Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

lørdag den 29. august 2015

Tid til en øl - Naparbier Avant-Garde Barley Wine


29. August 2015

I dag har vi fejret min ældste datters 26 år fødselsdag – tillykke med det. Vi har sendt den yngste på vej til Helsingør – det var dejligt at have hende på besøg en uges tid, og så har vi haft læseprøve på årets julespil. Alt i alt en god dag.

Som blev afsluttet med en stærk øl fra spanske Naparbier. Bryggeriet blev grundlagt i Pamplona i 2009, og de laver en serie ”Avant-Garde” øl med eksklusive øl. Brygmesteren er Juan Rodriques og dette er hans ”Barley Wine Ed. 2013” Det er en stærk øl på 12,0% - lagret i 15 mdr. på vinfade. Der er ingen oplysninger om den på deres hjemmeside – andet end et billede af etiketten og den siger ikke alverden.

Det er en rødbrun, uklar øl med en svag skumdannelse. Den har en tydelig aroma af sveske og rosin blandet med vin. Meget madeira-like. I munden er det også en tynd og skarp hedvinsfornemmelse, der møder en. Smagen er mørk frugt og alkohol. En øl man skal give sig tid til.

Karakter 4+


Naparbier har lavet en del samarbejdsbryg med især norske bryggerier på det sidste – både Nøgne Ø og Lervik er på listen.

onsdag den 26. august 2015

Tid til en øl - Humleland II



26. August 2015

Humleland var på besøg hos ( nogle af ) Aalborgs Ølentusiaster og efter spisepausen var Lene og Michael klar med de stærke øl. Den første var ”IPA Afrodisiakum”.


Som man kan se flyver der en lille bi rundt på etiketten, for der er brugt 10 kilo orangeblomst-honning i denne øl, for af modsvare humlen. En flot, gylden øl med hvidt skum, der sætter sig smukt på glassets sider. Alkoholprocenten er 8,0% og bitterheden når 46 IBU. Der er brugt amerikansk citrushumle. Den har en let sødlig duft, men ikke tydelig honningaroma. Efter en sødlig indledning med lidt honning skifter smagen til bitter appelsinskal og humle i eftersmagen.

Karakter 3+

Orangeblomsthonning er gennem tiderne blevet brugt som afrosisiakum. ”Mon ikke dee erotiske drifter får et boost med denne IPA, hvor andre virkemidler som humle og alkohol leger med. – Men husk! For meget kan have den modsatte effekt”.

Vi fik ikke for meget, men vist heller ikke nok til at drifterne helt kom i kog.


”Kom tilbage” er en saison på 8,2%. Vi ser solen på etiketten og måske er det et forsøg på at kalde den frem, der hentydes til. Det kunne også være Danseorkesteret, for dem tænker man naturligvis på, når man hører den sætning. Men hvad de lige har med øl at gøre, ved jeg ikke.

Bitterheden er naturligvis ikke så høj ( 28 IBU ). Der er brugt Citra, Galaxy og Sorachi Ace. Sidstnævnte har jeg det lidt svært ved i længden. Det er en japansk humle, der smager en masse af dild, og selvom denne er spændende i begyndelse, får jeg meget hurtigt nok af den. Det er ellers en øl med en god fylde, men altså – Sorachi Ace

Karakter 3+


Den næste øl var den eneste søde, mørke øl i smagningen – ”Kakaobønnen”. Det var en øl, jeg havde set lidt frem til, for jeg havde den med til vores sidste ølsmagning med vennerne. Her var der et eller andet gået galt, for den var syrlig og udrikkelig – så jeg var spændt på, hvordan den skulle smage. Og det var en helt anden oplevelse end sidst. Det er en sweet stout på 8,2%. Der er brugt 4 kg kakaonødder, 70 vaniljestænger og indonesisk kaffe.

Den er sort med brunt skum. Sødlig duft, hvor især chokoladen trænger igennem. Blød og fyldig krop. Dejlig sød smag, hvor chokoladen fylder godt. Det kan ellers ofte være en vammel sag, men her er det godt doceret og balanceret med andre ting. Helt klart aftenens bedste øl. Den vandt også afstemningen, der blev foretaget ved håndsoprækning – en hurtig og fornøjelig måde at gøre det på.

