Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

onsdag den 30. november 2016

Tid til en øl - Enghien Noël


30. November 2016

Efter en dejlig koraften var det tid af åbne endnu en belgisk juleøl – ”Enghien Noël”. Der er Brasserie de Silly, der står bag denne øl – en tripel på 9,0%. Der er ikke tilsat krydderi eller andet ifølge etiketten, men det er alligevel en let krydret aroma, der møder en. Også duft af appelsinskal. Det er en uklar, gylden øl med kraftigt, hvidt sum. Det er ikke helt let at finde decideret jul i denne tripel, der virker meget traditionel. Måske er det netop appelsinnoten, men den er jo egentlig også temmelig almindelig. Det er først sødmen der trænger sig på. Sukker og en snert af honning. Derefter en let bitterhed som fra appelsinskal. Den lavere bitterhed passer mig bedre end den humlede belgier fra De Ranke i går. Alkoholen er måske lidt for tydelig, men ikke ubehagelig,.


Karakter 4

tirsdag den 29. november 2016

Tid til en øl - De Ranke Père Noël


29. November 2016 

Efter aftenens danselektion kunne jeg åbne en belgisk juleøl på 7,0%. Jeg håbede den kunne passe til den flødebolle fra Summerbird, som vi havde købt med hjem, men dertil var den for bitter.
De Ranke er et bryggeri fra 1994 og det er opkaldt efter humlerankerne, fordi humlen spiller en stor rolle i deres øl – så jeg burde måske have tænkt mig om. ( Læs mere om bryggeriet i tidligere indlæg ).
”Père Noël” er en uklar, orangegylden øl med cremet, hvidt skum. Den har en duft af bitter appelsin, men det er ikke nævnt i ingredienslisten. Derimod er der lakrids, som jeg ikke på noget tidspunkt kan finde – hverken i duft eller smag. Øllet har en god fylde. Der er en kortvarig maltsødme inden en markant bitterhed tager over. Jeg er ikke den store fan af bitterhed i belgisk øl, så det bliver ikke en af mine julefavoritter.


Karakter 3+

mandag den 28. november 2016

Tid til en øl - Ridgeway Bad Elf ( 4,5% )


28. November 2016 

Her til aften åbnede jeg en øl, jeg tidligere har skrevet om – troede jeg. Ridgeway har en lang række af juleøl på markedet. Blandt andet serien med den ”slemme nisse” – ”Bad Elf” . Jeg har tidligere skrevet om den letteste af disse øl, der bare har navnet ”Bad Elf” med undertitlen ”Winter’s Ale”. Denne øl havde en alkoholprocent på 6,0% og jeg troede i første omgang det var den jeg havde fået fat i. Men denne øl er anderledes, for den er kun på 4,5%. Her er ringen om etiketten grøn i stedet for rød.

Det er ikke en øl, der erstatter den anden, men der er tale om to forskellige øl i julesortimentet.
Det er en gylden øl, der stadig er kraftig humlet – sikkert med cascade som dens storebror. Men jeg kan bedst lide mine humlede øl sammen med en fyldig malt, så denne ”sessionIPA” er ikke helt min smag. Jeg kan væsentlig bedre lide balancen i den stærkere udgave.


Karakter 3+

søndag den 27. november 2016

Tid til en øl - Lervig Kringly Kris ( rød )


27. november 2016

1. søndag i advent. jeg har været nødt til at tyvstarte med øljulekalenderen, da jeg har fået indkøbt for mange juleøl. Der kommer jo også dage, hvor man er ude af huset til julefrokoster – måske endda dage hvor det ikke lige er muligt at få en juleøl, men det vil jeg nu prøve at minimere. Og så skal der jo også være plads til lidt improvisation.

Så det er bare med at komme i gang, og jeg lagde ud med en krydret juleøl fra Lervig i Stavanger. Lervig har en del juleøl på markedet i år. Jeg har købt tre, jeg ikke tidligere har smagt. Jeg har tidligere smagt den blå variant af ”Kringly Kris”, men aftenens udgave er den røde ( grænsende til pink ). Den er naturligvis kun på 4,7%, for at kunne sælges i de norske supermarkeder. Det er som nævnt en krydret øl, hvori der er kanel, kardemomme og nelliker. Og det er især nellikerne jeg lægger mærke til i aromaen. Kanel og kardemomme lægger lidt en sødlig dæmper på nellikerne, men kun lidt. Det samme gælder for smagen, hvor jeg tænker at disse entydige smagsnoter gør det lidt uinteressant i længden. Det er naturligvis spændende med alternativ smag, hvis man skal drikke en del juleøl, men jeg genovervejer lige, om den skal med til en juleølsmagning senere på måneden. Den er nok lidt for alternativ, når det kun derjer sig om 5 øl.


