Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk
Viser opslag med etiketten Budweiser Bürgerbräu. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Budweiser Bürgerbräu. Vis alle opslag

tirsdag den 7. juli 2009

Tid til en øl - Budweis 1795 Dark

7. Juli 2009
Som så mange böhmiske/tjekkiske bryggerier laver Budejovicky Mestansky Pivovar også en mørk øl – en slags dunkel. Og forleden da jeg besøgte Kvickly Ekstra så jeg begge på hylden ( ca 10 kr flasken, så det er billigt ). Jeg må ellers sige at udvalget i COOP’s butikker er stærkt forringet på det sidste. Det gælder både i den lokale og i de store varehuse. Der satses i stedet på cider. Det er da også en frisk drik, men variationen er jo ikke særlig stor. Efter sigende er grunden, at ølsalget er faldende og at kvinder foretrækker cider i stedet for øl. Det er sørgeligt, for man satser derfor på discount specialøl, der er billigt og af ringere kvalitet end det øl, vi kunne købe for 3 år siden.
Det mørke udspil fra bryggeriet Budejovicky Mestansky Pivovar hedder meget opfindsomt ”1795 Dark”. Det er en mørkebrun øl på 4,5% med beige/lysebrunt skum. Det er lidt sødlig malt i duften, og der er da også en overraskende sødlig smag i øllet. Det minder nærmest om en overgæret belgier, hvor man har tilsat ekstra sukker. Det er der dog ikke tale om, da de fleste tjekkiske øl er brygget efter det tyske Reinheitsgebot, der jo netop forbyder ekstra tilsætninger. Der er en frisk og livlig karakter i øllet, der i nogen grad modvirker det lidt vamle indtryk, samt en rimelig bitterhed i eftersmagen. Men indtrykket af en lidt for sød øl er svær at ryste af sig.
Karakter 3

mandag den 6. juli 2009

Tid til en øl - Budweis 1795

6. Juli 2009
Vi havde en meget smuk bisættelse af min far, og alle vi har været i kontakt med under hele forløbet har været venlige og imødekommende, hvilket har gjort det lettere at overkomme. Men vi har ikke vænnet os til tanken endnu.
En af de øltyper, vi har lært at kende og elske er de tjekkiske pilsnere, men da disse blev skabt, var Böhmen en del af det tyske rige. Det er egentlig kun øl fra byen Pilsen, der må kaldes pilsnere. Andre øl er opkaldt efter deres by f.eks efter byen Budweis. Der er 3 bryggerier, der brygger Budweiser og de kæmper hele tiden om retten til navnet ( se 10 Aug. 08, hvor jeg skrev om det ).
Kort fortalt er det den amerikanske Budweiser og den tjekkiske Budejovicky Budvar, der udkæmper de fleste kampe, men det er faktisk aftenens øl, der er den originale Budweiser.
Traditionen med at brygge øl i Budweis går helt tilbage til 1265, hvor hver borger havde ret til at brygge. I 1795 beslutter de tyske indbyggere i Budweis sig for at gå sammen og lave et bryggeri – ”Budweiser Bürgerbrau” – og de udsender i 1802 verdens første Budweiser. På det tidspunkt er det  en overgæret øl, men det ændres, da Urquell får succes i midten at århundredet. I 1875 begynder man at eksportere til USA, og det er først året efter – i 1876 – at den amerikanske Budweiser fra Anheuser-Busch kommer på markedet. I 1895 beslutter de tjekkiske indbyggere ( det tog dem lige 100 år at tage sig sammen ) sig for at lave et tilsvarende bryggeri og det er deres udgave, der er mest kendt i Danmark – Budejovicky Budvar ( det er også den bedste ). Samme år bliver ”Bürgerbrau” kongelig hofleverandør til Wilhelm II af Würtemberg.
”Budweiser Bürgerbrau” har siden ændret navn til ”Budejovicky Mestansky Pivovar” og de kalder deres pilsnertype for ”1795”.
Bryggeriet malter selv og der er brugt Saaz humle. Vandet hentes op fra en 300 dyb brønd under bryggeriet. Der bliver stadig brygget på åbne tanke som i gamle dage.
1795” er en pilsner på 4,7%. Den er klar med et mørkgyldent skær og fint hvidt skum. Duften er af lys malt og den føles frisk. Der er ikke så meget fylde i smagen, som i de andre kendte böhmere, men der er en god bitterhed i eftersmagen. En rimelig god pilsnerøl, der dog ikke helt når op på siden af sin konkurrent fra byen -  men dette er altså den første..
Karakter 3+