Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

torsdag den 31. maj 2012

Tid til en øl - Three Floyds/Mikkeller RugGoop


31. Maj 2012
Goop betyder i følge ordbogen ( amerikansk slang ) – ”en ubehøvlet person” eller – ”en klæbrig, semiflydende substans”. Det er vel i sidste betydning ordet bruges i samarbejdet mellem danske Mikkel Bjergsø ( Mikkeller ) og amerikanske Three Floyds.
De har nu samarbejdet om 4 ”goops”. Den første var ”HvedeGoop” ( med hvede ) – dernæst fulgte ”OatGoop” ( med havre ) – så ”RugGoop”( med rug) og til sidst ”BooGoop” ( med boghvede ). jeg har tidligere skrevet om de tre, men har ikke smagt ”RugGoop” før vi havde den med til ølsmagning. Det var næstsidste øl, og det er åbenbart gået mig til hovedet, for jeg har ikke taget billede. Men den var altså med. ( Se til højre )
Det er alle meget kraftige øl, med masser af malt ( sødme ) og masser af humle ( bitterhed ). Store og komplekse. De har da også alle fået betegnelser som ”Wheatwine” og ”Imperial” knyttet til sig. Som man kan se på de tidligere anmeldelser, ligger de smagsmæssigt tæt op at hinanden, med små variationer. Begge dele kan skyldes min hukommelse, da der er langt imellem jeg har smagt dem.
Men ”RugGoop” adskiller sig umiddelbart fra resten. Betegnelsen er”Ryewine” – brygget på ”masser af rug, malt, lækker humle og gær. Og lidt vand”.
Den er endt på 9,5%. Etiketten vise et kranium med vikingehjelm, nogle aks af rug, nogle humlekogle og det danske og det amerikanske flag. I det danske står der 69, hvilket skulle henvise til ungdomshuset på Jagtvej ( ved ikke helt om det er rigtigt ). I det amerikanske står der 76, hvilket skulle hentyde til uafhængigheden i 1776. ( Three Floyds blev stiftet i 1996 ). Alt sammen en smule ugennemskueligt.
Det er en orange, sløret øl. Aromaen er sødme og alkohol. Det er ikke anderledes end de andre ”goops”, men her finder vi også tydelige noter af rugbrød. I en grad, der overvældede alle omkring bordet. Allerede her fløj superlativerne rundt i lokalet. Det er en frisk øl med en skarp, let aggressiv kant. Også i smagen dukker sødme op som det første indtryk ( ligesom i de andre ), men så trænger rugbrød med skorpe sig på, inden en kraftig bitterhed afslutter. Den virker til at balancere indtrykket optimalt. Der var bred enighed om, at dette var aftenens suverænt bedste øl.
Karakter 5



onsdag den 30. maj 2012

Tid til en øl - Brygværket Herlig Humle

30. Maj 2012

De sidste mange aftener er det blevet for sent til at skrive på bloggen. Lørdag var der Melodi-Grand Prix. Det fleste af sangene var noget skrigeri, og det er vanskeligt at forstå, hvad der ligger til grund for de bedømmelser, der afgives, men Øst- og Balkanlandene                                          har nogle andre ideer om popmusik end jeg har har og der er vildt mange af dem.

Vi havde gæster til aftensmad og bagefter så vi Grand Prix’en. Til maden fik vi en ”London Pride” fra Fuller og senere en ”Pale Ale” fra Sierra Nevada.

Søndag var vi i Hune – i sommerhus hos nogle venner. Det var god grillmad og her fik vi et par øl, jeg ikke tidligere har smagt. Jeg har dog indkøbt begge to, men ikke fået dem smagt. Den ene var fra Innis & Gunn – en stout lagret på irske whiskeyfade. Den var meget anbefalelsesværdig, men mere om det senere. Den anden var aftenens øl – ”Herlig Humle” fra Brygværket.

Jeg har tidligere skrevet om ”Vild Hvede” og det er de to øl, der til dato er kommet fra bryggeriet. Det er Christian Skovdal Andersen fra Beer Here  ( og Bierwerk ( og Ølfabrikken )), der sammen med One Pint har lanceret de to øl.

Dovne bobler stiger op i denne gyldne væske. Der er et let slør og temmelig kraftigt skum på toppen. Det er en pale ale på 5,0%, brygget på nogle af verdens fineste humletyper ( hvilket er en totalt intetsigende oplysning ). Aromaen er præget af lys frugt og citrus fra humlen. Den føles frisk og aggressiv i munden. Smagen domineres af humlen. Der er ikke meget maltsmag til at balancere, men der er jo også mennesker, der faktisk godt kan lide udpræget bitterhed. Det får de sandelig i eftersmagen. En udmærket, god sommer ale, der dog ikke kommer i nærheden af den ”Pale Ale” fra Sierra Nevada, jeg smagte forleden.

Karakter 3+

Mandag var vi igen på besøg til grillmad. Her var det øl fra Svaneke, der stod på menuen, og i går havde vi såmænd selv inviteret på grillmad. Sommeren er vist over os.

