Tid til en øl - Bitburger Pils / König Pilsener

29. Juli 2013

Tysk øl er ikke det mest eksperimenterende, men det er næsten altid godt. Det har et højt bundniveau. Når det er dårligst er det alligevel godt håndværk og når det er bedst er det en sublim øloplevelse. Det skyldes i høj grad, at man siden 1516 har brygget efter ”Das Reinheitsgebot”. Dette dekret byder, at øl kun må brygges af malt, humle, gær og vand.  Der er lavet meget godt øl, der ikke overholder denne regel, men det er i andre kulturer end den tyske.

Oprindelig blev loven lavet for at fordele afgrøderne byg og hvede, idet man i begyndelsen kun godtog byg til ølbrygning. Hveden skulle bruges til brød, men siden er hvedemalt også blevet tilladt.

EU har ophævet ”Das Reinheitsgebot” med begrundelsen at det er en teknisk handelshindring, men heldigvis bruger de fleste tyske bryggerier frivilligt påbudet. Desværre har lempelsen ført til at man er begyndt af lave underlige blandingsprodukter – Radler, Diesel og Malzbier. Og det er også gode etablerede bryggerier, der er med på denne galej. Det kan ikke gå hurtigt nok med at indføre Reinheitsgebot igen, da tyskerne åbenbart har brug for forordninger for ikke at skeje ud.

Vi kørte til vores campingplads ved Mosel. En ø i floden ved Winningen i den nordlige ende. Da teltet var kommet op, gik vi hen for at få noget at spise og drikke. Mosel er et vindistrikt og øludvalget er ikke stort. Jeg kunne vælge mellem Bitburger Pils og Erdinger Weissbier ( plus en ”Bitburger Drive” ( alkoholfri ) og en Radler ). Begge øl er jo udmærkede, så problemet var ikke så stort, men det viste sig at være det valg man oftest blev stillet overfor på restauranterne. Lidt som vores hjemlige valg mellem pilsner eller classic.

Bitburger Privatbrauerei ligger i Bitburg, der faktisk er en by i Rheinland-Pfalz, hvor Mosel også løber. Så det er en lokal øl. ”Bitte, ein Bit” er mottoet og det kan man godt sige flere gange såmænd.

Bryggeriet stammer fra 1817, hvor Johan Peter Wallenborn etablerede det. Senere opførte man gode lagerkældre, så man kunne begynde produktionen af det nye undergærede øl. Man hævder at det er den første pilsner brygget udenfor Böhmen. ( 1883 ). I 1913 får bryggeriet ( som da hedder SimonBräu ) ret til som de første i Tyskland at benævne deres øl ”pilsner” eller ”Pils”. Bitburgers fine cylindriske glas stammer fra 1964.

Bitburger bruger Hallertau-humle fra Bayern, men også en speciel humle, der dyrkes i lokalområdet. Den benævnes ”Siegelhumle”, men så vidt jeg har forstået er der tale om ”forseglet humle” – altså en humle, der er ægte tysk og ikke forfalsket.

”Bitburger Premium Pils er en lys pilsner på 4,9%. Den har en duft af korn, sød malt og lidt svovl. Den føles forfriskende og en anelse prikkende i munden. Smagen er ikke så fyldig, men der er god balance mellem malt og humle. Bitterhed 35 IBU. Igen et eksempel på at tyskerne kan lave gode pilsnere.

Karakter 3+

Tirsdag kørte vi til Bingen for at se nogle af de klostre, der forbindes med Hildegard von Bingen. Hun er jo i ølkredse kendt for, at være den første der skrev om brugen af humle i øl. Klosterruinen i Disibodenberg var deværre kun åben i weekenden, så vi havde en forgæves køretur, men vi så Abtei Sankt Hildegard.

Her kunne man se kirken og besøge butikken, og minsandten om ikke der var en øl. Den var en ”Dinkelbier” ( nej, det er ikke en trykfejl ). Dinkel er en slags spelt, som Hildegard var meget glad for og alle klosterets produkter indeholder dinkel. Jeg købte naturligvis øl med og det skal smages senere.

Derefter kørte vi langs Rhinen hjem til campingpladsen. Det er et stykke af floden med Lorelei og mange borge på begge sider.

Vi spiste i en nærliggende by – Alken. Jeg bestilte en ret, der skulle serveres i panden. Svinekød, kylling og kalv og dertil bestilte jeg en ”dunkelbier”. Stor var min overraskelse, da jeg blev præsenteres for en alkoholfri ”malzbier”

Den var mørk, men ikke lige det jeg havde ventet. Jeg duftede til den ( det er en meget mærkelig, krydret duft ), og tænkte: ” jeg må vel smage på den. Men min kære kone syntes at det var for sølle, og sagde til tjeneren, at det var ikke det vi forventede. ”Jo”, svarede hun – ”i Tyskland er dunkelbier altid en malzbier”.

Så fortalte jeg lidt om bayersk dunkelbier, altbier, schwarzbier og urbock, og pludselig tog hun flaske og glas - og gik. Uden tegn på om jeg fik en anden øl i stedet. Kort tid efter kom en anden servitrice og forhørte sig, om hvad der var galt med øllet. Vi forklarede det og hun fortalte at de kun havde ”Erdinger Weissbier” ( ikke dunkel ) og ”König Pilsener”. Den eneste mørke øl var den famøse ”Kandi Malz”

Så jeg erhvervede mig en ”König Pilsener” i stedet.

 

Bryggeriet stammer fra 1858, hvor Theodor König slog sig ned i Beeck i nærheden af Duisburg. Det hævder at have fået tilladelse til af bruges navnet ”König Pilsener” i 1911, så nogen uenighed og konkurrence om at være den første, er der da. König ejes nu af Bitburger, der også har købt Köstritzer, så de tre første øl på turen var egentlig fra samme bryggeri.

”König Pilsener” er på 4,9% og ligner i farve og duft lidt Bitburger. Den virker umiddelbart mere neutral i smagen og bitterheden er ikke slet så udtalt. Men igen er det et udmærket eksempel indenfor genren.

Karakter 3

Mottoet er naturligvis: ”Das König der Biere”