Karakter 3+

fredag den 25. november 2016

Tid til en øl - Samuel Adams Imperial Stout


25. November 2016

Black Friday er ikke en begivenhed, der for alvor har fået tag i mig, men jeg fik dog bygget lageret at juleøl op, da der var 20% på alle varer i Salling. Nu er jeg oppe på 30 juleøl til december måned, så jeg må nok tyvstarte med juleøllene allerede første søndag i advent. Der er skal jo også være plads til improvisation nogle af dagene.

Ellers gik dagen med at sætte julelys i flagstangen udenfor og efter en dejlig dansetime, at fare hjem for at se finale i ”vild med dans”, der bød på en fantastisk stemningsfuld free style af Sarah og Morten.

Den rigtigste måde af fejre Black Friday på var at åbne en kulsort stout, og jeg havde en fra Boston Beer Company –”Samuel Adams Imperial Stout”. Den er faktisk købt i Fakta, så jeg må nok sige at der ind imellem er nogle virkelige overraskelser i deres øludvalg.

Det er en kulsort øl på 9,2%. Kraftigt brunt skum, der sætter sig i flotte ringe på glassets sider. Kraftig duft af ristet malt, og jeg synes duft af mørke bær. Også enkelte strejf af chokolade. God fylde. Smagen er kraftig, og her er der kaffe og chokolade, der dominerer, men jeg synes stadig, der er en frugtig note af søde mørke bær ( brombær, blåbær ). Til slut kommer der ind imellem lidt smag af små, hårde lakridser.
En virkelig god stout, der næsten kommer op blandt de allerbedste.


Karakter 4+

mandag den 21. november 2016

Tid til en øl - Triporteur Full Moon 12 / Malmgård Proto #12 Smoked Oats


21. November 2016

Fredag drog vi mod Gl. Skagen for at fejre min kones fødselsdag sammen med datter og svigersøn – og barnebarn. Vi havde lejet Aalborg Kommunes sommerhus der, og det var et fint lille hus, der passede godt til os. Der var også et anneks, så vi fik lørdag besøg af gode venner, der kunne overnatte.

Vejen til Gl. Skagen går gennem Aalbæk, hvor der hersker særlige tilstande – som i Bermuda-trekanten. I hvert fald gik bilen – af uforklarlige årsager - i stå, og vi var nødt til at søge tilflugt i ”Det Bette Ølhus”. Her havde Vera lige været en tur i Belgien for at hente juleøl. De var ikke kommet på hanerne endnu, og knap sat frem i butikken, men det lykkedes da mig at få fat i dem alle til nydelse i julemåneden.


Jeg bestilte en af de 8 fadøl – en ” Triporteur Full Moon 12” fra B.O.M Bryggeriet.


Det er – ifølge bryggeriet – en djævelsk øl, der vil få engle og munke til at søge ly, når djævlen springer frem med sin motorsav. Belgisk egetræ ristet ved fuldmåne blandes med East Kent Golding, Styrian og belgisk sukker til en kraftig quadrupel på 10,2%.


Det er en mørk øl med kraftigt skum, der sætter sig fint på glassets sider. Duft af krydret belgisk ale – allerede her bliver man glad. God fylde, men samtidig med livlighed og en smule skarphed. Smagen er præget af malt, sukker og krydderi. For nogen bliver den måske en smule for sød, men ikke for en sukkergris som mig.


