Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

mandag den 24. april 2017

Tid til en øl - Coniston Old Man Ale


24. April 2017

Forleden prøvekørte vi vores nye bil – en knaldrød Ford Focus. Vi fik naturligvis lov at tage en tur i den inden vi bestemte os. ”Tag jer bare god tid!, sagde sælgeren – og så kørte vi afsted. På et tidspunkt kom vi gennem Støvring og så kunne vi jo ligeså godt købe lidt øl med hjem til aftenens madklub. Bisgaard vinhandel har også en stor og flot ølafdeling, samt mange andre delikatesser.
Jeg blev mødt af en engelsk øl, der nærmest råbte på mig. Det er ikke længe siden at jeg fyldte 60 år, og her på hylden foran mig stod en ”Old Man Ale” fra engelske Coniston. Den var jeg da nødt til at smage.

Coniston Brewing Co. ligger i Lake District Nationat Park – lige for foden at bjerget ”The Old Man”. Ian Bradley – der er søn af den lokale pubejer ( Black Bull ) i Coniston – belv uddannet brygger og i 1995 åbnede han bryggeriet. Siden har han vundet mange priser ved flere konkurrencer. Der er 6 øl i sortimentet og ”Old Man Ale” er deres bud på en traditionel engelsk bitter. Den er på 4,2% og brygget med ristet byg, foruden malten. Der er brugt Challenger og Mount Hood humle.

Den har en kobberrød farve og masser af livlige bobler. Den toppes af et godt, cremet skumlag. Der er en duft af ristet byg og brød, samt frugtige noter fra humlen. Den har en høj ”drinkabillity” og virker forfriskende. Maltsmagen lægger ud med let sødme og ristet brød, lidt bær og frugt og der afsluttes med en ganske pæn bitterhed.

Karakter 4

Er det sådan en øl man kan få, er det ingen sag at blive gammel.


fredag den 14. april 2017

Tid til en øl - De Molen Rasputin



14. April 2017

I dag har jeg spillet guitar til 4 Langfredagsgudstjenester, så jeg synes nok jeg fortjente en god øl, da dagen var slut. Ikke sådan at forstå at godt øl er noget, man skal gøre sig fortjent til, men det er jo aldrig godt at have sine begrundelser i orden.
Jeg valgte en af de øl, jeg havde fået i fødselsdagsgave – ”Rasputin” fra det hollandske bryggeri De Molen.

Denne øl er fra 2015. Derefter skiftede den navn til ”Moord & Doodslag” ( ”mord & manddrab” ). De Molens øl har ofte titler, der netop består af dobbeltnavne, der giver mening ( ”Hemel & Arde”  - ”Storm & Averij” - osv )

Hvorfor ”mord og mandrab” lige skal pakkes ind i chokolade, står ikke helt klart for mig. Ej heller hvorfor den russiske munk ”Rasputin” skal forbindes dermed.


Men dette er en Russian Imperial Stout - eller som de skriver stout-ish. Det er en sort stærk øl på 10,4% og med en bitterhed på 46 IBU. De Molens etiketter består næsten kun af faktuelle oplysninger. Der er brugt pilsner-, caramel- og chocolatemalt, og humlen er Saaz.

Det er en kulsort øl med svagt, brunt skum. Der er en kraftig duft af ristet malt, humle og en del chokolade. Den føles lød og rund – meget fyldig i munden. En kompleks smag, hvor både malt og humle blander godt og så er der en behagelig chokoladesmag, der giver denne øl en anden profil end så mange andre Imperial Stouts.

Karakter 4+

torsdag den 13. april 2017

Tid til en øl - Stone Tap-Takeover


13. April 2017

I går mødtes jeg på Basement Beer Bar med en god ven. Vi skulle smage godt øl og få en hyggelig sludder, inden jeg skulle til koncert i Musikkens Hus ( Brahms – Ein Deutsches Requiem ).
Det amerikanske bryggeri Stone Brewing fra San Diego har åbnet et nyt bryggeri i Berlin, for at gøre et stort fremstød på det europæiske marked.

Det kan virke lidt misvisende at der reklameres med tysk bryggeri, når nu det er de kendte amerikanske øl, der produceres. For mig vil Stone i hvert fald altid være amerikansk, selvom det bliver brygget her i Europa.


