Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

tirsdag den 8. maj 2012

Tid til en øl - Ice Cap Beer

8. Maj 2012

For en del år siden smagte jeg en juleøl, brygget på vand, der stammede fra indlandsisen på Grønland. Det var bryggeriet Greenland, der havde fået den ide. Jeg læste at de efterfølgende havde haft nogle problemer, og deres produkter har ikke været i handlen siden ( i hvert fald ikke på disse kanter ). De gik konkurs i 2008, men er vist ved at genopstå.

Til min fødselsdag fik jeg en ”Amber Lager” fra Grønland Ice Cap Beer. Så vidt jeg forstår er det ikke samme bryggeri, men de bruger også isvand fra indlandsisen til deres bryg. Det er nu nok også meget naturligt, at grønlandske bryggerier gør dette. Nanoq Beer Greenland benytter sig også af denne kilde.

Man henter isen i fjordene, hvor isbjergene flyder rundt. Isen kan være op til 180.000 år gammel, men er noget af det reneste vand man kan tænke sig ( hvis altså ikke lige isen har været dækket af vulkansk aske fra Island ). Isen til Ice Cap Beer hentes af lokale fiskere i Jacobshavn Isfjord ved Ilulissat, Nordgrønland. Man kan gå ind på hjemmesiden og få nøjagtige oplysninger, hvor isen til netop denne øl er samlet. På etiketten kan man også set at øl på grønlandsk hedder – ”Immiaaraq”. Det er altid godt at vide, skulle man komme på de kanter.

”Amber Lager” er på deres hjemmeside beskrevet som en pilsner. Dette gælder også for deres ”Dark Lager” og så begynder det jo at blive en smule forvirrende og misvisende. Ingen der ser på billedet, vil forhåbentlig tænke ”pilsner” som første indskydelse. Det er lidt kedeligt, når sådan en misinformation kommer frem – om det er bevidst eller ej. ( Jeg kan forestille mig, at ”pilsner” opfattes som en betegnelse for undergæret øl, men det er dårlig research )

Det er en mørk, brunlig øl. Der er ikke meget amber over den. Den er klar med mange bobler og hvidt skum, der opløses under højlig brusen. Styrken er på 4,5%.  Den maltet aroma, hvor også lidt kunstig citrus blander sig. Let og frisk og dejlig nem at drikke.Smagen er også præget af maltet med en syrlig note i baggrunden. Let bitterhed i eftersmagen. Vandet er måske nok det reneste i verden, men der skal dog mere til at lave bemærkelsesværdige øl.

Karakter 2+

1 kommentar:

  1. Desværre er alle øl, lige så kedelige.
    Har smagt Godthåb Bryghus' linje og noget fra det nye grønlandske bryggeri som har overtaget det gamle Icecap Beer, ideen er god, men som du siger, der skal mere til end vandet for at fange folk.

    SvarSlet