Karakter 5


Vera har i flere år været med i et samarbejde om nordiske øl, og har i den forbindelse flere gange haft øl på hanerne fra finske Malmgård. De laver en serie med prototyper – tre hvert år. i år har det været havre, der har været den gennemgående ingrediens, og i ”Proto#12” er den en røget udgave – ”Smoked Oats”


Det er en skotsk ale på 6,8% - mørkebrun med lyst skum. Let maltet duft. Der er ikke så meget røg at det melder sig i aromaen, og det er da også en meget let røget smag, man får. Næsten lidt for meget antydningens kunst. I hvert fald, når man godt kan lide røg i sin øl. Der er en fin og god bitterhed i eftersmagen ( IBU 50 )

Karakter 3+

Efter denne tiltrængte pause kunne bilen atter genoptage sin tur nordpå.


torsdag den 17. november 2016

Tid til en øl - Founders Rübæus


17. November 2016

Måske er det på grund af det våde, kolde efterår, at jeg har drømt mig lidt tilbage til den varme sommer med frugt og bær. i hvert fald har jeg her til aften åbnet en hindbære øl fra bryggeriet founders. Den bærer det specielle navn ”Rübæus”. Jeg har ingen anelse om oprindelsen.

Der er tilsat hindbær på 5 forskellige stadier i processen. Det giver en flot rødlig øl og måske hentyder navnet til denne farve – ”ruby”. Det er ikke en spontangæret øl, og selvom der er en smule skarphed i udtrykket, er det mest det sødladne og frugtige, der dominerer. Alkoholprocenten er 5,7% og bitterheden er naturligvis lav ( 15 IBU ).Den har en duft af hindbærvingummi og det er hindbær, der tydeligt trænger igennem i smagen. Smagsindtrykket bliver dog ikke hængende så længe. Selvom jeg godt kan lide sødlige øl, må de godt have lidt mere syrlighed og skarphed end denne. Den er dog absolut behagelig og let drikkelig.


karakter 3+

tirsdag den 15. november 2016

Tid til en øl - Mylius Erichsen India Pale Ale


15. November 2016

Mens der endnu var frost og sne åbnede jeg en øl fra Mylius Erichsens Bryghus fra Hvide Sande. Jeg synes, det var passende – ikke så meget pga Hvide Sande eller Ringkøbing, hvor Mylius Erichsen stammede fra, men pga hans tilknytning til det kolde nord – til Grønlands indlandsis.

”Kap Rigsdagen IPA” er undertitlen på denne India Pale Ale og hentyder til stedet (82o n.b–20o v.l.), hvor Erichsens to slædehold mødtes og fejrede det med et godt måltid mad, fordi Kochs hold havde haft jagtheld, og de havde nok proviant.

Det er en mørk rødlig øl med en del uklarhed og groft, hvidt skum, der sætter sig på glassets sider. Den har en dejlig duft af grape. Den har en god smag af humle og en fin dybde med maltsmag. Bitterheden er markant og tydelig. Alkohol 6,5%


Karakter 4 

fredag den 11. november 2016

Tid til en øl - Jul / To Øl / Mikkeller


11. November 2016

I dag var jeg i byen for at købe fødselsdagsgaver til min kone. Jeg fik også købt et par juleøl hos Vinspecialisten, så jeg er ved at samle sammen til julekalender i december. Selvom det ikke var juleindkøb var der koldt og mørkt, så jeg tænkte, at et lille besøg på Basement Beer Bar nok kunne lune lidt.

Der var naturligvis allerede kommet en del juleøl på tavlen, og der kommer en løbende udskiftning i løbet af juletiden, så man er jo nok nødt til at komme igen.
Jeg valgte en Tripel fra To Øl. ”Den har naturligvis et lille tvist”, sagde Nikolaj og ganske rigtigt var der en krydret drejning af den klassiske belgiske tripel.

Det er en smuk gylden øl på 8,0%. Den er uklar og toppes af fint, hvidt skum, der sætter sig pænt i ringe på glasset. Det er krydderurt, der møder en. Jeg tænkte rosmarin eller salvie, men minsandten om ikke bryggerne selv hævder at der er kardemomme, koriander og appelsinskal. De har vist ikke fulgt ordentlig med, da de tilsatte krydderierne. Jeg er før blevet snydt af kardemomme i en øl, hvor jeg var sikker på, det var ingefær, så den opfører sig åbenbart temmelig uforudsigeligt.

Den har en god fylde med en skarp kant. Smagen er også styret af krydderurt – igen i retning af salvie og rosmarin. Overhovedet ikke i nærheden af kardemomme. Det giver et lidt sydlandsk præg, som jeg tidligere har mødt i italienske øl. Ikke decideret juleagtig, men udmærket som en ”winterwarmer” i den kolde tid.