Karakter 4+


Derefter fulgte en anden mørk øl, men dette var en mørk IPA. Vi talte lidt om det selvmodsigende i det, men det er en type, vi efterhånden kender flere af, og det beskriver øllet meget godt.

”US-Trip ”02” er på 90 IBU og var aftenens bitreste øl, men virkede pga den mørke malt  ikke sådan. Der er brugt Columbus, Simcoe og Amarillo og så er den tørhumlet med Citra. Alt havde været i skønneste orden, hvis de ikke lige havde putte Sorachi Ace i også. Beklager, men jeg synes, det ødelægger øllet

Karakter 3+


Aftenens sidste øl var også den stærkeste – ”Promillaen” på 10.0% - En IIPA med en bitterhed på 80 IBU. Her er brugt Citra, Mosaic og Belma – en humletype, der skulle have lidt noter af jordbær. En god fyldig øl, hvor alkoholen var med til at fylde. Frugtig smag – måske med lidt jordbær (?) og en god afsluttende bitterhed.

Karakter 4

En dejlig ølsmagning med gode øl, men de kunne med fordel skære lidt ned på dildhumlen.


søndag den 23. august 2015

Tid til en øl - Amager Collaboration


22. August 2015

I dag havde Basement Beer Bar indkaldt til smagning med Amager Bryghus og nogle af deres amerikanske samarbejdspartnere. Det blev en rundtur i godt humlet øl med fem amerikanske bryggerier. Jeg havde aftalt at mødes med en god ven, hvis han kunne få plads, og det var ikke noget problem, da der kun mødte 10 personer op i sommervarmen.


Det første samarbejde var med Cellermaker – et nyt bryggeri fra San Fransisco. Det er stiftet af Connor Casey og brygmester Tim Sciascia og de brygger hele tiden små batches af forskellige øl. At gentage 3-4 øl hele tiden vil være kedsommeligt.

Deres samarbejde med Amager resulterede i ”The Dank Dane” – en rug/hvede IPA på 6,5%. Der er tilsat en god mængde humle af typerne Simcoe, Citra og Columbus.

Det er en uklar, orange øl med fint hvidt skum, der sætter sig pænt på glasset. Man mødes af grape og gran. Den har en god fyldig krop – blød og forfriskende skarp af humle på samme tid. Først domineres smagen af grape og citrus, senere træder gran mere frem.

Karakter 4

Begrebet ”Dank as a Dane” henviser til unge svedige rygsækturister der farer efter sporvognene, aser op og ned af de stejle gader og jogger hen over Golden Gate. Disse moderne hipstere er samtidig meget glade for kraftigt humlede øl. Så ”The Dank Dane” er en øl for dem.


Derefter smagte vi samarbejdet med Arizona Wilderness Brewery fra Gilbert, Az. Det er det første bryggeri i byen og er samtidig en Brewpub. Det blev grundlagt af Jonathan Buford og 2 venner i en garage i 2010, men efter en ”Kickstarter” kampagne i 2012 kom der gang i det hele.

Dagen øl var ”Arizona Beast” på 7,0%. En Oatmeal IPA med masser af havre og Hercules, Polaris, Citra og Amarillo humle.
De to øl minder en del om hinanden i udseende, men aromaen er ikke nær så tydelig denne gang. Denne øl er også frisk i sin fremtoning med frugtig citrus. Fin afsluttende bitterhed.

Karakter 4

Et rygte har længe floreret - at en mærkværdig skabning er set på et kamara ved landevejen i den mest afsides liggende del af Grand Canyon staten. Var det en sasquatch eller en bigfoot? Her er den i hvert fald.


