Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

søndag den 28. november 2021

Tid til en øl - Tenerife 1 / Tacoa


28. November 2021

Efter en uge på Gran Canaria skiftede vi ø til Tenerife. Her mødes vi om aftenen med et par gode venner fra Nordjylland, men ellers går dagene stille og roligt med sol og varme. Det giver naturligvis anledning til nogle siestaøl midt på dagen.

Tacoa er et lokalt mikrobryggeri fra Tenerife. Det er det første på De Kanariske Øer, og lige nu Spaniens ældste af slagsen.

I 1989 rejse Teresa fra Tenerife til Berlin, hvor hun forelskede sig i Jochen og i øllet. I 2001 vendte hun tilbage til Tenerife for at grundlægge et bryggeri der.

I 2014 slog de den europæiske højderekord for ølbrygning, da de bryggede en øl på vulkanen Teides skråninger i 2150 m højde. Denne øl sælges kun på svævebanen.


Bryggeriets motto er: 0% Bullshit - 100% Craftbeer.

Jeg har smagt 2 af deres øl. Den første var 'Golden Ale' på 4,5% med en lav bitterhed ( 25 IBU ). Det er en ganske forfriskende lys øl, der selvom det er en ale lægger sig ganske fint i tråd med den stribe af lyse pilsnere, man finder på øerne. Det bliver lidt for almindeligt til rigtigt at imponere, men det er vel det, man vil have i varmen.

Karakter 3+


Den anden øl, de havde i supermarkedet, var 'Surf Beer'. Der er da også rigtig mange surfere, der prøver kræfter med bølgerne i området. Det er ligeledes en pale ale på 4,5%, men der er mere eksotisk smag af lys, sødlig frugt som ferskner og abrikos. Den har en udmærket fylde, og tiltalte mig mere.

Karakter 4 





lørdag den 27. november 2021

Tid til en øl - Gran Canaria 2 / Hop Rider


27. November 2021

Jeg har ofte i ferien på De Kanariske Øer fundet en del øl, der ikke har været spanske, men som heller ikke er kendte herhjemme - i særdeleshed tyske øl.

Hop Rider er et brand fremstillet af Privatbrauerei Eichbaum fra Mannheim. De har lavet deres Wild Monkeys - en trio at vilde gorillaer, der synes, det er for kedeligt i junglen. Lederen af gruppen er Hop Rider - en gammel jagerpilot med grønt humleskæg. Han har lagt navn til deres 'Session IPA'.

Det er en kraftigt lysende, uklar øl på 4,9%. En forfriskende IPA på 35 IBU. Vic Secret giver en let eksotisk humlesmag med et skær at ananas og citrus. Udmærket bitterhed til slut - dog i den afdæmpede afdeling.

Karakter 4


Overfor den står den meget mørke 'Beastly Red'. Etiketten er skræmmende med en grumt udseende gorilla. Nu skal der sparkes røv. Måske derfor bliver man en smule skuffet, for Malt Biker lægger mere vægt på malten. En red ale på 6,0% med en bitterhed på kun 18 IBU. En relativ venlig og maltet øl, der kommer til at virke en smule tandløs i forhold til etiketten.

Karakter 3+


Den sidste øl i serien er Yeast King, der især lægger vægt på gæren. Dog ikke typisk tysk weissbiergær, men en mere neutral gær. Den kaldes da også 'Wheat Pale Ale'. Og det er også det indtryk, man først tænker på. Men der er alligevel en frugtig note af orangefrugt. og en smule bitterhed til slut ( IBU 25 ). Orangesmagen giver et indtryk af belgisk wit fremfor tysk weiss, men det er nok utilsigtet. Såmænd ganske udmærket, men der er måske ikke grund til at se slet så hovski-snovski ud som abekongen gør.

Karakter 3+






 

fredag den 26. november 2021

Tid til en øl - Gran Canaria 1


26. November 2021

Vi har været en tur sydpå for at få noget sol - noget lys og noget varme. 14 dage på De Kanariske Øer - først en uge på Gran Canaria og så en uge på Tenerife. Vi havde lidt travetur i bjergene, men det meste af tiden var afslapning, iblandet et par siestaøl.

Vi lagde naturligvis ud med den lokale øl fra Gran Canaria til aftensmaden. 'Tropical' er en traditionel pilsner, der på disse - ølmæssigt - uciviliserede steder serveres i et frosset glas. Vi blev dog ikke spurgt, om vi ville have isklumper i.

