Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten Innis - Gunn. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Innis - Gunn. Vis alle opslag

tirsdag den 9. april 2024

Tid til en øl - Alfabetsmagning E - I


 9. April 2024

Til vores Alfabetsmagning var vi 9 deltagere, så der var sådan set nok øl til os. Nogle flasker var på 75 cl, hvilket giver 8 cl til hver. De mindste var på 33 cl, men der var jeg kommet til at købe 2 af hver. Så vi fik godt med øl, men ikke mere end alle var friske og fuktionsdygtige næste dag.



E var repræsenteret at det amerikanske bryggeri Equilibrium. I 2009 fik Pete Oates ideen til at åbne et bryggeri med nogle venner. I '15 købte de en ejendom i Middletown, New York, men først i 2017 kom den første øl på markedet. Bryggeriet er sciencebaseret, da alle kommer fra M.I.T ( Massachusetts Institute of Tecnology ) og 'Equilibrium' betyder ligevægt. Alt er i balance - malt/humle, smag/fylde osv.

'Wavelegth' er en IPA på 6,5% og det humlede indlæg kom lige tilpas. Den er balanceret med havre og hvid hvede og der er tilført Mosaic og Simcoe. Derefter er den tørhumlet med Mosaic og Citra for at give mere frugtig smag. Det er en frisk øl med en let eksotisk frugtsmag af mango og en afdæmpet, men rar bitterhed.

Karakter 4


Derefter kom smagningen dyreste øl, som jeg havde tænkt at slutte af med, hvis det var blevet en bogstavblanding. Nu kom den her ret tidligt i programmet, men så havde vi jo smagsløg til at nyde den.

Fremont er også et amerikansk bryggeri. Det ligger i Seattle, Washington og blev grundlagt i 2009 af Sara Nelson og Matt Lincecum. Fremont er et af kvarterene i Seattle.

I 2020 udsendte de deres 'Brew 4000' - en engelsk barleywine på 12,7%, lagret på bourbonfade i lang tid. Gulvmaltet Maris Otter malt og og humlet med Magnum og US Goldings. Bitterhden er 33 IBU, så det er ikke voldsomt. Men sikke en smag. Det er blandet rigtig godt. Her er karamel og mørk frugt , bourbon og vanilje og alt er helt afstemt. Det viste sig også at være smagningens bedste øl

Karakter 5+

Jeg har også smagt deres Brew 6000, der kom i 2022. Den var bestemt ligeså god.


Derfor var det også kedeligt for Gamma Brewing at komme lige bagefter med en øl på 4,8%.

'Crackle' er en smoked porter, og da vi mærkede den røgede aroma, tænkte vi, at det alligevel nok skulle gå. Der er en pænt kraftig røglugt. Men den har simpelt hen ikke fylden og kraften til at komme Fremont. Det virkede næsten som røg med lidt ølsmag, og det kan være lidt uretfærdigt at bedømme den på den baggrund, men.....

Karakter 3

Gamma er et dansk bryggeri - startet i 2015 af 5 venner i et bryggerkollektiv i Gørløse. I 2018 gjorde de bryggeriet til en fuldtidsarbejde, og i 2020 erhvervede de et varehus i Herlev, hvor de har opbygget et bryggeri.


Het Anker er et velkendt bryggeri fra Belgien, der har brygget den navnkundige Gouden Carolus i mange år. Bryggeriet er Belgiens ældste ( 1369 ) men Het Anker stammer fra 1873, hvor Louis Van Bredam overtog stedet. Bryggeriet ligger i Mechelen.

Hvert år udgiver de en Gouden Carolus Indulgence med forskellig opskrift. 'Battelik' er den 9. i rækken. 'Indulgence' betyder 'forkælelse'.

Battelik er et nyt sted, hvor Het Anker eksperimentere med bryg, destillering og saft. Det ligger i en tidligere kirke i Mechelen. De har haft så stor succes, at de i år fik ansvaret for årets 'Indulgence'

Der er brugt urter - rosmarin og friske fyrreskud til at give en anderledes smagsretning. Jeg må nok sige at det ikke helt lever op til de tidligere år.

Karakter 3+


Vi bliver ved frugttilsætningerne. Innis & Gunn fra det skotske Edinburgh, blev grundlagt i 2003 af Russel Sharp og hans søn Dougal. Bryggeriets navn stammer fra Dougal 'Gunn' Sharp og hans broder Neill 'Innis' Sharp. Bryggeriet var tidligt ude med fadlagring på Grant whiskyfad, hvor man ved et tilfælde opdagede fadets indvirken på smagen. ( se tidligere indlæg ).

Nu har de tilført masser af sure, skotske kirsebær og lavet en 'Kriek' på 5,1%. Den var vi lidt spændt på, og her blev vi glædeligt overrasket. 3 mdr på egefad med kirsebær giver en frisk, syrlig smag, hvor bærrene blander med den velkendte Innis & Gunn smagspalet.