Der var 8 øl på hanerne og BBB havde lavet det så smart, at man kunne smage 10 cl af hver ( eller 20 hvis man ønskede ). Jeg skulle jo helst ikke sidde og snorke til koncerten, så vi valgte den med 10 cl.
Baren er udvalgt til at været ”Cornerstone Venue”, hvilket betyder at de fremover altid vil have mindst en øl fra Stone på hanen.


Jeg har tidligere smagt deres kraftige ”Arrogant Bastard”, men denne gang var både lillebror og storebror med.

”Little Bastard” er en amber ale på 4,7%. Den brygges måske kun her i Europa – jeg kan i hvert fald ikke finde den på den officielle hjemmeside. En flot kobberfarvet øl med en dejlig duft af humle. En af de ting jeg bedst kan lide ved Stone er deres sans for balance. Alkoholniveau, sødme og bitterhed går altid op i en højere enhed. Denne øl hører ganske enkelt til blandt de bedste ”lette” øl, jeg har smagt i længere tid ( har dog smagt superøl fra både O/O og Stigberget ). Der er fokus på humlen, men altså alt er på rette plads.

Karakter 4


Næste øl var ”Citrusy Wit” på 5,3% – en belgisk inspireret øl med korianer og mandarin. Men Stone har ligefrisket den lidt op med limeblade. Det er en sløret ( og det er billedet også ) øl med fint, hvidt skum. Duft at citrus. Den er yderst forfriskende og helt klart en favorit til varme sommerdage på terrassen.

Karakter 4

Den næste var en ”Berliner Weisse” på 4,7%. Selvfølgelig skal man i Berlin brygge sådan en øl, og jeg finder den da heller ikke i USA.

Da jeg var ung, var vi på studietur i Berlin i 2. real ( det siger lidt om hvor lang tid siden det var ) og her ville vi gerne smage ”Berliner Weisse”. Vi havde hørt, at det var i forskellige farver og med frugtsmag. Men hver gang vi gik ind på en bar, blev vi smidt ud igen, fordi vi var for unge. Så jeg fik aldrig smagt det.

Den nye form for ”berliner weisse”, der er dukket frem i den seneste tid, skulle – ifølge bartenderne – ikke have noget med den stil at gøre. Det er en ”ny” type sour ale, selvom jeg stadig tænker, at en eller anden form for historisk tradition må der jo ligge bag.
Denne ”Berliner Weisse” var der i hvert fald ikke noget frugtigt 
over. Det var en syrlig ale med en smag jeg lige skulle vænne mig til. Den virkede lidt jordet, men vandt ved nærmere bekendtskab.

Karakter 3

Så fulgte ”Coffee Milk Stout”, som jeg ikke fik taget billede af – snakken gik for godt. Den er også let med en alkoholprocent på 5,0%. Igen er balancen ramt godt. Der er både kaffe og mælk i smagen – lidt chokolade måske. Men det bliver ikke denne vammelsøde drik, som det ofte kan blive. God fylde på trods af letheden. Bitterheden er på 40 IBU

Karakter 4

”Go to IPA” er en session IPA på kun 4,5%. Det er ikke min form for IPÅ, da jeg ofte synes, det er vand med bitterstof. Men her formår bryggerne igen at afstemme det hele, så det faktisk er den bedste øl, jeg har smagt i den stil til dato. Godt gået, så er der lidt til sommervarmen. IBU 65

Karakter 4


”Wood Infused Amber Ale” er en flot mørkerød øl på 7,9% - en ”Imperial Amber Ale”. Det tyder på at der er tilfør egetræsspåner eller noget i den retning for at give illusion af fadlagring, men de er da ærlige omkring det. Den stak lidt i forskellige retninger og fandt aldrig helt et leje, hvor den hvilede godt.

Karakter 3+

Erfaringen har vist at min IPA-type er den kraftige, hvor der er fyrer op på alle parametre. Derfor er ”Ruination” da også en af mine favoritter i den genre. Jeg har skrevet om den tidligere og vil ikke gentage mig selv, men det er bare godt. Igen – alt balancerer.

