Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten McGargles. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten McGargles. Vis alle opslag

mandag den 16. marts 2015

Tid til en øl - Knock Knock Ned’s IPA


16. Marts 2015
Forleden var jeg med en kammerat i byen for at finde øl til en smagning, og efter endt dont, gik vi på John Bull for at nyde øl. Man kan blive tørstig af at se de mange flasker på hyldene.

Det blev til en IPA fra det lidt sære irske bryghus McGargles. Ved et møde i Ølentusiasterne var den blevet omtalt som god, så den måtte vi prøve.

Jeg skrev tidligere om den sære familie, der bebor den lille ø og brygger øl, men bryggeriet ligger i Kilcock, hvor der allerede i det sevende årh. var et kloster, der bryggede øl. De helbredende kilder i byen har givet vand til fem bryggerier og to destillerier. McGargles bryggeri stammer tilbage fra 1595 og har fået sit vand fra den ”Grønne Brønd”, der er lige så gammel som byen selv.

Knock Knock Ned er en gammel sørøverkaptajn, der har rejst på langfart, og derfor har han haft forkærlighed for godt humlet øl, der kunne holde sig på rejsen. Så han brygger stadig ”Knock Knock Ned’s India Pale Ale” på 5,3%. Tre typer malt og Cascade, Hallertau og Target giver smag til øllet.
Den har en overraskende sukkersød indledning, som man vænner sig til efterhånden, men som er lidt speciel. Derefter dukker en god blomsteragtig humle frem, der giver en god bitter afslutning på smagen.

Karakter 3+

Dette var øl nr. 2200.


lørdag den 28. februar 2015

Tid til en øl - Lervig Winter Ale / McGargles Gravy Maevey’s Pilsner



28. Februar 2015


I dag er det ifølge kalenderen sidste vinterdag, og vejret viser da også tydeligt, at foråret er klart til at tage over. Så da jeg åbnede lågen til ølskabet kunne jeg jo forstå at det var sidste chance for at smage årets sidste vinterøl.

”Winter Ale” fra norske Lervig er en øl i serien ”Brewers Reserve” som brygger Mike Murphy står for. Det er en kraftig red ale på 8,3%. Brygget med engelsk humle og rosiner. Der er jo – som sædvanligt – ikke mange oplysninger at finde på hjemmesiden pga. de tåbelige norske alkoholregler, men bryggeriet skriver selv på etiketten. ”Fyr i peisen, rull ut bjørneskinnet, hell i glasset. La Lervig Winter Ale med sine 8,3% varme opp i vinterkvelden”

Det er en orangebrun, uklar øl med let, lyst skum. Duft af sveske og rosin. En lettere aggressiv og frisk øl. Smag af sveske, rosin og en god portion engelsk humle, der giver styrke og varme.


Karakter 4

Forleden var der regionsmøde i Ølentusiasterne. Det blev holdt på Cafe Frederiksberg i Aalborg. Det er Aalborg ældste værtshus på samme beliggenhed i bydelen Vejgård. Det stammer tilbage fra år 1900. Der var et lokale ovenpå, hvor vi kunne være, og her fik vi – efter en præsentationsrunde – forloren hare og en øl efter eget valg til. Der var nogle fine og spændende flaskeøl i baren – bla. andet et par stykker fra McGargles. Jeg valgte deres pilsner, der går under navnet ”Gravy Meavey’s Pilsner”.


McGargles er en irsk bryggerfamilie, der har en højst interessant historie. Bryggeriet er f.eks aldrig blevet grundlagt.  Der er fem familiemedlemmer og en hund. De bor på øen Leannclann, der er så lille, at den ikke optræder på noget kort, men der er stadig plads til krakilske gamlinge, bandende dværge, flirtende døtre og ude-af-kontrol hippier. Familien er kommet langt, siden de begyndte at brygge i badekarret, og deres øl har givet brændstof til mange irske digtere, og et par revolutioner og oprør i ny og næ.

Gravy Maevey har arbejdet hårdt for at få sit øgenavn. Det eneste hun elsker ligeså meget som at brygge øl, er at brygge intriger i landsbyen. Familien kalder hende ”gravy” ( sovse ) fordi hun er tyk, saftig og – ligesom sin pilsner – går hun til alt.

Det er en familie, man egentlig helst vil undgå, men det kan være, at man senere støder på flere familiemedlemmer.

”Gravy Maevey’s Pilsner” er en dyb gylden øl på 5,0%. Den har en kraftig, frugtig aroma og en god fylidig krop. Smagen er god, aromatisk og med en rimelig humleafslutning. Glimrende irsk bud på en lidt anderledes pilsner.

Karakter 4

En af de andre deltagere gjorde god reklame for ”Knock knock Ned’s India Pale Ale” så den må vist også smages en gang.

”You can’t choose your family, but you can choose your beer”

Vi satte os bagefter mødet lige i baren, og fik en god snak og en ”Honker’s Ale” fra Goose Island.