Karakter 4






onsdag den 3. juli 2013

Tid til en øl - Innis & Gunn Scottish Pale Ale


3. Juli 2013

I dag skulle vi have haft generalprøve på vores stykke, men regnen silede stille ned og gjorde scenegulvet vådt og farligt. Vi  var derfor nødt til at aflyse, men vi kan også stykket så godt at det ikke betyder så meget – men alligevel. Heldigvis ser det ud til at de kommende dage bliver med fint vejr. Da vi var klædt om til hverdagstøj igen og havde fået en kop kaffe og en kage, holdt regnen op, men vi kørte hjem og så kunne jeg i fred og ro åbne en Innis & Gunn til vores sushi.

”Scottish Pale Ale” er endnu en ”oak aged beer” – denne gang tilsat mere humle. Det er ikke en vanlig pale ale, men en strong ale på 7,0%. Brygget med pale ale– og münchener malt, og tre humletyper -  Super Styrian, East Kent Goldings og Styrian Golding. Det skulle give en ”vidundelig sprudlende humlekarakter”.

Det er endnu en flot, gylden øl fra bryggeriet. Kraftigt hvidt skum, der dog svinder meget hurtigt til absolut intet. Man mødes af en duft af egetræ og vanilje. Den har en god fylde med en sjov brusende slutning. Smag af karamelmalt og vanilje. Faktisk er disse øl fra Innis & Gunn ikke så varierede i udtrykket. Denne ligner originalen en hel del, men man kan måske ane en lidt skarpere note, selvom ”humlekarakter” nok er at tage munden lidt for fuld.

Men det fungerer jo meget godt, så…

Karakter 4

I morgen har vi premiere på ”Oliver” på Hals Skanse. Det bliver kanon.

 


fredag den 22. februar 2013

Tid til en øl - Innis & Gunn Spiced Rum Finish


22. Februar 2013

Innis & Gunn er et relativt nyt bryggeri, der lagrer deres øl på forskellige spiritusfade – fortrinsvis whisky og rom. Ideen kom til dem ved et uheld eller måske rettere ved et tilfælde. Det kan man læse om i tidligere indlæg. De har 3 faste øl i sortimentet bla. en øl lagret på romfade. Det er nok den dårligste af øllene ( som jeg har smagt ), fordi den virker lidt for vammel sød.  Alle øl fra bryggeriet har en speciel sødlig smag, som er deres kendetegn, men i de andre fungerer det bedre.

Derudover har de forskellige ”limited editions”, hvor især deres ”Irish cask” er fremragende ( Porter lagret på Irish Whiskey. I denne serie er der også kommet en rom udgave  - ” Spiced Rum Finish”

Det er en lysere øl end den originale ”Rum Cask”. Den er også på 7,4%, selvom jeg kan se, at alkoholprocenten varierer lidt i beskrivelser på nettet. Den ligner mere den originale øl fra Innis & Gunn, og smagen er også mere i den retning.

Det er en ravfarvet, klar øl med fint hvidt skum og en masse små bobler. Vi finder den sødlige duft, som Innis & Gunn er kendt for. Karamel, vanilje og lidt skarp alkohol. Øllet er let og prikkende. Smagen lægger sig som nævnt tættere op af originalen med, men virker lidt sødere og også mere krydret, hvilket navnet jo også lægger op til. Det virker som noget kaktus, agave. Humletypen er Whitebread Goldings – en variant jeg ikke kender noget til. Efter beskrivelserne skal den være lidt neutral med en sødlig frugtig  tone.


torsdag den 28. juni 2012

Tid til en øl - Innis & Gunn Irish Whiskey Cask

27. Juni 2012

Hurra, hurra, hurra. I dag har begge vores døtre været til afsluttende eksamen. Den ældste er blevet bachelor og den yngste er blevet student fra Dronninglund Gymnasium. Begge med topkarakterer, så vi har grund til at være stolte. Ikke fordi vi har haft så meget med det at gøre, men alligevel. Vores svigersøn er også blevet bachelor med top karakter og sandelig om ikke vores tidligere logerende fra Hviderusland er blevet kandidat i violin fra Konservatoriet, samtidig med hun har gennemført en 1-årig HF-uddannelse med bravour, mens hun har passet sin faste organiststilling. Det er sandelig nogle dygtige og arbejdssomme unge mennesker vi har.

Det skal naturligvis fejres. Også i dag har der været prøver til sent på Skansen, men jeg fandt en øl frem, da jeg kom hjem.

For noget tid siden blev jeg præsenteret for en ”Innis & Gunn Irish Whiskey Cask”, da jeg besøgte en af vennerne i sommerhus. Jeg havde på det tidspunkt fået den købt i Vinspecialisten, men ikke fået den smagt. Han var en smule stolt over at kunne præsentere en øl, jeg ikke kendte, men det sker nu ellers ofte. Han havde købt sin i Metro.

