Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

tirsdag den 30. juli 2013

Tid til en øl - Frankenheim Alt / Früh Kölsch


30. Juli 2013

Onsdag tog vi på tur langs floden og så den imponerende borg – Burg Eltz. Den eneste vej fra Mosel og op til borgen, fører ad en meget smal vej op ad en stejl stigning, hvorefter man ender på toppen i et blødt og bakket landskab. En helt anden verden. Men selve borgen ligger tættere på Moselfloden i et stærkt kuperet terræn.

Burg Eltz ligger på et lille klippetop, og strækker sig mod himlen med sine små, bindingsværkstårne.

Grundarealet har været begrænset og tre forskellige grene af slægten Eltz byggede på samme tid hver deres del af slottet og det kunne kun gå opad. Rummene i slottet er meget små. Man kan kun komme rundt med rundvisning. Absolut et besøg værd.

Frokosten spiste vi i Cochem, der er den største by mellem Koblenz i nord og Trier i syd. I Rådhuskælderen kunne man få de sædvanlige Erdinger og Bitburger. Derefter drog vi til Traben-Trarbach, men denne by var ikke helt så idyllisk som vi havde regnet med ( fin broport dog ), så vi tog tilbage til Cochem.

Her havde jeg set et lille udskænkningssted, hvor de reklamerede med ”Frankenheim Alt”

 
Bryggeriet blev stiftet i 1873 af Heinreich Frankenheim. Det ligger i Düsseldorf Altstadt og hed oprindeligt ”Zum Falken”. Man kan stadig se en falk som logo på flaske og glas. Bryggeriet er senere flyttet til større lokaler i Düsseldorf. ”Frankenheim Alt” brygges efter den originale opskrift.

Altbier hører til i området omkring Düsseldorf og er en tysk specialitet. Det er en overgæret, mørk øl, men overgæret er tilsat ved lav temperatur og ellers behandlet som en undergæret øl, hvilket giver en unik karakter.

Jeg har tidligere smagt flere alrbier og kan sædvanligvis godt lide dem, for man får den undergærede øls friskhed sammen med mere florale noter fra overgæren. Det er en colafarvet øl på 4,8%. Hvidt skum pryder toppen. Der er duft af malt og ristet brød. Den føltes overraskende ”spritzig”, hvilket jeg ikke synes af genkende fra andre udgaver. Smag af malt og brød med noter af bær og frugt. Afsluttende bitterhed.

Karakter 3

Bryggeriet laver også en lys udgave og noget misk-mask med cola eller grapefrugt.


Derefter gik vi ned på promenaden for at få noget aftensmad. Her kunne man sandelig finde en anden Rhinens specialiteter – Kölsch. Denne drik stammer fra Køln og er også en overgæret øl, men denne gang en helt lys øl. Princippet er det samme – overgær ved undergær temperatur. Jeg har også tidligere smagt kölsch, også denne fra ”Früh”.

Jeg må indrømme at jeg ikke helt har kunnet se det interessante i denne øltype. Den har mindet om en halvkedelig pilsner, men det ændrede sig med denne øl. Om det skyldtes af den var fra fad, skal jeg ikke kunne sige, men disse frugtige estere fra gæren fik virkelig lov at komme til udtryk, så det var en behaglig overraskelse.

Bryggeriet blev grundlagt i 1895 af Peter Josef Früh under navnet ”Aposteln-bräu”. Det er nu femte genration af familien, der ejer bryggeriet. ”Früh Kölsch” stammer fra 1904 og det er stadig samme opskrift, der benyttes.

Det er en meget lys øl på 4,8%. Duft af korn og lidt bær, men minder noget om pilsner. Dejlig blød og lækker. Det er smagen der overraskede mig. Meget frugtig og med noter af bær. Ikke megen bitterhed.

Karakter 4

Ingen kommentarer:

Send en kommentar