Jeg var en tur i de lokale supermarkeder, hvor specialøludvalget ikke er så stort som i Grækenland, men jeg fandt dog noget øl, jeg ikke tidligere havde stiftet bekendtskab med.


'El Aguila' betyder 'Ørnen', hvilket også ses på den flotte stiliserede etiket. Bryggeriet blev grundlagt i Madrid i år 1900, og denne lille 25 cl øl brygges efter datiden principper - ufiltreret og med fokus på maltsødmen. Der afsluttes dog med et forfriskende brus fra kulsyre, der nok ikke var så almindelig for 100 år siden. Den er på 5,5% og ganske udmærket. Den ser dog ud af mere end den er

Karakter 3+


Bryggeriet Damm har jeg skrevet om før. Grundlagt af tyske bryggere i Barcelona. de er nu igang med et projekt med at dyrke humle i Prades. Projektet startede i 2014 og første høst var i '17.

Denne 'Complot IPA' er brygget med 8 forskellige humletyper - Nugget, Summit, Willamette, Citra, Centenneial, Simcoe, Amarillo og Mosaic - men hvis jeg har forstået det rigtigt er det dog kun Nugget, der er dyrket i Prades. Det er en uklar, gylden øl på 6,6% med masser af humlesmag og bitterhed. Det virket dog noget overdrevent med 8 humletyper. Det er ikke særligt tydeligt, men måske er det netop mængden, der udligner smagsindtrykkene.

Karakter 3+

Vi boede i Puerto Rico og kan man finde et dejligt ølsted - 'Wigwam' - på havnefronten. De har masser af øl - bla. et stort belgisk ølkort, der nu åbnes med en QR-kode på Untappd. Det gik jeg hen et par gange, når det spanske øl blev for trivielt.




Cervezas el Turia blev grundlagt i Valencia i 1935. De har gennem tiden brygget et stort udvalg af øl, men den eneste, der overlevede kampen med de store internationale bryggerier er deres 'Turia Märzen', der kunne fås på fad i Valencia. Damm opkøbte bryggeriet og besluttede i 2013 at relancere den på flaske. Det er en smuk ravfarvet øl med store bobler. Den er domineret af maltsmagen med en balancerende bitterhed til slut.

Karakter 3+






 

lørdag den 6. november 2021

Tid til en øl - Nordic Brew Festival 3


 6. November 2021

Fur Bryghus kender jeg desværre ikke som et særligt eksperimenterende bryghus. De laver godt øl, men holder sig til det velkendte. Derfor var det dejligt at se en Limited Edition - Barley Wine lagret på fransk eg. Sidst jeg smagte deres Barley Wine var i 2009, så der kan også være sket meget med den siden da.

I hvert fald var denne fadlagrede udgave helt i top. Den havde den vinøse fremtoning, jeg forbinder med typen. Dejlig balance mellem det søde og det stærke med et skarpt strejf fra fadet. Det er blommer og alkohol i fin forening.


Derefter gik vi til Frederikshavn Bryghus, der på det sidste har excelleret i meget stærke øl. Og nu har de ovenikøbet lagret dem på Stauning Whiskyfade. Vi startede i den forkerte rækkefølge, så jeg bytter om på dem her.

'Dark Quaterer' er en mørk stout på 12,3%. Mørk ristet malt, kaffe og lakrids. Det er lang tid siden jeg har smagt originalen, men denne whiskylagrede udgave tilførte skarphed og lethed til den. Som sagt kom den til sidst, og virkede derfor stadig lidt tung efter de 2 andre øl. Det var nok ikke retfærdigt overfor den. IBU 60


'CEO Reserve' er hældt på et Stauning fad, der tidligere har indeholdt røget whisky. Det sætter naturligvis sit præg på smagen, der udover røg omfatter blomme, vanilje og alkohol. Procenten er helt oppe på 17.0%. IBU 50


Frederikshavn Bryghus lavede i år Danmarks stærkeste øl på 19,0%. Jeg smagte den sammen med et par venner, for det er jo en voldsom procent. 'Keine Hexerei' hedder den for at antyde, at der ikke er noget hekseri i processen - 'nur behändigkeit'. Den var mere sjov end god, men alkoholen var ikke så dominerende som ventet. Den var meget sød - puddersukker med sprit, men det klædte faktisk hinanden godt. Selvom jeg er til søde øl vil den nok blive lidt for meget i længden. Nu smagte vi den igen, inden vi smagte den fadlagrede udgave.

