eller ”Pils”. Bitburgers fine cylindriske glas stammer fra 1964.

Bitburger bruger Hallertau-humle fra Bayern, men også en speciel humle, der dyrkes i lokalområdet. Den benævnes ”Siegelhumle”, men så vidt jeg har forstået er der tale om ”forseglet humle” – altså en humle, der er ægte tysk og ikke forfalsket.

”Bitburger Premium Pils er en lys pilsner på 4,9%. Den har en duft af korn, sød malt og lidt svovl. Den føles forfriskende og en anelse prikkende i munden. Smagen er ikke så fyldig, men der er god balance mellem malt og humle. Bitterhed 35 IBU. Igen et eksempel på at tyskerne kan lave gode pilsnere.

Karakter 3+

Tirsdag kørte vi til Bingen for at se nogle af de klostre, der forbindes med Hildegard von Bingen. Hun er jo i ølkredse kendt for, at være den første der skrev om brugen af humle i øl. Klosterruinen i Disibodenberg var deværre kun åben i weekenden, så vi havde en forgæves køretur, men vi så Abtei Sankt Hildegard.

Her kunne man se kirken og besøge butikken, og minsandten om ikke der var en øl. Den var en ”Dinkelbier” ( nej, det er ikke en trykfejl ). Dinkel er en slags spelt, som Hildegard var meget glad for og alle klosterets produkter indeholder dinkel. Jeg købte naturligvis øl med og det skal smages senere.

Derefter kørte vi langs Rhinen hjem til campingpladsen. Det er et stykke af floden med Lorelei og mange borge på begge sider.

Vi spiste i en nærliggende by – Alken. Jeg bestilte en ret, der skulle serveres i panden. Svinekød, kylling og kalv og dertil bestilte jeg en ”dunkelbier”. Stor var min overraskelse, da jeg blev præsenteres for en alkoholfri ”malzbier”

Den var mørk, men ikke lige det jeg havde ventet. Jeg duftede til den ( det er en meget mærkelig, krydret duft ), og tænkte: ” jeg må vel smage på den. Men min kære kone syntes at det var for sølle, og sagde til tjeneren, at det var ikke det vi forventede. ”Jo”, svarede hun – ”i Tyskland er dunkelbier altid en malzbier”.
Så fortalte jeg lidt om bayersk dunkelbier, altbier, schwarzbier og urbock, og pludselig tog hun flaske og glas - og gik. Uden tegn på om jeg fik en anden øl i stedet. Kort tid efter kom en anden servitrice og forhørte sig, om hvad der var galt med øllet. Vi forklarede det og hun fortalte at de kun havde ”Erdinger Weissbier” ( ikke dunkel ) og ”König Pilsener”. Den eneste mørke øl var den famøse ”Kandi Malz”
Så jeg erhvervede mig en ”König Pilsener” i stedet.
 

Bryggeriet stammer fra 1858, hvor Theodor König slog sig ned i Beeck i nærheden af Duisburg. Det hævder at have fået tilladelse til af bruges navnet ”König Pilsener” i 1911, så nogen uenighed og konkurrence om at være den første, er der da. König ejes nu af Bitburger, der også har købt Köstritzer, så de tre første øl på turen var egentlig fra samme bryggeri.

”König Pilsener” er på 4,9% og ligner i farve og duft lidt Bitburger. Den virker umiddelbart mere neutral i smagen og bitterheden er ikke slet så udtalt. Men igen er det et udmærket eksempel indenfor genren.

Karakter 3

Mottoet er naturligvis: ”Das König der Biere”

fredag den 5. november 2010

Tid til en øl - Tenerife / Tetley’s Smoothflow / Bitburger Premium


5. November 2010

Fredag var vi på rundtur på Tenerife, hvor vi besøgte en vinkælder - vi så det 1000 år gamle drageblodstræ i Icod og besøgte den smukke kirke der. Frokosten blev indtaget på Pueblo Chico ( den lille verden ) hvor miniatureudgaver af Tenerifes seværdigheder kan studeres. En fin tur rundt på øen, hvor vi også hørte lokal folkemusik.

Sent tilbage i Playe de las Americas gik vi atter på italiensk restaurant, hvor jeg fik en pizza og en ½ l fadøl fra Reina. Jeg var ikke begejstret for deres dåseudgave, men den var væsentlig bedre fra fad.