Against The Grain havde besøg af Amager Bryghus og sammen lavede de ”Fistful Of Kroners”  - en øl, der naturligvis spiller på den gamle Sergio Leone film. Basen er en pilsner, men den er peppet lidt op til 7,6% så vi nærmer os vist en kraftig guldøl/bock. Dertil er tilsat danskernes forkærlighed for rugbrød i form af 25% rugmalt. Det giver en flot dyb orange farve, som jeg desværre ikke kan vise, da mit kamera åbenbart ikke ville tage billede af den.

Igen en god fylde pga rugmalten. Intet skum og en god bitterhed af amerikansk citrus humle. Jeg havde nok ikke gættet på lagerøl i første omgang.

Karakter 3+


Crooked Stave med brygmester Chad Yakobson i spidsen brygger udelukkende syrligt øl. ”Chad The King” blev præsenteret som en Sour Ale, men selv omtaler de den som Farmhouse Ale, hvilket kan bøjes til flere grader af syrlighed. Og denne var yderst moderat. Der er brugt brettanomyces gær. Bryggerne fra Amager insisterede på at der også skulle en del humle i ( Simcoe, Mosaic, Citra og Amarillo ), så det endte op med en Farmhouse Pale Ale.

Jeg er nok ikke den store fortaler for syrlighed og bitterhed i samme omgang, men som nævnt var det hele lidt afdæmpet her. Min kammerat brød sig ikke om duften, og der var da også lidt sur karklud over den. men smagen var frisk i varmen og syrligheden tilpas tilmig. Bitterheden til sidst var unødvendig, men uskadelig.

Karakter 3+

Til sidst smagte vi ”Orange Crush”, som flere gange tidligere er omtalt her på bloggen, og så sluttede vi – udenfor nr – af med "Konrads Stout” fra norske Lervik. Det var godt.













fredag den 21. august 2015

Tid til en øl - Midtfyn / Frejdahl / Samuel Smith / Lost Abbey


21. August 2015

Inden anden halvleg af Humleland ølsmagningen kommer på bloggen, trænger aftenens hyggemadklub sig på med et par øl. For første gang i umindelige tider var der vejr til at sidde i haven og få sig en øl. Ingen blæst, masser af sol og lidt skygge fra parasollen, der for første gang i år var slået op.

Vi nød lidt chips og en øl fra Midtfyn Bryghus ( De der ikke drak øl, fik rosevin eller sodavand ). I Fakta fandt jeg en ”Double India Pale Ale”, der muligvis er brygget til COOP. Midtfyn har en Double IPA i deres faste sortiment, men den er på 9,2%. Denne øl er ”kun” på 7,3%, men minder ellers meget om den anden. Udvalgte amerikanske humler giver en kraftig humlebitterhed med god smag af grape.


Karakter 4


Så rykkkede vi indendøre til aftensmaden. Vi have fået nogle fiskeplatter i Brugsen med æg & rejer, fiskefrikadeller, krebsehaler, laks og røget ørred, og dertil valgte vi en saison fra Frejdahl – ”Gudmund”.

Det er duften af lys frugt og bær der møder en – drue, stikkelsbær og æble. Brygget på pilsnermalt, humlet med Nelson Sauvin humle og afrundet med mjød af dansk honning. Derefter fadlagret på Chardonna hvidvinsfade.

Em smuk gylden øl på 7,0%.. Aromaen er nævnt og smagen er rund og lækker. Man mærker mjøden som en balancerende sødme, der er i godt modspil til lidt skarpere, let syrlige noter fra hvidvinsfadet. En god ledsager til fisken.

Karakter 4+

Gudmund er nevø til den sydfyske viking Roulv. Gudmund døde på vej hjem fra et slag i Frankrig og Roulv satte en runesten over ham.

RuulfRsatisatinnuRa kudiaftkudmutbrudur
sunusintruknadu auaiRfabi

Det var teksten på runestenen, men den er oversat til nudansk ( det er nu så meget sagt )

” Roulv, næsboernes gode, satte stenen efter si brodersøn Gudmund
druknede Åver malede”


Vi åbnede også en Grimbergen ”Ambre” – en glimrende øl, som er omtalt tidligere.