Jeg serverede den glimrende ”Isid’or” fra La Trappe i Holland.

fredag den 25. maj 2012

Tid til en øl - Gulden Draak 9000 Quadrupel


25. Maj 2012

I dag er det vores 27. års bryllupsdag, og det fejrede vi med en tur på ”Fusion” i Aalborg. Det er et relativt nyt gourmetsted, hvor de også har sushi. De har også en månedens menu på 4 retter og den bestilte vi. Den kan også fås som vinmenu til den dobbelte pris, men vi drikker jo ikke særlig meget vin, så min kone tog cola og jeg fik en øl.
Og her kommer aftenens klagepunkt, for man kunne kun præstere Tuborg og Carlsberg, samt 2 japanske øl til sushien. Det var ”Asahi Super Dry” og ”Kirin Ichiban”. Sidstnævnte smagte jeg igen for en uge siden, så jeg valgte ”Asahi”. Den har jeg også skrevet om tidligere.
Maden var i højeste klasse. Først fik vi en slags sushi- rå tun med grønne jordbær, frysetørret hindbær og guld frois gras. Dernæst fik vi hummerhaler med lækkert tilbehør ( jeg har glemt præcis hvad ). Ripeye steak med gulerødder, porre og ramsløgsne, og inden desserten fik vi en is til at rense smagsløgene. Her var der nogle korn ( ? ) i, der nærmest eksploderede i munden. Meget specielt, men sjovt. Jeg fik hvid chokoladeis med revet kokos – plus noget mere lækkert, min kone fik creme brulle. Alt i alt en fremragende smagsoplevelse. Klagepunkter: De to første retter var næsten for små – servitricen skal gå, når hun har afleveret regningen ( ikke stå og overvåge, hvad der gives af drikkepenge ) – og man skal udvide øludvalget.
Så hjemme måtte jeg åbne en af mine egne flasker fra skabet. En ”Gulden Draak 9000 Quadruple” fra Van Steenberge i Belgien.

9000 er Gents postnummer, men samtidig er det Aalborgs, så det er jo meget passende. Det er en ny øl i sortimentet. ”Gulden Draak” er en mørk øl. Nogle benævner den som en mørk triple. Normalt er triple lys og quadruple mørk, men her er det lige omvendt.

”Gulden Draak 9000” er en ravfarvet, rødlig øl med offwhite skum, der består af bittesmå bobler. Den er klar, og man kan se boblerne nærmest springer op fra bunden som små raketter. Aromaen er domineret af belgiske gærnoter, hvor lys frugt – abrikos og blomme – blander sig med krydderi. Det er temmelig komplekst. Til den anden gæring har man benyttet en vingær, for at forøge kompleksiteten. Den føles meget livlig, og giver en prikkende fornemmelse. Efter et stykke tid føles det en anelse bedøvende og varmende i munden. Smagen er også præget af noter fra gæren. Lyse frugter og alkohol ( 10,5% ). Der sluttes af med en lang, frugtig/krydret eftersmag.
Karakter 5    

onsdag den 23. maj 2012

Tid til en øl - Fanø Vestkyst


23. Maj 2012

Fanø vestkyst er vel egentlig bare noget sand og marehalm ( jeg har desværre aldrig været der ), så overskriften burde nok være Fanø Bryghus: ”Vestkyst”.
Fanø Bryghus blev stiftet i august 2006, men økonomien var fra starten trængt og på det tidspunkt blev der etableret mange nye mikrobryggerier, så konkurrencen var hård. Og i december 2008 måtte bryggeriet lukke.
Det nye Fanø Bryghus åbnede i Juli 2009. Den ansatte brygger sprang fra dagen før indvielsen, men siden har et par markante bryggere sat deres præg på produktionen. Det var Nørrebro Bryghus, der stod for det nye bryggeri på Fanø, og det var i første omgang Shaun Hill, der fik Fanø Bryghus på ølkortet igen. Han rejste tilbage til Vermont for at starte et bryggeri der, men hans plads blev overtaget af en anden amerikaner – Ryan Witter-Merithew.
De nye øl fra bryggeriet har ofte de samme navne, som de havde i den første tid, men der er tale om helt andre opskrifter.

”Fanø Vestkyst” er en IPA – den mest humlede øl på bryghusets liste. Der er brugt Nelson Sauvin humle. Øllet vandt i 2010 en smagstest i Norge med de næsthøjeste point, der er givet af Norsk Ølråd.
Det er en ravfarvet øl ( det finder man nok også på vestkysten ) på 5,7%. Man blive mødt af en kraftig, frugtig humlearoma. Frisk og skarp i munden, og men en meget lang, ren bitterhed i eftersmagen. Aromahumlen forsvinder overraskende hurtigt.
Karakter 4

tirsdag den 22. maj 2012

Tid til en øl - Ugly Duck Sorachi Aced


22. Maj 2012
Sorachi Ace er en japansk humleart, der kom frem i 2007 - 08, hvor der var krise på humlemarkedet. Overalt i den vestlige verden var humlehøsten slået fejl, og man var begyndt at frygte, at man ikke kunne få humle nok . De store koncerter hamstrede, hvad de kunne, for at få de rigtige humlesorter i hus, og de mindre begyndte at se sig om efter alternativer.
Et af disse var Sorachi Ace, der var udviklet af Sapporo Brewing.
Det er en humletype, der advares en smule imod, da den kan udvikle nogle lidt spøjse smagsnoter, bla, tyggegummi. Vi syntes mere det var i retning af dild, hvilket også var en smule anderledes. Det var faktisk en af grundene til at den var med til vores lyse ølsmagning.
Jeg har smagt den på John Bull Pub i slutningen at april, og den kunne heldigvis stadig fås hos Vinspecialisten.
Det er en pale ale på 4,6% – gylden med et let slør. Aromaen går i retning af dild. Min broder fik mindelser om fiskefilet, men det er nok lidt i overkanten – han var nok sulten. Denne smag ( altså dild ) er også fremtrædende i smagen, og hvis man var sidder og venter lidt, dukker der en temmelig kraftig bitterhed frem i eftersmagen.
Det var ikke en øl, der blev drukket særlig meget af – den var nok lidt for speciel. Mere interessant end god, men hvis man ikke prøver noget nyt, komme man jo ingen vegne. Alle syntes alligevel, den var spændende nok at prøve.
Karakter 3