Karakter 5


”Arrogant Bastard” har jeg tidligere bedømt vældig godt. Lillebror var som nævnt også god, så det var spændende at slutte af med storebror – ”Double Bastard” på 11,0%. Jeg må nok indrømme, at alkohol åbenbart spiller en rolle for smagen, for det er et brag af en øl. Malten får lov at spille en større rolle, selvom der ikke er sparet på humlen. Jeg behøver vist ikke nævne det mere, men det er forholdet mellem ingredienserne, der får det hele til at spille.

Karakter 5



torsdag den 6. april 2017

Tid til en øl - Ølmarathon / Opløb


6. April 2017


De sidste 2,195 øl var 2 fadlagrede og en ”radler”. Der havde dog været fadlagrede øl med tidligere i løbet, men vi skulle jo slutte med manér.

Den lille sidste etape har ofte været en ”Budweiser” i denne type smagning, ” for det er jo ikke en rigtig øl”. Selvom det er en rigtig sjov kommentar til denne nærmest berygtede øl, er det dog ikke helt retfærdigt. ”Budweiser” tilhører trods alt en defineret øltype, hvor der også er andre tilsvarende øl – og det er faktisk denne øltype, der bliver solgt mest af. 


TeeDawn er et nyt dansk bryggeri, der har specialiseret sig i alkohollette øl – under 2,8%. Så vidt jeg ved bliver øllet produceret i Tyskland. Med denne lave alkoholprocent er vi jo allerede ned på en ½ øl. Derudover laver de en ”radler”, der jo nærmest er halv øl og halv citronvand, så her er indholdet af øl jo endnu lavere. Det svarer lige præcis til 0,195 øl.

”Lemon Beer” er på 2,5% og der er nærmest en sodavand. Den er frisk og kan sikkert af nogen drikkes en varm sommerdag, men det er ikke helt min stil. Jeg smagte den for præcis et år siden
(6. April 2016 ), men det behøver ikke være en årlig tilbagevendende begivenhed.

Karakter 2+

Vi diskuterede om denne øl skulle være den sidste og afslutte ovenpå de kraftige og markante smagsoplevelser vi forventede. Måske var vi kørt lidt trætte i store øl og trængte til en lille forfriskning. Den var jo så tynd, at den nærmest kunne neutralisere de andre, så vi kunne gå ædru hjem.

Vi kunne jo også starte med den – for at få den overstået, så at sige.
Vi endte med at beslutte, at sådan en lille snørkel på ruten kunne vi lægge ind, hvor vi fik behov. Og da mætheden sænkede sig omkring 30 øl besluttede vi en lille time-out inden de belgiske øl. Det hjalp dog ikke alle. Måske var det dette smagschok, der slog dem ud af kurs.


Det amerikanske bryggeri Wicked Weed ligger i Asheville, North Carolina. Det blev grundlagt i 2011 af brødrene Walt og Luke Dickinson. Allerede i 2009 havde de siddet i en bar med specialøl og talt om at de gerne ville åbne deres eget bryggeri med Westcoast-humlede øl og autentiske belgiske ales. Og der var ikke langt fra tanke til handling.

De brygger belgiske ales - Gose og frugtøl – masser af farmhouse ales og naturligvis stout og IPA’er. De kommer vidt omkring.
De brygger også øl inspireret af cocktails. Det er foreløbig blevet til ”Coolcumber” og ”Old Fashioned”

Denne sidste cocktail er en bourbon-baseret drik tilsat sukker, angostura og vand. Derudover tilsætterman en skive appelsin og et cocktailkirsebær som garniture.
Wicked Weed har prøvet at genskabe denne drink ved at lade den lagre i bourbonfad sammen med Montmorency og sorte kirsebær. Dertil er der kommet appelsinsaft.

Det er en mørk drik på 10,0%. Der er en duft af modne kirsebær, men nogle at deltagerne forbandt den nu mere med solcreme.. Smagen er maltet og frugtig. Man smager de skarpe noter fra bourbonfadet sammen med vanilje og kirsebær. Det er nok en øl, der er mere sjov end god.

Karakter 3


Vi kunne nu se målstregen, og da vi jo ikke var ude i et rekordforsøg kunne vi i ro og mag nyde den sidste øl. Og det gjorde vi i fulde drag.

Lost Abbey har tidligere været med til vores ølsmagninger. Vi havde endda en smagning, hvor halvdelen af øllene var derfra. Og det blev faktisk lidt for meget, så vi har ikke haft dem repræsenteret i et stykke tid.