Efter fiskeanretningen skiftede vi til en mørkere, sød øl – ”Organic Chocolate Stout” fra engelske Samuel Smith. Den er på 5,0% og brygget med chokolade malt og kakao ekstrakt. Den har en dejlig duft af chokolade, men da vi smagte på den var den ualmindelig vammelsød. En af vennerne sagde rammende: Det er jo en Øl-Cocio. Der skulle ikke meget til før vi var trægt helt i defensiven af kvalmende sødme, så vi haster videre.

Karakter 1+

Det skal dog siges til Samuel Smith’s forsvar, at jeg stort set aldrig har brudt mig om chokolade stouts. Jeg tror den eneste, jeg har sat pris på er den fra Maisel & friends.



Jeg skyndte mig i ølskabet for at se om der ikke var et eller andet, der kunne fjerne den vamle smag. Og jeg fandt en ”Avant Garde Ale” fra Lost Abbey.

”Relax and watch the evening arrive as the afternoon sun is consumed by the illuminating moon over the gardens”.

Det lød helt klart som en øl til lejligheden. Det er en Biere de Garde ( der er jo en hentydning i 
navnet ) på 7,0%. Den er beskrevet som en Farmhouse Style Ale, men hvor det ofte betyder syrlig passer det ikke her.

Det er en gylden, uklar øl med hvidt skum. Duft og smag er frugtig med drue og melon. Den er ikke sød, hvilket lige var det, der skulle til. Frisk og med en let syrlighed.

Karakter 4

tirsdag den 18. august 2015

Tid til en øl - Humleland


17. August 2015

I lørdags havde vi besøg af Humleland. Når jeg siger ”vi”, mener jeg Ølentusiasterne i Aalborg og når jeg siger ”Humleland” mener jeg Lene Richter og Michael Alhof fra bryggeriet i Risskov. I 2005 stoppede de med at ryge, og så gik de og blev lidt rastløse. Pengene fra rygningen blev lagt til side og pludselig var der til et lille bryggeri i køkkenet. En gryde blev til flere og tilsidst måtte de indse, at det var nødvendigt at bygge til. 20 m2 bryggers blev det til og et anlæg på 400 l.


Det er stadig et hobbybryggeri, for de har begge fuldtidsjob ved siden af, men det tager rigtig meget tid. Flaskerne bliver håndtappet og på samme måde med etiketterne, og det er måske ikke den morsomste del at arbejdet. Men de var mødt op med ni spændende øl og de var heller ikke nærige med det, så der var også nok til at smage, da maden kom på bordet.




Den første øl var lidt teksttung. Den hed ”Jeg Føler Mig” og etiketten er et lang tekst, hvor en af deres iværksættervenner føler sig taknemmelig over at lave lige præcis det hun gør.


Det var en saison på 6,6% med fire forskellig kornsorter – byg, hvede, rug og havre. Den er humlet med Citra og Hallertau Blanc, der er en ny variant af Hallertau ( IBU 24 ). Humleland lægger ikke  skjul på ingredienser, og har den gode ide altid at oplyse om bitterheden.

Det er en sløret, gylden øl med store, dovne bobler. Frugtig duft af Citra på både godt og ondt. Selvom Lene og Michael ikke er så interesserede i de syrlige farmhouse saisons, har denne en skarp og let syrlig fremtoning, der virker frisk. Frugt i smagen – ikke megen sødme og med en bitterhed i eftersmagen.

Karakter 3+


Derefter fulgte en engelsk pale ale – måske lidt mørk i det. ”Villa, Vovse & Volvo” er en let drikkelig ale på 5,2%. Klar kobberfarvet øl med luftigt skum. Humlet med Villamette ( 28 IBU ) hvilket var inspiration til navnet. Aromaen er noget neutral, men den har ellers en god maltprofil, der gør den lidt ”engelsk” tung i karakteren. Let bitterhed i eftersmag.