Karakter 4+


Derefter smagte jeg en juleklassiker – ”Santas Little Helper 2016” fra Mikkeller. Jeg ved ikke, hvor stor variation, der er i udgaverne, men jeg husker årgang 2007 som den kraftigste. Måske er det nostalgisk, fordi den var den, jeg smagte først. Derefter er de blevet lettere i karakteren og ikke så fyldige i smagen. Sidst jeg smagte den rene udgave var vist i 2011, men jeg har nydt en del af de fadlagrede udgaver de sidste par år.

2016-udgaven er en mørk øl på 10,9%. Den svage skumdannelse forsvinder hurtigt. Der er ikke megen duft, men jeg aner lidt sveske. Den er som sagt lettere i karakter end jeg husker. Med smag af mørke frugter og en let antydning af lakrids til slut. Stadig en rigtig god øl

Karakter 4+

onsdag den 9. november 2016

Tid til en øl - Nordic Brew Festival / Primabeer


9. November 2016

Der var ikke så mange udenlandske bryggerier repræsenteret – i hvert fald ikke fra de nordiske lande. Desværre – for vi ville gerne have set nogle norske og svenske bryggerier på festivalen. men Primabeer havde dog nogle gode norske øl på standen. De havde i det hele taget et overflødighedshorn af øl med. Jeg tror næsten de havde flere end alle andre tilsammen. Her var belgiske fra Abbaye De Rocs, Leffe, Lindemanns o.a – danske fra Grauballe og Randers – tjekkiske, engelske, amerikanske - og norske fra Berentsen og Lervig.
Inden vi sluttede af, havde vi været rundt og smagt øl fra Ugly Duck, Viborg ( hvor Ulrik Wilbek udskænkede øl, men ham fik vi nu ikke snakket med ) og Skagen Bryghus, der havde en ny udgave af ”Den Gale Skovnisse” med.

Men hos Prima Beer lagde vi ud med en øl fra La Barbaude. Det er et fransk familiebryggeri, der ligger i Nimes. De to brødre Bastien og Matthieu Collomp begyndte at brygge i 2009 og i 2011 var bryggeriet en realitet.

Deres vinter-/juleøl er ”Biere D’Hiver” på 8,5% en belgisk inspireret winterwarmer med masser af styrke, mørk frugt og sød malt.

Karakter 4.


Prima Beer havde også et stort udvalgt af stærke specialiteter fra Randers Bryghus, men vi valgte en, der ikke stod på kortet – ”Meri Kurisumasu”. Det er en japansk inspireret juleøl med bla. Sorachi Ace humle. Det er jo ikke den humletype, jeg synes bedst om, men her var den tilsat med nænsom hånd og gav kun en svag note af dild. Det kunne faktisk fint passe med de andre smagsindtryk af grape og lemon. Det er en Rug-IPA på 6,0%, hvor malten giver et fyldigt modspil til humlen. Orangegylden og med god humlearoma. Bitterheden er kraftig, men ikke overdøvende.
”Meri Kurisumasu” betyder ”glædelig jul”, selvom japanerne jo selv fejrer nytåret i stedet.

Karakter 4


Der var mange spændende øl på standen og vi kunne måske have brugt lidt mere tid der, men det var ved at blive sent og vi var også ved at blive lidt ølmætte. Vi skulle dog lige slutte af med et par pæne sager fra Lervig i Norge. Vi har familie i Stavanger og da vi i sin tid begyndte at komme der var Lervig et lokalt modsvar til Ringness fra Oslo. Det var temmelig ordinær pilsnerøl, men med Mike Murphy som brygmester skete der en voldsom ændring i bryggeriets profil. Nu fremstår de som et innovativt, specialbryggeri.

De har ofte samarbejdet med andre bryggerier og sammen med det brasilianske bryggeri Way beer har de brygget stouten ”3 Bean Stout”. De tre bønner er vanilje, kakao og tonkabønner. Øllet er på små 13,0%, så vi var i gang med en lille slutspurt.

Det er en massiv øl med en dejlig sødme fra kakao og vanilje. Jeg nød den meget, men det var nok lidt sent på aftenen til at give den, den opmærksomhed den fortjener, så jeg bliver nok nødt til at smage den igen.