Om man er en ”led os ikke i fristelse” eller en ”Fri os fra det onde” type gør ikke længere nogen forskel. Verdens ende er ikke nær – den er allerede over os. Der er ikke længere noget vi kan stille op – men….
Lost Abbey har givet os deres bud på frelse ( deliverance ). Den vil ikke fri os fra Satans greb, men synd smager godt.

Lost Abbey har altid haft det spirituelle med i deres tilgang til øl. Der er to fanklubber knyttet til bryggeriet – ”The Saints” & ”The Sinners”. Og der er øl brygget til begge fraktioner. Jeg kan nu nemt forestille mig, at man kan gå på rov i modstanderens udvalg, og bryggeriet lægger med denne øl også op til et forlig.

”Deliverance Ale” er en blanding mellem ”Serpent Stout” og ”Angels Share”. Den første i en bourbon-lagret udgave – den anden i en brandy-lagret. Det er en episk kamp mellem Himmel og Helvede om menneskets sjæl.

Begge disse øl hører til blandt de bedste, jeg har smagt, og blandingen lader dem ikke noget efter. Det er en stor og kompleks øl, som skal smages og nydes. Man tænker – ”Lad dem bare slås videre”. Det har ingen hast med at finde en vinder. Og skal man blive filosofisk er det jo netop blandingen af godt & ondt, lys & mørke, Yin & Yang ( som jo også er 2 forskellige øl fra Evil Twin, der smager fortræffeligt sammen ), der skaber den fuldkomne helhed.

Det var en værdig afslutning på denne til tider strabadserende tur. Der var ingen deciderede huller i vejen. Der var til gengæld mange højdepunkter. Og vi sluttede på toppen, efter en stigning på 12.5%

Karakter 5+




onsdag den 5. april 2017

Tid til en øl - Ølmarathon / Stout


5. April 2017

I slutningen af marathonen begyndte mørket at sænke sig. Porter og Stout dukkede op lige før mål.


Guinness har i mange år – ja siden 1778 stået som eksponent for det sorte øl, og deres ”Draught” bliver nyt af mange mannesker over hele kloden. Men de har også andre bryg på samvittigheden. Jeg smagte for nylig deres pilsner ”The Harp”, så det er ikke sort alt sammen.

Arthur Guinness begyndte at brygge ale i 1759. Bryggeriet hed St. James Gate Brewery og ligger den dag i dag stadig i Dublin.
I 1944 bryggede Guinness på bestilling fra John Martin i Belgien en kraftig ”Special Export” på 8,0%.,

Det er en sort øl med mere fylde og kraft end man kender fra den traditionelle dry stout. Der er noter af rosiner og chokolade, sammen med ristede indtryk fra maltten. En øl der falder fint i min smag i modsætning til deres ”Draught”

Karakter 3+


Randers Bryghus laver en serie af kraftige, eksperimenterende øl. En af disse er ”Tapdancing Hippo”. Hvem siger, at man ikke kan bevæge sig elegant, selvom man er tung?
Det kan denne Imperial Oatmela Stout i hvert fald. Der er tilsat en god mængde irsk Bushmill whiskey, fordi bryggeren ikke ville have røg i den, men det kan jo også lade sig gøre med skotsk whisky. Derefter har den lagret i nogle måneder, før den blev klar.

”Tap Dancing Hippo” er på 8,8% og bitterheden runder 45 IBU. Det er en kulsort øl med en dejlig duft af irish coffee. Der er vanilje og ristet malt sammen med kaffe, whiskey og lidt lakrids. En kraftig og dog elegant øl – som de selv hævder.

Karakter 4+


Dark Horse Brewing Co. brygger en serie af gode stouts, hvoraf ”Plead The 5th” hører til blandt mine favoritter. Det er desværre lang tid siden jeg har set den på disse kanter. Så jeg valgte i stedet deres chokolade porter ”Thirsty Trout”. Jeg har tidligere anmeldt den og synes stadig godt om dens komplekse smag. jeg er ellers ikke så glad for chokolade stouts, da de let bliver lidt vamle. Men ”Thirsty Trout” undgår den fælde. Chokoladen er veldoceret og giver sammen med malten en afstemt øl – måske med antydning af lakrids i bland.