I lyset lignede den virkelig guld ( Oro ). Den blev godt nok serveret i et frosset glas - en misforståelse som de selv på den belgiske bar har taget til sig. Duften var sødere og mere afrundet og smagen havde en del frugtsødme i sig. Jeg tænkte blåbær, selvom jeg ikke ved, hvor det kom fra.
Karakteren stiger til 2+. En absolut drikkelig øl, der dog ikke gør mere stads af sig end som så.
Jeg tænkte lidt at besøge en engelsk pub, som der er flere af i området. Min kone ville gerne hjem, så jeg fulgte hende på vej. I nærheden af hotellet lå ”The George”, der godt nok havde undertitlen ”fun family pub”. Udenfor blev vi mødt af en opstemt/ beruset person, der spurgte om vi ikke ville ind og smage en øl. Det var sikkert George – ejeren – for ingen ansat kunne optræde så fuld på jobbet, men han var hyggelig og gemytlig og jeg spurgte om han havde noget ”prober english ale”.
Ok ja.- det havde han. Det viste sig at være ”Tetley’s Smoothflow” og det var så det eneste britiske indslag i pubben. Men fint – den havde jeg jo ikke smagt tidligere, så jeg gik indenfor.
Jeg ved ikke om det egentlig var en australsk pub, for jeg blev hele tiden tiltalt som ”mate”, men jeg fik min øl og satte mig udenfor.




”Tetley’s Smoothflow”  var ekstra isafkølet, hvilket skulle forestille at være et plus, så jeg ventede lidt med at drikke den. Den var dog stadig mere kølig end engelske ales plejer at være.

Bryggeriet blev stiftet i 1822 af Joshua Tetley i Leeds. Det er nu overtaget af Carlsberg, der overvejer at flytte produktionen til Northampton.

”Smoothflow” er en let øl på 3,8%, hvilket er meget almindeligt på engelske pubs. Man skal jo helst kunne drikke nogle stykker og ikke komme for fuld hjem.

Det er en rødgylden øl med meget blødt skum ( very smooth ). Der er næsten ingen aroma, men den føles utrolig blød i munden, for der er næsten heller ingen kulsyre. Man aner lidt karamel med mørke parfumerede noter. Der er en pæn bitterhed i eftersmagen.

Karakter 3+

Den sidste dag var en afslapningsdag ved poolen. Til frokosten åbnede jeg en dåse ”Bitburger Premium” som jeg havde fundet i supermarkedet. Det er jo en god, solid tysk pilsner.



I 1817 åbnede Johan Peter Wallenbronn et bryggeri i Bitburg. Han producerede overgærede øl. I 1842 blev hans datter gift med Ludwig Bertran Simon, der kørte firmaet videre. Hans søn foretog i 1871 en omfattende renovering, der omfattede en isafkølet kælder, så det blev muligt at brygge de nye undergærede øl. Og i 1883 blev den første pilsner produceret. Bryggeriet har siden været i familien Simons hænder. Men i juli 1944 falder bomberne tæt over Bitburg og ødelægger også bryggeriet. De 3 brødre Theobald, Hanss og Bert Simon gik i gang med genopbygningen og i august 45 brygger de den første ”Post war” bryg. Deres kendte slogan – ”Bitte, ein Bit” stammer fra 1951. Pilsneren fra Bitburg er en af de mest udbredte øl i Tyskland..

Det er en meget lys øl med hvidt skum. Procenten er 4,8%. Der er kun svage bobler og en lidt neutral duft. Men den er fyldig og god med en lidt sødlig smag og noter af lys frugt. Afsluttes i en god bitter eftersmag.

Karakter 3+

Aftensmaden indtog vi - sammen med et andet par vi havde mødt- på indisk restaurant. Dertil fik vi en ”Cobra”. Bryggeriet stammer fra 1989 hvor Karan Bilimoria besluttede at lave en ordentlig pilsner, der kunne erstatte de rå, fizzy Europilsnere på markedet. Derfor kastede han sig – uden  kendskab til ølbrygning i øvrigt – ind i konkurrencen. Og med stor succes. Cobra har vundet mange priser ved ølfestivaler især i England, hvor salget går strygende.


Det er en pilsner på 5,0%, Brygget på bygmalt, ris og majs, for at gøre den lettere og blødere.

Det er en lys øl med en frisk smag og der er faktisk en del kulsyre, så den virker lidt sodavandsagtig. Men den passer godt til den indiske mad, hvor den dæmper noget af den stærke krydderismag.

Karakter 3 ( måske skyldes det den hyggelige stemning )

Derefter gik vi til det belgiske ølhus, for at præsentere lidt godt øl for vores nye bekendskaber. De fik en Duvel og en Leffe Bruin, men da jeg ville prøve en Kasteel Blond, sagde den unge tjener, at det var ikke det,  jeg skulle have. Jeg skulle smage det bedste belgiske øl, nemlig trappistøllet.

Vi blev hurtigt rørende enige om at Rochefort 10 er verdens bedste øl, måske i skarp konkurrence med Westvleteren ( som de dog ikke havde). Så jeg afsluttede denne ferie med min favoritøl – Rochefort 10. En glimrende afslutning på en dejlig ferie. Jeg fik lov at købe det smukke Kasteel glas for den lille sum af 3 euro, hvilket var en dejlig slutning på den historie. Så kommer man på besøg og ikke kan få en Kasteel Donker, fordi de ikke har flere glas, er det altså min skyld.

I morgen er der juleøl på Artbeck Hotel i Ranzausgade. Det er Ølkonsortiet, der står for arrangementet. Det er fra kl. 10 – 17 og ikke som jeg tidligere skrev.