Med fadlagringen kommer ' Keine Hexerei' helt op på 19,4%, og det var en total anderledes oplevelse. Der var naturligtvis stadig sødme og sprit, men alt fandt sammen i en himmelsk balance med humlen, som jeg ikke registrerede i originalen. IBU 70.

Klart en af de bedste øl, jeg har smagt i år.




fredag den 5. november 2021

Tid til en øl - Nordic Brew Festival 2


 5. november 2021 

Randers Bryghus havde slået sig sammen med Syndikatet, der får deres øl brygget på Randers Bryghus.

Randers havde en vinter- /juleøl med på festivalen - 'Mørk Vinter'. Det var en old strong ale på 8,1%, Den blev brygget i 2018 og har ligget ½ år på tanken og dernæst 2 år på flaske. Det er en meget mørk øl med udpræget duft og smag af mørk frugt som blomme og sveske. Der er også lidt chokolade gemt i smagen. Jeg kender ikke så mange øl af typen 'old ale', men den bliver temmelig tung i længden. Jeg plejer nok at sætte pris på sødlige, maltede øl, men jeg opdagede, at det ikke lige var en lørdag eftermiddag i Frederikshavn, det fangede an.

Ved siden af var der et norsk bryggeri - Kjerlingland Brygghus - der havde vundet juleølkategorien med deres 'Dunkel Kjerlingjul'. Den var desværre blevet drukket op i løbet af fredagen, så vi måtte tage til takke med 'St. Niklas Juleøl', der bestemt også er udmærket. Det er en belgisk Quad på 9,1%. Jeg har smagt den tidligere. Det er svært at konkurrere med belgierne på det område.


Vi gik over til Anarkist, hvor vi igen fik en vældig god snak. Der var et større udvalg, da det jo er Royal, der sætter alle sejl til for at komme ind på specialølsmarkedet med serier som Lottrup, Schiøtz og Anarkist. Nu har de også overtaget Fuglsang, så udvalget var sort - også i juleøl. Vi smagte først en 'Milk and Cookies' - en brown ale på 6,2%. Måske var det den lettere alkohol-procent, der gjorde, at jeg faldt for dette sødlige bryg. Den blev ikke så massiv og voldsom som et par af de andre tunge drenge. Anarkist bevæger sig trods alt ikke ud i ekstremerne.

Derefter blev vi præsenteret for en 'Santa's Fruit IPA'. Stilen er, hvad navnet antyder. Den er på 5,9% og er en ganske fortrinlig NEIPA, selvom vi alle måtte erkende, at vi ikke ville forbinde den med jul, hvis ikke vi kendte navnet.

Til sidst blev vi præsenteret for en alkoholfri øl, som jeg ikke husker navnet på, og mit billede er for sløret. Det gør dog ikke noget, for den er bedst tjent med at gå i glemmebogen.

Vi slog et smut forbi Fur, der havde en Barleywine lagret på fad, men det vender jeg tilbage til.



Derimod gik vi til Thisted Bryghus, hvor de havde en nylancering af 'Ronkedor', som de andre ikke havde smagt. Det havde jeg jo heller ikke, men jeg kendte originalen, som det senere viste sig, man kunne købe i Hæstrup Specialøl, hvor de solgte vintageøl.

Jeg var ikke overvældet dengang og det var jeg heller ikke nu. Som sagt var det ikke dagen til tunge, bastante øl, og den har ikke samme charme som Limfjordsporteren. Modsat sidste år, havde de ikke lyst til så meget snak. Vi var vist nærmest lidt i vejen, så vi skyndte os videre til Hæstrup.



Her kunne man smage Abbaye des Rocs og en 'Black Saison' fra Lervig. Den sidste kendte vi ikke og tog den med til aftensmaden i cafeteriet. Vi fik en snak med Anker Langthjem Jørgensen, der ejer butikken. Han holder ofte smagninger i Hæstrup med vintage øl, hvor man smager ældre øl sammenholdt med den nye udgave, hvis den stadig findes. Desværre ligger Hæstrup lidt udenfor for vores område. men det lyder spændende.

Senere smagte vi en af de ældre flasker fra hylden - Ghost Brewing 'King Kegwa'. En lækker Coffee Imp. Stout på 10,7% - tilsat kenyansk Kegwa Kaffe.





onsdag den 3. november 2021

Tid til en øl - Nordic Brew Festival 1


 3. November 2021

Lørdag var vi traditionen tro til Nordic Brew Festival i Frederikshavn. Det er lidt forskelligt, hvor mange vi er af sted, men i år var vi 3 mand på festivalen.