Karakter 5


I Florida stødte jeg på en Imperial Stout fra Boulevard Brewing i Kansas City. Kansas City ligger ikke i Kansas, men er derimod hovedstaden i Missouri. Den ligger dog meget tæt på grænsen til Kansas, men noget rod er det alligevel,

Boulevard Brewing blev grundlagt af John McDonald i 1989. Han kom ved et besøg i Belgien i 1984 til at gå ind i en belgisk ølbar. Han smagte en øl – og så en mere og så endnu og så var han fanget. Hjemme i Kansas City drømte han stadig om disse øl, og besluttede at sætte en plan for at brygge i værk.

Bryggeriets filosofi er at forvandle det simple til det sublime – det elementære til det ekstraordinære. I denne stout – ”Dark Truth” -forvandler man på nærmest alkymistisk vis de jævne kornsorter  ( byg, hvede, rug og havre ) til sort, flydende guld.

Det er en kraftig stout på 9,7%. Det er kaffe, mørk frugt og karamel, der skaber denne komplekse aroma og smag. Der er brugt belgisk gær og både Magnum, Zeus, Citra og Perle humle. Bitterheden er god, men ikke overvældende. ( 60 IBU )

Karakter 5


Vi sluttede af med Lervigs ”3 Bean Stout BA”. Jeg smagte originalen på Nordic Brew Festival i Frederikshavn, men denne her udgave er lagret på bourbonfade. Denne øl har jeg også smagt på Basement Beer Bar, og her sidst på aftenen efter en lang dag ølsmagning gjorde den også god fyldest.
Den er brygget i samarbejde med Way Beer fra Brasilien og der er tonka-, vanilje- og kakaobønner i. En flot øl, der lagde godt op til opløbet. Kun 2,195 tilbage.

Karakter 5

søndag den 2. april 2017

Tid til en øl - Ølmarathon / Belgisk Ale








2. April 2017

Ved 30 genstande begyndte mætheden at melde sig. Dels havde vi fået noget at spise, men det er også mættende hele tiden at forholde sig til nye øl og smagsindtryk. Der var da også et par deltagere, der trak sig på dette tidspunkt.

Jeg havde været en tur i Aalbæk for at besøge Vera i ”Det Bette Ølhus”. Det var nok det bedste sted at finde lidt specielle belgiske øl – både de traditionelle og de syrlige.

Vera var da også hurtig til at finde øl, man ikke støder på hver hver anden dag. Måske lidt for hurtig, for da jeg nævnte, at jeg skulle bruge en blonde, en dubbel og en tripel, greb hun straks en øl fra det lille Huisbrouwerij de Vliet. – ”Det er en ganske fortræffelig tripel og jeg har kun denne ene tilbage” sagde hun, men ingen af os undersøgte etiketten nærmere. Bryggeriet laver to øl – en ”Ttripel” og en ”Spelt”, og denne øl viste sig af være sidstnævnte. Nå, det var jo stadig en ukendt øl, så det var ikke så galt, og så har jeg jo en undskyldning for at komme og smage triplen en anden gang ( hvis hun får flere flasker hjem )


”Har du smagt noget fra tvillingerne? spurgte hun, og her svarede jeg nej, hvilket viste sig at være en fejl fra min side. Derfor er der også to øl fra samme bryggeri i denne etape.


Inglorious Brew Star er en nyt bryggeri, som jeg først stiftede bekendtskab med omkring nytåt. Det ligger i Deurne, og blev stiftet i 2014 af tvillingerne Erwin & Benny van Aerschot. På deres 30 års fødselsdag i 2012 fik de et bryggerkursus af deres koner – når nu de var så interesserede i øl. Det fik dem i gang i i 2014 indsendte de en øl til Brouwland Beer Competition. Her vandt de med deres øl ”Inglorious Quad”, og præmien var at få brygget 500 liter hos Brouwerij Anders, samt 3 måneders distribution. Det blev en kæmpe succes og i oktober 2014 startede de rigtig op.

Det er stadig i samarbejde med Brouwerij Anders, for de er at betragte som et fantombryggeri.
I marts 2015 bryggede de øl nr. 2 – ”Cum Laude”. Det var på opfordring af universitetet i Antwerpen og det er deres ”hus-øl”

Det er en blonde på 6,3%. Den står næsten helt citrongul i glasset med en dejlig frugtig aroma. Der er grape og mango – en eksotisk blond med en ganske pæn bitterhed i slutningen.