Det er en luksusudgave at Innis & Gunn. Den kommer i en ekstra indpakning, hvorpå man kan læse, at det er en Oak Aged Beer. Den er lagret i egefade, der tidligere har indeholdt ”triple distilled irsih Whiskey”. Det er åbenbart nogle sjældne fade, men man oplyser ikke fra hvilket destilleri.

Det er den første stout fra Innis & Gunn. Brygget på masser af chokolade malt og ristet byg. Der er humlet med engelsk Fuggles. Alkoholprocenten er 7,4%.


Det er en sort øl med kraftigt, lattefarvet skum. Meget behagelig duft, hvor man fornemmer chokolade og alkohol – nærmest som de stykker chokolade, der er formet som flasker i luksuspakkerne. ( Det skal lige nævnes at jeg altid skriver smagsnoter, inden jeg læser på etiketten ). Ristet malt og måske en antydning af røg, selvom det ikke er Islay Whisky.. Behagelig i munden – fylde uden at blive tung. Smagen har en sødme, der er en blanding af sukker og chokolade. Alkoholen trænger sig også på med en sødlig note. Jeg synes faktisk, at dette er den bedste øl fra bryggeriet.
Karakter 5

onsdag den 14. marts 2012

Tid til en øl - Innis & Gunn Rum Cask

14. Februar 2012

Er netop vendt hjem efter en ølsmagning, hvor der var 5 gode øl på programmet.

”Samuel Adams Boston Lager” –  Paulaner ”Salvator” – Svaneke ”In your pale face” – ”Rochefort 10” og Fanø ”Kunstnerøl no 1”

Der skulle have været 30 mennesker til generalforsamling, men der var kun halvdelen mødt op. I løbet af smagningen livede de heldigvis lidt op, og det blev en fin aften.

Jeg har jo skrevet om alle disse øl tidligere, så jeg vil i stedet skrive om en øl fra forleden – ”Innis & Gunn Rum Cask”

Efter succeen med øl på gamle bourbonfad, ville Innis & Gunn eksperimentere med andre fade. Det er stadig amerikanske egetræsfade, men denne gang har de indeholdt Navy Rum. 60 dages lagring – først i egetræ, så i Navy Rum-fade. Derefter endnu 47 dages lagring i en mere neutral tank.

Det er en smuk rubinrød øl på 7,4%. Fremstår allerede flot i flasken, der er helt klar. I glasset toppes den ar lyst, pænt kraftigt skum. Brygget på Golden Promise malt og Krystalmalt, og humlet med Phoenix humle. En kraftig aroma, hvor den søde duft af flødekarameller ( med nødder ) dominerer. Denne note er også fremtrædende i smagen, hvor man også fornemmer en smule syrlighed fra romfadet. Rommen gør ikke i sig selv noget nævneværdigt indtryk. Jeg synes faktisk at den er lidt for sødlig vammel.

Karakter 3+

torsdag den 2. februar 2012

Tid til en øl - Innis & Gunn Original

2. februar 2012
Jeg undrer mig altid, når jeg ser de engelske øl i klar flaske på hylderne, men jeg må indrømme at det faktisk ser vældigt indbydende ud. Flasken fra Innis & Gunn har en lille talje, der giver den et lidt andet udtryk end mange andre flasker. På flasken kan vi også få andre oplysninger.
Bryggeriet ligger i Edinburg. Øllet er modnet i på egetræsfade i 77 dage, og det er en ”blød skotsk øl med noter af karamel, vanilje og eg. Procenten er 6,6%.
”Innis & Gunns Original” blev til ved et uheld – af den lykkelige slags. Whiskydestilleriet William Grant & Son bestilte en øl, der kunne bruges i deres fade, for at give en whisky, der havde lidt ale-karakter. Tanken var at øllet skulle smides væk, når det havde mættet egefadene, men man skulle da lige smage på det først. Og opdagede så at øllet havde opsuget spændende smagsnuancer fra fadene. Derfor besluttede man i 2003 at udsende denne nye øl. Øllet lagrer 30 dage i lyse egefade fra Bourbon og derefter 47 dage i ” a marrying tun”, hvilket jeg ikke ved hvad er ( men det er noget med whisky ).
Ravgylden øl med mange livlige bobler og let, hvidt skum. Aromaen er præget af vaniljesødme, flødekaramel og et syrligt strejf af egetræ. Den har en rigtig god fylde. Også i smagen dominerer sødmen, og det kan godt blive lidt for meget i længden. Derudover er der karamel og man aner også lidt whisky i ny og næ. Ikke nogen nævneværdig bitterhed.
Karakter 4
Brygmesteren er Dougal Sharp og navnet "Innis & Gunn" stammer fra hans og broderens mellemnavne"