Den ene havde været i Göteborg i efterårsferien og havde tømt Systembolaget for svensk øl, og han havde en togøl med fra O/O Brewing. 'Narangi IPA' skulle vise sig at blive dagens bedste IPA, men vi prøvede nu heller ikke så mange. En smuk gylden, uklar øl med dejlig duft og smag af lyse citrusfrugter. 6,8% alkohol og en fin afsluttende bitterhed.

Vi spiste en burger på vej mod Arena Nord ( drak vand til ) og ankom - klar til ølsmagning - først på eftermiddagen. Først gik vi en sonderingsrunde, men der var en der foreslog, at det kunne vi godt gøre med første bryg i glasset. Vi startede i en lyse og syrlige ende med en 'Sur Indianer på afveje' fra Resom Garagebryggeri. Det er en Sour IPA på 5,3%, men både det bitre og det syrlige trådte ikke helt i karakter, så den blev lidt 'comme ci comme ca'.

Derefter prøvede jeg en 'Testbryg NEIPA' fra Løkken Bryghus. Jeg har jo smagt deres almindelige bryg i løbet af året, og det er godt at se, at de stadig prøver at udvikle nye øl. Denne skal dog nok forblive ved testen. Den formår ikke helt at give den forfriskende, let tropiske stemning, der kendetegner typen. Man må godt vove lidt mere.


Vi forsatte vores tur i det syrlige, for mange af de øl vi ikke kendte, var netop i den kategori. Hjort Beer fra Aalborg havde lavet en Berliner Weisse med navnet 'Aronia'. Aroniabær er meget sunde, mørke bær. 

I denne øl på 3,6% er de tilsat sammen med hindbær, og det giver en flot rødlig farve. Der lægges ud med en inciterende sødme efterfulgt af den snerpende fornemmelse, man netop værdsætter i de syrlige øl. En virkelige dejlig sour, der også vandt prisen for' Bedste kæresteøl'



Hos Carlsberg/ Jacobsen forsatte vi den syrlige serie, for de havde 2 nyere øl med. Den rødlige 'Saison Rouge' og den gyldne 'Zesty Gose'.

'Saison Rouge' er et collab med Humleland og det er en rødlig øl på 7,8%. Så vidt jeg forstår kommer farven af en rødlig bygart, som Carlsberg har fremdyrket. Den har en utrolig god fylde, og der afsluttes med en behagelig, snerpende syrlighed.

'Zesty Gose' er en neddæmpet gose, hvor det salte kun lige bliver antydet til slut. Den er frisk og frugtig og holder 5,0%.

Vi fik en lang og god snak med en af medarbejderne, der kunne fortælle meget om de enorme kældre under Carlsbergbyen, hvor man ind i mellem finder ukendte rum med glemte, gamle øltønder.

Derefter var det slut med de syrlige øl.





tirsdag den 2. november 2021

Tid til en øl - Sycamore Brewing Fantasy Land


 2. November 2021

I weekenden var jeg på Nordic Brew Festival i Frederikshavn. Måske kommer der en beretning derfra på et tidspunkt.

Nu er juleøllet kommet på plads på hylderne - også i Salling, Aalborg - men inden det skete, var der et lille fremstød for 6 bryggerier fra de amerikanske sydstater. Så vidt jeg forstår, havde man fra amerikansk side bedt One Pint om hjælp, og de havde sat et mindre parti på hylderne i forskellige butikker her i Nordjylland. Jeg fik købt lidt fra nogle af bryggerierne, og i dag er det bryggeriet Sycamore.

Sycamore Brewing ligger i Charlotte - et by i North Carolina. Det blev stiftet i 2013 og laver for det meste friske, frugtige øl.

'Fantasy Land' er ikke en undtagelse. Det er en Hazy IPA på 7,0%. Den er gyldn med tyndt, Hvidt skum og fremstår med en duft af appelsin og tropeland. Det er et forsøg på en Pina Colada - drinken med ananas og kokos, og det træder da også i karakter i smagen. Vi har den tropiske frugt og også kokos, men om det fungerer, kan diskuteres. I hvert fald er det meget sjovt og bestemt ikke så dårlig. Den er lidt juiceagtig, undtagen i forhold til bitterheden til slut.

Karakter 3+