Karakter 3+


Derefter fulgte en bruin fra husbryggeriet Sint Canarus i Østflandern. Det er det største og bedste bryggeri i Gottem. Samtidig er det et af Belgien mindste bryggerier, hvor vi nok kan konkludere, at der ikke er andre bryggerier i Gottem.

Piet Meirhaeghe, der går under navnet Dr. Canarus holder ofte ølforedrag om de sundhedsmæssige fordele ved øldrikning. Han er formand for den lokale drikkeklub ”Semper Canarus”, der betyder ”altid fuld”

I 1988 fik han den glimrende ide at lave sin egen øl. Han startede med et 10 liters anlæg, men øgede produktionen til 70 liter i 1993. Hvis man vil have hele den detaljerede historie, kan man kigge på hjemmesiden, men i 1999 flyttede de til Gottem og i 2009 var de nået op på et 800 liters anlæg.

”Potteloereke” er en mørk øl, der egentlig skal serveres i et keramikkrus fra pottemageren i Gottem.
Det er en øl på 8,0%. Dejlig duft med moden frugt – blomme og rosin. Smagen er lettere sød med brændt sukker og mørk frugt.

Karakter 3+


Huisbrouwerij de Vliet ligger i Geel, Flandern. Hvis Sint Canarus var lille, tror jeg at dette er endnu mindre. I 1988 var der stor interesse i ”Foreningen af amatør vinmagere og bryggere ( VAW ), for kunsten at brygge øl. Der var styr på det teoretiske, men ikke rigtig plads til det praktiske. Derforblev garagen hos Jul Molenberghs omdannet til bryghus. Kapaciteten er stadig meget lille, men der udvikles hele tiden nye øl.


”Spelt” er en farmhouse ale brygget med spelt fra den økologiske gård Van Steenovens. Det er en opskrift fra 1988. Det er ikke en farmhouse ale i betydningen ”sour” – ej heller en witbier, selv om der er spelt i den. Det er en blond ale med citruskarakter og en mild bitterhed i eftersmagen. Ganske udmærket, når vi nu ikke kunne få en tripel.

Karakter 3+


Brasserie LeFort udstråler en vintage look, og er da også langt den ældste af de belgiske øl i denne omgang. Det stammer tilbage fra 1854, hvor Felix Verscheuer grundlagde et bryggeri i Kortrijk. På den store firkantede plads, hvor der tidligere havde ligget et stort fort. Felix efterlod bryggeriet til sin datter, der giftede sig med Omer Vander Ghinste, der var brygger i nabobyen Bellegem. Og i 1911 flyttede bryggeriet til Bellegem.

Øllen ”LeFort” er brygget med hvede, hvilket giver en blød og behagelig tekstur. Der er fine nuancer af chokolade fra den mørke malt og man fornemmer og typiske belgiske noter af mørk frugt. ( 8,5% )

Karakter 4


Jeg skrev om den første øl fra Inglorious Brew Stars til nytår, så jeg vil ikke bruge meget tid på den nu. I 2016 kom ”Inglorious Quad” på whiskyfad fra belgiske ”The Belgian Owl” og det var denne udgave, vi smagte både til nytår og til ølmarathonen.
Og sikke en afslutning på denne etape.

Karakter 5




lørdag den 1. april 2017

Tid til en øl - Ølmarathon / Overgær 2


1. April 2017

I den anden overgærede etape i vores Ølmarathon var det i høj grad humlen, der kom til at sætte sit præg på ruten.


Vi lagde ud med en øl, jeg havde taget med hjem fra Florida, men det var nu fra et klassisk bryggeri fra Californien – Sierra Nevada.


”Hop Hunter” er Sierra Nevada’s forsøg på at udforske frisk humle – ”wet hops”. En ny teknik hvor man damp-destillerer frisk humle allerede inden den har forladt markerne. Bitterhumlen er Bravo og aromahumlen er Cascade, Simcoe og Crystal. Og så er der brugt ”farm distilled hop oil” fra Cascade, Centennial og CTZ ( Columbus, Tomahawk & Zeus ). Bitterheden er på 60 IBU.
Det er ikke en ny øl. Den er vist fra 2014-15, men jeg har ikke set den før.

