20. Maj 2012
Forleden afholdt jeg en ølsmagning for vennerne. Det var lyst øl, vi skulle
smage – dog ikke i betydningen ”let-øl”. Men det var ikke en af de tungeste
ølsmagninger vi har holdt. Gennemsnittet for de 11 øl var 6,6%. Vi plejer at
smage 10 øl, men der kommer nogle gange ekstra øl med i programmet. Denne gang
var det en prolog, hvor vi smagte Jakobs ”Sommerbælleøl Beta”. Det var den øl,
jeg var med til at brygge i april, og som jeg skrev om 30. April 12 .
”Sommerbælleøl Beta” var bestemt til at være en let sommerøl – en mild. Men
den fik lidt for høj alkoholprocent ( 4,4% ) og går derfor under beskrivelsen ”Imperial
Mild”. Den er pænt kraftigt tørhumlet med Chinook og Citra, og den faldt absolut
i god jord ved vores ølsmagning.
Derefter lagde vi ud med en guldøl fra Skagen Bryghus – Sandmilen, som jeg
tidligere har skrevet om. Det var måske ikke det bedste valg ovenpå den humlede
prolog. Nogle syntes den var for sød, og det er da også en sødligere øl, men
jeg synes Skagen bryghus har helt godt fat i undergæret øl. Der skulle lige et
par mundfulde til, så faldt den på plads, men det var den første øl, der delte
forsamlingen. I det hele taget var der ikke mange øl, vi var helt enige om.
En af deltagerne har en udpræget antipati mod hvedeøl, så jeg var lidt
spændt på hans reaktion på ”White Cat” fra Beer Here.
Teksten på bagetiketten lever helt op til det vi forventer fra Beer Here. -
”White Cat er en raceren hvedeøl baseret på en smagsneutral gær modsat de andre hvedeøl i kuldet
der ofte har frugtige noter fra gæren.
White Cat får sit miaow fra rigelige
mængder humle i både keddel og tank, der giver den killingebløde maltprofil et
kradsbørstigt humlehvæs bagest på tungen.”
Som sædvanlig er etiketten tegnet af
Christian Skovdal Andersen selv, og som sædvanlig med et glimt i øjet. Vi ser den fascistiske racerene kat stå som
diktator med solbriller, uniform og bannere bag sig. White Cat er skrevet med
gotiske bogstaver og her ser vi også sætningen: ”Overmenneskelig ren hvedeøl”.
Her er hug til de gamle prøjsiske og nazistiske forskruede tanker.
Det er en lys, sløret øl med hvidt skum. Frisk, frugtig aroma med drue og
citrus fra humlen. ”White Cat” er den tredje øl i ”katteserien”, der består at
forskellige øltype, der alle er på 4,7% og humlet med Nelson Sauvin humle. (
jeg har tidligere skrevet om ”Fat Cat” og ”Black Cat” ). Den føles livlig.
Smagen minder mere om en pale ale end en hvedeøl. De traditionelle kryddernoter
udebliver, da der er brugt almindelig gær, og den giver dominans af
humleindtrykkene, der igen er drue og citrus. Fin afsluttende bitterhed. Min
ven kunne for en gangs skyld godt lide hvedeøl. Nogle af os andre savnede nok
smagen fra hvedegæren, så også her var der lidt uenighed. Vi var dog enige om
at den i sig selv er en glimrende øl, selvom den ikke har de sædvanlige
karakteristika,
Karakter 4
Ingen kommentarer:
Send en kommentar