Karakter 3


Det kunne man måske også sige om den tredje øl – ”Maltpusheren”, som var en engelsk strong ale på 7,5%. Her passer den maltede profil bedre med de andre indtryk. Bitterheden er lidt højere ( 37 IBU ) hvilket balancerer malten bedre. Der er brugt traditionel engelsk humle – east Kent, Bramley Cross og Northdown. Både engelsk og fransk gær. Det er en rødlig, mørk øl med god maltaroma, god fylde og en lækker blød fremtoning. En del frugt i smagen.

Karakter 3+


”Byens Bitreste Mand” viser en noget bitter humlekogle, men den er nu ikke så slem endda. Bitterheden er 40 IBU og det er en session IPA på 5,2%. Humlet med Vics Secret og tørhumlet med Mosaic. Det er en mørk, orangegylden øl med en smule slør. Frugtig humle i duften. Den er yderst let i munden – en rigtig sommerforfrisker. God bitterhed i eftersmagen.

Karakter 3


Derefter kom der dejligt smørebrød på bordet og  der var som nævnt øl nok til måltidet også, inden vi gik i gang med de stærkere øl i anden halvleg.

torsdag den 13. august 2015

Tid til en øl - Frejdahl Nidhug


13. August 2015 

”Asken Yggdrasil Anløb lider mere end man tænker, thi Toppen ruskes af Hjort, den raadner på Siden, Nidhug hærger forneden.”
( Grimnirs Tale )

Den anden øl fra Frejdahl hedder Nidhug og der henvises til navnet i den gamle tekst, men ellers kender jeg ikke baggrunden for navnet. Nidhug er den drage, der gnaver af Verdenstræets ene rod, og suger blodet af de mennesker, der ikke skal til Valhal. Et uhyggeligt og drabeligt væsen, der umiddelbart må kalde på en mørk og farlig øl. Og det synes jeg ikke helt passer. – Men en øl skal jo hedde noget og det er måske baggrunden for navnet.

”Nidhug” er en rugøl. Den fremstår undergæret, men det oplyses der ikke noget om. Den er naturligvis økologisk med dansk rugmalt.

Det er en dunkeløl på 5,2%. Skummet er kraftigt, men svinder meget hurtigt til absolut intet. Man mødes af en duft af rugmalt, rugbrød og karamel. Den virker mere tynd end forventet. Let og skarp i munden og smagen er heller ikke overvældende. Man sidder tilbage med smagen af rugmalt og gær til sidst. Der er ikke meget bid i dragen – den kunne godt være lidt mere udfordrende. Lidt en skuffelse efter ”Guldtop”.


Karakter 3

mandag den 10. august 2015

Tid til en øl - Frejdahl Guldtop

10. August 2015


”Hrymfaxe den sorte puster og dukker og i Havet sig begraver.
Morgenens Porte Delling oplukker,
og Skinfaxe traver i straalende Lue paa Himlens Bue”

( Adam Oehenschläger ).


Det er storladne ord – det er Danmarks fortid, der kommer til live i Bryggeriet Frejdahls nye øl. Bryggeriets logo er grisen Gyldenbørste, der var guden Frejs dyr og den skinnede klart , så nat blev til dag. Den blev skabt ved troldom af dværgene Brokk og Sindre, efter en af Lokes svinestreger.

Når den nordiske mytologi fylder så meget i Frejdahls verden er det fordi bryggeriet Vestfyen har lavet et samarbejde med Jim Lyngvild, og han er meget optaget af vores gamle fortid. Han har selv bygget et vikingehus – Ravnsborg på Fyn. Han har sammen med brygmester Christoph Behnke ( Willemoes-serien ) skabt en ny serie økologiske øl under navnet Frejdahl.

Deres øl er for tiden på introduktionstilbud i Bilka, så jeg købte et udvalg med hjem og lægger ud med bryg nr. 1 – ”Guldtop”.