Flot gylden øl på 6,2%. Duft af grape og pine. Jeg synes faktisk den virker lidt tung. Om det er humleolien eller jetlag efter flyveturen ved jeg ikke. Smagen er udmærket med stadig ikke så frisk som jeg havde turdet håbe på. Igen er det grape og også en smule mere eksotiske nuancer der rammer en. Jeg er ikke umiddelbart imponeret af wet-hops.

Karakter 3+


De to bryggerier Beerbliotek og O/O Brewing er gået sammen om af lave en svensk ”black IPA” på 6,6%. Den bærer navnet ”Sabotage” – skrevet i lysende skrift på tværs af den sorte dåse. Som et ”tag”. Der er noget oprør og anarki over den.

Og indholdet er da heller ikke kedeligt og traditionelt. Denne øl har en fylde med smag af kaffe og chokolade, som jeg ikke før har smagt i en black IPA. De plejer at være lettere i karakteren. Naturligvis springer humlen frem og bidrager til at indtrykket ikke bliver som en porter eller stout. Så fyldig er den dog heller ikke. Det er en frisk humlesmag med masser af eksotisk præg. Glimrende.

Karakter 4+


Gales ”Prize Old Ale” er lukket med en voksforsegling – eller det skulle det nok forestille. Man har gjort sig umage for at give den et præg af ”vintage”. Old ale er en næsten uddød engelsk øltype, der har lagret i lang tid. Denne udgave er kommet på flaske i 2005. Den kan på mange måder minde om den engelske barleywine.

George Gale & Co LDT er hjemmehørende i Horndean, Hampshire. Bryggeriet blev grundlagt i 1847, men det blev overtaget af Fuller’s i 2005, Denne flaske er brygget og flasket i Horndean, men om det er før Fuller’s overtagelse ved jeg ikke. Fuller’s lukkede bryggeriet i 2006 og flyttede produktionen til London.

Det er en øl, der lægger sig tæt om af hedvin. Det er blomme og sveske. Det er søde og sprittede indtryk. Blomme i madeira stilen – men ikke i så god balance som den kendte ”Thomas Hardy’s Ale”. Det virker lidt som gassen er gået af ballonen.

Karakter 3


Der skal til gengæld en hel del til, før gassen går af den næste øl. Der er en grund til, at Founders – og Stone, for den sags skyld – spiller i mesterrækken. De kan balancere deres øl, så humleniveauet indgår i en fuldendt symbiose med maltindtrykkene.

”Devil Dancer” er ikke blot en Double IPA men en Triple IPA. Alkoholprocenten er trappet op til 12,0% og bitterhedsniveauet til 122 IBU. Bryggeriet hævder, at det er den højest dokumenterede bitterhed. Jeg har hørt og smagt højere, men om det er fup og fidus kan jeg ikke vide.

Fakta er at denne øl er bitter, men alle andre indtryk er proportionalt fulgt med, så balancen er perfekt. Det kan ikke være anderledes. Jeg er ikke meget for høj bitterhed og IPA er ikke min favoritstil, men jeg har efterhånden lagt mærke til at jeg foretrækker kraftige, fyldige IPA’er meget mere end lette session-IPA’er. Denne ”Dancer” lægger sig pænt ind i top 3 på min IPA-liste.

Karakter 5


Vi sluttede pænt af med aftenens stærkeste øl – ”Tors Hammar” på 13.2%. Det er en amerikansk inspireret Barley Wine fra det norske bryggeri Ægir. Jeg besøgte bryggeriet i sommer, og kan garantere, at man ikke kan købe den i deres butik, hvor øllet kun må indeholde 4,7%. Men man naturligvis smage den i baren.

”Tors Hammar” skal naturligvis slå lidt hårdt. Og det er da også en kraftig sag, både hvad angår fylde og bitterhed. Her er balancen ikke i så fin harmoni som hos Founders. Spritten kommer til at tage lidt overhånd og bitterheden bliver ikke helt matchet af malten, men alt i alt er det en god øl, der lever op til forestillingen om Tor og Mjølner. Det er en øl, som godt kan nydes af krigerne i Valhal.

Karakter 4+