mandag den 21. maj 2012

Tid til en øl - Badger Blandford Flyer


21. Maj 2012
Floden Stour i Dorset er et yndet område for fluefiskeri. og den tredje øl til vores ølsmagning er en hyldest til disse tålmodige fiskere, der står dagen lang i brændende sol og venter på at fange noget. Samtidig er området berygtet for nogle store, aggresive myg – ”The Blandford Fly”.  Bryggeriet Badger har tidligere lavet en øl med navnet ”Blandford Fly”, men denne er ”Blandford Flyer”, der henviser mere til fluefiskerne. På etiketten kan man se en af de flotte fluer.
Jeg har lige set en portrætudsendelse om Eric Clapton, hvor det blev oplyst, at han også har en stor lidenskab for fluefiskeri. Måske har han også kæmpet mod de grådige myg i Blandford.
Byen Blandford har haft et bryggeri siden 1777, hvor Charles Hall grundlagde Ansty Brewery. I 1847 gik hans søn i partnerskab med George Woodhouse og dannede bryggeriet Hall & Woodhouse. I 1875 kom grævlinge-logoet ( Badger ) på markedet, og da man i 1900 opførte et nyt bryggeri, tog man navneforandring til Badger.
”Blandford Flyer” er en speciel øl, der også skabte en del uenighed omkring bordet. Det eneste middel, der forekommer virksomt mod de stikkende myg er ingefær ( ginger ) , hvor enzymet zingibain er virksomt. Derfor er der tilsat ingefær i rigelige mængder til denne øl, så man også kan få det indvortes. Måske kan det forebygge myggenes angreb.
Det var dog ikke kun ingefæren, der gav anledning til debat. Alle var enige om, at det er en meget sød øl, og for nogle er det ensbetydende med vammel. Vi nåede frem til, at det var honning, men den ingrediens er ikke anført nogen steder.
Det er en gylden øl på 5,2% uden synderligt meget skum. Man fornemmer ingefær i aromaen, og altså også en udpræget sødme som fra honning. Disse indtryk forstærkes i smagen og selv jeg – der ikke har noget mod søde øl – må indrømme, at den kan blive lidt vammel i længden. Nu var det kun 15 cl, så det var ikke noget stort problem. Ingefæren træder først i karakter ret sent i smagen. Der er stort set ikke nogen antydning af humle, selvom den ingrediens er nævnt . Den burde nok være serveret køleskabskold.
En af deltagerne forhørte sig om muligheden for at give minuspoint, men jeg synes ikke, den er så ringe endda. Det er sjovt at prøve nogle øl, der bevæger sig væk fra den slagne vej, selvom det nogle gange ikke virker helt efter hensigten.
Karakter 3                                                                                      
Vi blev ikke stukket af myg den aften.

søndag den 20. maj 2012

Tid til en øl - Beer Here White Cat


20. Maj 2012
Forleden afholdt jeg en ølsmagning for vennerne. Det var lyst øl, vi skulle smage – dog ikke i betydningen ”let-øl”. Men det var ikke en af de tungeste ølsmagninger vi har holdt. Gennemsnittet for de 11 øl var 6,6%. Vi plejer at smage 10 øl, men der kommer nogle gange ekstra øl med i programmet. Denne gang var det en prolog, hvor vi smagte Jakobs ”Sommerbælleøl Beta”. Det var den øl, jeg var med til at brygge i april, og som jeg skrev om 30. April 12 .
”Sommerbælleøl Beta” var bestemt til at være en let sommerøl – en mild. Men den fik lidt for høj alkoholprocent ( 4,4% ) og går derfor under beskrivelsen ”Imperial Mild”. Den er pænt kraftigt tørhumlet med Chinook og Citra, og den faldt absolut i god jord ved vores ølsmagning.


Derefter lagde vi ud med en guldøl fra Skagen Bryghus – Sandmilen, som jeg tidligere har skrevet om. Det var måske ikke det bedste valg ovenpå den humlede prolog. Nogle syntes den var for sød, og det er da også en sødligere øl, men jeg synes Skagen bryghus har helt godt fat i undergæret øl. Der skulle lige et par mundfulde til, så faldt den på plads, men det var den første øl, der delte forsamlingen. I det hele taget var der ikke mange øl, vi var helt enige om.
En af deltagerne har en udpræget antipati mod hvedeøl, så jeg var lidt spændt på hans reaktion på ”White Cat” fra Beer Here.