Karakter 5


Det samme gælder nok for den anden stout, der er brygget i samarbejde med Hoppin’ Frog fra USA. ”Sipping into Darkness”. Den er kun på 12,0% og selvom der også er chokolade og vanilje i, virker den mindre sød. Måske fordi humleprofilen er tydeligere. Helt klart også en øl, der skal gensmages under mere eftertænksomme forhold.

Karakter 5

mandag den 7. november 2016

Tid til en øl -Nordic Brew Festival / Midtfyn / Thisted


7. November 2016

Efter vores første besøg hos Premium Beer, hvor vi smagte de kraftige, humlede øl gik vi videre på vores turne rundt på Nordic Brew Festival i Frederikshavn.


Vi stødte på Midtfyns Bryghus, hvor Eddie Szweda med vanlig entusiasme fortalte om sine øl. Og som nævnt var der god tid til en ordentlig snak. Vi var lidt i tvivl om, hvilken øl der kunne stå mål med øllene fra Stone, men valgte til sidst en af juleøllene. Midtfyns Bryghus har 4 nye juleøl på markedet i år, men havde kun to af dem med. 

Vi valgte ”Funky Santa” og det viste sig, at den nemt kunne stå mål med de stærke IPA’er. Det er ikke en IPA, men en ”Imperial Brown Ale”, så noget kraft og saft har den dog.
Den holder 8,5% og er brygget med belgisk malt og gæret med hvedegær, for at give nogle krydrede, spændende noter. Helt klart en overraskelse – mest fordi vi ikke vidste, hvad vi skulle forvente. Nok en der må forventes at stå på julebordet i år.

Karakter 4+


Eddie Szweda spøgte med at etiketten på ”Funky Santa” var en tegning af ham – men til gengæld var det hans kone, der var stået model til ”Santas IPA”. Det er en uklar orangegylden øl på 6,5%. Den er humlet med Simcoe og Cascade og har en god humlesmag af grape og gran, men ovenpå de amerikanske øl fra Stone og Midtfyns egen ”Funky Santa” kom den til at virke noget tandløs.

Karakter 3+


Der var et stort sortiment med – med alle de sikre gode øl fra bryggeriet, men der var også et lille fadlagret udgave af ”Barley Wine”. Lagret på Grand Champagne Cognacfade i 6 måneder. Det var en stærk sag på 12,0%, og det var muligt at smage 5 cl pr polet. Der var stadig blomme og frugt fra originalen, men som sædvanligt havde fadlagringen også givet et nyt udtryk. Cognacen gav en noget mere sprituøs fremtoning, der måske ikke var helt nødvendig. Jeg tror nok, jeg foretrækker den traditionelle udgave, der er vinøs nok i forvejen.

Karakter 4


Derefter gik turen til Thisted, hvor der – trods travlhed – også var tid til en god snak. Både med min ølkammerat Tom fra Ølentusiasterne og med brygmester Antoni. Vi lagde ud med endnu en juleøl – ”Skt. Peter”. Det er en lillebror til ”Skt. Nikolaus” ( 8,2% ). ”Skt. Peter” holder kun 7,0%, så han er ikke så meget ”lille” endda.

Det er en flot mahognyfarvet øl med en duft af frugt og krydderi. Lettere afdæmpet i forhold til ”Nikolaus”, som jeg nok vil foretrække. – Men denne passer måske bedre til et par snapse ved frokostbordet.

Karakter 3+


Derefter fik vi tilbudt en lille smagsprøve af ”Cold Hawaii”, der optræder i to udgaver. Den ”Blå” er med birk, fyr og gran og har en havfrisk duft og smag af klitplantage. ”Gul” er med udtræk af rav (?), porse og havtorn og har en lidt mere bitter fremtoning. Vældig gode øl – og heldigvis uden malurt.

Karakter 4


Til sidst smagte vi en ”Limfjordsporter BA” og en ”Limfjordsporter Lakrids/Chili”. Den fadlagrede var denne gang i et whiskyfad fra Thy, og den havde en noget mere robust og tung karakter end udgave med Stauning sidste år.

”Lakrids/chili”-udgaven var en positiv overraskelse. Jeg smagte deres lakridsudgave på festivalen for to år siden, hvor lakridsen var alt for dominerende, men denne gang var den meget fint doceret. Nu kan jeg jo også godt lide lakrids i sort øl. Til gengæld er jeg ikke så meget for chili i mine øl, selvom jeg må indrømme, at jeg er stødt på nogle få, hvor det er helt tilpas. Blandt andet et par stykker fra Midtfyn, der dog også kan fare ud af en tangent med deres ”ChiliKlaus”-øl. Men her var det igen afstemt til mig. Jeg kunne nok smage og mærke varmen fra chilien, men det blev på ingen måde ubehageligt.