”Guldtop” er en pilsner på 4,8%. De skriver selv på etiketten at ”mandarin og cascadehumle giver en frisk og frugtig smag”, men mandarin fremgår ikke ellers af ingredienslisten. Det er en gylden øl med et let slør, små bobler og luftigt, hvidt skum på toppen. Skummet falder dog ret hurtigt sammen. Duft af hyldeblomst og orangefrugt, så mandarinen er nok ikke helt gal. Den er forfriskende, men har en god fylde. Mandarinen fornemmes, men når ikke at blive så sød, før humlen giver smagen en skarpere drejning. Frugtig eftersmag med mild bitterhed. En lidt anderledes pilsner, der gør sig godt.
Bryg nr. 1 lover godt for senere bryg. Eneste minus er at den ikke har godt af at vente særlig længe. Jeg måtte lade noget af den stå i ca 10 minutter, og så var gassen gået af ballonen, og den var noget mere fad og slap at drikke – og duften var henad dåsepære. Men man jo også bare lade være med at lade godt øl stå.

Karakter 4

Guldtop er guden Heimdahls hest, der dukker op ved Balders ligfærd og trækker ham til Hel.



søndag den 9. august 2015

Tid til en øl - Ebeltoft Damn Dark Stout V


9. August 2015

I dag blev der ryddet op i skur og carport. Det er utroligt, så meget plads der er, når man får sat alt på plads – og smidt en masse skrammel væk ( og tomme ølflasker ). Så kunne jeg nyde veludført arbejde med en ”Damn Dark Stout V” fra Ebeltoft Gårdbryggeri.

Bryggeriet beskriver den selv som ”en engelsk/irsk oprindelse og krydring, der står i kontrast til de lidt nisseølagtige stout, man ofte møder på markedet”. Så havde jeg nok forventet noget i stil med en ”dry stout”, men det er der ikke tale om. Vi er mere i nærheden af en ”sweet stout”. Der er brugt 5 forskellige malte og to engelske humletyper, og den er lagret i 6 mdr.

Den er sort med blødt lysebrunt skum. Procenten er 8,1%. Der er duft af kaffe og mælkechokolade. Den har en fyldig krop og er samtidig meget blød og behagelig. Sødme lægger ud med ristede noter og en afslutning med antydning af lakrids. Fin – for folk som mig, der hang hang til søde sager.

K 4+

fredag den 7. august 2015

Tid til en øl - Engelszell Nivard


7. August 2015

Nivard Wolkmer var overhoved for Stift Engelszell i perioden 1989 – 91. Den nyeste øl fra det østrigske trappistbryggeri er opkaldt efter ham. Det er den letteste og lyseste af de tre øl, der nu er kommet derfra – en belgisk blond på 5,5%. 


Det er en sløret, gylden øl med luftigt, hvidt skum og mange små bobler. Den har en duft af krydderi og orangefrugt. Let i karakteren – god sommerøl. Sødme i indledningen, derefter orangefrugt og humle til sidst. Let, men tydelig bitterhed i eftersmagen.

Karakter 4


onsdag den 5. august 2015

Tid til en øl - Crew Republic Munich Summer.


5. August 2015

Nogle gang bliver man snydt af betegnelser. F.eks begrebet ”sommer” som vi ikke har set meget til i år. Heller ikke i går, hvor der var kraftige regnbyger i det nordjyske. Men da kalenderen stadig hævder det er sommer, åbnede jeg for en ”Munich Summer” fra tyske Crew Republic. Også her kunne man forestille sig noget udfra begrebet ”munich” – undergæret, mørk øl med münchenermalt, men der er tale om en frisk pale ale / golden ale på 4,8%.

”Grille ved Isar, slappe af på Gärtnerplatz, slikke solskin i Den Engelske Have – det er sommer i Müchen”. Og denne øl er brygger for at passe til alle disse ting.

Det er en gylden, klar øl med luftigt, hvidt skum og et væld af små bobler. Den har en frisk og liflig duft af humle blandet med søde bær, og den frisker også, når man drikker den. Selvom den er let og forfriskende, har den også en blødhed over sig I smagen er det mest sødmen fra bærerne der lægges mærke til. Bitterhed og humle trænger ikke frem her. ( IBU 22 ). Som sagt – den passer til at slappe af i solen, og har også smag nok til at gå til sommergrillen.