Teksten på bagetiketten lever helt op til det vi forventer fra Beer Here. - ”White Cat er en raceren hvedeøl baseret på en smagsneutral gær modsat de andre hvedeøl i kuldet der ofte har frugtige noter fra gæren.
White Cat får sit miaow fra rigelige mængder humle i både keddel og tank, der giver den killingebløde maltprofil et kradsbørstigt humlehvæs bagest på tungen.”
Som sædvanlig er etiketten tegnet af Christian Skovdal Andersen selv, og som sædvanlig med et glimt i øjet.  Vi ser den fascistiske racerene kat stå som diktator med solbriller, uniform og bannere bag sig. White Cat er skrevet med gotiske bogstaver og her ser vi også sætningen: ”Overmenneskelig ren hvedeøl”. Her er hug til de gamle prøjsiske og nazistiske forskruede tanker.
Det er en lys, sløret øl med hvidt skum. Frisk, frugtig aroma med drue og citrus fra humlen. ”White Cat” er den tredje øl i ”katteserien”, der består at forskellige øltype, der alle er på 4,7% og humlet med Nelson Sauvin humle. ( jeg har tidligere skrevet om ”Fat Cat” og ”Black Cat” ). Den føles livlig. Smagen minder mere om en pale ale end en hvedeøl. De traditionelle kryddernoter udebliver, da der er brugt almindelig gær, og den giver dominans af humleindtrykkene, der igen er drue og citrus. Fin afsluttende bitterhed. Min ven kunne for en gangs skyld godt lide hvedeøl. Nogle af os andre savnede nok smagen fra hvedegæren, så også her var der lidt uenighed. Vi var dog enige om at den i sig selv er en glimrende øl, selvom den ikke har de sædvanlige karakteristika,
Karakter 4

                                                                                                                                               

torsdag den 17. maj 2012

Tid til en øl - Henriks Hjemmebryg


17. Maj 2012

Til aften kom madklubben på besøg. Vi havde lovet at introducere dem til sushi, og havde købt ind i Sushi-Sushi. Det faldt vist i god jord. Jeg ville gerne have købt nogle japanske øl – ”iki” med grøn te i, men de var ikke længere på hylden. Så i stedet blev det Kirin Ichiban ( 7. april 11 )., der kom på bordet. Den passer også glimrende til sushi.
Bagefter prøvede vi en ”Hopping Hare” fra Bagder. det er en gylden ale på 4,5% - brygget med tre forskellige humlesorter. Goldings, Cascade som aromahumle og First Gold som bitterhumle. Den har en sødlig kiksesmag og en humlet afslutning med noter at citrus. Om det balancerer er vist et spørgsmål om smag - jeg synes de stikker lidt i forskellige retninger.
Karakter 3
Forleden besøgte vi nogle andre venner i Vrå. Det var her jeg første gang stiftede bekendtskab med øl i en mere ølentusiastisk sammenhæng. Værten havde til en fødselsdag proklameret, at det ikke skulle serveres drikkevarer med druer ( vin ), så det var forskellige specialøl og rom til desserten.
Nu har han for alvor slået sig på hjemmebryg. Han er blevet vældig grebet af det, og er i gang med fjerde bryg for tiden. De tre første ses på billedet – en brown ale, en hvedebock og en sort hvede.
Vi smagte to af hans øl til maden. Først var det ”Brown Ale” på 5,0%. På etiketten ses en lutspillende gris, som vist er Vrås vartegn.  Her finder vi også konkrete oplysninger. Brygget på pale Ale, Carafa I, Carafa III, og Cara Munich. Humlet med Target og East Kent Goldings til en bitterhed på 28 IBU.
Det er en flot brunlig øl med en hel del bundfald, som vi lod blive i flasken. Den var derfor kun med et let slør. Det er lidt forsklligt, hvordan karboneringen er faldet ud i flaskerne, men min var helt pænt karboneret. Let karamelagtig aroma. Den føles let med en god livlighed. Smagen indledes af karamel, måske lidt nødder og et diffust strejf af lakrids. Balancerende bitterhed. En virkelig udmærket første forsøg.
Karakter 3+
Øllene er lavet af bryg-kits, hvor fremgangsmåden er forklaret. Det er nok en god ide, når man skal lære de basale færdigheder at kende. De 2 bryggere gør meget ud af renlighed og det er måske noget af det vigtigste ved brygningen. Det har også givet gode resultater.
Den anden øl var en ”Weizenbock” – lidt efter ”Aventinus”. Den var planlagt til 7,8%, men Henrik mente at det nok ikke helt holdt. Hvede- og pilsnermalt og Cara Minich II og Carafa I Special. Bitterheden var lav ( 9 IBU ), og lavet med Saaz.
Mørk med et rødligt skær. Blødt kraftigt skum. Det var en hvedeølaroma, der faktisk lagde sig fint i retning af ”Aventinus”, med nelliker og en anelse acetone. God fyldig krop og en dejlig krydret smag, der bliver en smule skarp i slutningen.
Karakter 4
I morgen samles vi ( 7 mand høj ) hos mig for at holde en ølsmagning med lyst øl. Det skal nok blive interessant.

onsdag den 16. maj 2012

Tid til en øl - Ugly Duck Nelson / Dupont Saison Dry Hopping 2012


16. Maj 2012

Vores Beerwalk sluttede på John Bull Pub. Der var ikke overfyldt, så vi fandt nemt et bord. Alle var vel i København til ølfestival. Jeg havde tidligere smagt den friske sommer ale fra Ugly Duck – ”Nelson Pale Ale”. Den er brygget på Nelson Sauvin humle, der har flere frugt/drue-noter end andre humletyper. Den kan dog i visse tilfælde give en aroma i retning af kattetis. Det var heldigvis ikke tilfældet her.

Ugly Duck er en nyt bryggeri, der er tilknyttet Indslev Bryggeriet på Fyn. De brygger jo kun hvedeøl, men havde en ide om at udvide med andre øltyper. Da Martin Jensen fra det hedengangne Raasted bryghus blev ledig på markedet, kontaktede de ham for at have en innovativ og erfaren brygger til at stå for den nye serie.