Karakter 4 

fredag den 4. november 2016

Tid til en øl - Nordic Brew Festival / Tivoli / Premium Beer


4. November 2016

Sidste lørdag var der Nordic Brew Festival i Frederikshavn, og vi plejer at have en lille ekskursion. Denne gang var vi kun tre af sted, men vi mødte endnu en fra ølklubben, der var der med Vrå bryghus. Jeg havde fået nogle vouchers, så man kunne få en gratis polet, så det havde vi da alle lidt glæde af.

Vi tog toget ved middagstid, så det passede med en burger på Empire, inden turen gik til Arena Nord. Den smagte udmærket og vi kunne få en Grimbergen til.


Vi tænkte at gå rundt og afsøge hvilke muligheder der var, og lægge en plan for den videre fremfærd, men vi trængte jo også til en øl, så vi begyndte let hos Royal Unibrew, der havde en ny serie med, som er lavet i samarbejde med Tivoli.


Det er Tivolis blomster, der giver inspiration til øllet, og der er foreløbig tre øl i serien, der også lanceres i Tivoli. ”Vienna Note Pils” med honning, græskar og æble – ”Golden Tower IPA” med Humle ( Citra, Simcoe og Pacific Gem ) og ”Rose Leaf Amber Ale” med rosenknopper og hyben. 

Vi valgte den sidste, der er en mørk øl på 6,0%. Den er humlet med amerikansk og new zealandsk humle, hvilket giver den en udmærket bitterhed. Jeg ved ikke om det er rosenknopperne, der giver en lidt besk bitterhed, der minder en smule om malurt, men det bryder jeg mig ikke så meget om. Der er dog kun tale om en svag note. Jeg må prøve at få smagt de andre øl også.

Karakter 3

Derefter gik vi videre og så gik der lidt uorden i planen om at starte med lette øl først. For vi så en plakat fra Stone, og blev draget i den retning. Vi havde jo lige haft en fantastisk oplevelse med deres ”Ruination”, så vi skulle da se, hvad de havde med denne gang. 



Det var Premium Beer, der havde taget 6 amerikanske kæmper med. 2 fra Lagunitas, 2 fra Founders og 2 fra Stone. Den en var en belgisk IPA – ”Cali-Belgique IPA”. En kraftig sag 6,9% og den understøttede min teori om, at jeg skal have lidt procenter i mine IPA’er, for at de ikke bliver for tørre. Den kraftige bitterhed ( 77 IBU, Magnum, Centennial & Chinook ) blev modsvaret af en kraftig maltsmag samt nogle fine frugtige noter fra den belgiske gær.

Karakter 4+                                               


De havde også et par ”bastarder” med. ”Dirty Bastrad” fra Founders, som jeg tidligere har anmeldt med fornøjelse og ”Arrogant Bastard Ale” fra Stone. Undertitlen er ”You’re not worthy”, men det var vi arrogante nok til at ignorere. Det er en american strong ale på 7,2 %. Også her er en kraftig bitterhed balanceret med en kraftig maltsmag. ”Den er ik’ så vag endda”

Karakter 4+


Der var ikke så mange besøgende til festivalen, selvom der hele tiden kom flere og flere. Men det betød, at der var god plads og tid til at snakke, og vi fik os en vældig fin og lang snak med manden fra Premium Beer. Han vidste tydeligvis, hvad han havde med at gøre og anbefalede Founders ”Imperial Stout”. Men vi var enige om at gemme den til senere på aftenen. Så efter en lang tur rundt på festivalen kom vi tilbage til standen.

Den er brygget med 10 forskellige varianter af ristet bygmalt, og det er med til at give en kompleks og varieret smag, der bringer denne øl op i toppen af stilen. Procenten er på 10,5 og humleniveauet er også højt for at matche de andre indtryk. ( IBU 75 ). Men bitterheden er kun med til at afstemme hele indtrykket. Selvom det ikke blev aftenens sidste øl ( der var også et par kraftige sager fra Lervig ) var det en god afslutning på et besøg hos Premium Beer.

Karakter 5