Karakter 3+


Her til aften blev det ikke til øl, men derimod en tur i Jurassic World med farlige dinosaurer.

søndag den 2. august 2015

Tid til en øl - Det Bette Ølhus / Vedett / Gauloise / De Dochter / Urthel


2. August 2015

Det er blevet en sommertradition at tage en udflugt til ”Det Bette Ølhus” i Aalbæk. Min kon e drikker jo ikke øl, men synes det er hyggeligt nok at sidde og strikke, mens jeg nyder lidt belgisk øl. Som hun sagde: ”Foreningen Øl & Strik er på tur. Der er genvalg på begge poster”.


Jeg valgte at få en lille smagning af det, der var på hanerne – 8 øl, hvoraf 4 var nye og 4 var gamle kendinge ( Saison Dupont, Westmalle Dubbel, Vera Tripel og Straffe Hendrik )


”Vedett Extra White” er en witbier på 4,5%. Den er brygget af det belgiske Duvel Moortgat siden 2008. Det er en mere uklar, bleggul øl. Det er lidt svært at beskrive skummet, for det falder hurtigt sammen i de små glas. Den er en let duft af hvede og citrus. Den føles meget let ( tynd ) og forfriskende i munden. De lette citrusnoter mærker man også, men det hele er lidt kortvarigt.

Karakter 3


Det er bryggeriet Du Bocq, der står bag serien Gauloise. Du Bocq stammer fra 1858 og ”La Gauloise” var det første bryg, de lavede. Navnet henviser til de mange gallo-romerske fund i nærheden af byen Purnode. Navnet er senere blevet forkortet til ”Gauloise”.

”Gauloise Ambre” er en mørk øl på 5,5%. Den har en smuk kobberfarve, og man kan se nogle få, dovne bobler. Der er næsten ingen duft, men smagen er præget af sødme fra malten og et lille syrligt strejf af æble.

Karakter 3


”Belle Fleur” er en lys øl fra bryggeriet De Dochter van der Korenaar. Det har jeg ikke hørt om før. Det er en nyt mikrobryggeri, der ligger i Baarle-Hertog i nærheden af Antwerpen. Det blev grundlagt i 2007 af ægteparret Monique og Roland Mengerink. Navnet på bryggeriet knytter sig til en gammel historie om, at Kejser Karl V i 1550 gav fordele til ”saften af kornaksets datter” fremfor ”blodet af druer”. Bryggeriet har allerede vundet mange priser for deres øl.

”Belle Fleur” er en gylden øl med mange små bobler. Skummet sætter sig fint i ringe på glasset. Duft af mild blomsterhumle. Den har en god fylde og føles blød og behagelig. Der indledes med en let sødme, inden en mild humlebitterhed tager over. Det hele passer fortrinligt til navnet.

Karakter 4


Den sidste nye øl i bakken var ”Samaranth” fra bryggeriet Urthel. Der er etableret i byen Ruiselede, men den kvindelige brygmester Hildegaard van Ostaden brygger øllet på De Koeningshoeven. ( La Trappe i Holland )

Den stærke ”Samaranth” på 11,5% har en flot cognacfarve og en duft af malt og urter. Den er blød og rund og smagen er sødlig med noter af tørret frugt og urter. Små hints af chokolade og karamel og en let antydning af alkoholen.

Karakter 4+


Efter denne smagning bestilte jeg en ”Mont des Cats” fra det franske ”næsten”-trappistbryggeri i den franske del af Flandern. Den skrev jeg også om sidste år, da vi besøgte ”Det Bette Ølhus”. Denne gang var det for at erstatte mit gamle profilbillede på Facebook, hvor jeg har min sorte kat med. Man er vel kattemenneske

Forleden nød jeg en ”Mort Subite Framboise” hjemme på terrassen ( nogle vil måske hævde, at man ikke kan nyde den slags øl, men jeg kan godt en gang imellem have lyst til sådan en ) og min kone kunne til egen forbløffelse også lide den. Så nu var der en lejlighed til at smage et glas ”hindbærøl”. Hun havde indtil da fået en alkoholfri sommerdrink, men har nu fundet i hvert fald en øl, hun kan lide. Så tager vi det derfra.