Indslevs logo er en smuk svane, og med denne skifting tilknyttet bryggeriet, er det meget naturligt at kalde den for ”Ugly Duck”. Logoet er heller ikke ligeså stilfuldt


Nelson” er en pale ale på 4,6% - nærmest skabt til den ( forhåbentlig ) varme sommer. Det er en let sløret øl. Smuk korngylden. Frugtig aroma fra Nelson Sauvin med noter af ananas og mango. Letdrikkelig – det er godt med smagfulde, lette øl i sommervarmen. Frugtig smag, der slutter af i en fin humlebitterhed ( 30 IBU ).
Karakter 4



Derefter smagte vi den nye udgave ( 2012 ) af Dupont Saison Dry Hopping. Den er lavet i små mængder ( very limited release ) – 300 fustager og 500 nummererede flasker. Den originale Saison Dupont er humlet med East Kent Goldings og Styrian Goldings, og 2011 udgave var vist nok tørhumlet med Amarillo-humle. Det er ikke lykkedes mig at finde ud af om det er det samme i år, men jeg synes umiddelbart, at det er en ganske anderledes smag.

Det er en lys sløret, orangefarvet øl, der afgiver en ret parfumeret aroma. Der er krydderi og lys frugt. Den minder mere om en traditionel witbier med koriander og appelsin end om sidste års udgave. Måske var rækkefølgen gal – ovenpå ”Nelson” – men den fangede hverken mig eller vennerne. Den virkede simpelthen lidt for parfumeret.

Karakter 3

Mens vi sad og udvekslede iagttagelser, kom der en mand hen og forærede mig en øl. Jeg blev en smule overrasket, men det var en far til en af mine guitarelever, og sønnen var så glad for at spille, at jeg skulle da have en øl. Det er jo herligt – både at få anerkendelse og også at få øl. Nu skal vi bare have flere forældre til at gå på pub. Jeg er ikke helt klar over, hvilken øl det var, men den kunne godt minde om en ”Clipper” fra Nibe Bryghus.

Mens jeg drak den, gik de 2 venner om bord i en ”Beer Geek Breakfast” og bagefter købte vi et par flaskeøl – ”Old Engine Oil” og ”Straffe Hendrik Quadrupel”

En rigtig dejlig ølaften i Aalborg.

tirsdag den 15. maj 2012

Tid til en øl - Crouch Vale Golden Nugget / Porterhouse Irish IPA

15. maj 2012

Næste stop på vores Beerwalk var The Wharf, hvor der altid er nye øl på hanerne. Der er selvfølgelig altid det faste repetoire ( bla har de Aventinus på fad, så man går aldrig helt fejl i byen ), men der er også en pæn udskiftning af øl på gæstehanerne, så det er altid muligt at finde noget man ikke har smagt før. Det er ofte britisk og det er ofte cask ale, altså uden kunstig karbonering. Det giver disse øl en lidt doven og fad fornemmelse. Om ordet ”fad” ( betyder doven, flov ) stammer fra oplevelser med cask ales ved jeg ikke, men det lyder logisk. Jeg er ved at vænne mig til det, men det bliver aldrig min absolutte favorit. Jeg kan ofte bedre lide flaskeudgaver af engelske ales.

Crouch Vale - der stammer fra 1981 – blev stiftet af Colin Bocking og Rov Walster. Sidstnævnte er ikke længere involveret i brygningen, men sælger øllene fra sin pub ”The Prince Of Wales at Stow Maries”. Bryggeriet ligger i Essex, ved floden Crouch. De producerer cask ales, og har vundet CAMRA’s  ”Surpreme Champion Beer of Britain” både i 2005 og 2006 med ”Brewer’s Gold ”. Den øl der var på hanen i The Wharf var ”Golden Nugget”. En sæson øl på 4,1%, der bliver brygget i marts måned. Det ligger i navnet, at der er brugt Nugget humle, der er en meget bitter amerikansk humle fra Yakima. Det er ikke en aromahumle, hvorfor den også giver en ret ren bitterhed.

”Golden Nugget” er en typisk engelsk ale med en rødlig, gylden farvetone. En let parfumeret aroma, der dog af en af vennerne blev beskrevet, som ”gymnastiksal på Billum skole”. Nu har jeg ikke været der, men det lyder ikke som en anbefaling. Slet så galt synes jeg nu ikke det stod til, men jeg er nok også mere vant til cask ales end de er. Den føles meget let – grænsende til tynd og det er også en almindelig erfaring, synes jeg. Svag, blomsteragtig smag med en ren og ret kraftig bitterhed i eftersmagen.

Karakter 3


De andre kastede sig derefter over en Corsendonk, men jeg havde fået øje på en IPA fra irske Porterhouse – en ”Irish IPA” for at gøre det fuldkomment. Nu er det formentlig ikke en selvstændig type, men mere et udtryk for en IPA brygget i Irland. Den mindede meget om Crouch Vale, men bitterheden var endnu mere udtalt. Jeg skulle nok have hoppet med på Corsendonk.
Karakter 3


mandag den 14. maj 2012

Tid til en øl - Søgaard Jutland Smoked Porter / Madam Weizen

14. Maj 2012

Ølfestivalen 2012 er overstået, og heller ikke denne gang var det muligt for mig at komme dertil. Torsdag og fredag er jo arbejdsdage, så det er udelukket og med vores øveplan til Skansespillet, er det også svært at komme afsted om lørdagen.

Så jeg tog i stedet på Beerwalk her i Aalborg med vennerne. Jeg havde fået et beerwalk-kit med tilhørende aftensmad i fødseldagsgave, og nu kunne vi komme afsted.

Vi startede på Søgaards Bryghus og faktisk besøgte vi kun 3 af de 6 ølsteder denne gang.

Hos Søgaard lagde vi ud med en ½ liter, inden vi gik i gang med vores rigtige Beerwalk ( 15 cl af hver øl ). Vi kunne sidde udenfor i solen, så det var fint.

”Jutland Smoked Porter” er en øl som Ilan Klages-Mundt brygger i maj 2011. Han er amerikaner og på cykelrundtur i verden for at udforske forskellige landes øl traditioner. Han har brygget øl hos flere bryggerier. I Danmark har han også lavet øl på Fanø Bryghus.

Denne porter er laver på flere specialmalte – naturligvis også røgmalt, og den er lagret på sydafrikanske Pinot Noir-fade i mindst 3 måneder. Den er på 6,5% og er en mild og behagelig røgøl.

Fuldstændig sort med beige/brunligt skum. Mild røgaroma med en anelse lakrids. Den føles yderst behagelig at drikke. Smag af brænderøg, lidt sødme og lidt skarpe noter – sikkert fra fadet. Jeg har det sidste stykke tid smagt adskillige milde røgøl – både Krenkerup og Dark Horse. Det lader til at være den nye trend. Men det er jo også svært at overgå originalen på dens egne præmisser.

Karakter 4


Derefter startede Beerwalken med en ”Madam Weizen” ( de andre tog en ”Klosterbryg” og en IPA (så vidt jeg husker )). Det var måske ikke helt fair overfor den, at have indtaget en porter lige inden. Det kan godt være svært for en hvedeøl at følge med der. Den er lys, gylden ( kan minde lidt om morgenurin ). Den er ikke særlig kraftig, hverken i aroma eller smag. Den virker parfumeret, med lidt appelsin/citrus og hvedegærnoter. Sikkert frisk en varm dag på torvet, men ikke noget, der gør stort væsen af sig.
Karakter 3
Derefter gik vi på Klostertorvet, hvor vi fik lidt at spise og en Jacobsen ”Brown Ale” til.

tirsdag den 8. maj 2012

Tid til en øl - Ice Cap Beer

8. Maj 2012

For en del år siden smagte jeg en juleøl, brygget på vand, der stammede fra indlandsisen på Grønland. Det var bryggeriet Greenland, der havde fået den ide. Jeg læste at de efterfølgende havde haft nogle problemer, og deres produkter har ikke været i handlen siden ( i hvert fald ikke på disse kanter ). De gik konkurs i 2008, men er vist ved at genopstå.

Til min fødselsdag fik jeg en ”Amber Lager” fra Grønland Ice Cap Beer. Så vidt jeg forstår er det ikke samme bryggeri, men de bruger også isvand fra indlandsisen til deres bryg. Det er nu nok også meget naturligt, at grønlandske bryggerier gør dette. Nanoq Beer Greenland benytter sig også af denne kilde.

Man henter isen i fjordene, hvor isbjergene flyder rundt. Isen kan være op til 180.000 år gammel, men er noget af det reneste vand man kan tænke sig ( hvis altså ikke lige isen har været dækket af vulkansk aske fra Island ). Isen til Ice Cap Beer hentes af lokale fiskere i Jacobshavn Isfjord ved Ilulissat, Nordgrønland. Man kan gå ind på hjemmesiden og få nøjagtige oplysninger, hvor isen til netop denne øl er samlet. På etiketten kan man også set at øl på grønlandsk hedder – ”Immiaaraq”. Det er altid godt at vide, skulle man komme på de kanter.

”Amber Lager” er på deres hjemmeside beskrevet som en pilsner. Dette gælder også for deres ”Dark Lager” og så begynder det jo at blive en smule forvirrende og misvisende. Ingen der ser på billedet, vil forhåbentlig tænke ”pilsner” som første indskydelse. Det er lidt kedeligt, når sådan en misinformation kommer frem – om det er bevidst eller ej. ( Jeg kan forestille mig, at ”pilsner” opfattes som en betegnelse for undergæret øl, men det er dårlig research )

Det er en mørk, brunlig øl. Der er ikke meget amber over den. Den er klar med mange bobler og hvidt skum, der opløses under højlig brusen. Styrken er på 4,5%.  Den maltet aroma, hvor også lidt kunstig citrus blander sig. Let og frisk og dejlig nem at drikke.Smagen er også præget af maltet med en syrlig note i baggrunden. Let bitterhed i eftersmagen. Vandet er måske nok det reneste i verden, men der skal dog mere til at lave bemærkelsesværdige øl.

Karakter 2+

mandag den 7. maj 2012

Tid til en øl - Evil Twin 9th Symphony

7. maj 2012

Den 7. Maj 1824 opførte Beethoven sin 9. symfoni på Kärnthnerthor Teatret i Wien. Han havde længe ønske at lave musik til Schillers ”An die Freude”, og havde arbejdet på symfonien i lang tid. På det tidspunkt var Beethoven stokdøv, men havde alligevel en fuldstændig klar opfattelse af klange og melodier i sit hoved. Til førsteopførelsen var Michael Unlauf dirigent og Beethoven stod ved siden af ham på podiet. Da Beethoven kom på scenen var begejstringen så stor, at politiet måtte bede om ro på tilskuerpladserne. Efter den store paukesolo i 3. sats brød bifaldet frem igen og afbrød musikken, men Beethoven kunne ikke høre det. Da var der en, der fik den gode ide af vende Beethoven om, så han kunne se publikums begejstring.

Symfonien regner som et af de største musikværker i historien, og angiver på en måde ”det ypperste”. Det er nok denne opfattelse, der har fået Jeppe Bjergsø fra Evil Twin til at opkalde sin øl efter den. Det – og så det, at denne blonde er lagret på østriske hvidvinsfade.

Det er en klar, gylden øl, der dog bliver en anelse uklar, når der kommer lidt bundfald med. Hvidt let skum, der klæber sig til glasset. Hurtige bobler, der giver lidt mousserende udseende. Dufte af friske vin/cider noter med æble og pære. Skarp i munden med et syrligt pift. En kortvarig sødme blandet med samme noter at syrlig frugt – cider/vin. Afsluttende med et lidt jordslået indtryk og en ret bitter eftersmag. en anderledes blonde og som der står på etiketten: ” The most vinous blonde the world of beer has ever seen” ( Den er vist beregnet til det amerikanske marked. Der er også de obligatoriske advarsler mod at drikke og køre bil - og drikke og være gravid ). ”9th Symphony” er naturligvis på 9,0% alkohol.

Karakter 4

søndag den 6. maj 2012

Tid til en øl - Meantime Coffee Porter


6. Maj 2012

Der har ikke været meget tid til at ligge på sofaen i denne weekend. I går var vi til en lang og dejlig bryllupsfest hos min nevø. De blev gift i Klosterkirken og holdt samtidig med barnedåb for deres yngste. Det var vældig fint, og bagefter tog vi til fest på Sohngaardsholm Slot. Først kaffebord og senere buffet. Jeg drak en smule vin, for jeg var toastmaster og skulle holde tale og spille guitar som den sidste i rækken, og så går det ikke at være plørefuld. Derefter holdt jeg mig til cola, for så kunne jeg køre hjem. Øludvalget var alligevel beskedent – Royal Pilsner og Classic. Jeg prøvede faktisk en Classic efter kaffen, men den var underlig syrlig, som om deres anlæg ikke helt var i orden. Så der var ingen grund til at fortsætte i det spor. Festen varede til ud på natten, så vi kom sent i seng.

I dag har vi været til konfirmation i Hørning med 2 søde tvillingepiger. Selvom vi kun kendte værtsparret, gik snakken med de andre gæster utroligt godt, så det var også en meget hyggelig dag. Her var der også vin til maden. Og selvom det var god vin, drak  jeg ikke så meget, så jeg kunne godt køre hjem senere på dagen.

Og så satte jeg mig her, for at slappe af med en mørk øl.

Bryggeriet Meantime ligger i Greenwich, England. Jeg skrev om bryggeriet i januar. De sælger en del øl i små 33. cl flasker, der ser ud som om de er skåret over på midten. Jeg synes det ser vældig flot ud, og kan godt lidt, når der også eksperimenteres med formerne.

Deres ”Coffee Porter” er på 6,0% og der reklameres med: ”Each serving is equal to one cup of coffee”. Måske er det en dårlig ide at drikke den lige inden man skal i seng.

Oprindelig var det Englands første øl, der bar Fairtrade-logoet, men man har ændret på opskriften for at balancere kaffen og malten, så der er nu ikke nok kaffe i, til at få mærket. Men det er de samme Faitrade Araba Bourbon bønner fra Rwanda’s Abuhuzamugambi Co-operative, man stadig benytter.

Det er en kulsort øl, der ligner kaffe. Skummet forsvinder temmeligt hurtigt. Det har en beige/brunlig nuance. Tydelig aroma af kaffe og mælkechokolade. God fyldig krop uden at være tung. I smagen er der ristet malt, ristet kold kaffe og den har en tør eftersmag med bitterhed – mere fra kaffen end fra humlen, virker det som om. Jeg synes faktisk det er en af de bedre kaffestouts, jeg har smagt.

Karakter 4

torsdag den 3. maj 2012

Tid til en øl - Amarcord Volpina

3. maj 2012

Jeg har været i Aalborg 3 gange på en dag. Det har været en konstant køren frem og tilbage hele dagen. Først fagmøde på kulturskolen – så hjem og derefter på arbejde i Aalborg. Så til Ulsted for at øve skansespil og derefter til Aalborg for at være med til det sidste af danselektionen. Begge vores instruktører – Bjørn og Ashli var der i dag, og de blev behørigt hyldet, for de blev Europamestre i ”10 danse” for et par uger siden. Der var også afslutning med spisning, og der var lidt levnet, så jeg kunne tiltuske mig lidt rester. Jeg havde ikke fået noget at spise siden frokost. Så var vi endelig hjemme her kl. 22.30.

Nu havde jeg jo spist, men en enkelt øl var nok på sin plads efter sådan en rejsedag. Det blev en italiensk øl fra Amarcord – ”Volpina”. Jeg har skrevet om bryggeriet tidligere. Det har taget navn efter en Fellini-film, og øllene er opkaldt efter personer i filmen. Volpina er en blond nymfoman ( her er hun dog rødhåret ). Jeg har ikke set filmen, og når jeg prøver at læse om handlingen, forstår jeg ikke en disse. Den virker umiddelbart lidt speciel, så jeg kan ikke rigtig forklare hendes rolle i filmen. ( jeg må vist se at få den set ).

På etiketten ser vi en yderst frodig, rødhåret kvinde, og hun passer godt til beskrivelsen – ”Rossa Doppio Malta”. Det er altså en rødlig øl med dobbelt så meget malt som normalt. Der er brugt saaaz humle og alkoholprocenten er 6,5%. Det er en overgæret øl fra Rimini.

Det er en klar. rødgylden øl med lyst, men lidt svagt skum. Boblerne er temmelig små. Den har en maltet aroma med rugbrød, og der er sødlig frugt – rosin og overmoden blomme. Det hele rundes af af en lidt sprittet note. Også i smagen møder man denne frugt/bær note, måske med et lille syrligt tvist. Her er malten ikke slet så fremtrædende. Saaz humlen gør sig gældende til sidte uden at virke overvældende.

Karakter 3+

onsdag den 2. maj 2012

Tid til en øl - Hopdaemon Skrimshander IPA

2. Maj 2012

Kent er kendt for deres mange humlehaver og en sen sommeraften gik Tonie Prins gennem en sådan, og blev inspireret og fortryllet af ”Humledæmonen” – ”The Hopdaemon”. Dette mytiske væsen tilføjer lidt magi og middelalderlig mystik til hver eneste af bryggeriets øl.

Tonie Prins er fra New Zealand og havde sine første oplevelser med ølbrygning tilbage i 80’erne, hvor han bryggede øl i sin lejlighed. Han flyttede senere til England og blev optaget af traditionelle engelske ales og brygmetoder. I 2000 åbnede han et bryggeri i Canterbury, men allerede i 2005 flyttede bryggeriet til større lokaler i Newnham, i nærheden af Faversham, Kent.

Som man kan se på etiketten er dette en ”Kentish Ale”. Det er lokale ingredienser, der er benyttet. Lokal dyrket malt, deres egen specielle gær, og ren zymurgy. ( Hvis jeg har forstået dette ord rigtig, er det det videnskabelige studie af gæringprocessen ). Humlen er også lokal og kommer fra deres ”Hop-guru”, der bor lidt nede af vejen. Deres foretrukne typer er Goldings, Challenger og Kentish Cascade.


Aftenens øl er ”Skrimshander IPA” på kun 4,5%. Ordet Skrimshander stammer vist fra bogen Moby Dick, og betegner de udskårne figurer som sømænd laver på de lange, kedsommelige togter. De kan være lavet af hvaltænder, knogler eller narhvalhorn. På den fantasirige etiket ser vi en kæmpehval med horn, der vædrer en lille robåd, mens hvalfangerskibet nærmer sig i baggrunden. .
”Skrimshander IPA” er en gylden øl med lyst skum og fine bobler. Engelsk aroma af kiks og let humle, hvor jeg mest synes at fornemme harpiks. Den har en udmærket middel krop, der gør den nem at drikke. Humlebitterheden træder væsentlig mere frem i smagen. Citrus, fyr og harpiks – en anelse parfumeret, men med en solid bitterhed i eftersmagen. Måske lige let nok til at kalde sig en IPA. Man må nærmere betegne den som en godt humlet pale ale.
Karakter 4
En af de nye engelske øl fra Ølkonsortiet.

tirsdag den 1. maj 2012

Tid til en øl - Dark Horse Fore Smoked Stout

1. Maj 2012

Håber alle har nydt denne dejlige, varme forårsdag. Jeg har ikke været til 1. maj-møde. Det bruger man ikke på min arbejdsplads, men jeg har dog nydt vejret alligevel. Det er vist på tide at få indkøbt nogle weissbier, pale ales og andre lyse, lette øl, så man kan nyde en god øl ved havebordet.

Forleden smagte jeg jo vores egen ”Sommerbælleøl Beta” som det egentlig er Jakob, der står for. Den skal med som prolog på min ølsmagning i maj, hvor vennerne skal præsenteres netop for lyse øl ( ikke nødvendigvis lette ). Da vi sad ved baren i John Bull fik vi også lejlighed til at smage et par lette øl, som jeg skal komme tilbage til ved en senere lejlighed. Men tak for det.

John Bull har en fint ølkort med stort udvalg, men udover det er der nye, skiftende øl hver måned - både på fad og på flaske. Mit øje faldt fra starten på en øl fra Dark Horse Brewing Co., som hurtigt er blevet et af mine favoritbryggerier. Jeg stiftede første gang bekendtskab med dem d. 24 august 2010, hvor jeg smagte deres måske bedste øl – ”Plead the 5th”. Det er en af de absolut bedste imperial stouts jeg til dato har smagt, og det er da blevet til en del.

Dark Horse har en stout-serie – nummereret fra 1 til 5. ( One Oatmeal Stout – Too Cream Stout – Tres Blueberry Stout – Fore Smoked Stout – Plead the 5th. ). Jeg har smagt nr. 3 og 5, og nu faldt blikket på “Fore Smoked Stout”.

Den er kulsort med en smal bræmme at nøddebrunt skum på toppen. Alkoholprocenten er vist svingende fra år til år, men jeg mener det var 8,0%. Man mødes af ristet malt, lidt chokolade og en mild og behagelig røgaroma. det er i det hele taget en behagelig øl, der føles blød og lækker i munden. Jeg ved ikke hvilken type brænde, den er røget over, men man har en dejlig smag af lejrbål. Det er ikke en gennemtrængende røgsmag, som man kender fra Schlenkerla, men mere afdæmpet, og det giver mulighed for en mere kompleks smagspalet. Her fornemmes chokolade og kaffe og en antydning af humle.

Karakter 5